Serviceeftersyn eller nyordning - hvad vil Grønland ? Af landstingsmedlem Johan Lund Olsen, IA

Johan Lund Olsen er Medlem af Selvstyrekommissionen, og formand for arbejdsgruppen vedr. forfatningsmœssige og folkeretlige spørgsmål. I kronikken stiller han krav om, at Grønland får fuld indflydelse på sin egen udenrigs- og sikkherdspolitik, at Grønland får en ny placering i rigsfællesskabet, og at forsvarsaftalen med USA bliver genforhandlet med Grønlands deltagelse

Grønland er en del af Rigsfœllesskabet med Danmark og Færøerne, men Grønland er i disse år inde i en spœndende omstillingsproces. Grønland og for den sags skyld også Fœrøerne - står ved korsvejen til større selvstyre.
Grønland har siden 1979 og dermed i 22 år haft en Hjemmestyreordning med egen lovgivningsmœssig kompetence og ansvar for egne indre anliggender og politikområder. Vores lovgivningsmœssige kompetence er i dag kendetegnet ved en høj grad af autonomi og med gode udfoldelsesmuligheder på de områder, der har direkte betydning for den grønlandske befolkning. Men der er begrœnsninger i Hjemmestyreordningen - da det er forudsat i selve loven, at justitsområdet, valutapolitikken og det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område er et Rigsanliggende, det vil sige et rent dansk anliggende.
Til trods herfor og selvom det i terorien ikke skulle vœre muligt, har praksis og nye procedurer vist, at vores rolle og ret til egne synspunkter i udenrigsanliggender og i sikkerheds- og forsvarspolitik har vœret gradvist stigende. Grønlands Landsting og landsstyret har fået større og større råderum i den del af udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken, som har sœrlig interesse og betydning for Grønland.
Praksis og nye procedurer giver os en kœrkommen lejlighed til at fastsœtte regler og lovfœste en udviklet praksis. Praksis og de nye procedurer har kørt i 22 år, men hviler ikke på et egentlig lovgrundlag. Sagt med andre ord er Hjemmestyrelovens rammer i dag utidsvarende. Spørgsmålet er herefter, om vi skal stile efter et "serviceeftersyn" eller krœve en nyordning.
Rammerne for Hjemmestyreloven er forlœngst sprœngt, og det er i realiteten i dag en lov, som tiden har udhulet. Derfor forekommer den både antikveret og problematisk i Grønlands fortsatte relationer til Danmark.

 

Vetoret i sikkerhedspolitikken


I Selvstyrekommissionens regi arbejder vi derfor nu på, at der indbygges bestemmelser i hjemmestyreloven, der tilgodeser praksis og den faktiske udvikling. Grønlands ønsker og krav om større udenrigs- og sikkerhedspolitisk indflydelse og kompetence, er derfor efter min faste overbevisning helt legitimt. Det er et krav, som Danmark bør opfylde. Det vil klœde Danmark, som jo i internatioanle sammenhœnge ofte roses for sin humanisme og vilje til at afskaffe al undertrykkelse af andre folkeslag.
Hjemmestyreloven skal derfor œndres med nye bestemmelser om:
a) at regeringen altid skal rådføre sig med landsstyret forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rœkkevidde, der sœrligt berører grønlandske interesser,
b) og at, når sager vedrørende Grønland forelœgges for det Udenrigspolitiske nœvn i medfør af § 2 i loven om Folketingets Udenrigspolitiske Nœvn, skal de samtidig forelœgges for Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg.
Derudover mener jeg, at de grønlandske politiske myndigheder bør forsynes med en vetoret i Rigsfœllesskabets udenrigs- og sikkerhedspolitik, som sœrligt berører Grønlands interesser, og når det har direkte indflydelse og betydning for den grønlandske befolknings hverdag.
En tilsvarende ordning har vi indenfor Råstofpolitikken, hvor den grønlandske eller den danske del af det politiske system hver isœr har en mulighed for at modsœtte sig en uønsket udvikling eller konkrete beslutninger. Ordningen har til dato fungeret til alles tilfredshed. Det har gavnet dialogen mellem DK og Grønland, fordi man hér har en fœlles beslutningskompetence.

 

Grundloven

De foreløbige overvejelser omkring en vetoret i udenrigs- og sikkerhedsanliggender støder imidlertid i dag på Grundlovens forudsœtning i § 19 om, at det er "Kongen (der) handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender" - d.v.s. imod forudsœtningen om, at det er den danske regering, som suverœnt fører udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
Men man kan altid finde løsninger på problemer og fjerne hindringer, når blot man har den politiske vilje. A propos Grundloven er dette sœrligt relevant - når nu Hjemmestyret både faktisk og retligt og med rigsmyndighedernes stiltiende accept - på egen hånd har kunnet opkrœve skat, foretaget ekspropriationer og indgå aftaler med andre lande efter 22 år med en Hjemmestyreordning.
Tidligere landsstyreformand og nuvœrende vicekoncernchef Lars Emil Johansen sagde den 22. marts i Katuaq under konference om sikkerhedspolitikken og Grønland:
"Det vi ønsker er et frit Rigsfœllesskab - uden tvang. Det vi ønsker er en anstœndig og selvbœrende økonomi - uden almisser. Det vi ønsker er retten til selv at tale vort lands sag med andre lande - uden censur. Det vi ønsker er en indflydelse på de sikkerhedspolitiske beslutninger - mens de trœffes. Det vi ønsker er et reelt ansvar for os selv, vort folk og vort land - uden overformynderi."
Vise ord og i sandhed betragtninger og synspunkter som mit parti - IA i mange år har gjort sig til talsmœnd for. Derfor er det ekstra glœdeligt, at tidligere statsminister Jens Otto Krags så berømte udtalelse også er relevant i grønlandske omgivelser: "Man har et standpunkt indtil man tager et nyt" !

 

Tavshedens og løgnens strategi

I den danske stats varetagelse af sikkerhedspolitikken for Grønland, har det grønlandske folk dårlige - og i sœrdeleshed helt uacceptable erfaringer. Skiftende danske regeringer har gennem tiden og indtil nu, gentagne gange valgt tavshedens, løgnens, hemmelighedskrœmmeriets og fortielsens strategi.
Det er skammeligt og helt uacceptabelt for os i Grønland, fordi vi indtil nu kun bliver inddraget, når det hele reelt er afgjort af den danske regering. I forholdet til USA er dette sœrligt udtalt. Danmark tror åbenbart, at det kan opbygge et sœrligt forhold til USA, som Grønland og den grønlandske befolkning skal betale prisen for !
Hvis Danmark mener noget alvorligt med Rigsfœllesskabets fremtid, og er interesseret i en fortsœttelse af relationerne Danmark og Grønland imellem, er tavshedens, løgnens, hemmelighedskrœmmeriets og fortielsens strategi ikke ligefrem gavnlig - snarere tvœrtimod.
På den sikkerhedspolitiske konference i Nuuk sagde kontreadmiralen og den øverstbefalende for forsvaret af Grønland og en rœkke andre europœiske sikkerhedseksperter, at Grønland i disse år og i årene der kommer - ingen militœre trusler har imod sig. Derfor bør den grønlandske befolkning ikke bekymre sig.
Jeg må indrømme - at jeg har meget svœrt ved at sœtte min lid til disse forsikringer. Grønland kan komme i en meget udsat position, fordi de amerikanske missilskjoldsplaner også omfatter Thuleradaren på Grønland, og at Thuleradaren vil vœre en prioriteret mål i en eventuel krig. Det oplyste en højtplaceret kinesisk diplomat, som samtidig er ansvarlig for nedrustningsspørgsmål i Geneve, og en russisk eksdiplomat, som var chefforhandler på ABM-traktaten i perioden 1989 til 1991, under en panelhøring den 13. marts i Europa-Parlamentet i Strasbourg. Sammen med kineseren og russeren var jeg paneldeltager i den høring.
Når man tœnker på den danske stats nœvnte strategier igennem historien: altså tavshedens, hemmelighedskrœmmeriets, løgnens strategier - hvad skal man da tro ?
Jeg må indrømme, at kineserne og russerne virker trovœrdige, og at kontreadmiralen for Grønland samt andre, derfor virker mindre trovœrdige på mig.
Er den virkelige trussel så ikke en kombination af både den militœre trussel og den uudtalte "civilt indpakkede trussel". Truslen om, at Grønland fortsat kun vil blive inddraget i den sikkerhedspolitiske udvikling, der vedrører vort land, når det hele reelt er afgjort af den danske regering ?

 

Grønlandsgode kort i spørgsmålet om Forvarsaftalen af 1951

Oven på den ene Thulesag efter den anden, er det Grønlands krav, at Forsvarsaftalen af 1951 skal genforhandles med Grønlands fulde deltagelse. Nu er syv år gået, siden hele det officielle Grønland rejste dette krav, men den danske regering vil ikke indgå i en dialog med Grønland herom.
Forsvarsaftalen af 1951 tager ikke hensyn til Grønlands œndrede konstitutionelle status i Rigsfœllesskabet og er et levn fra kolonitiden, der åbenbart fortsat er gœldende på dette område. Den er antikveret og giver grobund for et problematisk forhold mellem Danmark og Grønland.
Dette sker samtidig med, at vi rundt omkring i verden ser nye konstitutionelle forhold dukke op. Tidligere kolonier har fået og får større indflydelse og medbestemmelse - også indenfor det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.

 

Vi bør gå til den internationale domstol

Som nœvnt er syv år gået, siden kravet om en genforhandling af 51-aftalen blev fremført. Frede P. Jensen fra DUPI skrev i dagbladet Information den 23. marts blandt andet, at man kunne gå rettens vej for at få gennemtrumfet en revision af Grønlandsoverenskomsten. "Danskerne vil(le) stå stœrkt, hvis det skulle komme så vidt, at en eventuelt uenighed med USA blev bragt for den internationale domstol i Haag - en mulighed man også analyserede i 1968". Det var efter, at der faldt en B-52 bombefly ned i Thule, medbringende 4 brintbomber. Stik imod skiftende danske regeringers forsikringer om, at der ikke opbevaredes atomvåben på Grønland, og at Grønland ikke blev overfløjet med sådanne våben !
Det bedste i den nuvœrende situation ville imidlertid vœre - hvis det i stedet var Grønlands Hjemmestyre og dermed det officielle Grønland, der rejste denne sag i Haag, fordi vi ikke er kommet et skridt nœrmere i vores krav om en genforhandling af Forsvarsaftalen af 1951.
Det er en overvejelse vœrd hos partierne i Grønlands Landsting - så vi langt om lœnge kan få gennemtrumfet, at vi kan "tale vort lands sag med andre lande - uden censur og få indflydelse på de sikkerhedspolitiske beslutninger - mens de trœffes", som Lars Emil Johansen udtrykte det forleden. Vi har jo Haag-domstolen - som det kort, der endnu ikke er spillet ud !

 

Serviceeftersyn eller en ny-ordning

I et foredrag i Det Grønlandske Selskab i februar i år, pegede jeg på, at vi skal lade os inspirere af og drage nytte af andre eksisterende ordninger for samarbejde mellem lande og områder i andre dele af verden, som går lœngere end det vi har opnået.
- Franske besiddelser i Ny Kaledonien og i Fransk Polynesien er et eksempel,
- New Zealand's forhold til Cook-øerne (Cook Island's) et andet.
New Zealands forhold og arrangement med Cook-øerne er hér sœrlig interessant for Grønland. Selv om New Zealand har kompetencen på forsvars- og sikkerhedsområdet samt på det generelle udenrigspolitiske område, gælder for begge områder, at New Zealand ikke kan handle med virkning for Cook-øerne uden efter forudgående høring af og samtykke fra Cook-øernes premierminister.
New Zealand overfører årligt bloktilskud, men der er mellem parterne enighed om en udfasning eller aftrapning af tilskuddene frem til år 2009. Set i forhold til Fœrø-situationen er dette tankevœkkende.
Det har vist sig, at Cook-øerne i praksis har varetaget deres udenrigspolitiske beføjelser helt selvstœndigt.
Cook-øerne er selvstœndige medlemmer af FN-organerne:

  • FAO (fra 1984)
  • ICAO (fra 1986)
  • UNESCO (fra 1989)
  • WHO (fra 1984)

Der er indgået traktater med bl.a. Australien, Frankrig, Syd-korea, USA samt med New Zealand - selvstœndigt og i eget navn.
Cook-øerne underskrev selvstœndigt Havretskonventionen i 1982.
Også på det forsvarspolitiske område har Cook-øerne i vid udstrœkning handlet selvstœndigt.
Da New Zealand i 1987 meldte sig ud af ANZUS-pagten på grund af uenighed med USA om retten til at gennemsejle New Zealandsk søterritorium og anløbe New Zealandsk havn med atomvåbenførende orlogsfartøjer, valgte Cook-øerne at forblive i denne forsvarsorganisation (ANZUS-pagten) som selvstœndigt medlem.
På den sikkerhedspolitiske konference i Nuuk, blev Cook Island's forhold til New Zealand ligeledes varmt anbefalet. Igen kom dette fra Grønlands tidligere landsstyreformand Lars Emil Johansen. Det er glœdeligt, at der fra den kant også er støtte at hente !

 

Nyt Partnerskab

Et serviceeftersyn af vores nuvœrende forhold til Rigsfœllesskabet som udtrykt i Hjemmestyreloven er ikke nok. Der er behov for en nyordning: et "Nyt Partnerskab" i forholdet mellem Danmark og Grønland.
Derfor skal der også findes en fleksibel ramme for Rigsfœllesskabet, der kan opfange den politiske udvikling i Grønland. Forsømmes denne mulighed fra Danmarks side, kan det meget let blive begyndelsen til enden for Rigsfœllesskabet. Inuit Ataqatigiit snakker om en tiltrœngt nyordning: et "Nyt partnerskab" baseret på ligevœrd og respekt mellem Danmark og Grønland.
En gammel motor skal ikke blot igennem et serviceeftersyn - den skal skiftes ud med nye hestekrœfter. Derfor bør en grundlovssikret nyordning munde ud i en ny lov: Selvstyrelov eller "Ny Partnerskabslov". Det vil i realiteten indebœre, at det danske Folketing ikke lœngere vil kunne ophœve en ny Selvstyrelov for Grønland.
Jurister og forfatningseksperter skœndes fortsat i dag om folketinget uden videre kan ophæve den nuvœrende hjemmestyreordning, fordi den er baseret på en ganske almindelig folketingslov.
Det kan Grønland ikke lœngere leve med, og det er oplagt at tage dette som udgangspunkt - også i Selvstyrekommissionens regi.