Gå til sidens indhold
  1. Del link

Status og indsatser i Upernavik

Ekstra analysemaskine og ekstra personale til sundhedscenteret er nogle af de tiltag der sker i Upernavik.

Sendes af: Departement for Sundhed
Upernavik

Coronasituationen udvikler sig hele tiden. Restriktionerne, der blev indført med den sidste bekendtgørelse i søndags, er et forsøg på at sætte en brat stopper for smittespredningen i Upernavik og Nuuk. Der har siden været en dialog mellem erhvervslivet, kommunerne, politiet og landslægeembedet, samt partiformændene omkring hvordan restriktionerne kan tilpasses og forbedres.

Følgende yderligere restriktioner indføres i Upernavik og de tilhørende bygder, foreløbigt gældende i op til 14 dage:

  • Der indføres et forsamlingsloft på maksimalt 20 personer. Dette træder i kraft klokken 18 i dag.
  • Der indføres myndighedsflyvninger i Upernavik og tilhørende bygder. Det betyder, at det kun er personer som udfører relevante og vigtige funktioner, der tillades udrejse. Dette træder i kraft klokken 00.00 mellem søndag og mandag.

Antalsbegrænsningerne omfatter både indendørs, udendørs, offentlige og private forsamlinger, arrangementer og begivenheder. Dette forbud er dog ikke gældende i boligen, hvis deltagerne kun består af personer, der indgår i husstanden.

Hvad gør man konkret i Upernavik

  • Fokus rettes mod at bruge kræfterne på de smittede og de syge, eksempelvis ved at holde kontakt til de smittede over telefonen.
  • Der er sendt en ekstra analysemaskine til Upernavik således at analysekapaciteten bliver tredoblet. Test bruges kun i nødvendigt omfang og med særlig fokus på syge personer med udtalte symptomer for eksempel feber, hoste og hovedpine.
  • Mange der er smittede, bliver ikke alvorligt syge. Nogle vil slet ikke føle sig syge. Nogle vil have influenzalignende symptomer i nogle dage.

Der kan være enkelte personer der kan have behov for hjælp fra sundhedsvæsenet under deres sygdomsforløb. Dette ruster sundhedsvæsenet sig til.

  • I morgen ankommer ekstra personale til Upernavik, som skal støtte op om den sundhedsfaglige indsats.
  • Dertil kan det informeres om at der er daglig kontakt til personalet på sundhedscenteret for at følge udviklingen og for at støtte dem i deres arbejde.

Myndighederne opfordrer til at folk med symptomer ikke er sammen med andre, dette med henblik på at stoppe smittekæderne.

Det vigtigste våben mod smitte med Covid-19 er at undgå at være flere sammen og særligt hvis det er med personer som har symptomer.

Alle opfordres til at hjælpe hinanden med indkøb, vand og at holde telefonisk kontakt med dem der bor alene.

Det skal supplerende oplyses, at kommunen har indført en række tiltag der også skal bidrage til at stoppe smittespredningen.