NunaGIS er den nationale platform for kortdata og geografisk information. Platformen har undergået en opdatering og den nye version bliver offentliggjort i dag, den 2. marts.
Hvad indeholder siden?
- Visning af kort og kortdata, herunder den netop offentliggjorte Nykortlægning af Grønland.
- Overblik over Selvstyrets interesser i den fysiske planlægning og forvaltning af landets arealer i forhold til kommunernes planlægning, f.eks. havneområdet, lufthavne og vandspærrezoner.
- Ny 3D model af hele landets isfrie terræn. Modellen er interaktiv og kan udforskes i en internetbrowser.
- Adgang til ansøgning om arealtildeling samt visning af eksisterende arealtildelinger.
- Emneopdelt indhold om kort og kortdata, som f.eks. læring, erhverv og vækst eller digitalisering.
Formålet med platformen er at samle kort og kortdata ét sted. Det nye NunaGIS giver adgang til nye kortprodukter og samler relevante informationer om vores land og terræn på en overskuelig og brugervenlig måde. Siden henvender sig til forskellige brugere og er derfor anvendelig for den enkelte borger, for fagfolk og for politiske organer der planlægger brugen af landet.
”I den digitale tidsalder forventer vi hurtig og nem adgang til informationer. Det letter vores arbejde og det kan i nogle tilfælde også redde liv. Det nye NunaGIS er et vigtigt værktøj til koordinering mellem Selvstyre og kommunerne. Det er et vigtigt værktøj for det eksisterende og kommende erhvervsliv og det er i stigende grad et værktøj vi bruger i fritiden. Bedre kort og data i kort giver bedre muligheder for os alle.” udtaler Naalakkersuisoq for Finanser og Ligestilling Naaja H. Nathanielsen.
NunaGIS er tilgængelig på www.nunagis.gl/
Kontakt: Afdelingschef Thomas Gaarde Madsen, Toqq/direkte 34 50 00, thga@nanoq.gl