Tør olieboring - hvad nu? Foredrag ved Johan Lund Olsen om behovet for en ny råstofordning

KATUAQ d. 8. november 2000
INUTEK-møde
(INUTEK er Grønlands Teknologiske Selskab)

Jeg vil godt indlede med først at takke INUTEK for, at man har fundet det interessant at jeg også siger nogle ord om aftenens emne og hvor jeg skal koncentrere mig om især den politiske del - også i kraft af, at jeg de seneste seks år - har været medlem af det paritetisk sammensatte Råd; Fællesrådet vedr. Mineralske Råstoffer, der siden Hjemmestyrets indførelse har været en fast bestanddel af Rigsfællesskabets råstofordning.

For kort at repetere Råstofordningen, så er situationen den dag i dag:

  • At råstofordningen er et udtryk for et kompromis mellem på den ene side den danske stat og Grønland på den anden og hvor dette i Hjemmestyrelovens § 8, stk. 1, er udmøntet i en bestemmelse om; at "Den fastboende befolkning i Grønland har grundlæggende rettigheder til Grønlands naturgivne ressourcer."
    Om udtrykket "grundlæggende rettigheder" og dermed om dette kompromis skriver daværende Hjemmestyrekommission, at det (citat) "skal understreges, at den foreslåede formulering har karakter af en politisk principerklæring". Sådan som jeg normalt forstår politiske principerklæringer, hensigtserklæringer m.m. - så er der hér ikke tale om et retskrav, hvorpå det er fastslået, at vi det grønlandske folk har ejendomsretten. Det vender jeg tilbage til.
  • I Råstoffordningen er der en delt, eller fælles beslutningskompetence for staten og Grønland i udformningen af selve råstofpolitikken i Grønland. Derfor er der også i selve råstofordningen indbygget et rådgivende organ, hvor vi som tidligere omtalt har et paritetisk sammensat råd: Fællesrådet vedr. Mineralske Råstoffer, bestående af 5 medlemmer fra det grønlandske Landsting og 5 medlemmer fra det danske Folketing og derudover én af kongen/dronningen udnævnt formand.
    I.f.m. Råstofforvaltningens overflytning mistede vi Formandskabet, da det nu er Christian Mejldahl fra partiet Venstre - der er formand for Fællesrådet. Dette organ er i henhold til gældende lovgivning, rådgivende og indstillende i forhold til Landsstyret og den danske regering i alle spørgsmål hvad angår forundersøgelsesaktiviteter-, efterforskningsaktivi-teter og udnyttelse af råstofferne i den grønlandske undergrund.
  • I Råstofordningen er der en gensidig vetoret, hvor parterne hver især har en mulighed for at modsætte sig en udvikling eller konkrete beslutninger, som af den ene part - d.v.s. enten den grønlandske del eller den danske del - anser for uønsket.
  • Situationen er også den, at der siden 1989 i Råstoflovens § 22 nu er en bestemmelse om en fifty-fifty fordeling (50 % til hver part) af mulige indtægter op til de første 500 mio. kr. Indtægter derudover skal i følge råstofloven forhandles mellem Landsstyret og den danske regering. Før 1989 skulle al indtægt modregnes i statens bloktilskudsoverførsler til Grønland.
  • Derudover har vi - senest fra og med 1. juli 1998 hjemtaget/eller hjemført Råstof-forvaltningen ved etableringen af vort eget Råstofdirektorat.

Sådan er situationen i dag - altså en form for status quo, hvor vi stort set uændret igennem 21 år har haft en råstofordning som den vi kender i dag.

Som bekendt har verden i den mellemliggende periode imidlertid - ændret sig. Der er sket store ændringer - ikke alene i Rigsfællesskabet, men også globalt. Hjemmestyrelovens rammer er ikke længere tidssvarende og er derfor i praksis forlængst sprængt og vi har fået et større råderum i vort forhold til udlandet. Grønland er for alvor kommet på verdenskortet og vi er blevet meget mere synlige ude i den store verden. (A propos NMD-sagen og vort faktiske ageren på fiske-riområdet i forhold til EU og vore egne selvstændige fiskeriaftaler med Rusland, Norge, Island o.s.v.)

Al dette er sket gradvis - også selvom, der endnu ikke er vedtaget klare lovgivningsmæssige ram-mer for denne faktiske udvikling - igennem en revision og justering af vores nugældende Hjem-mestyrelov.

Jeg vil sige, at det er en situation som det grønlandske samfund ikke kan være tjent med længere. Der er behov for, at der bliver skrevet et nyt kapitel - med henblik på at forny og revidere i det Rigsfællesskab som vi kender i dag - også indenfor Råstofpolitikken.

Det er vel også med det for øje, at Landsstyrekoalitionen har fået nedsat en Selvstyrekommission, hvis primære hovedopgave også ligger i at beskrive og komme med forslag til, hvori - der i selve Hjemmestyreloven er nogle forandringsbehov. Forandringsbehov der skal tilgodese: både en regelfastsættelse af en udviklet og faktisk praksis, men som samtidig også skal være i overenstemmelse med hvad der er af andre råstofordninger i andre dele af det nuværende Rigsfællesskab, d.v.s. på Færøerne og også på globalt plan, hvor der er sket og er ved at ske ændringer i retsopfattelsen, hvad angår retten til undergrundens ressourcer og oprindelige ret-tigheder. (hvor man er på vej væk fra Terra Nullius-teorien d.v.s. Ingenmands landteorien)

Hvad Færøerne angår - så fik de jo allerede i 1992 overdraget hele ansvaret for råstofområdet. Det skete under Shlüter-regeringen og det siges (jeg har ikke fået det bekræftet), at det kun tog regeringen og Landsstyret på Færøerne 11 minutter og en skåltale, samt en aftale skrevet på et stykke serviet - at overdrage retten til undergrundens ressourcer til Færingerne. Det er tankevækkende.

Vi tror fortsat på og det tror jeg, at mange faktisk gør - at der stadig er mulighed for at finde olie og gas i Grønland - enten on-shore eller off-shore, trods den tørre boring på Fylla i sommers og at efterforsknings- og udvindingsaktiviteter på olie- og gasområdet kan få stor betydning for det grønlandske samfund. I så stort et land - er og må der fortsat være mulighed for store indtægter fra en evt. olie- eller gasproduktion, som vil kunne gøre Grønland mere uafhængig af økonomiske tilskud fra Danmark og give Grønlands Hjemmestyre og den danske regering mere ligeværdige vilkår.

Den offentlige og politiske indsats fra grønlandsk side - skal derfor videreføres i henhold til Lands-tingets vedtagelser fra forårssamlingen 1996, hvor olie- og gas-efterforskningsaktiviteter var på dagsordenen og hvor konklusionen blev:

For det første, at efterforskning og udvinding skal udvikles til et af landets bærende søjler.

For det andet, at efterforskning efter olie og mineraler kan ske over alt - på land og til havs.

For det tredje, at efterforskning også kan ske i Melvillebugten (Qimusseriarsuaq) og i National-parken på særlige og skærpede betingelser.

Og for det fjerde, at efterforskningen skal ske miljømæssigt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det gælder ikke mindst i forbindelse med off-shore efterforskning, som ikke må skade fiskeri og fangst, der stadig er vort lands primære erhverv.

Det er hovedprincipperne i den nuværende grønlandske politik på olie- og gasområdet.

Men vi skal videre.

Jeg vil derfor tilføje, at det ligeledes er tvingende nødvendigt - også, at se nærmere på indtægts-fordelingsprincippet og selve spørgsmålet om vort - d.v.s. det grønlandske folks ret til under-grundens ressourcer. Dette vil falde i god tråd med det igangværende arbejde i Selv-styrekommissionen og være i overenstemmelse med det nuværende Landsstyrekoalitions tidligere udmeldinger om en genforhandling eller revurdering af indtægtsfordelingsprincippet.

Meget taler for det sidste.

Dels på grund af det stigende udgiftspris Landskassen er udsat for og vil blive udsat for de kommende mange år ( den demografiske udvikling, de store investeringsbehov indenfor bygge- og renoveringsområderne, Atuarfitsialak (skolereform) m.m.)

Også fordi:

At det er hér i Grønland, vi vil mærke alle - både gode og dårlige - følgevirkninger af en evt. minedrift eller olieudvinding. Medaljens bagside. Vi vil få alle de problemer - både miljømæssige, transportmæssige, boligmæssige, arbejdsmæssige problemer o.s.v. - der måtte følge med den type af aktiviteter.
Danmark derimod, vil i givet fald blot få del i indtægterne og intet andet.

Det administrative og det politiske ansvar må følges ad. Alt andet er uholdbart i længden. Vi skal jo også huske på, at olie og gas ikke er uudtømmelige ressourcer, men en ressource der på et tidspunkt vil tømmes.

Med andre ord: det er os der må leve med de ricisi der er forbundet med den form for aktiviteter og da det er mennesker, der styrer disse aktiviteter så kan uheldet ske og når det værst tænkelige skulle ske og der er et ukontrolleret blow-out, kan konskevenserne for miljøet blive særdeles alvorlige og gøre ubodelig skade på vort arktiske miljø, vort primære erhverv (fiskeri- og fangst) og omgivelser i øvrigt.

Derfor bør indtægtsfordelingsprincippet genforhandles på ny - inden der overhovedet kommer en dråbe olie op fra havets bund eller fra vore klipper. Alt andet vil være for sent.

Desuden bør rettighedspørgsmålet og dermed ejendomsretten til undergrundens ressourcer, som tidligere nævnt genvurderes på ny - i Selvstyrekommissionens regi, med udgangspunkt i 1) at Færøerne i 1992 fik retten til ressourcerne - altså en hjemmestyrende Rigsdel på linie med Grønland, 2) fordi, at ændringerne i den internationale retsopfattelse hvad angår oprindelige landrettigheder også tilsiger det (MABO-dommen fra 1992 i Australiens Højesteret), 3) fordi, at vi også bør tage udgangspunkt i FN's to internationale konventioner (fra 1966) om men-neskerettigheder: konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og konven-tionen om borgerlige og politiske rettigheder samt ILO's konvention nr. 169 om oprindelige folk fra 1989.

Begge FN's konventioner indeholder i artikel 1, stk.2, flg. bestemmelse, som er særdeles interes-sante i den sammenhæng: "Alle folk kan til deres egne formål disponere frit over deres naturgivne rigdomskilder og ressourcer..."
I artikel 25 i konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og i artikel 47 i konventionen om borgerlige og politiske rettigheder, står der ligeledes enslydende: At "intet i denne konvention må fortolkes som en indskrænkning i alle folks naturlige ret til fuld og fri nydelse og udnyttelse af deres naturgivne rigdomskilder og ressourcer."

Begge konventioner er ratificeret af Danmark. Det samme er tilfældet hvad angår ILO's konvention nr. 169

Det er hér, at "anorakken strammer" - for at bruge et yndet udtryk som Jonathan plejer at bruge. Han plejer dog normalt at hentyde til den udenrigs- og sikkerhedspolitiske kompetence - hvilket også er rigtigt set.

Jeg vil dog tillade mig at tilføje, at det samme gør sig gældende med hensyn til den nugældende råstofordning !

 

Tak for ordet.

Johan Lund Olsen
Landstingsmedlem og medlem af Fællesrådet
Nuuk, 08.11.2000