Mulighederne for kræftbehandling i sundhedsvæsenet udvides
Sendes af: Departement for Sundhed
Borgere, der rammes af kræft, modtager i dag et tilbud om kirurgisk behandling eller anden standard behandling med fokus på helbredelse. Hvis behandlingen ikke viser sig tilstrækkelig effektiv til at helbrede patienten, tilbydes der i nogle tilfælde andre behandlingsformer. Disse behandlinger kan i nogle tilfælde have helbredelse som mål, men i andre tilfælde gives behandlingen med henblik på at opnå lindring eller et livsforlængende sigte Ikke alle tilgængelige behandlingsmuligheder har dog være en mulighed for patienter her i landet.
Sundhedsvæsenet og Departementet for sundhed har i den senere tid evalueret kræftbehandling i Grønland, herunder set nærmere på den hastige udvikling kræftområdet har gennemgået de senere år. På den baggrund har Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Sundhed, Mimi Karlsen, besluttet at Sundhedsvæsenet foreløbig indtil udgangen af juni 2023 skal udvide adgangen til kræftbehandling til samme niveau som personer i Danmark modtager. Den udvidede behandling vil skulle ske både her i landet og i Danmark. Initiativet sker med henblik på at afdække de langsigtede praktiske, administrative og økonomiske konsekvenser såfremt dette behandlingstilbud indføres permanent, således at dette kan indgå i de politiske drøftelser.
Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Sundhed, Mimi Karlsen udtaler følgende:
”Vi er mange der har oplevet at et familiemedlem eller ven får konstateret kræft, og det rammer både personen, familien og de nære venner hårdt. Når man står i sådan en situation, er det vigtigt, at man får tilbudt den bedst mulige behandling under de givne omstændigheder.
Med udvidelsen af behandlingstilbuddet får vi de nødvendige oplysninger for at Naalakkersuisut på et oplyst grundlag kan vurdere hvilket behandlingsniveau på kræftområdet vores borgere skal kunne modtage i fremtiden.
Jeg har endvidere orienteret Neriuffik om udvidelsen af behandlingstilbuddet og at vi planlægger at holde et opfølgende møde om det videre arbejde på kræftområdet.”.
For nærmere information kontakt ministersekretær Frederik Kristiansen på e-mail: frek@nanoq.gl eller tlf.: +299 345000