
Der ses i øjeblikket flere cyberangreb i Europa rettet mod køle- og fryseanlæg i detailhandlen og fødevareindustrien.
På nuværende tidspunkt er der ingen oplysninger, der indikerer, at virksomheder i Grønland er berørt. Situationen følges dog tæt.
Digitaliseringsstyrelsen opfordrer virksomheder, der anvender køle- og fryseudstyr med internetforbundne styringssystemer, til at følge Styrelsen for Samfundssikkerheds anbefalinger:
- Undersøge, om køleskabe, frysere eller tilhørende styringssystemer er direkte tilgængelige fra internettet.
- Sikre, at udstyret er opdateret med relevante sikkerhedsopdateringer.
- Overvej at afbryde eller begrænse direkte internetadgang, hvor det kan ske uden at påvirke kritiske funktioner.
- Kontakt leverandør/installatør for rådgivning og teknisk bistand efter behov.
- Politianmeld hændelsen ved mistanke om eller tegn på kompromittering.
Derudover anbefales det, at virksomheder har passende overvågning af deres OT-miljøer (Operational Technology), så unormal aktivitet kan identificeres hurtigt. Effektiv overvågning kan bidrage til tidlig opdagelse, begrænsning og håndtering af denne type cyberhændelser.