Selvstyre for Grønland, Finn Lynge

Kloge folk fortæller os at landmasserne flytter sig ganske langsomt. Øer og kontinenter driver omkring. Grønland rev sig løs fra Norge for 65 millioner år siden, har jeg ladet mig fortælle, og jeg har også hørt at vi driver stadig tættere på Canada. Man kalder det kontinentaldrift. Det er vistnok med en fart af et par centimeter hvert hundrede år. Umærkeligt, men reelt nok.

Alting flyder, sagde de gamle græske filosoffer. De havde mere ret end de selv anede. Oven i købet er det en sandhed, som gælder ikke bare landene, men også samfundene. Der er en konstant, ubønhørlig udvikling i det hele. Danmark driver stadigt tættere på Europa. Danskerne er nu mere end nogensinde opmærksomme på denne "politiske kontinentaldrift", og mange er skræmte. Det har som bekendt noget at gøre med den danske identitet. Fædrelandssangens "Engang du herre var i hele Norden", det danske flag og det danske kongedømme som begge er Europas ældste, og nu ovenikøbet den danske krone. Hvad skal det blive til altsammen! Regeringen i det lille Danmark har nu reelt hjemmestyrestatus under Bruxelles. Ja sådan bliver det mer og mer, og hvem kan standse den udvikling? Ovenikøbet er der mange der spørger: hvorfor skulle denne udvikling også i det hele taget standses? Og hvad kan lille Danmark gøre andet end at holde trit, og følge med?

Danmark driver, Færøerne driver, Grønland driver. Disse kræfter kan ingen standse. Det er ikke mærkeligt, at vi står overfor nationale selvransagelsestider i alle tre rigsdele. Vi ønsker at vide hvor vi er på vej hen, vi føler et ansvar, ja vi har et ansvar.

I Grønland er det hidtil gået den rigtige vej.

Vi kom ud af EF, frigjorde os fra den danske drift ned mod magtcentret i Bruxelles. Hvorfor det var en klog beslutning, det er en anden historie.

Vi opbyggede langsomt vort eget - foreløbigt beskedne - netværk mod vest. På mange måder ligger Canada os nærmere nu end for 20 år siden, og det er vi mange, der er godt tilfreds med.

Udenrigspolitisk blev hjemmestyreanorakken os for snæver, og der blev nedsat et dansk-grønlandsk udvalg for at give systemet en overhaling. Det var helt på sin plads. Så fik vi en selvstyrekommission, og det blev besluttet at den skulle arbejde med konsensus. Også det var klogt. Vi skal for alt i verden undgå den færøske situation, hvor folket er splittet lige midt over i de store spørgsmål. Vores politiske kontinentaldrift i Grønland, den skal styres af et enigt folk. Og det er hvad der er sket hidtil.

Det er altsammen meget positivt. Men her kommer så problemet: det grønlandske folk er for passivt. Der er alt for få selvstændige erhvervsinitiativer. Der er alt for megen gammel kolonimentalitet. Der er alt for lidt debat. I gamle dage var det Grønlands Styrelse i København der ordnede det hele, og ingen gjorde noget som de ikke havde fået besked på eller fået lov til af kolonibestyreren. Nu er det jo sådan at næsten ingen tager initiativer uden at Hjemmestyret i Nuuk er med i det. Det kan da ikke være meningen!

Gennem århundreder er det grønlandske folk blevet vænnet til at alting ordnes fra København: undervisning og uddannelse, byggeri og anlægsarbejder, skibsfart og trådløse forbindelser, forretningsliv og udbud i butikkerne, hvad der måtte tænkes og hvad der måtte skrives. Mottoet var: fuld kontrol med kolonierne i Grønland.

Nu skal det så tilføjes, at samtidig blev forholdene lykkeligvis også påvirket af oplysningstidens store tanker fra slutningen af 1700-tallet, og senere af fyrtårn som Kleinschmidt og Rink. Denne politik levede ikke altid op til sit mål, og sult er forekommet, men hvad forsyningstjenesten i det store og hele angik var der dog en meget stor forskel mellem KGH i Grønland og f.eks. Hudson Bay Company i Canada. Ingen andre steder i Arktis har de fremtrængende samfund fra syd fået pålagt hjemmefra at skulle levere en samfundstjeneste, som den KGH fik pålagt med den berømte "Instrux" af 1782.

Således har der hele kolonitiden igennem været et "på den ene side og på den anden side". På den ene side er der ingen tvivl om, at de danske myndigheder var autoritære og racistiske. Det var alle europæere dengang, hver og en, og sådan var dét bare. Og der blev gjort mange fejltagelser. På den anden side er der heller ingen tvivl om, at sammenlignet med europæisk fremfærd andre steder i verden var danskerne meget humane. Jeg kender ingen andre eksempler på et europæisk kolonistyre, som pålagde sine handelsfolk en forsyningspligt overfor de indfødte, eller som sørgede for at det koloniserede folk kunne læse og skrive på deres eget sprog i første halvdel af 1800-tallet, eller som gav dem deres egen avis i hænderne i 1861. Det blev betalt med penge man havde fået ind for fangernes spæk, men sådan ville hverken Holland eller England have gjort. De ville have beholdt alle pengene selv. Det ville aldrig være faldet dem ind at bruge nogen som helst penge på kulturel udvikling blandt koloniens indfødte.

Selvstyre for Grønland betyder at vi ikke længere ønsker at fungere på pengeoverførsler fra Danmark, at der er ved at opstå en vilje til på en eller anden måde at arbejde os ud af lige præcis den form for afhængighed, og at vi gerne selv vil tage de nødvendige initiativer indenfor erhverv, økonomi og politik. At styre sig selv betyder også at man ikke drikker halvdelen af sin ugeløn op fredag aften, at man vænner sig til i stedet at bruge pengene til at brandforsikre sin bolig og tilbagebetale sine erhvervsstøttelån, køber nye gummistøvler til børnene og giver dem en madpakke med i skole hver dag. Det betyder også at de unge skal holde ud i deres studier, også selvom det betyder lang tid væk hjemmefra. Der er brug for at rigtig mange af vore unge bliver rigtig dygtige, selvdisciplinerede, professionelle, så vore egne kan overtage de vigtige og vanskelige poster, der er så mange i et moderne samfund.

Dette er hvad det drejer sig om. Grønland er i drift, både geologisk og politisk. Kontinentaldriften over mod Canada hører nærmest hjemme i underholdningsafdelingen. Den går jo så langsomt, så den mister vi ikke nattesøvn over. Den politiske drift kan selvfølgelig også være underholdende ind imellem, men ret meget andet bliver den til gengæld heller ikke, medmindre vi lægger vore egne personlige kræfter ind i processen og sørger for at få folket med som andet og mere end tilskuere.

Vi siger at vi vil selv. Men så skal vi også selv. Vi bliver i stand til at styre vort land den dag vi kan styre os selv personligt. Ikke før. Når vi snakker selvstyre, så snakker vi sandhedens time. Så må det hele med.