Gå til sidens indhold

Kogeanbefaling for drikkevand i Narsaq

Sendes af:
Kogeanbefaling

Narsaq, den 2. september 2025 – Der er konstateret forurening af drikkevandet i Narsaq som følge af et uheld i forbindelse med igangværende vejarbejde. Ved gravearbejde er byens vandrør blevet perforeret, hvilket har medført, at drikkevandet er blevet blandet med kloakvand. For at beskytte folkesundheden er der omgående udstedt en kogeanbefaling.

Hvad skal du gøre?

Kog alt drikkevand: Vandet skal bringes i kog og koge i mindst 1 minut, før det anvendes til drikke, madlavning, børneernæring eller tandbørstning.
Kog vandet før brug til: Drikke, madlavning, skylning af frugt og grøntsager, opvask i hånden, fremstilling af isterninger og rengøring af sår.
Vandet behøver ikke koges til: Brusebad, håndvask og almindelig rengøring – men undgå at få vand i munden under disse aktiviteter.

Hvorfor skal vandet koges?
Da drikkevandet er blevet blandet med spildevand, kan der være sundhedsskadelige bakterier og virus i vandet. Kogning dræber mikroorganismer og gør vandet sikkert at bruge til mad og drikke.

Hvad gør vi?
Nukissiorfiit arbejder intensivt på at udbedre skaden og sikre forsyningen med rent vand. Der foretages skylning og desinfektion af rørledninger samt udtagning af nye vandprøver.

Kogeanbefalingen vil være gældende, indtil nye analyser viser, at vandet igen er sikkert at drikke.

Vi takker borgerne i Narsaq for deres forståelse og samarbejde.

For yderligere information, kontakt: Susanne Berglund Tlf.: 34 64 69 E-mail: susb@nanoq.gl