Vedr. Markus Olsens læserbrev om ydmyghed, AG den 6. juli. Finn Lynge

Min udtalelse i radioens debatudsendelse gik på, at "hvis der istedet for 45.000 grønlændere og 10.000 danskere havde boet 55.000 israélere (ikke israelitter!) i dette land, ville meget nok have set anderledes ud". Det var selvfølgelig ment som en pro-vokation, og blev altså også taget som sådan.

Og ligeså selvfølgelig var det naturligvis ikke ment som nogen nedgørelse af vores landsmænd. Vi går ikke omkring og ringeagter hinanden i dette land.

Meningen var ganske enkelt at netop i arbejdet med at skabe en nation har israelerne udvist en enestående initiativrigdom og viljestyrke, kombineret med et højt uddannelsesniveau. Det er hvad der skal til, når man vil skabe en nation under vanskelige omstændigheder.

Med henvisningen til staten Israel ligger der selvfølgelig heller ikke her nogen hen-tydninger til, endsige anerkendelse af den israelske politik iøvrigt, således som den skaber så store problemer i disse år. Det er ikke den slags problemer, vi her har på dagsordenen. Her taler vi selvstyre, og de udfordringer, der ligger i det.

Selvstyre for Grønland, der er en stor udfordring. Meningen var selvfølgelig også, at hos os er uddannelsesniveauet ikke højt nok til at bære et selvstyre igennem her og nu, ejheller er der personlige og selvstændige grønlandske initiativer nok indenfor erhverv og økonomi. Vi kan bruge en større hittepåsomhed og mere gåpåmod.

Gennem hundreder af år er vi blevet vænnet til at få alting forærende, nye ideer, nye muligheder, nye erhverv. Den går ikke længere. Selvstyre består i selv at finde på, selv at skabe nyt. Men det skal det grønlandske folk altså vækkes til at gøre. Det er vi da vist allesammen enige om.