Forhandlinger med EU om fiskerimuligheder for 2026 gennemført
Sendes af: Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning
Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning har netop afsluttet de årlige forhandlinger med EU, hvor der blev indgået en aftale om fiskerimuligheder for 2026. Forhandlingerne blev gennemført på embedsmandsniveau i Bruxelles i dagene 19.-21. november 2025.
Aftalen vil danne grundlag for EU’s fiskeri i grønlandsk farvand i 2026. Aftalen er baseret på Fiskeriprotokollen for 2025-2030, som er en del af Fiskeripartnerskabsaftalen mellem Grønland og EU. I Fiskeriprotokollen tilbydes EU en række kvoter i grønlandsk farvand, til gengæld modtager Grønland finansiel kompensation.
Fiskerimulighederne for 2026 blev fastsat med udgangspunkt i de vejledende mængder i Fiskeriprotokollen. På grund af nedgang i den videnskabelige rådgivning, er fiskerimulighederne for rejer i både Vest- og Østgrønland blevet reduceret med hhv. 181 og 950 tons. På grund af den nye minimumsgrænse for lodde på 30.000 tons til Grønland, er EU ikke blevet tilbudt kvote på lodde i 2026. Derudover, har Grønland også indført en begrænsning i antallet af udenlandske fartøjer der kan fiske på rejebestanden i Østgrønland. Fiskermulighederne kan ses i Tabel 1.
Fiskeripartnerskabsaftalen mellem Grønland og EU består af to dele; en kommercielt baseret fiskeriaftale, der inkluderer adgangsbetaling for de tildelte fiskerimuligheder og licensbetaling, og et sektorstøtteprogram. Betalingen for fiskerimulighederne for 2026 forventes at blive ca. 91.5 mio. kr. for fiskerimuligheder og ca. 25 mio. kr. for licensbetaling.
Reduktionen af kvoter tildelt EU på rejer i Vest- og Østgrønland vil bidrage til at grønlandske fartøjer har større kvotegrundlag og bedre kan udnytte deres kapacitet. Dette vil medføre øgede indtægter til det offentlige fra ressourceafgifter og skatter. Nedgangen i betalingen fra EU vil blive kompenseret af afgifter og skatter fra Grønlands erhverv.
Den grønlandske delegation bestod af repræsentanter fra Departement fra Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning, Grønlands Mission til EU, Grønlands Fiskeri- og Jagtkontrol, Grønlands Naturinstitut, Departement for Finanser og Skatter og det grønlandske fiskerierhverv.

For nærmere information kontakt Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning apn@nanoq.gl