Imminik tatiginninneq, Finn Lynge

(sendt til AG)

Blandt de mange debatindlæg om sprogproblemet har jeg hæftet mig ved et indlæg af gymnasieelev, SIS-medlem Poul Olsen. Et indlæg, som jeg synes er tankevækkende.

Jeg sigter ikke så meget til den side af sagen, som har med eksamenskvalifikationerne at gøre. Det er godt nok et reelt pædagogisk og skolepolitisk spørgsmål, som jeg ikke skal gøre mig klog på. Det er snarere indlæggets anden vinkel, som sætter tankerne igang. Der står at "der diskuteres meget i gymnasiet, men mange holder sig tilbage, fordi de har svært ved udtrykke sig på dansk. De kunne nok ellers deltage noget mer i diskussionerne, hvis de fik mulighed for at tale grønlandsk."

Jamen hvad holder de grønlandsksprogede gymnasieelever tilbage fra at diskutere på grønlandsk? Hvad med helt målrettet at benytte netop gymnasiemiljøet til at skabe nogle regulære, velorganiserede grønlandsksprogede diskussions-klubber? Det er jo netop i gymnasierne vi har den opvakte, nysgerrige og debatlystne ungdom. Der må da være masser af emner, som grønlandsksprogede elever kunne tænke sig at diskutere indbyrdes: kommunalpolitikken i den by hvor man er, boligproblemerne, fangst- og jagtforholdene i nærområdet, erhvervsmulighederne i et fremtidens Grønland, som er mere selvhjulpent end det nuværende, og meget mere. De grønlandske gymnasieelever kunne jo også bruge deres fritid på at skabe debataftener i det stedlige forsamlingshus, simpelthen for at få gang i den ... på grønlandsk! Eller de kunne lave et lille beskedent lokalblad - pr. måned eller pr. kvartal - udelukkende på grønlandsk og beregnet for gymnasiets grønlandsksprogede elever. Der er mange muligheder. De grønlandske gymnasieelever skal ikke finde sig i at blive skubbet op i et hjørne, bare fordi de ikke er særlig gode til dansk. De skal træde ud af det hjørne, på grønlandsk og i deres egen ret.

Der er måske dem, der vi sige, at det er der ikke penge til. for man kan ikke bede eleverne gøre sådan en indsats i deres fritid uden de får noget for det. Se det er en rigtig dårlig holdning. Man kan gøre masser af ting frivilligt uden at få noget som helst for det, blot i den gode sags tjeneste. Det er ovenikøbet den eneste vej frem i et folk, der gerne vil have større selvstændighed. Det er intiativer der skal til, mere end beklagelser.

Endelig kan de grønlandske gymnasieelever gøre sig gældende i de debatter og diskussioner, der ude i samfundet allerede pågår på grønlandsk, og grønlandsk alene. F.eks. er der hver måned et udelukkende grønlandsksproget debatprogram i KNR, skabt på baggrund af en række radioforedrag af H.C.Petersen om jagt, fangst og naturbeskyttelse. Det er blevet til netop for at styrke den folkelige debat udelukkende på grønlandsk. De udsendelser kunne man jo optage på bånd, og spille af i en gruppe, og diskutere videre - på grønlandsk. Man kan ovenikøbet ved henvendelse til KNR få fat på båndene til de udsendelser og debatprogrammer, der allerede har været. Jo, der er mange muligheder.

Vi ved alle hvad det her i virkeligheden drejer sig om. Der er brug for et opgør med den gamle kultur på ét ganske bestemt punkt: traditionen for ittoorneq.

 

Kalaallini ittoorneq atorfeeruppoq. Ittoorneq namminersorniarnerlu imminik akerleriipput. Kalaallit inuusuttut namminersorniarnermik pingaartitsisut ittoratik erseqqissumik isumartik tusartittariaqarpaat. Allanit tamanit una pingaarnerpaajuvoq: imminik pingaartinneq. Imminik tatiginninneq.