Offentlig høring af forslag til bekendtgørelse om Digital Fakturering
Høringstype:Selvstyrets bekendtgørelse
Offentliggjort:19-12-2023 13:54
Høringsfrist:19-01-2024 00:00
Høringssvar sendes til::digitalisering@nanoq.gl
Hermed fremsendes ovennævnte beslutningsforslag til høring.
Høringsfrist: den 19. januar 2024
Høringssvar bedes sendt til digitalisering@nanoq.gl og CC til erfr@nanoq.gl
Forslaget til bekendtgørelse er en udmøntning af § 1 i Inatsisartutlov nr. 50 af 23. november 2017 om digital betalingsforvaltning . § 1 giver mulighed for at fastsætte nærmere regler for digital betalingsforvaltning, der omfatter elektronisk ordreafgivelse og de arbejdsgange og processer, der er knyttet til ind og udbetaling af pengebeløb til og fra offentlige myndigheder.
Forklaring til forslagets bestemmelser.
Til § 1
I § 1 defineres hvad der skal forstås ved en digital faktura.
I stk. 3 henvises til, at der på Inussuk-IT hjemmeside er fastsat det gældende tekniske format.
Formatet, der vil blive fastsat, er OIO-UBL. På www.oioubl.info kan der findes yderligere information om hvad OIOUBL er. Informationssiden vedligeholdes af Erhvervsstyrelsen,
Til § 2
I denne bestemmelse fastsættes hovedreglen – pligt til digital fakturering.
Til § 3 og 4
§§ 3-4 er undtagelsen til hovedreglen i § 2. Hovedloven kræver, at der skal være dispensationsmulighed fra hovedreglen i særlige tilfælde.
Den foreslåede løsning muliggør både, at kommunerne og Økonomi og Personalestyrelsen på vegne af Naalakkersuisuts administration i fællesskab kan fastsætte fælles fritagelsesregler helt eller delvist. Men muliggør også at den enkelte kommune eller Økonomi og Personalestyrelsen kan fastsætte særlige regler til opfyldelse af særlige behov for myndigheden.
Ligeledes hvis kommunerne og Økonomi og Personalestyrelsen hver især selv ønsker at fastsætte egne fritagelsesregler er det muligt.
Undlader en kommune eller Økonomi og Personalestyrelsen at fastsætte en beløbsgrænse eller betalingsbetingelser for de fritagne, er § 2 ikke gældende for den pågældende myndighed. Dvs. leverandører kan fremsende deres fakturaer, som de vil.
Årsagen er hovedlovens § 3. Der kræver, at der tages stilling til fritagelse. Fritagelsesområdet kan være snævert og begrænset.
§§ 3 og 4 overlader det til de enkelte myndigheder selv at tage stilling, hvor snævert eller begrænset fritagelsen kan være. Medlemmer af Inatsisartut gjorde under behandlingen af hovedloven opmærksom på, at kravet om digital fakturering ikke måtte medføre, at små virksomheder eller enkeltmandsvirksomheder måtte blive udelukket fra at handle med offentlige myndigheder.
Til § 5
§ 5 er alene en pligt til offentlige myndigheder om at blive tilmeldt NemHandelsRegisteret. At være tilmeldt NemHandelsRegistreret er en forudsætning for, at den enkelt myndighed faktisk kan modtage digitale fakturaer og at de kan behandles i det fælles økonomisystem.
Til § 6
Offentlige myndigheder skal til en leverandør oplyse, de minimumsbetingelser leverandøren skal have for at kunne fremsende en digital faktura. Oplysningerne skal sikre, at der kan ske en korrekt automatiseret behandling af fakturaen i økonomisystemet.
Har den offentlige myndighed ikke ved afgivelsen af ordre eller efterfølgende inden første faktura må forventes blive fremsendt oplyst om minimumsbetingelserne, kan § 8 ikke påberåbes af den offentlige myndighed. Den offentlige myndighed er selv skyld i, at leverandøren ikke kan fremsende en digital faktura.
Det må stærkt anbefales for at sikre et effektiv betalingsforløb, at de opførte oplysninger bliver til standard oplysninger, når en offentlig myndighed indkøber varer eller tjenesteydelser.
Til § 7
Stk. 1 er modstykket til den offentlige myndighedspligt i § 6 for, at der kan ske en automatiseret behandling af en digital faktura. Leverandøren skal anvende de oplyste oplysninger i § 6.
Stk. 2 er en præcisering af, at en leverandør ikke kan samle leverancer til flere offentlige myndigheder på en digital faktura. En sådan samle faktura kan ikke behandles på en automatiseret måde af økonomisystemet.
I den situation, hvor to eller flere offentlige myndigheder indkøber vare eller tjenesteydelser sammen, eksempelvis for at opnå en bedre pris eller andre fordele i forbindelse med indkøbsprocessen, skal en af myndighederne udpeges til at være hovedindkøberen og dermed aftaleparten med leverandøren. Dvs at det er den udpegede myndighed, der skal aflevere § 6 oplysningerne til leverandøren. De offentlige myndigheder foretager selv herefter selv intern afregning.
Alternativt skal aftalen om levering af vare eller tjenesteydelser være udformet på en måde så der fremgår klart for leverandøren, hvilken myndighed en digitale faktura skal fremsendes til og at § 6-oplysningerne er tilgået leverandøren enten ved kontraktindgåelse eller ved bestilling eller rekvisition af den delleverance, som leverandøren skal levere til myndigheden.
Til § 8
Stk. 1 er en komme-frem bestemmelse. Når en digital faktura er modtaget i økonomisystemet, er den kommet frem. Det betyder, at betalingsbetingelserne allerede er begyndt at løbe, når den første medarbejder hos den offentlige myndighed modtager den digitale faktura som led i godkendelsesprocedure.
Stk. 2 indeholder alene en afvisningsgrund, hvis den digitale faktura ikke kan behandles digitalt. Ligeledes hvis forfaldsdatoen overskrides i forbindelse med en sådan afvisning, kan forfaldsdatoen tidligst indtræde ved modtagelse af korrekt digital faktura. Forfaldsdatoen er fra den dag, der skal betales renter ved forsinket betaling.
Bestemmelsen forudsætter, at den offentlige myndighed har opfyldt pligten i § 6. Er pligten ikke opfyldt, er det et forhold, der skal løses mellem den offentlige myndighed og leverandøren på anden vis.
§ 8 ændrer ikke på leverancekontraktens bestemmelser om misligholdelse eller andre muligheder for at gøre indsigelse mod den digitale fakturas indhold.
Til § 9
Det foreslås, at bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2024. under forudsætning af, at bekendtgørelsen kan kundgøres senest medio februar 2024.
Høringsfrist: den 19. januar 2024
Høringssvar bedes sendt til digitalisering@nanoq.gl og CC til erfr@nanoq.gl
Forslaget til bekendtgørelse er en udmøntning af § 1 i Inatsisartutlov nr. 50 af 23. november 2017 om digital betalingsforvaltning . § 1 giver mulighed for at fastsætte nærmere regler for digital betalingsforvaltning, der omfatter elektronisk ordreafgivelse og de arbejdsgange og processer, der er knyttet til ind og udbetaling af pengebeløb til og fra offentlige myndigheder.
Forklaring til forslagets bestemmelser.
Til § 1
I § 1 defineres hvad der skal forstås ved en digital faktura.
I stk. 3 henvises til, at der på Inussuk-IT hjemmeside er fastsat det gældende tekniske format.
Formatet, der vil blive fastsat, er OIO-UBL. På www.oioubl.info kan der findes yderligere information om hvad OIOUBL er. Informationssiden vedligeholdes af Erhvervsstyrelsen,
Til § 2
I denne bestemmelse fastsættes hovedreglen – pligt til digital fakturering.
Til § 3 og 4
§§ 3-4 er undtagelsen til hovedreglen i § 2. Hovedloven kræver, at der skal være dispensationsmulighed fra hovedreglen i særlige tilfælde.
Den foreslåede løsning muliggør både, at kommunerne og Økonomi og Personalestyrelsen på vegne af Naalakkersuisuts administration i fællesskab kan fastsætte fælles fritagelsesregler helt eller delvist. Men muliggør også at den enkelte kommune eller Økonomi og Personalestyrelsen kan fastsætte særlige regler til opfyldelse af særlige behov for myndigheden.
Ligeledes hvis kommunerne og Økonomi og Personalestyrelsen hver især selv ønsker at fastsætte egne fritagelsesregler er det muligt.
Undlader en kommune eller Økonomi og Personalestyrelsen at fastsætte en beløbsgrænse eller betalingsbetingelser for de fritagne, er § 2 ikke gældende for den pågældende myndighed. Dvs. leverandører kan fremsende deres fakturaer, som de vil.
Årsagen er hovedlovens § 3. Der kræver, at der tages stilling til fritagelse. Fritagelsesområdet kan være snævert og begrænset.
§§ 3 og 4 overlader det til de enkelte myndigheder selv at tage stilling, hvor snævert eller begrænset fritagelsen kan være. Medlemmer af Inatsisartut gjorde under behandlingen af hovedloven opmærksom på, at kravet om digital fakturering ikke måtte medføre, at små virksomheder eller enkeltmandsvirksomheder måtte blive udelukket fra at handle med offentlige myndigheder.
Til § 5
§ 5 er alene en pligt til offentlige myndigheder om at blive tilmeldt NemHandelsRegisteret. At være tilmeldt NemHandelsRegistreret er en forudsætning for, at den enkelt myndighed faktisk kan modtage digitale fakturaer og at de kan behandles i det fælles økonomisystem.
Til § 6
Offentlige myndigheder skal til en leverandør oplyse, de minimumsbetingelser leverandøren skal have for at kunne fremsende en digital faktura. Oplysningerne skal sikre, at der kan ske en korrekt automatiseret behandling af fakturaen i økonomisystemet.
Har den offentlige myndighed ikke ved afgivelsen af ordre eller efterfølgende inden første faktura må forventes blive fremsendt oplyst om minimumsbetingelserne, kan § 8 ikke påberåbes af den offentlige myndighed. Den offentlige myndighed er selv skyld i, at leverandøren ikke kan fremsende en digital faktura.
Det må stærkt anbefales for at sikre et effektiv betalingsforløb, at de opførte oplysninger bliver til standard oplysninger, når en offentlig myndighed indkøber varer eller tjenesteydelser.
Til § 7
Stk. 1 er modstykket til den offentlige myndighedspligt i § 6 for, at der kan ske en automatiseret behandling af en digital faktura. Leverandøren skal anvende de oplyste oplysninger i § 6.
Stk. 2 er en præcisering af, at en leverandør ikke kan samle leverancer til flere offentlige myndigheder på en digital faktura. En sådan samle faktura kan ikke behandles på en automatiseret måde af økonomisystemet.
I den situation, hvor to eller flere offentlige myndigheder indkøber vare eller tjenesteydelser sammen, eksempelvis for at opnå en bedre pris eller andre fordele i forbindelse med indkøbsprocessen, skal en af myndighederne udpeges til at være hovedindkøberen og dermed aftaleparten med leverandøren. Dvs at det er den udpegede myndighed, der skal aflevere § 6 oplysningerne til leverandøren. De offentlige myndigheder foretager selv herefter selv intern afregning.
Alternativt skal aftalen om levering af vare eller tjenesteydelser være udformet på en måde så der fremgår klart for leverandøren, hvilken myndighed en digitale faktura skal fremsendes til og at § 6-oplysningerne er tilgået leverandøren enten ved kontraktindgåelse eller ved bestilling eller rekvisition af den delleverance, som leverandøren skal levere til myndigheden.
Til § 8
Stk. 1 er en komme-frem bestemmelse. Når en digital faktura er modtaget i økonomisystemet, er den kommet frem. Det betyder, at betalingsbetingelserne allerede er begyndt at løbe, når den første medarbejder hos den offentlige myndighed modtager den digitale faktura som led i godkendelsesprocedure.
Stk. 2 indeholder alene en afvisningsgrund, hvis den digitale faktura ikke kan behandles digitalt. Ligeledes hvis forfaldsdatoen overskrides i forbindelse med en sådan afvisning, kan forfaldsdatoen tidligst indtræde ved modtagelse af korrekt digital faktura. Forfaldsdatoen er fra den dag, der skal betales renter ved forsinket betaling.
Bestemmelsen forudsætter, at den offentlige myndighed har opfyldt pligten i § 6. Er pligten ikke opfyldt, er det et forhold, der skal løses mellem den offentlige myndighed og leverandøren på anden vis.
§ 8 ændrer ikke på leverancekontraktens bestemmelser om misligholdelse eller andre muligheder for at gøre indsigelse mod den digitale fakturas indhold.
Til § 9
Det foreslås, at bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2024. under forudsætning af, at bekendtgørelsen kan kundgøres senest medio februar 2024.