Johan Lund Olsen: Overvejelser omkring Grønlands udenrigspolitik nu og forventninger i fremtiden

Det Grønlandske Selskab foredrag 8.2.2001

Stikord

Den uderigspolitiske kompetence:

  • Hovedreglen i den nugældende Hjemmestyrelov er (§§ 10 og 11)
    • at udenrigspolitikken er et suverænt dansk rigsanliggende, jfr. grundlovens § 19; samt
    • at Hjemmestyret er bundet af de forpligtelser, der følger af de traktater og andre internationale regler, som til enhver tid er bindende for Riget.

Dette indebærer igen:

  • at hjemmestyremyndighederne ikke kan indgå internationale aftaler med fremmede folkeretssubjekter i eget navn
  • at hjemmestyremyndighederne ikke på egen hånd kan etablere diplomatiske forbindelser med andre lande eller internationale organisationer, samt
  • at hjemmestyremyndighederne ikke kan indtale krav eller gøre fordringer gældende i eget navn ved mellefolkelige retsinstanser

Det er Rigsfællesskabets nuværende grundlag - hvad enten vi taler om Færøerne eller Grønland. Men udviklingen og praksis har været en hel anden.

Praksis og nye procedurer efter 21 år:

  • Vi har fået større råderum i forhold til udlandet og vi har set, at hjem-mestyremyndighederne i en række tilfælde og i en vis udstrækning rent faktisk og i praksis har optrådt selvstændigt - med eller uden Rigets udenrigstjeneste. (Især i fiskerispørgsmål)
  • Hjemmestyrelovens rammer er derfor i dag utidsvarende og forlængst sprængt. Dette forhold afspejler og bekræfter, at verdenen er i stadig forandring.
    Grønland er gennem de 21 år med hjemmestyre blevet meget mere synlige ude i den store verden. Rigsfællesskabet er ikke en statisk størrelse - og for Grønlands vedkommende er "anorakken" begyndt at stramme.
  • Samtidig er Retsvæsenskommissionen ved at ligge sidste hånd på en ajourføring og revision af hele justitsområdet, og
  • Danmark er fortsat stærkt bundet til EU og integreres mere og mere i EU-samarbejdet, mens Grønland har meldt sig ud
  • Forsvarsaftalen af 1951 er som et levn fra kolonitiden fortsat gældende, samtidig med at verden og Grønland inklusive, har gennemgået store omvæltninger og hvor den traditionelle magtpolitik er ved at blive afløst af andre samarbejdsformer - landene imellem.
  • Vi ser også nye konstitutionelle forhold - ikke bare nationalstaterne imellem, men også internt hos nationalstaterne, hvor tidligere kolonier har fået og får større indflydelse og medbestemmelse på egne anliggender - også indenfor det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.

Med andre ord: Grønland er blevet særdeles synlig på verdenskortet og Grønlands ret til egne synspunkter og holdninger, samt Grønlands ønske om større indflydelse - også omkring de områder, hvor der er tale om sikkerheds- og forsvarspolitiske interesser - har vundet større og større gehør - selvom det i teorien og sådan som Hjemmestyreloven i dag er skruet sammen - ikke skulle være muligt.

  • Der er således indtil i dag på nogle områder etableret praksis for, at visse aftaler indgås af Danmarks regering inkl. Grønlands Landsstyre, og at disse aftaler underskrives af såvel udenrigsministren som Landsstyreformanden.
  • Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske udvalg mødes årligt med den danske udenrigsminister, hvor såvel generelle udenrigspolitiske spørgsmål som sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål af særlig interesse for Grønland, drøftes
    • Siden midten af 1990'erne er der ligeledes etableret en praksis og nedsat et særligt embedsmandsudvalg, hvor Hjemmestyrets og Udenrigsministeriets embedsmænd "løbende drøfter alle sikkerheds- og udenrigspolitiske spørgsmål, herunder NATO-spørgsmål, der berører Grønland, og som man fra dansk eller grønlandsk side måtte ønske at bringe op."
      Dette udvalg drøfter endvidere - altså på embedsmandsniveau, "nuværende og fremtidige sikkerhedspolitiske spørgsmål for Rigsfællesskabet og særligt sådanne emner, der måtte berøre Grønlands strategiske beliggenhed eller faciliteter tilknyttet grønlandsk territorium, med henblik på udveksling af informationer og synspunkter så tidligt som muligt og i øvrigt m.h.p. det tættest mulige samarbejde, inden afgørelse i sådanne sager træffes i regeringen."
  • Som noget helt nyt er det særdeles interessant at konstatere, at der i NMD-sagen nu også er udviklet en praksis og en procedure om samtidig orientering og rådslagning af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn og Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske udvalg. Det er en nyskabelse man skal hæfte sig ved, al den stund at vi jo har en grundlov der siger, at det er Kongen (regeringen) der fører udenrigspolitikken.

Al det hér giver os en kærkommen lejlighed til at regelfastsætte/lovfæste en udviklet praksis.. Praksis og de nye procedurer har jo kørt i mange år og hviler i dag ikke på et egentlig lovgrundlag i Hjemmestyrelovens forstand.

  • I arbejdsgruppen har vi derfor overfor den samlede Kommission indstillet, at der bør indbygges de bestemmelser i hjemmestyreloven der tilgodeser disse tiltrængte ændringer, når nu praksis og den faktiske udvikling allerede tilsiger det:
    • Arbejdsgruppen lægger derfor op til, at Hjemmestyreloven ændres med nye bestemmelser om:
      • a) at regeringen skal rådføre sig med landsstyret forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde, der særligt berører grønlandske interesser,
      • at når sager vedrørende Grønland forelægges for det Udenrigspolitiske nævn i medfør af § 2 i loven om Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, skal de samtidig forelægges for Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg.

Disse bestemmelser bliver således en form for "politisk overbygning" på det særlige embedsmandsudvalg jeg nævnte tidligere.(Kleist/Friis udvalget)

Herudover arbejder vi med en ajourføring og præciseringer eller udvidelser af Hjemmestyrelovens bestmmelser om uderigsanliggender, således at disse også svarer til den udviklede praksis, bl.a. lovens § 16.
§ 16 (Hjemmestyret kan ansætte medarbejdere ved danske repræsentationer i lande, hvor Grønland har særlige erhvervsinteresser, og hjemmestyret kan få adgang til at gøre de særlige grønlandske interesser gældende ved internationale forhandlinger af betydning for det grønlandske erhvervsliv)

Efter ordlyden er de to bestemmelser begrænset til de særlige grønlandske erhvervsinteresser. Det er der ingen grund til. Vi har jo faktisk også uddannelsesmæssige, sportsmæssige, kulturelle samt mange andre interesser udenfor Grønland og DK. Bestemmelsen bør derfor være noget bredere.

Vi skal lade os inspirere og drage nytte af andre eksisterende ordninger for samarbejde mellem lande og områder i andre dele af verden.

  • Franske besiddelser i Ny Kaledonien og i Fransk Polynisien er et eksempel
  • New Zealand - Cook-øerne et andet.

New Zealands forhold og arrangement med Cook-øerne er særlig interessant for Grønland.

Selvom New Zealand har kompetencen på forsvars- og sikkerhedsområdet samt på det generelle udenrigspolitiske område, er der det interessante at der for begge områder gælder, at New Zealand ikke kan handle med virkning for Cook-øerne uden efter forudgående høring af og samtykke fra Cook-øernes premierminister.

New Zealand overfører årligt bloktilskud, men der er mellem parterne enighed om en udfasning eller aftrapning af tilskuddene frem til år 2009. Set i forhold til Færø-situationen er dette tankevækkende.

Det har vist sig, at Cook-øerne i praksis har varetaget deres udenrigspolitiske beføjelser helt selvstændigt.

Cook-øerne er selvstændige medlemmer af FN-organerne:

  • FAO (fra 1984)
  • ICAO (fra 1986)
  • UNESCO (fra 1989)
  • WHO (fra 1984)

Der er indgået traktater med bl.a. Australien, Frankrig, Syd-korea, USA samt med New Zealand - selvstændigt og i eget navn.

Cook-øerne underskrev selvstændigt Havretskonventionen i 1982.

Også på det forsvarspolitiske område har Cook-øerne i vid udstrækning handlet selvstændigt.
Da New Zealand således i 1987 meldte sig ud af ANZUS-pagten på grund af uenighed med USA om retten til at gennemsejle New Zealandsk søterritorium og anløbe New Zealandsk havn med atomvåbenførende orlogsfartøjer, valgte Cook-øerne at forblive i denne forsvarsorganisation (ANZUS-pagten) som selvstændigt medlem.

Behov for en nyordning
"Nyt Partnerskab"

Der skal findes en fleksibel ramme for Rigsfællesskabet, der kan opfange den politiske udvikling i Grønland. Forsømmes denne mulighed fra Danmarks side, kan det meget let blive begyndelsen til enden for Rigsfællesskabet. Mit parti - Inuit Ataqatigiit, snakker om en tiltrængt nyordning: et "Nyt partnerskab" baseret på ligeværd og respekt mellem DK og Grønland.
Det skal gerne munde ud i, at en ny lov: Selvstyrelov eller "Ny Partnerskabslov", bliver grundlovsumiddelbar. Det vil i realiteten indebære, at det danske Folketing - ikke længere kan tilbagetrække eller ophæve en ny Selvstyrelov for Grønland.
Jurister og forfatningseksperter skændes i dag om, at vores nuværende hjemmestyrelov er en ganske almindelig folketingslov og netop derfor kan tilbagetrækkes eller ophæves af et flertal i Folketinget.

Det kan Grønland ikke længere leve med. Det skal den arbejdsgruppe som jeg er formand for se nærmere på i Arbejdsgruppen vedr. forfatningsmæssige og folkeretlige spørgsmål.
Tak for ordet - Finn og jeg står til rådighed for spørgsmål fra salen.



Johan Lund Olsen
Landstingsmedlem og medlem af Selvstyrekommissionen