”Silasisa Iliuuseqarlutalu” bliver en fast del af undervisningsmaterialet i folkeskolen
Sendes af: Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og MiljøUndervisningsmaterialet ”Silasisa iliuuseqarlutalu”, som handler om børns rettigheder og klimaforandringer globalt og i Arktis, er blevet overdraget til Selvstyret, så det fremadrettet kan bruges som en fast del af undervisningsmaterialet i folkeskolen.
Ved overdragelsen deltog Naalakkersuisoq for Uddannelse, Peter Olsen, og Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, Kalistat Lund.
”Silasisa Iliuuseqarlutalu” blev skabt i et tæt partnerskab mellem Extreme-E og UNICEF og med inddragelse af relevante parter. Herefter har over 100 klasser på 28 skoler i landet brugt undervisningsmaterialet, da de deltog i en emneuge om klimaforandringer i efteråret 2021. Nu kan skolerne gentage succesen, når det passer ind i deres undervisningsplaner.
”Det er meget vigtigt, at vores børn og unge lærer om klimaforandringerne, så det er meget glædeligt at materialet nu overdrages til Selvstyret. Det var en fornøjelse at opleve det store engagement blandt de unge og lytte til deres mange ideer til klimavenlige løsninger i forbindelse med den emneuge, der blev afholdt om klimaforandringer i efteråret”, udtaler Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, Kalistat Lund.
Emneugen blev tilrettelagt i et tæt samarbejde mellem UNICEF Grønland og Uddannelsesstyrelsen, ligesom Nukissiorfiit bidrog til projektugen.
"Det er et rigtig godt undervisningsmateriale, hvor en række undervisningsvideoer gør materialet levende og spændende. Jeg ønsker at takke UNICEF og Extreme-E for, at materialet nu er overdraget. Det er glædeligt, at børn og unge også fremadrettet vil have glæde af materialet”, siger Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke, Peter Olsen.
Overdragelsen vækker også glæde hos Maliina Abelsen, der er programchef i UNICEF.
”Vi var meget tilfredse og imponerede over, hvor mange lærere og elever, der deltog og engagerede sig i et så vigtigt emne som klimaforandringer i efterårets emneuge. Det er med stor glæde, at vi nu kan overdrage det omfattende materiale, der er udarbejdet til emneugen, så vi sikrer, at de børn og unge fremadrettet får viden om klimaforandringer og vi hører deres stemme”, udtaler Maliina Abelsen.
Med erfaringerne fra den første emneuge ønsker UNICEF og Uddannelsesstyrelsen, at emneugen ”Silasisa iliuuseqarlutalu” kan blive en årligt tilbagevendende begivenhed således at endnu flere børn og unge kan lære om klimaforandringerne og dets konsekvenser for Grønland og landets befolkning.
Undervisningsmaterialet består af en lærervejledning og et elevhæfte. Hertil er der produceret otte undervisningsvideoer til materialet.
Kontaktinformation:
Departementschef i Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, Mette Skarregaard Pedersen pan@nanoq.gl, tlf. 529844
Ministersekretær i Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke, Paninnguaq Steenholdt, pslt@nanoq.gl