Gå til sidens indhold

Departementet for Erhverv og Råstoffer

Erhvervs- og handelsafdelingen

Afdelingen for Erhverv og Handel arbejder for at styrke det grønlandske erhvervsliv – både lokalt og internationalt. Afdelingen understøtter vækst, iværksætteri og markedsadgang gennem politikudvikling, samarbejder og konkrete indsatser.

Afdelingen varetager både driftsmæssige og departementale opgaver inden for erhvervs- og handelsområdet. Det omfatter blandt andet udarbejdelse af lovgivning og regler for erhvervslivet, analyser af rammevilkår for centrale erhvervssektorer som turisme, eksport af is og vand samt handel, og forslag til initiativer, der styrker erhvervsudviklingen.

Afdelingen arbejder tæt på de politiske beslutningstagere, og en væsentlig del af arbejdet består i at forberede beslutningsgrundlag og følge op på Naalakkersuisuts målsætninger og Inatsisartuts beslutninger.

Afdelingen har også ansvar for erhvervsfremmeindsatser, herunder støtte til iværksættere, og håndterer strategiske projekter, både industriprojekter og storskalaprojekter, i koordination med øvrige myndigheder og aktører.
Afdelingen for Erhverv og Handel arbejder derudover aktivt med at fremme Grønlands internationale handelsrelationer. Det omfatter både udvikling og forvaltning af handelsaftaler samt deltagelse i internationale samarbejder, der understøtter grønlandske virksomheders adgang til globale markeder. Afdelingen bidrager til forberedelse af politiske beslutninger om handelsaftaler og sikrer, at Grønlands interesser varetages. Gennem strategisk dialog og koordinering med internationale partnere medvirker afdelingen til at skabe rammer for bæredygtig handel og eksport.

Afdelingen er organiseret i to kontorer med hvert deres faglige fokus:
- Kontoret for Erhvervsudvikling og Iværksætteri
- Kontoret for Internationale Samarbejder og Jura

  • Arbejdsområder

    Kontor for Erhvervsudvikling og Iværksætteri
    Dette kontor har fokus på at skabe gode rammer for vækst og innovation i hele Grønland – med særligt fokus på iværksætteri, turisme og nye sektorer.

    Kontoret arbejder blandt andet med:

    Erhvervspolitik og sektorplaner
    Vi udvikler strategier for bl.a. turisme, iværksætteri og eksport af is og vand.

    Serviceaftaler
    Vi forvalter serviceaftaler med bl.a. Visit Greenland, Nalik Ventures og Great Greenland

    Iværksætteri og innovation
    Vi styrker iværksættermiljøer og støtter initiativer, der fremmer innovation i hele landet.

    Turismeudvikling
    Vi implementerer Turismesektorplanen 2025–2035 i tæt samarbejde med erhvervet og relevante stakeholders.

    Dialog og netværk
    Vi deltager aktivt i lokale og regionale netværk og samarbejder tæt med kommuner og erhvervsråd.

    Genetiske ressourcer og eksporttilladelser
    Vi behandler sager om forskning og kommercialisering af grønlandske naturressourcer og udsteder eksporttilladelser.

    Kontor for Internationale Samarbejder og Jura

    Dette kontor arbejder i krydsfeltet mellem jura, internationalt samarbejde, handel, investeringer og strategisk erhvervsudvikling.

    Kontoret arbejder blandt andet med:

    Lovgivning og juridisk rådgivning
    Vi udarbejder lovforslag og bekendtgørelser og rådgiver politisk og administrativt om juridiske spørgsmål på erhvervsområdet.

    Handel og investeringer
    Vi arbejder med handelsaftaler, markedsadgang, investeringer og eksportmuligheder for grønlandske virksomheder.

    Internationale relationer
    Vi varetager samarbejder med udenlandske myndigheder og organisationer – bl.a. via Joint Committee med USA, Nordisk Ministerråd og EU-programmer som Interreg NPA.

    Delegationer og erhvervsfremstød
    Vi planlægger og koordinerer erhvervsdelegationer og officielle besøg, der styrker Grønlands synlighed og handelsrelationer internationalt.

Imaneq 1A
Postbox 1601
3900   Nuuk
(+299) 34 50 00

Job i Naalakkersuisut?