
Kvinder, der uden samtykke har fået opsat en spiral i årene 1965-1975, kan nu få behandling ved at kontakte Tusaannga.
Der bliver nu taget hånd om den ulykkelige sag, hvor unge piger og kvinder fik opsat en spiral uden deres egen eller forældrenes samtykke. Kvinder, der har været ofre for spiralkampagnen, kan nu få behandling af en psykolog eller psykoterapeut. Samtalerne vil foregå fysisk, hvor det er muligt. Alternativt vil samtalerne foregå med videoopkald eller telefon.
-At få indsat en spiral uden ens egen viden eller samtykke er en frygtelig oplevelse, som har traumatiseret mange kvinder. Flere kvinder beskriver, de oplever ubehagelige krisereaktioner og flashback, efter udgivelsen af podcastserien og den voksende debat i samfundet og på de sociale medier. Derfor tilbyder vi nu gratis hjælp til de kvinder, som har behov for behandling til at bearbejde deres oplevelse fra dengang og de psykiske efterreaktioner de oplever nu, udtaler Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Sundhed, Mimi Karlsen.
For at få hjælp, skal du ringe til Tusaannga, som kan henvise til behandling.
Du kan ringe til Tusaannga på telefonnummer 80 11 80:
Mandag-torsdag: 09:00 - 00:00
Fredag: 09:00 - 04:00
Lørdag: 09:00 - 04:00
Søndag: 09:00 - 00:00
For nærmere information kontakt ministersekretær Frederik Kristiansen på e-mail: frek@nanoq.gl eller tlf. + 299 34 56 85.