Strømafbrydelser i Nuuk


"Opdatering af nyhed om strømnedbrud i Nuuk bragt 02.12

Torsdag 2. december identificerede Nukissiorfiits teknikere defekter på kabelføringen mellem Buksefjordsværket og Nuuk. Fejlen er lokaliseret på den nordlige side af Ameralikffjord. Nukissiorfiit forventer at inspicere skaden yderligere fredag og vil derefter komme med en tidshorisont for udbedring af skaden. Inspektionen af kabelføringen blev foretaget i samarbejde med Arktisk Kommando, der stillede en helikopterkapacitet til rådighed."


De gentagende strømnedbrud i sidste uge og i denne uge følges nøje af Naalakkersuisut. Den 30. november blev landets beredskabskommission indkaldt for at sikre en koordineret myndighedsindsats og være parat, hvis situationen skulle udvikle sig yderligere. Vigtige beredskabsmeddelelser er sendt ud fra myndighederne via politiet til befolkningen.

Hovedfokus i den akutte situation er altid at få løst situationen – blandt andet ved at tage hånd om de borgere, der har behov for hjælp. De kommunale myndigheder, politiet og brandvæsnet har ydet en stor indsats for at skabe tryghed.

Nukissiorfiit arbejder på højtryk for at løse de driftsmæssige udfordringer.
Strømudfaldene sker fordi der sker kortslutninger på linjen mellem vandkraftværket i Buksefjorden og Nuuk. Vi ved på nuværende tidspunkt ikke om der er defekt i linjeføringen og det vil naturligvis blive undersøgt, når vejret tillader det. Faren for kortslutning stiger i vejrforhold hvor temperaturerne er lige under nul grader med slud, høj luftfugtighed og stærk vind. Det er de vejrforhold vi har oplevet de sidste dage.

For at sikre en mere stabil elforsyning er nødelværket i Nuuk taget i brug. Det kan dog ikke alene sikre mod nye strømudfald i nogle dele af byen. Nukissiorfiit underretter løbende om udviklingen.

Når situationen er stabil, vil fokus være på at finde ud af, hvad der kan gøres for at få forebygge lignende situationer. Naalakkersuisut vil i dialog med alle Inatsisartuts partier se på hvorledes vi kan skabe de nødvendige økonomiske og tekniske rammer for Nukissiorfiit, så de kan imødegå lignede situationer i fremtiden.

For yderligere oplysninger kontakt departementschef i Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Mette Skarregaard Pedersen på tlf.: 346476/529844 eller e-mail: mesp@nanoq.gl eller pan@nanoq.gl