Gå til sidens indhold
  1. Del link

Selskaber inviteres til at investere i Grønlands største uudnyttede vandkraftpotentialer

Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø har den 10. maj 2022 under World Hydrogen Summit i Rotterdam meddelt, at Grønlands største uudnyttede vandkraftpotentialer Tasersiaq og Tarsartuup Tasersua konkurrenceudsættes.

Sendes af: Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø

Naalakkersuisut går nu i gang med at finde investorer, som vil kunne have interessere i at anlægge et vandkraftanlæg ved Tasersiaq og Tarsartuup Tasersua. Investorerne skal være klar til både at investere i selve vandkraftanlægget, men også i en eller flere industrier, som kan udnytte den klimavenlige strøm, som vandkraftanlægget vil producere.

– Det er historisk, at vi nu melder ud, at vi vil tiltrække investorer og konkurrenceudsætte Grønlands største vandkraftpotentialer. Målet er, at de vandkraftressourcer, som vi ikke selv skal bruge til forsyning af vores egne byer og bygder, kan blive brugt af andre. Dermed er vi med til at bidrage til den grønne omstilling og sikre ny indtjening til vores land, udtaler Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Kalistat Lund.

- Konkurrenceudsættelsen skal sikre, at vi til slut indgår en aftale med den investor, som har det bedste projekt, og som giver os det bedste tilbud, tilføjer Naalakkersuisoq Kalistat Lund.

World Hydrogen Summit bliver afholdt d. 9 – 11 maj i Rotterdam. På konferencen deltager flere oplagte investorer til den grønne energi.

Konferencen er derfor en yderst relevant platform for Grønlands udmelding om konkurrenceudsættelsen af de store vandkraftpotentialer Tasersiaq og Tarsartuup Tasersua.

Læs Naalakkersuisoq Kalistat Lunds tale her
Se hjemmesiden om konkurrenceudsættelsen her
Se Naalakkersuisuts invitation til dialog med potentielle investorer her

Kontakt
For yderligere oplysninger kontakt departementschef i Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Mette Skarregaard Pedersen på tlf.: 346476/529844 eller e-mail: mesp@nanoq.gl eller pan@nanoq.gl.