Gå til sidens indhold

Første forvaltningsplan for rødfisk i Østgrønland

Sendes af: Departement for Fiskeri og Fangst
Rødfisk
Naalakkersuisut vedtog den 25 november 2024 den første forvaltningsplan for rødfisk i Østgrønland, som træder i kraft den 1 januar 2025.

Fiskeriet efter rødfisk i Østgrønland har i en længere årrække været et blandingsfiskeri efter stor rødfisk (Sebastes norvegicus) og dybhavsrødfisk (Sebastes mentella). Bestanden af stor rødfisk er delt med Island og Færøerne, mens bestanden af dybhavsrødfisk er Grønlands egen bestand. Med den nye forvaltningsplan er målet at forvalte de to arter separat.

Da artsbestemmelse af de to arter af rødfisk på baggrund af deres udseende er yderst vanskelig, vil de to arter fremover blive adskilt på baggrund af dybden de er fanget på, da dybhavsrødfisken typisk dominerer på dybder større en 400 m. Rådgivningen for dybhavsrødfisk har i mange år været intet fiskeri, men med den nye forvaltningsplan oprettes der en årlig bifangstkvote på 300 tons dybhavsrødfisk, som tildeles de selskaber som også tildeles kvote på stor rødfisk. Dette skal øge vidensniveauet omkring bifangsten af dybhavsrødfisk, samt gøre fiskeriet mere gennemsigtigt.

Forvaltningsplanen er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af medlemmer fra Fiskerirådet herunder Grønlands Erhverv, Sigguk A/S, Sustainable Fishing Greenland, Arctic Prime Fisheries ApS, Royal Greenland A/S, Polar Seafood Greenland A/S, Ocean North Kalaallit Nunaat, Grønlands Fiskeri- og Jagtkontrol, Grønlands Naturinstitut og Departement for Finanser og Skatter. Departement for Fiskeri og Fangst var den koordinerende enhed.

For yderligere information, kontakt Departementet for Fiskeri og Fangst. APN@nanoq.gl