Gå til sidens indhold

Politisk aftale om en ny boligreform er nu indgået

Sendes af: Departement for Boliger og Infrastruktur

Det er med stor tilfredshed at Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur Hans Peter Poulsen nu kan annoncere at der er indgået en politisk aftale om en ny boligreform mellem Naalakkersuisut og partierne IA og Siumut. Aftalen løber fra 2023 frem til 2033. Det politiske grundlag og de igangsatte initiativer vil blive evalueret hvert 3. år.

Naalakkersuisoq Hans Peter Poulsen udtaler:
”Det er med stor glæde at vi i dag er klar til at præsentere en politisk aftale om en ny boligreform. Jeg vil gerne takke alle dem der har deltaget i forhandlingerne og givet deres bidrag til aftalen og reformens indhold. Med aftalen om en ny boligreform er vi blevet enige om, hvordan vi i fællesskab vil løse udfordringerne på boligområdet og der er fastlagt en stabil ramme om det fremtidige samarbejde.”

Medunderskriver på vegne af Inuit Ataqatigiit udtaler:
”Inuit Ataqatigiit mener, at det er en ret at have en bolig. Befolkningen bor spredt her i landet, og boligvilkår- og muligheder er forskellige. Vilkår i de offentliges boliger er for ulige, hvorfor vi har behov for at tilvejebringe en ny boligreform for at gøre en indsats mod de ulige boligvilkår i samfundet. Boligpolitikken udgør et centralt element i samfundets sammenhængskraft og for den sociale, sundhedsmæssige og økonomiske ulighed. Vi er derfor glade for at vi nu er kommet i mål med en politisk aftale, der kan bidrage til at løse nogle af de udfordringer vi har i samfundet og skabe tryghed om boligområdet”.

Repræsentant for Siumut udtaler:
”Aftalen om den nye boligreform markerer begyndelsen på en ambitiøs rejse mod mere balancerede boligforhold og reel frihed for den enkelte og familierne. Under forhandlingerne var det vigtigt for Siumut at sikre ændringer, der understøtter økonomisk tryghed og retfærdighed for alle. Det er essentielt, at vores løsninger ikke alene kommer flertallet til gode, men aktivt modvirker de dybe og vedholdende uligheder i vores samfund. I reformen har vi derfor fokuseret på at skabe politikker, som respekterer individets behov, samtidig med at vi udbreder bedre muligheder for egen bolig landet over. Vores vision er et samfund, hvor hver borger har reel indflydelse på og adgang til at forme deres egen boligsituation.”

Den politiske aftale skal anses som et arbejdsdokument, der har til formål at skabe en stabil ramme om boligområdet og fastlægge de politiske ambitioner og principper for den fremtidige politik. I aftalen beskrives boligreformens delelementer, samt hvordan det fremadrettede arbejde skal forløbe.

Ambitionen for boligreformen er at skabe et boligområde i balance.

For yderligere information kontakt Departementet for Boliger og Infrastruktur på box909@nanoq.gl

Aftalen kan læses her