Arbejdsgruppens kommissorium
1 Indledning
2 Strukturovervågning
3 Efterspørgselssiden på arbejdsmarkedet
4 Udbudssiden på arbejdsmarkedet
5 Relationer mellem arbejdsgiver og arbejdstager
6 Planlægning, administration og service
7 Arbejdsgruppens anbefalinger
8 Anvendte kilder og litteratur
Som vedtaget af Arbejdsgruppen vedrørende De menneskelige ressourcer, december 2002
Forord
Dette er Arbejdsgruppen "De Menneskelige Ressourcer"'s betænkningsbidrag vedrørende arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold.
I arbejdet det seneste år har arbejdsgruppen prioriteret en udadvendt virksomhed med besøgsrunder i forskellige byer, afholdelse af borgermøder samt møder med organisationer og virksomheder. Formålet har været at hente viden fra den grønlandske befolkning og diskutere grundlæggende principper for udviklingen af arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken de kommende år. Resultatet af denne kontakt har været et væsentligt redskab for arbejdsgruppens arbejde.
Samtidig har arbejdsgruppen fundet inspiration til arbejdet i de forskellige bøger, redegørelser og rapporter, som de seneste år er udgivet om forhold relateret til den førte arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik.
Overalt, hvor vi har været gæster eller selv har inviteret til møder, har vi mødt stor venlighed og imødekommenhed. Vi vil gerne takke de mange, der direkte og indirekte har hjulpet med til udarbejdelsen af denne betænkning.
Nuuk, december 2002
Til toppen
I dette kapitel gengives arbejdsgruppens kommissorium, og arbejdsgruppen redegør kort for dens fortolkning af kommissoriet. Endvidere er der en gennemgang af de aktiviteter, som er gennemført af arbejdsgruppen.
Kommissorium Underkommissorium for Arbejdsgruppen vedrørende De Menneskelige Ressourcer er formuleret således:
"Af Selvstyrekommissionens kommissorium af 7. januar 2000 fremgår:
"Det er kommissionens opgave at udarbejde en betænkning om mulighederne for at udvikle Grønlands selvstændighed inden for rigsfællesskabets rammer, baseret på princippet om, at der skal være overensstemmelse mellem rettigheder og forpligtigelser:
Kommissionen skal beskrive hjemmestyrets nuværende forfatningsretlige stilling - herunder kompetence- og delegations spørgsmålene mellem staten og hjemmestyret - og identificere og beskrive alternative ordninger, der indenfor rigsfællesskabet i højere grad vil imødekomme ønsket om selvstyre.
Kommissionen skal fremkomme med forslag til en mulig udvikling i retning af økonomisk selvbårenhed, herunder grundlaget for bloktilskuddet. Den skal beskrive og overveje ændringer i Landskassens forskellige tilskudsordninger.
Kommissionen skal overveje behov, muligheder samt fordele og ulemper ved at overføre yderligere sagsområder til hjemmestyret.
Kommissionen kan fremkomme med forslag til ændringer af hjemmestyreloven, bestående bemyndigelseslove samt ændringer af forvaltnings- og rammeaftaler mellem staten og hjemmestyret på de nævnte områder."
På baggrund af ovenstående skal Arbejdsgruppen vedr. De Menneskelige Ressourcer beskrive eksisterende forhold indenfor sit område og specielt fokusere på problematikker omkring rekruttering af uddannet arbejdskraft til det grønlandske arbejdsmarked.
Arbejdsgruppen skal analysere det nuværende uddannelsessystem og give en vurdering af, hvordan der i fremtiden kan etableres et fleksibelt uddannelsestilbud tilpasset aktuelle og fremtidige behov.
Arbejdsgruppen skal undersøge den overordnede struktur på arbejdsmarkedet, herunder vurdere arbejdsstyrkens bosætningsmønster i forhold til den fremtidige regionale udvikling og forskellige udviklingsscenarier for den fremtidige erhvervsstruktur.
Arbejdsgruppen skal undersøge hvilke tiltag, der kan og bør iværksættes for at optimere selvforsyningen af uddannet arbejdskraft.
Arbejdsgruppen skal sikre sig overblik over det nuværende erhvervslivs virksomhedsstruktur og give forslag til implementering af nye mål for virksomheders sociale ansvar.
Den nuværende socialpolitiske indsats er meget udgiftstung for den offentlige økonomi. Det er derfor afgørende for en fremtidig bæredygtig økonomi at få udnyttet de menneskelige ressourcer bedre. Arbejdsmarkedstiltagene skal undersøges for at sikre, at så få mennesker som muligt nu og i fremtiden bliver afhængige af sociale hjælpeforanstaltninger.
Arbejdsgruppen skal, inden for sit arbejdsområde, opstille mulige scenarier for opfyldelsen af de overordnede mål som kommissionens kommissorium udstikker.
Endelig skal arbejdsgruppen ud fra de opstillede scenarier komme med anbefalinger til, hvilke af de opstillede, der skal søges fremmet i kommissionens endelige betænkning.
Selvstyrekommissionens arbejdsgrupper skal, hver inden for deres område være opmærksom på berøringsflader og eventuelle overlapninger i forhold til andre arbejdsgruppers arbejde.
Arbejdsgrupperne skal desuden holde respektive direktorater indenfor hjemmestyret behørigt underrettede om deres arbejde.
Til toppen
Afrapportering til kommissionen:
Arbejdsgruppen skal til hvert kommissionsmøde meddele status for arbejdsgruppens arbejde, samt fremlægge spørgsmål der kræver den samlede kommissions overvejelser og stillingtagen. Arbejdsgruppen fremsender, mindst 2 uger før hvert kommissionsmøde, via sekretariatet materiale som anses for relevant til kommissionens møder."
Arbejdsgruppen har valgt at fortolke sit kommissorium således, at der prioriteres opstilling af målsætninger for alle overordnede politikområder vedrørende det grønlandske arbejdsmarked. Der er således prioriteret en tilgang, hvor de overordnede præmisser for det fremtidige arbejdsmarked fastsættes, hvorved detaljespørgsmål omkring teknisk indretning af arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet er nedprioriteret og kun medtaget i vurderingerne i den udstrækning, at de principielt har betydning for de store linjer i fastsættelsen af den fremtidige politik på de to områder.
Arbejdsgruppen har i forbindelse med fortolkning af sit kommissorium og ud fra høringer hos befolkningen diskuteret begrebet selvstyre, og har i den anledning fundet enighed om følgende formuleringer om gruppens forståelse af processen mod fuld suverænitet byggende på en proces, der omfatter tre trin:
Det første trin har været indførelsen af hjemmestyret. Hjemmestyreordningen tager sit udgangspunkt i, at vi er en økonomisk integreret del af Danmark, men har vores eget parlament og administration. Dette er fastlagt i dansk lovgivning og kan teoretisk set tages fra os igen, hvis Folketinget ikke godtager vores forvaltning. Under denne ordning har Grønland ikke en ensidig råderet over landet.
Det andet trin, vi nu står overfor, er at skabe en ordning, hvor Danmark og Grønland finder en samarbejdsform, hvor vi forhandler på lige fod.
Det tredje trin er egentlig uafhængighed af rigsfællesskabet.
Det grønlandske folk skal accepteres som ét folk med samme rettigheder som andre folkeslag, specielt med hensyn til ejendomsretten til landet. Et fremtidigt delmål bør være at opnå en eller anden form for fri association inden for rigsfællesskabet. Her er det Danmark og Grønland, der på lige fod forhandler om samarbejdet.
Arbejdsgruppen har på de offentlige møder erfaret, at deltagerne på møderne allerede nu ønsker kendskab til mulighederne for, at Grønland kan sikres uafhængighed uden for rigsfællesskabet. Det kan have stor symbolsk betydning, at der fastsættes mål for den samlede proces. Selvstyre bør kunne gennemføres i dette årti. I år 2021 er det 300 år siden, at Hans Egede kom til Grønland. Det kan have stor symbolsk værdi, hvis Selvstyrekommissionen fastsætter som mål, at Grønland opnår fuld suverænitet år 2021.
Arbejdsgruppen opfatter selvstyre som den højest mulige status for Grønland inden for rigsfællesskabet. Det er et Grønland, der er økonomisk selvbærende med en befolkning, der er initiativrig, og som sætter sit sprog og kultur i højsædet. Selvstyre er en status, hvor landet har det fulde ansvar og kompetence for alle anliggender. Der skal sikres en forvaltning, der ikke er fremmed for borgerne med en glidende overgang til forretningsmæssige principper og med et solidt fundament for regionernes egen formåen på basis af egne erfaringer, særpræg, stærke sider samt udviklingspotentiale.
Arbejdsgruppen fastsatte selv sit navn "Arbejdsgruppen vedrørende De Menneskelige Ressourcer". Denne betegnelse har forpligtet arbejdsgruppen til at sætte de menneskelige aspekter og sameksistens i centrum for sit arbejde.
Arbejdsgruppen ønsker udviklet et Grønland på basis af multikulturalisme. Dette er et samfundssyn, som fremhæver mangfoldigheden af kulturelle værdimønstre og etniske tilhørsforhold som et gode. Der skal lægges vægt på at skabe en fælles viden om grønlandske traditioner.
Der skal skabes bedre information fra den offentlige forvaltning til borgerne. Landets egne ressourcer skal udnyttes bedre. Der skal sikres større selvværd, således at det enkelte menneske kan føle sig tryg, fordi der skabes en følelse af at være værdsat og en følelse af, at der er brug for den enkelte. Uddannelse skal sikre flere hjemmehørende i ledende stillinger.
At skabe grobund for en god økonomi kræver mange forandringer, men der må samtidigt lægges vægt på at sikre, at kulturen forbundet med bosætning i byer og bygder på kysten bibeholdes i respekt med naturen og miljøet.
Det er endvidere afgørende, at grundlaget for vores eksistens bygger på princippet om mennesket i centrum og reel ligestilling (lige muligheder) mellem kvinder og mænd. Der skal skabes gode rammer for gensidig hjælp mellem de enkelte borgere og familier.
Arbejdsgruppens aktiviteter Arbejdsgruppen har udover arbejdsgruppemøder gennemført følgende udadvendte aktiviteter:
Besøgsrunde i Sisimiut med følgende aktiviteter:
Borgermøde, møde med kommunen, INI, KNI, Bygge- og anlægsskolen, Knud Rasmussen Højskolen og Sprogcentret.
Besøgsrunde i Aasiaat med følgende aktiviteter:
Et borgermøde i forsamlingshuset, besøg på værftet, på gymnasiet og Gammeqarfik-folkeskolen, systuen samt seks forskellige høringer i kommunalbestyrelsens mødesal med forskellige repræsentanter fra kommunalbestyrelsen, fra partier og organisationer, fra virksomheder samt fra undervisningsvæsenet. Børn og ældre samt gymnasieelever deltog aktivt under besøget i Aasiaat.
Herudover gennemførte arbejdsgruppen en ekskursion til Akunnaaq, hvor der blev afholdt et velbesøgt og aktivt borgermøde.
Besøgsrunde i Nuuk med følgende aktiviteter:
To borgermøder på henholdsvis grønlandsk og dansk, møde med de studerende på gymnasiet og på seminariet og møde hos Royal Greenland A/S, hos S.I.K. og hos Grønlands Arbejdsgiverforening.
Formanden for arbejdsgruppen har afholdt møder med landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Ole Dorph, samt landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke, Lise Skifte Lennert.
Formanden for arbejdsgruppen har endvidere afholdt møde med bestyrelsesmedlemmer for DKIK, Danmarkimi Kalallit Illinniagaqartut Kattuffiat, organisationen for de grønlandske studerende i Danmark, og der er afholdt møde med Beskæftigelsesministeriet og Arbejdsmarkedsstyrelsen i Danmark.
Arbejdsgruppens medlemmer har deltaget i flere radiodebatter med indledende foredrag og efterfølgende debatprogrammer.
Endvidere har arbejdsgruppens medlemmer deltaget i møder og seminarer omhandlende en lang række emner inden for arbejdsgruppens arbejdsfelt. Bl.a. har formanden for arbejdsgruppen deltaget med foredrag på SULISA's konference i Kangerlussuaq den 27. oktober 2001.
Arbejdsgruppen har indhentet responsum fra Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, fra Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke samt fra Arbejdstilsynet.
Til toppen
Arbejdsgruppens arbejdsfelt er særdeles omfattende. Derfor måtte planlægningen også fra starten tage højde for, at vi kun i begrænset omfang kunne behandle de enkelte aspekter på detaljeniveau. Arbejdet har derfor fokuseret på de overordnede principper, som vi finder bør gælde inden for såvel arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken.
I denne indledning er der en kort oversigt over de metodiske overvejelser for arbejdsgruppens arbejder. Bagerst i betænkningen findes en oversigt over litteratur og kilder, der har dannet basis for arbejdet.
Til toppen
1.1 Metodiske overvejelser
De metodiske overvejelser har ført til en fremgangsmåde, der kort kan beskrives som:
- Arbejdsgruppen vil inddrage befolkningen og arbejdsmarkedets parter allerede i de indledende faser i arbejdet. Tanken om selvstyre skal funderes på et folkeligt grundlag.
- Arbejdet skal omfatte alle aspekter af arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken. For at nå dette mål, vil der primært blive fokuseret på hovedprincipper for den samlede politik.
- Fokus for arbejdsgruppens undersøgelser skal altid være de overordnede målsætninger og de værdier, vi ønsker at fremme i forbindelse med gennemførelse af selvstyre. Målsætningerne skal formuleres på basis af de forudsætninger og betingelser, som findes for samfundet, og det er arbejdsgruppens hovedopgave at finde frem til de problemområder, som også i fremtiden kan være barriere for gennemførelsen af målsætningerne.
Sidstnævnte punkt er illustreret i Figur 1. Arbejdsmetoden er en fortsat analytisk proces, som hele tiden peger tilbage på de overordnede målsætninger.
Figur 1. Metode for arbejdsgruppens arbejde
Til toppen
1.1.1 Hovedområder i arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken
For at få skabt et overblik over det samlede arbejdsområde tog arbejdsgruppen udgangspunkt i en klassifikation af arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet i fem hovedområder, der hver for sig kan omfatte flere politikområder og mange indsatsområder.
Tabel 1, side 347, viser denne inddeling, der således dannede basis for opdeling af det samlede arbejdsområde som basis for arbejdsdeling i arbejdsgruppen og som grundlaget for dispositionen til dette arbejdspapir.
Hver enkelt af de fem hovedområder i Tabel 1 er således lagt til grund for et kapitel i dette arbejdspapir.
Tabel 1. Oversigt over det samlede arbejdsområde for arbejdsgruppen
Den arbejdsmarkedspolitiske indsats kan således beskrives som omfattende følgende fem hovedområder:
- Evnen til at identificere udfordringer og problemer som forventes at ville få indflydelse på arbejdsmarkedet, og som kræver en eller anden form for indblanding fra landsstyret og kommunerne. Endvidere at kunne designe politikker og strategier som kan danne basis for de politiske tiltag. (I Tabel 1 betegnet ¿Strukturovervågning¿).
- Evnen til at implementere og få indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken på efterspørgselssiden på arbejdsmarkedet, herunder sikre beskæftigelsesfremme og en høj produktivitet med konkurrencedygtig arbejdskraft. (I Tabel 1 betegnet "Efterspørgselssiden på arbejdsmarkedet").
(Note: Produktiviteten er forholdet mellem produktionen målt i mængde og andel af forbrugte antal arbejdstimer.)
- Evnen til at implementere og få indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken på udbudssiden på arbejdsmarkedet, herunder sikre arbejdsstyrkens fleksibilitet, fortsat udvikling af arbejdsstyrkens uddannelse, sikre et hierarki af incitamenter for at få højere jobstatus, gennemføre effektiv aktivering af ledige samt opbygge moderne arbejdsformidlingssystemer. (I Tabel 1 betegnet "Udbudssiden på arbejdsmarkedet").
- Evnen til at sikre produktive og sikre relationer mellem arbejdsgiver og arbejdstager. En stabil ramme for lønpolitikken, optimal sikkerhed i ansættelsen i form af hovedaftaler samt optimale forhold inden for arbejdsmiljø. (I Tabel 1 betegnet "Relationer mellem arbejdsgiver og arbejdstager").
- Evnen til effektivt at administrere og servicere alle aktører i arbejdsmarkedspolitikken, herunder sikre størst mulige resultater med de begrænsede ressourcer, der er stillet til rådighed. (I Tabel 1 betegnet "Planlægning, administration og servicering").
Til toppen
I Selvstyrekommissionens kommissorium til arbejdsgruppen hedder det:
"Den nuværende socialpolitiske indsats er meget udgiftstung for den offentlige økonomi. Det er derfor afgørende for en fremtidig bæredygtig økonomi at få udnyttet de menneskelige ressourcer bedre. Arbejdsmarkedstiltagene skal undersøges for at sikre så få mennesker som muligt nu og i fremtiden bliver afhængige af sociale hjælpeforanstaltninger."
Arbejdsgruppen mener, at et væsentlig redskab til sikring af forbedret udnyttelse af de menneskelige ressourcer er at sikre, at politikere og andre beslutningstagere har de bedst mulige redskaber til at vurdere de nuværende og de forventede fremtidige betingelser på arbejdsmarkedet. Disse redskaber er her samlet under den fælles betegnelse strukturovervågning.
Den overordnede målsætning for strukturovervågningen kan formuleres på følgende måde:
At identificere udfordringer og problemer som forventes at ville få indflydelse på arbejdsmarkedet, og som kræver en eller anden form for intervention fra landsstyret. Endvidere at kunne designe politikker og strategier som kan danne basis for intervention.
Som det fremgår af indholdsfortegnelsen til denne betænkning er strukturovervågningen taget ud som en selvstændig enhed, mens planlægning, administration og service er behandlet i et andet kapitel. Dette skyldes, at arbejdsgruppen har valgt at sætte speciel fokus på det afgørende i en effektiv strukturovervågning. Behovet for strukturovervågning findes inden for alle samfundsanliggender, men netop de hurtigt skiftende konjunkturforhold på arbejdsmarkedsområdet gør overvågning af f.eks. efteruddannelsesbehovet eller ledighedsbekæmpelsen til et altafgørende redskab.
Et fælles motto må være, at man altid kan gøre noget endnu bedre. En aktuel og valid strukturovervågning er en afgørende forudsætning for, at der på politisk niveau kan tages kvalificerede beslutninger med hensyn til en fortsat forbedring af rammerne for arbejdsmarkeds- og uddannelsesindsatsen. På arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet vil der normalt altid være færre ressourcer til rådighed, end det kortlagte behov. Der vil og skal derfor altid være stor konkurrence om de tilgængelige midler.
På denne baggrund er det vigtigt, at den politiske og administrative prioritering i forbindelse med opbygning af rammebetingelser for den arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitiske indsats kan ske på et velfunderet grundlag. Overvågningen skal sikre en kontinuerlig fornyet erkendelse af, hvordan alle interessenter på dette politikområde kan forbedre deres indsats.
Arbejdsgruppen har indledningsvist opstillet forslag til forskellige hovedelementer, som kan indeholdes i begrebet strukturovervågning. I et efterfølgende afsnit redegøres der kort for status for de enkelte elementer på nuværende tidspunkt.
Arbejdsgruppen fastsætter herefter i detaljer den overordnede målsætning for den fremtidige strukturovervågning på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet på basis af de betingelser og forudsætninger samt konflikter, der kan forudses i forbindelse med implementering af en optimal indsats på området.
Til toppen
2.1 Forslag til elementer i strukturovervågningen
Strukturovervågningen kan omfatte følgende elementer:
- Monitering (dvs. periodisk gentagne fastsatte målinger) af arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet, herunder etablering af
- En aktuel og valid arbejdsmarkedsstatistik, omfattende statistik over arbejdsstyrke, beskæftigelse, ledighed, løn og indkomster samt arbejdskraftens kvalifikationer m.v.
- En aktuel og valid uddannelsesstatistik, omfattende statistik over uddannelsessøgende, frafald og produktion m.v.
- Løbende evaluering af de enkelte elementer i den samlede arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitiske indsats.
- Kontinuerlig indrapportering fra lokale arbejdsmarkedskontorer og uddannelsesinstitutioner.
- Mål- og resultatstyring på alle indsatsområder på basis af erhvervslivets efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft.
- Konsekvensvurdering (herunder cost-benefit analyser) af alle større investeringer og nye tiltag.
- Benchmarking (dvs. sammenligning af status og udvikling med andre lande og regioner) af kvalitet og effektivitet på alle områder, hvor grønlandske forhold og rammebetingelser løbende sammenlignes med andre lande og regioner (f.eks andre selvstyrende områder i Arktis).
Ovenstående kan virke omfattende og ressourcekrævende, men erfaringer fra andre lande viser, at en fuldt udbygget strukturovervågning er et vigtigt redskab i de fortsatte bestræbelser for at give arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken mindst lige så gode rammebetingelser som de, der gælder for de lande eller regioner, der konkurreres med.
Til toppen
2.2 Status
I dette afsnit behandles, hvordan anvendelsen i dag er af de enkelte elementer i strukturovervågning.
Grønland har under hele perioden med hjemmestyre været et gennemregistreret samfund. Der findes mange offentlige registre, der til fulde giver basis for en moderne statistik inden for både arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet.
Frem til slutningen af 1980¿erne har der været produceret statistik, men siden er både omfanget og kvaliteten faldet. Den kontinuerlige statistik er på flere områder erstattet af enkeltstående undersøgelser, som samfundsmæssigt set er betydeligt mere ressourcekrævende end traditionel statistik, og som har den mangel, at det kan være vanskeligt at sammenligne med andre undersøgelser. Denne form for undersøgelser har sjældent har en større dækningsgrad.
På arbejdsmarkedsområdet har der siden 1998 været bestræbelser på at få en arbejdsmarkeds- og uddannelsesstatistik implementeret. Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked har udviklet idéen om at opbygge arbejdsmarkedsanalysemodellen SULIAQ. Samtidig er en online jobbank med tilhørende ledighedsregistrering under implementering i flere kommuner. I Grønlands Statistik har man siden 1994 haft til hensigt at forbedre arbejdsmarkedsstatistikken, men denne statistik har primært omfattet arbejdsstyrkestastistik og ledighedsstatistik. Arbejdsstyrkestatistikken beror på demografiske oplysninger. Grønlands Statistik har i alle årene udgivet en ledighedsstatistik.
I slutningen af år 2000 udkom der for første gang en foreløbig beskæftigelsesstatistik for året 1998.
På uddannelsesområdet er der fortsatte bestræbelser på at få opbygget en database med oplysninger om de uddannelsessøgende, og det forventes, at der kan genereres statistik på basis af denne database i løbet af år 2002. Der findes ingen statistik om arbejdsstyrkens uddannelsesmæssige sammensætning. Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke har nu tilknyttet sig SULIAQ.
Det sociale område er stort set statistisk ubeskrevet. Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked har dog for året 1999 lavet redegørelse med statistik over førtidspensionister i fjorten kommuner, og der har været bestræbelser på i samarbejde med Grønlands Statistik at få udviklet en socialstatistik dækkende alle overførselsindkomstområderne. Dette har resulteret i en enkelt publikation i 2001.
Lønstatistiske oplysninger er kun i begrænset omfang tilgængelige. De offentlige arbejdsgivere beregner på basis af det offentlige lønsystem Akissarsiat, hvilken betydning en given overenskomstfornyelse vil have for Landskassen og for kommunernes økonomi. De private arbejdsgivere udarbejder på basis af de medlemsvirksomheder, der indsætter lønoplysninger gennemsnitstimelønninger for udvalgte faggrupper, og Grønlands Arbejdsgiverforening har udarbejdet oversigt over arbejdsgivernes samlede lønomkostninger for ikke-faglært og faglært arbejdskraft på minimalløn.
De enkelte direktorater modtager løbende forskellige former for indberetninger fra de kommunale arbejdsmarkedskontorer og fra de enkelte uddannelsesinstitutioner, men der er ikke oparbejdet faste rutiner for dette arbejde. I Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked er der krav om oplysninger om visse former for udbetaling af overførselsindkomster i kommunerne, hvor hele beløbet eller en bestemt andel af dette refunderes via Grønlands Hjemmestyre. Kun nogle af disse oplysninger modtages elektronisk, og der er således normalt ikke adgang til konkrete oplysninger, der kan behandles statistisk.
I princippet fungerer svar på forespørgsler, redegørelser og rapporter til Landstinget fra fagdirektoraterne som en form for løbende evaluering af de enkelte sagsområder. Men der er normalt ikke tale om en egentlig professionel evaluering, som neutralt vurderer pågældende aktiviteter. En evaluering kræver inddragelse af forespørgsler til målgrupper, vurdering af resultater i forhold til gældende målsætning for en given indsats m.v.
Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked har de senere år fastsat krav om, at kommunerne i forbindelse med deltagelse i forsøgsprojekter skal gennemføre evaluering af projekterne, når de afsluttes. Kvaliteten i de modtagne evalueringer er dog normalt begrænsede.
Der findes så vidt vides ingen evalueringer gennemført på uddannelsesområdet i de seneste år.
Et væsentligt redskab til opstramning af indsatsen i såvel administrationen som i institutionerne inden for arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet vil være anvendelse af mål- og resultatstyring. Der findes i dag ingen anvendelse af mål- og resultatstyring på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet, og de enkelte målsætninger er normalt udformet upræcise uden nærmere specifikation af produktion og service m.v.
Et andet væsentligt redskab til styring af indsatsen er konsekvensvurderinger i form af f.eks. cost-benefit analyser. På arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet anvendes denne form for analyser ikke.
Endelig anvendes benchmarking ofte som et instrument til sikring af, at egne fremgangsformer er konkurrencedygtige med f.eks. lignende fremgangsformer i andre lande eller regioner. Benchmarking kan ske på såvel kvalitet og effektivitet. Der er ingen anvendelse af benchmarking på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet.
Til toppen
2.3 De fremtidige perspektiver og udfordringer
De fremtidige perspektiver for arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet peger på store forandringsprocesser, hvor den politiske indsats på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet bliver afgørende for sikring af optimale rammebetingelser for erhvervslivet.
Styring af udviklingen af de menneskelige ressourcer som skematisk er fremstillet i Figur 2, skal i fremtiden gennemføres som en helhedsindsats i en ¿human ressource management¿ sammenhæng. Figuren viser sammenhæng mellem efterspørgslen af arbejdskraft fra de forskellige dele af erhvervslivet og udbudssiden med hensyn til hvilken arbejdskraft, der er tilgængelig. På basis af erfaringer med manglende sammenhæng mellem efterspørgsel og udbud af arbejdskraft kan erkendes et behov for tilpasning. Tilpasningen kan gennemføres ved arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitiske tiltag.
Figur 2. Styring af udvikling af de menneskelige ressourcer
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at strukturovervågningen på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet er for svag. Resultatet er, at politikerne har et for usikkert beslutningsgrundlag at arbejde på, og der er samtidigt løbende opstået en lang række myter om situationen på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. Den enkelte politiske aktør eller interesseorganisationerne har kunnet fremsætte påstande, uden det har været muligt at bevise disse påstande.
Der er tre overordnede formål med at få videreudviklet strukturovervågningen set i lyset af ønsket om at få selvstyre:
- at forøge og forbedre udnyttelsen af de menneskelige ressourcer. Dette gælder såvel en forbedret indsats til at sikre hurtig og effektiv gennemførelse af uddannelse samt sikre bedst mulig balance mellem efterspørgsel og udbud på arbejdsmarkedet.
- at sætte operationelle mål for kvaliteten og effektivitet i forbindelse med administration og produktion inden for arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet, således at besparelser kan overføres til andre investeringsområder.
- at der ved en optimal styring af de forskellige tiltag sikres en større udsagnskraft til omgivelserne. F.eks. således, at skatteborgeren kan se, at der gives stor udbytte af de offentlige investeringer og således at der kan stilles tilsvarende høje krav til andre aktører på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet.
Den mangelfulde strukturovervågning af arbejdsmarkedsforholdene er endvidere en grundlæggende årsag til, at arbejdsmarkedspolitikken frem til slutningen af 1990¿erne har haft mindre bevågenhed i Landstinget og i kommunerne.
Efter at det daværende landsstyre i 1998 igangsatte en arbejdsmarkedsreform har det været vanskeligt at afdække de overordnede strukturproblemer på arbejdsmarkedet, fordi man ikke i Grønlands Hjemmestyres centraladministration rådede over arbejdsmarkedsstatistik. Ligeledes har overblikket i de enkelte kommuner været sparsomme, hvilket løbende har ført til hovsa-politik ¿ f.eks. i forbindelse med det årligt tilbagevendende problem med fritstillelse af arbejdskraft i fiskeindustrien i lavsæsonen.
Set i lyset af, at der i de kommende år fortsat vil være en relativ høj forsørgerbyrde på grund af især tilvæksten af ældre i befolkningen og kun en mindre vækst i arbejdsstyrkens størrelse, er det afgørende nødvendigt at få etableret en tidssvarende strukturovervågning på alle områder inden for arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold.
Til toppen
Efterspørgselssiden på arbejdsmarkedet
Til toppen
4.1 Indledning
Dette kapitel sætter fokus på udbudssiden på arbejdsmarkedet. Kapitlet omfatter analyse inden for fire områder:
- Befolkningsudvikling
- Arbejdsstyrke
- Ledighed
- Kompetenceudvikling
Inden for hvert enkelt område opstiller arbejdsgruppen anbefalinger til, hvilke former for tilpasning, der er behov for, for at opnå en forbedret integration og fastholdelse af de menneskelige ressourcer på arbejdsmarkedet.
Befolkningsudviklingen er det grundlæggende element for etableringen af en selvbærende økonomi. Alle erfaringer viser, at det normalt kun i begrænset omfang er muligt at gribe ind over for den generelle udvikling i befolkningens levealder, antal nyfødte børn m.v., men at man ved hjælp af f.eks. en styret regionaludvikling, indkomstpolitik og boligpolitik kan imødekomme de muligheder og konsekvenser, som den generelle befolkningsudvikling giver for erhvervs- og arbejdsmarkedspolitikken. I denne betænkning er der fokuseret på følgende elementer i befolkningsudviklingen:
- Udviklingen i befolkningens størrelse og sammensætning
- Udviklingen i forsørgerbyrden
- Ud- og indvandring fra Grønland
- Den regionale befolkningsudvikling
I analyserne er der lagt vægt på at gennemføre tidsserie-analyser på perioden fra Grønlands Hjemmestyres oprettelse i 1979 til i dag. Visse tidsserier går tilbage til 1950. Endvidere er der lagt vægt på at få kendskab til befolkningsudviklingen de kommende årtier.
Efter analysen af de muligheder og begrænsninger, som den samlede befolkningsudvikling forventes at få de kommende år, analyseres udviklingen i arbejdsstyrken. På samme måde som i analysen af den samlede befolkningsudvikling er det formålet at beskrive den hidtidige udvikling samt få forståelse for, hvordan arbejdsstyrkens størrelse og sammensætning i fremtiden vil få indflydelse på landets udvikling. Undersøgelsen af arbejdsstyrkens udvikling omfatter analyser inden for følgende områder:
- Udviklingen i arbejdsstyrkens størrelse og sammensætning
- Arbejdsstyrkens regionalgeografiske størrelse og sammensætning
- Udviklingen i anvendelse af tilkaldt arbejdskraft
Normalt fokuserer arbejdsmarkedspolitikken på at skabe balance på arbejdsmarkedet med hensyn til efterspørgsel og udbud. Manglende efterspørgsel eller et ikke-tilpasset udbud af arbejdskraft skaber ledighed. I dette kapitel gennemføres en undersøgelse af udviklingen i ledigheden. Øvrige grupper i arbejdsdygtig alder, der ikke er integreret på arbejdsmarkedet undersøges i den udstrækning tilgængeligt data foreligger. Analysen omfatter således følgende detailanalyser.
- Udviklingen i ledigheden på landsplan
- Ledighedsudvikling på regionalt niveau
- Udviklingen i øvrige grupper på overførselsindkomst
Arbejdsmarkedspolitikkens bidrag til kompetenceudvikling kan opdeles i tre indsatsområder:
- Helhedsorienteret indsats for at sikre de unge fodfæste på arbejdsmarkedet, herunder folkeskolen, studieforberedende uddannelser og erhvervsuddannelser
- Løbende opkvalificering af de allerede beskæftigede
- Målrettet indsats for de grupper, der er marginaliserede eller er truet af marginalisering
Til toppen
4.2 Befolkningsudviklingen
Forholdene på arbejdsmarkedet og i særdeleshed udbudssiden er i høj grad påvirket af den samlede befolkningsudvikling. For det første er arbejdsstyrkens størrelse og sammensætning i sidste ende et resultat af befolkningsudvikling. For det andet danner befolkningsudviklingen basis for den samlede økonomiske udvikling i kraft af efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser. Befolkningsudviklingen har således grundlæggende betydning for såvel efterspørgselssiden som udbudssiden på arbejdsmarkedet.
I et land med en lille og spredt befolkning som Grønland kan tærsklen for, hvornår der er økonomisk basis for vareproduktion og serviceydelser hurtigt blive et problem. Dette betyder, at befolkningens størrelse har den konsekvens, at Grønland vil være afhængig af en stor samhandel med andre lande. Dette forhold får samtidig betydning for erhvervsudviklingen og dermed beskæftigelsen.
Den tætte tilknytning til det danske arbejdsmarked og det danske samfund som helhed har ligeledes stor betydning for befolkningsudviklingen og for udbudet af arbejdskraft. Konjunkturforhold i såvel Danmark som Grønland har betydning for udbudet af kvalificeret arbejdskraft i Grønland. Dette gælder ikke blot den tilkaldte arbejdskraft, men også grønlandsk arbejdskraft, der på grund af dårlige konjunkturer i Grønland, familieforbindelser o.a. vælger at flytte til Danmark.
Formålet med denne analyse af befolkningsudviklingen er at vurdere den hidtidige befolkningsudvikling i Grønland samt vurdere de fremtidige perspektiver, som befolkningens størrelse og sammensætning giver for forøget selvstyre og det dermed forbundne behov for en selvbærende økonomi.
Til toppen
4.2.1 Udviklingen i befolkningens størrelse og sammensætning
På et hundrede år er befolkningen i Grønland næsten blevet femdoblet. I 1901 var der ca. 12.000 mennesker bosiddende i Grønland. Pr. 1. januar 2001 er der 56.245 personer bosiddende i Grønland.
Figur 7 viser befolkningsudviklingen i perioden fra 1950 til i dag samt fremskrivning af befolkningen frem til 2011. Den relativt store befolkningsvækst, som var foregået siden århundredeskiftet aftog i begyndelsen af 1970¿erne. Efter en befolkningsvækst på ca. 50 pct. i perioden fra 1960 til 1975 var befolkningstallet stort set uændret frem til 1979.
I perioden under Grønlands Hjemmestyre er der igen sket en vækst i befolkningstallet, men aldrig i samme omfang som før 1975. Der har således kun været en samlet vækst på ca. 13 pct. svarende til en vækst på 6.412 personer i perioden fra 1. januar 1980 til 1. januar 2001. I perioden fra 2001 frem til 2011 forventes der til sammenligning en vækst i befolkningen på kun 1,2 pct. svarende til 679 personer på basis af de seneste befolkningsfremskrivninger. I Tabel 10 er den gennemsnitlige årlige befolkningsvækst beregnet for alle årtier siden 1950.
Figur 7. Befolkningen i alt og fordelt på fødested, 1950-2011
Kilde: Grønlands Statistik, Statistisk Årbog, diverse årgange & Ministeriet for Grønland: Årsberetning, diverse årgange.
Tabel 10. Årlig befolkningsvækst 1950-2009
Årlig vækst
Pct.
1950-59
3,8
1960-69
4,2
1970-79
0,7
1980-89
1,2
1990-99
0,1
2000-09
0,2
Kilde: Grønlands Statistik, Statistisk Årbog, diverse årgange & Ministeriet for Grønland: Årsberetning, diverse årgange.
Den store befolkningsvækst frem til slutningen af 1960¿erne er primært et resultat af udviklingen af et moderne samfund med generelt bedre levevilkår, der forøger fertiliteten og den gennemsnitlige levetid. Et resultat af denne periodes relativt høje befolkningsvækst er, at større årgange af kvinder i fertil alder også har en stor betydning for den samlede befolkningsvækst i nogle årtier frem.
I stort set hele perioden under Grønlands Hjemmestyre har der været tale om et fødselsoverskud, men kombinationen af, at fødselsoverskuddet har været faldende over tid, og at der i samme periode har været tale om en nettoudvandring, betyder, at befolkningsvæksten nu er standset.
(Note: For fertilitetens vedkommende har spiralen, indførelse af fri abort samt P-pillen, som i andre lande, endvidere haft stor betydning for udviklingen i den samlede fertilitet.)
Et væsentligt karakteristika for sammensætningen af den grønlandske befolkning er en fortsat relativ høj andel af befolkningen, der er født uden for landet. I analysen af arbejdsstyrkens størrelse og sammensætning vil dette fænomen nærmere blive belyst. I Figur 8 er befolkningen fordelt på fødested i perioden fra 1950 til 2001 samt fremskrivninger frem til 2011.
Gruppen af personer født uden for Grønland nåede efter Anden Verdenskrig sin hidtil højeste andel af den samlede befolkning i 1975 med 19,2 pct. Siden er der sket et fald, således at gruppen i dag kun omfatter 12,0 pct. af den samlede befolkning. Antallet af udefrakommende steg jævnt frem til 1975, hvorefter det lå på samme høje niveau frem til 1990. Siden 1990 er antallet af personer født uden for Grønland faldet, således at antallet i 2001 er nede på samme niveau som i 1969.
Gruppen af personer født uden for Grønland har i hele perioden primært været mænd. Pr. 1. januar 2001 var 69,5 pct. således mænd af de 6.622 personer i befolkningen, der var født uden for Grønland. Dette forhold har været grundlag for en forskydning i repræsentationen af de to køn i den samlede befolkning. For det første forøger de udefrakommende mænd den samlede mandlige befolkning i sig selv. For det andet har der i et vist omfang været tale om giftemål og samliv mellem disse mænd og grønlandske kvinder, hvorfor der er en nettoudvandring af kvinder. I perioden siden indførelse af Grønlands Hjemmestyre har kvinderne således haft en andel af den samlede befolkning på mellem 45,6 og 46,8 pct.
Figur 9 viser en alderspyramide fordelt på de to køn pr. 1. januar 2001. Der er flere mænd end kvinder i alle aldersgrupper op til 70 år. Den største andel af en enkelt aldersgruppe opnår mændene i aldersgruppen 50-54 år med 60,2 pct.
Den relativt lille mængde unge mellem 15 og 29 år er et resultat af det midlertidige fravær af unge i forbindelse med uddannelsesophold i udlandet.
Til toppen
4.2.2 Samhørighed mellem Grønland og Danmark
Et væsentligt karakteristika for den grønlandske befolkningsudvikling er den tætte tilknytning til Danmark. Figur 8 viser, at andelen af personer født uden for Grønland i perioden under Grønlands Hjemmestyre har ligget på mellem 11,8 pct. og 18,1 pct. af den samlede befolkning. Dette betyder, at en væsentlig del af en ungdomsårgang har enten en dansk mor eller en dansk far.
En anden indikator på samhørighed er antallet af personer født i Grønland, der over tid har været bosiddende i Danmark. Gruppen omfatter mange forskellige kategorier af mennesker lige fra unge, der midlertidigt er under studieophold i Danmark til sociale klienter, hvor der ikke på et givet tidspunkt har været ressourcer til at fastholde disse på grønlandske institutioner. Størstedelen formodes dog at være personer, der af arbejdsmæssige årsager har valgt at bruge sin uddannelse i Danmark. Tabel 11 viser udviklingen i antallet af personer født i Grønland, bosiddende i Danmark eller Grønland. Der er ikke opgørelser over, hvor mange nulevende personer født i Grønland, der lever i andre lande.
Tabel 11. Personer født i Grønland fordelt på bosted og aldersgrupper, 1. januar 2001
Alders-klasser
Bor i Danmark
Bor i Grønland
I alt
Bor i Danmark
Bor i Grønland
I alt
Antal
Pct.
0-9 årige
830
9.553
10.383
8,0
92,0
100,0
10-19 årige
1.710
8.686
10.396
16,4
83,6
100,0
20-29 årige
2.199
5.880
8.079
27,2
72,8
100,0
30-39 årige
3.317
9.905
13.222
25,1
74,9
100,0
40-49 årige
2.348
7.185
9.533
24,6
75,4
100,0
50-59 årige
971
4.205
5.176
18,8
81,2
100,0
60+ årige
729
4.209
4.938
14,8
85,2
100,0
I alt
12.104
49.623
61.727
19,6
80,4
100,0
Kilde: Grønlands Statistik, Grønlands Befolkning 2001, Tabel 9.2, side 52 og Tabel 10, side 53.
Tabel 11 skal tages med forbehold, fordi en stor gruppe af personer er børn af forældre, der er født uden for Grønland. Dvs. det er børn af f.eks. tilkaldte, der er født under forældrenes ophold i Grønland. Samtidig gælder det, at en del personer født uden for Grønland kan have både en far og mor, der er født i Grønland.
En undersøgelse har beregnet, hvor mange grønlændere, der boede i Danmark pr. 1. januar 2000. Der var i alt 12.040 personer, der var født i Grønland. Undersøgelsen skønner, at antallet af personer, der lever i Danmark, som er født i Grønland, og som har mindst en forælder, der også er født i Grønland, er på max. 7.200.
(Note: Lise Togeby: ¿Grønlændere i Danmark: En overset minoritet¿, januar 2002, Tabel 2.1, side 27.)
Der sker en fortsat ind- og udvandring til og fra Grønland. Figur 10 angiver nettoindvandringen i perioden siden 1950. Fra en relativ lille nettoindvandring frem til 1960 bliver udsvingene større i 1970¿erne med både nettoud- og indvandring i de enkelte år. Siden 1971 har der været tale om en større udvandring end indvandring bortset fra årene 1980-81 og 1987. I 1990¿erne (excl. året 1992) var den samlede nettoudvandring på 4.767 personer.
Nettoindvandringen er et resultat af ind- og udvandring. I Figur 11 er ind- og udvandringen angivet på fødested i perioden under Grønlands Hjemmestyre.
Personer født udenfor Grønland er for størstedelen tilkaldt arbejdskraft. Størrelsen af ind- og udvandringen af denne gruppe har stort set fulgtes ad i hele perioden siden begyndelsen af 1980¿erne. For personer født i Grønland gælder, at der i hele perioden under Grønlands Hjemmestyre har været tale om en større udvandring end indvandring. De uddannelsessøgende blandt personer født i Grønland og bosiddende i Danmark er kun en mindre gruppe på få hundrede personer. Pr. 15. december 1996 var der således 345 grønlændere, der studerede uden for Grønland.
Arbejdsgruppen anbefaler, at der gøres bestræbelser på at fjerne de barrierer, der måtte være for at grønlandske studerende og andre af grønlandsk herkomst i Danmark kan vende tilbage og bosætte sig i Grønland. Der skal skabes forbedret information og kommunikation med grønlændere i Danmark, og det anbefales, at der indgås aftaler med de danske arbejdsformidlinger med hensyn til udveksling af oplysninger om jobåbninger i Grønland. En afgørende barriere er boligmanglen. Det anbefales, at der afsættes boliger til brug for indslusning af grønlændere, der har haft midlertidigt ophold i Danmark i forbindelse med uddannelse og lignende. Der skal endvidere sikres tilbud om sprogundervisning af grønlændere, der på grund af længere tids udlandsophold helt eller delvist har mistet grønlandske sprogkundskaber.
Organisationen af grønlandske studerende i Danmark (DKIK) påpeger i denne sammenhæng nødvendigheden af mere information til de grønlandske studerende i Danmark om muligheden for arbejde i grønlandske virksomheder. Det er nødvendigt at skabe fuld overblik over behovet for uddannet arbejdskraft i det grønlandske erhvervsliv.
(Note: DKIK: ¿Seminar, Februar 2001, Det grønlandske uddannelsessystem¿, 2001, side 5-6.)
DKIK anbefaler endvidere at give de studerende en tættere kontakt til Grønland og det grønlandske arbejdsmarked under uddannelse i Danmark. Dette kan ske ved f.eks. sommerferiearbejde i Grønland, ved gennemførelse af praktikophold i Grønland eller ved at skrive speciale i samarbejde med det grønlandske erhvervsliv.
Samtidig påpeger DKIK, at det er vigtigt at få opbygget et akademisk miljø i Grønland med bedre muligheder for efteruddannelse, således at en stilling i Grønland ikke begrænser deres personlige udvikling.
En afgørende forudsætning for at få grønlandske studerende til at vende tilbage til Grønland efter afsluttet uddannelse er gode vilkår ved ansættelse, både i form af løn, offentlig service og bolig. Disse vilkår skal kunne konkurrere med de forhold, de studerende får tilbudt i Danmark.
Til toppen
4.2.3 Udviklingen i forsørgerbyrden
Udviklingen i forsørgerbyrden er en væsentlig indikator med betydning for et lands økonomi. Forsørgerbyrden angiver forholdet mellem gruppen af personer uden for arbejdsstyrken og personer i arbejdsstyrken.
(Note: I beregningerne i denne betænkning er arbejdsstyrken beregnet som personer, der er i arbejdsdygtig alder (dvs. 15-62 år). Personer, der er i arbejdsdygtig alder, der af en eller anden årsag ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, er der således ikke taget højde for i beregningerne. Det samme gælder erhvervsaktive, der er ældre end 62 år. Alligevel forventes beregningerne tilnærmelsesvis at give udtryk for forsørgerbyrdens størrelse og udvikling.)
Figur 12. Udviklingen i forsørgerbyrden 1979-2011
Note: Forsørgerbyrden er her beregnet som antal unge og gamle divideret med antal personer i arbejdsdygtig alder (15-62 år).
Kilde: Grønlands Statistik (2001): Specialkørsel foretaget på Grønlands Statistiks befolkningsstatistikregister & Grønlands Statistik: Grønlands Befolkning 2001, tabel 9.1 side 51.
Pr. 1. januar 2001 er forsørgerbyrden i Grønland på 0,49. Dette svarer til, at 100 personer udover sig selv skal forsørge 49 personer. Ved indgangen til Grønlands Hjemmestyre skulle 100 personer forsørge 56 personer og fremskrivninger frem til 2011 viser, at her skal 100 personer forsørge 45 personer ud over sig selv.
Udviklingen i forsørgerbyrden viser, at der var en positiv udvikling ved Grønlands Hjemmestyre¿s indførelse, men i perioden fra 1988 til i dag er der sket en forøgelse af forsørgerbyrden, således at den pr. 1. januar 2001 lå på samme niveau som i 1981. Frem til 2011 forventes forsørgerbyrden igen at falde, hvis den nuværende udvikling fortsætter.
Bygderne har generelt en dårligere fordeling af befolkningen med hensyn til forsørgerbyrde end byerne. Hvor 100 personer i byerne pr. 1. januar 2001 udover sig selv skulle forsørge 47 personer, er det tilsvarende tal for bygderne 63. I Tabel 12, side 55, er forsørgerbyrden beregnet for de grønlandske kommuner.
Udviklingen i forsørgerbyrden de kommende ti år er et resultat af en samlet udvikling, hvor
- Gruppen af unge 0-14 årige falder med ca. 14,2 pct.
- Hele arbejdsstyrken (15-62 årige) stiger med 4,8 pct.
- Gruppen af pensionister (63 år og derover) stiger med 34,2 pct.
- Det samlede resultat er, at befolkningen i perioden fra 1. januar 2001 til 1. januar 2011 forventes at stige med 1,5 pct.
Tabel 12. Forsørgerbyrden i kommunerne, 2001
Kommune
Hele kommunen
By
Bygd
Nanortalik
0,55
0,53
0,58
Qaqortoq
0,47
0,46
0,66
Narsaq
0,49
0,52
0,34
Ivittuut
0,07
0,25
-
Paamiut
0,58
0,55
0,85
Nuuk
0,40
0,39
0,65
Maniitsoq
0,54
0,52
0,60
Sisimiut
0,50
0,52
0,38
Kangaatsiaq
0,71
0,60
0,80
Aasiaat
0,45
0,45
0,55
Qasigiannguit
0,53
0,52
0,80
Ilulissat
0,48
0,47
0,65
Qeqertarsuaq
0,58
0,58
0,54
Uummannaq
0,59
0,53
0,66
Upernavik
0,63
0,54
0,70
Qaanaaq
0,64
0,64
0,65
Tasiilaq
0,60
0,54
0,69
Illoqqortoormiut
0,63
0,64
0,41
Hele landet
0,49
0,47
0,63
Kilde: Grønlands Statistik (2001): Specialkørsel foretaget på Grønlands Statistiks befolkningsstatistikregister.
Til toppen
4.2.4 Den regionale befolkningsudvikling
Den overordnede befolkningsudvikling er igen et resultat af vidt forskellige udviklingsperspektiver på regionalt og lokalt niveau. Grønlands befolkning er pr. 1. januar 2001 fordelt på 77 byer og bygder, jf. Tabel 13 på side 56.
Der har siden indførelsen af Grønlands Hjemmestyre været en tendens til fortsat koncentration af befolkningen i de større byer. Før 1979 var der kun en by med over 4.000 indbyggere. I dag er der tre. I disse tre byer bor 41,6 pct. af landets befolkning. Samtidig mister bostederne med under 500 indbyggere til stadighed betydelige dele af deres andel af befolkningen. Hvor der i 1980 var 21,1 pct. af befolkningen, der boede i byer og bygder med under 500 indbyggere, var tallet i 1991 faldet til 16,9 pct. og i 2001 yderligere faldet til 15,8 pct.
Udviklingen i befolkningens fordeling på byer, bygder og fåreholdersteder m.v. er angivet i Figur 14 med udgangspunkt i året 1979. Den eneste gruppe, der har haft vækst er bybefolkningen. Bybefolkningen er steget fra 37.205 personer i 1979 til 45.927 i 2001. I samme periode er bygdebefolkningen faldet fra 9.988 til 9.207 personer. Fåreavlerstationer m.v. er faldet fra 2.145 til 1.111 personer. Samlet set er der således tale om en betydelig koncentration af befolkningen i byerne.
Tabel 13. Befolkningen i byer og bygder fordelt efter bostedernes størrelse, 1960-2001
By eller bygds
størrelse
Antal bosteder (by og bygder)
Procentvis andel af samlede befolkning
1960
1970
1980
1991
2001
1960
1970
1980
1991
2001
1-99 personer
77
82
61
20
21
9,7
5,0
3,6
2,3
2,0
100-249 personer
46
30
30
30
28
22,1
10,8
9,9
8,8
7,8
250-499 personer
10
12
10
9
10
9,4
8,8
7,6
5,8
6,0
500-999 personer
7
6
4
5
4
13,7
10,0
6,0
5,7
4,2
1000-1499 personer
4
2
3
3
4
14,2
5,1
7,7
7,3
9,1
1500-1999 personer
4
2
2
3
4
21,2
7,2
7,3
9,2
12,4
2000-2999 personer
-
4
2
1
1
-
22,3
10,1
4,0
5,3
3000-3999 personer
1
2
4
3
2
9,7
14,4
28,9
17,7
11,5
4000 personer & mere
-
1
1
3
3
-
16,4
18,9
39,3
41,6
I alt
149
141
107
77
77
100
100
100
100
100
Note: Kategorien 1-99 personer kan ikke sammenlignes over tid, fordi der er anvendt forskellig opgørelsesmetode. Stationer m.v. er ikke medtaget, og Kangerlussuaq er ikke medtaget som bygd i år 2001.
Kilde: Grønlandsministeriet: Årsberetning 1980, tabel 6, side 170 og Grønlands Statistik: Befolkningen 2001, tabel 6.2, side 46 og tabel 7.1, side 47.
Figur 14. Befolkningsudviklingen i alt og fordelt på bostedstype 1979-2001, index 1979=100,0
Note: Kangerlussuaq opnåede status som bygd i 2001. På figuren er Kangerlussuaq dog for hele perioden placeret under fåreholdersteder m.v.
Kilde: Grønlands Statistik (2001): Specialkørsel foretaget på Grønlands Statistiks befolkningsstatistikregister.
Nuuk er landets største by, og det er primært her, at der sker en betydelig befolkningsvækst. I perioden under Grønlands Hjemmestyre har byen forøget sin befolkningsstørrelse fra 8.827 i 1979 til 13.650 indbyggere i 2001. Byens andel af landets samlede befolkning er i samme tidsrum forøget fra 17,9 pct. til 24,3 pct. Som angivet i Figur 15 har væksten i indbyggerantallet i Nuuk by været større end hele landets vækst i alle årene siden indførelse af Grønlands Hjemmestyre.
Figur 15. Befolkningsudvikling i Nuuk by og hele landet, 1979-2001, index 1979 = 100,0
Kilde: Grønlands Statistik (2001): Specialkørsel foretaget på Grønlands Statistiks befolkningsstatistikregister.
Der er samtidig sket en relativ stor forandring af befolkningsfordelingen på de fire grønlandske regioner.
Midtgrønland har i kraft af den store vækst i Nuuk fået en relativ stor befolkningsvækst. Sydgrønland har derimod haft en nedgang i befolkningstallet. Disko-området og yderdistrikterne har stort set fastholdt deres befolkningsstørrelse i hele perioden under Grønlands Hjemmestyre, jf. Figur 16.
Ved indgangen til Grønlands Hjemmestyre i 1979 havde Midtgrønland en andel af landets samlede befolkning på 34,8 pct. I dag har regionen 41,2 pct. af befolkningen. Der er stort set ikke sket forskydning mellem de andre tre regioner.
Figur 16. Befolkningsudviklingen i regionerne 1979-2001, index 1979=100,0
Kilde: Grønlands Statistik (2001): Specialkørsel foretaget på Grønlands Statistiks befolkningsstatistikregister.
En afgørende faktor for eventuelle fremtidige politikker, der har til formål at motivere til flytning mod de områder, hvor der er arbejdspladser, er de omfattende antal flytninger, som i forvejen sker i Grønland hvert år.
I 1999 flyttede således 12.055 personer mindst en gang, hvilket svarer til at 21,5 pct. af befolkningen skiftede bolig dette år. Samme år var der 4.671 mellemkommunale flytninger i hele landet.
(Note: Grønlands Statistik: Befolkningens bevægelser 1999, side 16.)
Der er ikke tale om en stor andel af flytninger inden for den enkelte region. I 1999 var således kun 36,3 pct. af alle mellemkommunale flytninger inden for den enkelte region. Hele 43,4 pct. af alle mellemkommunale flytninger foregik i 1999 til og fra Nuuk.
Samlet kan således om befolkningens mobilitet siges, at næsten halvdelen foregår mellem Nuuk og resten af landet, og at regionerne på denne baggrund ikke kan opfattes som samlede arbejdskraftsoplande.
Til toppen
4.3 Arbejdsstyrken
På basis af ovenstående analyse af befolkningsudviklingen vil der i det følgende blive gennemført analyse af arbejdsstyrkens udvikling. Arbejdsstyrken er her defineret som personer i arbejdsdygtig alder, 15-62 år.
Til toppen
4.3.1 Udviklingen i arbejdsstyrkens størrelse og sammensætning
Arbejdsstyrken omfattede i 1979 31.629 personer. I de første år under Grønlands Hjemmestyre steg arbejdsstyrkens størrelse til 38.889 i 1989. Væksten skyldes primært en vækst i den grønlandskfødte del af arbejdsstyrken på 6.043 personer, svarende til en gennemsnitlig vækst på 2,4 pct. om året. Gruppen af personer født uden for Grønland havde samtidig en gennemsnitlig vækst på 1,7 pct. om året.
Efter 1989 faldt arbejdsstyrkens størrelse frem til 1995, hvorefter der helt frem til i dag har været en mindre årlig vækst, selv om gruppen af personer født uden for Grønland i samme periode har haft et mindre fald. Denne vækst forventes i nyeste fremskrivninger at fortsætte i de kommende ti år, således at arbejdsstyrken i Grønland i 2011 omfatter 39.440 personer.
Den aldersbetingede sammensætning af befolkningen har stor betydning for arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold, hvad angår tilgang til og afgang fra arbejdsmarkedet. I Figur 17 er gruppen af 10-14-årige og gruppen af 55-59-årige beregnet for perioden 1980 til 2011. Den store vækst i befolkningen frem til 1975 vil fremover sende "bølger" af unge ind på arbejdsmarkedet i forhold til, hvornår de store årgange af kvinder kommer i fertil alder og vil, hvis ikke der sker større forandringer i befolkningsudviklingen, finde en ny balance.
Ved indførelsen af Grønlands Hjemmestyre var der 6.985 10-14 årige. Der skete et fortsat fald frem til 1988, hvor der var 3.741 i aldersgruppen. Fra slutningen af 1980¿erne stiger antallet af denne aldersgruppe igen og denne stigning forventes at toppe omkring 2003 med ca. 5.300 10-14 årige.
For afgangsgruppen, som her er defineret som aldersgruppen 55-59 årige gælder, at den på grund af en forøget levealder for hele befolkningen har været stødt stigende i hele perioden under Grønlands Hjemmestyre, og stigningen forventes at fortsætte efter en kort stagnation de kommende år. Således fremstår naturlig afgang fra arbejdsmarkedet både som mulighed for hurtig fornyelse af arbejdsstyrkens kvalifikationer, men kan også i perioder med små ungdomsårgange give afgørende flaskehalse, fordi det ikke vil være muligt at erstatte de afgående årgange.
De relativt store forandringer i ungdomsårgangenes størrelse stiller specielle krav til fleksibilitet i uddannelsessystemet, hvor en forøget målretning af uddannelsesudbudet til stadighed må tage hensyn til, hvor mange unge, der rekrutteres til studieforberedende uddannelser og erhvervsuddannelser.
Der findes kun begrænsede oplysninger om arbejdsstyrkens uddannelsesmæssige sammensætning. I en analyse på basis af året 1996 blev andelen af arbejdsstyrken, der har en erhvervsuddannelse, beregnet til 51 pct. For gruppen af personer født i Grønland var andelen med erhvervsuddannelse 42 pct., mens den tilsvarende andel for personer født uden for Grønland var 91 pct.
(Note: Sulisa A/S (1998), side 22.)
Til toppen
4.3.2 Arbejdsstyrkens regionalgeografiske fordeling og sammensætning
Arbejdsstyrkens geografiske fordeling følger i store træk befolkningens fordeling. Lidt under halvdelen af arbejdsstyrken (43,6 pct.) bor i Midtgrønland, en fjerdedel bor i Disko-området (25,8 pct.), lidt under en femtedel (18,1 pct.) bor i Sydgrønland, mens resten (12,5 pct.) bor i yderdistrikterne. Midtgrønland har de seneste tyve år forøget regionens samlede arbejdsstyrke med 6,5 pct. Disko-området og Yderdistrikterne har stort set fastholdt arbejdsstyrkens størrelse i de tyve år, mens Sydgrønland har haft et mindre fald.
I Tabel 14, side 63, er fordeling af befolkning og arbejdsstyrke angivet for de enkelte kommuner. I 2001 boede 26,7 pct. af arbejdsstyrken i Nuuk Kommune. Kommunen har haft en vækst i andelen af landets samlede arbejdsstyrke på 6,7 pct. Kommunen har en større andel af arbejdsstyrken, end den har af landets samlede befolkning. De øvrige kommuner har stort set fastholdt deres andel af befolkning og arbejdsstyrke over de seneste tyve år.
Generelt er der tale om vandring mod byerne for både befolkningen som helhed og for den samlede arbejdsstyrke. Bygderne har siden 1981 fastholdt sin arbejdsstyrkes størrelse, men deres andel af landets samlede arbejdsstyrke er faldet fra 17,3 pct. i 1981 til 15,8 pct. i 2001.
Tabel 14. Befolkning og arbejdsstyrke fordelt på kommunerne, 1981, 1991 og 2001
Kommune
Hele befolkningen
Arbejdsstyrken (15-62 årige)
1981
1991
2001
1981
1991
2001
Antal
Pct.
Antal
Pct.
Antal
Pct.
Antal
Pct.
antal
Pct.
antal
Pct.
Nanortalik
2.886
5,7
2.661
4,8
2.524
4,5
1.867
5,5
1.784
4,6
1.629
4,3
Qaqortoq
3.032
6,0
3.565
6,4
3.403
6,1
2.084
6,1
2.469
6,4
2.313
6,1
Narsaq
2.090
4,1
2.156
3,9
2.072
3,7
1.481
4,4
1.516
3,9
1.390
3,7
Ivittuut
247
0,5
211
0,4
156
0,3
223
0,7
194
0,5
146
0,4
Paamiut
2.693
5,3
2.500
4,5
2.079
3,7
1.786
5,3
1.631
4,2
1.320
3,5
Nuuk
9.938
19,6
12.730
22,9
14.042
25,0
7.122
21,0
9.363
24,4
10.055
26,7
Maniitsoq
3.939
7,8
4.122
7,4
3.745
6,7
2.580
7,6
2.776
7,2
2.433
6,5
Sisimiut
4.348
8,6
5.175
9,3
5.894
10,5
2.904
8,6
3.514
9,2
3.925
10,4
Kangaatsiaq
1.195
2,4
1.394
2,5
1.501
2,7
728
2,1
841
2,2
879
2,3
Aasiaat
3.467
6,8
3.568
6,4
3.453
6,1
2.297
6,8
2.479
6,5
2.377
6,3
Qasigiannguit
1.854
3,7
1.731
3,1
1.501
2,7
1.130
3,3
1.148
3,0
978
2,6
Ilulissat
4.118
8,1
4.520
8,1
4.608
8,2
2.593
7,6
3.083
8,0
3.106
8,2
Qeqertarsuaq
1.024
2,0
1.162
2,1
1.057
1,9
671
2,0
779
2,0
669
1,8
Uummannaq
2.623
5,2
2.611
4,7
2.730
4,9
1.775
5,2
1.752
4,6
1.719
4,6
Upernavik
2.112
4,2
2.447
4,4
2.868
5,1
1.238
3,6
1.571
4,1
1.760
4,7
Qaanaaq
765
1,5
818
1,5
875
1,6
463
1,4
533
1,4
533
1,4
Tasiilaq
2.694
5,3
2.945
5,3
2.927
5,2
1.625
4,8
1.908
5,0
1.828
4,9
Illoqqortoorm.
479
0,9
543
1,0
548
1,0
319
0,9
340
0,9
336
0,9
Udenfor inddel.
1.139
2,2
761
1,4
262
0,5
1.073
3,2
722
1,9
257
0,7
Hele landet
50.643
100
55.620
100
56.245
100
33.959
100
38.403
100
37.653
100
Note: For året 2001 er Kangerlussuaq flyttet fra uden for inddel. til Sisimiut Kommune.
Kilde: Grønlands Statistik (2001): Specialkørsel foretaget på Grønlands Statistiks befolkningsstatistikregister.
Til toppen
4.3.3 Arbejdskraftens geografiske mobilitet
Geografisk set omfatter Grønland adskillige arbejdsmarkeds ¿øer¿. På grund af de store geografiske afstande, er det normalt ikke muligt at pendle til og fra arbejde mellem de enkelte byer eller bygder. Den geografiske mobilitet kan derfor kun gennemføres ved en egentlig flytning af bolig.
Alligevel er et væsentligt karakteristika for den grønlandske arbejdsstyrke, at den udviser en meget stor geografisk mobilitet. Dels sker der løbende en ud- og indvandring til og fra især det danske arbejdsmarked. Dels flytter en stor gruppe mellem de grønlandske kommuner hvert år.
Figur 18 viser den samlede arbejdsstyrkes mobilitet i 1999. Hver femte udviser geografisk mobilitet ved enten en mellemkommunal flytning eller ud- og indvandring. Personer født uden for Grønland bidrager væsentligt til denne mobilitet, idet under halvdelen af denne gruppe er fastboende i samme kommune i hele 1999. Herudover tilgår der 858 personer til arbejdsstyrken, mens 377 personer afgår.
Hvis vi antager, at mobiliteten i 1999 fortsætter uforandret, og det hver gang er forskellige personer, der flytter, vil hele arbejdsstyrken i de enkelte kommuner kunne være skiftet ud i løbet af fem år. Heri er ikke medregnet aldersmæssig til- og afgang fra arbejdsstyrken m.v.
Note: En del personer flytter eller vandrer mere end én gang i året. Der er ikke taget højde for genflytning og genvandring i denne beregning.
Kilde: Grønlands Statistik: Befolkningens bevægelser 1999, tabel 27, side 20 & tabel 29, side 23.
Konklusionen er, at det er afgørende for planlægning inden for arbejdsmarkedspolitikken at medtage de dynamiske aspekter i form af geografisk mobilitet samt øvrig til- og afgang fra arbejdsstyrken.
Til toppen
4.3.4 Arbejdskraftsreguleringen i Grønland
Hidtil er i denne betænkning anvendt begrebet personer født uden for Grønland som identisk med udefrakommende eller tilkaldte. I lovgivningen om arbejdskraftreguleringen i Grønland er der andre kriterier for opdelingen af arbejdsstyrken. Den korrekte klassifikation af arbejdsstyrken er angivet i Landstingslov om regulering af arbejdskrafttilgangen i Grønland.
(Note: Landstingslov nr. 27 af 30. oktober 1992. Redegørelsen for lovens indhold er taget fra Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked (1998), side 9. Loven blev oprindeligt indført i 1980, men er senere blevet ændret.)
Landstingsloven fra 1992 har som hovedformål at sikre den grønlandske arbejdskraft førsteret til en række nærmere definerede stillingskategorier. Som hovedregel dækker disse kategorier stillinger, der rummer arbejdsopgaver for ikke-faglærte og faglærte, dvs. stillinger, hvor der enten ingen krav er om uddannelse, eller stillinger, hvortil der kræves en faglig uddannelse. Stillinger, hvor kvalifikationskravene er en mellemuddannelse eller en videregående uddannelse, er i hovedsagen ikke omfattet af loven.
Den grønlandske arbejdskrafts førsteret til arbejde er sikret ved, at arbejdsgiveren skal indhente tilladelse til ansættelse af udefrakommende arbejdskraft, og at tilladelse kun meddeles, såfremt det ikke har været muligt at anvise grønlandsk arbejdskraft med de efterspurgte kvalifikationer til stillingen. Af loven fremgår desuden, at arbejdskraft med særlig tilknytning til Grønland er lovgivningsmæssigt sidestillet med den grønlandske arbejdskraft.
I følge Landstingslovens §§ 3 og 4 er der til begrebene "grønlandsk arbejdskraft" og "arbejdskraft med særlig tilknytning til Grønland" knyttet følgende betingelser:
a) Personen er født i Grønland og har haft fast bopæl i Grønland de første 5 leveår, eller
b) Personen har særlig tilknytning til Grønland, hvilket vil sige
1) fast bopæl i 7 år i Grønland inden for de seneste 10 år eller
2) gift med eller samliv mindst 1 år med en person, der enten er født i Grønland og har haft fast bopæl i Grønland de første 5 leveår eller har særlig tilknytning gennem fast bopæl i Grønland i 7 år inden for seneste 10 år eller har særlig tilknytning ved særlig dispensation meddelt af landsstyret, eller der er ansat i en offentlig eller privat virksomhed i Grønland i henhold til reglerne i denne lov.
Personer, der ikke opfylder ovenstående krav, er defineret som udefrakommende arbejdskraft. Med hensyn til punkt b2) anses ægtefæller og samlever i følge lovens § 4, punkt 2, for at have særlig tilknytning til Grønland, når vedkommende er gift med eller kan dokumentere samliv af mindst 1 års varighed med en person, som enten opfylder betingelserne angivet ovenfor, eller som er ansat i en offentlig eller privat virksomhed i Grønland i henhold til reglerne i denne lov.
En person er ansat i henhold til reglerne i denne lov, såfremt:
- Den pågældende er ansat i en stilling, efter at arbejdsgiveren forudgående har indhentet tilladelse til ansættelse af udefra kommende arbejdskraft fra det kommunale arbejdsmarkedsudvalg (dvs. i en stilling, der er omfattet af loven)
- Den pågældende er ansat i en stilling efter forudgående selv at have søgt landsstyret om status af særlig tilknytning til Grønland og en sådan ansøgning er imødekommet.
Dette betyder i praksis, at en ægtefælle eller samlever til en person, der er ansat i en stilling, der ikke er omfattet af loven (f.eks. akademiker, mellemtekniker eller lærer) ikke pr. automatik opnår status af arbejdskraft med særlig tilknytning til Grønland. I disse tilfælde skal en ægtefælle eller samlever ansøge landsstyret om, i henhold til lovens § 4, stk. 3, at opnå status som havende særlig tilknytning til Grønland begrundet med, at den pågældendes ægtefælle eller samlever er ansat i en stilling, som ikke er omfattet af loven.
Den grønlandske lovgivning vedr. regulering af tilgangen til det grønlandske arbejdsmarked opdeler dermed den samlede grønlandske arbejdsstyrke i forskellige arbejdskraftstyper:
- Grønlandsk arbejdskraft
- Personer med særlig tilknytning til Grønland
- Personer uden særlig tilknytning til Grønland
I Tabel 15 er arbejdsstyrken opdelt i forhold til kriterierne i Landstingslov om regulering af arbejdskrafttilgangen i Grønland for året 1996. Der findes ikke for øjeblikket nyere beregninger af fordeling af arbejdsstyrken på lovens kategorier.
Tabel 15. Beregning af arbejdskrafttyper i Grønland, 1996
Kategori
Antal
Pct.
Grønlandsk arbejdskraft:
Grønlands samlede arbejdsstyrke
36.313
100,0
Heraf født i Grønland
30.370
83,6
Heraf fast bosiddene i Grønland første fem leveår
29.155
80,3
Grønlandsk arbejdskraft i alt
29.155
80,3
Personer med særlig tilknytning til Grønland:
Fødte uden for Grønland
5.943
16,4
Fødte i Grønland, men ikke fast bopæl første fem leveår
1.215
3,3
Personer født uden for Grønland, der opfylder kriterie om bopæl i Grønland i 7 ud af seneste 10 år
3.148
8,7
Ej bopæl i Grønland i 7 ud af seneste 10 år, men gift med person, der opfylder krav til grønlandsk arbejdskraft eller har særlig tilknytning
106
0,3
Godkendt af landsstyret som havende særlig tilknytning
-
-
Personer med særlig tilknytning til Grønland i alt
4.469
12,3
I alt grønlandsk arbejdskraft og særlig tilknytning
33.624
92,6
Ej grønlandsk arbejdskraft og ej særlig tilknytning eller ukendt type
2.689
7,4
Kilde: Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked (1998), tabel 11, side 32.
Opgørelsen for året 1996 er gennemført ud fra, at loven omfatter alle uddannelsesretninger og ¿niveauer. Resultatet viser, at 80 pct. er at betegne som grønlandsk arbejdskraft og 12,3 pct. er via særlig tilknytning ligestillet med grønlandsk arbejdskraft. Resten, som til daglig betegnes tilkaldt arbejdskraft udgør 7,4 pct.
Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked udarbejdede i 2000 en undersøgelse af sagsbehandlingen og tilhørende problemer i forbindelse med loven om regulering af arbejdskraftstilgangen i Grønland.
(Note: Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked (2000).)
Undersøgelsen viste, at der overvejende efterspørges personer med en uddannelse eller særlige kundskaber. De tre dominerende faggrupper var bygge- og anlægsområdet, handel og kontor samt levnedsmiddelområdet.
Det er arbejdsgruppens vurdering, at det grønlandske erhvervsliv de kommende år vil have forøget behov for udefrakommende arbejdskraft. Samtidig finder arbejdsgruppen det uhensigtsmæssigt at have en restriktiv lovgivning om regulering af arbejdskrafttilgangen på et tidspunkt, hvor et kommende selvstyrende Grønland skal udvikle sig i et til stadighed mere integreret verdenssamfund.
Arbejdsgruppen anbefaler reguleringen af arbejdskraftstilgangen i Grønland afskaffet og erstattet af en tostrenget indsats, hvor der på den ene side udvikles en integrationspolitik for udefrakommende og på den anden side gennemføres en mere målrettet opkvalificering af den herboende arbejdskraft.
Integrationspolitikkens formål skal være at sikre vores kultur, normer og værdier. Integrationspolitikken skal omfatte konkrete tilbud til de udefrakommende til at lære sprog og få kendskab til vores kultur. Arbejdsgruppen finder det vigtigt ved ansættelsesbetingelser så vidt muligt at få opdelt gruppen af udefrakommende i personer, der forventes at ville slå sig ned i landet i længere tid, måske i resten af deres levetid, og tilkaldte, som kun vil opholde sig i landet i få måneder eller år. Den offentlige sektor må gå forrest i udviklingen af arbejdspladser på basis af grønlandsk mentalitet og sprog i centrum. Dette sikres bl.a. ved, at der gennemføres aktiviteter i forbindelse med integration af tilkaldt arbejdskraft på de offentlige arbejdspladser.
Den målrettede opkvalificering af den herboende arbejdskraft skal både omfatte uddannelsestilbud til de unge i form af ungdomsuddannelser og kompetencegivende uddannelser samt efteruddannelse af den øvrige del af gruppen af personer i arbejdsdygtig alder.
Til toppen
4.3.5 Gennemførelse af behovsanalyser
Det er ikke muligt at styre efterspørgsel og udbud af arbejdskraft med specielle uddannelser. Efterspørgslen kan i løbet af kort tid forandres på grund af konjunkturudviklingen og udbudet kan kun i begrænset omfang styres, idet de unge skal have et så frit uddannelsestilbud som muligt.
Alligevel er det nødvendigt, at politikere og myndigheder gennemfører realistiske behovsanalyser for uddannet personale til strategiske jobs her i landet. I det følgende gøres der nogle overvejelser om behovsanalyse for folkeskolelærer og for læger/tandlæger. Det er to kompetencegivende uddannelser, hvor der hersker vidt forskellige muligheder for at gennemføre behovsanalyser.
Til toppen
4.3.5.1 Behovsanalyse: Folkeskolelærere
Det nuværende behov for folkeskolelærere er på 1.270 fuldtidsstillinger som forskolelærere/lærere. 819 af disse stillinger er besat med personer med uddannelse som forskolelærer/lærer. Resten af stillingerne læses af timelærere uden læreruddannelse eller af de læreruddannede som faste overtimer.
73 pct. af forskolelærerne/lærerne kan undervise i og på grønlandsk. 27 pct. af forskolelærerne/lærerne er dansksprogede og kan ikke undervise i og på grønlandsk. Hovedparten af timelærerne uden læreruddannelse er grønlandsksprogede.
Der er endvidere normeret 78 stillinger som skoledirektør/ledende skoleinspektør/skoleinspektør/viceskoleinspektør/fritidsinspektør, og disse stillinger er alle besat med læreruddannet personale. 64 pct. af disse lærer er grønlandsksprogede, og 36 pct. er dansksprogede.
Antallet af normerede lærerstillinger forventes at stige 3,2 pct. gennemsnitligt for årene 2003-2008 svarende til 1.311 stillinger. Efter den nye folkeskoleforordnings fulde implementering i 2008 forventes antallet af normerede lærerstillinger at falde med 3,8 pct. i forhold til nuværende normering ¿ svarende til 1.222 fra skoleåret 2008/09.
(Note: Ovenstående oplysninger er indhentet fra KANUKOKA, maj 2002.)
Produktionen af folkeskolelærere omfatter 35 dimittender i år 2000, 40 i 2001 og 45 i 2002. I sommeren 2003 vil der ekstraordinært blive dimitteret ca. 25 folkeskolelærere i forbindelse med opgradering af folkeskolens forskolelærere, som har en socialpædagogisk uddannelsesbaggrund til folkeskolelærer gennem et særligt tilrettelagt 2-årigt uddannelsesforløb.
(Note: Ovenstående oplysninger om produktion af folkeskolelærere er fra KIIIP, maj 2002.)
I en behovsanalyse skal der være indsigt i en lang række forhold, f.eks. lærernes geografiske fordeling, aldersfordeling, specialer samt indsigt i, hvor mange uddannede, der vælger alternative jobs. I det følgende vil der for nemhedens skyld være valgt følgende forudsætninger:
- En fremtidig uddannelse af 45 folkeskolelærer pr. år
- Behovet for folkeskolelærere er 1.300 i de kommende årtier, dvs. at der ikke her er taget stilling til f.eks. nedgang i elevtal, spredning af elever på byer og bygder samt forøget behov i forbindelse med fortsat forbedring af folkeskolen
- At der nu er 1.300 uddannede folkeskolelærer
- At de nuværende skolelærere er ligeligt fordelt aldersmæssigt i 30 årgange ¿ svarende til et arbejdsliv, dvs. 43-44 pr. årgang
Dette betyder, at den eksisterende produktion af folkeskolelærere må forventes at ligge lidt i underkanten af det fremtidige behov, fordi netop denne uddannelse ofte fører til lederkarrierer inden for andre erhverv, og fordi der i ovenstående beregningseksempel ikke er taget højde for afgang i forbindelse med bortrejse fra landet, sygdom, dødsfald m.v.
Til toppen
4.3.5.2 Behovsanalyse: Læger
Det andet eksempel på behovsanalyse er lægeområdet. Her er der helt anderledes forudsætninger for at opfylde behovet for at producere egne læger.
(Note: Oplysninger vedrørende læger er indhentet fra Direktoratet for Sundhed, maj 2002.)
For det første er der ingen lægeuddannelse her i landet ¿ og der vil næppe blive forudsætning for dette i fremtiden.
For det andet er en lægeuddannelse langt mere specialiseret, end det er tilfældet for folkeskolelærere. Samtidig er der også kun begrænsede muligheder for at gennemgå den efterfølgende kompetencegivende specialuddannelse for læger her i landet. Dette betyder, at færdiguddannede grønlandske læger og tandlæger oftest må opholde sig i en betydelig årrække uden for Grønland efter afsluttet eksamen før den nødvendige ekspertise er opnået.
Behovet for læger er vanskeligt at fastsætte: Det eksisterende behov kan defineres som værende identisk med det nuværende antal normerede stillinger i sundhedsvæsenet. Det fremtidige behov afhænger imidlertid af ændringer i befolkningens sygelighed, den økonomiske formåen i samfundet, den ændrede demografi med et øget antal ældre m.fl. Herudover skal det tages i betragtning, at patienter her fra landet modtager specialiseret behandling på danske sygehuse, og at der indchartres speciallæger til afvikling af visse områder her i landet.
I 1999 var der normeret 80 lægestillinger og 30 tandlægestillinger i sundhedsvæsenet. Kun halvdelen af de normerede stillinger er besat af fastansatte, og de resterende stillinger besættes enten af vikarer eller står ubesatte. Af de fastansatte opfattes de ni som grønlandske, mens det samme tal for tandlægerne er seks.
Den nuværende produktion af grønlandske læger og tandlæger kan opgøres til 24 studerende. Disse er fordelt over et 10-årigt uddannelsesforløb. Det formodes af Direktoratet for Sundhed, at halvdelen af disse har blivende tilknytning til landet, men flere af disse kan forventes at vælge specialeuddannelser, som ikke eksisterer i Grønland, og som derfor ufrivilligt må fravælge fast ansættelse i Grønland. Tilsvarende er der fem studerende under uddannelse til tandlæge.
Af ovenstående fremgår det klart, at der ikke er baggrund for at forvente, at der via grønlandske studerende skulle kunne sikres en fremtidig selvforsyning af læger og tandlæger her i landet.
Eksemplerne med behovsanalyse af folkeskolelærere og læger/tandlæger viser, at der bør gennemføres behovsanalyser til brug for prioritering af optaget på forskellige uddannelser. F.eks. kan de studerende via forskellige former for incitamenter tilskyndes til at tage væsentlige strategiske uddannelser. Men især eksemplet med læger og tandlæger viser også, at der altid vil være behov for udefrakommende arbejdskraft med forskellige former for kompetencegivende uddannelser, fordi en lille befolkning ikke har mulighed for at producere den rette mængde af arbejdskraft med især højere videregående uddannelser.
Til toppen
4.4 Marginalisering og udstødelse af arbejdskraft
Den manglende overensstemmelse mellem efterspørgsel og udbud på arbejdsmarkedet giver sig umiddelbart udtryk i, at dele af arbejdsstyrken i lange eller korte tidsperioder bliver registreret som ledige, samtidigt med at der andre steder mangler arbejdskraft. Herved tabes ikke blot den værdi, som de ledige skulle producere på arbejdspladserne, men der er også store direkte og indirekte udgifter til at brødføde den enkelte ledige og dennes familie.
De marginaliserede omfatter her to overordnede grupper: Den første gruppe er personer, der trods høj beskæftigelse har problemer med at skaffe sig et arbejde på normale vilkår. Gruppen er kendetegnet ved at de ønsker eller kan bestride et job, men kun i meget lille omfang eller slet ikke arbejder. Den anden gruppe, er gruppen af personer i arbejdsdygtig alder, der permanent er på offentlige tjenesteydelser. Mange i denne gruppe har et reelt ønske om at få et job, og må betragtes som udstødte fra arbejdsmarkedet. Gruppen omfatter både ledighedsregistrerede, personer på socialhjælp og førtidspensionister.
Marginalisering og udstødelse af arbejdskraft er for både ledige, førtidspensionerede og andre grupper et udslag af manglende kompetenceudvikling. Stort set alle ledige og størstedelen af de øvrige grupper, der har det svært på arbejdsmarkedet, er uden en kompetencegivende uddannelse.
Marginalisering og udstødelse fra arbejdsmarkedet er ofte forårsaget af misbrugssygdomme, der i betydelig udstrækning får indflydelse for den enkeltes motivation og evne til at investere i sig selv med uddannelse, eller som på sigt umuliggør at gennemføre et kvalificeret stykke arbejde på en arbejdsplads.
Til toppen
4.4.1 Ledighed og marginalisering
Det grønlandske arbejdsmarked er præget af en relativ høj strukturledighed. I perioden 1990 til 2000 lå det årlige gennemsnit på 2.697 ledige. De ledige er for 4/5 deles vedkommende ikke-faglærte.
En relativt stor del af ledighedsproblemet skyldes sæsonledighed i forbindelse med sæsonvariation i beskæftigelsen i den offentlige sektor, i fiskeriet, i turismen og i byggeriet. Sæsonledigheden er i Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked beregnet til ca. 200 årsværk i gennemsnit i perioden 1990 til 1998. I Tabel 16 er den sæsonmæssige variation i ledigheden angivet for de enkelte kommuner for året 1999.
(Note: Opgørelsen fra Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked viser, at beskæftigelsen i årets fjerde kvartal ligger over 10 pct. lavere end f.eks. 2. kvartal. Forskellen menes at skyldes manglende økonomisk styring, således at der reelt ikke er økonomi til at genbesætte stillinger før nyt finansår.)
Gruppen af personer, der står til rådighed for arbejdsmarkedet forventes at være væsentligt mindre end de officielle ledighedstal. Hertil kommer en meget stor gruppe af personer i arbejdsdygtig alder, der er på passiv offentlig forsørgelse i form af offentlig hjælp eller førtidspension. I alt er ca. en femtedel af personer i arbejdsdygtig alder således på offentlig forsørgelse.
Denne offentlige forsørgelse af en stor gruppe personer i arbejdsdygtig alder kommer oveni den i forvejen relativt høje forsørgerbyrde beregnet på basis af personer i arbejdsdygtig alder. Det er ganske enkelt ikke bæredygtigt med så stor udstødning fra arbejdsmarkedet. Som et eksempel på, hvor dyrt det er, viser beregninger fra Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, at hvis 1.900 førtidspensionister i fjorten af Grønlands 18 kommuner teoretisk set alle overlevede til de kunne alderspensioneres, ville denne gruppe, i 1999-priser, koste Landskassen og kommunerne 1,9 milliarder kroner.
Hertil kommer en relativ stor gruppe af personer, der enten er marginaliseret eller er på vej til at blive marginaliseret fra arbejdsmarkedet. Dette gælder personer fra gruppen af fiskere og fangere, hvor en del har en meget lille årlig indtægt, men som ikke har kompetencegivende uddannelse og lønmodtagererfaring til at udvise faglig mobilitet til andre brancher. Der forventes også at være en stor gruppe af marginaliserede i den offentlige sektor ¿ personer, der over lang tid ikke har investeret i deres faglige kvalifikationer, og som dermed ikke ville kunne finde jobs uden for det offentlige.
Det er afgørende for at sikre den fremtidige arbejdsmarkedskapacitet for erhvervsudviklingen ved at reintegrere marginaliserede grupper i beskæftigelse. Dette skal ikke blot ske for at sikre kapacitet for erhvervsudviklingen eller for at sikre disse personers egen selvværd og velfærd, men også for at sikre, at gruppen ikke genererer nye ungdomsårgange af marginaliserede og udstødte. Den sociale arv slår igennem, således at disse grupper (og deres børn) har vanskelige vilkår i opvækst og i arbejdslivet.
Gruppen af udstødte, ledige og andre marginaliserede samt personer truet af marginalisering kan med fordel reintegreres på arbejdsmarkedet. På næste side er der gennemført beregning på investering i denne gruppe ud fra en række konkrete kriterier.
Beregningerne viser, at under forbehold for, at det er muligt at finde varig beskæftigelse for de personer, der igen opnår reelt at være til rådighed for arbejdsmarkedet, vil investering i denne gruppe mennesker være en af de bedste investeringer, der for øjeblikket kan gøres.
For den samlede ledighedsbekæmpelse og bekæmpelse af marginalisering og udstødelse fra arbejdsmarkedet anbefaler arbejdsgruppen, at de ordninger for uddannelse og aktivering, der etableres, på forhånd indrettes til at være målrettet på den enkelte persons samlede situation og samtidigt sikre, at indsatsen ikke institutionaliseres til en varig foranstaltning, således at det vanskeliggøres at skrue op og ned for indsatsen i forhold til ledigheden og marginaliseringens omfang.
I Figur 20 på næste side er der gennemført et beregningseksempel for den samfundsmæssige gevinst af investering i marginaliserede og udstødte. I regneeksemplet er der taget udgangspunkt i en målrettet indsats for en målgruppe på 4.000 personer over fire år samt en årlig investering i gruppen på 50 mio. kr.
Som forudsætninger er sat, at det kun er 10 pct. af målgruppen, der umiddelbart er klar til en målrettet indsats for integration i det enkelte år, og af de 10 pct. lykkedes det kun 60 pct. at få varig beskæftigelse. Disse to andele er med vilje sat relativt lav, for det er en udbredt opfattelse, at det er endog meget vanskeligt at reintegrere marginaliserede og udstødte i en ny rolle på arbejdsmarkedet.
Før indsatsen startes er det anslået, at personerne i overførselsindkomst direkte får 60.000 kr. samt indirekte i form af udgifter til familie, boliger etc. får 6.000 kr. Skatteandelen sættes for såvel overførselsindkomst og lønninger efter reintegration til 30 pct.
Endelig forudsættes, at de personer, der kommer i varig beskæftigelse skaber en værditilvækst på deres nye arbejdsplads på 150.000 kr., nogenlunde svarende til deres årsløn (mindsteløn) efter reintegration på 145.600 kr.
Udgiften til hver enkelt person til uddannelse o.a. er i eksemplet fastsat til 125.000 kr. pr. år i fire år. Dette beløb svarer til udgiften for en person, der tager en kompetencegivende erhvervsuddannelse.
Figur 20. Scenarie for investering i udstødte og marginaliserede
Forudsætningsgrundlag for scenarie:
Antal personer, som udgangspunkt for beregninger:
4.000 pers.
Andel af målgruppen, der aktiveres
10 %
Andel af de aktiverede, der kommer i varig beskæftigelse
60 %
Direkte sociale udgift pr. person pr. år (anslået)
60.000 kr.
Øvrige udgifter pr. person pr. år (anslået 10 pct. af direkte udgift)
6.000 kr.
Skatteandel af løn og sociale ydelser, f.eks. førtidspension (anslået)
30 %
Værditilvækst pr. ansat (årsværk) (anslået)
150.000 kr.
Udgifter til uddannelse o.a. pr. år pr. person (i 4 år)
125.000 kr.
Udgifter til uddannelse o.a. i alt på årsplan
50 mio.kr.
Årsløn af reintegreret (anslået)
145.600 kr.
Ovenstående beregninger viser, at investering i de ledige og i de marginaliserede er en samfundsmæssig god forretning. Men modsat må vi på basis af det seneste årti sande, at det ikke er lykkedes at udligne job-underskuddet, selv om der er gjort mange politiske bestræbelser både lokalt og centralt for at få fjernet ledigheden. Spørgsmålet er, om der er tale om en forklaring, der skal findes i den politiske udvikling eller i den økonomiske udvikling, eller om forklaringen skal findes i rent styrings- og forvaltningsmæssige forhold.
I dag må erfaringerne bl.a. være, at en stærk central styring af den samlede indsats og dertil hørende overordnede designs af arbejdsmarkedspolitikken ikke altid fører til de forventede mål. Et godt resultat af en alternativ decentralisering af indsatsen til de enkelte kommuner, betvivles dog også af mange. Der er under alle omstændigheder behov for en selvransagelse for udviklingen på arbejdsmarkedsområdet, inden der allokeres flere samfundsmæssige midler til arbejdsmarkedsområdet. Arbejdsgruppen vil i det afsluttende kapitel i betænkningen fremkomme med forslag til, hvordan vi kommer videre i bestræbelserne på at sikre den enkelte en plads i arbejdslivet.
Til toppen
4.5 Kompetenceudvikling
Der eksisterer i dag et rigt uddannelsestilbud her i landet samtidig med at de studerende har adgang til at gennemføre uddannelser i Danmark.
For øjeblikket er der en række nye initiativer i gang på uddannelsesområdet. I det følgende gives der en kort beskrivelse af følgende udviklingsprojekter:
(Note: Gennemgangen af de fire projekter bygger på Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke¿s bidrag til Selvstyrekommissionens Midtvejskonference, den 13.-14. september 2001.)
- Atuarfitsialak
- Erhvervsuddannelsesreformen
- Universitetsparken
- Internationaliseringen af de grønlandske uddannelser
Til toppen
4.5.1 Atuarfitsialak
Arbejdet med Atuarfitsialak er en omdefinering af folkeskolen fra værende en kopi af et andet system til en international skole med baggrund i vores egen kultur og egne værdier.
Den nye ordning for folkeskolen omfatter følgende forhold:
- En væsentlig ændret formålsbeskrivelse udbygget med et grundlag for folkeskolen i form af principper vedrørende elevernes læring, undervisningen og skolens rolle.
- En væsentlig ændret skolestruktur med et 10-årigt skoleforløb og undervisningspligt delt op i tre klart afgrænsede trin med hver deres formålsbeskrivelse og pædagogiske profil.
- En fleksibel planlægning af skoleåret i fagdelte og tværfaglige forløb.
- En revideret fagrække med organisering af indholdet i brede fagområder, styrkelse af den sproglige og den praktisk-musiske dimension samt integration af IT i al undervisning.
- Klar opdeling mellem centralt og lokalt fastsat indhold i undervisningen.
- Ændringer i tilrettelæggelse og organisering af specialundervisningen.
- Væsentligt ændrede evaluerings- og dokumentationsformer.
- Styrkelse af rådgivningen og vejledningen i forhold til den enkelte elev.
- Tilpasning af skolebestyrelsens opgaver og beføjelser i overensstemmelse med revisionen af indholdsdelen.
- Udvidelse af personkredsen, der kan indvælges som forældrerepræsentanter i skolebestyrelsen.
- Styrkelse af elevrådene.
Der er lagt op til en struktur, der opererer med et yngste- (nukarliit 1.-3. årgang), mellem- (akulliit 4.-7.årgang) og et ældstetrin (angajulliit 8.-10.årgang).
Den sproglige del af undervisningsindholdet skal styrkes betydeligt. Undervisningen i engelsk skal påbegyndes allerede fra 4. årgang, og fra 8. årgang skal der tilbydes et 3. fremmedsprog, som kan være tysk eller fransk eller, hvor der er mulighed for det, andre sprog.
Som en styrkelse af sprogundervisningen anvendes både grønlandsk og dansk og i et vist omfang også engelsk, som undervisningssprog for alle elever.
Personlig udvikling er et nyt fagområde som skal imødekomme ønsket om, at eleverne får styrket deres selvværd, lærer at tage medansvar for og arbejde målrettet med egen udvikling og uddannelse samt gives redskaber til at forstå sig selv og andre.
De lokale valg skal sikre en alsidig undervisning i de praktisk-musiske fag som foruden de traditionelle fag inden for dette område (idræt, sang, musik, håndarbejde, sløjd og husgerning) kan omfatte en bred vifte af andre aktiviteter som for eksempel, drama, dans, billedkunst, foto, medier, husflid, kajak- og hundeslædebygning, sejlads, fiskeri og fangst.
Derudover vil lokale valg inddrage deltagelse i alderssvarende kulturelle, sociale og erhvervsrettede aktiviteter uden for skolen, som en del af elevernes læring.
Til toppen
4.5.2 Erhvervsuddannelsesreformen
Formålet med erhvervsuddannelsesreformen er at sikre, at erhvervsuddannelserne udvikles i overensstemmelse med erhvervslivets og arbejdsmarkedets behov for uddannet arbejdskraft. De uddannede skal være konkurrencedygtige i forhold til den udefrakommende arbejdskraft, og de skal sikres merit til danske og udenlandske uddannelsessystemer og arbejdsmarkeder. Ligeledes er det målet at sikre, at frafaldet i erhvervsuddannelserne reduceres mærkbart, så selvforsyningen med uddannet arbejdskraft øges.
Reformforslaget for erhvervsuddannelserne, som nu er ved at blive implementeret, indeholder forslag til smidiggørelse af strukturerne i erhvervsuddannelserne, der giver anvisninger på effektivisering og måder at bekæmpe de problemer, der kendetegner området, herunder det uacceptabelt store frafald blandt de uddannelsessøgende.
Reformen indebærer, at der er en række forhold, der skal opfyldes:
En bedre og mere målrettet folkeskole og et udbygget vejlednings- og introduktionssystem skal sikre en bedre indslusning i erhvervsuddannelsessystemet.
- Et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter om løsning af problemer under praktikuddannelsen skal medvirke til bedre forståelse og engagement hos såvel mesteren som lærlingen og til optimal udnyttelse af eksisterende lære- og praktikpladser.
- Det er endvidere målet, at der i alle kommuner iværksættes uddannelses- og erhvervsintroducerende undervisning med henblik på at lette overgangen til det kompetencegivende uddannelsessystem for de grupper, der ikke umiddelbart kan påbegynde en sådan uddannelse.
Til toppen
4.5.3 Universitetsparken
Grønlands Universitetspark forventes at ville kunne udgøre et centrum for højere uddannelser og for forskning og dokumentation, og dermed blive en vedvarende kilde til opkvalificering og udvikling af samfundet i egne rammer og på egne betingelser.
Baggrunden for etablering af en universitetspark er, at alle samfund i udvikling nødvendigvis må have et veludviklet og et veltilpasset antal uddannelsestilbud samt en egen forskningsenhed med udgangspunkt og udspring i de gældende samfundsforhold og samfundsbetingelser. Derved skabes der ikke blot mulighed for nødvendig grundforskning, men også for opbygning af et centralt udspring for innovation og inspiration til gavn for både menneskelig, erhvervsmæssig og societal udvikling. En central vidensopbygning, hvorfra de næste generationer kan være med til at forme den fremtidige samfundsudvikling via de kompetancer der vil udvikles indenfor sprog, kultur, historie, pædagogik, forvaltning, sociale forhold og medier.
Frem for at reproducere uddannelsessystemer, der er tilpasset andre uddannelses- og kulturmiljøer i en helt anden samfundsstruktur, er det afgørende at etablere et grønlandsk center for akademisk vidensproduktion og innovation. Dermed skabes rammerne for systematisk videns- og dataindsamling og bearbejdning af og for det samfund, der skal gøre brug heraf.
Med adgang til et videnscenter som Universitetsparken forventes det udover at kunne udvikle undervisningstilbud og -materialer, samtidigt at kunne skabe rammerne for et frugtbart og komparativt forskningsmiljø indenfor sprog, kultur, information og medier, pædagogik, samfunds og sociale forhold.
I dag er flere af de grønlandske uddannelsesinstitutioner små og differencierede og samtidig meget ressourcekrævende, hvad angår lærerkapacitet og opretholdelse af små hold og årgange. Med oprettelsen af Universitetsparken vil der blive skabt mulighed for mindre ressourcekrævende afvikling af uddannelsestilbudene, for eksempel via tværgående og tværfaglige seminar- og undervisningsudbud, langt bedre udnyttelse af undervisnings- og lærerkapacitet samt udvikling af et tværgående studiemiljø til gensidig vidensudveksling og inspiration og faglig og pædagogisk videreudvikling.
Til toppen
4.5.4 Internationaliseringen af de grønlandske uddannelser
Grønland har i dag mulighed for at deltage i multilaterale udvekslingsaftaler for studerende og undervisere via EU¿s programsamarbejde, via Sokrates- og Leonardoprogrammerne. Derudover deltager Grønland i Nordisk Ministerråds Uddannelsesprogrammer og via div. samarbejdsaftaler vedr. uddannelse og forskning mellem landene i Arktisk Råd via University of the Arctic. Der eksisterer derudover flere bilaterale uddannelsesaftaler mellem Grønland og en række andre lande, bl.a. Canada og USA.
For at fremme fleksibiliteten i det internationale uddannelsesmiljø, og for at lette anerkendelsen af grønlandske og internationale studiepoint og studieophold indføres anvendelsen af ECTS-point (European Credit Transfer System) på de videregående uddannelser i Grønland. Ligeledes foregår der et undersøgelsesarbejde vedrørende muligheden af at konvertere de fem grønlandske mellemlange uddannelser til såkaldte ¿professionsbacheloruddannelser¿ (3½ til 4 års uddannelseslængde). Herved kan der opnås mere fleksible meritoverføringsmuligheder både internt i det grønlandske uddannelsessystem, og i forhold til uddannelser uden for Grønland. Samtidig sikres og styrkes de grønlandske videregående uddannelsers internationale standard på både uddannelses- og forskningsområdet.
I foråret 2001 åbnede et Arktisk Teknologicenter i Sisimiut i samarbejde med Danmarks Tekniske Højskole. Her udbydes de første undervisningsår af en Arktisk Ingeniøruddannelse samt en række specialkurser i Arktisk Teknologi. Centret udbyder derudover kursustilbud til teknikere, håndværkere og ingeniører samt efteruddannelseskurser for folkeskolelærer og andre undervisere. Derudover vil centret udvikle forskning i Arktisk teknologianvendelse, dokumentation af viden om teknologi i Arktisk forskningsformidling samt forskningsbaseret kursus- og videreuddannelse.
Udvikling af brugen af informationsteknologi i de grønlandske uddannelser fortsætter. Et stigende antal elever og studerende og undervisere arbejder med IT og telebaserede undervisningsmetoder i den daglige undervisning, og en stor del af de uddannelsessøgende på de mellemlange og de videregående uddannelser anvender Internettet i deres studier.
Således anser direktorat, at de omtalte reform- og udviklingsarbejder kan resultere i opnåelse af den meget tiltrængte erfaringsbaserede uddannelsesudvikling og indlæring, hvilke er nødvendige og centrale redskaber i ethvert samfunds udvikling mod større selvstændighed og selvbevidsthed. En bevidsthed der er at finde i refleksionen og fordybelse i egne værdier og normer, og ikke i genspejlingen af andre samfund.
Endelig vil opsamling af den administrative og forvaltningsmæssige varetagelse af uddannelsesområdet i centrale enheder medføre samfundsmæssige og økonomiske ressourcebesparelser.
Til toppen
4.5.5 De fremtidige udfordringer
Uddannelsessystemet står over for store udfordringer. Udover en stadig tilpasning til ny efterspørgsel skal de eksisterende problemer omkring kvalitet og fastholdelse bearbejdes.
Antallet af igangværende erhvervsuddannelser var ultimo 1996 2.026 studerende. Heraf var ca. hver femte studerende i Danmark. Der findes i Grønland i dag ca. 2.500 uddannelsespladser. Men uddannelsesinstitutioner har en relativ lav produktion målt i antal studerende, der fuldfører uddannelserne. Figur 21 viser de uddannelsessøgende i perioden 1990-97 fordelt på henholdsvis påbegyndte, afbrudte og fuldførte uddannelser.
Figur 21. Antal uddannelsessøgende, påbegyndte, afbrudte og fuldførte, 1990-97
Kilde: Grønlands Statistik, 1998:1, Uddannelse.
Den samlede uddannelsesvolumen er samtidig svagt faldende i modsætning til de fleste andre regioner og lande, vi kan sammenligne os med, hvor uddannelsesvolumen normalt er fortsat voksende. Samtidig har landet som helhed et efterslæb, hvad angår kompetencegivende uddannelse, hvorfor ca. seks ud af ti i arbejdsdygtig alder i den grønlandskfødte del af arbejdsstyrken er ikke-faglærte.
For øjeblikket er det dog vanskeligt at gennemføre analyser af såvel produktion som behov på uddannelsesområdet, da der ikke forefindes aktuel statistik. Det er uheldigt, når der anvendes relativt store samfundsmæssige omkostninger til uddannelse, og når uddannelse gang på gang fra politisk side fastsættes som et af de vigtigste indsatsområder for udviklingen af samfundet.
Til toppen
4.5.6 De overordnede politiske og administrative prioriteringer
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at formålet med den samlede uddannelsesindsats skal klarlægges og synliggøres, således at både det politiske og det administrative niveau får et bedre beslutningsgrundlag.
De overordnede politiske og administrative prioriteringer bør således omfatte en stillingtagen til målsætning for følgende forhold på uddannelsesområdet:
- Hvilke uddannelser skal tilbydes, og hvem beslutter det samlede uddannelsestilbud?
- Hvilke uddannelser skal udbydes her i landet, og hvilke må gennemføres via ophold i Danmark eller i udlandet? Hvad er de overordnede kriterier for prioritering?
- Hvem er ansvarlig for, og hvordan fastsættes uddannelsernes indhold og fremgangsmåde?
- Hvilke grundlæggende forudsætninger kræves af de uddannelsessøgende?
- Hvordan etableres der et system af tilskyndelse for såvel de studerende, for lærerne og for institutioner til fortsat forbedring af indsatsen?
- Hvilke krav skal der stilles til de administrative omkostninger for uddannelserne?
- Hvordan finansieres uddannelse og hvor meget skal de studerende have finansieret?
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det enkelte menneske som princip selv skal finde frem til, hvilket uddannelsesbehov vedkommende har. Det er vigtigt at få både de unge ved indgangen til arbejdslivet og de øvrige i arbejdsstyrken til at forstå nødvendigheden af at investere i sig selv, hvad angår uddannelse og fortløbende opkvalificering.
Det er nødvendigt fortsat at sikre et meget bredt uddannelsestilbud for alle her i landet ved et fortsat tæt samarbejde med uddannelsesinstitutioner i andre lande. Men der må fra politisk side ske en prioritering af, hvilke uddannelser, der udbydes her i landet. Her er der tale om at sikre kompetencegivende uddannelse, der er målrettet efterspørgslen på arbejdskraft. I forbindelse med prioritering af uddannelser her i landet er der to forhold, der vejer tungt:
For det første må der være en realistisk produktions-økonomi på den enkelte uddannelse. Specialiserede uddannelser med et relativt lille antal studerende og med store omkostninger i forbindelse med rekruttering og fastholdelse af kvalificerede lærerkræfter samt uddannelsesfaciliteter bør ikke fremmes, hvis de ikke har en stor kulturel, uddannelsesmæssig og identitetsskabende samfundsrelevans.
For det andet bør der prioriteres uddannelsestilbud her i landet til de personer, der har sprogvanskeligheder og i anden henseende ikke kan forventes i længere perioder at kunne bosætte sig i udlandet.
Den enkelte må dog forvente, at der fra politisk side sker en prioritering af, hvilke uddannelser, der ønskes prioriteret til det eksisterende og det fremtidige erhvervsliv. Det er det politiske og administrative niveaus ansvar, at den ønskede prioritering følges op af fordelagtige tilbud for de studerende under uddannelsesforløbet i forbindelse med disse prioriterede uddannelser. Til at sikre kvalificeret personale til visse strategisk vigtige stillinger i såvel den offentlige forvaltning og i de private virksomheder bør der sikres individuelt tilpassede uddannelsesforløb, hvor kvalificerede kandidater gives bedst mulige studierammer.
Samlet set foreslås følgende prioritering af uddannelsestyper til gennemførelse her i landet:
- Strategisk væsentlige uddannelser (f.eks. inden for fiskerierhvervet og til udvalgte stillinger i den offentlige forvaltning) (kan delvist gennemføres i udlandet).
- Økonomisk ¿rentable¿ uddannelser, dvs. uddannelser, hvor elevvolumen muliggør en acceptabel kvalitet og økonomi (f.eks. ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser inden for kontor og handel, bygge- og anlæg o.lign.)
- Uddannelser med specielle grønlandske dimensioner, dvs. uddannelser, der beskæftiger sig med mennesker (lærerseminar, social- og sundhedsuddannelser og uddannelser på højere niveau vedrørende sprog og kultur).
- Uddannelser tilrettelagt til persongrupper, der har vanskeligt ved at gennemføre uddannelse i udlandet, f.eks. ensprogede.
Det er afgørende, at de uddannelser, som finansieres af offentlige midler til stadighed vurderes med hensyn til kvalificeret indhold, både hvad angår de faglige krav til de studerende og kravene til de pædagogiske fremgangsmåder under uddannelsen. Et væsentligt krav til de færdiguddannede er, at deres færdigheder kan stå mål med tilsvarende færdigheder hos studerende i udlandet. Men udover dette grundkrav skal der også, som det allerede sker i mange sammenhænge, målrettes uddannelsesindhold til grønlandske forhold. Det er afgørende, at alle studerende forstår deres egen kommende rolle som kvalificeret arbejdskraft i en samfundsmæssig ramme, og det er ligeledes afgørende, at der fokuseres på den viden, som kræves hos grønlandske virksomheder, hvad angår sprog, kultur, kendskab til klima og natur m.v.
I den situation hvor de uddannelsessøgende modtager offentlig støtte, enten i form af støtte til de uddannelsesinstitutioner, de uddannes på, eller direkte som stipendier og lignende til leveomkostninger under studierne, må og skal der stilles krav til de uddannelsessøgende.
(Note: Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke har igangsat et undersøgelsesarbejde vedrørende en reform af uddannelsesstøtten. Formålet er at øge de uddannelsessøgendes motivation til at søge og gennemføre uddannelsesforløb, samt vende tilbage til Grønland.)
Kravene bør ud over elementære disciplinære forhold også omfatte krav til, at de studerende så vidt muligt færdiggør deres studier inden for normeret tid. I dag er der eksempler på, at dyre uddannelsespladser ikke bliver benyttet, fordi de uddannelsessøgende i for stor udstrækning har jobs o.a., der umuliggør effektive studier.
De studerende må forvente, at de skal være borte fra hjemegnen i længere perioder, idet kvalificerede uddannelsesforhold skal sikres gennem regionalisering af det samlede uddannelsessystem.
For at undgå at en investering i en studerende spildes, fordi vedkommende ikke opnår det endelige kompetencegivende eksamensbevis, foreslås at gennemføre et certifikatsystem på alle uddannelser, således at en studerende opnår en eller anden form for kompetence, selv om vedkommende kun gennemfører noget af et studie.
De nuværende frafaldsproblemer i uddannelsessystemet er uacceptable. Den manglende produktivitet i form af færdiguddannede i forhold til de samlede omkostninger, gør det vanskeligt for det politiske niveau fortsat at forøge investeringerne i uddannelse. Inden uddannelsesudgifterne forøges skal det sikres, at den enkelte borger kan se fornuften i at placere endnu flere skattemidler i uddannelsestiltag.
På denne baggrund er det afgørende, at der sikres et system af tilskyndelse til dels med omhu at vælge den rette uddannelse, dels at gøre den færdig inden for normeret tid. For de studerende kan dette sikres, hvis der indføres stipendieordninger, hvor eventuelt frafald for det første omgående betyder tilbagebetaling af dele af de omkostninger, som samfundet har haft til personen under uddannelse (f.eks. konvertering af stipendie til lån, tilbagebetaling af rejse til uddannelsessted m.v.), dels ved omgående at stille krav til den studerende om at indgå i en eller anden form for arbejdsmarkedstiltag, når studiet forlades i utide.
Samtidig er det dog klart, at frafaldsproblemerne ikke blot kan tackles med økonomiske incitamenter. En varig reduktion af frafaldet kan kun opnås ved en langsigtet kontinuerlig indsats på alle niveauer i uddannelsessystemet med hensyn til intensiveret studie- og studenterrådgivning, bedre studiemiljøer, mere målrettede uddannelser og en mere hensigtsmæssig uddannelsesstøtte.
En væsentlig del af en incitamentsstruktur findes i, at personer med en kompetencegivende uddannelse altid honoreres med en væsentligt bedre løn, end det ikke-faglærte personale tilbydes.
Finansieringen af uddannelsessystemet bør omlægges, således at produktiviteten udtrykt i antal fuldførte studerende pr. offentligt finansieret krone på uddannelsesområdet forøges væsentligt. Der bør f.eks. sikres et system af tilskyndelse hos lærerne samt uddannelsesinstitutionerne. Det foreslås, at der gennemføres forsøg med nye finansieringsformer overfor uddannelsesinstitutionerne, hvor de økonomiske midler i en vis udstrækning følger de studerende.
For til stadighed at sikre kvalificerede lærerkræfter, bør de enkelte institutioner gives mulighed for at honorere gode lærere. Gennemførelse af efteruddannelseskurser samt anden certificeret uddannelse bør honoreres med forskellige former for kvalifikationstillæg.
For at sikre en bedst mulig anvendelse af investeringer i uddannelse, foreslås opbygget et system, hvor både den enkelte, som beskrevet ovenfor, og arbejdsmarkedets parter gøres til væsentlige interessenter i finansiering af uddannelse. Ud fra sammenligninger med udlandet skal det sikres, at de enkelte brancher tilnærmelsesvis investerer sammenlignelige beløb i uddannelse af personalet, som de virksomheder, der konkurreres med i andre lande.
I forbindelse med en forøget uddannelsespolitisk indsats skal der sikres bedre samarbejde og bedre styring af de administrative forhold omkring uddannelse. Der foreslås en sammenlægning af de administrative enheder vedrørende uddannelses- og arbejdsmarkedsaktiviteter i hjemmestyrets centraladministration. Samtidig foreslås der udarbejdet samarbejdsaftaler på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet med hver enkelt kommune, der binder begge parter til en optimal indsats med løbende udveksling af informationer, erfaringer m.v.
Endelig foreslås der indarbejdet metoder til mål- og resultatstyring af alle institutioner inden for arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet. Det administrative niveau skal sikre det politiske niveau et bedre grundlag for beslutningsprocesser, end det, der eksisterer i dag.
Til toppen
4.5.7 Bedre opvækstvilkår for børnene
Forberedelsen til et godt liv starter allerede ved fødslen. I dag må vi erkende, at der opstår en restgruppe af børn, som på grund af vilkår under opvæksten og metoder for opdragelse og skole, ikke er klædt godt nok på til uddannelsessystemet og til arbejdslivet.
Problemet er ofte, at børnene ikke får opbygget et naturligt forhold til det, at drage grænser og det at have pligter. Måske er det dårlig samvittighed hos forældrene, der er grundlaget for, at børnene og de unge får alt for løse rammer for deres tilværelse. Det er en kendsgerning, at især børn af forældre, der selv har det dårligt, også giver dårlige betingelser for deres egne børn.
En anden del af restgruppen af børn har forældre, der har gode økonomiske vilkår, men som på grund af karriere ikke finder tid til at passe deres børn. Disse børn udvikler sig ofte til asociale individer, hvor institutioner, folkeskole og ungdomsuddannelserne skal bruge forholdsmæssig mange ressourcer på at tilpasse dem til et samarbejde til gensidig fordel.
Hvis forældrene på grund af egne problemer ikke lever op til deres mål som forældre, eller hvis forældrene ikke har tid til deres børn, giver dette sig ofte udtryk i, at børnene bliver forkælede. Denne gruppe af børn og unge er ofte sent ude om aftenen. Det går måske godt en periode, men så begynder det at knibe i skolen.
På denne måde opdrages børnene til, at nogen sørger for dem uden modkrav. Først familien, senere er det kommunen som overtager den ¿passive¿ pas-dig-selv forsørgelse.
Restgruppen skal mindskes, og dette kan ske ved at starte en indsats allerede ved de vordende forældre. Arbejdsgruppen anbefaler, at der uddannes familievejledere, der inden for princippet om hjælp til selvhjælp kan følge den enkelte familie og med en tidlig indsats kan stoppe den onde cirkel i en helhedsløsning for familien.
Familievejlederne skal samtidig sikre, at der skabes et mellemled mellem børneinstitutionerne og folkeskolen, således at den vigtige kommunikation mellem institution og familie etableres.
Familievejlederne skal sikre kendskab til de fælles opdragelsesnormer og sætte forældrene i stand til at vurdere, om deres indsats er god nok over for deres børn. Samtidig skal familievejlederne sikre den manglende voksenkontakt til børnene og være med til at opbygge faste rammer for børnene under opvæksten.
Til toppen
4.5.8 Folkeskolen
Grunduddannelsen i form af folkeskolen m.v. skal ¿ uanset sociale vilkår for opvækst, bosted eller økonomi ¿ ud over udvikling af personlige egenskaber sikre alle borgere en frihed til at vælge kompetencegivende uddannelse eller arbejde som ikke-faglært arbejdskraft ud fra deres eget ønske. Grunduddannelsen er den platform, som det enkelte individ kan starte på, når han eller hun ud fra eget valg skal investere i uddannelse og erfaring.
Folkeskolen er et afgørende udgangspunkt for alle mennesker, og der skal sikres de bedst mulige resultater af børnenes skolegang. Arbejdsgruppen anbefaler, at der via Grønlands tilslutning til international benchmarking på folkeskoleområdet til stadighed sikres evaluering af resultaterne i forbindelse med det pædagogiske arbejde med børnene.
Efter endt folkeskoleuddannelse står den unge i en valgsituation, hvor det er afgørende vigtigt, at alle informationer om mulighederne på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet er let tilgængelige.
Det er kendt, at husstanden eller familien ofte er med-beslutningstager i forbindelse med uddannelsesvalg. Der skal samtidig sikres en tilsvarende information og vejledning for de unges familiebagland, således at den unge samtidig sikres bedst mulig kommunikation med forældre om deres valg.
Til toppen
4.5.9 Fra udbudsorienteret til efterspørgselsorienteret uddannelsestilbud
Arbejdsgruppen opfatter dele af det nuværende uddannelsessystem for ufleksibelt med hensyn til arbejdsgiveres rådgivning om indhold i uddannelsen samt i forhold til at virke interessant for den unge, både ved uddannelsesstart og under selve uddannelsesforløbet. Generelt bør uddannelsessystemet i langt højere grad end nu indrettes efterspørgselsorienteret. I bestræbelserne på at sikre efterspørgselsorienterede uddannelsestilbud foreslås indført muligheden for, at finansiering af uddannelse følger de uddannelsessøgende.
Et efterspørgselsorienteret uddannelsestilbud vil også kunne sikre en målretning mod bestemte modtagergrupper, f.eks. unge mødre, der har valgt at få børn før de tager en ungdomsuddannelse o.a. Med ungdomsårgange under 1.000 personer bør der i vid udstrækning målrettes uddannelse til personlige behov i stedet for tænkning i et egentligt uddannelsessystem.
Fastholdelsesproblemet har mange årsager. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at et mere fleksibelt efterspørgselsorienteret uddannelsestilbud på sigt vil forbedre fastholdelsen af studerende.
De store afstande mellem uddannelsesinstitution og de unges hjemby spiller helt sikkert en betydelig rolle med hensyn til manglende fastholdelse. Derfor kan det være attraktivt, hvis en større del af uddannelsen gennemføres på selve arbejdspladsen.
Det canadiske diplomsystem Red Seals vil kunne være et nyt fremtidigt tilbud tilpasset grønlandske forhold. Her kan den enkelte gennemføre en kompetencegivende uddannelse som moduler, hvor 85 pct. af uddannelsesperioden finder sted på den lokale arbejdsplads, mens de sidste 15 pct. anvendes på uddannelsescenter til teoretisk uddannelse samt vurdering af den enkeltes kvalifikationer.
Det canadiske system tager sit udgangspunkt i oplæring af arbejdskraften på arbejdspladsen. Dvs. at arbejdskraften indtjener løn, samtidig med at han eller hun oplæres ¿ på engelsk ¿earning while learning¿-princippet. Der er opstillet standarder for, hvordan oplæringen skal foregå, og hvad den enkelte skal kunne efter oplæring.
Det eksisterende uddannelsestilbud i Grønland er domineret af uddannelse til den offentlige sektor. I takt med en betydelig beskæftigelsesmæssig reduktion i denne sektor bør uddannelserne mere og mere målrette sig de private erhverv.
De relativt små ungdomsårgange og den dermed relativt lave potentielle målgruppe for uddannelse gør, at det grønlandske uddannelsessystem altid må være etableret som fragmenteret, hvor de studerende må forvente, at nogle uddannelser eller dele af uddannelser skal tages i udlandet. Den del af uddannelserne, der prioriteres etableret her i landet skal være målrettet til landets styrkepositioner, dvs. gymnasielle uddannelser samt erhvervsuddannelser målrettet de bærende erhverv.
Der skal samtidig ske en koordinering og prioritering af efteruddannelse. Ligesom de øvrige kompetencegivende uddannelser skal efteruddannelsestilbud være direkte tilknyttet de enkelte erhverv, så der kan sikres hurtig tilpasning til nye aktuelle efterspørgsler på efteruddannelseskurser og efteruddannelsesforløb.
Til toppen
4.5.10 Erhvervslivet vigtig aktør i uddannelsestilbudet
Erhvervslivet bør have en mere central placering på uddannelsesområdet og bør generelt være mere aktiv i opkvalificering af arbejdskraft. Problemet er i Grønland som i andre lande, at virksomhederne ofte er tilbageholdende i uddannelse og efteruddannelse, fordi de ikke har sikkerhed for, at investeringerne i deres humane kapital fortsat vil være til rådighed, når investeringerne skal forrentes.
En afgørende forudsætning for, at erhvervslivet kan fungere som aktør i uddannelsestilbuddet til sine ansatte er, at der føres en aktiv personalepolitik. Arbejdsgruppen anbefaler, at de erfaringer, der findes i Grønland med værdibaserede regnskaber evalueres nøje, og at der på denne baggrund fastsættes rammer for, hvordan den enkelte virksomhed skal udarbejde værdibaserede regnskaber.
Det er af stor betydning for virksomhedernes udvikling, at der løbende sker en vekselvirkning mellem ansættelse i virksomhederne og i uddannelsesinstitutioner, så der sikres en fortsat opkvalificering af lærerkræfterne med vidensopbygning vedrørende erhvervslivets behov for uddannet arbejdskraft.
Anvendelsen af traineeforløb (følordning) bør forøges som uddannelses- og efteruddannelsestilbud. Ved hjælp af certificerings-ordninger bør traineeforløb og anden virksomhedsrelateret undervisning og opkvalificering give adgang til eksamensbeviser på lige fod med traditionelle kompetencegivende uddannelser.
Det grønlandske arbejdsmarked er præget af en stor gruppe af personer i arbejdsdygtig alder, der er ikke-faglærte. Figur 22 viser, at selv om Grønland forbedrer uddannelsesfrekvensen fra de nuværende ca. 0,4 til ca. 0,7, som den er i Danmark, vil den grønlandskfødte del af arbejdsstyrken først have et identisk niveau af personer med kompetencegivende uddannelse i år 2047.
Hvis målsætningen for den grønlandske uddannelsesindsats er, at den grønlandske del af arbejdsstyrken skal opnå samme uddannelsesniveau, og hvis der fra nu sikres en målsætning om, at syv ud af ti skal have en kompetencegivende uddannelse, så er det samlede resultat af tilgang og afgang fra arbejdsmarkedet, at denne målsætning først opnås år 2047.
På denne baggrund er det vigtigt at målrette en stor del af uddannelsesindsatsen mod opkvalificering af ikke-faglært arbejdskraft. I 1999 var der på Landstingets Finanslov kun afsat 1.900 kr. pr. ikke-faglært ansatte. Rammerne for efteruddannelse af gruppen af ikke-faglærte, der er den gruppe, der oftest er ramt af ledighed og marginalisering, skal være langt bedre i de kommende år.
Denne form for opkvalificering bør målrettes mod forskellige målgrupper. En kvantitativt væsentlig gruppe er gruppen af fiskere og fangere. Gruppen er et stort potentiale for den fremtidige erhvervsudvikling, men mangler ofte forskellige instrumenter til at udvise omstillingsevne, når de af helbredsgrunde eller på grund af udviklingen i fiskeri- og fangsterhvervet ønsker at udvise mobilitet til lønarbejde i andre brancher.
Det anbefales, at gruppen af fiskere og fangere får tilbudt målrettet efteruddannelse og omskoling på lige fod med andre erhvervsgrupper.
Ikke-dobbeltsprogede skal have et tilpasset uddannelsestilbud. Ud fra en vurdering af behovet, foreslår arbejdsgruppen, at der etableres grønlandsksprogede kurser for denne gruppe, herunder eventuelt også egentlige erhvervsuddannelser samt kurser på grønlandsk for virksomhedsledere.
Et altoverskyggende problem i udviklingen af det grønlandske erhvervsliv er manglen på iværksættere. Stort set alle arbejdsgivere er i dag udefrakommende. På denne baggrund bør der igangsættes en samlet struktur af uddannelsesinitiativer, der fra folkeskoleniveau til de kompetencegivende uddannelser fokuserer på de muligheder og barrierer, der eksisterer for at etablere egen virksomhed.
Til toppen
Grundlæggende bygger den grønlandske arbejdsmarkedslovgivning og den institutionelle opbygning vedrørende arbejdsmarkedsforhold på danske erfaringer og fremgangsmåder. Både de arbejdsretlige forhold og arbejdsmiljøområdet er endvidere fortsat nogle af de efterhånden få områder, der endnu ikke er hjemtaget fra Danmark til Grønlands Hjemmestyre.
Den sammenlignelige arbejdsmarkedslovgivning og den stort set identiske institutionelle opbygning har sine fordele i forhold til, at det danske og det grønlandske arbejdsmarked i mange henseender er tæt forbundne:
- Der er stor vandring af arbejdskraft mellem det danske og det grønlandske arbejdsmarked.
- Uddannelsessystemerne er tæt forbundne.
- Flere danske lønmodtagerorganisationer er aktive i Grønland.
- Mange embedsmænd i såvel centraladministrationen, i kommunerne som i institutioner har deres baggrund og uddannelse fra lignende arbejdspladser i Danmark.
Der er på denne baggrund etableret et tæt samarbejde mellem f.eks. det danske Beskæftigelsesministerium og Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, og på uddannelsesområdet er der også et bredt samarbejde.
Men de tætte relationer til Danmark og dansk arbejdsmarkedspolitik har også nogle negative sider. Den såkaldte danske model har grundlæggende sit udgangspunkt i en organisationsform, hvor både arbejdsgivere og lønmodtagere for størstedelens vedkommende er organiseret, og hvor de enkelte medlemmer således kan få medindflydelse ved organisationernes deltagelse i de råd m.v., hvor den overordnede arbejdsmarkedspolitik udformes. Den danske arbejdsmarkedsmodel kan kort beskrives ud fra følgende karakteristiske træk:
- Trepartssamarbejde mellem arbejdsgivere, lønmodtagere og det offentlige.
- Stærke arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer. (F.eks. er over 80 pct. af de danske arbejdstagere medlem af en fagforening).
- Kollektive overenskomster er den vigtigste retskilde i arbejdsretlige spørgsmål.
Disse træk gør sig også gældende i Grønland i nogen grad, men det må antages, at der i Grønland ikke er samme organisationsgrad. Dette betyder, at det kan være betænkeligt at give organisationerne for stor indflydelse med hensyn til den samlede arbejdsmarkedspolitik, når en stor del af virksomhederne og arbejdstagerne ikke er repræsenteret og organisationerne, enten politisk eller administrativt, ikke er klar til at indgå i selve detailplanlægningen af arbejdsmarkeds- og uddannelsesindsatsen centralt og lokalt i kommunerne.
Samtidig er det danske arbejdsmarked volumenmæssigt næsten et hundrede gange større. Dette har stor betydning, fordi der ikke i Grønland findes ledelsesmæssig kapacitet og faglig viden til at opbygge avancerede arbejdsmarkedspolitiske institutioner, hverken centralt eller decentralt i kommuner, byer og bygder. Især den juridiske kapacitet er og vil altid være lille i et land med så lille en befolkning.
Hertil kommer, at det danske og det grønlandske arbejdsmarked på en række områder er meget forskellige. De primære erhverv som fiskeri og fangst er fortsat betydningsfulde i Grønland, og udbredelsen af lønmodtagerkategorien er fortsat begrænset i disse erhverv.
Der synes på denne baggrund at være behov for at overveje, hvorvidt en overtagelse af det samlede arbejdsmarkedspolitiske område skal ske ved en tilpasning af eksisterende dansk-inspirerede lovgivning, styring og administration, eller om det vil være hensigtsmæssigt at gennemføre en forandring af det samlede kompleks til regulering af arbejdsmarkedsforhold.
I det følgende vurderes på denne baggrund følgende forhold vedrørende relationer mellem arbejdsgivere og arbejdstagere:
- ILO's vigtigste konventioner vedr. arbejdsmarkedsforhold.
- Arbejdsretten.
- Aftalesystem og lønforhold.
- Arbejdsmiljø.
De planlægningsmæssige, administrative og servicemæssige forhold behandles i næste kapitel.
5.1 Den internationale arbejdsret Den internationale arbejdsret omfatter det kompleks af konventioner og anbefalinger, der er vedtaget af FN's internationale arbejdsorganisation, ILO.
(Note: ILO står for International Labour Organization. ILO har hjemsted i Genève. Beskrivelsen af ILO og dens konventioner i denne betænkning bygger primært på Harlang, Koch & Christensen: "ILO og arbejdsmarkedets menneskerettigheder", København, marts 1996.)
Siden grundlæggelsen af ILO i 1919 er der udarbejdet næsten 200 konventioner. Konventionerne omhandler alt fra grundlæggende menneskerettighedskonventioner til mere specifikke konventioner om specielle grupper m.v. Nogle af de væsentligste konventioner er angivet i Tabel 17.
Udover konventioner udarbejdes rekommandationer. Rekommandationer er kun vejledende henstillinger.
Tabel 17. Vigtige ILO-konventioner og deres indhold
Nr. 87 om Foreningsfrihed og Organisationsret |
Konventionen beskytter lønmodtagere og arbejdsgiveres ret til at danne foreninger efter eget valg med henblik på at varetage deres interesser. |
Nr. 98 om Organisationsret og Kollektive Forhandlinger |
Konventionen beskytter faglige organisationers kollektive rettigheder, herunder konfliktretten, retten til at føre kollektive forhandlinger, med henblik på at indgå kollektive overenskomster og konventionen beskytter gyldigheden af indgåede overenskomster. |
Nr. 100 om Ligeløn |
Konventionen gennemfører princippet om ligeløn for arbejde af samme værdi uden forskelsbehandling på grundlag af køn. |
Nr. 111 om Diskrimination i Beskæftigelse og Erhverv |
Konventionen tager sigte på at fjerne diskrimination på arbejdsmarkedet på grundlag af køn, race, hudfarve, religion, politisk overbevisning samt national og social oprindelse. |
Nr. 122 om Arbejdsløshedsbekæmpelse |
Konventionen forpligter staten til aktivt at følge en aktiv arbejdsmarkedspolitik med henblik på at skabe fuld, frivillig og produktiv beskæftigelse. |
Nr. 135 om Beskyttelse af Arbejdstager-repræsentanter i den enkelte virksomhed (tillidsrepræsentanter) |
Konventionen forpligter staten til at sikre, at tillidsmænd nyder en effektiv beskyttelse, bl.a. mod afskedigelse også udenfor overenskomstdækkede områder. |
Nr. 159 om Erhvervsmæssig Revalidering og Beskæftigelse af handicappede |
Konventionen tager sigte på erhvervsmæssig revalidering samt beskæftigelse af handicappede arbejdstagere. |
Kilde: Harlang, Koch & Christensen: "ILO og arbejdsmarkedets menneskerettigheder", København, marts 1996.
I det daglige arbejde overvåger ILO staternes overholdelse af konventioner. Hvis en part ikke overholder konventionerne kan den holdes til regnskab herfor ved ILOs kontrolorganer. Kontrol- og klageapparatet i ILO er trepartsbaseret. Enhver organisation af lønmodtagere og arbejdsgivere eller en stat kan indsende klager til ILO over konventionskrænkelser.
ILO råder over en stor ekspertise om arbejdsmarkedsforhold og relaterede emner. Hvert medlemsland har muligheden for at tilknytte diplomater til arbejdet i ILO i Geneve. Således har Danmark f.eks. en arbejdsattaché tilknyttet ILO.
Det er almen praksis, at ILO stiller ekspertgruppe til rådighed til hjælp for stater, der vil gennemføre større transformationer eller opstarte egen lovgivning på arbejdsmarkedsområdet.
5.2 Den nationale arbejdsret Spørgsmålet om indretning af en national arbejdsret kan siges at have en en institutionel og en juridisk vinkel.
Institutionelt er der i Danmark nedsat en Arbejdsret. Den har sine kontorer i København. Arbejdsretten består af 12 ordinære dommere og 31 suppleanter for disse samt af en formand og 5 næstformænd. Rettens ordinære dommere og suppleanter beskikkes af arbejdsministeren efter indstilling fra visse af organisationerne på arbejdsmarkedet, herunder stat, amt og kommuner. Endvidere er der etableret et sekretariat for Arbejdsretten.
Den danske Arbejdsret indgår i et system, som har til formål at løse konflikter mellem på den ene side arbejdsgivere og deres organisationer og på den anden side lønmodtagere og deres organisationer.
Der er flere forhold, der modsiger en arbejdsretsinstitution som den danske.
For det første er det en yderst bekostelig affære at opbygge en sådan relativ stor organisation til et relativt lille arbejdsmarked med forholdsvis få stridigheder på arbejdsmarkedet.
For det andet vil det være uvist, om det er muligt at finde et passende antal personer med juridisk indsigt i arbejdsmarkedsforhold.
For det tredje vil en grønlandsk arbejdsret for en stor dels vedkommende skulle finansieres af hjemmestyret, som i forvejen er en meget stor arbejdsgiver i Grønland. Lov- og arbejdsgiver vil således ofte være den samme, og der vil med rette kunne drages tvivl om, hvorvidt en sådan myndighed vil fungere upartisk i arbejdsmarkedsstridigheder på hjemmestyrets egne arbejdspladser.
Endelig må det formodes, at den relativt lave organisationsgrad i Grønland vil give problemer i forbindelse med udnævnelse af personer til arbejdsretten.
Juridisk omfatter arbejdsretten som begreb en lang række forhold. Samlet set kan arbejdsretten beskrives som de regler, der regulerer forholdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, dvs. de ansattes løn- og andre ansættelsesvilkår hos arbejdsgiverne. Begrebet arbejdsret anvendes normalt ikke til de arbejdsforhold, der reguleres af hjemmestyret eller staten. Det er f.eks. arbejdsmiljø, lukkelove m.v.
Arbejdsretten omhandler således udelukkende forhold, der aftales mellem arbejdsmarkedets parter. Andre forhold er styret på basis af love.
I Danmark giver Lov om Arbejdsretten som nævnt ovenfor mulighed for arbejdsmarkedets parter til at indbringe sager om overtrædelse og fortolkning af hovedaftaler samt overenskomster m.v., indgivelse af protester mod varslede kollektive kampskridt m.v., men denne lov gælder som sagt ikke i Grønland.
Det eksisterende aftalesystem i Grønland synes at være tidssvarende til både at løse interessekonflikter og retstvister, samtidig med at det er et administrativt og økonomisk billigt system.
(Note: Interessekonflikter er konflikter, der opstår i forbindelse med forhandling af samt frigørelse fra aftaler og overenskomster. Retstvister omfatter konflikter i forbindelse med tolkning af indgåede aftaler og overenskomster. Denne gennemgang af den grønlandske model for arbejdsmarkedsret stammer fra Jakob Janussen: "Det grønlandske aftalesystem". I: Hanne Petersen & Jakob Janussen (red.): "Retsforhold og samfund i Grønland", side 283-285.)
Interessekonflikterne reguleres af de eksisterende hovedaftaler og hovedaftalelignende bestemmelser, idet arbejdsmarkedets parter via aftalerne gives mulighed for, med et passende varsel, at frigøre sig fra gældende aftaler og overenskomster i forbindelse med eller efter udløbet af overenskomsternes gyldighedsperiode. Samtidig er der i aftaler opstillet regler for karakter og omfang af lovlige konflikter, herunder undtagelse for bestemte områder i tilfælde af konflikt samt regler for, hvordan parterne forholder sig til hinanden under og efter ophør af konflikten.
Reglerne indeholder endvidere bestemmelser om muligheden for at inddrage mæglingsmand, hvis parterne ikke kan blive enige om fornyelse af aftaler eller overenskomster. Mæglingsmanden inddrages, hvis blot en af parterne forlanger det.
Organisationerne og deres medlemmer er under alle omstændigheder forpligtet til at handle i overensstemmelse med aftaler. Der findes nemlig en retsregel, som fastslår, at aftaler skal holdes.
Hvis der opstås retstvister, er der indgået aftale om fredspligt i aftale- eller overenskomstperioden. Således må retstvister ikke give anledning til arbejdsstandsning og lignende.
Retstvister behandles normalt på følgende måde:
a) Der gennemføres forhandlinger på arbejdspladsen, f.eks. mellem en tillidsrepræsentant og den pågældende virksomheds ledelse.
b) Løses tvisten ikke gennemføres lokale forhandlinger, f.eks. mellem lokal fagforeningsafdeling og brancheorganisation.
c) Hvis der fortsat ikke er fundet en løsning, overgår forhandlingerne til organisationerne, f.eks. S.I.K. og Grønlands Arbejdsgiverforening.
d) Det sidste niveau i løsning af retstvister er faglig voldgift, hvor der typisk udvælges to repræsentanter fra arbejdstagerside samt to repræsentanter fra arbejdsgiverside samt en formand, der ofte er udpeget af landsdommeren i Grønland.
Til toppen
5.3 Aftalesystem og lønforhold
I Grønland er der som nævnt et arbejdsretsligt system, der grundlæggende bygger på aftaler mellem arbejdsgivernes og lønmodtagernes organisationer. De sidstnævnte aftaler fastsætter i form af overenskomster for en tidsbegrænset periode vedrørende løn- og andre arbejdsvilkår mellem arbejdsgiver og den ansatte.
For gruppen af ikke-faglærte gælder normalt et mindstelønsprincip. Mindstelønnen fastsættes som et beløb, som arbejdsgiveren aldrig må gå under, heller ikke til uorganiserede lønmodtagere. Det er væsentligt, at overførselsindkomster fastsættes til et beløb, der er så tilpas meget lavere end mindstelønnen, således at der altid er et indtjeningsincitament til at tage et arbejde. Det er den reelle indtægt, der skal danne grundlag for fastsættelse af overførselsindkomsternes størrelse i forhold til arbejdsmarkedets parters aftale om mindstelønnens størrelse. Herunder skal der tages højde for de såkaldte bløde goder, som en person på overførselsindkomst kan have. Her under bør der fastsættes fremgangsmåder i forbindelse med evt. inddragelse af offentlig gæld, boligstøtte m.v., således at en person eller en familie ikke får indtjeningstilbagegang, når en person i husstanden tager arbejde.
Indkomstpolitikken er et vigtigt element som redskab til forandringer. F.eks. er det normalt indkomstpolitikken, der anvendes til at skabe motivation i befolkningen for større omstruktureringsprocesser. Indkomstpolitikken er det politiske niveaus instrument til f.eks.
- at sikre den fortsatte konkurrenceevne i forhold til udlandet.
- at forøge eller dæmpe forbrugsudvikling i forhold til behovet i de overordnede økonomiske målsætninger.
- at sikre tilførsel af kvalificeret arbejdskraft til især de eksportorienterede virksomheder ved at sikre, at indtægterne i disse erhverv altid er større end i offentlige erhverv.
Indkomstpolitiske indgreb skal varsles i god tid og alle aktører på arbejdsmarkedet skal have kendskab til de grundlæggende forventninger, der er forbundet med den førte politik for at undgå uro på arbejdsmarkedet.
Arbejdsgruppen anbefaler at anvende indkomstpolitik som redskab til forandring.
Grundlæggende for omkostningsniveauet for de fleste erhvervsaktiviteter er lønomkostningerne. Især i forhold til det danske arbejdsmarked er det vigtigt at skabe en balance mellem dels fortsat at kunne rekruttere højtuddannet arbejdskraft ved, at løn- og ansættelsesvilkårene er sammenlignelige og ligeså attraktive som i Danmark, dels at forsøge at fastholde et lønomkostningsniveau, som gør, at den herboende arbejdskraft er konkurrencedygtig med tilsvarende arbejdskraft i Danmark.
Denne balancegang er dog vanskelig, fordi der normalt er en afsmittende virkning af lønudviklingen på det danske arbejdsmarked. Samtidig er det væsentligt, at det er reallønnen, der anvendes som sammenligningsgrundlag, fordi forskel i beskatning og leveomkostninger gør sammenligninger af nominelløn utilstrækkeligt.
Grundlæggende for den grønlandske skattepolitik er, at der betales indkomstskat af alle lønindkomster. Skatten andrager omkring en tredjedel af arbejdsgiverens udgifter til at beskæftige arbejdskraft. I andre lande, f.eks. EU-landene, er der bestræbelser på at fjerne skat på arbejde, for at få forøget beskæftigelse af især gruppen af ikke-faglærte. Arbejdsgruppen anbefaler, at der sker lignende bestræbelser i Grønland, således at især reintegration af den store gruppe af marginaliserede eller udstødte fra arbejdsmarkedet kan forøges.
Arbejdsgiverens lønomkostninger er ud over selve lønnen fastsat af forskellige komponenter, som tilsammen udgør redskaber til at sikre en eller anden form for handling hos lønmodtager eller arbejdsgiver. Normalt omfatter arbejdsgiverens samlede omkostninger følgende komponenter for en ikke-faglært lønmodtager.
Tabel 18. Oversigt over lønomkostninger for privat arbejdsgiver
Grundløn |
76,50 |
63,84 |
Akkordafsavnstillæg |
8,00 |
7,00 |
Søgnehelligdagstillæg |
1,38 |
1,38 |
Grundløn inkl. faste tillæg |
85,88 |
72,22 |
Feriepenge (12,5 pct.) |
10,74 |
9,03 |
Lønudgift før sociale omkostninger |
96,62 |
81,25 |
Løn under sygdom |
0,16 |
0,22 |
Barns 1. sygedag |
0,24 |
0,20 |
Feriepenge af barsel og sygdom |
1,31 |
1,12 |
Fraværsomkostninger |
1,71 |
1,54 |
Tillidsrepræsentanter |
0,13 |
0,11 |
Særlig tjenestefrihed |
0,00 |
0,00 |
Efterindtægt |
0,02 |
0,02 |
Uproduktive lønomkostninger |
0,15 |
0,13 |
Oplysnings- & Uddannelses Fond |
0,50 |
0,50 |
AEB-bidrag |
0,88 |
0,74 |
Uddannelsesomkostninger |
1,38 |
1,24 |
Pension |
2,37 |
0,70 |
Sikkerhedsbeklædning |
0,29 |
0,29 |
Arbejdsskadeforsikring |
0,58 |
0,58 |
Forsikringsomkostninger |
3,24 |
1,57 |
Direkte og indirekte lønomkostninger |
103,10 |
85,73 |
GA-Kontingent |
0,49 |
0,41 |
Erhvervs- og ansvarsforsikring |
0,40 |
0,41 |
Note: Beregnet på basis af lønforhold i alle brancher, excl. handel og på basis af minimalløn.
Kilde: Grønlands Arbejdsgiverforening, maj 2001.
Der er normalt en klar sammenhæng mellem økonomisk vækst, beskæftigelsesmæssig vækst og vidensbaseret produktion. I forbindelse med vidensbaseret produktion er det nødvendigt at ansætte højt kvalificerede personer med højere videregående uddannelser. Denne gruppe er normalt vanskeligt at rekruttere, men blot en ingeniør eller lignende giver ofte anledning til beskæftigelse af mange faglærte og ikke-faglærte arbejdere. Da der kun i meget lille udstrækning findes denne form for arbejdskraft, er der oftest tale om tilkaldt arbejdskraft.
Denne type arbejdskraft kan f.eks. på IT-området omfatte betydelige udgifter for arbejdsgiveren. Et eksempel fra en grønlandsk virksomhed er, at en højtuddannet IT-konsulent skal have en løn på 45.000 kr. om måneden. Hertil kommer øvrige lønomkostninger i form af ferie, fortsat efteruddannelse, barselsorlov m.v. på mindst 10.000 kr. om måneden. Men afgørende for konkurrenceforholdet til f.eks. Danmark er, at den grønlandske IT-virksomhed samtidig skal betale et boligtilskud på omkring 15.000 kr. i Nuuk-området på grund af det manglende boligudbud. Dette betyder en samlet udgift til lønomkostninger for arbejdsgiver på 70.000 kr. pr. måned.
Boligudgifterne er således en altafgørende barriere for, at der kan ske fortsat vækst inden for såvel IT-branchen som inden for andre brancher i Nuuk og de større byer på kysten.
En anden væsentlig udgift for arbejdsgiveren er flytteudgifter i forbindelse med nyansættelse af såvel personer fra andre byer og bygder her i landet som tilkaldte fra Danmark.
Opgaven for arbejdsmarkedets parter er at sikre den rigtige balance mellem at fastholde et løniveau, der på den ene side sikrer virksomhederne lavest mulige omkostninger, som herved får større eksportmuligheder og som skaber et generelt større indtægtsniveau for alle parter, og på den anden side giver arbejdstagerne en løn, der sikrer et så højt velfærdsniveau som muligt. Det grønlandske arbejdsmarked har i flere år været præget af relativt stabile forhold og der har kun i begrænset omfang været arbejdsnedlæggelser m.v.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at dette allianceperspektiv bør uddybes yderligere, idet virksomhedens anstrengelser for at fastholde og efteruddanne personalet bør forøges. Samtidig bør der sikres bedre informationer om løn- og ansættelsesvilkår, herunder lønstatistik, således at alle parter har kendskab til hinandens handlinger med forøget gensidig tillid til følge.
Lønniveauet i eksportorienteret virksomhed bør generelt fastholdes på et højere niveau end i andre typer virksomheder, således at den bedst kvalificerede arbejdskraft tilskyndes til at flytte til eksportorienterede virksomheder. Dette skal dog ske under hensyn til fortsat at sikre et internationalt set konkurrencedygtigt lønomkostningsniveau. Især den offentlige sektor bør fremvise løntilbageholdenhed.
Som princip bør der i lønsystemet være et direkte incitament til en fortsat søgning efter jobs med større kompetence. Der bør således f.eks. være markante forskelle i lønniveauet mellem ikke-faglært og faglært arbejdskraft. Som grundlag for en vurdering af disse forskelle i lønniveau foreslås anvendt betragtninger vedrørende de enkelte gruppers samlede livsløn.
Produktivitetsfremmende lønaftaler bør anvendes i større omfang end nu.
Til toppen
5.4 Arbejdsmiljø og arbejdsskader
Arbejdsmiljøområdet er fortsat ikke hjemtaget til hjemmestyret. Så sent som i august måned 2001 fremlagde Grønlands Hjemmestyre, Arbejdsministeriet og Arbejdstilsynet i fællesskab "Redegørelse om overvejelser om at overdrage arbejdsmiljøområdet til Grønland".
(Note: Grønlands Hjemmestyre, Arbejdsministeriet, Arbejdstilsynet: "Redegørelse om overvejelser om at overdrage arbejdsmiljøområdet til Grønland", 22. august 2001.)
Redegørelsen konkluderede, at der er behov for en øget fokusering på arbejdsmiljøproblemer. Bl.a. er det ønsket at etablere et øget engagement fra arbejdsmarkedets parter til løsning af arbejdsmiljøproblemer, både i form af initiativer og en vis medfinansiering.
Den nedsatte arbejdsgruppe konkluderede endvidere, at der på en række områder er behov for en ajourføring af loven, bl.a. for at sikre en tilnærmelsesvis ens sikkerhed på arbejdspladser i Grønland og Danmark. Arbejdsgruppen fandt, at mange hensyn talte for en hjemtagelse af arbejdsmiljøområdet til hjemmestyret, men at man fortsat trækker på ekspertise i Danmark.
I dag er Arbejdstilsynet i Grønland en kreds under det danske Arbejdstilsyn. Den danske stats udgifter vedrørende Grønland omfatter følgende forhold (år 2001):
- Budget, excl. lønninger, ca. 1,56 mio. kr.
- Lønninger, ca. 1,5 mio. kr.
- Statstilskud til Arbejdsmiljørådet 0,5 mio. kr.
- Statstilskud til Arbejdsmiljøuddannelsen 0,1 mio. kr.
(Note: Eget overslag på basis af oplysninger om antal ansatte pr. 1. juni 2001.)
I alt direkte udgifter på næsten 5 mio. kr. Hertil kommer en række indirekte omkostninger til kredsens drift, f.eks. efter- og videreuddannelse af kredsens medarbejdere, træk på personale med specialviden i Arbejdstilsynet i København, udgifter til fremstilling og forsendelse af tryksager (regler, vejledninger, pjecer m.v.) samt tilskud til kredschefboligen.
Statens samlede udgift til Arbejdstilsynets kreds i Grønland må på denne baggrund formodes at ligge på lidt under 6 mio. kr.
I forbindelse med vurdering af udgifter ved hjemtagelse af arbejdsmiljøområdet er det endvidere vigtigt at medregne de områder, som ikke for øjeblikket er omfattet af Arbejdstilsynets virke. Dette omfatter off-shore aktiviteter, luftfart (excl. arbejde på landjorden) samt søfart og fiskeri. De fleste af disse aktiviteter gennemføres af statslige institutioner, herunder af Råstofdirektoratet i samarbejde med Energistyrelsen, af Statens Luftfartsvæsen samt af Søfartsstyrelsen.
Endvidere er jagt og fangst helt undtaget fra arbejdsmiljølovgivningen, og der er ikke oprettet bedriftssundhedstjeneste, branchesikkerhedsråd eller arbejdsmedicinske klinikker samt forskningsenheder vedrørende arbejdsmiljøproblemer.
Det må formodes, at de samlede udgifter i forbindelse med en kommende hjemtagelse af arbejdsmiljøområdet udover de eksisterende driftsudgifter må forventes at omfatte relativt store udgifter til øvrige aktiviteter, således at en kommende drift af hele arbejdsmiljøområdet i 2001-priser må forventes at være i størrelsesordenen 10 mio. kr.
Den nedsatte arbejdsgruppe konkluderer i sin redegørelse, at en hjemtagelse ud over de direkte udgifter vil omfatte en lang række praktiske, personalemæssige, juridiske og administrative konsekvenser.
På denne baggrund finder arbejdsgruppen af danske og grønlandske embedsmænd det nødvendigt først at gennemføre lovændringer for at få en ajourført lovgivning samt i en periode lade den virke i praksis. Først da vil omfanget og konsekvenserne i øvrigt af en hjemtagelse reelt kunne vurderes, konkluderer arbejdsgruppen.
En manglende indsats på arbejdsmiljøområdet har omfattende menneskelige og økonomiske omkostninger til følge. Antallet af anmeldte arbejdsulykker til Arbejdstilsynet svarer til mellem 133 og 168 pr. år. Det er Arbejdstilsynets opfattelse, at antallet af ikke anmeldte arbejdsulykker er relativt stort.
Udover de under Arbejdstilsynet hørende arbejdsskader behandler Nævnet for Arbejdsskadeforsikring arbejdsskader. Den danske lov om arbejdsskadeforsikring er gældende i Grønland med visse ændringer.
Administrationen forestås af det grønlandske nævn for arbejdsskadeforsikring på vegne af den danske Arbejdsskadestyrelse. Nævnet betjenes sekretariatsmæssigt af Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked og behandler 3-400 nye sager på årsbasis.
Nævnet er ligeledes forsikringsgiver for en særlig gruppeforsikring, der omfatter såvel arbejdsgiverforsikring som egenforsikring af erhvervsdrivende, der har fangst, fiskeri eller fåreavl som hoved- eller bierhverv.
(Note: Grønlands Statistik: Statistisk Årbog 2000, side 258-259.)
Ifølge Statens Regnskab var der til disse formål en udgift på 12,5 mio. kr., mens præmier for gruppelivsforsikring m.v. gav en indtægt på 10,9 mio. kr., dvs. en samlet udgift for staten på 1,6 mio. kr.
Arbejdsgruppen vedrørende De menneskelige Ressourcer finder det afgørende med en effektiv arbejdsmiljøindsats. Arbejdsgruppen bakker op om de konklusioner og anbefalinger, som blev indstillet af arbejdsgruppen bag "Redegørelse om overvejelser om at overdrage arbejdsmiljøområdet til Grønland". Men Arbejdsgruppen vedrørende De menneskelige Ressourcer anbefaler, at landsstyret i den nærmeste fremtid gennemfører forhandling med den danske stat om en forøget indsats de kommende år for at få det eksisterende arbejdstilsyn i Grønland op på samme kvalitetsniveau, som det er gældende i andre kredse i Danmark.
Til toppen
I dette kapitel gives en kort præsentation af den eksisterende administration af arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet. Derefter gennemgås arbejdsgruppens overvejelser vedrørende planlægning, administration og service.
Til toppen
6.1 Den eksisterende administration
(Note: Afsnittet om den eksisterende administration bygger på direktoraternes bidrag til Statistisk Årbog, 2000.)
Hjemmestyret varetager størstedelen af området vedrørende arbejdsmarkedsforhold med hovedvægt på arbejdsformidling, beskæftigelsesfremmende foranstaltninger og regulering af arbejdskrafttilgangen. Arbejdsmarkedsområdet er placeret under landsstyreområdet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked. Enkelte andre områder med betydning for beskæftigelse og arbejdsvilkår er dog placeret under andre landsstyreområder, og som det fremgik af sidste kapitel, er der fortsat dele af forvaltningen på arbejdsmarkedsområder, der er under staten.
De praktiske opgaver vedrørende arbejdsformidling, beskæftigelse og regulering af arbejdskrafttilgangen varetages dels af Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarkeds Arbejdsmarkedsafdeling, dels af de kommunale arbejdsmarkedsforvaltninger, der i flere tilfælde er sammenlagt med kommunernes socialforvaltning. De kommunale opgaver består i arbejdsformidling, erhvervs- og uddannelsesvejledning samt i oprettelse og gennemførelse af beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Hertil kommer oplysningsvirksomhed omkring beskæftigelsesforhold og registrering af ledige.
Arbejdsmarkedets parter er repræsenteret i Arbejdsmiljørådet og i Landsarbejdsrådet.
På folkeskoleområdet fastlægger Landstinget de lovmæssige rammer for folkeskolen og dens styrelse. De centrale administrative og faglige funktioner varetages af Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke.
I kommunerne er det kommunalbestyrelsen, som fastlægger mål og rammer for skolernes virksomhed. Ved hver skole er der oprettet skolebestyrelser, som inden for de af kommunalbestyrelsen fastsatte mål og rammer, udarbejder handlingsplaner for skolens virksomhed. På mindre skolesteder kan bygdebestyrelsen dog varetage funktionen som skolebestyrelse.
Med hensyn til de kompetencegivende uddannelser blev der ved hjemmestyrets overtagelse af området i 1981 vedtaget, at så vidt muligt alle erhvervsmæssige grunduddannelser skulle gennemføres i Grønland. Siden er en række erhvervsuddannelser overført til Grønland.
Der sker for øjeblikket en større reform af erhvervsuddannelsesområdet, som tidligere beskrevet i dette betænkningsbidrag.
Erhvervsuddannelsen henhører under landsstyreområdet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke. Det gælder dog ikke sundhedsuddannelserne, der ansvarsmæssigt er fordelt mellem Direktoratet for Sundhed og Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke. Politiuddannelsen hører under Rigspolitichefen.
Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke varetager de overordnede økonomiske, administrative og planlæggende funktioner inden for erhvervsuddannelsesområdet. Det samme er gældende for gymnasierne.
Som rådgivende instans for landsstyret er der nedsat et uddannelsesråd.
Under Landstinget er der nedsat to udvalg, der varetager opgaverne vedrørende arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold. Det er Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg og Landstingets Udvalg for Kultur, Uddannelse og Kirke.
Til toppen
6.2 Arbejdsgruppens overvejelser
Den samlede planlægning og administration af arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet må som udgangspunkt fastsætte en målsætning for, hvordan den enkelte borger bedst muligt serviceres.
Samtidig påpeges der tidligere i denne betænkning, at den offentlige sektor bør mindskes betydeligt, hvorfor der ligeledes på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet skal sikres en mindre, smidigere og enklere offentlig forvaltning.
I forbindelse med gennemførelse af social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesreformer er det afgørende, at den enkelte borger får indsigt i, hvad der er den overordnede politiske motivation for, at en given reform gennemføres. Her spiller det enkelte menneskes forhold til arbejdslivet en betydelig rolle.
Et af de vigtigste formål med arbejdslivet vil for de fleste være at få skabt et økonomisk og materielt grundlag for sin og måske sin families eget liv samt at være med til at skabe et grundlag for samfundets videre udvikling.
I arbejdslivet vil det enkelte menneske sjældent direkte være med til at producere til sit eget behov. Den traditionelle subsistensøkonomi spiller fortsat en stor rolle især i yderdistrikterne, men for de fleste er den for længst erstattet af komplicerede processer, hvor vi arbejder med det, som vi nu en gang er bedst til og er uddannet til. Via penge kan der så ske en udveksling af varer og tjenesteydelser, som det enkelte menneske har behov for at forbruge.
Der vil ofte være store forskelle i, hvordan det enkelte menneske ønsker at indrette sit liv, og dermed vil indstillingen til det at uddanne sig og det at deltage i arbejdslivet også være forskelligt fra menneske til menneske. I det ideelle samfund vil alle mennesker kunne vælge lige præcist det liv for sig selv og sin familie, som det ønsker.
Men det ideelle samfund eksisterer sjældent. Det enkelte menneskes forventninger til, hvad der skal til for at opnå et bestemt økonomisk og materielt liv, er måske ikke korrekt afstemt med virkeligheden. Desuden kan forskellige menneskers forskellige interesser give anledning til konflikter. Der må derfor etableres nogle fælles rammer for, hvordan vi i fællesskab indretter os. Samtidigt har alle behov for nogle grundlæggende livsbetingelser: Et sted at bo, folkeskole, erhvervsuddannelse, sundhedsvæsen og sociale sikkerhedssystemer. Livsbetingelserne er de rammer, som et demokratisk system udvikler på såvel landsplan som på lokalt niveau.
For at skabe så gode muligheder for det enkelte menneskes udfoldelse og for at skabe så tålelige forhold for den enkelte som muligt, er det nødvendigt til stadighed at gennemføre reformer inden for alle samfundsanliggender.
Denne helhedsorientering mangler ofte i forbindelse med gennemførelse af de enkelte ressortområders omlægninger, hvorfor nye tiltag ofte skaber uro og angst samt unødvendig uvilje hos den enkelte borger eller i interesseorganisationerne.
Til toppen
6.3 Hvad skal der til?
Der synes i dag i Grønland at være en fælles forståelse for, at det vigtigste middel til at skabe forøget velfærd samt sikre en selvbærende økonomi er en forøgelse af uddannelsesindsatsen. Viden og ikke mindst evnen til at søge viden er en afgørende forudsætning for aktivt at kunne være med til at udvikle samfundet. Samtidig vil en forøget kompetenceudvikling af befolkning og arbejdsstyrke være en afgørende faktor i at forøge de enkelte erhvervs produktivitet. Værditilvæksten i de vidensbaserede erhverv er langt højere end i andre erhverv.
Situationen i dag er den, at uddannelsesniveauet generelt er lavt her i landet og hverken investeringerne i uddannelse eller ungdommens motivation til at tage en kompetencegivende uddannelse er vokset i samme grad som det sker i andre lande. En række reformer er igangsat på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet, men på bundlinjen er det fortsat vanskeligt at se resultaterne af disse reformer.
Kompetenceudvikling er en afgørende faktor i bestræbelserne på at give Grønland forøget selvstyre. Det drejer sig ikke blot om at forbedre arbejdsstyrkens kompetencer, men også via forøget kompetence at sikre et bedre grundlag for en bred folkelig forståelse for den enkeltes rolle i samfundet, og hvilke forandringer, der skal til. De mål, som har været baggrunden for at igangsætte reformer på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet, er derfor ikke forandret, men måske tværtimod gjort endnu mere håndgribeligt nødvendige.
Grønland står midt i bestræbelserne på at udvikle samfundet mod nye mål. I historien kan vi finde mange eksempler på lande, der har været i samme situation. Inden for rigsfællesskabet kan man f.eks. drage paralleller til den helhedsplan, som daværende statsminister Jens Otto Krag fastsatte som ramme, for den samlede udvikling af Danmark ved indgangen til 1960'erne. Skulle en fortsat økonomisk udvikling gøres muligt, måtte der fastsættes en overordnet politik, der for alt i verden skulle lykkes. Alle ressortområder måtte så indrettes efter denne helhedsplan. Men først og fremmest skulle det sikres, at alle politiske aktører havde en forståelse af nødvendigheden med en helhedsplan og med hovedindholdet i planen. At det i høj grad lykkedes skal ud over en generel international økonomisk vækst også tilskrives den daværende regerings evne til at skabe bred, økonomisk og indstillingsmæssig opbakning bag sine planer.
Et andet eksempel er, da amerikanerne besluttede, at de inden 1970 skulle være i stand til at sende mennesker til månen. Politikerne erkendte, at det ikke blot krævede ændringer i de organisationer, som var nøglevirksomheder i projektet, men ganske enkelt helt nye mål og normer for den samlede samfundsudvikling.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det er tilsvarende bestræbelser, der skal sættes i værk for at sikre reelt grønlandsk selvstyre. I disse bestræbelser er kompetenceudvikling og indsatsen inden for social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet altafgørende.
Arbejdsgruppen har fastsat følgende fire punkter som bydende nødvendige indsatsområder, for at sikre den forøgede kompetenceudvikling:
- Forøget samarbejde, partnerskab og samordning.
- At gøre livslang uddannelse til en realitet.
- At sikre kulturelle forandringer (indstilling til sit og andres liv, tiltro til egne og andres evner, værdier og adfærd).
- At sikre handling og mærkbare udviklingsprocesser.
I det følgende vil arbejdsgruppens overvejelser inden for de fire indsatsområder blive behandlet.
Til toppen
6.4 Forøgelse af samarbejde, partnerskab og samordning
Arbejdsgruppen har på sine møder med arbejdsmarkedets parter, institutioner og på borgermøder erfaret, at der ikke er fuld forståelse og indblik i, hvad der er de fælles mål, og det er også arbejdsgruppens opfattelse, at der er en generel utilfredshed med de administrative forhold.
På uddannelsesområdet er der gennemført undersøgelser af behovet for omlægning af den centrale administration i forbindelse med Sukaq-projektet. Det samme er ved at ske på social- og arbejdsmarkedsområdet. Folkeskoleområdet er gennemanalyseret i forbindelse med udviklingen af "Den gode Skole", og der er gennemført analyser af frafaldsproblemet blandt de studerende. De nye bestræbelser på at sikre bedre vejledning af de studerende kan også blive en afgørende faktor til begrænsning af ophør på uddannelserne. På arbejdsmarkedsområdet er en undersøgelse af de lediges situation under gennemførelse. På begge områder forventes Suliaq-projektet at give forbedret strukturovervågning, som på sigt kan sikre en mere effektiv forvaltning af arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet såvel centralt som i kommunerne.
Arbejdsgruppen har tiltro til, at der på denne baggrund vil ske en forbedring af den samlede indsats, men det må forventes, at selvstyreplanerne snart vil skærpe kravene til netop disse to sektorers samlede planlægning og administration. For øjeblikket står politikerne overfor en gordisk knude, hvor det kan synes betænkeligt at forøge investeringerne i uddannelse, når udbyttet ikke samtidigt forbedres mærkbart i antal af fuldførte kompetencegivende uddannelser.
Social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesreformer er komplicerede processer, der involverer mange aktører. Ansvaret for de enkelte elementer i arbejdsmarkedspolitikken er placeret hos mange forskellige myndigheder, f.eks. forskellige landsstyreområder, forskellige direktorater, i kommunerne samt i organisationerne m.v. Dette betyder, at et væsentligt element i at skabe de rigtige rammer på arbejdsmarkedsområdet består i at få etableret et tæt og effektivt samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter, kommunerne og med forskellige landsstyreområder og deres underliggende institutioner.
En afgørende fornyelse af den samlede udvikling på social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet er at sikre, at de eksisterende rådgivende organer udformes og indrettes bedre og at deres arbejde udnyttes bedre. Hensigten bag eksisterende rådgivende organer som Landsarbejdsrådet og brancheskoleudvalg synes udmærkede, men resultaterne udebliver. Derfor foreslår arbejdsgruppen, at der sikres en bedre koordination af indsatsen, ved at de rådgivende organer samles under én hat. Det er alligevel de samme organisationer og ofte de samme personer, der sidder i de forskellige råd. Rådet bør bestå af repræsentanter fra lønmodtagerorganisationerne og arbejdsgivernes organisationer samt hjemmestyret og kommunerne.
En sådan forenkling vil sikre rådet en klarere kompetence og vil i større udstrækning end nu sikre bedre rådgivning af landsstyret, da der kan sikres helhedsløsninger efter inddragelse af både arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitiske problemstillinger.
Arbejdsmarkedets parter skal fortsat sikres medindflydelse og dermed være medansvarlige for et arbejdsmarked byggende på medbestemmelse og tillid.
Allianceperspektivet bør fortsat udvikles, og det anbefales, at arbejdsmarkedets parter får større indflydelse på de offentlige arbejdsmarkedsinstitutioner. Hvis der indføres en arbejdsløshedsforsikring, er det oplagt, at de der finansierer forsikringen får en afgørende indflydelse på, hvordan f.eks. efteruddannelse og ledighedsbekæmpelse udvikles.
De kommunale arbejdsmarkedskontorer har i dag mindre betydning, idet de i stor udstrækning kun varetager opgaver i forbindelse med registrering af personer, der skal have understøttelse. Det kan overvejes, at arbejdsmarkedskontorerne etableres som en selvstændig enhed uden for de kommunale forvaltninger. Samtidig er der et behov for, at arbejdsmarkedsformidlingen fremover bibringes en dynamisk struktur, således at de mere direkte kan indgå i kapacitetstilpasning og muligvis overtage opgaver, som f.eks. lagerarbejde, transport, HK-arbejde fra de lokale virksomheder. Det synes uheldigt, at kommunerne, der er relativt store arbejdsgivere i lokalområderne, skal varetage rollen som ansvarlig for en neutral arbejdsformidling mellem arbejdstager og arbejdsgiver.
Arbejdsgruppen foreslår, at der løbende udarbejdes samarbejdsaftaler mellem den enkelte kommune og hjemmestyret om en fælles arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitisk indsats. Et godt samarbejde mellem kommunerne og hjemmestyret er en forudsætning for en god arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitisk indsats, og en løbende justering af samarbejdsaftalerne vil forøge den fælles indsigt i, hvad de overordnede strukturproblemer er på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet.
For at sikre en stabil udvikling på basis af gensidig tillid, bør såvel landsstyret som kommunalbestyrelser løbende fremsætte klare signaler om indholdet i den arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitiske indsats. På denne baggrund kan alle interessenter til hver en tid have kendskab til det politiske niveau's intentioner.
Der synes både på centralt og decentralt niveau at være behov for at få indarbejdet standardmetoder til fastsættelse af såvel overordnede målsætninger samt tekniske målsætninger, samt at få disse metoder indarbejdet på såvel politisk som administrativt niveau.
Grønland bør også fremover optræde som et åbent samfund på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet. Dette bør ske ved en fortsat ensartet udvikling af arbejdsmarkeds- og uddannelsesvilkårene i forhold til omgivelserne.
Det er samtidig arbejdsgruppens opfattelse, at de nye krav til uddannelse af ikke blot unge, men også efteruddannelse af den eksisterende arbejdsstyrke gør det bydende nødvendigt at sikre et fornyet partnerskab med andre landes uddannelsessystemer - ikke blot inden for rigsfællesskabet, men også med andre lande.
Til toppen
6.5 At gøre livslang uddannelse til en realitet
Det må stå klart for alle, at tanken om forøget selvstyre via en selvbåren økonomi ikke kan realiseres uden omfattende tiltag til at sikre fuld integration af landets samlede arbejdsstyrke. Ligegyldigt hvem man er, hvor man bor og hvilken uddannelse man har, skal der være brug for en. Har man ikke den rigtige kompetence, må den enkelte hele tiden være klar til at investere i sin fremtid med efter- og videreuddannelse, jobtræning og andre tilbud, der skal stå til rådighed inden for arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet.
At gøre livslang uddannelse til en realitet kræver en indsats som strækker sig fra forberedelsen af unge mennesker til arbejdslivet, via kompetencegivende uddannelser, over erhvervslivets fortsatte evne til udvikling af dets aktiviteter og dets medarbejdere, til nødvendigheden af store omstruktureringer af det samlede uddannelsessystem. Alle interesseorganisationer og ikke mindst de organisationer, der repræsenterer arbejdsmarkedets parter, skal åbne op for at erkende behovet for forøget investering i uddannelse samt nye metoder til indlæring og træning af den enkelte borger.
Som det tidligere er nævnt, har størstedelen af den grønlandske befolkning ikke en kompetencegivende uddannelse. Det er arbejdsgruppens vurdering, at mange har dårlige erfaringer med at deltage i folkeskole og uddannelse. Netop denne gruppe skal have adgang til at forøge deres viden om såvel generelle samfundsforhold som viden direkte relateret til deres arbejdssituation.
I dag er uddannelsessystemet alt for lukket for denne gruppe. Ressourcerne på de offentlige uddannelsesinstitutioner skal udnyttes bedre ved at sikre den enkelte person adgang til uddannelsesinstitutionernes faciliteter, når de ikke anvendes til de normale aktiviteter.
Det er vigtigt at få inddraget familien i en fælles forståelse af, at uddannelse vedrører såvel børnene som forældrene. Den bedst mulige motivation og støtte under uddannelse finder børnene hos forældre, der selv til stadighed fornyer deres erfaringer med uddannelse og opkvalificering.
Kampagner omkring social- og sundhedsforhold, f.eks. antirygningskampagner, når i dag relativt store grupper for relativt små omkostninger. Denne form for kampagner bør også gennemføres over for befolkningen og udpegede specialgrupper, således at forståelsen af, at netop deres medvirken til udvikling af samfundet og deres investeringer i dem selv med forskellige former for uddannelse og træning, er af meget stor betydning.
Der skal sikres en bedre offentlig information om arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold. Arbejdsgruppen anbefaler etablering af forbedret oplysningsarbejde.
Arbejdsgruppen anbefaler, at TV-mediet udnyttes til uddannelsesprogrammer i tæt samarbejde med uddannelsesinstitutioner her i landet og i udlandet.
Vejen mod en kompetencegivende uddannelse og dermed bedre løn for den ikke-faglærte skal gøres mere smidig. F.eks. er modulopbyggede kurser, der samlet set til slut giver kompetence som faglært, et godt alternativ til en almindelig 3-4 årig erhvervsuddannelse.
Arbejdsgivere, der prioriterer uddannelses- og karriereplanlægning for deres medarbejdere bør kunne honoreres ved f.eks. skatteincitamenter.
Der bør skabes et forum for fælles viden om uddannelse og træning samt iværksætterånd. Et sådant forum, i form af videnscenter eller lignende, kan i samarbejde med lignende institutioner i udlandet blive et nøgleinstrument til en fortsat forøgelse af indsatsen for livslang uddannelse blandt såvel de politiske beslutningstagere, virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne. Dette forum kan også være afgørende for de fortsatte bestræbelser for at visioner om uddannelsens nødvendighed fortsat skærpes i hele befolkningen.
Alle erfaringer viser, at vellykket og brugbar uddannelse betaler sig - for den enkelte og for samfundet. I de kommende år må det dog forventes, at kun omfattende forandringer i de offentlige udgifter kan sikre en finansiering af en intensiveret uddannelsesindsats. Dog må det formodes at en fremtidig bedre udnyttelse af uddannelsesinstitutioner og lærerkræfter samt en forøget uddannelsesindsats i erhvervslivet kan få de samlede offentlige udgifter til at gøre livslang uddannelse til en realitet for langt størstedelen af befolkningen til at kunne klares inden for en merudgift på under 100 mio. kr.
Fremgang og udvikling af alle disse områder skal skabes inden for de rammer som den offentlige planlægning skaber. Det er indlysende, at det giver behov for nye og andre arbejdsmetoder, end de der i dag anvendes i de ofte stive administrative rammer i hjemmestyret og i kommunerne.
Til toppen
6.6 At sikre kulturelle forandringer
En ny proces mod selvstyre og fortsatte bestræbelser for at få alle med til at investere i sig selv, kræver grundlæggende kulturelle forandringer.
Der synes at være en udbredt opfattelse af, at det er omgivelserne, som skal forny sig og som skal komme med løsningen på det enkelte menneskes personlige problemer: Det er samfundets skyld. Politikerne forstår ikke noget. Kommunen må sørge for osv. er reaktioner, der ofte kommer til overfladen, når problemer skal løses. Denne attitude skal afløses af en "kan selv" rolle, som kan inspirere omgivelserne uden at ødelægge andres muligheder for at få deres visioner ført ud i livet. Der skal grundlæggende sikres en tiltro til egne og andres evner og værdier.
En afgørende forudsætning for en selvbærende økonomi bliver, at herboende i langt højere grad end i dag udvikler sig som iværksættere. I dag er størstedelen af de private erhvervsdrivende personer, der kun i kortere eller længere perioder opholder sig her i landet. Der er sjældent tale om personer, der er opvokset her. Det synes oplagt, at opdragelse i hjemmet og folkeskolen ikke slår til på dette område. Arbejdsgruppen anbefaler, at folkeskolen afkræves en langt mere offensiv rolle i udviklingen af barnets syn på sit fremtidige arbejdsliv samt de fantastiske muligheder, der via det personlige initiativ kan sikre et dynamisk liv.
I ungdomsuddannelserne og i erhvervsuddannelserne skal det samtidig sikres, at de unge får afprøvet lederskabserfaringer ved konkrete forløb under uddannelsen.
Der bør samtidig sættes fokus på livsstil. I løbet af de seneste år er især unge sportsudøvere blevet vigtige forbilleder for vor tids unge. Det kan blive et afgørende trinbræt til at undgå at mange ledes ud i en livsstil præget af mismod, misbrugssygdomme og forfald.
Til toppen
6.7 At sikre handling og mærkbare udviklingsprocesser
Der har før været skrevet redegørelser, rapporter og betænkninger, om hvordan vort samfund burde udvikles. Men ofte er det blevet ved de gode idéer og der er kun sket en delvis gennemførelse. Hvordan sikrer vi, at vi denne gang får taget det fulde skridt mod selvstyre?
Den entusiasme, som arbejdsgruppen vedrørende De Menneskelige Ressourcer har mødt rundt omkring i landet, bør kunne gøre en afgørende forskel. Vi ser i dag ud til at stå i en situation, hvor befolkningen står samlet om et fælles mål.
Vi skal sikre, at der nu gennemføres en proces, hvor vi både får en grundig fælles viden om, hvilke problemer og muligheder vi har, samt får alle med i debat og beslutningsprocesser.
Arbejdsgruppen foreslår, at der nedsættes et fælles råd for rådgivning af landsstyret om den samlede sociale, arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitiske indsats. Der må ikke være hellige køer, som ikke kan diskuteres eller stilles tvivl ved. Det må ikke blive et spørgsmål om stridigheder på administrativt plan mellem forskellige ressortområder eller mellem central og decentral styring af den samlede indsats. Arbejdet med sociale forhold, arbejdsmarkedsforhold og uddannelsesforhold må ikke blive for snævert og adskilt. Samarbejdet er altafgørende og med et fælles råd vil der være et godt instrument til rådgivning af landsstyret.
Samtidig er det vigtigt at kigge sig om til andre lande. Hvad har andre lande gjort i Grønlands situation? Et af de første skridt hos dette nye fælles råd foreslås at være en henvendelse til FN's internationale arbejdsmarkedsorganisation, ILO, om samarbejde i forbindelse med etablering af en grønlandsk model for social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesindsatsen, således at denne indsats tilgodeser Grønlands placering i det internationale samfund.
Arbejdsgruppen foreslår, at landsstyret indleder et samarbejde med ILO vedrørende social, arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet. Formålet skal være at få rådgivning om organisering af arbejdsmarkedsindsatsen på basis af de ILO-konventioner, som er eller vil blive ratificeret for Grønland.
Arbejdsgruppen foreslår samtidigt, at landsstyret indleder drøftelser med den danske stat og med ILO om muligheden for på sigt at få tilknyttet en arbejdsattaché til ILO.
For at drage fordele af erfaringer for regulering af arbejdsmarkedsforhold i andre økonomisk perifere og lavt befolkede hjemmestyreområder og regioner i Arktis, foreslår arbejdsgruppen, at landsstyret snarest indgår forhandlinger med ILO om etableringen af et vidensnetværk vedrørende social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold i det arktiske område, meget gerne med udgangspunkt i en ekspertgruppe med hjemsted i Grønland.
I det omfang det lykkes at forhandle sig til en aftale med staten og ILO om ovennævnte tiltag, må det formodes, at driftsudgifterne for det samlede arbejdsmarkedsområde i et fremtidigt reduceret system vil blive betydeligt mindre, end de driftsudgifter hjemmestyret og kommunerne i dag har på området.
Den samlede rådgivning kan give viden til den endnu mere vigtige proces i forbindelse med at skabe handling bag ønsket om selvstyre: Integrationen af alle borgere i debat og beslutningsprocesser.
Arbejdsgruppen vedrørende De Menneskelige Ressourcer foreslår, at hjemmestyret og interesseorganisationerne går sammen om at udarbejde en helhedsplan for, hvordan der lokalt og i mellem interesseorganisationerne sikres et godt udgangspunkt for en dynamisk beslutningsproces mod Grønlands nye mål.
Til toppen
Arbejdsgruppens anbefalinger
Til toppen
Arbejdsgruppen vedrørende lærernes arbejdsforhold i folkeskolen i Grønland: Rapport fra Arbejdsgruppen vedrørende lærernes arbejdsforhold i folkeskolen i Grønland, Nuuk, marts 2000.
Arctic Innovators ApS: Rapport om arbejdsmarkedskontorernes omstrukturering. Udarbejdet for Grønlands Hjemmestyre, Nuuk 2000.
Direktoratet for Kultur, Uddannelse og Forskning: Redegørelse om uddannelses- og erhvervsintroduktion samt vejledning, 1998.
Direktoratet for Kultur, Uddannelse og Forskning: Redegørelse om STI-uddannelser, 1998.
Direktoratet for Kultur, Uddannelse og Forskning: Statusrapport for folkeskolen, januar 2000.
Direktoratet for Kultur, Uddannelse og Forskning: Redegørelse om erhvervsuddannelsesreform, april 2000.
Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke: Bidrag til Selvstyrekommissionens
Midtvejskonference den 13.-14. september 2001.
Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke: Ilinniarfissuaq's produktion af folkeskolelærere, maj 2002.
Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked: Sammensætningen af den grønlandske arbejdsstyrke. Arbejdskraften opdelt i forhold til kriterierne i loven om regulering af arbejdskrafttilgangen til Grønland. Rapport om arbejdsmarkedsforhold, nr. 3, 1998.
Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked: Redegørelse vedrørende Landstingslov nr. 27 af 30. oktober 1992 om regulering af arbejdskrafttilgangen i Grønland, juli 2000.
Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked: Orientering om Arbejdsmarkedsreformen, Nuuk 2000.
Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked: Socialpolitisk redegørelse, 2000.
Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked: Socialpolitisk redegørelse, 1998.
Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked: Redegørelse vedrørende omlægning af sociale sikringsydelser. Sikringsgruppens samlede redegørelse vedrørende omlægning af sociale sikringsydelser, marts 2000.
Direktoratet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Offentlige Arbejder: Arbejdsmarkedspolitisk
Redegørelse. Rapport om arbejdsmarkedsforhold, nr. 4, september 1998.
Direktoratet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Offentlige Arbejder: Gennemstrømningsanalyse for
Grønlands Hjemmestyre, Centraladministrationen 1994-98, december 1998.
Direktoratet for Sundhed: Behovsanalyse - læger og tandlæger, maj 2002.
DKIK: Seminar, februar 2001, Det grønlandske uddannelsessystem, 2001.
EDB & Statistik: Beskæftigelsesundersøgelse for Grønland. Orientering fra EDB & Statistik, nr. 5, 1987.
Forhandlingsafdelingen, Økonomidirektoratet: Mobiliteten i Centraladministrationen. Tilgang, afgang og fastholdelsen i perioden 1. kvartal 1997 - 3. kvartal 1999.
Grønlands Arbejdsgiverforening: Lønomkostningsoplysninger, juni 2001.
Grønlands Hjemmestyre: Uddannelsespolitisk Redegørelse, maj 1995.
Grønlands Hjemmestyre, Arbejdsministeriet, Arbejdstilsynet: Redegørelse om overvejelser om at overdrage arbejdsmiljøområdet til Grønland. 22. august 2001.
Grønlands Personale- & Lederudviklingscenter: Målrettet lederudvikling, ukendt år.
Grønlands Statistik: Arbejdsmarked, diverse årgange.
Grønlands Statistik: Befolkningen, diverse årgange.
Grønlands Statistik: Befolkningens bevægelser, diverse årgange.
Grønlands Statistik: Beskæftigelsen i Grønland 1998 (foreløbige tal). Special publikation 2000:6, 2000.
Grønlands Statistik: Specialkørsel foretaget på Grønlands Statistiks befolkningsstatistikregister, juni 2001.
Grønlands Statistik: Statistisk Årbog, diverse årgange.
Grønlands Statistik: Uddannelse, diverse årgange.
Grønlands Statistiske Kontor: Arbejdsmarked 1990:1, 1990:3 og 1991:4.
Harlang, Koch og Christensen: ILO og arbejdsmarkedets menneskerettigheder. København, marts 1996.
HS Analyse: Frafald i Bygge- og Anlægssektoren. En undersøgelse af årsager til det store frafald der ses blandt uddannelsessøgende og medarbejdere i bygge- og anlægssektoren, Nuuk, februar 2000.
HS Analyse: Hvem får en uddannelse? En undersøgelse af hvem og hvorfor nogle unge gennemfører en uddannelse, mens andre falder fra eller slet ikke kommer i gang. Nuuk, juni 2001.
Janussen, Jakob: "Det grønlandske aftalesystem". I: Hanne Petersen & Jakob Janussen (red.): Retsforhold og samfund i Grønland, Atuagkat, Nuuk, 1998.
Kanukoka: Behovsanalyse for folkeskolelærere, maj 2002.
Landsstyret: En vision for fremtiden. Oplæg til Strukturpolitisk Handlingsplan, september 2000.
Landstingslov om regulering af arbejdskrafttilgangen i Grønland. Landstingslov nr. 27 af 30. oktober 1992.
Ministeriet for Grønland: Årsberetning, diverse årgange.
Nielsen, Maj Cecilie & Nielsen, Niels Chr.: Verdens bedste uddannelsessystem. Fremads debatbøger, oktober 1996.
Sulisa A/S: Mål og strategier i den grønlandske erhvervsudvikling, Sulisa A/S, 1998.
Togeby, Lise: Grønlændere i Danmark: En overset minoritet. Magtudredningen. Aarhus Universitetsforlag, januar 2002.
Til toppen