Pilotprojekt: Medicindepoter til slædehunde i sundhedsvæsnets varetægt i Ilulissat og Qaanaaq
Sendes af: Departement for Fiskeri og Fangst
Naalakkersuisut har vedtaget at Selvstyret fremadrettet skal facilitere medicinsk behandling af slædehunde. Dyrlægerne fra Veterinær- og Fødevaremyndigheden vil derfor fremadrettet have mulighed for at udskrive medicin i arbejdstiden, til afhentning på nærmeste medicindepot.
Veterinær- og Fødevaremyndigheden har i samarbejde med det grønlandske sundhedsvæsen opstartet et 12 måneder langt pilotprojekt, hvor sundhedsvæsnet varetager medicinudleveringen i henholdsvis Ilulissat Regionssygehus og Qaanaaq Sundhedscenter. Pilotprojektet vil løbende blive evalueret, og det er forhåbningen, at disse medicindepoter senere kan bredes ud til flere sundhedscentre og sygehuse i slædehundedistriktet.
Medicindepoterne vil indeholde essentiel medicin til at behandle simple sygdomme, herunder bl.a. ormekur, smertestillende og antibiotika.
Hvordan får man medicin til sine slædehunde?
Dyrlægen kan på baggrund af samtale med ejer, billeder og video stille en diagnose og ordinere medicin til slædehunde. Medicinen bliver kun ordineret, hvis hunden har brug for det.Du er dyrlægens øjne og hænder, det er derfor vigtigt at du hjælper dyrlægen med at beskrive og undersøge dyret.
Medicindepoterne er udelukkende tiltænkt slædehunde.
Opkald til dyrlægen:
- Alle hunde der skal behandles, skal være chipmærket og registreret i dyredatabasen UumaReg.
a. Du kan få udleveret din hunds chipnummer fra kommunen. - Dyrlægen skal bruge følgende oplysninger:
a. Hvem er du og hvor bor du?
b. Hvilken hund drejer det sig om? (Chipnummer, køn, alder, relevant sygdomshistorik)
c. Hvad er der galt med hunden? Hvor længe har det stået på?
d. Spiser hunden normalt?
e. Har den ændret adfærd?
f. Er der andre hunde der har samme symptomer eller skader? - Send relevant info til dyrlægen, herunder evt. billeder eller video af hunden.
Når dyrlægen stiller en diagnose:
- Du får tilsendt en regning på medicin, samt information om hvordan man betaler
a. Enten mobilepay eller bankoverførsel (straksoverførsel). - Medicinen betales.
- Recept på medicinen sendes via mail (efter medicinen er betalt).
- Recepten udskrives og afleveres til sundhedspersonalet.
a. Apotekets åbningstider skal overholdes! - Medicinen udleveres, og skal gives efter dyrlægens anvisning.
Hvis hunden stadig er syg efter medicinering:
- Kontakt dyrlægerne igen.
Hvis man ikke har mulighed for at afhente medicin på medicindepoterne:
Hvis man ikke har mulighed for at afhente medicin på depoterne, kan man fortsat kontakte Donnas Dyreklinik i Nuuk, som har mulighed for at sende medicin til borgerne.
Prisen for medicin:
Borgerne skal betale de egentlige omkostninger for medicinen, hvilket betyder medicinens pris og et mindre receptgebyr svarende til fragtprisen for medicinen.
Hvordan kommer man i kontakt med dyrlægerne?
E-mail: uumasut@nanoq.gl
Telefon: +299 345000 (spørg efter dyrlægerne)
Mobil: +299 544848
Yderligere oplysninger:
Der vil blive afholdt borgermøder på Hotel Ilulissat d. 7. februar kl. 19.00-21.00 og i Qaanaaq skoles aula d. 13. februar kl. 14.00-16.00. Medicindepoterne vil åbne op i hver by efter borgermødet.
For nærmere information kontakt Veterinær- og Fødevaremyndigheden, uumasut@nanoq.gl.