Gå til sidens indhold

Ny varmestue til hjemløse i Kommune Kujalleq

Sendes af: Departementet for Sociale Anliggender, Familier, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender
Qaqortoq vinter

Den 1. december 2024 etablerer Kommune Kujalleq i samarbejde med Naalakkersuisut en ny varmestue i Qaqortoq. Varmestuen er et tilbud til hjemløse borgere, hvor der bliver mulighed for at få opfyldt basale behov som mad, bad, hvile, omsorg, samtale med personale og andre brugere.

Som et led i Naalakkersuisuts Hjemløsestrategi, støtter Naalakkersuisut oprettelsen af en ny varmestue i Qaqortoq. Naalakkersuisut støtter projektet med foreløbig 750.000 kr. i 2024 og forventes at støtte projektet yderligere i 2025.

Varmestuen er et af flere nye hjemløseinitiativer i kommunerne, som har til formål at styrke indsatserne mod hjemløshed.

Varmestuen i Qaqortoq har til formål at være brobygger til et offentlige system, hvor der er særligt fokus på, at sagsbehandlerne møder udsatte borgere hvor de opholder sig.

Varmestuen skal fungere som en indgang til det offentlige system, hvor der vil blive arbejdet helhedsorienteret med borgerne. Problematikker som misbrugsproblemer, hjemløshed, arbejdsløshed eller andet ses og behandles samlet, i samarbejde mellem kommunen og borgerne.

”Naalakkersuisut er rigtig glade for at støtte Kommune Kujalleq i deres arbejde mod hjemløshed. Det er afgørende, at kommunerne arbejder helhedsorienteret med udsatte borgere. Varmestuen er et rigtig godt tilbud til udsatte, for udsatte kan komme og slappe af og få varmen, samtidig med, at kommunens sagsbehandlere er til rådighed og klar til at hjælpe.” udtaler Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Familier, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender, Jess Svane, som fortsætter: ”Det er afgørende at kommunerne udvikler denne type tilbud til udsatte, fordi borgerne ikke skal være en kastebold mellem sagsbehandlere og institutioner. Udsatte skal have en hånd og god vejledning. Det vil udsatte få nu i Kommune Kujalleq.”

Borgmester Stine Egede (IA) i Kommune Kujalleq er enig: ”Vores kommune tager hjemløseproblemet meget alvorligt. Den nye varmestue giver os mulighed for at møde borgerne i øjenhøjde og ikke mindst hjælpe dem bedst muligt. Kommunen er meget glade for Naalakkersuisuts støtte, og vi er klar til at styrke vores indsatser.”

Der er tildelt midler til etableringen af en varmestue i Qaqortoq. Varmestuen skal fungere som opsporingsarena og være kontaktpunkt mellem hjemløse og kommunen. Varmestuens formål er at:

  • At opfyldelse basale behov som mad, bad, hvile, omsorg, samtale med personale og andre brugere, som ikke har andre muligheder.
  • At rådgive og vejlede i dagligdagskompetencer
  • At være brobygger til et offentlige system: Både kommunalt fremskudte behandlere som møder borgerne hvor de er i stedet for at borgerne skal komme til kommunen (Psykologer, socialrådgivere mv.)
  • At lave et aktivitetstilbud om at udføre arbejdsopgaver med reparation til genbrug
  • At integrere frivillighed bakket op og ledet af fagligt velkvalificeret personale (særlig kvalitet set med brugeres øjnes)
  • At give frirum og trygt sted for sårbare hjemløsegrupper.
  • At være samarbejdspartner med steder som behandler misbrug
  • At tilbyde social og inkluderende arrangementer som f.eks. en sejltur
  • At udføre opsøgende arbejde og åben rådgivning

Midlerne dækker etableringen af tilbuddet via en ombygning af kommunens lokaler, samt lønomkostninger til personalet, som skal stå for daglig drift af varmestuen.

Kontakt
For nærmere information kontakt ministersekretær Helene S. Pedersen på e-mail: hspd@nanoq.gl eller tlf. + 299 34 56 11