Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning
Tilsynsudvalg for Landbrug
I kommuner, hvor der drives landbrug, skal der ifølge Landstingslov nr. 5 af 2. maj 1996 om landbrug være et tilsynsudvalg, der fører tilsyn med landbruget.
Konsulenttjenesten for Landbrug indsamler i samarbejde med tilsynsudvalgene informationer fra landbrugene til vurdering af driften. Efter indstilling fra Konsulenttjenesten for Landbrug kan tilsynsudvalgene tage på tilsyn hos de landbrug, hvor der er udfordringer. Desuden besøges et antal tilfældigt udvalgte landbrug årligt.
Udvalgene er sammensat af medlemmer fra den kommunale forvaltning udpeget af kommunen og medlemmer udpeget af SPS. Det er et krav, at kommunerne har flertal i tilsynsudvalgene. Efter behov kan udvalgene tilforordne nødvendige fagpersoner, f.eks. en dyrlæge.
Tilsynsudvalgene udarbejder en årlig redegørelse til Naalakkersuisut.
Medlemmer af udvalgene indstilles af henholdsvis den pågældende kommune og SPS. Herefter godkendes medlemmerne af Naalakkersuisoq for Landbrug, og udvalget nedsættes for en 4-årig periode.
Konsulenttjenesten for Landbrug yder sekretariatsbistand for udvalgene. Kontakt til udvalgene kan ske gennem konsulenttjenesten på info@nunalerineq.gl eller +299 64 23 06.