Grønlands Fiskerilicenskontrol vil i de kommende uger afholde en kontrolkampagne med fokus på licens og indhandling i det kystnære fiskeri.
Kampagnen, der hovedsageligt foregår i Ilulissat, Sisimiut og Nuuk, skal afdække om fiskerne husker at medbringe deres licens, når de fisker og indhandler. Kampagnen skal også afdække, om opkøberne husker at kontrollere, at fiskeren har licens til det pågældende fiskeri.
Det fremgår af Selvstyrets bekendtgørelse nr. 7 af 4. april 2016 om rapporteringer af indhandlinger af fisk og fiskeriprodukter, at fiskeren i henhold til § 3 skal afgive en række oplysninger blandt andet vedrørende sin licens, fangst, fangstområde og fiskerens navn og cpr.nr., og at opkøberen i henhold til § 7 ligeledes skal afgive en række oplysninger vedrørende fiskerens licens, fangst og fangstområde, navn og cpr.nr.
For yderligere oplysninger kontakt Grønlands Fiskerilicenskontrol på tlf. 34 50 00 eller via e-mail gflk@nanoq.gl