Gå til sidens indhold

De unges egne budskaber omkring selvmordsforebyggelse skal være med til at forme Naalakkersuisuts strategi

Sendes af: Departement for Børn, Unge og Familier

Naalakkersuisuts strategi til forebyggelse af selvmord udskydes til foråret, så de unges anbefalinger fra MIO’s projekt Qamani kan blive inddraget i strategien.

Børnerettighedsinstitutionen MIO offentliggør den 26. september resultaterne af projekt Qamani, hvor unge fra forskellige steder i landet er kommet med deres anbefalinger til, hvordan selvmord skal forebygges. De unges stemmer i debatten er så vigtig, at Naalakkersuisut har valgt at udskyde den kommende strategi til forebyggelse af selvmord fra efteråret til foråret, så de unges egne budskaber kan være med til at forme strategien:

”Antallet af selvmord er ikke faldende. Tværtimod. I 2021 begik 49 mennesker i Grønland selvmord, og politiet modtog 1.309 selvmordstrusler. Bag disse tal gemmer sig desværre mange unge mennesker, og hvis vi ikke lytter til dem, så vil vi heller ikke lykkedes med at nedbringe antallet af selvmord. Det er meget vigtigt for mig, at de unges budskaber fra projekt Qamani bliver tænkt ind i vores nye strategi”, udtaler Mimi Karlsen, Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Sundhed.

Børnetalsmanden Aviâja Egede Lynge og Naalakkersuisoq Mimi Karlsen mødtes i starten af august måned, hvor de blev enige om nødvendigheden af at udskyde strategien, så alle kræfter kan sættes ind for at opnå formålet med strategien – nemlig at nedbringe antallet af selvmord og hjælpe mennesker i mistrivsel og med selvmordstanker tidligere. Det vil være første gang i Grønland, at så stor en datamængde med unges stemmer vil blive inddraget i udformningen af en national strategi til forebyggelse af selvmord. Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge er taknemmelig for, at Naalakkersuisut tager de unges stemmer alvorligt:

”Jeg er dybt taknemmelig på de unges vegne. Det er sådan, det skal være. Jeg har i flere år påpeget, at vi skal inddrage dem, det handler om. Det er første gang, at vi får en strategi til forebyggelse af selvmord, hvor de unges egne anbefalinger er taget med. De unge har ikke kun ret til at blive inddraget, men det er også dem, som selv ved, hvor smerten er, hvilke behov de har, og hvordan vi voksne skal støtte dem, hjælpe dem, og give dem håbet tilbage. Gennem projekt Qamani er deres stemmer blevet samlet. Og dét, at Naalakkersuisoq nu ikke kun lytter til deres stemmer, men også decideret handler ved at tage imod deres anbefalinger til den kommende strategi, er for mig et stort ønske, som bliver opfyldt. Gennem samarbejde skal vi lytte til børn og unge, og gennem handling skal vi skabe en lettere vej for dem”, siger Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge.

Resultaterne fra projekt Qamani offentliggøres til et arrangement i Katuaq den 26. september, hvor der vil være premiere på filmen, paneldebat, musikindslag og åben debat i salen. Herefter er de unges anbefalinger tilgængelige på MIO’s hjemmeside.

Kontakt
For nærmere information kontakt ministersekretær Tuperna Kristensen på e-mail: tukr@nanoq.gl eller tlf: +299 34 55 83