KUNUK - op gennem tiden ............. Finn Lynge, Narsaq 23. februar 2001

En dyb afsmag for alt høvdingevœsen. At lede kammeraterne ved eksemplets magt. At tage hånd om de laveste i dette ligemœndenes samfund, og ville dem det godt.

For mange udenforstående har det gamle Inuitsamfund altid haft en aura af noget sympatisk. Ved nœrmere eftersyn var der godt nok også roller der skulle besœttes med hœvntørst og grusomhed til den ene side, og med smiger og rygklapperi til den anden. F.eks. er jo Kaassassuk-historien - sin heltekarakter ganske ufortalt - ét langt vœveri af sådanne trœk.

I historien om Kunuk, derimod, ser vi en rœkke karaktertrœk, som vi alle gerne vil identificere os med. Sådan skal det vœre! .... tœnker jeg, når jeg er kommen til slutningen af den historie. Her har vi den dygtige fanger, som fra barnsben har vœret vidne til vold og mord, og som på sin flugt fra alt det skrœkkelige kommer rundt i verden og ser hvordan andre mennesker lever og gererer sig.

På trods af at han og hans lillebror er ganske unge da de bliver drevet på flugt og skal til at klare livet helt alene, har de tydeligvis - uden at tœnke meget over det - de gode gamle Inuit-vœrdier med sig i bagagen. Kunuk er ikke bare den dygtige fanger og det omsorgsfulde familiemedlem, som tager sig af sin sårede og døende søster. Han plejer også omgang med den fattige og underpriviligerede, og han er en storartet iagttager af de fremmede stammers måde at organisere sig på.

Hvad dette sidste angår, står vi her overfor historiens centrale tema. Vi ser Kunuk og hans lillebror på deres ensomme fœrd gennem fjeldlandskabet. En dag får de øje på en samling telte ved en fjordbred. De lœgger sig til rette oppe i fjeldet og iagttager de fremmede. Vejret er fint og dejligt, solen skinner og havdyrene pruster i den blanke vandoverflade. Alle tiders jagtdag! Men ingen af alle de ivrige fangere dernede i lejren tør røre på sig førend deres høvding er vågnet, er kommet ud af teltet, har fået gabt og strakt sig, kradset sig på maven og tisset af, og har fået bestemt sig på alles vegne.

I Knud Rasmussens danske gengivelse ligger der en tydelig undertone, noget uudsagt, hver gang ordet "høvding" kommer op og vende. Det er, med al respekt, som jeg lœser det ialtfald, noget i retning af "den sk.... høvding". Teksten er fuld af foragt for denne enerådertype, og Kunuk har ikke en pind tilovers for alle de fangere, der i praksis røber sig som slavesjœle i deres underdanighed for høvdingen. Dette er de undertryktes samfund, som han her ligger oppe i fjeldet og iagttager. Og man kan mœrke hvordan han tœnker ved sig selv: jeg skal sgu' vise dem ...

Hvilket han så gør.

I høvdingens kreds, de underdaniges samfund, står det skralt til med den sociale bevidsthed. Den gamle fattige mand, som ikke kan mere selv, hans fangstpart bliver bare et enkelt ribben og en stump af en tarm. Den situation bliver der vendt op og ned på, da først Kunuk har vist sig på scenen og gjort sig gœldende. Der er ikke her - som i de forskellige versioner af Kaassassuksagnet - tale om noget egentligt voldeligt opgør. Det kommer på plads ved at Kunuk tillader sig at udkonkurrere høvdingen som fanger. Som de ville sige i England: he is a good sport. Han holder så at sige et spejl op for den autoritære og fagligt uduelige ledertype og sørger for at
med hvad mål han tilmåler andre, vil han selv blive målt! Han kalder noget karma ind på scenen, ville de sige ude i Østen. Kunuk bruger ikke unødvendig vold. Han foretrœkker at sørge for, at utidig selvhœvdelse ender i offentlig ydmygelse.. Det er langt det mest effektive. Og da han har vundet sit slag, udråber han ikke sig selv til ny høvding. Han går ind for et samfund af frie, ligevœrdige fangere. Er der brug for et lederskab, skal det vœre med eksemplets magt. I lillesamfundet kender fangerne deres egen vœrd, og hvad de har brug for er en maligassiuisoq, en foregangsmand, et forbillede, ikke nogen naalagaq.

Sagnet om Kunuk står som en af perlerne blandt de mange overleverede tekster. Der er tale om et vandresagn med lange rødder bagud i historien, og der er nœppe tvivl om, at de fremmede med deres høvdingetype i spidsen for det hele, som Kunuk ligger oppe i fjeldet og iagttager, er en overlevering om mødet med de nordamerikanske indianere.

At afsmagen for høvdingevœsenet så i grønlandsk historisk sammenhœng nemt vil blive set som et opgør med nordboerne og deres måde at organisere sig på, det siger sig selv. Hvad enten det er indianere eller det er nordboer man står overfor, så har Inuit reageret ved at tegne deres eget billede af en god ledertype. En der ikke herser og regerer. En der ikke prøver at styre tingene ved at omgive sig med "undersåtter". En der skaber respekt ved sin faglige dygtighed, ville vi vi sige nutildags, og som dertil viser et socialt sindelag. En der sœtter sig igennem som en første blandt ligemœnd.

Bedre kan det jo nœsten ikke vœre. Det ville vœre dejligt, hvis det var den slags ledertyper, som det nye Grønland fostrer. Er det det?

Disse de bedste trœk i den gamle Inuitkultur er - historisk set - blevet udfordret og testet i ialtfald tre ombœringer.

Den første ombœring er den meget lange periode, der fulgte Inuit's indvandring fra Sibirien til Alaska for, skal vi sige, ca. 4000 år siden, og som sagnet om Kunuk er et vidnesbyrd om. De lange vandringer ind over det endeløse nordamerikanske Arktis blev rammen om mange konflikter med skov- og tundraindianerne - konflikter som ytrer sig den dag i dag i både Alaska og (isœr) Canada. Gennem disse årtusinder har Inuit bevaret de frie samkvemsformer og holdt skansen mod det for dem så usmagelige høvdingevœsen, der huserede inde bag skovbrynet. Gennem de mange generationer, og henover de umådelige landskaber af tundra, hav og sne har Inuit med stor sikkerhed fastholdt deres socio-kulturelle identitet som et høvdingeløst samfund.

Da Inuit i 12-, 13- og 1400-tallene vandrede ned langs den vestgrønlandske kyst, mødte de et andet høvdingesamfund. Det var anden ombœring. De overleveringer, vi står med fra dette kulturmøde, beretter både om sammenstød og om fredelig sameksistens.

Hvor man skal lœgge vœgten her afhœnger som bekendt af fortœllerens lynne. At begge dele har fundet sted, er der ingen tvivl om. Men at der i hver af disse to scenarier - stridigheder og fredsperionder - har vœret en fœllesnœvner, kan der heller ikke vœre nogen tvivl om: kalaallit's afsmag for nordboernes høvdingevœsen. De brød sig simpelthen ikke om det, og kunne ikke forstå hvorfor det skulle vœre nødvendigt. På nethinden står Arons trœsnit af nordbohøvdingen Uunngortoq med sin stridsøkse i hånden på vild flugt fra Qasapi, der kommer efter ham i sœlskindstøj og kamikker.

Også denne ombœring sluttede som bekendt med at høvdingevœsenet forsvandt bag horisonten, og Inuit's samfunds- og ledelseskultur forblev intakt.

Den tredje ombœring blev den alvorligste. Den lever vi midt i nu. For med kolonisation og mission kvaltes den overleverede myndighedsstruktur. Det stadigt mere påtrœngende behov for kaffe, the og tobak, perler og klœder, salmesang og barnedåb tvang folk hen til kolonibestyrere, handelsforvaltere og missionœrer, der ikke kendte til nogen anden stil en enevoldsherskerens. Folkets selvfølelse blev tvunget i knæ. Det var de nye høvdinge, der her kom til.

Dette høvdingevœlde kunne kalaallit ikke stå op imod, lige så lidt som stammefrœnderne i Canada og Alaska har kunnet holde de dersteds fremtrœngende kolonisatorer stangen.

Vi plejer at hœfte os ved årstallet 1979 som det år, hvor hjemmestyret blev indført.
I den foreliggende sammenhœng vil jeg hellere sige, at det var det år, hvor statens øverste hervœrende embedsmand mistede sin utrolige titel af høvding over hele Grønland - landshøvding, intet mindre. Fra nu af skulle der bare vœre en rigsombudsmand.

Det var vi mange, der var udmœrket tilfredse med. Folkets grundlœggende uvilje mod ethvert høvdingevœsen var intakt.

Men samtidig må vi alligevel nok se i øjnene, at uvilje er én ting, evnen til at gøre sig fri af uvœsenet noget andet. Halvtredje århundredes småhøvdinge her og der op og ned langs kysten har jo sat sine spor. Som Jonathan Motzfeldt sagde i sin velkomsttale til den franske udenrigsminister sommeren 2000, var grønlœnderne - til og med vore forœldres generation - blevet vœnnet til kun at gøre det, som kolonibestyreren havde givet dem besked på, eller som de havde fået lov til. Jonathan sluttede sin tale med at sige, at "den tid er forbi nu".

Er den det? Findes der ingen selvundertrykkelse mere i folket? Er al overdreven autoritetstro blevet tryllet vœk den 1. maj 1979?

Selvfølgelig ikke. Tvœrtimod er selvundertrykkelsen stadigvœk det helt store problem. Gennem kolonitiden var det Grønlands Styrelses store held, at de gamle Inuit-dyder hed tilbageholdenhed, beskedenhed og fåmælthed. Det styrkede hånden både blandt handelens og blandt kirkens folk. Autoriteterne blev aldrig udfordret. Men i et selvstyrende Grønland er dette en meget uhensigtsmæssig arv at lade gå videre. For der kommer jo nemt til at ligge en slags bagvendt logik i det hele. Disse
i sig selv så smukke karaktertræk kommer til at styrke det misbrug, som det er deres funktion at forhindre, så det koloniale uvæsen så langt fra at blive afskaffet med selvstyret tværtimod nemt kommer til at bide sig fast i forskellige forklædninger.
Står man overfor en person, som gør sig stœrk i munden og signalerer al mulig slags autoritet, så la'r man ham. Andet ville jo vœre uhøfligt, ikke!

På et af Arons billeder ser man folk stå rundt om en handelsforvalter, der vejer spœk af, og som tydeligvis har en finger på vœgten med henblik på at snyde fangeren. Alle kan se det, ingen gør noget ved det. Konfliktundvigelsens dyd er her blevet til selvundertrykkelsens last. Det ligner ikke noget at en KGH-mand snyder en fanger på den måde! Og det ligner ikke noget, at den fanger lader sig snyde, eller at der står en hel flok vidner, som tillader deres eget selvvœrd at kollapse ved bare at stå der og se på en sådan nederdrœgtighed uden at sige et kvæk.

Hvad ville Kunuk have gjort?

Hvis mit billede af ham er rigtigt, så ville han vœre gået hen og have hjulpet handelsforvalteren med at skubbe til vœgten, bare den modsatte vej. For vel var han høflig og human, men han var ikke selvundertrykkende, og han havde en god sans for ret og rimelighed. Men selvfølgelig, noget sådant krœver civilcourage. Og det er ikke nogen selvfølge i noget somhelst samfund, desvœrre.

Netop et sådant dagligdagens mod i de små ting er det, vi har brug for i det nye Grønland. Deriblandt også modet til at eksponere samfundsspidserne, når de bliver lidt for naalagaq- agtige. Det er jo ikke naalagakker vi har brug for. Det bedste i den grønlandske kultur og i folkets instinkter tilsiger os at blive ledet kammeratligt, med stor faglig dygtighed og med social ansvarlighed. Dagens Kunuk ville - foruden at vœre en rigtig dygtig fanger og jœger - også sœtte en œre i at forstå dagens namminersuinneq som at sørge for at få afdraget sine erhvervsstøttelån, betale sin skat med glœde, og sikre gode og rimelige arbejdsvilkår for dagens socialmedhjœlpere.

Lœnge leve Kunuk.

 

Finn Lynge
Narsaq 23. februar 2001