Bilag 6: Økonomi og erhvervsudvikling

Kommissorium for arbejdsgruppen 
1. Indledning
2. Forudsætninger for udvikling
3. Udenrigsøkonomien
4. Strategi til opnåelse af en selvbærende økonomi
5. Omlægning af den offentlige forvaltning
6. Alle skal bidrage til samfundsøkonomien
7. Udvikling af et selvcentreret erhvervsliv
8. Et nyt partnerskab 
9. Sammenfatning
10. Anvendte kilder og litteratur

Forord

Dette er betænkningsbidrag fra Selvstyrekommissionens ar­bejdsgrup­pe vedrørende økonomi og erhvervsudvikling.

Arbejdsgruppen har udover dette betænkningsbidrag udarbejdet et teknisk bilag "Pengestrømme mellem Grønland og Danmark". Arbejdsgruppen har endvidere modtaget responsum fra forskellige personer. Dette materiale er tilgængeligt på Selvstyrekommissionens hjemmeside www.selvstyre.gl.

 Til toppen

Kommissorium for arbejdsgruppen

Af Selvstyrekommissionens kommissorium af 7. januar 2000 fremgår:

"Det er kommissionens opgave at udarbejde en betænkning om mulighe­derne for at udvikle Grøn­lands selvstændighed inden for rigsfællesskabets rammer, baseret på princippet om, at der skal være overensstemmelse mellem rettigheder og for­pligtigel­ser:
Kommissionen skal beskrive hjemmestyrets nuværende forfatningsretlige stilling - herunder kom­petence- og delegationsspørgsmålene mellem sta­ten og hjemme­styret - og identificere og beskrive alternative ordninger, der in­denfor rigsfælles­skabet i hø­jere grad vil imødekomme ønsket om selv­styre.
Kommissionen skal fremkomme med forslag til en mulig udvikling i retning af øko­nomisk sel­vbårenhed, herunder grundlaget for bloktilskuddet. Den skal beskrive og overveje ændringer i Landskassens forskellige tilskudsord­ninger.
· Kommissionen skal overveje behov, muligheder samt fordele og ulem­per ved at overføre yderligere sagsområder til hjemmestyret.
· Kommissionen kan fremkomme med forslag til ændringer af hjemme­styrelo­ven, bestående bemyndigelseslove samt ændringer af forvalt­nings- og ram­meaftaler mellem staten og hjemmestyret på de nævnte områder."

Derudover skal arbejdsgruppen beskrive den økonomiske og erhvervs­mæssige ud­vik­ling siden 1979, herunder udviklingen i de økonomiske overførsler mellem Dan­mark og Grønland.
Arbejdsgruppen skal undersøge indenfor hvilke områder der er behov for eller øn­ske om ændringer af eksisterende lovgivning, støtteordninger og overenskomster, med henblik på at skabe grundlag for øget økonomisk selvbårenhed.

Arbejdsgruppen skal endvidere undersøge hvilke konsekvenser eventuelle ændrin­ger vil have, på alle relevante områder.

Arbejdsgruppen skal, indenfor sit arbejdsområde, opstille mulige scenarier for opfyl­delsen af de overordnede mål som kommissionens kommissorium udstikker.

Endelig skal arbejdsgruppen udfra de opstillede scenarier, komme med an­befalinger til, hvilke af de opstillede optioner, der skal søges fremmet i kommissionens endeli­ge betænkning.

Selvstyrekommissionens arbejdsgrupper skal, hver indenfor deres område være op­mærksom på be­røringsflader og eventuelle overlapninger i forhold til andre arbejds­gruppers arbejde.

Arbejdsgrupperne skal desuden holde respektive direktorater indenfor hjemmesty­ret behørigt un­derrettede om deres arbejde.

Afrapportering til kommissionen

Arbejdsgruppen skal til hvert kommissionsmøde meddele status for ar­bejdsgrup­pens arbejde, samt fremlægge spørgsmål der kræver den samle­de kommissions overvejel­ser og stillingtagen. Arbejds­gruppen fremsender, mindst 2 uger før hvert kommissi­onsmøde, via sekretariatet materiale som an­ses for relevant til kommissi­onens møder.

 Til toppen

1 Indledning

Kommissoriet for Arbejdsgruppen vedrørende Økonomi og Erhvervsud­vik­ling omfatter flere elementer:

  • Fremkomme med forslag til en mulig udvikling i retning af økono­misk selvbå­renhed, herunder grundlaget for bloktilskuddet
  • Beskrive og over­veje ændringer i Landskassens forskellige tilskuds­ord­ninger
  • Beskrive den økonomiske og erhvervsmæssige udvik­ling siden 1979, herun­der udviklingen i de økonomiske overførsler mellem Danmark og Grønland
  • Undersøge hvilke konsekvenser eventuelle ændringer vil have, på alle rele­vante områder
  • Opstille mulige scenarier for opfyldel­sen af de overordnede mål som kommissi­onens kommissorium udstikker
  • Ud fra de opstillede scenarier komme med anbefalinger til, hvilke af de opstil­lede mål der skal søges fremmet i kommissionens endelige be­tænk­ning

Ovenstående elementer i kommissoriet har dannet udgangspunkt for en analyse, der omfatter følgende tre dele:

  • Beskrivelse af det forudsætningsgrundlag som arbejdsgruppen har fast­sat som mål for udviklingen af Grønlands økonomi
  • Analyse af de økonomiske bevægelser mellem Grønland og Dan­mark og disse bevægelsers indvirkning på den grønlandske økono­mi
  • På basis af indsamlede oplysninger opstilling af forskellige strategier til forøgel­se af samfundets indtægter og strategier til nedsættelse af ud­gifter for samfundet

På basis af forudsætningsgrundlaget og ved anvendelse af forskellige stra­tegier opstilles derefter forskellige muligheder for, hvordan en bæredygtig økonomi kan etableres.

Arbejdsgruppen og sekretariatet har måttet anvende forholdsvis mange ressourcer på at tilvejebringe den grundlæggende viden om økonomi og erhvervsudvikling i Grønland, hvilket har betydet, at der har været færre ressourcer til det egentlige strategiske udviklingsarbejde.

Arbejdsgruppen har valgt ikke at offentliggøre egentlige scenarier for op­fyldelsen af de overordnede mål som kommissi­onens kommissorium ud­stikker. Sådanne scena­rier vil i betydelig grad afhænge af de fremtidige forhandlinger med staten. Ar­bejdsgruppens udformning af strategi for etablering af en mere selvbærende øko­nomi viser dog med al tydelighed, at denne proces vil tage adskillige år, ligegyldigt hvilke fordelagtige øko­nomiske betingelser fremtidens forhandlinger giver til denne udvikling.

Betænkningsbidraget afsluttes med en sammenfatning med opsamling af ar­bejds­gruppens anbefalinger og indstillinger.  

 Til toppen

2 Forudsætninger for udvikling

I dette kapitel lægges der vægt på at skabe en fælles forståelse af, hvad der er de vig­tigste styrkepositioner og de største problemer i økonomien og i er­hvervsudviklin­gen. Analysen viser behovet for forandring, hvis der skal skabes en selvbærende økonomi.

I kapitlet fokuseres udelukkende på de overordnede strukturpolitiske for­hold. Strukturudvikling og strukturpolitik er nøglebegreber, som ofte an­vendes i økonomi og i litteratur om erhvervsudvikling.
Struktur betyder opbygning/sammensætning, og begrebet anvendes til at vurdere øko­nomi og erhvervsudvikling oven fra og ned efter. Fokus er så­ledes ikke at ana­lysere en­kelt­virksomheder eller enkeltsektorer, men at gå nogle skridt tilbage og derfra vurdere det samlede kompleks af økonomiske og erhvervsmæssige sam­menhænge på overordnet niveau.

Formålet med strukturpolitikken er at skabe de rammebetingelser og vil­kår, der tilsammen giver de mest optimale vilkår for det grønlandske er­hvervsliv og den grøn­land­ske økonomi, og dermed sikre fortsat vækst, be­skæftigelse og indtjening.

 Til toppen

2.1 De overordnede problemstillinger

Hvilken betydning for konkurrencemæssige forhold og mar­kedsdannelse har det, at samfundet er markeds­mæssigt lille og endog spredt på en flere tusinde kilo­meter lang kyst i små bo­sætninger? Kan der dannes ideelle markedsforhold her, eller er det bedre at finde en anden form for organisering, der lægger vægt på forsyningssikker­hed frem for konkur­renceforhold?

Et af de afgørende spørgsmål, der ofte rejses, når man beskæftiger sig med Grøn­lands økonomiske og erhvervsmæssige muligheder er, hvorvidt vi umiddelbart kan bruge de erfaringer, som vi indhenter fra andre lande, især Danmark.

Der er en udbredt tendens til at opfatte økonomiske teorier som naturlove, der har en universel anvendelighed og gyldighed. Dette giver nogle prob­lemer, som gang på gang sættes på dags­orden i den politiske debat i Grønland.

I forskningsverdenen er der opbygget en række teorier omkring, hvordan økonomi­en udvikler sig, og hvorfor den udvikler sig. Disse teorier er oftest udviklet på basis af erfa­rin­ger fra de cen­trale markeder i især Eu­ropa og Nordamerika. Der opstår derfor ofte problemer, når f.eks. forskere, konsu­lenter eller forskellige former for rådgivende ud­valg anbefaler strategier til videre udvikling af det grønlandske sam­fund på en formod­ning om, at de gængse teorier, metoder og strate­gier, viser sig uden videre at kunne overføres på grønlandske forhold, hvor der er helt andre for­udsætninger og rammebetingel­ser.

Disse forhold har fortsat stor betydning i den gældende økonomiske og er­hvervspo­litiske strate­gi-udvikling. Det kan da også umiddelbart virke som en rimelig anta­gelse, at hvis det blot lykkes at sætte gang i den økonomi­ske vækst ved at tilfreds­stille de medføl­gende krav til forandringsproces­ser, så ville alle andre sider af samfundslivet automatisk følge efter.

Men det er ikke sket: De målsætninger, der blev opstillet før hjemmesty­rets indfø­relse og senere gentagne gange under hjemmestyret, er fortsat ikke opnået. Vi har ikke gjort os uafhængig af bloktilskuddet, og vi har ikke formået at opnå et til­strækkeligt højt ud­dannelsesniveau, så vi undgår af­hængighed af udefrakommen­de arbejdskraft.

Den førte økonomiske politik har på denne baggrund ofte givet utilsigtede eller slet in­gen re­sultater. De hidtidige analyser har heller ikke kunnet give ordentlige forkla­ringer på, hvorfor de forskellige initiativer ikke gav de øn­skede resultater. Den normale forkla­ring har ofte været, at de utilsigtede eller manglende resultater skyldtes en manglende ledel­sesmæssig kompe­tence af det grønlandske samfund, hvad enten det var fejlslagen poli­tik i hjemmestyret, i hjemmestyrets virksomhe­der, i kommunerne eller i det private er­hvervsliv. Ja, der er endog en udbredt for­ståelse af, at den grøn­landske befolkning ¿ el­ler i hvert fald store dele heraf ¿ ikke slår til i for­hold til de krav et moderne samfund stiller til den enkelte.

Det virker altid foruroligende at skulle erkende, at mange års arbejde med at skabe en selvbærende økonomi har givet så begrænsede resultater. Men det er denne erkendelse, der kan danne basis for en langt større åbenhed og vilje til at se nær­mere på de grund­læggende strukturproblemer af øko­nomisk, politisk og kulturel karakter, der i dag frem­står som barrierer for den ønskede udvikling. På denne baggrund kan der langt bedre opstilles forklaringsrammer for udviklingen, og der­med også opstilles langt mere ef­fekti­ve strategier.

 Til toppen

2.2 Samhandlen med omverdenen

Vort lands økonomi og erhvervsudvikling er karakteriseret ved, at der i alt­over­ve­jende grad købes varer og tjenesteydelser m.v. fra Danmark.

Før indførelsen af hjemmestyret blev de fleste administrative og forsy­ningsmæssige op­gaver udført i Danmark. Det var et naturligt forhold mel­lem en stat og dens ko­loni. Efter Anden Verdenskrig blev flere og flere op­gaver varetaget fra Grønland. Denne proces tog for alvor fart under de før­ste år under hjemmestyret. I dag er næsten alle administrative og forsy­nings­mæssige opgaver hjemtaget til Grønland.

Den traditionelle arbejdsdeling har dog fortsat stor betydning for Grønland på en række områder:

  • Grønland er fortsat afhængig af overførselsindkomster i form af blok­tilskud­det
  • Lovgivning og administration er påvirket af den udvik­ling, der sker i Dan­mark, fordi der sker vidensoverførsel via tilkaldt arbejdskraft
  • Den grønlandske samhandel med omverdenen sker fortsat for største­delen via Danmark. En stor del af denne samhandel er virk­somheds­intern eksport og import, fordi mange virksomheder i Grønland er ejet af eller på anden måde tilknyttet danske virksom­heder. Samtidig har de store grønlandske eksportvirksomheder af fisk og skaldyr danske datterselskaber
  • Finansstrukturen i Grønland er tæt tilknyttet den danske finansstruk­tur. Såle­des er begge banker beliggende i Grønland ejet af eller tæt tilknyttet danske banker, og der findes ikke andre kre­ditinstitutter i Grønland

Det økonomiske samarbejde mellem Grønland og Danmark har i perioden under hjemmestyret bygget på et solidaritetsprincip, hvor en rigere del af fællesskabet har givet tilskud til en fattigere del af riget. På denne måde har det grønlandske samfund udviklet sig til et moderne velfærdssamfund. Men vi er nu afhængige af dette tilskud.

Som et samlet begreb for samarbejdsformen mellem Danmark og Grøn­land, an­vendes her begrebet afhængigheds­øko­nomi. Begrebet fortæller, at den ene part på grund af samarbejdsformen til sta­dighed gø­res af­hængig af, ikke blot direkte øko­nomiske overførsler fra den anden part, men også af­hængig af at købe varer og tjenesteydelser hos den anden parts virksom­heder.

Begrebet afhængighedsøkonomi refererer til en tilstand, hvor et samfunds økonomi er blevet fanget i en ond cirkel. Udviklingen af samfundet kan bero på en eller nogle få indtægter, og det er vanskeligt og måske umuligt at skabe nye udviklings­betin­gelser, der på sigt kan fjerne denne afhængig­hed. Økonomisk afhængighed behandles ofte som værende ¿de andres skyld¿, men i denne sammenhæng er der også interne forhold i Grønland, der har været bestemmende for en fortsat afhæn­gighed af samhandel med Danmark. Indikatorer for afhængighed kan kort beskri­ves som:

  • En ensidig samhandel med Danmark, selv om Danmark er højprisom­råde, hvor den enkelte borger i 2001 betalte fire kroner mere, hver gang en EU-borger købte varer for 100 kr.
    (Note: Denne problemstilling er nærmere forklaret i afsnit 8.2.5.)
  • En virksomhedsstruktur, der via ejerskab og tilhørsforhold er udad­vendt mod samarbejdspartnere og handelsforbindelser uden for landet, især i Danmark
  • En finansiel struktur, hvor en væsentlig del af opsparing placeres uden for lan­det, primært i Danmark, fordi der mangler rentable pla­cerings­muligheder i Grønland.
  • En offentlig økonomi, der for størstepartens vedkommende er finan­sie­ret af udefrakommende tilskud, som ikke er tilpasset landets økonomi­ske formåen

I lande i Den 3. Verden er resultatet af afhængighedsøkonomien ofte en fattig­domsfæl­de, hvor den internationale arbejdsdeling fastholder et land og dets befolk­ning på en meget lav levestandard. På efterspørgselssiden er der tale om ringe til­skyndelse til at in­vestere, og der udvikles kun et lille marked. Initiativet mangler, og indførelse af ny tek­nologi er begrænset, således at produktiviteten bliver ved med at være lav. Den lave produkti­vitet giver ikke anledning til større akkumulation af ny kapital til nye inve­ste­ringer. Samtidig giver den lave produktivitet lave ind­komster, der igen betyder lav op­spa­ring i samfundet som helhed.

For Grønlands vedkommende er resultatet af afhængighedsøkonomien en slags gylden fælde (Golden Trap), hvor der er en opfattelse af, at der via tilskud udefra godt nok sik­res en relativ høj levestandard, men hvor over­førsel af tilskud står i vejen for en fornuf­tig udvikling af egne ressourcer. Forskellen i levestandarden mel­lem Den 3. Verden og Grønland er stor, men afhængighe­den af tilskud hæmmer selvværd og initiativlyst på samme måde i Grønland som i mange lande i Den 3. Verden.

I begge tilfælde er der tale om en ond cirkel. Ofte fokuseres der ensidigt på, at det er interne forhold i det enkelte land, som er årsagen til mang­lende udvikling, og at hvis der liberaliseres og ¿strammes op¿ vil landet kunne udvikle en økonomi, der på sigt vil ud­vikle sig til en økonomisk styrke som den, der findes i de rige lande.

Der er ingen tvivl om, at en del af forklaringen på en dårlig økonomisk ud­vikling ofte kan findes i den interne politiske og økonomiske styring af et lands udvikling. I princip­pet kan man for Grønlands vedkommende sige, at samarbejdet og samhan­delen med Danmark er en selvvalgt bundethed.

Der kan heller ikke være tvivl om, at de grundlæggende strukturer omkring samar­bejde og samhandel med omverdenen skal være fordelagtige for at skabe økono­misk vækst. Samhandelen viser, at der trækkes værdier ud af Grønland gen­nem den handel og anden udveksling af varer og tjenester, der løbende finder sted til og fra omverdenen, især Danmark. Værdiover­førslen sker ikke blot ved indkøb af for­brugsvarer og tjeneste­ydelser samt produktionsmidler, men også ved at fisk og rejer eksporteres som simple rå­varer eller halvfabrikata, som så først forædles i ud­landet. Dette er uhel­digt, fordi det er i forædlingsledet, at værditilvæksten primært sker.

Figur 1 illustrerer, hvordan den eksisterende arbejdsdeling mellem Grøn­land og udlan­det får betydning for den grønlandske erhvervsudvikling.

Figur 1. Illustration af den erhvervsmæssige betydning af arbejdsdeling mellem Grønland og udlandet, primært Danmark


I dag er der stort set ingen begrænsninger i danske virksomheders mulig­heder for at være aktive på det grønlandske marked. Samtidigt er det me­get vanskeligt for grønlandske virksomheder at konkurrere med danske virksomheder på grund af manglende volumen på hjemmemarkedet, men også på grund af manglende ud­dannelse og dermed manglen­de produkti­vitet i virksomhederne.
Det er derfor afgørende at omdanne den eksisterende ulige konkurrence mellem danske og grønlandske virksomheder på det grønlandske marked til et samarbejde i form af f.eks. joint-ventures, hvor grønlandske virksom­heder får mulighed for at opbygge deres kompetence og dermed udvikle sig på lige fod med de danske virk­somheder.

 Til toppen

2.3 Tilskudspolitikken

Et væsentligt element i afhængighedsøkonomien er for Grønlands ved­kommende selve tilskudspolitikken. Modtagelse af bloktilskud samt anven­delsen af tilskud især fra Landskas­sen til regioner og erhverv betegnes her samlet som ¿til­skudspolitik­ken¿.

Tilskudspolitikken er anvendt som et væsentligt instrument til at sikre be­skæftigel­se og udvikling overalt i landet, således at der skabes minimums-levestandard for befolknin­gen, ligegyldigt hvor man bor i rigsfællesskabet og dermed også internt i Grønland. Men tilskuddene har også en uheldig side. Tilskuddene hæmmer fornyel­se og videreud­vikling, og de har en ten­dens til at blive stadfæstet som permanente.

Statens bloktilskud er et udtryk for en solidaritet, hvor en rigere del af riget giver til en fattigere del af riget for at sikre samme levevilkår overalt inden for rigsfælles­skabets rammer. Bloktilskuddet er konkret beregnet således, at pengene er fulgt med ved overførsel af områder fra staten til hjemme­styret. Bloktilskuddets størrel­se er beregnet med udgangspunkt i statens udgifter til områderne ved overtagel­sestidspunktet.

Den eksisterende tilskudspolitik internt i Grønland har på samme måde sit grund­lag i forsøget på at skabe lige levevilkår for alle, uanset hvor de lever i Grøn­land. For at skabe disse lige levevil­kår er det nødvendigt at give til­skud til erhvervs­virksomhe­der eller til lokalsamfund. Således skabes mu­lighed for nogenlunde samme ser­viceniveau i alle kommuner uden for store forskelle i udskrivningspro­cent. Denne omfordeling kan gives som støtte til kommu­nerne direkte i form af bloktilskud eller i form af udligning mellem kommu­nerne. End­videre kan der gives tilskud til er­hvervsvirksomheder, men i de fleste tilfælde er der også her tale om beskæftigel­sesfremme eller lignende i forbin­delse med at sikre et lo­kalområdes evne til at sikre befolk­ningen minimumslevevilkår.

Nogle mener, at den eksisterende tilskudspolitik eller fordelingspolitik dan­ner basis for en øko­nomisk udvikling, der ikke er dynamisk nok. Incita­mentet til fortsat mål­retning af virk­somheder og lokalsamfund efter at sikre bedst mulig bæredygtig økonomi har en ten­dens til at blive formindsket, når virksomhedens økonomi eller lokalsamfundets op­ret­holdelse sikres af midler udefra.

Ud over samhandelen med Danmark fremstår tilskudspolitikken som det mest syn­lige tegn på en tilstand af afhængighedsøkonomi her i landet.

Der er allerede flere initiativer i gang for at fjerne eller mindske tilskudspo­litikkens rolle, men disse initiativer bør følges op af konkrete initiativer til at effektivisere brugen af bloktilskuddet.

Effektiviseringen kan ske ved at mindske forbruget i den offentlige sektor samt til­skud til erhverv og lokalområder, der har vanskelige vilkår, således at dele af blok­tilskuddet i fremtiden kan benyttes til opbygningen af bære­dygtige erhverv, der på sigt kan konkur­rere med danske virksomheder og dermed bringe det grønlandske samfund ud af den onde cirkel, som det befinder sig i på det økonomiske og er­hvervspolitiske område.

 Til toppen

2.4 En ny udviklingspolitisk forståelsesramme

I dette arbejde, der skal være med til at danne basis for ønsket om selv­styre og en mere selvbærende økonomi, må der som tidligere nævnt udar­bejdes en ny forkla­ring på, hvorfor den øn­skede udvik­ling ikke starter. Derfor må man opfatte kravet til udvikling mere bredt: De øko­nomiske og erhvervsmæssige udviklingsproblemer skal undersøges i både økonomi­ske og politisk-kulturelle sammenhænge.

Det centrale er udviklingen af det grønland­ske samfund, hvor de internati­onale er­faringer om økonomiske be­tingelser for vækst medta­ges som et af mange forhold, der skal være med til at påvirke de samlede økono­miske og erhvervsmæssige pro­cesser. Hermed sker en tilskyndelse til at være op­mærk­som på, at Grønland er unikt og kræver unikke ud­viklingsstrategier.

Grønlands samfundsstruktur har i dag karakter af et forsyningssamfund, hvor der på baggrund af tilskud udefra sikres grundlag for et forbrug på lige fod med de øv­rige dele af rigsfællesskabet. Der er således på nuvæ­rende tidspunkt ikke rammer til at skabe en selvstændig udvikling af øko­nomien internt i landet. Hvis man på denne bag­grund vil fastholde et krav om etablering af en bæredygtig økonomi, skal nogle grundlæggende forud­sæt­ninger for­andres.

Ved Landstingets efterårssamling år 2000 fremlagde det daværende lands­styre redegørelsen ¿En vision for fremtiden ¿ Oplæg til Strukturpolitisk Handlingsplan¿. Handlingsplanen beskriver flere initiativer, som Selvstyre­kommissionen har tilslut­tet sig.

Det er dog Selvstyrekommissionens op­fattelse, at disse initiati­ver ikke er nok. I processen omkring strukturpolitisk hand­lingsplan mangler der et bre­dere udvik­lingsperspektiv. Det hele sker oppefra og nedefter, og der mangler forankring af udviklings­processen hos såvel befolkningen som hel­hed og hos de politi­kere, be­folkningen har valgt. Derfor opstår ofte en zig­zag-kurs, når politikerne vil gen­nem­føre konkrete tiltag, fordi befolkningen ikke er taget med på råd og der­med ikke forstår, hvorfor dette tiltag er nødvendigt, og derfor selvfølgelig modarbejder det, hvis der sker forringel­se af deres egne livs­betingelser. Dette er et eksempel på, at en succesrig udviklingsproces kræ­ver, at de kulturelle og politiske forhold skal have en fremtræden­de placering i den økonomiske udviklingsproces.

Et andet problem i forbindelse med strukturpolitisk handlingsplan er, at der i struktur­politikken er nogle overordnede emner, der fortsat ikke er fastsat, endsige behandlet. Dette gælder f.eks. fastsættelsen af en overordnet er­hvervsplan for Grønland. En sådan plan eksisterer ikke.

En anden mangel er forståelsen for Grøn­lands samhandel med om­verde­nen, pri­mært Danmark. De strukturproblemer, der her findes, har aldrig været grundlæg­gende belyst. Selvstyrekommissionen har således særskilt måttet fremskaffe ele­mentær statistik om betalings- og kapitalba­lancer. Oplysninger, som er afgørende for, at det politiske beslutningsniveau kan få de korrekte oplysninger til at tage de mest hen­sigtsmæssige beslutnin­ger inden for det økonomiske og erhvervspolitiske område.

Arbejdsgruppen har på denne baggrund valgt at sætte fokus på disse to områder:

  1. En overordnet erhvervsstrategi for Grønland, omfattende den samle­de sam­funds­mæssige produktion i form af private og offentlige virk­somhe­der, for­synings­virksomhed i øvrigt og den offentlige sektor.
  2. En overordnet strategi for Grønlands samhandel og samarbejde med om­verde­nen, herunder Dan­mark.

Arbejdsgruppens grundlæggende opfattelse af arbejdet med en ny strategi for de sam­fundsmæssige aktiviteter kan fastsættes på følgende måde:

Det grundlæggende omdrejningspunkt for økonomi og er­hvervsudvikling må være den selv-centrerede økonomiske ud­vikling, hvor hensynet til samfundets samlede interesser er målet for den samfundsmæssige pro­duktion. Det betyder, at sam­fundsnytte ikke kun kan måles ved den driftsøkonomiske kal­kule, men i sidste ende må måles ved den samlede konse­kvens­vurdering.

Arbejdsgruppens opfattelse af de grundlæggende principper for en ny strategi for Grønlands samhandel og samarbejde med Danmark og udlan­det kan formuleres på føl­gende måde:

Samarbejdsformen mellem Danmark og Grønland har haft nogle uheldi­ge kon­sekvenser for den grønlandske økonomi. Bl.a. bli­ver det somme tider fremført, at samfundet ikke bliver drevet til­strække­ligt omhyg­geligt og effektivt, fordi bloktilskuddet er en sovepu­de. Det fremføres end­videre, at den grønlandske øko­nomi og er­hvervsudvikling lider under den ulige konkurrence fra danske virksomheder. På denne baggrund er der behov for ud­vikling af et nyt partnerskab mellem Danmark og Grønland på det økono­miske og erhvervspolitiske område, hvor der ska­bes erhvervs­politisk.

 Til toppen

3 Udenrigsøkonomien

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at den ensidige fokus fra politisk side på Lands­kassens og kommunekassernes økonomi, bør ændres til fokus på den samlede samfundsøkonomi, herunder ikke mindst udenrigsøkonomien.

Udenrigsøkonomien er en afgørende faktor til at fremme et lands vel­standsudvik­ling. Dette gælder ikke mindst for et land som Grønland, der med en meget ensidig økonomi og et lille befolkningsgrundlag, har behov for en meget stor udveksling af varer og tjenesteydelser. En hensigtsmæs­sig udveksling af varer og tjenester øger mulighederne for at skabe vel­stand. Derfor er det vigtigt, at den politiske debat sætter yderligere fokus på Grønlands samhandel med omverdenen.

Formålet med dette kapitel er at give et overblik over Grønlands udenrigs­økonomi, herunder specielt pengestrømmene mellem Grønland og Dan­mark. Undersøgelsen giver et detaljeret billede af det øko­nomiske samar­bejde mellem de to enheder i rigsfællesskabet.

Størstedelen af alle pengestrømme til og fra Grønland sker til og fra Dan­mark. Pen­gestrømmene mellem Danmark og Grønland omfatter en lang række elementer, som for fleres vedkommende er vanskeligt at fastsætte størrelsen på. Årsagen her­til er blandt andet, at Grønland og Danmark har fælles valuta, og at Grønland er en integreret del af Danmarks finansielle struktur. Der har tidligere været gjort forsøg på at vurdere størrelsen og betydningen af de økonomiske bevægelser mellem Grønland og Danmark, men der er så vidt vides aldrig tidligere gennemført en ana­lyse på basis af statistiske oplysninger af pengestrømmene i den tid hjemmestyret har ek­sisteret.

(Note: På denne baggrund må der således tages højde for, at der kan have indsneget sig metodiske fejl hos både dataleverandører og i selve forståelsen og bearbejdelsen af data.)

 Til toppen

3.1 Udenrigsøkonomiens indhold

Udenrigsøkonomiens samle­de penge­strømme er gengivet i Tabel 1.

Betalingsbalancen er en opgørelse over landets transaktioner med udlandet i en given periode. Når man taler om overskud og underskud på beta­lings­balancen, re­fererer man til overskud eller underskud på de løbende poster.

Tabel 1. Betalingsbalancen

Betalings-balance    Type af balance  Indhold
 Løbende betalinger  Varer  Eksport og import af varer.
 Tjenesteydelser  Betalinger til/fra Danmark for alle typer tje­neste­ydelser.  
 Renter og udbytter  Renter, udbytter samt driftstilskud.  
 Renter, udbytter samt driftstilskud.  Arv, gaver og andre betalinger uden mod­ydelse m.v. Herunder rubriceres bloktilskud­det fra staten.  
 Finansielle poster  Direkte investeringer  Betalinger vedrørende direkte investeringer om­fat­ter egenkapitalandele i virksomheder, hvor der op­nås eller er opnået mere end 10 pct. bestem­mende indflydelse, lån mellem koncernforbundne virk­som­heder samt køb/salg af fast ejendom til ikke-er­hvervs­mæssig brug.
 Porteføljeinvesteringer  Omfatter anmeldte betalinger i.f.m. værdipa­pir­trans­aktioner af pengeinstitutter uden kundeinvol­vering.  
 Lån  Alle typer lån.  
 Andre finansielle betalinger  Omfatter f.eks. indskud, præmiebetalinger til og udbetalinger af livsforsikring og pension, køb/salg af rettigheder m.v.  

For år 2001 viser beregningerne i dette kapitel, at import og eksport af varer og tjenesteydelser tilnærmelsesvis er lige store. Herudover omfatter de løbende beta­linger for dette år nogle ensidige betalinger ind i landet. Det er betalinger i forbin­delse med statens udgifter i og ved Grønland samt EU¿s betalinger for fiskerirettig­heder. De ensidige betalinger vil for største­delens vedkommende give Grønland en fordringserhvervelse over for ud­landet.

(Note: Selvstyrekommissionens sekretariat har til arbejdsgruppen udarbejdet arbejdspapiret ¿Pengestrømme mellem Grønland og Danmark¿. I arbejdspapiret opstilles den første detalje­rede oversigt over pengestrømmene mellem Grønland og Danmark. Der henvises til arbejds­papiret for yderligere oplysninger om metode m.v. for de i dette kapitel omhandlede emner.)

En fordringserhvervelse betyder, at Grønland råder over midlerne og kan bruge dem til offentlig eller privat forbrug, investeringer o.a. Fælles for de for­skelli­ge må­der at forbruge fordringserhvervelsen på er, at det på et gi­vet tidspunkt vil give anledning til import af varer eller tjenesteydelser for størstedelens vedkommende. Dette sker ikke. Spørgsmålet er så, hvor dette betydelige beløb forsvinder hen.

Den normale antagelse er, at bloktilskuddet efter en kort cirkulation i Grønland går til en betydelig import. Men som nævnt udligner eksporten og importen hinanden.

En forklaring kan være, at pengene akkumuleres i offentlig og privat regi. Da der ikke er opbygget større formuer i hverken hjemmestyret eller kom­muner­ne, må det derfor formodes, at der løbende sker en overførsel af en temmelig stor sum penge via offentligt ejede selskaber og private til om­verdenen.

 Til toppen

3.2 Betalingsbalancen Grønland har en stor udenrigshandel

Eksporten udgør på betalingsbalan­cen næ­sten to tredjedele af bruttonationalproduktet, mens importen udgør næsten en tredjedel af bruttonationalproduktet. Bruttonational­produktet (BNP) er populært sagt et mål for værdien af samfundets samlede pro­duk­tion. I 1998 var landets BNP beregnet til at være 7,7 milliarder kroner.

Når der normalt gøres sammenligninger om landes udenrigshandel, be­nyttes be­grebet udenrigshandelskvote. Udenrigshandelskvoten fortæller noget om landets handelsmæssige åbenhed. Udenrigshandelskvoten defi­neres som det halve af summen af importen og eksporten i procent af BNP.
Den grønlandske udenrigshandelskvote var i år 2001 på ca. 39 pct. Til sammenlig­ning ligger Danmark på 33-34 pct. Store lande som Tyskland, Frankrig, USA og Japan ligger under 30 pct. Hvis kvoten udelukkende be­regnes på basis af varehan­del har Grønland en kvote på ca. 31 pct. Til sammenligning ligger Island på en kvote på 26 pct. Færøerne har en endnu mere åben økonomi end Grønland. Færø­ernes kvote var i 1996 på 43 pct.

Stor afhængighed af Danmark i udenrigsøkonomien

Den samlede pengestrøm mellem Grønland og Danmark er meget stor i forhold til størrelsen af Grønlands økonomi. Den samlede pengestrøm mel­lem de to dele af rigsfællesskabet var i år 2001 på 14,0 milliarder kroner. 5,8 milliarder kroner gik ud af Grønland til Danmark og 8,2 milliarder kro­ner gik den anden vej.
Indtægterne på betalingsbalancen overfor Danmark udgør ca. 5,2 mia. kr., hvoraf bloktil­skuddet alene udgør 2,8 mia. kr. Udgifterne på betalingsba­lancen overfor Danmark ud­gør ca. 2,2 mia. kr.

Der var således i år 2001 et overskud på de løbende poster overfor Dan­mark på ca. 3,0 mia. kr. Der vil være udsving år for år. Det forventes dog, at de foregående år har nogenlunde samme resultat på betalingsbalancen. Dette overskud år efter år giver dog ikke anledning til akku­mu­lation af ka­pital her i landet. Overskuddet giver heller ikke anledning til store inve­ste­ringer her i landet.

 Til toppen

3.2.1 Varehandelen

Den samlede vareeksport og vareimport giver som resultat en varebalance, der i år 2001 giver overskud for Grønland. Denne balance svinger år for år. F.eks. var va­rebalancen til fordel for Danmark i år 2000 med et underskud for Grønlands ved­kommende på 263 mio. kr.

En usikkerhedsfaktor i beregningen af varebalan­cen mellem Grønland og Danmark skal findes i, at dele af importen fra Danmark er importerede varer til Danmark, der med mere eller mindre bearbejdning ¿ og må­ske slet ingen bearbejdning ¿ eks­porteres videre til Grønland.

Den relativt store import fra Danmark kan ikke tages som udtryk for, at det nød­vendigvis er mest økonomisk fordelagtigt for Grønland at købe i Danmark. Det er et resultat af ejerstrukturen af handelsvirksomhederne i Grøn­land og deres til­knytning til danske en­gros-selskabers logistiske enhe­der, hvis overordnede formål er at for­syne det danske samfund med varer.

Udover ejerstrukturen af handelsvirksomheder spiller stordriftsfordelene ved en ensidig transport af gods med fly og skib fra Danmark også en be­tydelig rolle. Dette hænger sammen med Royal Arctic Line's fragtmonopol og de deraf følgende store ekstraomkostninger ved samhandel med f.eks. USA og Canada via Aalborg havn. Kunne varer fra Canada, USA og Island leveres billigere i Grønland ville samhan­delsmønstret øjeblikkeligt ændres.

Valutamæssige forhold og manglende information om handelslovgivning m.v. i an­dre lande vil have stor betydning for især små grønlandske virk­somheders mang­lende lyst og evne til at handle med omverdenen uden for Danmark. Eksportparat­hed indebærer dog meget mere, f.eks. typisk en konkurrencedygtighed på hjem­memarkedet. Dette vil kræve forøget inno­vationsevne, ledelseskompetencer m.v.

For eksportens vedkommende gælder det samme som for importen: Langt største­delen er virksomhedsintern eksport, som kun indirekte udsættes for konkurrence­forholdene på verdensmarkedet. De grønlandske fiskeri­virk­somheder sælger såle­des ikke rejer og fisk til Danmark, fordi det er et re­sultat af verdensmarkedsprisforhold, men fordi deres forædlingsindustri og eksportafdelinger er beliggende i Danmark.

Grønland i den internationale arbejdsdeling

Grønlands placering i den globale handel er karakteriseret af følgende for­hold:
· Eksport af råvarer, hvor værditilvæksten i stor udstrækning sker uden for lan­det i forbindelse med forædling til halvfabrikata eller forbrugs­varer.
· En fortsat forøget afhængighed af forbrugsvarer, luksusvarer og tek­nolo­gi­avancerede produktionsmidler.
Det kræver således store forandringer i den eksisterende samhandel, hvis der skal skabes en forbedret handelsbalance mellem Grønland på den ene side og Danmark og den øvrige omverden på den anden side.

Nye styrkepositioner

En strategi til at forandre samhandlen med omverdenen kunne omfatte oprettelsen af nogle få styrkepositioner, hvor landet har komparative for­dele frem for andre lande. De overordnede kriterier for denne type produk­tioner må om muligt omfatte følgende fire for­hold:

  1. Forholdsvis stor anvendelse af ikke-faglært arbejdskraft, fordi der el­lers vil kunne blive tale om yderligere import af arbejdskraft med faglig kompetence, som Grønland ikke er selvforsynet med.
  2. Import af varerne må gerne omfatte relativt store transportomkost­nin­ger i for­bindelse med transport til og fra landet. Det vil give en inden­landsk pro­duktion en fordel frem for konkurrerende varer fra udlandet.
  3. Forholdsvis små investeringer til at igangsætte produktion, fordi der i omstil­lingsprocessen til en selvbærende økonomi vil være behov for in­vestering på en lang række områder.
  4. En i forvejen stor indenlandsk efterspørgsel, således at en fremtidig eks­port kan støttes af efterspørgsel internt fra Grønland. Som ek­semp­ler kan næv­nes følgevirksomheder til fiskeri og fiskeindustri. Små pro­duktioner vil her kunne få stor betydning. Dette kunne f.eks. være hundefoder og pels­avl i forbindelse med anvendelse af affald fra fiske­industri, plast­dunke, høn­seri, kartoffelavl m.v.

Importdæmpende produktion

Samtidig med at told og afgifter kan dæmpe import, vil denne form for po­litiske indgreb også forøge omkostningsniveauet for de erhvervsgrene, der benytter varen i produktionen. Told og afgifter på forbrugsvarer kan på samme måde få den kon­sekvens, at løn- og prisniveauet stiger.
Anvendelsen af en strategi med henblik på at erstatte importerede varer har såle­des en del komplikationer. Der­for må det formodes, at anvendelsen af en sådan strategi bør gennemføres på nogle ganske få, specielt udpege­de produktioner.

Et andet ikke uvæsentligt aspekt i forbindelse med at anvende denne strategi er de internationale forpligtelser, som Grønland indgår i. Grønland er omfattet af regel­sættet i Verdens Handelsorganisationen WTO, herunder de tidli­gere indgåede GATT-aftaler.

Generelle tilskudsordninger, som miljøsubsidier og regionaludvikling er ikke omfat­tet af WTO-regelsættet. Derimod er direkte subsidiering til en bran­che eller virk­somhed omfattet af regelsættet. Der er således ikke mulighed for at skabe han­delstekniske barrierer for at tilgodese hjemlig produktion. Det er derimod tilladt at skabe hjemlige betingelser, der giver det hjemlige erhverv konkurrencemæssige fordele.

Bytteforhold med afledte effekter

Udover varens værdi er det relevant for bytteforholdet mellem Grønland og Dan­mark at se på afledte økonomiske forhold i forbindelse med varesam­handelen. Hvis en vare an­vendes i en videre forarbejdningsproces vil den oprindelige vare være med til at give basis for fornyet værditilvækst i det land, der modtager varen. Varen bliver en nødven­dig råvare, hjælpestof eller produktionsmiddel i en ny for­ædlingsproces. Men varen kan også være en færdigproduceret forbrugsgode, der er færdigudviklet og skal sæl­ges til den endelige forbruger, hvad enten der er tale om privat forbrug el­ler forbrug i den offentlige sektor.

Den grønlandske eksport omfatter primært fisk og skaldyr som er uforar­bejdet, hvor følgeindustri og service, samt forædling primært sker i virk­somheder i Dan­mark og i udlandet. En meget stor del af værditil­væksten vil således ske uden for Grønland.

Den grønlandske import omfatter næsten udelukkende varer, der er fær­digforar­bejdede i Danmark eller udlandet. Her falder værditilvæksten igen i Danmark eller i udlandet.

Arbejdsgruppen finder det vigtigt at vurdere, hvordan Grønlands varebalan­ce i for­hold til Danmark kan forbedres. Det bør undersøges, hvordan der kan ske forøgelse af forarbejdning af fiskeriprodukter i Grøn­land samt forøgelse af følgeindustri- og service.

 Til toppen

3.2.2 Tjenesteydelser

Tjenesteydelser omfatter handel med ikke-fysiske varer, f.eks. transport og rejser, turisme, forsikringer, arbejdsydelser m.v.

Værdien af tjenesteimporten fra Danmark var i år 2001 på 541 mio. kr., mens eks­porten var på 317 mio. kr.
Tjenestebalancen viser en negativ balance for Grønlands vedkommende på 224 mio. kr. Største­delen af denne skæve balance er dog en følge af så­kaldte diploma­tiske overførsler fra Danmark til Grønland, som hovedsage­ligt består af overførsler til forsvarets enheder i Grønland.

Interessant i denne sammenhæng er det, at eksport af tjenesteydelser i år 2001 udgør 8 pct. af vareeksporten. Eksporten af tjenesteydelser, der om­fatter indtje­ning fra er­hverv uden for den primære sektor, er ofte temmelig upåagtet i den po­litiske debat. Alligevel er denne eksport beløbsmæssigt f.eks. langt større end eks­port af lam, sælskind eller rensdyrkød, der ofte fejlagtigt opfattes som Grønlands fremtidige væsentligste muligheder i for­bindelse med nye eksport­fremstød.

 Til toppen

3.2.3 Renter og udbytter

Denne gruppe omfatter renter, udbytter samt driftstilskud. Den samlede balance for gruppen Renter og udbytter var for året 2001 en penge­strøm ud af landet på 73,4 mio. kr., og en pengestrøm ind i landet på 56,0 mio. kr. Dette giver en balan­ce i Danmarks favør på 17,4 mio. kr.

(Note: Renter og udbytter i forbindelse med værdipapirtransaktioner er ikke medregnet, når disse er indberettet af pengeinstitutterne uden kundeinvolvering. Disse poster er medregnet under porteføljeinvesteringer.)

I forhold til de øvrige pengestrømme omfatter renter og udbytte et relativt lille be­løb. Men alligevel betales der, hvad der svarer til 1.293 kr. pr. ind­bygger ud af lan­det, mens der modtages 986 kr.

 Til toppen

3.2.4 Andre løbende betalinger

Gruppen Andre løbende betalinger i Tabel 1 omfatter alle løbende betalin­ger, som ikke er omfat­tet af de allerede beskrevne grupper. Gruppen op­deles i Ensidige be­talinger og i Diverse øvrige løbende betalinger.
Den væsentligste post i undergruppen Ensidige betalinger er bloktilskud­det, der indgår i kategorien Øvrige ensidige betalinger. Kategorien kunne også omfatte beta­linger for fiskeri­rettigheder, hvis der var tale om bereg­ninger vedrørende ud­landet.

Den anden store kategori er Skattebetaling/skatterefusion. Her er der en balance til for­del for Grønland på 50,2 mio. kr.

(Note: Kategorien omfatter ikke momsbetalinger/momsrefusion, refusion af udbytteskat og kuponskat (se under renter og udbytter), afgifter af arv eller gaver. Der skal gøres opmærk­som på, at Skattedirektoratet ikke kan bekræfte beløbsstørrelsen på disse poster.)

Samlet er der en balance til fordel for Grønland på 2,9 mia. kr. for denne gruppe.

 Til toppen

3.2.5 Konsekvenser af balancen på de løbende betalinger

Når man normalt taler om et underskud eller et overskud på betalingsba­lancen for et land, så er det det samlede resultat af de løbende betalinger, man taler om. Den samlede oversigt for de løbende betalinger er angivet i Tabel 2.

Tabel 2. Balance for de løbende poster mellem Grønland og Danmark, år 2001

Kategori
Mio. kr.

Ud af landet

 Ind i landet  Balance (GR-DK)
 Varer  1.546,5  1.903,3  356,8
 Tjenester  541,1  316,9  -224,2
 Renter og udbytter  73,4  56,0  -17,5
 Andre løbende betalinger  57,2  2.934,6  2.877,4
 I alt  2.218,2 5.210,8  2.992,6
 

Kilde: Forudsætningerne fremgår af teksten i dette afsnit.

Forudsætningerne for opstilling af den samlede betalingsbalance er nogle meget løse skøn om, hvilke poster, der skal supplere betalingsbalance be­regningen mel­lem Grønland og Danmark. Tabellen skal således tages med stort forbehold.

Den beregning, der er gjort, er følgende:

  1. For varer er anvendt den samlede vareeksport og ¿import til og fra Grøn­land.
  2. For tjenester er beregnet en udenlandsk tjenesteeksport og -import, der for­holdsvist forhøjer tjenestebalancen med Danmark med samme beløb, der gælder for forskellen mellem vareeksport og ¿import fra Danmark og til­svarende varehandel med resten af ver­den.
  3. For renter og udbytter er der på basis af kendskab til størrelsen af de offentli­ge ejede aktieselskabers gæld anslået, at der skyldes 4 milliarder kroner til udlandet. Heraf svares en rente på anslået 4 pct.
  4. Til kategorien Andre løbende betalinger medregnes 321,4 millioner kroner som betaling for EU¿s fiskerirettigheder.

Resultatet af disse usikre beregninger viser, at den samlede betalingsba­lance med udlandet viser et overskud for Grønland på 2,3 milliarder kro­ner.

 Til toppen

3.4 De finansielle betalinger

De finansielle betalinger viser, hvorledes et overskud eller et underskud in­vesteres eller finansieres. Herudover viser de finansielle betalinger ænd­rin­ger vedrørende fordringer og gæld, som stammer fra ændringer i valu­ta­kurser, obligationskurser m.v. De finansielle betalinger, som også kan kal­des kapitalposterne opgøres samlet set til en kapitalbalance.

De finansielle betalinger omfatter følgende grupper:

  • Direkte investeringer
  • Porteføljeinvesteringer
  • Lån
  • Andre finansielle betalinger

Grønland havde et underskud på kapitalbalancen i forhold til Danmark på 553,7 mio. kr. Underskuddet skabes primært af et stort underskud på po­sten por­teføljein­vesteringer på 910 mio. kr. Porteføljeinvesteringer omfat­ter aktier, der ikke erhver­ves med henblik på at opnå indflydelse, samt ob­ligationer og pantebreve.

 Til toppen

3.4.1 Direkte investeringer

Direkte investeringer omfatter betalinger i forbindelse med egenkapitalan­dele i virk­somheder, hvor der opnås eller er opnået mere end 10 pct. be­stemmende indfly­delse, lån mellem koncernforbundne virksomheder samt køb/salg af fast ejendom til ikke-er­hvervsmæssig brug.

Grønland havde et overskud, hvad angår direkte investeringer. Overskud­det var i år 2001 på 346,4 mio. kr. Tallet må forventes at være ekstraordi­nært stort i år 2001 på grund af salget af KNI A/S. Direkte investeringer omfatter kapitaloverførsel til/fra Danmark i forbindelse med etablering af datterselskaber, filialer eller lignen­de. Til de direkte investeringer henreg­nes også det ikke-udloddede overskud.

 Til toppen

3.4.2 Porteføljeinvesteringer

Porteføljeinvesteringerne omfatter anmeldelse af betalinger i forbindelse med vær­dipa­pirtransaktioner (handel med værdipapirer og emission af værdipapirer). Dette sker normalt mellem pengeinstitutter uden kundein­volvering.

(Note: Værdipapirer omfatter aktier, som ikke er direkte investeringer, obligatio­ner/pantebreve og pengemarkedspapirer. Obligationer/pantebreve og pengemar­kedspapirer er papirer med oprindelig løbetid på mere end et år, henholdsvis til og med et år. Transaktio­ner i både værdipapirbeholdninger (aktiver) og udstedte vær­dipapirer, f.eks. obligationslån, (passiver) medtages under denne gruppe.)
I år 2001 omfattede pengestrømmen for porteføljeinve­steringer således et beløb på 2,8 mia. kr. ud af landet og 1,9 mia. kr. ind i landet.

Langt den største del af handel og emission med værdipapirer omfatter re­alkredit­obliga­tio­ner. I år 2001 omfattede 68,2 pct. af pengestrømmene ud af landet til Danmark i forbin­delse med porteføljeinvesteringer handel med obligationer. Den anden vej var andelen for realkreditobligationer 68,4 pct. Den samlede handel med obligationer omfattede en pengestrøm ind i lan­det på 1,9 mia. kr. og en penge­strøm ud af lan­det på 1,3 mia. kr.

 Til toppen

3.4.3 Lån

Lån omfatter alle former for individuelle lånekontrakter, som normalt ikke handles på et marked, modsat værdipapirer. Denne gruppe omfatter også indskud i ikke-fi­nansielle virksomheder, men ikke koncernlån eller lån op­taget i forbindelse med udstedelse af værdipapirer samt indskud i/lån til fi­nansielle virksomheder.
I år 2001 blev der ydet lån til i alt 173,3 mio. kr. fra Danmark til Grønland. Samti­dig blev der indfriet eller afdraget lån til en værdi af 201,3 mio. kr. Balancen for lån viser 31,2 mio. kr. i Danmarks favør.

 Til toppen

3.4.4 Andre finansielle betalinger

Gruppen Andre finansielle betalinger omfatter alle betalinger vedrørende fi­nansielle transaktioner, der ikke er medtaget i de tre grupper beskrevet i de foregående af­snit. Det kan f.eks. være indskud (undtagen overførsler til og fra egen konto) og andre betalinger vedrørende præmiebetalin­ger til og udbeta­ling af livsforsikring og pension m.v.

Denne restgruppe omfatter en pengestrøm ind i landet på 539 mio. kr., men penge­strømmen ud af landet er på 498 mio. kr. Grøn­land har således et overskud på denne post på 131 mio. kr.
3.5 Formue og gæld Ovenstående beregninger omfatter udelukkende pengestrømme for et en­kelt år, år 2001. Pengestrømmene år for år giver anledning til akkumulati­on af formue og gæld både her i landet, i Danmark og i udlandet.

Formue- og gældsopgørelserne viser, at den grønlandske befolkning og de grøn­landske virksomheder samt det offentlige har en nettogæld i pengein­stitutterne i Danmark og Grønland på 702 mil­lioner kroner (gæld minus in­destående). Der er en netto­gæld i pengeinstitutter i Danmark på 778 milli­oner kroner.
Herudover er der betydelig gæld til den øvrige omverden uden for Dan­mark. De offentligt ejede selskabers langsigtede og kortsigtede gæld om­fattede således for året 2000 ca. 5,7 mia. kr. Store dele af denne gæld er gæld til finansieringsinsti­tutter i udlandet.

(Note: Ca. halvdelen af denne gæld var i år 2000 gæld i Royal Greenland A/S. Selskabet har i 2001 nedbragt sin gæld betydeligt, hvorfor den samlede gæld må forventes at være betyde­ligt mindre ved udgangen af år 2001.)

Kursværdien af de registrerede obligationer, som indehaves af herboende personer og hjemmehørende virksomheder samt det offentlige, var ved udgangen af år 2001 på i alt 1,6 milliar­der kroner.
Kursværdien af de registrerede aktier, som den grønlandske befolkning og de grønlandske virksomheder samt det offentlige besidder, er på i alt 669 millioner kroner.

Herboende har en gæld i kreditforeninger svarende til 1,4 milliarder kroner. Heraf er 662 millioner kroner gæld i danske ejendomme. Ejendomsværdien af danske ejendomme, som ejes af den grønlandske befolkning og de grønlandske virksom­heder samt det offentlige, er på i alt 1,5 milliarder kro­ner.
3.6 Den samlede pengestrøm mellem Grønland og Danmark I kraft af en ensidig overførsel af penge i form af bloktilskuddet har Grøn­land et overskud på betalingsbalancen i forhold til Danmark. I år 2001 var dette overskud på 3,0 milliarder kroner.

De samlede pengetransaktioner mellem Grønland og Danmark var således på næ­sten 14 milliarder kroner i år 2001.

Bloktilskuddet omfatter ifølge Landskassens regnskaber i år 2001 2.793,3 millioner kroner. Fraregnes denne ensidig betaling den samlede balance, viser der sig en difference på 354,4 millioner kroner ud af landet. Differen­cen omfatter 2,5 pct. af den samlede pengestrøm ud og ind af landet.

Dette overskud har været fastholdt i mange år. Ifølge nationaløkonomisk teori vil dette overskud sikre en akkumulation af økonomiske midler eller til forøget forbrug. Pengene ville normalt blive anvendt til forbrug, til investe­ringer her i landet eller investeringer samt tilgodehavender i udlandet. Un­der­skuddet på kapitalbalancen (de finansielle beta­linger) var i år 2001 på kun 0,6 mil­liard kroner. Til det interne forbrug og de interne inve­ste­ringer blev således fire femtedele af betalingsbalan­cens overskud anvendt.

Der findes ikke tal på fordelingen mellem forbrug og investering her i lan­det. For­bruget omfatter udbetaling til løn og køb af forbrugsvarer og luk­susvarer som f.eks. både og personbiler, alkohol og tobak. Investeringerne omfatter f.eks. virksomhe­dernes indkøb til videreudvikling af produktions­anlæg m.v. Investeringerne omfat­ter også størstedelen af det offentliges forbrug på boliger og infrastruktur samt f.eks. uddannelse.

Selv om der fore­går interne investeringer og forbrug, giver dette ikke for­klaringen på, hvor pengene fra betalingsbalancens overskud forsvinder hen. Både investerin­ger og forbrug vil i stor udstrækning i sidste ende give anledning til import af varer og tjenesteydelser. Dette sker ikke.
Hvem kunne så have tjent og opsparet så store beløb, og hvad skulle belø­bene eller indtægterne bestå af?

Det er kun muligt at få øje på følgende muligheder:

  • Ressourcerenter fra fiskeriet
  • Profitter på grund af manglende konkurrence i erhvervene

Finansstrukturen

Et væsentligt aspekt vedrørende de finansielle betalinger er, at der ikke eksisterer en veludbygget finansiel struktur her i landet. Den finansielle struktur defineres til at omfatte institutioner, teknologi og lovgiv­ning. Nati­onalbanken, private pengein­stitutter og andre finansieringsinstitutter rå­der over en teknologi, der sikrer styring af transaktioner samt et overblik over øko­nomi og markedsforhold. Landets lovgi­vende forsamling sætter rammer for, hvor­dan de finansielle aktiviteter kan organi­seres.

I dag består den finansielle struktur her i landet af to banker, der begge er forank­ret i den danske finansielle struktur. Endvidere er der startet to nye pensionskas­ser, der for begges vedkommende har fået overført teknologi fra finansieringsinsti­tutter i Danmark. Endelig eksisterer der et erhvervsud­viklings­selskab (SULISA A/S), der rådgiver erhvervslivet om finansiering m.v. sammen med Greenland Tourism A/S og Greenland Resources A/S. Lovgivningen, der gælder finansielle aktiviteter, er dansk.

Dette har betydet, at finansvæsen nor­malt kun har en be­grænset bevå­genhed fra vore politikere, selv om sektoren har betydning for den sam­lede samfundsøkono­mi.

Den grønlandske befolknings og de grønlandske virksomheders anvendelse af den danske finansstruktur har den konse­kvens, at levedygtige erhvervs­pro­jekter ikke bliver fi­nansielt fremmet. Det danske finansvæ­sen har ikke detaljeret kendskab til det grønlandske erhvervsliv. De afsø­ger ikke inten­sivt det grønlandske samfund for at finde projekter, de kan inve­stere i. Langt størsteparten af den grønlandske ka­pital­eksport arbejder i den dan­ske stats værdipapirer eller i udviklingen af det dan­ske erhvervs­liv. Med en grønlandsk finansstruktur vil der være en bedre kobling mellem investorer og erhvervsliv.

På denne baggrund kan det ikke være irrelevant, at vi fortsat er en inte­greret del af den danske finansstruktur. Det er samtidig en almen opfat­telse, at der mangler initiativ her i landet. Til sammen betyder disse for­hold, at mange potentialer for udvidelse af eksisterende erhvervsaktiviteter samt start af nye aktiviteter ikke rea­liseres.

Det økonomiske resultat skal udnyttes bedre

Det samlede resultat på betalingsbalancen mellem Danmark og Grønland bliver så­ledes en pengestrøm ud af landet til Danmark på 5,8 milliarder kroner og en pen­gestrøm ind i landet på 8,2 milliarder kroner. Det sam­lede resultat viser en netto-pengestrøm ind i landet på 2,4 milliarder kroner.

Dette resultat kan give grundlag for en hurtig udvikling mod en selvbæren­de øko­nomi for landet som helhed. Men problemet er fortsat, at dette over­skud ikke i for­nødent omfang anvendes til at investere i fremtiden.

En stor del af overskuddet anvendes til opretholdelse af en stor offentlig sektor. Et andet væsentligt forbrug af overskuddet går til opretholdelse af døende erhverv og til opretholdelse af lokal­samfund med et meget spinkelt erhvervsgrundlag.

Dette forbrug ville ikke have kunnet finde sted, hvis bloktilskuddet ikke havde eksi­steret. Det eneste alternativ ville nemlig være at pålægge den arbejdende be­folk­ning nye skatter og af­gifter i betydeligt omfang.
Midler til offentlig forsørgelse og tilskud til erhverv og lokalområder frata­ges andre områder, der på sigt kan være afgørende for forøgelse af pro­duktiviteten i samfun­det. Det gælder investeringer i virksomheder, boliger og infrastrukturbyggeri samt offentli­ge investeringer i uddan­nelse, forsk­ning og udvikling.
En mere effektiv anvendelse af overskuddet i pengestrømmene mellem Grønland og udlandet kan på sigt være med til at frigøre landet af det øko­nomiske afhængig­hedsforhold til Dan­mark.

Grundlæggende må gælde, at det økonomiske samarbejde mellem Grøn­land og Dan­mark giver både positive og negative følger for indkomstdan­nelsen i Danmark. Be­talingen for forbruget af danske varer og tjenester i Grønland skaber beskæfti­gelse og indkomst i Danmark, mens pengeover­førsler fra staten påvirker indkomst­dan­nelsen i Danmark ne­gativt. Kapital­overførsler fra personer og virksomheder fra Grønland til Danmark har også betydning for Danmarks økonomi.

I Grønland påvirker eksporten af råvarer fra fiskeriet og statens overførsler ind­komsten i opadgående retning.

Samhandelen mellem de to enheder i rigsfællesskabet er den klassiske mellem økonomiske udkantsområ­der og centerområder: Produktionsmidler og andre højt forædlede varer i bytte for råva­rer til industrien.
Denne arbejdsdeling ¿ eller rettere en ændring af den ¿ kan vise sig at være nøglen til i fremtiden at sikre Grønland en selvbærende økonomi, hvis det lykkes at foran­dre om­kostningsstrukturen i samfundet, således at f.eks. forædlingsvirksomhed in­den for bearbejd­ning af fisk og skaldyrspro­dukter kan ske her i landet.
3.7 Anbefalinger vedrørende udenrigsøkonomien Arbejdsgruppens anbefalinger vedrørende udenrigsøkonomien er som føl­ger:

  • Den ensidige fokus fra politisk side på Landskassens og kommunekas­sernes økonomi, bør ændres til fokus på den samlede samfundsøko­nomi, herunder ikke mindst udenrigsøkonomien. Et Grønland på vej mod selvstyre og en selvbærende økonomi må i langt højere grad end nu fokusere på mulighe­den for at forbedre betalingsbalancen og der­med de økonomiske bevægelser ind og ud af landet
  • Politikerne skal sikres bedre indsigt og skal have bedre rådgivning om de udenrigsøkonomiske forhold
  • Det statistiske grundlag for vurdering af den samlede samfundsøko­nomi skal forbedres. F.eks. bør der sikres en årlig redegørelse for nati­onalregnskabet og for den samlede betalingsbalance med ud­landet. Selvstyrekommissionens principbetænkning anbefaler, at der ned­sættes et rådgivende udvalg vedrø­rende økonomi. Arbejds­gruppen indstiller, at sekretariatet for det rådgiven­de udvalg får til opgave at udarbejde nationalregnskab, beta­lings­balan­ce og kapital­balance samt andre økonomiske redskaber til brug for rådgivning af det politiske ni­veau i landsstyret og Landstinget
  • Der skal formuleres en konkret handelspolitik. Handelspolitikken skal bl.a. åbne op for, hvordan det grønlandske samfund bedst mu­ligt for­synes med varer af en hver kategori. Samtidig skal det un­dersøges, om eksisterende potentialer for eksport af varer til nabo­landene samt andet forsyningsmæs­sig samarbejde kan forbedres
  • Arbejdsgruppen anbefaler, at der undersøges, hvorvidt der kan gen­nemfø­res konkrete initiativer til at for­bedre den finansielle struktur og lovgivning vedrørende finansforhold her i landet. For­målet er at imøde­komme de læka­ger, der skabes, når opsparing og kapital akkumulation placeres uden for landet

Nye initiativer på fi­nansområdet kan være ressourcemæssigt kost­bare, men det må ses i lyset af, at penge­strømmene ud af landet er tilsva­rende meget store.
Arbejdsgruppen indstiller, at de udenrigsøkonomiske forhold om­kring de of­fentligt ejede selska­ber belyses yderligere. Arbejdsgrup­pen ind­stiller endvi­dere, at hjemmestyret anmoder selskaberne om at præ­sentere deres akti­viteter i forhold til, hvor aktiviteterne geografisk fo­regår, henholdsvis i Grønland og omverdenen.

 Til toppen

4 Strategi til opnåelse af en selvbærende økonomi

De forandringsprocesser, der skal skabes og gennemføres, skal ske på ba­sis af en så bred forståelse og opbakning fra befolkningen som muligt. Dette har været den grundlæggende målsætning for arbejdsgruppen helt fra starten af udredningsarbej­det.

Dette stiller krav til både debatform og tidsforbrug til de indledende pro­cesser: Der skal gives tid til, at befolkningen får adgang til information om forandringsproces­serne. Der skal også opstilles planer for, hvordan der kan udveksles erfaringer mellem den enkelte borger, borgernes interesseorga­nisationer og de instanser, som i den sidste ende skal gennemføre foran­dringsprocesserne.

Først og fremmest er det vigtigt, at arbejdet tager sit udgangspunkt i en platform, som har bredest mulig opbakning i befolkningen, i partierne og i de øvrige interes­seorganisationer. Derfor har arbejdsgruppen formuleret en strategi, som tager sit udgangspunkt i nogle overordnede forhold, der vides at være bred opbakning omkring. Disse emner kaldes i det følgende for strategiens hovedelementer.

 Til toppen

4.1 Strategiens hovedprincipper

Forslaget til en strategi til at skabe forandring af den eksisterende økonomi mod en mere selvbærende økonomi bygger på tre hovedprincipper:

1. hovedprincip: Omlægning af den offentlige sektor: Udgifterne til den of­fentlige sektor skal stå mål med samfundets økonomiske formåen.

2. hovedprincip: Alle skal bidrage til samfundsøkonomien.

3. hovedprincip: Der skal udvikles et selvcentreret erhvervsliv.

Forandring under trygge forhold

Hvis der kan skabes bred opbakning til, at strategien mod en selvbærende økonomi bygger på disse tre hovedprincipper, er der skabt et godt funda­ment for, hvordan vi kommer videre.

De forandringer, der skal til, vil berøre alle. Det er nødvendigt, at der sker store forandringer i, hvordan vi opfatter vores rolle i samfundet: Hvilke krav skal vi stille til samfundet, og hvilke krav samfundet kan stille til os.

Forandringerne må ikke skabe nye marginaliserede og udstødte. Derfor må der ikke blive tale om ensidige nedskæringer og lukninger af offentlige in­stitutioner og virk­somheder. Der bliver derimod tale om at konvertere be­skæftigelse fra nuværende arbejdspladser til nye arbejdspladser.

Mange skal efteruddannes til nye funktioner i samfundet. Det første hoved­princip går jo netop ud på, at vi ikke som nu skal udstøde en stor del af befolkningen til at få sociale ydelser eller til at være arbejdsløse. Det skal også undgås, at nogle for tid og evighed er ansat i jobs, som kun kan vi­derefø­res, fordi der stilles tilskud til rådig­hed for at bevare disse jobs.

Det er vigtigt, at ingen frygter den udvikling, der skal ske. Den enkelte skal bringes i en situation, hvor han eller hun ser forandringerne som en fordel for sig selv og sin familie.

De økonomiske udfordringer

Forandring tager tid. Målene i forandringsprocessen skal være realistiske, således at den nye udvikling sker under trygge forhold for alle.

Målet er at få en selvbærende økonomi: Grønland skal blive uafhængig af bloktil­skuddet, og de økonomiske virkninger, som statens tilskud giver ude i samfundet. I dag er bloktilskuddet på 2,9 milliarder kroner.

Dette mål kan umiddelbart virke vanskeligt at opnå. Men netop indholdet i de tre hovedprincipper nævnt ovenfor skjuler nogle ressourcer, som vi al­lerede har, men som vi bare ikke udnytter godt nok i dag. En fuld integra­tion af alle til at bidrage til samfundsøkonomien og en omlægning af den dyre offentlige sektor vil i sig selv kunne erstatte bloktilskuddet. Vel at mærke, hvis vi får en selvcentreret erhvervs­udvikling, hvor overskud ak­kumuleres her i landet og bidrager til finansiering af nye erhvervsaktivite­ter. I det følgende vil de skjulte ressourcer i de tre hovedprincipper nær­mere blive beskrevet.

 Til toppen

4.2 Omlægning af den offentlige forvaltning

Den offentlige forvaltning beslaglægger meget store samfundsressourcer i dag. Der er behov for at skabe en mindre, smidigere og enklere offentlig sektor. Det er afgø­rende at effektivisere ressourceudnyttelsen i den offent­lige forvaltning, således at nogle af disse ressourcer kan overflyttes til nye væksterhverv.

Et samfund, der benytter næsten halvdelen af sin arbejdsstyrke til service­ring af borgerne, har alvorlige strukturproblemer. I 1998 blev den offentli­ge beskæftigelse i hjemmestyret og i kommunerne opgjort til 14.677 an­satte. Dette svarer til, at der var en offentlig ansat til at servicere hver fjerde borger.

Beskæftigelsen er en afgørende faktor til, at den offentlige forvaltning giver et højt ud­giftstryk for samfundet. Landskassens udgifter var i år 2001 på 5,4 milliarder kro­ner. Kommunerne brugte samme år 2,4 milliarder kroner til at administrere de­res områder. Inden samfundet som helhed kan be­gynde at producere et overskud, skal der altså først produceres værdier til at dække de offentlige udgifter på i alt 7,8 milliarder kroner, svarende til ca. 139.000 kr. pr. borger.

Der er andre forhold end de rent økonomiske, der har betydning, når der skal dis­kuteres omlægning af den offentlige sektor. I kapitel 5 argumente­rer arbejdsgrup­pen for, hvordan serviceniveau kan forbedres eller fasthol­des samtidig med at der skabes en mindre, smidigere og enklere offentlig sektor.

 Til toppen

4.3 Alle skal bidrage til samfundsøkonomien

Det er et problem, at mange i arbejdsdygtig alder ikke bidrager nok til samfunds­økonomien i dag. Det er der mange årsager til. Vanskelige op­vækstvilkår og manglende uddannelse kan føre til marginalisering på ar­bejdsmarkedet. Mange kan ikke finde jobs i nærheden af deres hjem, eller de er arbejdsløse i dele af året, fordi der ikke er beskæftigelse. Nogle har et job, hvor indtjeningen af forskellige årsager er begrænset. Mange får deres indkomst fra erhverv, der får tilskud fra det offent­lige, fordi erhver­vet ikke i sig selv har en bæredygtig økonomi.

Mange er ikke kun marginaliseret, men af helbredsårsager direkte udstødt fra ar­bejdsmarkedet. De er varigt på sociale ydelser eller er overgået til førtidspension.

Denne marginalisering og udstødning fra arbejdsmarkedet giver en social arv. Det er en kendsgerning, at netop denne gruppes børn har vanskelige opvækstvilkår. Mange børn med far og mor i denne gruppe får ikke et godt nok grundlag for at få en erhvervsuddannelse.

Marginaliseringen er i dag en stor byrde for samfundsøkonomien. Men disse men­neskelige ressourcer kan blive afgørende for at skabe en selv­bærende økonomi. Gruppen af marginaliserede skal flyttes til nye jobs i væksterhverv. Samtidig er­stattes store udgiftsposter med fornyet indtje­ning.

Dette andet hovedelement i strategien for en selvbærende økonomi - om at alle skal bidrage til samfundsøkonomien - behandles i kapitel 6.

 Til toppen

4.4 Udvikling af et selvcentreret erhvervsliv

De to første hovedelementer i strategien er afgørende for udviklingen af dette tredje element - og omvendt. Der skal på den ene side fritstilles menneskelige res­sourcer og finansiering til rådighed for en vækst i det samlede erhvervsliv. På den anden side skal en udvikling af erhvervslivet danne basis for mange tusinde nye jobs.

Størstedelen af det eksisterende erhvervsliv er udadvendt på en sådan måde, at aktiviteterne ikke i tilstrækkelig grad danner basis for kapitalak­kumulation og for­nyet investering i nye aktiviteter her i landet. Penge­strømsanalysen mellem Grøn­land og Danmark viste, at der er en stor læ­kage af penge fra både de offentlige og private erhvervsaktiviteter.

En selvcentrering af erhvervslivet vil på sigt danne grundlag for etablering af en betydningsfuld underskov af små og mellemstore virksomheder, især inden for er­hverv med tilknytning til fiskeriet og de andre basiser­hverv.

Denne udvikling stiller samtidigt krav til, at produktionen lokaliseres på de steder, hvor rammebetingelserne er de bedst mulige. Omkostningsniveauet skal være så lavt som muligt, hvor udgifterne for produktionsmidler som el og vand samt trans­port vel og mærke er beregnet på kostægte priser.

I kapitlet opstilles tre delmål for erhvervsudviklingen. Planen opridser, at første delmål er at gøre de nuværende basiserhverv selvbærende. Andet delmål er at få følgeerhvervene til at vokse og udvikle sig, mens tredje delmål er en satsning på at finde og udvikle nye erhverv, både basis- og følgeerhverv.
I kapitel 7 vil dette hovedelement af den overordnede strategi for udviklin­gen af en selvbærende økonomi blive nærmere behandlet.

 Til toppen

5 Omlægning af den offentlige forvaltning

Omlægning af den offentlige forvaltning

 Til toppen

6 Alle skal bidrage til samfundsøkonomien

Arbejdsgruppen vedrørende de menneskelige ressourcer har i sit betænk­ningsbi­drag givet deres anbefalinger om arbejdsmarkeds- og uddannelses­politikken, her­under integration af de marginaliserede og de ud­stødte på arbejdsmarkedet.

I dette kapitel vil arbejdsgruppen vedrørende øko­nomi og erhvervsudvik­ling be­grunde de økonomiske muligheder i en reintegration af disse men­neskelige res­sourcer på arbejdsmarkedet.

 Til toppen

6.1 Indledning

Udvikling skabes ikke ved kun at overleve. Der skal skabes rammer for, at den en­kelte og fællesskabet blomstrer og viser fremgang.

Den enkelte arbejdsduelige må hele tiden være med til at vurdere, hvad det er den enkeltes rolle i fællesskabet. Hvad er mit nuværende bidrag ¿ og hvad burde det være? Vi må prøve at beskrive succes, ikke blot vores egen mål for succes, men også vores mål for andres succes.
Sker disse vurderinger på et korrekt grundlag og giver anledning til succes, så for­bedres vilkårene for hele samfundet.

At sikre arbejde til alle har været en af hjemmestyrets grundforpligtigelser. Under hjemmestyret har vi erfaret, at den indsats, der er gjort, ikke har fungeret, som den skulle. Der har i hele perioden været et jobunderskud, og der har i dag ophobet sig en stor gruppe af personer i arbejdsdygtig al­der, der af forskellige årsager ikke bidrager nok til samfundsøkonomien.

Figur 5. Udgangspunktet for indsatsen, år 2002

Kilde: På basis af beregninger foretaget i Selvstyrekommissionens sekretariat.

Hvem, der bidrager med hvad til samfundsøkonomien, er vanskeligt at gøre op. En uddannelsessøgende bidrager ikke for øjeblikket til samfunds­økono­mien. Men ved hjælp af sin uddannelse vil vedkommende senere kunne blive en nøgleperson i en af de vigtige erhvervsaktiviteter, som vi alle gerne skulle bidrage til.
I denne sammenhæng er gruppen af personer, der ikke i tilstrækkelig grad bi­drager til samfundsøkonomien defineret til at være:

  • Ledige
  • Personer på offentlig hjælp
  • Førtidspensionister
  • Personer i tilskudsjobs
  • Personer der primært indgår i en subsistensøkonomi

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at den relativt store marginalisering og udstø­delse fra arbejdsmarkedet er resultatet af en manglende kobling mellem politik­områderne økonomi, beskæftigelse og social- og arbejds­marked.

En forøget uddannelsesindsats afgørende

Der er forskellige meninger om, hvad der er gået galt i social- og arbejds­markeds­politikken de seneste årtier. Nogle hælder til en opfattelse af, at høje ambitioner om social udligning og den deraf følgende politiske og re­gionale omfordeling har ødelagt vita­liteten i landets økonomi. Andre me­ner, at et hovedproblem er de cen­tralistiske, hierarkiske styrings- og for­valtningsprincipper i hjemmestyret, der bæ­rer hoved­skylden.
Derimod er der stor enighed om en ting: Det væsentligste bidrag til fuld beskæfti­gelse og økonomisk vækst er en forøget og forbedret ungdoms- og uddannelsesind­sats. Der skal sikres en så tidlig indsats som muligt for at give de nye ungdomsår­gange den størst mulige menneskelige ballast.

En for­øgelse af det samlede uddannelsesniveau i arbejdsstyrken er afgø­rende, fordi der er et stort behov for at forøge produktiviteten på de eksi­sterende arbejds­plad­ser, og fordi nye arbejdspladser normalt kræver ud­dannet personale. Samtidig er der en klar sammenhæng mellem marginali­sering og mangel på uddannelse. Har en per­son en uddannelse, vil der også normalt være beskæftigelse til personen på ar­bejdsmarkedet. Ikke-faglærte har en betydelig risiko for at blive ramt af ar­bejds­løshed. Denne risiko må forventes at blive forøget i de kommende år, fordi efter­spørgslen efter ikke-faglært arbejdskraft må forventes fortsat at falde i fremti­den.

Det eksisterende uddannelsessystem skal åbnes op for gruppen af margi­naliserede. I dag falder for mange ud af uddannelsessystemet, hvorefter produktionsprisen på de relativt få fuldførte bliver alt for høj.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der samtidigt med en sikring af en forbedret produktionsøkonomi i uddannelsessystemet, skal tilføres uddan­nelsessystemet be­tydelige beløb til efteruddannelse af marginaliserede. Dette vil være en af de vigtig­ste investeringer for Grønland i arbejdet for at skabe en selvbærende økonomi.

De udsatte grupper

Kernegruppen af marginaliserede og udstødte er personer, der på trods af, at de er i den arbejdsdygtige alder, ikke har formået at finde varig beskæf­tigelse. Denne gruppe er meget stor her i landet. Gruppen omfatter ledige, personer på sociale ydelser samt førtidspensionister.

Gruppen af førtidspensionerede udgør et specielt problem. Gruppen er i dag alt for stor og udgør en stor belastning for landets økonomi. Den eksi­sterende indsats skal forstærkes, så især de yngste førtidspensionerede kan reintegreres på arbejds­markedet.

En person, der ansvarsbevidst arbejder i en virksomhed, bidrager normalt til sam­fundsøkonomien. Personen producerer en ydelse, der giver virksom­heden omsæt­ning. Men hvis virksomheden ikke er optimalt indrettet, kan arbejdet være forgæ­ves. Et eksempel er jobs, hvor de offentlige tilskud er så store, at det samlede øko­nomiske resultat samfundsmæssigt viser et negativt resultat. Når man formulerer kravet om, at alle skal bidrage til samfundsøkonomien, må man altså også medtage beskæftigede i jobs med for store offentlige tilskud.

Den enkelte ansatte kan også være fastlåst i en arbejdssituation, hvor tek­nologiud­viklingen og efterspørgslen efter forskellige varer gør, at vedkom­mende inden for en overskuelig fremtid kan blive fritstillet. Samtidig kan der også være tale om, at den ansattes indkomst for arbejdet hele tiden trues med nedskæring, eller i en vis del af året er ledige, fordi deres er­hverv har store sæsonudsving i beskæftigelsen. Der er her tale om en rea­listisk trussel om marginalisering og udstødelse fra arbejds­markedet.

Den sidste store gruppe, der ikke bidrager nok til samfundsøkonomien, er personer, der primært forsørger sig selv i en subsistensøkonomi. Denne gruppe er beskæfti­gede, og kan i stor udstrækning forsørge sig selv og fa­milien. Men problemet er, at gruppen også efterspørger ydelser fra det of­fentlige som f.eks. skole til børnene, sundhedsvæsen ved sygdom m.v. Men gruppen bidrager kun begrænset til at un­derstøtte disse økonomisk krævende fælles aktiviteter i samfundet.

En del af de nuværende beskæftigede kan således på forskellig vis beteg­nes som værende truet af marginalisering. Langt størstedelen af denne gruppe er uden en kompetencegivende uddannelse.
Marginalisering og udstødelse fra arbejdsmarkedet er ikke blot en personlig risiko og en personlig ulykke. Det er også et samfundsøkonomisk spild, der i det store billede kan flytte balancen fra succes til fiasko for en økonomisk strategi.

Arbejdsgruppen finder det vigtigt at påpege, at det ikke nødvendigvis er de offentli­ge myndigheder, der alene skal løse dette samfundsproblem. Andre kan måske løse det bedre. Arbejdsmarkedets parter bør i langt større ud­strækning end nu være med til at organisere et arbejdsmarked, hvor der er beskæftigelse til alle.

 Til toppen

6.2 Lavindkomstgruppen

De udsatte grupper kan samtidigt betegnes som lavind­komstgruppen. Gruppen kan ofte ikke forsørge sig selv. Forsørgelsen sker ved betydelig overflyt­ning af sam­fundsres­sourcer til offentlig forsørgelse af gruppen eller til sikring af mindstelønnen.

Men ligeså vigtigt er det, at de ikke bidrager til vores fæl­les livsgrundlag i stort nok omfang. Deres skattebetaling er lille eller helt fraværende. På den måde kan det således formuleres, at de ikke bidrager tilstrækkeligt til samfundsøkonomi­en.

I det følgende defineres lavindkomstgruppen til at være skattepligtige per­soner, der har en årlig bruttoindkomst under S.I.K.¿s mindsteløn.

(Note: Bruttoindkomsten er summen af A-indkomst og B-indkomst, og er således udtryk for personens samlede indtjening, excl. offentlige ydelser. De offentlige ydelser omfatter takst­mæssig hjælp, offentlig hjælp m.v., boligsikring, boligbørnetilskud (ophævet 2001) og børne­tilskud. De samlede udbetalinger på disse områder er på ca. 0,3 milliarder kroner og gives primært til lavindkomstgruppen. Egen fangst indgår heller ikke i bruttoindkomsten. For selv­erhvervende fratrækkes vareforbruget omsætningen. I beregningerne i dette afsnit er anvendt tal fra året 1999. Tallene omfatter personer i alderen 25-59 år, i alt 28.346 personer. Kilden til oplysningerne er en særkørsel fra Grønlands Statistik, oktober 2001.)
Hele 40,8 pct. af de 25-59 årige kunne i 1999 på denne baggrund betegnes som at tilhøre lavindkomstgruppen.

Lavindkomstgruppen, der som ovenfor beskrevet ikke i tilstrækkelig om­fang bidra­ger til samfundsøkonomien, omfatter i alt 11.556 personer.

Geografisk set kan lavindkomstgruppen ikke siges specielt at tilhøre be­stemte geo­grafiske bosætninger. For bosætningerne som helhed har otte byer og 55 bygder en overgennemsnitlig repræsentation af personer fra lavindkomstgruppen i forhold til landets gennemsnit.

Tre fjerdedele af lavindkomstgruppen er bosiddende i byerne, mens en fjerdedel er bosiddende i bygderne. Dette betyder, at 36 pct. af de bosid­dende i byerne er i lavindkomstgruppen, mens der tilsvarende i bygderne er en andel på 69 pct.

Visse bygder har en betydelig del i lavindkomstgruppen. F.eks. omfatter lavindkomstgruppen over 4/5 af arbejdsstyrken i 19 byg­der. Disse bygders økonomiske og erhvervsmæssige grundlag synes såle­des ikke at være bæredygtigt.

Figur 6. Lavindkomstgruppens andel i byer, bygder og hele landet, 1999

Kilde: Specialkørsel fra Grønlands Statistik.

Figur 7. Lavindkomstgruppens andel i kommunerne, 1999

Kilde: Specialkørsel fra Grønlands Statistik.

Lavindkomstgruppen er spredt på alle kommuner. Der er dog en rela­tiv stor spredning på den andel lavindkomstgruppen udgør i de enkelte kom­muner. Største andel forefindes i Avanersuaq kommune med 65 pct. i lav­indkomstgruppen, mens den mindste andel forefindes i Nuuk kommune med 25 pct.

Aldersmæssigt er lavindkomstgruppen også bredt repræsenteret inden for alle al­dersgrupper, dog med en overvægt blandt de yngste og blandt de ældste.

 Til toppen

6.3 Tilskudspolitikken

Udover problemet med en relativ stor lavindkomstgruppe, er der også problemer forbundet med, at en stor del af beskæftigelsen er afhængig af direkte eller indi­rekte tilskud eller anden form for regulering fra det offent­lige. I ovenstående analy­se af lavindkomstgruppen kan det se ud som om, at personer med en relativ høj bruttoindkomst bidrager fornuftigt til sam­fundsøkonomien. Men hvis dette bidrag primært sikres på basis af direkte eller indirekte tilskud til personens erhverv, så er der fortsat problemer med personens reelle bidrag til samfundsøkonomien.

 Til toppen

6.3.1 Landskassens tilskud

Landskassens økonomi er præget af behovet for mere eller mindre direkte tilskud til erhvervslivet samt til omfordeling af indtægterne til de svageste økonomier blandt kommuner, byer og bygder. På Landstingets Finanslov 2001 var der således bevil­get 1,5 mia. kr. til tilskud. Dette svarer til næ­sten en tredjedel af samtlige udgifts­bevillinger på finansloven.
(Note: Definitionen af begrebet tilskud følger her den inddeling, der findes i Landstingets Fi­nanslov 2001, og som er forklaret i Budgetregulativ 2001, side 22. Denne definition er ikke fyldestdækkende, idet mange tilskudslignende udgifter placeres inden for finanslovens andre kategorier. Dette betyder f.eks. at tilskud til boliger ikke i disse beregninger indgår i kategori­en tilskud.)
I Tabel 6 er bevillingerne på Landstingets Finanslov 2001 fordelt på be­vil­lingstype inden for de daværende landsstyreområder.

Tabel 6. Bevillingstyper på Landstingets Finanslov 2001

 Område  Indtægt
1.000 kr.
Drift    Lov-bunden  Tilskud Anlæg  
 Landstinget  -  42.124  -  4.994  3.000
 Landsstyreformanden  15.000  89.196  2.440  28.039  -
 Økonomi  4.230.900  116.667

 25.270  

 754.482  -
 Sociale Anl.& Arb.m.  32.343  494.343  349.500  29.220  -
 Kultur & Uddannelse mv.  53.830  482.474  141.699  131.362  -
 Erhverv  356.428  55.078  -  316.089  5.300
 Sundhed & Miljø  -  830.721  -  -  16.200
 Boliger & Infrastruktur  374.568  111.586  39.000  238.140  769.500
 I alt  5.063.069  2.222.189  557.909  1.502.326  794.000

Kilde: Landstingets Finanslov 2001

Landsstyreområdet for økonomi administrerer over halvdelen af alle til­skud. Stør­stedelen af landsstyreområdets tilskud er bloktilskud til kommu­nerne, der omfatter 45,5 pct. af alle tilskud på Landstingets finanslov for 2001.

Landsstyreområdet for erhverv administrerer lidt over en femtedel af alle tilskud. Udover forskellige former for erhvervsstøtte til især de primære er­hverv omfatter landsstyreområdets tilskud også tilskud til vareforsyning samt selektiv fragtstøtte.

Landsstyreområdet for bolig og infrastruktur¿s tilskud omfatter en sjettedel af fi­nanslovens tilskud for 2001. Tilskuddet fra dette landsstyreområde går primært til transportområdet (fly- og skibstrafik).

De væsentligste tilskud til landsstyreområdet kultur, uddannelse, forsk­ning og kirke er tilskud til KNR. Næsten 2/3 af tilskuddene går til kultur­området. Landssty­reområdet har 8,7 pct. af alle finanslovens tilskudsmid­ler.

De øvrige landsstyreområder samt Landstinget administrerer tilsammen ca. 4,1 pct. af finanslovens tilskud.
Tilskuddenes fordeling fremgår af Figur 8.

Figur 8. Fordeling af tilskud fra Landskassen i pct. år 2001

Kilde: Grønlands Hjemmestyre: Landskassens regnskab 2001, bilag 1, side 8-10.

 Til toppen

6.3.2 Tilskudspolitikken muligheder og begrænsning

I Landskassens regnskab er der ikke en klar definition af begrebet tilskud. I det følgende defineres tilskud til at omfatte alle forholdsregler, som holder forbrugernes priser under markedsniveau eller holder priser for producen­ter over markedsniveau, eller som reducerer udgifter for forbrugere og producenter ved at give direkte eller indirekte hjælp.

Tilskud kan omfatte en lang række af indgreb:

  • Direkte udgifter, som f.eks. direkte tilskud eller betalinger
  • Skattetilskud, som f.eks. skattekredit, fritagelse for skat, nedsættel­se af skat, begunstiget betalingsordning
  • Offentlige forsyninger af goder og service under omkostningsniveau som f.eks. udækkede omkostninger i forbindelse med at stille infra­struktur til rå­dighed
  • Tilskud til kapitaludgifter som f.eks. begunstigede lån, favorable ren­te­satser, eftergivelse af gæld
  • Politik som skaber overførsler gennem markedsmekanismer, f.eks. hjemme­markedsorienteret politik som prisreguleringer, mængde­kon­trol, lovgivning
  • Politik som skaber overførsler gennem markedsmekanismer, f.eks. han­delsori­enterede politikker som import og eksport tariffer og an­dre ikke-tarif barrierer

Tilskudspolitik er et væsentligt fordelingspolitisk redskab. Men det er sam­tidigt for­udsætningen for opretholdelse af både beskæftigelse og bosætning uden et tids­svarende erhvervsgrundlag. Et væsentligt aspekt af tilskudspo­litikken er anvendel­sen af ikke-kostægte priser for f.eks. transport, el og vand. Det er en afgørende forudsætning for udvikling af en selvbærende økonomi, at erhvervsudviklingen gennemføres på de lokaliteter, der er mindst omkostningstunge.

Arbejdsgruppen anbefaler, at forbrugerne informeres om den kostægte pris for den varer eller tjenesteydelse de modtager, samt hvordan pris-re­duktionen finansieres. Dette vil give større indsigt i og dermed også en for­øget debat om rimeligheden i tilskud til såvel lokalområder, enkeltper­soner eller virksomheder.

 Til toppen

6.3.3 Nye mål med tilskudspolitikken

Man kan sige, at tilskudsordningerne ofte fjerner den naturlige regulering af, hvad der kan betale sig, og hvad der ikke kan betale sig i en markeds­økonomi.

Den eksisterende tilskudspolitik har primært sit grundlag i forsøget på at skabe identiske levevilkår for alle, uanset hvor de lever i Grønland. For at skabe disse identiske levevilkår er det nødvendigt at give tilskud til er­hvervsvirksomheder eller til lokalsamfund.

Arbejdsgruppen mener, at denne tilskudspolitik eller fordelingspolitik dan­ner basis for en økonomisk udvikling, der ikke er dynamisk nok. Incita­mentet til fortsat mål­retning af virksomheder og lokalsamfund efter at sikre bedst mulig bæredygtig økonomi har en tendens til at blive formindsket, når virksomhedens økonomi eller lokalsamfundets opretholdelse sikres af midler udefra.

Arbejdsgruppen anbefaler, at den eksisterende tilskudspolitik forandres, således at der i fremtiden primært bliver bevilget tilskud målrettet til to formål:

  1. Tidsbegrænsede tilskud til virksomheder i forandringsprocesser eller un­der ny­etablering.
  2. Tidsbegrænsede tilskud til lokalområder eller samfundsgrupper, der af uforudsee­lige grunde mister deres normale indtægt.

Der er således tale om flere grundlæggende forandringer af den nuværen­de førte politik:

  • For det første skal tilskud som grundregel være tidsbegrænsede.
  • For det andet ønskes tilskud som grundlag for den del af erhvervslivet, der ikke i sig selv er bæredygtig, fjernet, hvorimod tilskud skal gives til at sikre nyetablering af nye væksterhverv samt omstilling af eksisterende er­hvervsliv.
  • For det tredje skal tilskudspolitikken sikre en forøgelse af lokalområdernes eller enkelte samfundsgruppers incitament til selv at udfolde aktiviteter for at skabe en selvbærende økonomi.

Tilskud kan opdeles i tidsbegrænsede tilskud til lokalområ­der og samfundsgrupper, der via eget initiativ igang­sætter nye tiltag til forbedring af deres økonomiske formåen, samt tilskud til lokalområder og samfundsgrupper, der på grund af uforudseelige årsa­ger kommer i økonomisk uføre.

Arbejdsgruppen indstiller dog samtidigt, at tilskud til erhvervslivet til­pas­ses til­skud i de lande, som vi samhandler eller konkurrerer med. Ikke mindst er der be­tydningsfulde tilskudsordninger til fiskeri og fiskeindustri i Danmark og EU. Etable­ring af følgeindustri og forædling her i landet skal konkurrere med regioner og virk­somheder, som modtager tilskud, hvorfor vi her i landet muligvis tvinges til at fast­holde et relativt højt niveau af til­skud til samme virksomheder her i landet.

 Til toppen

6.4 Målsætning

I Tabel 7 er der forsøgt opstillet en oversigt over størrelsen af de grupper, der tales om i dette kapitel. Det statistiske grundlag er dårligt, hvorfor be­regninger må tages med forbehold. Tabellen fastsætter målsætningen for integration af de marginali­serede og udstødte.
Tabel 7. Måltal for den samlede indsats, 2002-2019

Grupper berørt af indsatsen    År 2002 År 2019  
 Anslået antal  Mål for gruppens størrel­se  
 Personer i jobs med betydeligt tilskud  4.000  Max. 2.000
 Hyppigt ledige  250  
 Personer på trangsvurderet hjælp  1.000  
 Førtidspensionister  2.000  
 I alt  7.250  

Der tages udgangspunkt i et scenarie, hvor forberedelsesfasen til den om­fattende reform forventes at vare i ca. fire år fra nu. Selve omstillingsfasen forventes at vare femten år.

Et væsentligt indsats i dette strategielement er uddannelse. Uddannelses­indsatsen omfatter ikke kun efteruddannelse af den eksisterende arbejds­styrke, men også en forøget indsats overfor nye ungdomsårgange. Målet er, at syv ud af ti i en ung­domsårgang skal opnå en kompetencegivende uddannelse.

Det er vigtigt at påpege, at der reelt ikke er tale om bestemte personer, som be­regnes i Tabel 7. Der sker jo løbende udskiftning i og mellem de en­kelte grupper. Den enkelte person kan f.eks. løbende skifte fra at være be­skæftiget til at blive langtidsledig osv. Samtidig omfatter indsatsen en pe­riode på nitten år fra i dag. Dette betyder, at der vil ske en naturlig afgang fra grupperne, i den udstrækning, at personer overgår til alders­pension el­ler afgår ved døden. Samtidig vil nye årgan­ge på arbejdsmarke­det også træde ind i grupperne.
Figur 9 viser resultatet af den foreslåede omstilling af den offentlige sektor samt inddragelse af marginaliserede. Figur 5 viser således ud­gangspunktet, mens Figur 9 viser situationen efter en succesfuld indsats.

Figur 9. Fordeling af arbejdsstyrken efter omstilling i offentlig sektor og inddragelse af marginaliserede

Kilde: På basis af beregninger foretaget i Selvstyrekommissionens sekretariat.

Hvis målsætningen opnås, vil det økonomiske resultat være offentlige be­sparelser på udgifterne til tilskudsjobs og offentlig forsørgelse på over en halv milliard kroner. Indtægterne for samfundet samt indtægterne for den offentlige økonomi vil være endnu større. Dette skyldes, at personerne ef­ter omstillingen vil være fuldt inte­greret på arbejdsmarkedet, således at de fra at være belastende for den offentlige økonomi bliver aktive lønmodta­gere, der skaber værditilvækst i virksomhederne og som betaler deres bi­drag til fællesskabet med skatteindbetaling.

 Til toppen

6.5 Ansvars- og kompetencefordeling

At sikre at alle bidrager til samfundsøkonomien omfatter en indsats, der vil berøre en lang række eksisteren­de aktiviteter:

  • Sociale foranstaltninger
  • Arbejdsmarkedsindsatsen
  • Sundhed
  • Uddannelse
  • Jobskabelse
  • Finansiering af erhvervsudvikling

Behov for omlægning

Disse aktiviteter er allerede organiseret i en række institutioner under hjemmesty­ret og kommunerne. Også aktører uden for den offentlige for­valtning er aktive på flere af de områder, som berøres.
Den eksisterende indsats for reintegration af de marginaliserede på ar­bejdsmarke­det fremstår uoverskuelig. Der er f.eks. ikke skabt overblik over, hvad der reelt kommer ud af den indsats, der for øjeblikket foregår i hjemmestyret og kommu­nernes regi.

Arbejdsgruppen indstiller, at indsatsen som helhed omlægges. Som angi­vet i for­rige kapitel bør der også på dette område ske en ansvars- og kom­petencespredning fra centralt til regionalt niveau. Det anbefales dog, at uddannelsen på kompetence­gi­vende uddannelser fortsat koordineres fra centralt niveau.

En altafgørende forandring vil være at få brudt den passive forsørgelse. Dette kan kun ske ved at gribe ind over for problemerne arbejdsløshed og lav økonomisk ak­tivitet i lokalområderne. Her bør kommunerne påtage sig et større ansvar end i dag, hvor ansvar og kompetence flyder uklart mel­lem centralt og decentralt niveau.

Arbejdsgruppen anbefaler således, at de nye større kommuner varetager opgaver­ne med at skabe fornyet grundlag for beskæftigelsessikring og økonomisk vækst, mens hjemmestyret varetager planlægning og gen­nemførelse af de kompetencegi­vende uddannelser.

 Til toppen

7 Udvikling af et selvcentreret erhvervsliv

Det grønlandske samfund har sit udgangspunkt i et fangersamfund, hvor befolknin­gens størrelse og økonomiens størrelse helt afhang af, hvor store fangster man kunne fange. Der var en naturlig sammenhæng mellem fangst og befolknin­gens størrelse, idet befolkningen jo ikke måtte blive større, end at der kunne skaf­fes mad til alle. Denne le­vevis afspejler sig fortsat i den eksisterende bosætning. En bosætning, der betyder, at sam­fundet i dag må bruge forholdsvis mange penge til at sikre minimumsleve­vilkår for be­folkningen i mange bygder.

Efterhånden som vi begyndte at få andre indtægtskilder, såsom minedrift, fiskeri og til­skud fra staten, kunne befolkningen vokse, og samtidig vokse­de befolkningens behov for andre goder ud over de mere basale behov som mad, klæder og husly. De nye ind­tægts­kilder kunne dække den større be­folkning og befolkningens øgede behov, forbrug og opsparing.

I dag bliver vore behov primært dækket af bloktilskuddet fra den danske stat, re­jefiske­riet og fiskeri efter andre fiskearter og skaldyr. De traditio­nelle erhverv, så­som sælfangst, spiller stadig en betydelig rolle i distrikter med et lille befolknings­grundlag.

 Til toppen

7.1 Større økonomisk selvbærenhed

For at kunne opnå en større selvbærende økonomi kræves, at en større andel af de indtæg­ter, som man skal have for at få et godt liv, bliver skabt her i landet og i mindre grad bliver tilført udefra. Dette kan kun gøres ved at øge de indtægter, som vi selv skaber, således at tilførslerne udefra (dvs. bloktilskuddet) får en stadig min­dre betydning.

Der er grundlæggende kun to måder, hvorved man kan skabe flere ind­tægter i samfun­det. Man kan forøge værdien af den produktion, der allere­de er i gang, eller der kan startes på nye produktioner. Samtidig har bl.a. uddannelsesniveauet, løn­niveauet og prisniveauet stor betydning for, hvilke produktioner der kan lægges i landet.

I det følgende vil der blive givet en beskrivelse af økonomien, for herigen­nem at få en forståelse af hvilke erhverv, der danner grundlag for økono­mien. Formålet er at vise, hvor de ind­komster kommer fra, som giver os den levestandard, vi har i dag.

 Til toppen

7.2 Indkomstskabelsen

En måde at se på, hvor indkomsterne skabes i samfundet, er at se på løn­udbetalin­gerne og beskæftigelsen. Herved fås et indblik i hvilke erhverv, der skaber indkom­sterne, og hvorhenne i landet disse skabes.
Det er vigtigt at have for øje, at den del af lønudbetalingerne, som er ind­komstska­bende, først og fremmest kommer fra den private sektor. Det er klart, at den of­fentlige sektor også spiller en vigtig rolle i økonomien, men den offentlige sektor ikketjener penge ind til landet. Tværtimod er den of­fentlige sektor overvejende indkomstforbrugende.

Endvidere får en del erhverv store subsidier. Dette påvirker også ind­komstdannel­sen. Dette ses der bort fra i første omgang, men der vendes tilbage til det længere fremme i teksten.

 Til toppen

7.3 Erhvervsfordelingen

Man kan sige, at en del private erhverv er mere ¿vigtige¿ end andre er­hverv. F.eks. er rejefiskeriet et vigtigt erhverv, som er med til at skabe en basisindkomst (frem­over kal­des disse vigti­ge erhverv for basiserhverv.) Andre private erhverv lever også af denne basisindkomst i og med, at de leverer varer og tjenester til rejefi­skeriet. F.eks. leverer handelserhvervet olie og proviant, skibsværfterne udfører reparationer, og fragt­skibene fragter rejerne ud af landet.

Herved kan man dele den private sektor op i basiserhverv og følgeer­hverv.
Basiserhverv er de erhverv, som skaber en basisindkomst til samfun­det, som andre erhverv kan leve af. Typiske basiserhverv er fi­skeri og fi­skeforar­bejdning, minedrift, turisme, land­brug og jagt og fangst.
Følgeerhverv er de erhverv, som lever af at levere varer og tjenester til andre er­hverv. Dette kan være til basiserhvervene, den offentlige sektor eller til andre følgeerhverv. Typiske føl­geerhverv er handelssek­toren, bygge- og anlægsvirk­som­hed, transport, skibsværfter, ren­gøringsvirk­somhed og andre servicerende erhverv.
Figur 10 viser økonomiens opdeling på henholdsvis basiserhverv, offentlig sektor og følge-erhverv. Endvidere er følge-erhvervene underopdelt i følge-erhverv, som først og fremmest leverer til basis-erhvervene og i følge-er­hverv, som leverer til den offentlige sektor.

Figur 10. Økonomiens opdeling i basiserhverv, offentlig sektor samt følge-erhverv

 Til toppen

8 Et nyt partnerskab

Selvstyrekommissionens arbejde tager sit udgangspunkt i et ønske om, at Danmark og Grønland i fællesskab finder frem til den bedst mulige samar­bejdsform. En sam­arbejdsform, der tager sit udgangspunkt i Grønlands øko­nomiske og erhvervsmæs­sige betingelser og eget engagement.

Samarbejdsformen i årene under hjemmestyret har udviklet Grønland til et moder­ne samfund, hvor befolkningens levestandard er udviklet på lige fod med den leve­standard, der ses i den vestlige verden.
Nu kan det grønlandske samfund fastsætte en ny målsætning på baggrund af øn­sket om selv­styre. Dette kan ske ved konkret folkelig forankring og opfølgning af den strukturpolitiske hand­lingsplan for udviklingen af sam­fundet, som Landstinget fik forelagt som rede­gørel­se i efteråret 2000.

(Note: Vedrørende de fremtidige aspekter i samarbejdet mellem staten og Grønland anvendes begrebet 'hjemmestyre' som betegnelse for det til hver en tid siddende styre af det grønland­ske samfund. Anvendelsen af begrebet hjemmestyre indebærer således ikke implicit, at den skitserede fremtidige udvikling er en udvikling inden for det eksisterende hjemmestyres ram­mer.)

Der er en klar opfattelse af, at videreudviklingen af rigsfællesskabet og vi­dereud­viklin­gen af det grønlandske samfund begge må ske på basis af lan­dets egne betin­gelser og landets eget engagement. Men det er også op­fattelsen, at videreudviklin­gen bør gennemføres i et samarbejde mellem staten og hjemmestyret. Dette sam­arbejde stiller fælles krav til de to par­ter og krav til de to parter hver for sig. I det følgende vil den nye mål­sæt­ning, behovet for forandring og kravene til parterne på det øko­nomiske og erhvervs­po­litiske område blive belyst.

 Til toppen

8.1 Udgangspunktet for Grønlands nye målsætning

I Selvstyrekommissionens kommissorium kobles ønsket om forøget selv­styre sam­men med behovet for at udvikle en mere selvbærende økonomi:

"Det er kommissionens opgave at udarbejde en betænkning om mulig­heder­ne for at udvikle Grønlands selvstændighed inden for rigsfælles­skabets rammer, baseret på princippet om, at der skal være overens­stemmelse mel­lem rettigheder og forpligtel­ser."

Overensstemmelse mellem rettigheder og forpligtelser tolker Selvstyre­kommissio­nen, således at forøget selvstyre skal baseres på en mere selv­bærende økonomi. En selvbærende økonomi må grundlæggende forstås som en økonomi, hvor vort samfund gør sig mindre afhængig af statens bloktilskud samt statens øvrige opga­veløsninger i Grønland.

Fra indførelsen af hjemmestyre i 1979 til i dag er statens bloktilskud til Grønland forøget betydeligt i takt med hjemtagelse af flere og flere områ­der. Samtidig steg bloktilskuddets andel af Landskassens samlede indtæg­ter. Blok­tilskuddets andel af Landskassens indtægter top­pede i 1995 med en andel på tre femtedele af de samlede indtægter. Siden er andelen stabi­liseret og ud­gjorde i år 2001 godt halvdelen af indtægter­ne. Bloktilskuddet udgjorde i år 2001 2,8 milliar­der kroner. Statens drifts­udgifter og øvrige tilskud udgjorde samme år ca. 600 mil­lioner kroner.

Tilsammen havde staten således udgifter vedrørende Grønland på i alt 3,4 milliar­der kroner. Den samfundsmæssige værdi er noget større. En del af bloktilskuddet bruges til overførsler til hushold­ninger, lønninger eller vare­køb her i landet, således at der skabes nye pengestrømme ude i samfun­det.
Bruttonationalproduktet (BNP) er populært sagt et mål for værdien af samfundets samlede produktion. I 1998 var landets BNP beregnet til at være 7,7 milliarder kro­ner. Det vil sige, at statens udgifter vedrørende Grønland svarer til mindst halvde­len af værdien af samfundets samlede produktion.

Processen mod selvstyre behøver ikke afvente, at der er etableret en fuld­stændig selvbærende øko­nomi i Grønland. Men ovenstående korte beskri­velse af den øko­nomiske situation viser, at Grøn­lands nye målsætning kræver meget store forand­ringer af det samfund, vi kender i dag.

Det langsigtede mål er således at forøge den politiske selvstændighed ved at for­bedre befolk­ningens muligheder for at tilpasse sig en konkurrence­præget, indbyr­des afhængig ver­den. Dette kræver en kulturel nyoriente­ring med høj standard for personlig ansvar­lighed, initiativlyst, og en stærk befolkning, hvis omstillingsevne og interesse for fortsat investering i sig selv, bliver afgørende forudsætninger for fort­sat økonomisk vækst.

 Til toppen

8.2 Behov for forandring af fællesskabet

Den nye målsætning for hjemmestyret, de konkrete ønsker fra befolknin­gen og de poli­tiske par­tiers visioner om forøget selvstyre nødvendiggør samtidig en forandring af samarbej­det in­den for rigsfælles­ska­bet. De nye grønlandske mål giver nye mål for fællesskabet.

En konkretisering af essensen i en ny samarbejdsform i rigsfællesskabet må tage sit ud­gangspunkt i en ny erkendelse af det eksisterende samar­bejdes fordele og ulemper.

Grønland har gennemgået en voldsom udvikling siden Anden Verdenskrig. En udvikling, der er accele­reret i perioden under hjemmestyreordningen. Træ­der man et skridt tilbage og ser på de overord­ne­de udviklingstræk i perio­den siden indførelsen af hjemmestyre, kan man sige, at det har været en periode, hvor der er satset meget på ud­viklingen af egne kræfter. Der er indhøstet mange erfaringer på fejldispositio­ner. Men det er i det store hele lykkedes at opbygge et moder­ne samfund, der inden for rime­lig stab­ile politiske rammer har bestræbt sig på at etablere en vel­udviklet infra­struktur. Således har alle byer og bygder på nogenlunde lige fod kun­net få del i de goder, som et velfærds­samfund gi­ver den enkelte borger.

Et afgørende udviklingstræk har dog også været, at samtidig med at denne udvikling er gen­nem­ført, har andre lande - og ikke mindst de øvrige dele af ri­get - også ud­viklet sig. Dette betyder, at der fortsat er store for­skelle på den øko­nomiske formåen, på uddannel­sesniveauet og på er­hvervsom­rådet mel­lem Grøn­land, Færøerne og Danmark. Det er grundlæg­gende denne forskel, der til stadighed virker som en slags fiktiv "told-mur" i for­bindelse med erhvervslivets bestræbelser på at konkurrere med især dan­ske virksomheder på det grønlandske mar­ked. Dette forhold har derfor hidtil virket som en gordisk knude for udviklingen af en selv­cen­treret øko­no­mi her i landet.

Udviklingen af en bæredygtig økonomi på basis af eget er­hvervsliv kan kun sikres, hvis det grønlandske er­hvervsliv gøres i stand til at konkur­rere på lige fod med eksempelvis det dan­ske er­hvervs­liv.
Samarbejdet mellem Danmark og Grønland omfatter en lang række områ­der. Nogle af de vigtigste er:

  • Økonomiske ydelser fra Danmark til Grønland
  • Fælles arbejdsmarked
  • Samarbejde om uddannelse, forskning og videnscentre
  • Dansk tradition for lovgivning og offentlig administration
  • Ensidig handel med Danmark
  • Dominerende dansk erhvervsliv i Grønland

Der kan således peges på en række grundlæggende forhold i samarbejdet mellem Dan­mark og Grønland, der præger den økonomiske udvikling og erhvervsudviklin­gen. Mange for­hold har en positiv effekt på udviklingen, men der er også nogle for­hold, der peger i ne­gativ ret­ning.

I det følgende vil samarbejdet mellem Danmark og Grønland på en lang række væ­sentlige områder nærmere blive belyst.

 Til toppen

8.2.1 Økonomiske ydelser fra Danmark til Grønland

I den politiske debat har der hidtil været bred opbakning bag den danske stats ud­gifter i Grønland. Det har kun i mindre udstrækning været fokus på bloktil­skudstil­delingen i Folketingets finanslovsdebatter, og i de senere år har staten endog for­øget sit økonomiske engage­ment i Grønland i samar­bejdet med hjemme­styret om renoverings­fonden. I Grønland er der imid­lertid i dag en udbredt opfattelse af, at det er nød­vendigt at gøre sig mere uafhængig af bloktilskuddet, hvis hjemmestyret skal opnå nye politiske mål vedrø­rende selvstyre.

Et tilbagevendende spørgsmål i grønlandsk politik er, hvorvidt Forsvarsaf­talen om Grønland mellem USA og Danmark fra 1951 indebærer en øko­nomisk fordel for Dan­mark, idet Danmarks betalinger til NATO i hele perio­den siden 1951 menes at være markant lavere end andre landes betaling. Hos en del grønlændere er der en op­fattelse af, at den amerikanske mili­tære tilstedeværelse i Grønland giver Dan­mark nogle økonomiske for­dele, således at bloktilskuddet ikke bør opfattes som en "gave", men som noget Grøn­land er fuldt ud berettiget til, som betaling for de for­dele Danmark får.

I dag er der en generel opfattelse af, at bloktilskuddet på sigt skal sænkes for at åbne op for en mere dynamisk udvikling af det grønlandske samfund. I den politi­ske debat i Grønland fremføres sjældent synspunkter om at for­øge bloktilskuddet. Debatten om­handler primært, hvordan afhængigheden kan mindskes, uden at det går ud over leve­standarden. Et synspunkt, der somme tider fremføres, er, at Grøn­land vil have det bedst med be­tydelige reduktioner i bloktilskuddet, fordi vi så vil have ryggen mod muren, og vi vil være tvunget til at gennemføre de forandringer, der skal til for at få en mere selv­bæren­de økonomi. Men i landsstyrets indstilling til finanslov og i de af Landstinget vedtagne finanslove har der hidtil ikke kunnet findes rum til at sænke tilskuddets stør­relse. Med de eksisterende relativt dårlige kon­junkturer for vores basiserhverv er det derfor van­skeligt at se, hvordan bloktilskud­det kan sænkes inden for en overskuelig fremtid.

Til toppen

8.2.2 Fælles arbejdsmarked

Et væsentlig økonomisk og erhvervsmæssigt samspil mellem Danmark og Grønland har været et indbyrdes forbundet arbejdsmarked, hvor 15 pct. af den grønlandske arbejds­styrke hvert år rejser ind eller ud af Grønland pri­mært til Danmark. Det er både grøn­landsk arbejdskraft, der søger ud af landet, og dansk arbejdskraft, der søger til Grøn­land. Denne sammenhæng har stor indflydelse på de økonomiske be­tingelser i Grøn­land, fordi der sker en udvikling af lønnen i Grønland, så det ligger på Dan­marks rela­tivt høje niveau. Det høje lønniveau i Grønland anses af mange som en afgø­rende barri­ere for forøget importdæmpende produktion samt barriere for en for­øgelse af aktivite­terne i basiserhvervene.

En anden ikke uvæsentlig konsekvens af de forbundne kar mellem det dan­ske og det grøn­landske arbejdsmarked er, at en stor del af den opsparing, som sker ved arbejds­kraftens engagement i Grønland, i form af pensions­opsparing og anden op­sparing place­res i Danmark, og at ressourcepersoner af både dansk og grønlandsk herkomst, der igennem et langt arbejdsliv som arbejdsgiver eller som lønmodtager har opsparet private midler, væl­ger at leve som pensionister i Danmark. Via danske overenskomster beta­ler en stor del af arbejdsstyrken i Grønland endvidere bidrag til A-kasse i Danmark.

 Til toppen

8.2.3 Samarbejde om uddannelse, forskning og videnscentre

Grønlandske studerendes adgang til det danske uddannelsessystem har en meget stor betydning for Grønland. Et af de vigtigste nøgler til en selvcen­treret økonomisk udvik­ling de kommende årtier vil være en forøgelse af det samlede uddannelses­volumen, ikke mindst hvad angår korte, mellemlange og lange videregående ud­dannelser. Det må såle­des formodes, at der på trods af en forbedret og forøget ud­dannelsesindsats internt i Grønland, i fremtiden vil blive endnu vigtigere for Grøn­land at samarbejde med Dan­mark og det øvrige udland om at sikre de rigtige kvali­fikationer til vor egen ar­bejds­kraft.

På forskningsområdet har Grønland stor betydning for at placere dansk polarforsk­ning højt inden for den internationale forskning, f.eks. klima­forskning. Hjemme­styret har nu etableret egne forskningsinstitutioner, men størstedelen af forsk­ningen om Grøn­land ligger og vil i fremtiden fort­sat ligge uden for Grønland. Forsk­ningsturismen for­ventes i fremtiden at kunne blive en betydelig indtægt for det grønlandske samfund på lige fod med f.eks. udviklingen på Svalbard, hvis Grønland væl­ger at indføre afgif­ter for den samlede forskningsturisme.

Center for Arktisk Teknologi i Sisimiut har både med hensyn til de forsk­ningsmæs­sige aspekter, omkring innovationsprocesser i forhold til det lo­kale erhvervsliv og på uddan­nelsessiden åbnet op for nye spændende mu­ligheder for, hvordan uddan­nelse og forsk­ning kan udvikles på nye præ­misser mellem Grønland og udlandet.
Det synes at være relevant at undersøge muligheden for at lade forsk­ningsturisme i Grønland være med til at finansiere nye videnscentre og nye aktiviteter inden for forsk­ningen i Grønland.

 Til toppen

8.2.4 Dansk tradition for lovgivning og offentlig administration

En tilbagevendende kritik af hjemmestyrets udvikling er, at den grønland­ske admini­stration og lovgivning ofte til forveksling opbygges efter dansk model, selv om det dan­ske og det grønlandske samfund i mange henseen­der er vidt forskellige og derfor har vidt forskellig behov for lovgivning og administration. Årsagen skal bl.a. findes i en re­krutte­ringen af en stor del af det højtuddannede personale i hjemmestyret og i kommu­nerne fra Danmark, fordi Grønland fortsat ikke er selv­forsynende med denne type ar­bejdskraft - og sandsynligvis heller aldrig vil blive det.

En identisk lovgivning inden for erhvervsområdet kan være hensigtsmæs­sig, da dansk lovgivning til stadighed fornyes og indrettes efter de krav, globaliseringen stiller til denne form for lovgivning ved finansiering og drift af virksomheder samt ved samhan­del med andre lande. Men der er en op­fattelse af, at det ikke er hen­sigtsmæssig med en kompliceret lovgivning på en lang række områder set i lyset af det grønlandske mar­keds størrelse.

Til toppen 

8.2.5 Ensidig handel med Danmark

Strukturproblemer i samhandlen med udlandet er af vital interesse for Grønland som for andre lande i forbindelse med udvikling af en selvbæren­de økonomi.

Grønland er en meget åben økonomi, hvor selv en rela­tivt stor eksport af rejer og fiske­riprodukter alligevel mere end opvejes af det va­reindkøb, der er nødvendig på grund af, at Grønland på grund af hjemmemarkedets størrelse og de eksisterende kon­kurrencefor­hold med Danmark, ikke har en hjemmemarkedspro­duktion af næv­ne­værdig størrelse. En afgørende faktor er endvidere, at Grønlands eks­port af re­jer- og fiskeprodukter i alt­overve­jende grad er råvarer og halvfabrikata. Dette be­tyder, at forædlingsproces­sen, som normalt er den del af produktudviklingen, der gi­ver den største værditilvækst, er pla­ceret i fabrikker uden for Grønland.

De væsent­ligste poster på tjenestebalancen er turisme og transport, of­fentlige tje­neste­ydelser samt administrative ydelser og konsulentydelser, værfts- og skibsfor­sikring, bunkers (olie­produkter til skibe) og entrepre­nørvirksomhed. Kun turisme er til fordel for Grønland i balancen med Dan­mark.

For de løbende poster som helhed gælder, at det er vanskeligt at forandre eksiste­rende indkøbsvaner for såvel offentlige som private virksomheder. Oftest er der ikke tale om det fuldstændigt ideelle marked, hvor den en­kelte aktør altid køber varen, hvor den er billigst og bedst. For Grønland er udgangspunktet, at de fleste indkøbere er afhængig af en ensidig forsyning af varer fra Danmark via Aalborg (skibstrafik) og Kø­benhavn (lufttrafik). Det er f.eks. ikke sandsynligt, at de kom­mende ejere af ti butikker i KNI-koncernen, det danske selskab Dagrofa, skulle vælge at indkøbe sine va­rer uden for det logistiske netværk, selskabet allerede har dannet i Danmark. Dette gæl­der også for Brugsen, der også anvender et dansk ud­gangspunkt for logistik og flere af de små køb­mænd, der også køber varer fra Dagrofa.

Derfor kan vareforsyningen til de grønlandske forbrugere virke uhensigts­mæssig, når man tager med i overvejelserne, at den danske konkurrence­styrelse har udar­bejdet ana­lyser, der viser, at danskerne betaler omkring 30 mia. kr. for meget for deres varer på grund af mindre gode konkurren­cevilkår i Danmark. Overført til Grønland svarer købet af varer i Danmark til en overpris på ca. 300 mio. kr. om året for den samlede vareim­port. Der kan ikke være tvivl om, at forbrugernes ind­køb ville være billigere, hvis de grønlandske importører brugte flere ressourcer til at lede efter varer og tjenester i andre lande.

Kapitalposterne omfatter foruden gældsposter også grønlænderes indestå­ende i obliga­tioner og aktier, ejendomsbesiddelser i Danmark samt inde­stående i danske pengeinsti­tutter, pensionskasser m.v. Alle kapitalposter er i favør for Danmark.

 Til toppen

8.2.6 Dominerende dansk erhvervsliv

Størstedelen af det private grønlandske erhvervsliv har enten en dansk ejer eller har en ejermæssig eller anden samarbejdsmæssig tæt relation til virk­somheder i Danmark. Manglen på grønlandske arbejdsgivere er nok et af de største problemer for udvikling af en selv­centreret økonomi i Grønland. Det er det område, hvor egentlig etnisk ulighed slår kla­rest igennem. Dette har også betydning for arbejds­giver-arbejdstager forholdet, hvor der opstår konflikter, betinget af kulturel karak­ter.

Danske virksomhedsejeres dominans indenfor det grønlandske erhvervsliv fremhæ­ves ofte som værende afgørende for, at den grønlandske økonomi låses i et afhæn­gig­hedsforhold til Danmark. Det er i den sammenhæng vigtigt at gøre sig klart, at det ikke er det ene land, der handler med et an­det land, men virksomheder i det ene land, som træffer de dispositioner, som sammenlagt giver os den internationale omsætning.

Danske virksomheders aktiviteter i Grønland afbrydes ofte uden viderefø­relse i for­bin­delse med ejerens afgang til pensionisttilværelse. Derfor ses det ofte, at der sker kapital­overførsler fra ellers sunde virksomheder i Grønland.

Det aktiv, at der sker finansiering og udvikling af det grønlandske er­hvervsliv på grund af danske investeringer her i landet, kan således ikke ubetinget fastsættes som en fordel for den grønlandske økonomi. Derfor er det nødvendigt at dække behovet for finansie­ring af nye virksomheder ved ikke blot at sikre udefrakommen­de finansiering, men også at forøge den private opsparing her i landet.

Manglen på grønlandske arbejdsgivere beror ikke blot på manglende tradi­tion for iværksætterkultur, men også på manglende kompetence og ikke mindst manglende pri­vat opsparing til virksomhed. De etniske skævheder vedrørende erhvervslivet kan også have sit udspring i forhold, der indgår i den finansielle struktur. Den eksi­sterende finan­sielle struktur for Grønlands vedkommende giver bestemte magtre­lationer mellem kre­ditor og debitor og mellem opsparer og investor. Den finansi­elle struktur er jo det sy­stem, hvor kredit skabes, formidles og anvendes.

Der kan således peges på en række grundlæggende forhold i samarbejdet mellem Dan­mark og Grønland, der præger den økonomiske udvikling og erhvervsudviklin­gen i ne­gativ retning. I den politiske debat har der været en tendens til at skubbe problemerne frem og tilbage mellem de forskellige aktører, der indgår i beslut­ningsprocesser vedrø­rende erhvervsud­vikling. Derimod har der ikke været fo­kus på at fjerne de grund­læggende struktu­relle forhold, der fortsat giver barrierer for den grønlandske er­hvervs­udvik­ling.

 Til toppen

8.3 Model for et nyt partnerskab

I udarbejdelsen af en ny model for partnerskab inden for rigsfællesskabet bør der op­stilles mål for det ansvar, som fællesskabet har, og som de to parter har hver for sig.

 Til toppen

8.3.1 Det fælles ansvar

Det er afgørende, at begge parter i fællesskabet hver for sig har en opfat­telse af, at ind­hol­det i et nyt partnerskab er rimeligt. Økonomisk set må der således være enighed om, at indholdet i partnerska­bet er en investe­ring, der er til fordel for Grønlands økonomiske selvstændiggørelse og dermed til gavn for både Danmark og Grøn­land.

Kan denne målsætning sikres, betyder det, at staten på den ene side over tid kan mind­ske sine ud­gifter til Grønland, og at Grønland på den anden side kan sikre en mere selv­bæren­de økonomi og dermed det afgørende grundlag for selvstyre. Som et tredje ele­ment kan denne målsætning inde­holde tiltag, der via en ny arbejdsde­ling sikrer forhøje­de indtægter til begge parter i form af et større afkast af eksiste­rende fælles aktiviteter el­ler nye fælles aktiviteter.

Selvstyrekommissionen anbefaler, at der udarbejdes en sam­arbejdsaftale, hvor der for begge parter fastsættes økonomiske og erhvervspolitiske mål for det frem­tidige samarbejde, som følger:

  • Fælles initiativer
  • Hjemmestyrets initiativer
  • Statens initiativer

Formålet med samarbejdsaftalen er at udarbejde en konkret udviklings­plan, der kan sikre stabile økonomiske og politiske rammer for den om­strukturering, der er nødvendig for at sikre en bære­dygtig økonomi i Grønland. Økonomiske rammer, der udadtil vil signa­lere stor stabilitet og dermed sikre et godt investeringsklima for det grønlandske er­hvervsliv.

Samarbejdsaftalen skal sikre fortsat støtte til udvikling af hjemmestyret, en støtte, der har størst mulig virkningsgrad og effektivitet. Eksempelvis bør samarbejdsafta­len være med til at sikre en selvcentreret erhvervsstruktur i Grønland, således at im­porten af varer og tjenesteydelser fra Danmark kan dæmpes, og således at eks­porten af fisk og skaldyr som råvarer på sigt kan erstattes af opbygningen af for­ædlingsvirksomhed her i landet.

 Til toppen

8.3.2 Hjemmestyrets ansvar

Hjemmestyrets ansvar for den fremtidige udvikling tager sit udgangspunkt i, at det va­reta­ger det ultimative ansvar for landets tilstand og udvikling. Et selvstyrende Grøn­lands øko­nomi­ske udvik­ling skal primært bygge på inve­steringer, der på sigt stammer fra lan­dets egne ind­tægter, egen op­sparing og egne skatteindtægter.
Den grundlæggende vision for et selvstyrende Grønland er at sikre hele befolknin­gen en højere livskvalitet. En højere livskvalitet for befolkningen indebærer, at be­folkningen skal opnå forøget indflydelse på sin egen frem­tid.

Succes for processen mod selvstyre afhænger af en bred enighed om mål og midler til at opnå de nye forudsætninger, der skal til. Befolkningen skal være proces-ejer af ud­vik­lingspolitikken og en strukturpolitik, hvis over­ordnede elementer bl.a. vil være:

  • Sikre en grund­læggende god sundhedstilstand og fortsat akti­vering af befolk­ningen
  • Fortsat investering i vidensudvikling, herunder især i uddan­nel­se
  • Fortsat tilpasning af en afbalanceret offentlig sektor, skrædder­syet til de nye mål for økonomisk og erhvervsmæssig udvikling
  • Sikring af at samfundsskabte værdier forbliver i landet
  • Sikring af en bæredygtig udvikling, der tager hensyn til bevarelse af le­vende ressourcer og et rent miljø
  • Forøget inddragelse af befolkningen i det økonomiske og po­liti­ske liv

 Til toppen

8.3.3 Statens ansvar

Sikring af minimumslevevilkår for hele befolkningen, hvor end de bor i rigsfælles­ska­bet bør også fremover være en hjørnesten i partnerskabet. En ny faktor i forbin­delse med bloktilskudsforhand­linger må være at sikre, at forhandlingerne udvides til at inde­holde nye tiltag, der underbygger hjem­mestyrets planer for udvikling mod en selvbæ­rende økonomi for Grønland.

I de fremtidige forhandlinger mellem staten og hjemmestyret er det vigtigt, at der udover udlig­ningsordning og tilskud også fo­kuseres på statens med­ansvar for at forbedre Grøn­lands kapaci­tet til at imødekomme de krav, som de gældende forhold og de fælles planer for udvikling tilsiger.

Dette betyder, at staten aktivt skal understøtte udviklingsprocessen i form af kon­krete poli­tiske indgreb. Herved sikres, at den udstukne økonomiske udviklingsplan for hjemme­styret kan realiseres. De politiske indgreb kan omfatte følgende hand­linger:´

  • Aktivt være med til at sikre rammer for udviklingen af en selv­centre­ret udvik­ling af den grønlandske økono­mi i en tidsbegrænset over­gangsfa­se, jf. fælles planer for en sådan over­gangsfase
  • Garantistillelse til fordel for finansiering af dele af udvik­lingspla­nen, jf. fælles planer for udviklingen af det grønlandske erhvervsliv m.v. Ænd­ringer tager tid og ko­ster dyrt. Staten skal være med til at sikre en sta­bil øko­nomisk ud­vikling her i landet i overgangsfasen
  • Staten bør være med til at understøtte kon­krete initiativer for samar­bejds­rela­tio­ner mellem dan­ske og grønlandske virksomheder. Rela­tio­nen mellem danske og grøn­land­ske virksomheder skal tones til i større udstræk­ning at skabe samarbej­de frem for ulige konkur­rence
  • Kompensation eller andre konkrete indgreb for at sikre, at for­rent­ning af pen­sioner, opsparing og formu­er ikke nødvendigvis fasthol­des i Grønland, men kommer det grønlandske samfund til gode
  • Konkret understøttelse af grønlandske handels- og er­hvervsinte­res­ser i udlan­det, jf. forslag om en nyordning mel­lem hjemmestyret og staten på det udenrigspoli­ti­ske område. Det skal undersøges, hvor­vidt Grøn­land i en over­gangsfase kan få en særordning for de reg­ler, der er gældende inden for World Trade Organization's (WTO's) område. En særordning kunne f.eks. omfatte forøget mulighed for i en overgangs­fase at indføre afgifter på visse importerede varer
  • Fortsat stille forskningsresultater og videnscentre til rådig­hed for det grønland­ske erhvervsliv.
    8.4 Udviklingen i bloktilskuddet i en overgangsfase I den aktuelle politiske debat er der megen fokus på bloktilskuddet. Bloktil­skuddet er den væsentli­ge ind­komstkilde for Landskassen, og uden et bloktilskud fra staten vil der ikke kunne opretholdes en levestandard, som den vi kender i dag.

Ved indførelse af hjemmestyret blev der samtidig indført et bloktilskud fra staten til hjemmestyret. Bloktilskuddet skulle bruges til at dække udgifter­ne til de opgaver, som hjemmestyret overtog fra staten.
Der er flere faktorer, som har betydning for bloktilskuddets fremtidige størrelse og indhold:
For det første kan der være forskellige holdninger til, hvorvidt selvstyre skal gen­nemtrumfes med et mere eller mindre midlertidigt lavere vel­færdsniveau for be­folkningen til følge. Eller hvor­vidt selvstyre må gen­nemføres på længere sigt, såle­des at det eksisterende velfærdsniveau sik­res eller forbedres yderligere.
En anden væsentlig faktor er den eksisterende og den forventede fremtidi­ge udvik­ling. For øjeblikket er Grønlands hoveder­hverv, fiskeriet, inde i en lavkonjunktur på grund af bl.a. faldende priser på rejer.

Samtidig synes der at være behov for rela­tivt store investerin­ger til at gøre en del af fiskerier­hvervet tids­svarende både med hensyn til fiske­riflåde og landanlæg. Tu­risme­indtægterne er i de seneste år ikke for­øget væsentligt, og hverken dette basiserhverv eller råstofom­rådet kan de kom­mende årtier med sik­kerhed siges at kunne blive alternative indtægtskilder for det grønland­ske samfund i stedet for bloktilskuddet.

En tredje væsentlig faktor for udviklingen i bloktilskuddets fremtidige størrelse og indhold er for­handlingerne mellem hjemmestyret og staten. Siden 1992 har statens udgangspunkt for forhandlin­gerne været et ønske om en mindre, men ikke uvæ­sentlig sænkning af bloktilskuddets størrelse. Dette er sket på et tidspunkt, hvor der ikke har været tegn på, at hjemme­styrets udgifter og indtæg­ter skulle indikere, at der ville være et mindre behov for tilskud. Tværtimod. Derfor må hjemmesty­ret også på sigt for­vente, at kommende danske regeringer vil kunne sætte nye betingel­ser for at understøtte den grønlandske økonomi.
Selvstyrekommissionens arbejde med at analysere øko­nomi og erhvervs­udvikling har vist, at der i høj grad mangler et redskab til at få overblik over ikke blot den offentlige økonomi, men også over den samlede sam­funds­økonomi. Den grundlæg­gende fælles viden om lan­dets økonomiske status og udvik­ling er ofte mangelfuld, og såvel landsstyret som Landstin­get må ofte finde denne viden i eksterne forske­res og råds analyser.

Derfor indstiller Selvstyrekommissionen, at de eksisterende rådgivende organer evalueres og even­tuelt mindskes i antal, således at der kan findes økonomiske midler til nedsættelse af et økonomisk råd. Det nye råd skal skabe og udbrede vi­den om den grønlandske samfundsøkonomi. Rådets vi­den skal være med til at hjælpe politikere, offentlige myndigheder og er­hvervslivet til at forbedre deres præ­stationer og dermed forbedre deres servicering af samfundet.

Det økonomiske råd foreslås udpeget af landsstyret, men skal i sit arbej­de sikres uafhængighed af alle offentlige og private instanser. Rådet tilde­les midler til ned­sættelse af et sekretariat og sikres adgang til offentlige data og oplysninger om samfundsforhold.

 Til toppen

8.4.1 Indstillinger vedr. fremtidige forhandlinger med staten

Selvstyrekommissionen finder det ikke hensigtsmæssigt at gennemføre store sam­fundsmæssige forandringer på grundlag af en yderligere forrin­gelse af det økono­miske grundlag. Forandringerne mod omstilling af den offentlige administration og dermed også det private erhvervsliv må for­ven­tes at give midlertidige nye omkost­ninger, og de menneskelige om­kostninger må ikke forøges ved en hasarderet sænkning af bloktilskuddets størrelse i en overgangsfase. Selvstyrekommissionen ønsker ikke selvsty­reprocessen opstartet på bekostning af det generelle velfærdsni­veau for befolk­ningen.

Ovenstående indstilling giver dog samtidig anledning til at diskutere, hvad Grønland vil og kan kræve af et selvstyre, uden at der sker ændringer i de eksisterende forud­sætninger. F.eks. vil der med rette kunne argumenteres for, at Grønland på det handelspolitiske område allerede på det eksiste­rende samarbejdsgrundlag og forudsætninger, med fordel for begge parter kan for­handle sig til for­øget selv­styre.
Selvstyrekommissionen vil på denne baggrund indstille, at der ikke gen­nemføres ændrin­ger i det eksisterende forhandlingsgrundlag for bloktil­skuddet fra staten. Samtidig ønsker Selvstyre­kommissionen følgende be­tingelser opfyldt, før der ind­ledes forhandlinger med staten om en om­læg­ning af de eksi­sterende samar­bejds­aftaler:

  1. at der udarbejdes en økonomisk strategiplan på basis af en forbed­ret struk­turovervåg­ning. Strategiplanen skal beskrive over­skueligt, hvor­dan bloktilskuddet løbende erstattes af alter­native indtægtskilder, såvel for hele landet som for de enkelte regioner og lokalområ­der. Den øko­nomiske stra­tegiplan skal ikke blot beskrive eksisterende og fremtidige styr­kepositioner, men skal også beskri­ve, hvordan man i fremtiden kan undgå offentlig for­sørgelse af en stor del af befolkningen i den arbejds­dygtige alder.
  2. at der udarbejdes og igangsættes en handlingsplan for landets samle­de er­hvervsudvikling. En handlingsplan som realistisk beskri­ver mulighe­den for forøgede indtægter til dækning af de indtægter, der falder bort ved redukti­on af bloktilskuddet. Erhvervsudviklings-indsat­sen skal både målrettes til forøgelse af de eksisterende basis­erhverv, herunder ikke mindst føl­geer­hverve­ne i fiskeriet, samt for­øge den importbegrænsende produktion, hvor dette kan ske på konkur­rencemæssige vilkår. Hand­lingsplanen skal samtidig indehol­de realistiske overvejelser om, hvor­dan forvaltningen af naturres­sourcerne kan ske på et bæredygtigt grundlag.
  3. at der udarbejdes og igangsættes en handlingsplan for en betydelig om­læg­ning og reduktion af den offentlige forvaltning. Denne hand­lings­plan skal være direkte forbundet til handlingspla­nen for er­hvervsud­vik­lingen, således at frit­stillet arbejdskraft fra den offentli­ge forvaltning kan sikres nye jobs i det private erhvervsliv.
  4. At der udarbejdes og igangsættes en handlingsplan for en markant for­øgelse af befolknin­gens uddannelsesniveau. Uddannelsesfrekven­sen, dvs. antallet af unge af en ungdomsår­gang, der får en kompe­tencegi­vende uddannelse, skal forøges til et niveau, som findes i de nordiske lande. Handlingsplanen skal udover konkrete forandringer i folkeskolen og i eksisterende ungdoms-, erhvervs- og videregående uddannelser også omfatte en handlingsplan, der centralt koordine­rer den samlede efteruddannelse og opkvalificering af den eksiste­rende ar­bejdsstyrke, således at denne kan deltage aktivt i etable­rin­gen af nye erhverv.

For at få et sikkert vidensgrundlag for udarbejdelsen af de nævnte strategi- og handlingsplaner foreslås det analytiske arbejde udført af et sekretariat under Det økonomiske Råd, som Selvstyrekommissio­nen som tidligere nævnt anbefaler ned­sat.

 Til toppen

9 Sammenfatning

Sammenfatning

 Til toppen

10 Anvendte kilder og litteratur

Arbejdsgruppen vedrørende økonomi og erhvervsudvikling under Selvsty­rekommis­sionen: Pengestrømme mellem Grønland og Danmark, år 2003.

Danmarks Nationalbank: Særkørsel for Selvstyrekommissionen, Udlands­betalin­ger på formålskoder, år 2002.

Danmarks Statistik: "Danmarks vareimport og -eks­port 2000", 2001.

Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi: Den økonomiske udvikling i Grønland, diverse år.

Det økonomiske Udvalg nedsat af landsstyremanden for selvstyreanliggen­der (1999): Hvidbog - Følgebind 1:

Økonomi - en selvbærende færøsk økonomi, Thorshavn, 1999. (Anvendt foreløbig oversættelse af Rigsombu­det på Færøerne).

Færøernes landsstyre: Hvidbog, Færøernes landsstyres oversatte udgave (dansk). Om vigtige forudsætninger for etablering af en suveræn færøsk stat, oktober 1999.

Grønlands Statistik: Arbejdsmarked, diverse årgange.

Grønlands Statistik: Befolkningen, diverse årgange.

Grønlands Statistik: Befolkningens bevægelser, diverse årgange.

Grønlands Statistik: Beskæftigelsen i Grønland 1998 (foreløbige tal). Spe­cial publi­kation 2000:6, 2000.

Grønlands Statistik: Konjunkturstatistik, diverse numre.

Grønlands Statistik: Nationalregnskab. Input-output tabeller og multiplika­torer for Grønland 1992.

Undersøgelser fra Grønlands Statistik, 1998:1.

Grønlands Statistik: Offentlige finanser 2002:1. Grønlands Offentlige finan­ser 1994-2000.

Grønlands Statistik: Statistisk Årbog, diverse årgange.

Grønlands Statistik: Særkørsel vedrørende indkomster, oktober 2001.

Grønlands Statistik: Uddannelse, diverse årgange.

Huskey, Lee & Morehouse, Thomas A. (1992): Development in Remote Re­gions: What do We Know? I: Arctic, vol. 45, no. 2 (june 1992), p. 128-137.

Kommissionen om Hjemmestyre i Grønland: Hjemmestyre i Grønland, bind I-IV. Betænkning afgivet af Kommissionen om Hjemmestyre i Grønland, april 1978.

Landskassens regnskab, diverse årgange.

Landsstyret: En vision for fremtiden. Oplæg til Strukturpolitisk Handlings­plan, sep­tember 2000.

Landstingets Finanslov, diverse årgange.

Lund, Lars: Problemer vedrørende den talmæssige belysning af betalings­balancen for Grønland. Responsum til arbejdsgruppen vedrørende økonomi og erhvervsud­vikling under Selvstyrekommissionen, december 2002.

Martinussen, John Degnbol: Samfund, stat og marked. En kritisk gennem­gang af teorier om udvikling i den 3. verden, Mellemfolkeligt Samvirke, 1994.

Nordisk Statistisk årsbok, diverse årgange.

OECD (1999): Grønlands Økonomi: En strategi for fremtiden. OECD, 1999.

PFA Soraarneq: Opsparing i Grønland, responsum til Selvstyrekommissio­nens ar­bejdsgruppe vedrørende økonomi og erhvervsudvikling, februar 2002.

Regeringen: Strukturovervågning - International benchmarking af Dan­mark. Dan­mark som foregangsland, maj 1999.

Selvstyrekommissionens Sekretariat: Beregninger i Selvstyrekommissio­nens Sek­retariat på data fra en særkørsel fra Grønlands Statistik's Uden­rigshandelsregister. Grønlands Statistik modtager statistik for udenrigs­handelen fra Danmarks Statistik. År 2002.

Sørensen, Christen: Kommentarer til rapporten "Pengestrømme mellem Grønland og Danmark". Responsum til arbejdsgruppen vedrørende økono­mi og erhvervsud­vikling under Selvstyrekommissionen, december 2002.

Told og Skattestyrelsen/Skattedirektoratet: Særudtræk vedrørende de i danske skattesy­stemer registrerede formueoplysninger for personer (og selskaber m.fl.) bosiddende i Grønland. Særudtrækket er udarbejdet af CSC Danmark A/S for Told og Skattestyrel­sen/Skattedirektoratet. År 2002.

Udenrigskontoret: Besvarelse af forespørgsel vedrørende mulighederne for import­dæmpende produktion, dateret 22. august 2002.

Økonomigruppen, Landsstyrets suverænitetsplan (1999): Langtidsvirknin­gen af bortfald af statens udgifter - supplement til Hvidbogens bilag 1 om økonomi, no­vember 1999. (Anvendt foreløbig oversættelse af Rigsombudet på Færøerne).

Til toppen