Naalakkersuisoq besøgte betonelementfabrik
Sendes af: Departement for Boliger og Infrastruktur
Erik Jensen, Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur, er i disse dage i Sisimiut, hvor han blandt andet har været på virksomhedsbesøg.
Under besøget har Erik Jensen blandt andet besigtiget havnene i Sisimiut sammen med Royal Arctic Lines havnechef Solvej Møller og sammen med Qeqqata Kommunia ved borgmester Malik Berthelsen drøftet status for arbejdsgruppen om Kangerlussuaq.
Fredag var Erik Jensen på besøg hos BJ Entreprise, der blandt andet producerer betonelementer.
"Det er imponerende at se hvordan de ansatte fremstiller betonelementer. Det er en effektiv måde at bygge på og så har det en lang levetid. Det er virkeligt flot", siger Erik Jensen efter besøget på fabrikken.
BJ Entreprise udfører forskellige opgaver, blandt andet entreprenørarbejde, nedrivning, snerydning og stenbrud. Lige nu er firmaet blandt andet i gang med at opføre kollegium.