Stort studie viser at 7% af grønlændere med diabetes har en særlig arvelig diabetestype
Sendes af: Departement for Sundhed
Befolkningsundersøgelserne i Grønland har vist at 7% af grønlændere med diabetes har en særlig form for arvelig diabetes (MODY diabetes) som ikke findes i andre befolkninger.
Steno Diabetes Center Grønland har stået for undersøgelsen af mere end 4000 voksne grønlændere i samarbejde med Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Steno Diabetes Center Copenhagen.
”MODY” står for ”Maturity-Onset Diabetes of the Young”. MODY er arvelig og findes typisk i flere generationer. Hvis én person i familien får konstateret en specifik type MODY, kan en gentest derfor afsløre, om flere i familien har den samme type MODY. Denne type diabetes opstår ofte hos personer under 30 år, og ofte hos slanke personer.
Vigtig med rette diagnose
Ofte får personer med MODY stillet den forkerte diabetesdiagnose i første omgang. De fleste betragtes som type 2 diabetes fordi de stadig producerer insulin, men unge med MODY diabetes vil ofte få diagnosen type 1 diabetes og blive behandlet med insulin. Det er vigtigt at få den rigtige diagnose, fordi MODY som regel skal behandles anderledes end både type 1 og type 2 diabetes.
Den ændring i arveanlægget som er fundet i befolkningsundersøgelserne findes kun i Inuitbefolkninger og forklarer ca. 7% af al diabetes i Grønland. Derudover skønnes det at andre kendte former for MODY diabetes findes hos op til 2% af personer med diabetes, og den samlede forekomst af MODY er dermed langt hyppigere end i vestlige befolkninger, hvor MODY diabetes findes hos ca. 2% af personer med diabetes.
Genetisk undersøgelse for MODY
Overlæge og professor Marit Eika Jørgensen ved Steno Diabetes Center som står bag undersøgelsen udtaler: ”Det er gode nyheder for behandlingen af diabetes i Grønland, fordi de fleste med MODY kan behandles med en simpel og billig tabletbehandling og undgå insulin og andre mere komplekse former for diabetesbehandling. Derfor tilbyder vi nu systematisk genetisk undersøgelse for MODY til familiemedlemmer, når vi finder personer med MODY diabetes”.
”Lægefaglig Chef for Steno Diabetes Center Grønland Michael Lynge Pedersen udtaler begejstret: ”Det er en fantastisk nyhed. Det betyder, at vi i praksis kan give den enkelte patient en meget mere præcis behandling. Det vil komme mange patienter i Grønland til gavn, hvilket glæder mig meget. ”
Fakta:
MODY er en gruppe, der rummer 14 forskellige sjældne diabetestyper. Hver af de 14 typer skyldes mutationer i ét af de 14 gener. De mest udbredte MODY typer er MODY1, MODY2, MODY3 og MODY5. Den grønlandske form er MODY3 med en ændring i arveanlægget i et gen der hedder HNF1A.
Ved MODY3 ses typisk nedsat insulinproduktion på grund af dårlig omsætning af sukker i de insulinproducerende celler. MODY3 behandles mest effektivt med tabletbehandling (glimepirid) som frigiver insulin fra bugspytkirtlen. Glimepirid anvendes i dag sjældent i behandling af type 2 diabetes.
Studiet er netop publiceret i tidsskriftet Lancet Regional Health Eurupe (link)
For nærmere information om denne pressemeddelelse kontakt Marit Eika Jørgensen, MAEJ@peqqik.gl, tlf +299 531401