Gå til sidens indhold
  1. Del link

Netværk for personer med handicap

Sendes af: Departement for Børn, Unge og Familier
Paneeraq aamma Anja H Nielsen

Mange unge med handicap oplever ensomhed og social isolation på grund af deres handicap. Det er vigtigt for alle mennesker at have gode og nære venner. Det kan dog være sværere, når man har et handicap. Har man f.eks. autisme, kan det være svært at møde nye mennesker. Nogle kan blive usikre for, hvordan andre mennesker reagerer på, at de har et handicap. I sidste ende kan det resultere i ensomhed for personer med handicap.

Derfor har Naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier, Paneeraq Olsen, talt med Handicaptalsmanden Anja Hynne Nielsen om muligheden for at danne netværk for personer med handicap i hele Grønland. Bor man i mindre byer eller bygder, kan netværksmøderne foregå over digitale kommunikationstjenester som Facebook, Messenger eller Whatsapp.

Paneeraq Olsen udtaler: ”Mange unge med handicap mangler venner og et stærkt socialt netværk. Derfor er jeg meget glad for, at vi har en handicaptalsmand, der kan være med til at danne disse netværk og give unge med handicap et boost af selvtillid.”

Tilioqs oplysningsarbejde er en vigtig kilde til viden om mennesker med handicaps hverdag. Tilioq er en institution, der på kort tid har vist sig at være en vigtig del af arbejdet med at forbedre hverdagen for mennesker med handicap. Paneeraq Olsen udtaler: ”Det er viden, der skal bringe os videre. Jo mere vi ved om hinanden, jo mere kan vi gøre plads til alle, handicap eller ej”.

Paneeraq Olsen har været til kaffemik ved Tilioq i anledning af FN’s Internationale dag for personer med handicap. ”I dag fejrer vi, at mennesker med handicap har samme rettigheder som resten af befolkningen. Jeg har nydt at besøge Handicaptalsmanden og Tilioq på denne handicapdag. At forbedre hverdagen for mennesker med handicap står mit hjerte nært. Med et handicap, skal man kunne have et normalt liv med mange glæder – ikke mindst glæden ved at være sammen med varme og gode mennesker, som jeg selv har været i dag”, udtaler Paneeraq Olsen.

For nærmere information kontakt ministersekretær Inûna Davidsen på e-mail: inda@nanoq.gl eller tlf. + 299 25 78 54