Gå til sidens indhold

Ny strategi sætter fokus på et mere sammenhængende ældreområde med samfundsøkonomisk ansvarlighed

Sendes af: Departementet for Sociale Anliggender, Familier, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender
Naalakkersuisuts ældrestrategi har en målsætning om at skabe et mere sammenhængende ældreområde, der tager udgangspunkt i, at ældre skal have et værdigt og godt liv. Samtidigt har strategien fokus på at imødekomme de samfundsøkonomiske udfordringer, som en aldrende befolkning er med til at skabe.

Naalakkersuisuts ældrestrategi har som formål at bane vejen for bedre forhold på ældreområdet, øge incitamenterne for at blive længere på arbejdsmarkedet, øge fokus på demens og skabe et bedre liv og service for de ældre borgere i samfundet. Derfor skal dele af organiseringen og arbejdsgangene på ældreområdet revurderes, så det er muligt at finde frem til, hvad den mest effektive praksis vil være.

Strategien har ligeledes et langsigtet perspektiv, da det er nødvendigt at være på forkant med de udfordringer, som velfærdssamfundet står over for. Strategien danner således udgangspunkt for den videre dialog og det videre arbejde på ældreområdet. Naalakkersuisut vedkender sig ansvaret for strategien og for at der føres ansvarlig politik, men Naalakkersuisut ønsker, at alle Inatsisartuts partier, så vidt muligt, har medindflydelse og medansvar for de nødvendige tiltag på ældreområdet.

”Naalakkersuisut er med denne ældrestrategi klar til at tage fat og reformere vores samfund, så vi har et godt og nødvendigt fundament for fremtidens velfærdssamfund. Naalakkersuisut anerkender, at mange af initiativerne i ældrestrategien kræver store samfundsmæssige ændringer. Derfor er det ambitionen at der på tværs af kommuner, Naalakkersuisut og Inatsisartut opnås enighed om hensigtsmæssige modeller for de kommende indsatser. Det er et mål, at strategiens indhold viser rettidig omhu, og bidrager til de nødvendige omstillinger i samfundet. Det nuværende ældreområde fungerer på nogle parametre, mens det halter på andre. Derfor er der behov for, at ældreområdet bliver rustet til fremtiden.” udtaler Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender, Jess Svane.

Økonomien og velfærdssamfundet står over for store udfordringer i den nærmeste fremtid. Med en aldrende befolkning stiger antallet af alderspensionister, og den samlede arbejdsstyrke bliver mindre. Hvis ikke der foretages en række tiltag forventes der endvidere ikke stigende offentlige indtægter, som kan dække det stigende udgiftspres. Kombinationen af den forventede udvikling vil dels give et øget pres på samfundsøkonomien og dels give et øget pres på sundheds- og ældresektoren.

”De kommende år vil byde på en række samfundsmæssige forandringer og samfundsøkonomiske udfordringer, som kræver nye beslutninger, og store justeringer i måden vi administrerer vores velfærdssamfund på, for at sikre velstand og velfærd. Ældrestrategien kan ikke ændre på, at befolkningen bliver ældre, det er et livsvilkår. Strategien kan derimod sætte rammerne for det fremtidige arbejde på ældreområdet. Det er strategiens mål at der i højere grad foreslås politiske tiltag, som er nødvendige for at bibeholde et velfærdssamfund i fremtiden, således de fremtidige generationer kan vokse op i et Grønland i balance. Naalakkersuisut står ved dette ansvar som regering.” udtaler Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender, Jess Svane.

Udarbejdelsen af strategien er fundet sted i et tværsektorielt samarbejde mellem en række departementer og kommuner. Derudover har centrale aktører på ældreområdet bidraget med indsigt. Dertil indgår relevant viden fra udgivelser på ældreområdet.

Implementeringen af Naalakkersuisuts ældrestrategi igangsættes primo 2023.

For nærmere information kontakt ministersekretær Helene S. Pedersen på e-mail: hspd@nanoq.gl eller tlf. + 299 34 56 11