Gå til sidens indhold

FNs dag for afskaffelse af vold mod kvinder

Sendes af: Departement for Finanser og Ligestilling
Naaja H. Nathanielsen

Af Naalakkersuisoq for Finanser og Ligestilling Naaja H. Nathanielsen

Nogle mærkedage fejrer vi med glæde, mens andre er svære at komme igennem. Dagens mærkedag fylder mig altid med frustration, vrede og bekymring.

Vold er forfærdeligt uanset hvem der rammes og hvem der slår. Når FN markerer vold mod kvinder som noget særligt, er det fordi vold mod kvinder meget sjældent er tilfældigt. Vold mod kvinder kan ikke bortforklares som skænderier i parforholdet der går for vidt. Det handler om ulige magtforhold og der er ofte tale om systematisk vold der varer ved i årevis.

Naalakkersuisut ønsker at sende et klart signal i dagens anledning:

Vold mod kvinder er samfundsnedbrydende. Det ødelægger liv og den voldelige adfærd gives videre til de næste generationer. Det er en uacceptabel adfærd som vi må hjælpes ad med at standse.

Vores tanker går til alle de kvinder, som dagligt kæmper en kamp for at bryde ud af voldspiralen. Hvis du er udsat for vold så del den viden med en du stoler på. Tag en snak med myndighederne, der hvor du bor. Der findes forskellige muligheder for hjælp. Der findes krisecentre, socialrådgivere på kommunen og familiecentre. Står du i en akut situation kan du tage fat i politiet eller Tusaannga.

Hvis du slår, har du også en pligt til at søge hjælp. For din egen skyld, for din partners skyld og for dine børns skyld. Alliaq er etableret for at hjælp dig som voldsudøver. Tag ansvar og udvis modet til at forandre din adfærd.

Lad os i fællesskab gøre denne mærkedag overflødig.

Kontakt:

Ivalu Nørreslet Rex (Departement for Finanser og Ligestilling)
direkte 346684
irex@nanoq.gl