Tale af Múte B. Egede - 22 grønlandske børn der blev sendt til Danmark

Kære Emil, Eva, Helene, Gabriel, (store) Kristine og (lille) Stine - Kære alle.
***

Vi står her i en historisk begivenhed – en undskyldning fra Danmark, som omhandler - En mørk og trist sandhed.

En sandhed man i alt for lang tid, ikke har forholdt sig aktive til, som det fortjener.

En begivenhed - Et eksperiment, som ingen fortjener – og med jer seks personer i centrum. Samt med 16 af andre, der desværre ikke er længere i blandt os – æret være deres minde (pause).

***

Eksperimentets forløb er afdækket endda i flere omgange. Sagen er en del af vores fælles forhistorie. Og jeres egne hjerteskærende beretninger har vi hørt og læst om.

Sandheden er kommet frem. En sandhed som gør ondt at kigge tilbage på.

Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det havde været for jer. Det gør ondt, at bare tænke på, hvordan det har foregået.

At være barn og sejle væk fra ens land.

Ens familie og hele ens liv.

I en så sårbar tid det er, når vi er børn, var de voksne ikke deres ansvar bevidst.

I en tid, som i, som børn skulle have og havde brug for tryghed og stabilitet. Det fik I ikke…

***

Tab af identitet.

Kultur.

Sprog og tilhørested.

Ensomhed og mistede familiebånd.

I blev fremmede blandt landsmænd.

Og meget mere. Det er nogle af de omkostninger som er påført jer.

I var en del af dette og det har haft mange negative konsekvenser, særligt inden i den inderste sjæl.

***

De negative konsekvenser for jer – Har også særligt for jeres familier, venner og det omgivne samfund haft konsekvenser.

Jeg har valgt et lille uddrag fra udredningen:

”En mor sender et telegram til Grønlandsdepartementet og ville gerne høre, hvor drengen nu befandt sig, og om han havde det godt. De skulle også hilse ham – Nukagpiaraq sumitoq qanorlu itoq tusarusukaluarpara, inuvdluarquvara”.


Derfor går mine tanker i dag, også til jeres familier – de familier som var med jer i jeres barndom og til dels også under opvæksten.

Familier som mange desværre mistede forbindelse til. Aldrig fik det igen. Og for nogle af jer, familie, som i igen senere hen har fået forbindelse til.

I skal vide at jeg ikke er i tvivl om at I var og er savnet og elsket af jeres familier i Grønland.

***

Vi står her og erkender fortiden, men også at vi har lært meget siden dengang.

Det der skete dengang, var i en anden tid – ingen af os kan ændre i beslutningen eller fortiden – vi står her og er nødt til at acceptere, det uacceptable.

Og hvad historien medbringer, og hvad dette eksperiment har betydet for jer,

Og vigtigst for alle, at forsone os med fortiden, ved hjælp af anerkendelsen, som endelig kommer…

I form af Undskyldningen.

På en trist og mørk kapitel i jeres liv – Og for Grønland.

***

Naalakkersuisut, grønlandske politikere og ikke mindst jeres landsmænd, har fulgt med i denne sag.

Når jeg kigger tilbage, så tænker jeg,

at vi efter hjemmestyrets indførelse, burde havde presset på sagen hurtigere.

Denne sag og beslutningen er, som I ved,

truffet i en anden tid,

under kolonitiden.

Men vi fra Grønland har stadigvæk et medansvar for, at undskyldningen først sker nu.

Fordi vi har et medansvar vil jeg give en uforbeholden undskyldning for, at vi tidligere ikke har kunnet få Den Danske Stat til, at erkende.

***

Til sidst vil jeg gerne sige tak til jer alle,

Emil, Eva, Helene, Gabriel, Kristine og Stine,

For at vi kan stå sammen her og markere denne begivenhed.

Jeg håber inderligt det bedste for jer alle og jeres familier.


Tak til Statsministeren.

Du har taget et stort medansvar for en historisk sag, som ingen kan være stolte af. Og som mange ikke har kunnet erkende.

Jeg håber tiden ikke kun er kommet til, at erkende fortidens synder. Men også for at undgå nutidens… fordi, jeg citerer Knud Rasmussen:

”Glem aldrig tiden, det gik, for den, der kommer.”

Qujanaq.