Gå til sidens indhold

Værdifuld turismeworkshop i Qaqortoq

Sendes af: Departement for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel

Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel Vivian Motzfeldt var vært for en turismeworkshop i Qaqortoq, søndag den 21. august, hvor sydgrønlandske turistaktører fra alle dele af branchen og hele regionen deltog.

Formålet med turismeworkshoppen var at mødes med og lytte til turismeerhvervet, for at få input til udarbejdelsen af den Nationale Turismestrategi, samt for at høre erhvervets holdninger i forbindelse med udformning af en ny turismelov.

”Jeg er meget imponeret over branchens engagement og taknemmelig for at få så værdifuldt et indblik i turismeerhvervets udfordringer og udviklingsmuligheder. På workshoppen var der dialog om vigtige emner som sæsonforlængelse og kompetenceudvikling. Derudover var der forslag til forbedring af rammebetingelserne for erhvervet, med særligt fokus på, at lokale skal have større udbytte af den omsætning som de udenlandske gæster bringer til landet. Jeg er endvidere glad for at alle var enige om at der skal være en bedre og klarere lovgivning som kan sikre, at lokale med større sikkerhed tør investere i den vækst vi forventer, at turismen vil bidrage med i den kommende år.”, udtaler Vivian Motzfeldt.

Vivian Motzfeldt benyttede endvidere lejligheden med besøget i Qaqortoq til at mødes med Borgmester Stine Egede og Kommune Kujalleqs Økonomi- og Erhvervsudvalg, hvor erhvervsudviklingen og relaterede områder i Sydgrønland blev drøftet.

Ydermere blev lufthavnsbyggeriet besøgt, hvor KAIR grundigt orienterede om projektet, og efterfølgende tog Vivian Motzfeldt med ud for at besigtige det påbegyndte byggeri.

Vivian Motzfeldt Great Greenland

Besøget i Sydgrønland afsluttedes med et besøg hos Great Greenland. Direktør Preben Møller fortalte om de udfordringer der er omkring indhandling af sælskind, garvning, produktion af unikke produkter og salg af de efterspurgte sælskindsvarer i ind- og udland.

”Besøget i Sydgrønland har på alle måder været værdifuldt. Jeg har deltaget i mange indsigtsgivende møder, og ser nu rigtig meget frem til den videre rundrejse, med næste stop på Østkysten.”, udtaler Vivian Motzfeldt.

Rundrejsen gennemføres sammen med Visit Greenlands direktør, Anne Nivíka Grødem. Derudover deltager Greenland Venture med information om finansieringsmuligheder.

For yderligere information kontakt Departementet for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel på isiin@nanoq.gl eller ministersekretær Arnaruluk Lundblad på email: alun@nanoq.gl eller tlf. +299 34 56 82