Høring over bekendtgørelse om ikrafttræden af regler om Garantifonden for skadesforsikringsselskaber i sager omfattet af lov om arbejdsskadesikring i Grønland
Arbejdstilsynet sender hermed følgende bekendtgørelse i høring:
- Bekendtgørelse om ikrafttræden af § 1, nr. 23 og 27, i lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring i Grønland (Harmonisering af regler om anmeldelse, en lempeligere vurdering af anerkendelsesspørgsmålet ved ar-bejdsulykker m.v.)
Ved bekendtgørelsen sættes bestemmelser i lov om arbejdsskadesikring i Grønland i kraft, som betyder, at hvis et forsikringsselskab, som udbyder arbejdsulykkesforsikring i Grønland, går konkurs eller af andre grunde mister retten til at drive den type forsikringsvirksomhed, overgår ansvaret for og administrationen af arbejdsulykkesforsikringerne til Garantifonden for ulykkes-forsikringsselskaber.
Efter loven er det i dag Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), som overtager ansvaret i denne situation efter den grønlandske arbejdsskadesikringslov, mens det efter de danske regler er Garantifonden. Erhvervsministeriet har ved to tidligere udstedte anordninger, der trådte i kraft 1. juli 2024 allerede sikret, at Garantifonden kan overtage forpligtelsen fra AES også for de grønlandske sager.
Arbejdstilsynet beder om at modtage eventuelle bemærkninger senest den 27. november 2025 kl. 12.00 (Nuuk).
Høringssvar bedes sendt til Arbejdstilsynet på adressen at@at.dk, Linnea Dalsgaard Madsen ldm@at.dk og Rikke Nissen rini@at.dk