Det britisk medie BBC beretter om kvinder i Grønland som har fået svangerskabsforebyggelse uden samtykke
Sendes af: Departement for SundhedDet britiske medie BBC har på sin hjemmeside offentliggjort en historie, hvor grønlandske kvinder beretter om, at de har fået opsat spiraler og fået andre svangerskabsforebyggende midler uden at de har givet samtykke til det.
Al behandling i sundhedsvæsenet forudsætter, at den enkelte har givet et såkaldt informeret samtykke, dvs. har givet samtykke til, at man gerne vil modtage behandlingen. Inden man siger ja skal man også modtage tilstrækkelige informationer om fordele og ulemper ved behandlingen, herunder eventuelle bivirkninger.
Landslægeembedet har ikke noget kendskab til de omtalte sager. Vi ser imidlertid med stor alvor på sagen. Såfremt der er sket behandlinger uden samtykker er det en alvorlig sag som kræver opfølgning.
Kvinder, som i de senere år har fået opsat spiraler eller fået andre svangerskabsforebyggende midler uden at de har givet samtykke opfordres til at indgive en klage med henblik på, at sagerne kan blive undersøgt. Det er mest hensigtsmæssigt at anvende det sædvanlige klagesystem via Sullissivik (https://www.sullissivik.gl/). Det er dog også muligt at rette direkte henvendelse ti Landslægeembedet.
Vi vil undersøge sagerne selv om den sædvanlige forældelsesfrist er overskredet.
For yderligere spørgsmål kontakt Landslæge Henrik L. Hansen på Tlf.: +299 55 35 61 eller email: henh@nanoq.gl