Medlem af Selvstyrekommissionen, landstingsmedlem Mikael Petersens tale til SULISAs konference i Kangerlussuaq den 27. oktober 2001

Grønland befinder sig i disse år midt i en af de mest turbulente perioder i landets historie. Grønland står over for et skift fra fangersamfund og fiskeri til et samfund byggende på nye væksterhverv både til lands og til havs. Dette skift udfordrer vort lands identitet og aftvinger grundlæggende diskussioner om, hvad det er, vi vil. Vi skal give hinanden nye bud på visioner og udviklingsstrategier for vort land.

Vi står under alle omstændigheder over for en egentlig omstilling af den grønlandske økonomi og det grønlandske erhvervsliv. Hvordan kan de offentlige institutioner og de grønlandske virksomheder imødekomme de omstillingskrav, som de nye tider vil stille til os?

Omdrejningspunktet for denne diskussion vil være de nye forudsætninger, muligheder og begrænsninger for den grønlandske erhvervsudvikling, som følger af udviklingen inden for vort bærende erhverv, fiskeriet, og de nye indtjenings- og beskæftigelsesmuligheder som ny teknologi åbner op for på bl.a. informationsteknologiområdet.

Tror vi på, at selvstyre kan realiseres? Eller vil disse ord om selvstyre forblive ord, mens den faktiske økonomiske udvikling står for den virkelige tale? Selvstyre hænger nøje sammen med kravet om en bæredygtig økonomi. Med en fortsat afhængighed af tilskud fra staten, vil selvstyre være et hult begreb.

En af de mest indlysende behov for forandringer er i den offentlige sektor. I dag er næsten halvdelen af alle beskæftigede ansat i Grønlands Hjemmestyre eller i kommunerne. Den offentlige sektor skal omstruktureres og effektiviseres, således at den tilpasses grønlandske forhold og justeres til en omkostningsmæssig størrelse, der er i større overensstemmelse med landets økonomiske formåen, end det er tilfældet i dag.

Diskussionen om en selvbærende økonomi skal ikke kun begrænses til, hvordan der kan sikres balance i Landskassens indtægter og udgifter uden statens ydelser. Det drejer sig også om at alle kommuner, alle byer og bygder, som hver især opstiller klare mål for, hvordan kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser vil sikre deres egen bæredygtige økonomi.

Det er min opfattelse, at det er afgørende for etableringen af en selvbærende økonomi, at alle interesseorganisationer, politiske partier og andre aktører finder sammen om at skabe den bedst mulige produktions- og eksportplatform for de grønlandske virksomheder, hvor en så stor gruppe af virksomheder som muligt opnår den optimale lokalisering i forhold til konkurrenter på det internationale marked.

Alle virksomheder indgår direkte i en eller anden form for konkurrencesituation på et marked, hvor deres overlevelsesevne bestemmes af samspillet mellem virksomheden selv, de stedbundne egenskaber for det lokalområde, virksomheden er lokaliseret i, og de rammebetingelser, som gælder for pågældende branche på det internationale marked.

Dette er mest synligt for den del af virksomhederne, som skal konkurrere på det internationale marked, men kravene om bedst mulige rammebetingelser slår igennem på alle virksomhedstyper.

Såvel offentligt ejede som private virksomheder er afgørende elementer til værdiskabelse for et land eller et lokalområde. Virksomhedernes krav til rammebetingelser kan på denne baggrund betragtes som afgørende faktorer, når et land eller et lokalområdets skal fastsætte målsætninger på mange forskellige politik-områder.

Argumentet er, at desto bedre platform, jo større indtjening til hele landet eller til lokalområdet. Desto større indtjening, desto større fremtidig valgfrihed for landet som helhed som for den enkelte borger.

Det er min opfattelse, at det enkelte menneske på samme måde skal sikres en platform, der sikrer det bedst mulige udgangspunkt for investering i sit eget liv. Denne platform skal sikres ved en grunduddannelse, alle har ret til, men også pligt til ikke blot at gennemføre, men også gennemføre på et niveau, der sikrer den enkelte den bedst mulige indgang til arbejdslivet. Samtidig skal arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken sikre, at den enkelte hermed får en valgsituation med flere forskellige tilbud med hensyn til både arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold.

Et afgørende element for at sikre en optimal lokalisering for en virksomhed og optimale vilkår for et lokalområdes befolkning er at kunne fungere i en stabil samfundsudvikling, hvor de fælles mål er gode sociale og miljømæssige rammer for de fælles aktiviteter.

Jeg anbefaler, at de samlede rammebetingelser for erhvervslivet og for befolkningen grundlæggende fastlægges på basis af følgende principper:

a. Færrest mulige reguleringer.
b. Mest mulig medbestemmelse.
c. Større valgfrihed for den enkelte.
d. Fjernelse af formynderi og 'pas-dig-selv' sociale ydelser, men derimod trække alle ind i samfundet.
e. Balance mellem rettigheder og pligter.

Grønland er karakteriseret af at have en åben økonomi. Med en lille befolkning og deraf følgende lille produktionskapacitet er det nødvendigt med en omfattende import af varer og tjenesteydelser. I perioden efter 2. Verdenskrig har Grønland derfor ikke haft en sammenhæng mellem produktion og forbrug, som kendes i de fleste andre, større lande.

En væsentlig følgevirkning af internationaliseringen er, at denne sammenhæng mellem produktion og forbrug, som førhen var grundlæggende for det nationale marked, nu er ved at miste betydning. F.eks. forsøgte alle lande tidligere at starte eller videreføre virksomheder inden for stort set alle væsentlige produktionsområder, f.eks. energiproduktion, stålværker og værfter. I dag er disse aktiviteter ofte ophørte, og erhvervspolitikken i de enkelte lande koncentrerer sig om de vigtigste styrkepositioner. På internationalt plan betyder dette, at import- og eksportrater for de fleste lande har været voldsomt stigende, og det virker sandsynligt at denne internationale arbejdsdeling fortsætter fremover.

Dette betyder på den ene side, at hjemmemarkedsproduktionen lige som den eksportorienterede produktion i højere og højere grad underlægges de krav, som den internationale konkurrence stiller. På den anden side åbnes der op for næsten ubegrænsede muligheder for at forøge den eksportorienterede virksomhed, og det er kun ressourcegrundlaget, der på lang sigt sætter grænser for fortsat vækst i eksporten.

Det samlede resultat er, at tidligere tiders betoning af stedbundne efterspørgselsforhold betyder mindre, mens fokus for erhvervsstrategier primært må rettes mod at sikre områders egnethed som produktions- og eksportplatform.

Landets eller lokalområdets opgave er derfor til stadighed at sikre denne egnethed som produktions- og eksportplatform. Den erhvervsmæssige succes for et lokalområde eller en virksomhed er således forbundne kar. Den fælles målsætning gør, at hvis intet andet lokalområde tilfredsstiller den kombination af krav, som pågældende virksomhed stiller til omgivelserne, vil virksomhedens samfundsmæssige afkast tilfalde lokalområdet eller landet. Til gengæld vil virksomhedens optimale lokalisering gøre den konkurrencedygtig på det internationale marked.

”En optimal lokalisering er defineret ved den aktuelt bedst mulige geografiske over­ensstemmelse mellem virksomheders krav og deres indfrielse”. Denne tilstand er sjældent forekommende og flygtig, fordi at omgivelserne ændrer sig, og fordi virksomhedens krav ændrer sig i takt med teknologiudvikling eller udvikling på markedet. Opgaven for virksomheden og for lokalområdet bliver derfor til stadighed at mindske en eventuel suboptimal lokaliseringsfaktors betydning, enten ved gøre faktoren optimal eller ved indirekte at mindske betydningen af faktoren.

Endelig tillægges områdets stabilitet stor betydning for investorer. Det politiske niveau skal bestræbe sig på, at forandringer, der får indflydelse på erhvervslivets rammebetingelser annonceres i god tid, således at der er en troværdig stabilitet i forbindelse med reguleringer inden for f.eks. finanspolitik, skatte- og afgiftpolitik, indkomstpolitik m.v.

Der er to grundlæggende karakteristika, der på afgørende vis sætter rammebetingelser for erhvervsudviklingen i Grønland:

For det første Grønlands placering som verdens nordligste land perifert beliggende i forhold til de mest betydningsfulde markeder i verden, samt landets egen spredte bosætning, gør at rammebetingelserne for den lokale erhvervsudvikling generelt tynges af transportudgifter.

For det andet Grønlands egen befolkning er relativt lille, således at det udgør et for lille potentiale for mange typer produktioner og serviceydelser til at danne basis som hjemmemarked.

Grønlands stedbundne karakteristika gør det vanskeligt at sikre optimal lokalisering for en lang række virksomheder, som har målrettet deres produktion til store markeder i Europa og i Nordamerika eller i andre verdensdele. Den type virksomheder, der i Grønland kan opnå optimal lokalisering, er virksomheder, som

  • enten er etableret i direkte tilknytning til udnyttelse af naturlige ressourcer (herunder fiskeri og fangst, råstofvirksomhed og turisme)
  • eller er etableret som følgeerhverv til førstnævnte gruppe af virksomheder
  • eller som forsyner eller dækker det indenlandske forbrug, hvad enten det drejer sig om offentlig eller privat konsum, boligbyggeri m.v.
  • endelig vil de førnævnte transportudgifter kunne være elimineret, hvor der er tale om serviceydelser, som kan foregå via telekommunikation og internet

Den eksisterende erhvervs- og beskæftigelsesstruktur er præget af et dominerende offentligt engagement, således at den offentlige sektor i sig selv er altafgørende på såvel beskæftigelsesområdet og som direkte og indirekte kunde for virksomheder på hjemmemarkedet. Hertil kommer at en række nøglevirksomheder inden for forsyning og handel samt inden for fiskeriet fortsat er offentligt ejede og i forskellig udstrækning anvendes som reguleringsmiddel for den offentlige indkomst- og beskæftigelsespolitik.

Eksisterende investeringer i denne form for virksomhed er fortsat afgørende for den geografiske fordeling af de økonomiske aktiviteter i landet, og vil fortsætte med at være afgørende for f.eks. bosætning m.v. i mange årtier fremover. I dag er der stort set etableret en fuldt udbygget offentlig administration, mens der ikke på samme måde er aktivitet for at få etableret et privat erhvervsliv.

Det er min opfattelse, at den førte politik inden for økonomi, erhvervsudvikling, arbejdsmarked og uddannelse skal tage sit udgangspunkt i de krav, som konkurrencen fra udlandet stiller til rammebetingelser og stedbundne karakteristika. Arbejdet med at sætte disse forhold i fokus for at vurdere erhvervsaktiviteters overlevelsesevne kan ske ved f.eks. at indføre halvårlige procedurer med benchmarking på udvalgte indikatorer med betydning for erhvervslivets rammebetingelser.

Det er endvidere min opfattelse, at processen mod fortsat forbedring og optimeringen af Grønland som platform for erhvervsvirksomheder skal ske ved kontinuerligt at forbedre de stedbundne betingelser for erhvervsaktiviteter og samtidigt at accellere indsatsen for at mindske det offentlige engagement.

En veluddannet, velkvalificeret og konkurrencedygtig arbejdskraft er afgørende rammebetingelse for de virksomheder, der vælger Grønland som produktions- og eksportplatform.

En konkurrencedygtig arbejdskraft skabes ikke kun ved kompetencegivende uddannelser og ved rimelige lønaftaler. Der er behov for, at der lægges vægt på at kombinere teoretisk indlæring, praktisk erfaring og bløde kvalifikationer som holdning til arbejdslivet og evnen til at fungere socialt på en arbejdsplads i en fortsat opkvalificering af den grønlandske arbejdskraft.

Et afgørende element ved arbejdskraften som rammebetingelse for erhvervsudvikling er tilstedeværelsen af en fleksibel arbejdskraft, der ikke blot aktuelt tilfredsstiller virksomhedernes behov, men som også giver mulighed for til stadighed forandring i kapaciteten, dvs. arbejdsstyrkens størrelse og sammensætning.

Kapacitetsmæssigt er det grønlandske arbejdsmarked karakteriseret af at være relativt lille. Arbejdsstyrken, målt som personer i arbejdsdygtig alder (15-62 år) var pr. 1. januar 2000 på 37.484 personer.

Set ud fra en erhvervspolitisk synsvinkel er det en fordel, at der er opbygget en mobilitet af arbejdskraft mellem det danske og det grønlandske arbejdsmarked. Dette giver mulighed for en midlertidig rekruttering, der til en hver tid dækker behovet i det grønlandske erhvervsliv for kvalificeret arbejdskraft. I 1998 omfattede ind- og udvandring således 14,8 pct. af den samlede arbejdsstyrke.

Jeg opfatter ikke denne midlertidige arbejdskraft som et problem – kvantitativt set -, men finder at problemet med såkaldt tilkaldt arbejdskraft skal ses i, at denne arbejdskraft har en forholdsmæssig stor betydning i ledelsen af såvel offentlige som private arbejdspladser. På denne baggrund anbefaler jeg, at arbejdet med at udvikle herboende ledere intensiveres ved en målrettet indsats, f.eks. ved at øge aktiviteterne i Grønlands Ledelses- og Personaleudviklings Center.

Udover en fortsat forbedring af rekrutteringsmulighederne for den udefrakommende arbejdskraft er det afgørende nødvendigt, at den grønlandske arbejdskraft anvendes bedre end i dag. Situationen i dag er, at alt for store grupper enten er udstødte, marginaliserede eller truet af marginalisering.

Den offentlige sektor er altdominerende i Grønland. Udover at omfatte 47 pct. af beskæftigelsen giver sektoren også meget store effekter ind i andre hovedbrancher.

Grønland har således i dag en stort set fuldt udbygget offentlig sektor, men ikke en tilsvarende fuldt udbygget privat sektor.
Den offentlige sektors størrelse skyldes primært antallet af beskæftigede i kommuner, idet administration m.v. af 18 kommuner i dag skaber beskæftigelse til ca. 8-9.000 lønmodtagere.
Grønlands Hjemmestyre har i dag ansat ca. 4.000 personer. Heraf er ca. en tredjedel ansat i sundhedsvæsenet.

I bestræbelserne på at skabe en bæredygtig økonomi er det nødvendigt at flytte beskæftigelse fra den offentlige sektor til primært eksportorienteret produktion, fordi den offentlige sektor primært er forbrugende og ikke værdiskabende i en økonomisk sammenhæng.

Det er min opfattelse, at en nedskæring i den offentlige sektor skal ske på basis af bestræbelser på i videst muligt omfang at genbeskæftige det afgående personale i nye jobs, således at omkostningerne ved nedskæringer eller omstrukturering begrænses mest muligt.

Den offentlige sektor har en meget stor betydning i de øvrige sektorer, og forandringer i denne sektors rolle vil få afsmitning på alle typer erhvervsaktiviteter i landet.

Jeg anbefaler derfor, at Landsstyret snarest muligt igangsætter bestræbelser på at undersøge muligheden for at gennemføre konvertering af offentlig beskæftigelse til privat beskæftigelse samt kortlægge den offentlige sektors betydning for øvrige erhvervsaktiviteter i landet.