Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel Vivian Motzfeldt fortsætter sin rundrejse
Sendes af: Departement for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel
Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel Vivian Motzfeldt fortsætter sin rundrejse i Grønland, hvor næste tur går til Ilulissat 9. september.
Formålet med rundrejsen er at mødes med turismeerhvervet for at få input til færdiggørelse af den Nationale Turismestrategi, samt for at høre erhvervets holdninger i forbindelse med udformning af en ny turismelov.
”Jeg ser meget frem til at mødes med turismeerhvervet i Nordgrønland. Nordgrønland har i mange år tiltrukket turister fra hele verden, og med etablering af det nye Kangiata Illorsua (isfjordscenter), udvidelse af lufthavnen i Ilulissat, og løbende udvikling af nye spændende oplevelsesprodukter, vil hele regionen opleve en markant vækst, der skal bidrage til at vi får flere arbejdspladser, og en øget valutaomsætning. Jeg glæder mig til at høre budskaberne, som vi skal arbejde sammen om, for at turismeudviklingen sker på Nordgrønlands præmisser”, udtaler Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel Vivian Motzfeldt
9. september afholdes en hel dags turismeworkshop i Ilulissat, hvor over 30 personer fra hele Nordgrønland deltager for at give input og for at debattere visionerne for den fremtidige turismeudvikling.
Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel foretager rundrejser i Grønland resten af sommeren og i det tidlige efterår.
For yderligere information kontakt Departementet for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel på isiin@nanoq.gl eller ministersekretær Arnaruluk Lundblad på email: alun@nanoq.gl eller tlf. +299 34 56 82