Gå til sidens indhold

Idræt styrker fællesskab og identitet – fokus på samarbejde og trænerløn

Sendes af: Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke

Foto – Emil Stach (GIF)

Naalakkersuisoq for Kultur, Uddannelse, Idræt og Kirke, Nivi Olsen, deltog i dag ved generalforsamlingen for Kalaallit Nunaanni Timersoqatigiit Kattuffiat (GIF), hvor hun rettede en varm tak til de mange frivillige og engagerede kræfter, der hver dag arbejder for at styrke idrætten i hele landet.

I sin tale fremhævede Nivi Olsen sportens rolle som en samlende kraft i det grønlandske samfund:

Sport handler ikke kun om fysisk aktivitet – det handler om fællesskab, stolthed og identitet. Når vores atleter deltager i internationale konkurrencer, mærker vi det alle – vi står sammen på tværs af byer, bygder og generationer.

Et centralt tema i talen var spørgsmålet om aflønning af trænere. Nivi Olsen rejste spørgsmålet, om tiden er inde til at diskutere økonomisk anerkendelse af de mange trænere, der i dag arbejder frivilligt, men med stort ansvar og betydning for samfundet:

Træning er ikke blot teknik – det er dannelse inspiration og udvikling. Derfor er det værd at overveje, om vi som samfund skal tage næste skridt og anerkende trænernes indsats økonomisk.
Naalakkersuisoq understregede vigtigheden af samarbejde mellem GIF og de enkelte idrætsforbund og opfordrede til fortsat dialog og fælles retning:

Vi er stærkere, når vi står sammen. Derfor er det vigtigt, at vi styrker samarbejdet og sikrer, at alle aktører i idrætten arbejder i samme retning:

Afslutningsvis udtrykte Naalakkersuisoq sin store respekt for de grønlandske idrætsudøveres ambitioner – både nationalt og internationalt – og bekræftede Naalakkersuisuts vilje til at sikre gode rammer for børn og unge med adgang til faciliteter, dygtige trænere og stærke rollemodeller.

For yderligere oplysninger kontakt Kresten Lennert Ministersekretær, Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke direkte +299 345675, krlt@nanoq.gl