
I dagene den 30.september – 2. oktober 2022 blev den 11. udgave af den grønlandsmedicinsk konference NUNAMED afholdt med succes.
Du kan læse Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Sundhed Mimi Karlsens åbningstale her:
NUNAMED 2022 – en grønlandsmedicinsk konference
Kære alle
Det er med stor glæde, at jeg som Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Sundhed, kan være her og byde jer alle sammen velkommen til åbningen af NUNAMED 2022.
I dag åbner vi den 11. konference. Dermed er NUNAMED i høj grad blevet en tilbagevendende begivenhed og et vigtigt forum for sundhedsforskningen her i landet.
Jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at takke de mange arrangementskomitéer, der igennem årene har ydet en stor indsats for at gøre afholdelsen af NUNAMED muligt.
Samtidig viser NUNAMED, at der er et stort engagement inden for den sundhedsfaglige forskning her i landet. Et engagement, der er afgørende for at forbedre sundhedsforholdende for befolkningen.
Det er ingen hemmelighed, at sundhedsområdet i hele landet er presset.
Efterspørgslen efter sundhedsydelser er stor, og der mangler mange steder hænder til den daglige håndtering. Om vi vil det eller ej, er bemandingssituationen med til at accelerere udviklingen af sundhedsområdet yderligere. Vi arbejder alle hårdt for at forbedre vores sundhedstilbud i landet, sundhedsforskning udgør derfor et vigtigt redskab til at oparbejde mulige løsninger fremover.
De kommende dage byder på et spændende program under temaet kultur, sundhed og et godt liv. Netop med det tema understreges alsidigheden i begrebet sundhed, der er så meget mere end fravær af sygdom, men som omhandler hele det samfund og den levevis som vi er en del af, og som vi videregiver til den næste generation.
Med dette års tema, kan vi samtidig drage paralleller til intentionen med Inuuneritta III og arbejdet i Paarisa, hvor fokus er at skabe rammerne for et godt og sundt liv ved hjælp af initiativer, som tager udgangspunkt i vores kultur og levemåde. Det er samtidig afgørende, at de initiativer vi igangsætter er baseret på evidens eller viden om, at initiativerne med stor sandsynlighed vil skabe en positive forandring. Samtidig er det vigtigt, at borgere og lokalsamfund oplever initiativerne som meningsfulde. I den forbindelse spiller forskningen en afgørende rolle, da forskning netop kan hjælpe med at tilvejebringe ny viden, eller viden om hvad der virker og ikke virker, når vi skal skabe rammerne for det gode liv.
Men hvordan skaber vi det gode liv? Jeg synes, at vi skaber gode liv, når vi giver mennesker mulighed for at udnytte deres potentialer og indgå i sociale fællesskaber. Derfor skal vi fortsætte det gode arbejde med initiativerne i Inuuneritta III, der er baseret på forskning,
Vi skal samtidig værne om kultur og traditioner. Vi er et folk af naturen, hvilket også afspejles i den måde vi tænker sundhed på. Vores kost er et eksempel på et af de emner som vi ofte forbinder med sundhed. Det er et område, som har fyldt meget hos befolkningen og i den politiske diskussion, og som formodentlig stadig vil gøre det flere år frem. ”Kalaalimerngit” (grønlandsk mad) og ”pilileq/pilisarneq” (indsamling) er noget vi samles og er fælles om, det styrker vores relationer og skaber glæde og velvære. Det som naturen giver os, giver samtidig styrke og en følelse af sundhed. Det er noget vi i Naalakkersuisut er bevidste om og anser som vigtig i det fremadrettet arbejde. Vi ser ofte at importerede fødevare har en stor plads i vores daglige kost, også i vores institutioner. Det kan have en påvirkning på vores følelse af sundhed. Jeg håber også, at det er et emne, som vil få mere plads i forskningsmiljøet og i de politiske prioriteringer fremover, til gavn for vores alle sammen sundhed.
Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg synes, at vi ser en positiv udvikling inden for sundhedsforskningen her i landet, og jeg anser NUNAMED som en vigtig platform for formidling af forskning. Med resultaterne af denne forskning kan vi skabe bedre behandling, forebyggelse og sundhedsfremme til glæde for hele befolkningen.
Derudover vil jeg endnu engang takke arrangørerne for det store arbejde med at arrangere NUNAMED 2022. Vi er mange der ser frem til at blive præsenteret for alt den nye spændende viden.
Endnu engang velkommen og rigtig god konference.