Gå til sidens indhold

Vedrørende for tidlig fjernelse af hundehvalpe og kattekillinger fra deres mor

Sendes af:
Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland (VFMG) behandler jævnligt sager om hundehvalpe eller kattekillinger, der tages for tidligt fra deres mor og videregives til en ny ejer. Vi har set, at hvalpe ned til 2-3 ugers alderen har været sat til salg på Facebook. Efter dyreværnsloven skal dyr behandles omsorgsfuldt og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Ifølge gældende praksis må hundehvalpe ikke tages fra tæven før de er mindst 8 uger gamle. For kattekillinger gælder det, at de skal være mindst 12 uger gamle. Hvis hvalpe eller killinger tages fra moderen tidligere, er der risiko for, at de ikke udvikler sig normalt fysisk og psykisk, og der er derfor større risiko for, at man får et fejludviklet dyr med en adfærd, der giver problemer.
Hvis reglerne overtrædes, kan der rejses en sag mod dyreejeren, eller den der er ansvarlig for dyret. Er man ude af stand til at passe sine dyr forsvarligt, skal man videregive ansvaret for dyrene. I Nuuk og Qaqortoq findes dyreværnsorganisationen Dyrenes Venner, som evt. kan være behjælpelig. Alternativt skal man sørge for at dyrene aflives på en dyreværnsmæssigt forsvarlig måde.

Generelt om hold af hund og kat
Ønsker man at anskaffe sig en hund eller kat, skal man have en tilladelse fra kommunen. Hunde skal ifølge reglerne vaccineres mod rabies, hundesyge samt parvovirus og katte mod rabies. Endvidere skal hunde chipmærkes og registreres med identifikationsnummer samt vaccinationsstatus i en landsdækkende database, der også er med til at sikre, at du kan blive genforenet med dit dyr, hvis det forsvinder. Det er derfor vigtigt at informere kommunen om flytning, ændrede kontaktoplysninger samt ejerskifte.
I de kommunale hunde- og kattevedtægter, ses en række regler for hold af hund og kat, der kan være forskellig fra kommune til kommune. Det er derfor vigtigt, at man sørger for at orientere sig om de regler, der gælder for din kommune. Mange kommuner har forbud mod avl, og kræver at hunde og katte skal være neutraliserede.

For nærmere oplysninger rettes henvendelse til: Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland: uumasut@nanoq.gl