Gå til sidens indhold

NunaGreen A/S skal varetage anlæg af vandkraftprojekter på vegne af Grønlands selvstyre

Sendes af: Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø
Vandkraft
Naalakkersuisut arbejder målrettet på at udvikle landets grønne energiforsyning. Dette arbejde omfatter blandt andet opførslen af et nyt vandkraftværk til forsyning af Aasiaat og Qasigiannguit og udvidelsen af Buksefjordsværket ved Nuuk, som vedtaget af Inatsisartut på efterårssamlingen i 2021.

Naalakkersuisut arbejder for at optage lån til anlægsprojekterne. Den bedst mulige finansieringsaftale er betinget af, at en række forudsætninger skal opfyldes. Det er blandt andet et krav, at de midler, der sikres under aftalen, adskilles fra landskassens aktiviteter. I stedet skal aftalen indgås direkte med et særskilt kapitalselskab.

Naalakkersuisut har derfor besluttet, at det selvstyreejede NunaGreen A/S skal stå for at optage lån og gennemføre anlægsarbejdet for vandkraftprojekterne. Dette sker for at opnå den bedst mulige finansieringsaftale i form af lån.

Nukissiorfiit fastholder ansvaret for at drifte vandkraftværket ved Buksefjorden, mens anlægsarbejdet foregår, og når udvidelsen er færdig. Nukissiorfiit vil også drifte det nye vandkraftanlæg til forsyning af Aasiaat og Qasigiannguit.

Nukissiorfiit har igennem de seneste 30 år opbygget uvurderlig erfaring og viden om etablering og drift af vandkraftværker i Grønland. Nukissiorfiits kompetencer skal fortsat spille en afgørende rolle i udvidelsen af Buksefjordsværket og i anlæggelsen af vandkraftværket ved Aasiaat og Qasigiannguit – og i realiseringen af andre af Grønlands vandkraftpotentialer samt i den grønne omstilling generelt.

For nærmere information kontakt departementschef Natuk Lund Olsen ved Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og miljø på 34 64 76 eller på pan@nanoq.gl.