Bilag 11: Grønlands sikkerhedspolitiske placering

Forord 
1 Indledning 
2 Principielle udgangspunkter
3 Opgavedefinition
4 Opgaveløsning
5 Amerikanske aktiviteter i Grønland
6 Arbejdsgruppens anbefalinger
Bilag 1 I 1997/98 har GLK assisteret den civile sektor som følger:
Bilag 2 Den civile samfundspligt
Som vedtaget af Arbejdsgruppen vedrørende Udenrigs- og Sikkerhedspoli­tik, februar 2002

Dette bilag er identisk med arbejdsgruppens arbejdspapir nr. 3.

 

Forord

Arbejdsgruppen for Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske spørgsmål fremlæg­ger herved sit Arbejdspapir 3 om Grønlands sikkerhedspolitiske placering for Selvstyrekommissionen og for offentligheden i Grønland.
Hovedparten af materialet til arbejdsgruppens papir er indsamlet i forbin­delse med konferencen "Grønland og Sikkerheden", som blev afholdt i Nuuk i marts 2001. Papirerne fra denne konference findes i rapport nr. 4 fra arbejdsgruppen. Hertil kommer materiale der er indsamlet under ar­bejdsgruppens besøg på militære installationer i Grønland - Thule Air Base og Flådestation Grønnedal.
Det er arbejdsgruppens håb, at arbejdspapiret og det indsamlede materiale kan være til inspiration for drøftelserne i offentligheden, og når Selvstyre­kommissionen skal drøfte dette tema, der er så centralt for debatten i Grønland om landets rolle i det internationale samfund.
Finn Lynge
Formand

 

1 Indledning

Overskriften på dette arbejdspapir lyder ikke: "En sikkerhedspolitik for Grønland". Selvstyrekommissionens opgave er ikke udelukkende at udstik­ke en konkret politik på de forskellige områder, hvor et selvstyrende Grønland måtte sætte sin kurs. Kommissionens opgave er - i et bredere perspektiv - at belyse den situation, landet befinder sig i og tage bestik af den overordnede politiske og militære udvikling i vor del af verden.

 Til toppen

2 Principielle udgangspunkter

2.1 Geopolitik

Det faste udgangspunkt for enhver overvejelse om Grønlands sikkerheds­politiske placering er dels Grønlands geografiske placering i Nordamerika, dels Grønlands historiske, kulturelle, politiske og økonomiske forankring i Norden. Samtidig gælder det, at Grønland er grønlændernes land, uagtet de rådende politiske indskrænkninger, som under det eksisterende rigs­fællesskab begrænser grønlændernes dispositionsret.

Indledningsvis kan der være grund til at pege på en række forhold, som Grønland ikke kan ændre ved.
Siden den amerikanske præsident J. Monroe i 1823 formulerede sin vel­kendte sikkerhedspolitiske doktrin, har Grønland været amerikansk strate­gisk interesseområde. Doktrinen siger, at USA vil betragte det som en uvenlig (fjendtlig) handling, hvis nogen europæisk magt skulle forsøge at trænge sig ind på eller udvide sin magt over nogen del af den vestlige halvkugle (Nord- og Sydamerika). Skulle det usandsynlige ske at en frem­med magt viser tegn på at bide sig fast et sted på vore kyster (som Tysk­land gjorde det under Anden verdenskrig), kan vi være sikre på, at ameri­ka­nerne vil sætte en stopper for det.

USA har længe med mellemrum vist særlig interesse for Grønland. I for­bindelse med salget af de Vestindiske Øer i 1916 anerkendte USA i en se­parat erklæring Danmarks suverænitet over hele Grønland.
(Note: M. Fægteborg: Grønland i dag - en introduktion år 2000, s. 41.)

Men i 1923 lod USA den danske regering forstå, at hvis man nogensinde skulle ønske at afhænde Grønland, burde det være til USA og ikke til nogen anden nation.

I 1941 indgik ambassadør Henrik Kauffmann i Washington en aftale med den amerikanske regering om retten til at bygge flyvepladser og militære installationer af forskellig art i Grønland. Denne aftale anså amerikanerne for at være gældende også i årene efter Anden Verdenskrig.
I 1946 fik udenrigsminister Gustav Rasmussen en henvendelse fra sin amerikanske kollega, Secretary of State Byrnes, der ligeud foreslog at USA købte Grønland.
(Note: DUPI: Grønland under den kolde krig, s. 79.)

Amerikanerne fik naturligvis afslag. Under indtryk af det spirende modsæt­ningsforhold til Sovjetunionen var de amerikanske militære planlæggere kort tid herefter parat til ikke blot at købe, men også - uanset de politiske relationer til Danmark - at okkupere Grønland.

(Note: M. Fægteborg: Grønland idag - en introduktion år 2000, s.45; bygger på US National Archives, RG 218, Records of the Joint Chiefs of Staff, CCS 381 USSR (3-2-46) sec. 7: Joint War Plans Committee, "Strategic Study of the North East Approaches to the North American Continent" 30. Sept. 1947, p.24.)

Som det vil vides endte forhandlingerne omkring Grønland med forsvars­aftalen af 1951.
Forløbet belyser det historiske perspektiv i USA's holdning: Ingen (andre end Danmark) skal komme og røre ved Grønland.

For så vidt angår den gennem århundreder indarbejdede opfattelse af Grønland som en (afsides) del af Norden, har denne sin indlysende histori­ske og kulturelle forklaring. Også sikkerhedspolitisk har det sin betydning. Den storpolitiske udvikling i årene efter Anden Verdenskrig og under be­gyndel­sen af den Kolde Krig gjorde, at Danmark, Norge og Island så det som en nødvendighed at tilslutte sig NATO. Finland erklærede sig alliance­fri, men måtte acceptere en betydelig afhængighed af USSR. Sverige holdt sig alli­ancefri i fredstid med henblik på neutralitet i krig. På trods af disse indbyr­des modstridende forhold lykkedes det gennem hele perioden og på mangfoldige områder at opretholde et levedygtigt nordisk fællesskab, som på en måde ligefrem forankredes i den kendsgerning, at landene udsendte så indbyrdes afvigende udenrigs- og sikkerhedspolitiske signaler, som til­fældet var. Denne kollektive og indforståede nordiske balanceakt var en nødvendighed, hvis grundlæggende elementer der ikke måtte røres ved.

For Grønlands vedkommende kan man sige, at disse forhold alt i alt betød en dobbelt nødvendighed i at være med i spillet efter gældende regler. Den amerikanske militære tilstedeværelse blev afbalanceret af Grønlands nære nordiske tilknytning.

De gange, man fra Landstingets side har udtalt sig om sikkerhedspolitik, er det sket indenfor hjemmestyrelovens bestemmelse om, at disse anliggen­der styres fra København. For så vidt angår den rolle, som NATO - og i NATO især Danmark og USA - har ønsket, at Grønland skulle spille strate­gisk set, har Landstinget ved forskellige lejligheder udtalt sig kategorisk mod tilstedeværelsen af atomvåben på grønlandsk territorium.

(Note: Grønlands Landsting, efterårssamlingen 1984, dagsordens pkt. 64 vedr. forslag om indførelse af forbud mod anvendelse af kernekraft i arktiske områder, og efterårssamlingen 1987, dagsordens pkt. 7 vedr. etablering af et permanent udvalg til varetagelse af Grønlands interesser indenfor sikkerheds- og udenrigspolitiske spørgsmål.)

Grønlands geografiske placering betyder:
a) Man må forvente, at Grønland også fremover vil være genstand for navnlig Amerikas strategiske og militære interesse. USA vil altid være in­teresseret i, at ingen anden magt kan gøre sig gældende i Grøn­land.
b) Det må forventes, at de arktiske egne fortsat vil spille en vigtig rolle i forbindelse med moderne, højteknologisk krigsførelse. For tiden gæl­der det specielt indsamling og formidling af information, og fortsat adgang til mi­litære faciliteter i disse områder vil derfor være et højt prioriteret mål for landene i den vestlige forsvarsalliance, herunder især USA.
c) Thuleradaren vil fortsat spille en betydelig rolle for overvågningen af det arktiske luftrum og de transpolare missilbaner mellem Euro­pa/Asien og Nordamerika.
(Note: Radaren i Thule er en LPAR: Longe-range Phased Array Radar. Radaren indgår i det sy­stem af radarstationer, der hedder BMEWS: Ballistic Missile Early Warning System. Dette sy­stem styres fra USA.)
d) Satellitkommunikationsstationen (POGO) på Thule Air Base vil fortsat være en af de bedst placerede stationer i verden for nedhentning af bille­der fra spionsatellitter i polarkredsløb om jorden.
(Note: POGO: Polar Orbit Geographical Observatory.)
e) Grønland vil fortsat spille en rolle i tilknytning til den militære overvåg­ning af Grønlandshavet, Danmarksstrædet samt farvandene syd for Kap Farvel.
f) De faste vejrstationer (betjent af Tele Greenland A/S på vegne af Dan­marks Meteorologiske Institut) vil fortsat være af afgørende be­tydning for den nordatlantiske vejrtjeneste, som er afgørende for både fly- og skibstrafik.

Der hersker således ingen tvivl om Grønlands grundlæggende betydning for den geopolitiske magtbalance i Nordatlanten og i Arktis. ´

 Til toppen

2.2 Interesser

a. Det er i Grønlands interesse, at befolkningen kan forblive tryg i så vidt muligt enhver henseende. Derfor skal der til hver en tid være et bered­skab mod en række trusler, som kunne tænkes at opstå. Det drejer sig her i første række om:

  • Befolkningens personlige sikkerhed.
  • Landets politiske institutioner.
  • Folkets kulturelle egenart.
  • Den økonomiske velfærd.
  • Energiforsyningen, herunder brændstoflagrene.
  • Infrastruktur, herunder transportsystemer og telekommunikation så­vel internt som i relation til omverdenen.
  • Naturressourcerne.

b. Det er i Grønlands interesse, at Danmark er beskyttet så længe Grøn­land indgår i et rigsfællesskab med Danmark og/eller er afhængig af danske økonomiske og menneskelige ressourcer, ligesom det indgår i billedet, at en femtedel af det grønlandske folk er bosiddende i Dan­mark.
c. Det er endvidere vigtigt for Grønland, at også USA er sikker. Det er såle­des i Grønlands interesse at indgå som partner i demokratiske lan­des samarbejde om bevarelse af fred og sikkerhed og imødegåelse af trusler herimod, bl.a. i form af international terrorisme.

 Til toppen

2.3 Trusselsbilleder

Det grønlandske folk har hidtil levet i fred og plejer at betegne sig selv som det måske eneste folk i verden der aldrig har været i krig. Dette trygheds-bil­lede ændrede sig under den kolde krig, hvor alle var udsat for en reel ri­siko for en storkonflikt mellem USA/Nato og USSR/Warszawapagten - en konflikt, som for en del ville være blevet udkæmpet i et højteknologisk slag mellem atombevæbnede raketter og fly henover de arktiske områder.

Med Sovjetunionens sammenbrud forsvandt den militære trussel mod Grøn­land indtil videre, og i det hele taget begyndte man i vores del af ver­den - Norden, Europa, Canada - at tænke i andre trusselsbilleder. Der op­stod en ny opmærksomhed på den såkaldt bløde sikkerhedspolitik.

Tilbage blev dog for Grønland en aldrig forstummende diskussion om Thule Air Base (tvangsforflytningen i 1953, atomkraftværket i Camp Century 1960-63, placeringen af atombomber i Pituffik, B-52-flystyrtet i 1968, m.v.). Hertil er kommen, at der med debatten om USA's planer om et mis­silskjold bredte sig en forestilling i en del af den grønlandske opinion om, at den amerikanske tilstedeværelse i Pituffik kunne virke som en provoka­tion mod USA's modstandere, som i givet fald måske var stærk nok til at gøre Thule til et terrormål for de såkaldte slyngelstater.

Selv om Grønlands befolkning i enhver henseende er langt mindre udsat end befolkningen i Europa eller USA, må det dog konstateres, at Grønland ikke længere kan betragte sig selv som mere eller mindre usårlig på grund af landets geografiske isolation og de store afstande mellem byer og byg­der kysten rundt. Verden er blevet mindre, og geografiske afstande har ikke samme betydning som hidtil. Havene ved Grønland afpatruljeres fort­sat af ubåde bestykket med a-våbenraketter, og polarområdet forbliver af stor strategisk be­tydning.

 Til toppen

2.4 Hård og blød sikkerhedspolitik

Til den såkaldte hårde sikkerhedspolitik regnes nationale forsvarsanliggen­der og militære alliancer. Den hårde sikkerhedspolitik beskæftiger sig med problemer og problemløsninger, som i sidste instans er baseret på militære magtmidler.

Til den bløde sikkerhedspolitik derimod hører de forholdsregler, som sam­fundet finder det nødvendigt at tage i forbindelse med andre og mere u­hånd­gribelige trusler. Herunder hører f.eks. forringelse af miljøet, udpining af ressourcerne, narkohandel og international kriminalitet. Denne type proble­mer kan ikke primært løses med våbenmagt, og sikkerhedspolitisk reg­nes de i samme kategori som nødhjælps-, katastrofeberedskabs- og ci­vilforsvarsopgaver.

Terrorbekæmpelse, som nu står på dagsordenen verden rundt, kan nok så meget siges at være en tredje kategori af forsvarspolitik, som ligger op ad både de civile og de militære sikkerhedsforanstaltninger. I den nye sikker­heds­politiske situation, hvor vi befinder os, siger det sig selv, at de påkal­der sig en særlig opmærksomhed.

 Til toppen

2.5 Magt og afmagt

Umiddelbart ligger sikkerhedspolitisk uafhængighed ikke i kortene, og Selvstyrekommissionen arbejder med Grønland som en del af rigsfælles­skabet, som er forankret i NATO.
Under henvisning til den økonomiske afhængighed af Danmark, det meget lille befolkningstal og det meget store land- og havareal med de særlige klima­tiske forhold kan det hævdes, at det ikke er muligt i Grønland at skabe noget der ligner en selvstændig sikkerhedspolitik.
Modsat kan det indvendes, at netop landets størrelse og beliggenhed er af en sådan karakter, at det ikke kan undgå i sig selv at udgøre en vigtig for­svars­po­litisk faktor for Danmark og dets allierede. Dertil kommer, at Thule Air Base som ovenfor nævnt i mange år har udgjort det centrale led i BMEWS-systemet til varsling af angribende missiler, og i dag tillige spiller en vigtig rolle i forbindelse med kommunikationen med overvågningssatel­litterne (POGO).

Spørgsmålet er imidlertid, hvorvidt Grønlands geopolitiske betydning - som alle anerkender er stor - kan siges uden videre at være et politisk aktiv for det grønlandske folk. Under heldige omstændigheder kan denne betydning omsættes til politisk indflydelse og økonomisk udbytte; men under andre omstændigheder kan den være en belastning og udgøre en risiko, som det kan være kostbart eller umuligt for et lille folk at beskytte sig imod. Man kan godt være i en vigtig position, og alligevel magtesløs.

Bortset fra Landstingets udtalelser og skabelsen af et udenrigs- og sikker­hedspolitisk udvalg, har der ikke i den grønlandske offentlighed hidtil eksi­steret nogen større bevidsthed eller noget ønske om at spille en aktiv rolle i sikkerhedspolitikken. Skal situationen ændres derhen, at Grønland i for­svarsanliggender ophører at være et magtesløst redskab for kræfter ude­fra, skal der først og fremmest opstå en sikkerhedspolitisk bevidstgørelse i det grønlandske folk. En sådan bevidstgørelse skal ske på grundlag af øget information og en reel indsigt i forhold af direkte betydning for Grønlands sikkerhed. Det er også en forudsætning, at der sker en revision af hjem­mestyrelovens bestemmelser om, at man fra grønlandsk side ingen indfly­delse kan have på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.

Man bør dog holde sig for øje, at indflydelse i sikkerhedspolitisk sammen­hæng normalt er nært knyttet til militær eller i det mindste økonomisk magt. I mangel heraf vil den politiske indflydelse være fuldstændigt af­hængig af omverdenens velvilje og støtte. Magt i klassisk forstand har Grønland ikke. Men man kan søge indflydelse indenfor rammerne af den internationale debat. Således kan Grønland f.eks. gøre sig gældende under Nordisk Råds årlige session, hvor man kan tage ordet under den sikker­hedspolitiske debat, der følger efter de nordiske forsvarsministres redegø­relser.

 Til toppen

2.6 Grønlands handlefrihed

For så vidt angår den hårde sikkerhedspolitik har Grønland ingen bevægel­sesfrihed. Det er i erkendelse heraf, at der aldrig har været nogen sub­stantiel debat om "Grønland ud af NATO". Alliancesystemet er noget som Danmark tager sig af. Hertil kommer, at erindringen stadig er tydelig om hvad der vil ske, den dag Danmark skulle blive frataget styringen, jvf. An­den Verdenskrig.

Selvom forsvars- og sikkerhedspolitiske spørgsmål lå udenfor de rammer, som blev afstukket af hjemmestyreloven af 1978, er der også på dette område sket en udvikling. Sikkerhedspolitiske spørgsmål og specielt Thule Air Base har ved flere lejligheder være drøftet i Landstinget. Dette førte i 1988 til, at man ved ændringen af landstingsloven om Landsting og lands­styre, (Note: Landstingslov om Landstinget og landsstyret af 20. okt. 1988.) indsatte nogle bestemmelser om nedsættelse af "Udvalg til gennemgang af rede­gørelser og oplysninger fra landsstyret om udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål". (Note: Lovens § 15 stk. 1, Nr. 3. 1. punktum.)

Udvalgets nærmere virkemåde er fastsat i § 18.

Af bemærkningerne fremgår, at man på denne måde har ønsket at inddra­ge Landstinget i processen, således at landsstyreformanden får pligt til at videregive oplysninger til udvalget, som "den danske regering forudses at ville tilstille landsstyreformanden ... om den udenrigs- og sikkerhedspoliti­ske situ­ation, som den finder måtte være af interesse for Grønland". Her­med blev grundstenen lagt til en systematisk dialog mellem landsstyret og Landstinget også om sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Denne udvikling er efter arbejdsgruppens opfattelse fulgt op af en vis fak­tisk handlefrihed indenfor sikkerhedspolitikken som helhed. Det er arbejds­grup­pens opfattelse, at tiden er kommen for Grønland til at vise denne side af sagen større opmærksomhed.

Ønsker Grønland at overskride tærsklen fra sikkerhedspolitisk set at være et protektorat med hjemmestyre til at indgå i et reelt partnerskab med Danmark om disse anliggender, kommer det grønlandske folk ikke udenom at tage et medansvar og yde sit bidrag til at tage vare på sit land ved at indføre værnepligt og yde en indsats indenfor kystbevogtning, patruljering i Nationalparken og civilt beredskab.

Med de stærkt begrænsede menneskelige ressourcer som Grønland råder over, må dette bidrag nødvendigvis blive beskedent. Under alle omstæn­digheder kommer grønlandske beslutningstagere ikke udenom at skulle forholde sig til et fortsat pres for, at USA opretholder basefaciliteter i lan­det, blandt andet med henblik på overvågning og kommunikation knyttet til bekæmpelse af international terrorisme.

 Til toppen

3 Opgavedefinition

3.1 Forsvarsopgaven

Den egentlige militære forsvarsopgave består i at overvåge og i givet fald forsvare Grønlands grænser til lands, til vands og i luften. Det vurderes, bl.a. af Forsvarets Efterretningstjeneste, at der ikke i overskuelig fremtid, dvs. de kommende ti år, er nogen trussel om militært angreb. Til gengæld er terrortruslen øget, og man må i hvert fald konstatere, at stort set alle lande opretholder en eller anden form for militært forsvar. For Grønlands vedkommende påhviler opgaven Danmark i samarbejde med USA såvel bilateralt som in­den­for NATO-rammen.

I dag varetages forsvaret af Grønlands Kommando (GLK) i Kangilinnguit / Grøn­nedal. GLK har operativ kontrol over inspektionsskibe, inspektions-kuttere, Slædepatruljen Sirius, Station Nord, Luftgruppe Vest i Kangerlus­suaq og Forsvarets Vagt i Mestersvig. GLK har udstationeret en forbindel­sesofficer til Forsvarsområdet i Thule, med hvem chefen for Thulebasen skal forhandle og i øvrigt informere om forhold af betydning for forholdet imellem basen og Grønland/Danmark.

Chefen for GLK er kontreadmiral, og hans engelske militære benævnelse er "Island Commander Greenland". GLK er direkte underlagt Forsvarskom­mandoen i Vedbæk, og de danske militære styrker i Grønland indgår i den nationale danske styrkestruktur i fredstid, spændingsperiode og krig. I spændingsperiode og krig kan den danske regering dog beslutte, at GLK med underlagte enheder overføres til NATO kommandostrukturen. I dette til­fælde underlægges GLK chefen for NATO-styrkerne i det vestlige Atlan­terhav med hovedkvarter i Norfolk, Virginia i USA.

Thule Air Base er for nærværende underlagt US Air Force Space Command i Colorado Springs og det amerikanske forsvarsministerium i Pentagon i Washington, D.C. I militær henseende er Grønland et vigtigt amerikansk in­ter­esseområde. Dette er også udgangspunktet for planlæggerne i både Vedbæk og Bruxelles.

 Til toppen

3.2 Suverænitetshævdelsen

Suverænitet, som ikke hævdes, vil ikke blive respekteret. Fordi suveræni­teten i dag rent faktisk bliver hævdet, er det vanskeligt at sige, hvor stort problemet ville være, såfremt den ikke blev det. Men det står fast, at så­fremt der ikke fandt nogen suverænitetshævdelse sted, ville såvel den økonomiske zone med fiskeriterritoriet som sø- og landterritoriet blive krænket. Hverken fremmede stater, private firmaer eller enkeltpersoner ville holde sig tilbage, og man måtte forvente, at krænkelsernes omfang og art ville blive grovere, efterhånden som det blev kendt, at de var helt risi­kofri.

I Grønland sker suverænitetshævdelsen under ualmindeligt vanskelige forhold. Tre objektive faktorer gør sig gældende: Territoriets geografiske udstrækning er enorm, klimaet er arktisk og vejr- og isforhold kan volde besvær og være farlige i sig selv. Hertil kommer, at befolkningen er ek­s­tremt lille i forhold til landets størrelse, og endelig har folket ingen mili­tære traditioner og har aldrig stået overfor at skulle forsvare landet. Re­sultatet er at suveræniteten må hævdes af Riget.

Til søs og i luften hævdes suveræniteten af Grønlands Kommando, der gennem sin overvågning af farvandene og sit kendskab til lufttrafikken i det grønlandske luftrum kan konstatere eventuelle krænkelser. Krænkelser imøde­gås enten ved direkte afvisning af krænkeren eller ved at der foreta­ges indberetning til den danske regering, der efterfølgende kan sende en diploma­tisk protest til flagstaten.

Grønlands suverænitet til lands hævdes af politimesteren i Grønland, der er ansvarlig for tilsynet med personers adgang til landterritoriet. I den nord­østgrønlandske Nationalpark hævder Slædepatruljen Sirius adgangskon­trollen på vegne af politimesteren i Grønland.

 Til toppen

3.3 Beredskabsopgaver, herunder miljø og blød sikkerhed

Det er den almindelige erfaring, at det arktiske miljø er særlig sårbart overfor den grænseoverskridende forurening, der skabes af de moderne industrisamfund. Oven i købet står det almindelige civile beredskab, som de arktiske lo­kalsamfund er i stand til at stable på benene, helt forsvarsløst overfor en stor del af denne moderne forurening. Det gælder især den luft- og havbårne partikelforurening med tungmetaller, PCB og lignende, som i væsentlig grad er begyndt at true den arktiske fødekæde, og dermed de arktiske befolkningers generelle sikkerhed.

På dette område består Grønlands forholdsregler i de forskningspolitiske tiltag, som landsstyret træffer, og i den aktive deltagelse i det internatio­nale samarbejde omkring disse problemer, som hjemmestyret og ICC en­gagerer sig i.
Til de mere kontante trusler hører problemer som forureningsulykker til havs, især i forbindelse med storstilede olie- og gasudvindingsprojekter, således som de har fundet sted andre steder i Arktis. Trusler af denne størrelsesorden eksisterer (endnu) ikke i de grønlandske farvande.

 Til toppen

4 Opgaveløsning

4.1 Forsvarets aktiviteter i Grønland

Grønlands Kommando i Kangilinnguit/Grønnedal (59 stillinger) er primært beskæftiget med eftersøgnings- og redningsopgaver, fiskeriinspektion og suverænitetshævdelse til havs.
Slædepatruljen Sirius i Daneborg (13 stillinger) hævder suveræniteten i Nationalparkområdet.
Station Nord (6 stillinger) medvirker til suverænitetshævdelsen i det nord­ligste Østgrønland og yder støtte til vejrobservationer og videnskabelig ak­tivitet.

Flystøtten (Luftgruppe Vest) medvirker til overvågning og transport.

De sidst oplyste tal for det danske forsvars aktiviteter i Grønland daterer fra 1997, hvor omkostningerne var fordelt med ca. 40 mio. kr. til GLK, knap 15 mio. kr. til Slædepatruljen Sirius og ca. 4,3 mio. kr. til driften af Station Nord. Inspektionsskibe og kuttere beløb sig til knap 150 mio. kr., og fly og heli­koptere til knap 49 mio. kr. Det samlede beløb var på ca. 258 mio. kr.

Udover at varetage de egentligt forsvarsrelaterede opgaver og fiskeriin­spektion m.m. yder GLK i vid udstrækning støtte til den civile sektor. Bilag (1) viser omfanget af de civilt prægede aktiviteter i 1997.
4.2 Forholdene i nabosamfundene Indledningsvis nogle oplysninger om forholdene i de samfund, som vi plejer at sammenligne os med.

I Nunavut er der ingen egentlig værnepligt.

Derimod har man i mange år opereret med et frivilligt paramilitært korps kaldet Inuit Rangers, som er specialiseret i arktisk overlevelse og efterret­nings- og redningsopgaver under ekstreme forhold. Inuit Rangers er un­derlagt Canadas militære kommandostruktur, men indgår ikke som noget element i de egentlige canadiske hærstyrker. F.eks. kan de ikke indsættes til løsning af oversøiske opgaver.

Heller ikke i Island er der værnepligt. Kystbevogtningen (skib, fly og heli­kopter) bemandes med kontraktansatte civilpersoner.

I løbet af det 20. århundrede har der med mellemrum været tale om at få gennemført en tvungen civil samfundspligt (CSP), men i Altinget har der altid været flertal mod tanken. Dog blev der efter en debat i 1990'erne vedtaget en lov om tvungen samfundstjeneste som et alternativ til fæng­selsstraf. En sådan tjeneste skal i givet fald afholdes indenfor rammerne af en humanitær organisation som Røde Kors eller lignende, ikke indenfor statsinstitutionerne eller det professionelle næringsliv.

På Færøerne, hvor der heller aldrig har været værnepligt, varetages far­vandsovervågningen af to færøske fartøjer (et skib og et mindre fartøj) og en enkelt helikopter i samarbejde med et dansk inspektionsskib fra Færø­ernes Kommando (FRK). De færøske kystbevogtningsfartøjer bemandes, som i Island, af kontraktansatte civilpersoner.

Heller ikke på Færøerne diskuteres spørgsmålet om en CSP. Baggrunden her er den, at der altid har været et velfungerende frivilligt ulykkes- og katastrofeberedskab tilstede rundt omkring i de færøske bygder, så det ikke skønnes nødvendigt med yderligere tiltag fra landsstyrets side. Det eksisterende beredskab indbefatter lokale brandkorps, mobilisering af hjælp ved havarier, forholdsregler ved drukneulykker m.m.. Der afholdes periodiske kurser o.lign. for de frivillige.

Hertil skal dog føjes, at der fra det færøske landsstyres side er en lovgiv­ning på vej om et stort anlagt katastrofeberedskab, som skal ses i lyset af en eventuel fremtidig olie- og gasudvinding til havs. Udgifterne hertil tæn­kes delt mellem olieindustrien og de færøske kommuner. Tiltag af en sådan karakter vil selvsagt komme til at påvirke ordningen indenfor det hidtidige private og frivillige beredskab.

I de skandinaviske lande er der en gammel tradition for almindelig værne­pligt, som er dobbelt motiveret: Ønsket om at enhver våbenfør mand skal være med til at føle sig personligt ansvarlig for landets sikkerhed, og et øn­ske om at bevare et miljø, hvor unge af alle samfundsklasser og fra alle dele af landet kan mødes og arbejde sammen.

Værnepligten ses her at have en ansvarsvækkende, disciplinerende og samfundsbevarende funkti­on.

Imidlertid er der rent faktisk stadigt færre, som bliver indkaldt til regulær værnepligt. En række faktorer medvirker til, at flere militære opgaver ef­terhånden løses af professionelle soldater, samtidig med at styrketallene skæres ned. Det betyder, at en stadigt større del af de unge i den værne­pligtige alder trækker frinummer.

I lyset af denne udvikling, og inspireret af en række tilsvarende tendenser andre steder i verden, tager man nu konsekvensen og udbygger forskellige former for civil samfundspligt (CSP). Formålet er at bevare et miljø, hvor unge fra alle samfundsklasser kan mødes om konstruktive, praktiske opga­ver, der kan motivere morgendagens borgere til at stå vagt om de fælles værdier, som vi alle nyder godt af.

 Til toppen

4.3 Forsvar og suverænitetshævdelse

Der er ingen tradition for værnepligt i Grønland, og der har aldrig været nogen generel politisk interesse om spørgsmålet.

Imidlertid er der flere forhold, som gør emnet aktuelt i disse år:

  • Det voksende ønske om større selvstyre
  • Den stigende betydning, som i disse år bliver tillagt det civile bered­skab
  • En grønlandsk mulighed for at yde noget til rigsfællesskabet i et nyt part­nerskab

Alene det voksende ønske om konkret indflydelse på egne anliggender gi­ver anledning til at spørge efter det grønlandske folks vilje til at bidrage med mandskab til såvel søværnets kystbevogtningsfartøjer som Siriuspa­truljens hundeslæder.

Gennem årene har et antal unge grønlandske mænd frivilligt meldt sig til træning i GLK i Kangilinnguit/Grønnedal, ligesom der er registreret et en­kelt eksempel på en grønlænder, som har gjort tjeneste i Siriuspatruljen. Det­te er alle tilfælde, der er udslag af en personlig interesse hos de pågæl­dende.

Fra det offentliges side er der gennem de sidste tre år, i et nært samarbej­de mellem landsstyreformandens embede, Forsvarets Værnepligt- og Re­kruttering og GLK foretaget en organiseret indsats for at henlede unge grønlænderes opmærksomhed på muligheden for uddannelse og tjeneste i militæret, omfattende alle tre værn, dvs. Søværnet, Hæren og Flyvevåb­net. Der er gennemført informationskampagner, deltagelse i skolernes er­hvervsdage, udgivet brochurer på grønlandsk og foretaget prøvning af kandidater.

Den ringe respons, der har været på disse initiativer, rapporteres i vid ud­strækning at have at gøre med sprogbarrieren. Unge grønlændere ses at vige tilbage for en militær uddannelse, som foregår på dansk alene.
I et selvstyrende Grønland må man påregne, at der uanset sprogproblemer vil eksistere en interesse for at værne om sit land, og vælgerne vil for­mentlig begynde at kræve af de respektive politiske partier, at de frem­lægger et program for rekruttering i alt fald til GLK.

Tanken må være, at flere og flere af funktionerne i og under GLK vil kunne bemandes af grønlændere. På langt sigt bør Grønland selv kunne anskaffe og bemande et eller flere fartøjer, som kan være med til at bevogte landets grænser til havs og udføre den nødvendige inspektion i samarbejde med GLK.

Tilsvarende er det ikke vanskeligt at forestille sig grønlandske slædekørere afpatruljere Nordøstgrønland. På dette punkt har der hidtil manglet et poli­tisk udspil fra grønlandsk side. Jvf. sprogbarrieren har problemet måske været, at noget sådant forudsætter tanken om grønlændere underlagt en disciplin som er fremmed for folkets mentalitet, og - de første mange år - grønlændere under dansk kommando. Men hvis et selvstyrende Grønland ønsker at yde et seriøst bidrag til den hårde sikkerhedspolitik, hvor beske­dent dette bidrag end måtte være, så er det i Søværnet og Sirius, mulig­hederne ligger.

Under arbejdsgruppens besøg i Qaanaaq konstaterede man, at Sirius under sin patruljering ikke når ind i den del af det nordligste Grønland, som om­fattes af Avanersuup Kommunia. Dette rejser spørgsmålet om suveræni­tetshævdelsen i denne del af landet. Arbejdsgruppen foreslår, at man overvejer at inddrage de lokale fangere i løsningen af dette spørgsmål.

Tanken om værnepligt og militærtjeneste har til dato været fuldstændig fremmed for grønlænderne. Denne afstand til et selvstændigt folks grundlæggende ansvar gav sig selv i kolonitiden, og i hjemmestyreperio­den, som vi nu er ved at lægge bag os, var/er der heller ingen grund til at anfægte en sådan tingenes tilstand.
Bliver talen derimod om et selvstyrende Grønland, er det arbejdsgruppens opfattelse, at man ikke kan komme udenom spørgsmålet om værnepligt. Ganske vist står "selvstyre" i den foreliggende sammenhæng ikke for nati­onal selvstændighed, og der bliver selvsagt ikke tale om, at Grønland skal til at opbygge noget eget militært værn. Men på den anden side gælder det, at den politiske udvikling henimod et større selvstyre sender et signal til omverdenen om en større vilje og evne til selvhjulpenhed.

Ønsker det nye Grønland - som et minimum - at være med til at vogte over sit territorium, er værnepligt en praktisk nødvendighed. I det partner­skab med Danmark, som er den politiske overskrift over denne udvikling, ligger det lige for, at den grønlandske ungdom i alt fald går med ind i den del af de danske værn, som opererer i Grønland.
I den nuværende situation kan Grønland sikkerhedspolitisk set bedst be­skrives som et protektorat med hjemmestyre. Skal selvstyredynamikken hæve samfundet ud af sådanne rammer, skal begge parter yde bidrag til fælles anliggender. Sikkerhed er en fælles sag, hvor hver part yder sit.

 Til toppen

4.4 Civilt beredskab

I Danmark gælder det, at det civile beredskab påhviler den myndighed, som varetager de daglige funktioner. I medfør af en lov, der stammer fra tiden før hjemmestyrets indførelse, gælder det derimod i Grønland, at det civile beredskab her i princippet påhviler myndigheder i Danmark.
(Note: Lov nr. 342 af 23.12.59, sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning af 20.12.62.)
I en redegørelse fra Indenrigsministeriet hedder det, at ministeriet og Be­redskabsstyrelsen gerne ser dette forhold ændret, således at det samme grundlæggende princip gøres gældende i begge rigsdele.
(Note: Redegørelse om beredskabet i Grønland. Indenrigsmin. 22.12.00. Beredskabskontoret, j.nr. 1998/2601-8.)

Den der har det daglige ansvar, skal også have ansvaret for det nødvendi­ge beredskab.

I praksis forholder det sig selvfølgelig sådan, at det i kriser er den daglige leder, som også oplever ansvaret i den pressede situation. I et selvstyren­de Grønland er det så meget vigtigere, at regelgrundlaget tilpasses deref­ter, og at det lokale beredskab gås efter i sømmene, så der kan finde en formel ansvarsplacering sted.

Jævnsides med at Selvstyrekommissionen udformer sin betænkning, finder der en række konsultationer sted mellem Indenrigsministeriet, Beredskabs­styrelsen og hjemmestyret om den nøjagtige ansvarsplacering og de rele­vante arbejdsgange på en lang række områder, der berører det civile be­redskab, ligesom der er blevet dannet en aktionskomité bestående af hjemmestyret, politiet, GLK og KANUKOKA, der har til opgave at udforme en koordineret grundplan for katastrofeberedskabet i Grønland.

 Til toppen

4.4.1 Dansk ansvar

For nærværende gælder det, at Danmark har ansvaret på følgende områ­der:
Eftersøgnings- og redningsopgaverne ligger hos politiet og GLK.
GLK, politiet og Statens Luftfartsvæsen har ansvaret for eftersøgnings- og redningstjenesten, som i vid udstrækning udføres med helikoptere chartret hos Air Greenland A/S.
Statens luftfartsvæsen har ansvaret for flyveredningscentralen i Kangerlus­suaq, ligesom Trafikministeriet på Grønlands vegne har indgået aftaler om samarbejde og bistand med Canada, Island og Norge.
Overvågning af eventuel forurening til havs påhviler forsvarsministeren og varetages af rigsombudsmanden. For så vidt angår eventuelt oliespild til havs i tilfælde af industriel udvinding ligger ansvaret hos rettighedshave­ren.
Atomberedskab påhviler Danmark. Der er blevet oprettet et fagligt kon­taktudvalg med henblik på en vurdering og beskrivelse af trusselsbilledet. Der er behov for målestationer forskellige steder i Grønland. Indenrigsmini­steriet og Beredskabsstyrelsen rapporterer herom i samråd med hjemme­styret.

 Til toppen

4.4.2 Grønlandsk ansvar

Det er de grønlandske myndigheder, som har ansvaret for beredskabet ved brand, brændstoflækager og olieforurening langs kysten indenfor 3 sømil.

I denne forbindelse er der blevet udarbejdet en beredskabsplan for byerne langs vestkysten til og med Diskobugten samt for Tasiilaq.

Det samme gælder det katastrofemedicinske beredskab i lufthavnene. For nærværende er det grønlandske sundhedsvæsen ikke i besiddelse af det nødvendige udstyr i denne forbindelse. Materiellet kan rekvireres gennem GLK, men forsvaret er ikke forpligtet til at opretholde et katastrofebered­skab, og forsvaret er heller ikke ansvarlig for transport af udstyr til kata­strofesteder.

Ingen af eftersøgnings- og redningsanliggenderne henhører under hjem­mestyret. Men der er en voksende opmærksomhed på de risici, der er for­bundet med turistbåde og krydstogtskibe i de grønlandske farvande, hvil­ket har resulteret i et samarbejde mellem hjemmestyret og Søfartsstyrel­sen om udenlandske fartøjers eventuelle meldepligt til Greenpos-systemet for fremmede skibe.

(Note: Ethvert grønlandsk og dansk skib er pligtig at afgive positionsmeldinger (Greenpos) til GLK med henblik på en eventuel eftersøgningsoperation, såfremt melding udebliver.)

For så vidt angår meldepligt m.v. henvises til arbejdsgruppens arbejdspa­pir nr. 1.

For så vidt angår energiforsyningen blev forpligtelsen til at opretholde et beredskab overført til Grønland i 1985. Der er i hjemmestyret et behov for at vurdere beredskabssituationen i tilfælde af en forsyningskrise.

Der eksisterer et teleberedskab med henblik på sikkerhed for basal kom­munikation i tilfælde af krisesituationer.
Også ansvaret for transport af farlige stoffer ligger hos de grønlandske myndigheder. Men der er for nærværende ikke nogen klar ansvarsfordeling mellem hjemmestyret og kommunerne på dette område.

Der mangler et regelgrundlag for beredskabet på veterinær- og fødevare­området.

Der er ingen beredskabsplan for postvæsenet.

 Til toppen

4.4.3 Arbejdsgruppens anbefaling

I betragtning af den betydning, som man må tillægge beredskabs- og sik­kerhedsspørgsmålene, bør hjemmestyret som udgangspunkt imødekomme Indenrigsministeriets og Beredskabsstyrelsens indstilling om, at det samme grundlæggende princip gøres gældende i begge dele af riget. Lovgivningen bør snarest indrettes derefter.

 Til toppen

4.5 Samfundspligten

I takt med at sikkerhedsproblematikken generelt har ændret karakter, er der - som nævnt ovenfor - i mange lande udenfor Vestnorden fremstået det fænomen, som nu normalt går under betegnelsen CSP: Civil samfunds­pligt, og som er en ikke-militær pendant til den almindelige værnepligt.
Ifølge en rapport fra DUPI er der

"tale om en meget fleksibel model, der … både afspejler en de­centralisering i beslutningsprocessen, som vi ser i de vestlige samfund i dag ved at folk helt lokalt kan rekvirere en CSP-ind­sats, sammen med den globalisering, der ligeledes indgår i mo­dellen ved at staten sender CSP'er og NGO'er ud i verden for at deltage i fredskorps, i internationalt arbejde, osv."

(Note: DUPI Rapport nr. 2001/8 af Henning Sørensen, s. 16-17.)
Den grundlæggende ide er at manifestere et borgerskab af en slags, som ikke blot indebærer nogle garantier til alle, men som også kræver en ind­sats af hver enkelt. Denne indsats kan være af enten militær eller civil ka­rakter, og enhver ung mand og kvinde i samfundet bør yde sit.

Arbejdsgruppen anbefaler, at landsstyret indfører en kombination af en værnepligt og en civil samfundspligt for den grønlandske ungdom. Der er i den grønlandske ungdom et voksende ønske om at være med til at tage et personligt ansvar for samfundets fremtid og få anvist nogle konkrete mu­ligheder for at gøre noget for sit land, og nedbringe behovet for udefra til­kaldt arbejdskraft. At være med til at bevogte grænserne til havs er en oplagt opgave for det grønlandske folk, der selv lever af havet og kender forholdene som ingen andre.

Almindelig værnepligt i Grønland vil betyde, at samfundet får stillet ca. 800 unge menneskers tid og kræfter til rådighed hvert år. Hvis en del af dem bliver indkaldt til tjeneste i Grønnedal/Kangilinnguit, og en del gennemgår den militære grunduddannelse som skal til for at kunne gøre tjeneste i Si­riuspatruljen, vil resten være til rådighed for en CSP.

Der er mange opgaver i Grønland, der vil kunne løses gennem en civil samfundspligt. Naturinstituttet vil kunne få hjælp til sit tilbagevendende feltarbejde. Børneinstitutionerne mangler konstant arbejdskraft. Hospitaler, alderdomshjem og plejehjem kan altid bruge nogle ekstra hænder. Museer og arkiver har meget liggende, som de aldrig har tid til at få gennemregi­streret. Jagtbetjentene vil kunne få nytte af noget ekstra hjælp på de store områder, som de ofte skal dække og er ansvarlige for. Mange steder er der et stort behov for oprydning og forbedret miljøbevidsthed.

Dertil kommer, at en lovpligtig samfundspligt vil åbne mulighed for, at en­hver, der vokser op i Grønland, kommer til at gennemgå kurser i første­hjælp, brandøvelser, livredning, våbenlære og overlevelse i fjeldet under fangst og jagt.
En kombineret værnepligt og CSP i Grønland bør være for begge køn, og i princippet rimeligt, men ikke højt lønnet. Grundtanken er at yde, ikke at nyde.

Vedrørende organiseringen af en civil samfundspligt i Grønland henvises der til bilag (2) om "Hovedelementer i CSP-program".

Indvendinger mod en sådan ordning vil være mange, og vil i hovedsagen kunne samles i to kategorier. Man må regne med modstand fra mere kon­servative samfundsborgere, som vil indvende, at sådan noget har vi aldrig haft før, derfor skal vi heller ikke have det nu. Derudover vil der være dem som vil henvise til, at en sådan ordning kommer til at koste samfundet penge og administrativt besvær, og til at CSP også af de grunde ikke findes hverken i Island eller på Færøerne. Så hvorfor skille sig ud fra de øvrige vestnord­iske samfund på det punkt, lyder indvendingen.

Hertil er der at sige, at hvad Island og Færøerne angår, er de i en anden situation end Grønland derved, at de netop i deres samfundsstruktur alle­rede har nogle velfungerende frivillige organer til at varetage de nødvendi­ge samfundsbehov, der ikke dækkes af det offentlige. Deres befolkninger lever på mindre geografiske områder, folk bor tættere på hinanden, og der er begge steder en lang historisk tradition for kollektivt engagement i samfundets anliggender. Grønland, derimod, står først nu overfor at skulle engagere sig i en sådan proces, og bosætningsmønsteret udgør i sig selv et problem.

Hvad økonomien angår vil almindelig værnepligt ikke i sig selv påføre det grønlandske samfund yderligere udgifter. Omkostningerne ved militærtje­nesten påhviler den danske stat.

En civil samfundspligt vil derimod ikke være gratis for samfundet. Men overfor omkostningerne vil man kunne pege på en vigtig gevinst. Den be­står i, at man imødekommer ungdommens trang til engagement og identi­fikation med hjemlandet, lader de unge få en oplevelse af, at de har noget at yde, og af, at dette land er deres, som de må beskytte og styrke. Den er med til at befæste det nye Grønlands identitet. Af samme grund vil der være god mening i at gøre det til en betingelse for uddannelsesstøtte, at man har gennemført sin værne- eller samfundspligt.

Det er ikke arbejdsgruppens opgave at skabe en model for den administra­tion, der måtte blive nødvendig for en CSP i Grønland, eller prøve at ud­regne de økonomiske konsekvenser. Det er arbejdsgruppens opgave at vurdere, hvorvidt en værnepligtsordning og en CSP tjener det formål, der hedder et mere selvbevidst og selvhjulpent Grønland.
Det er arbejdsgruppensopfattelse, at dette præcis er hvad en civil sam­fundspligt vil gøre, og anbefaler hermed tanken. Der er et folk. Nu kalder dette folk på nogle tiltag med den signalværdi, som den opvoksende ung­dom har brug for: En prøvesten på viljen til at stå vagt om landet, en prø­vesten på retten til borgerskab i landet.

 Til toppen

4.6 Rollefordeling indenfor rigsfællesskabet Status er som følger:

Det grønlandske samfunds sikkerhed og stabilitet varetages fra to sider: fra rigsfællesskabets side og fra hjemmestyrets side.

Statslige myndigheder tager sig af både den hårde og den bløde sikker­hedspolitik: Det militære forsvar af Grønland, hævdelse af suveræniteten, fiskeri­in­spektionen, eftersøgnings- og redningstjenesten, opretholdelse af lov og orden, bekæmpelse af kriminalitet, overvågning, forureningsbe­kæmpelse ved større ulykker og terrorbekæmpelse.
Hjemmestyret og kommunerne tager sig af lokale beredskabsforanstaltnin­ger ved katastrofer, brandbekæmpelse og forureningsbekæmpelse.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at hjemmestyret/selvstyret fremover bør påtage sig en større andel af de bløde sikkerhedspolitiske opgaver, og derud­over tillige skuldre sin del af de hårde ved at indføre almindelig vær­nepligt. Også det grønlandske samfund bør være med til at løse nogle af de opgaver, som normalt lægges ud til folket i medfør af almindelige sikker­hedspolitiske dispositioner.

For så vidt angår specielt fiskeriinspektionen, er der grund til at gøre op­mærksom på, at Forsvarsforlig 2000 indebærer anskaffelsen af to nye in­spektionsfartøjer. Disse fartøjer planlægges leveret ultimo 2004/primo 2005 med helikopterdæk til indledende erstatning for tre inspektionskut­tere og inspektionsskibet "Beskytteren". Disse nye inspektionsfartøjer må forventes at skulle gøre tjeneste i grønlandske farvande, hvor de bl.a. skal løse opgaver, der hører ind under den bløde sikkerhedspolitik.

Arbejdsgruppen anbefaler, at Grønland får indsigt i og indflydelse på op­stilling af kravene til disse nye inspektionsfartøjer, som skal bygges.

 Til toppen

5 Amerikanske aktiviteter i Grønland

5.1 Thule Air Base

5.1.1 Baggrund

Amerikanerne indfandt sig i Grønland efter at have indgået en overens­komst med Danmarks ambassadør i Washington Henrik Kauffmann i 1941, og også i Thule var amerikanerne tilstede inden 1951-aftalens underskri­velse.
(Note: USA's tilstedeværelse følger ikke - således som det står anført i Anorakrapportens af­snit 6.1 - af den dansk-amerikanske forsvarsaftale af 27. april 1951. Amerikanerne var der i forvejen. Se i øvrigt Jørgen Taagholt: Thule AB. Tidsskriftet Grønland, nr. 2-3, 2002.)

Det er ikke Selvstyrekommissionens opgave at gennemgå den historiske baggrund i øvrigt for forsvarsaftalen eller de mange efterfølgende Thule-sager, herunder tvangsforflytningen i 1953. De relevante forløb, som er vidt publicerede og dokumenterede skal her blot konstateres, og spørgs­målet skal stilles, hvorledes et selvstyrende Grønland må forholde sig til dem.

(Note: Se især: Grønland under den kolde krig. Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-68. Dansk Udenrigspolitisk Institut 1997; M. Fægteborg & J. Brøsted: Thule, fangerfolk og mi­litæranlæg. DJØF 1985.)

Thulebasen blev anlagt af den ene af dengang to supermagter, og opret-holdes af hvad der nu er den eneste supermagt i verden. Denne magt - USA - ser det som en nødvendighed at opbygge et missilskjold, det så­kaldte National Missile Defence System, NMD, der i væsentlig grad bygger på tilstedeværelsen af bl.a. Thule Air Base.

Om NMD er opinionen delt i Grønland. Forskellen mellem anlæggelsen af Thule Air Base i 1951 og den eventuelle opgradering nu 50 år senere af fa­ciliteterne med henblik på et NMD er, at de forfatningsmæssige forhold har ændret sig, og at Grønland i mellemtiden derfor har fået en stemme.

I den foreliggende sammenhæng lægger arbejdsgruppen vægt på, at et selvstyrende Grønland lader sin stemme høre, uanset hvilke chancer der måtte være eller ikke være for, at de grønlandske ønsker bliver taget ad notam. Til et velfungerende demokrati, som Grønland har udviklet sig til at være, hører at folket lader sin stemme høre også i anliggender, hvis stør­relse og internationale implikationer det kan være svært at overskue.

 Til toppen

5.1.2 Kontakt til befolkningen

På forslag i 1997 fra landsstyreformandens side udarbejdede Forsvars-kom­mis­sionen en analyse af forsvarsområdernes betydning for dansk sik­kerhedspolitik. Kommissionen - med grønlandsk deltagelse - konkluderede, at Thulebasen vil forblive operativ en rum tid endnu, at den tjener et posi­tivt formål både for Danmark og for NATO, og at den amerikanske tilstede­værelse hidtil har været til gavn for Riget, dvs. for både Danmark og Grønland.

(Note: Notat af 1. maj 1998. Forsvarsområdernes betydning for dansk sikkerhedspolitik. Udenrigsministeriet. Forsvarsministeriet.)

De civile kontraktlige forhold på Thulebasen varetages af Greenland Contractors (GC), som i efteråret 2000 havde 550 ansatte, fordelt med 426 danske, 120 grønlandske og 5 amerikanske.

(Note: De civile kontraktlige forhold beror på aftaler fra 1956 og 1961.)

Det oplyses fra landsstyrets sekretariat, at Thulebasens bidrag til den grønlandske landskasse er ca. 75-80 mio. kr. i skatteprovenu. Hertil kom­mer bidraget via hjemmestyrets andel i Greenland Contractor's overskud samt afledte virkninger af den grønlandske beskæftigelse på basen. Greenland Resources A/S har skønnet, at det samlede bidrag til det grøn­landske samfund i denne forstand er på ca. 100 mio. kr.

I modsætning til tidligere er der ikke længere forbud mod samkvem mel­lem lokalbefolkningen og basens militære personel, men afstanden og tra­fikforholdene til og fra Qaanaaq - og selvfølgelig især til resten af landet - lægger en dæmper på kontakterne. Dog uddanner GC årligt 5-8 grønland­ske lærlinge på basens værksteder, og fra Qaanaaq tager man de ældste klasser i praktik.

 Til toppen

5.1.3 Forbindelsesperson

Forbindelsesofficeren i Thule Air Base repræsenterer admiralen i Kangilinn­guit/Grønnedal, som er øverste myndighed i spørgsmål, der vedrører ame­rikanernes forhold til Danmark, og dermed indirekte til Grønland. Med det stigende antal af grønlændere, der arbejder på eller passerer igennem ba­sen, er der også stadigt flere sager, som bedst varetages af en grøn­landsktalende person. Mange af disse anliggender behandles i praksis af borgerrådet, som i år 2000 fik egentlige kontorfaciliteter til rådighed.

Arbejdsgruppen anbefaler, at der til varetagelse af disse sager institueres en grønlandsk forbindelsesperson, som direkte repræsenterer hjemmesty­ret (selvstyret) og fungerer i samarbejde med den danske militære forbin­delsesofficer.

I praksis kunne dette ske ved at hjemmestyret ansætter og betaler en fast sekretær for borgerrådet, som indgår i et nærmere aftalt samarbejde med rigets forbindelsesofficer på basen.

 Til toppen

5.1.4 Tidshorisont og medbestemmelse

Selve eksistensen af Thule Air Base og de mange vanskeligt håndterlige problemer, som gennem årene er opstået i kølvandet heraf, står som en konstant påmindelse om, at Grønland ikke kan unddrage sig omverdenens sikkerhedspolitiske problemer. En af det nye Grønlands store udfordringer er at danne sig en kvalificeret mening om de kræfter, som - realpolitisk - afgør vore begrænsninger og muligheder, og være med hvor beslutninger­ne træffes.
For de højteknologiske installationers vedkommende går udviklingen i ret­ning af, at deres funktionsdygtighed bliver stadigt mere uafhængig af deres rent geografiske placering. Alt tyder på, at dette også gælder satellitkom­munikation. For Thules vedkommende betyder det, at uanset at den siges at ville forblive operativ en rum tid endnu, så har den amerikanske tilste­deværelse tydeligvis en tidshorisont, og hverken fordele eller ulemper ved USA's tilstedeværelse kan således påregnes at vare ved.

Grønlands landsstyre har gennem lang tid og med voksende styrke insi­steret på, at så længe amerikanerne opholder sig på grønlandsk jord, skal Grønland sidde med ved bordet, når aftaler indgås. Som det vil vides, har skiftende danske regeringer til dato konsekvent afvist enhver tale om genforhandling af 1951-aftalen med henblik på at inddrage Grønlands Hjemmestyre som medunderskriver. Det er indlysende, at efterhånden som det grønlandske selvstyre udvikler sin kompetence og sit politisk-admini­strative råderum, og desuden ses - med fordel for begge parter - at delta­ge aktivt i fælles dansk-grønlandske udenrigspolitiske tiltag af forskellig art, bliver den hidtidige situation stadigt mere uholdbar.

Arbejdsgruppen ønsker at understrege, at for et grønlandsk selvstyre bliver det endnu mere magtpåliggende fremover selv at være med til at træffe de afgørelser, som regulerer stationering af fremmede tropper, ammunitions­lagre og avanceret militært udstyr på grønlandsk jord.

 Til toppen

5.2 Øvrige tiltag

5.2.1 Projekter og aktiviteter

Under og umiddelbart efter Anden Verdenskrig opretholdt USA et stort an­tal militære anlæg og vejrstationer i Grønland. De fleste blev enten forladt eller overdraget til Danmark i årene derefter. Under den kolde krig anlagde USA fire varslingsstationer på strækningen Sisimiut-Kulusuk som led i DEW-Line, en kæde af radaranlæg, der strakte sig fra Alaska over Nordca­nada og Grønland til Nordeuropa, og som skulle varsle om eventuelle sov­jetiske angreb. To af de fire såkaldte Dye-stationer i Grønland blev anlagt på selve indlandsisen. DEW-Line blev omstruktureret, og de fire Dye-stati­oner i Grønland forladt i slutningen af 80'erne. Efter nedlæggelsen af disse fire stationer og overdragelsen i 1992 af Kangerlussuaq/Sdr.Strømfjord til Danmark /Grønland, har den amerikanske tilstedeværelse begrænset sig til Thule Air Base, bortset fra en islandingsbane ved den nedlagte Dye-II fra 1995, jvf. nedenfor. Anden amerikansk aktivitet har været - og er - af vi­denskabelig karakter (glaciologi og klimaforskning).

Det skal tilføjes, at det tyder på, at man fra amerikansk side opfatter grønlandsk territorium som et råderum, der står til fri afbenyttelse for mi­litær-teknologiske tiltag af særlig arktisk karakter. I årene 1960-63 ekspe­rimenterede man med at bygge et helt lille bysamfund inde og nede i selve indlandsisen ("Camp Century"). Siden - ligeledes under den kolde krig - udkas­tedes nogle planer om at konstruere et stort antal gange og raketsi­loer i indlandsisen og usynligt fra luften, med henblik på at gøre det umu­ligt for Sovjetunionen at lokalisere de atomraketter, som man tænkte på at placere der ("Project Iceworm"). Dette projekt forblev på tegnebrættet og blev aldrig søgt virkeliggjort.
(Note: DUPI: Grønland under den kolde krig, s. 319 ff.)

Ved den forladte DEW-Line station Dye-2 på Indlandsisen har US Air Force anlagt en islandingsbane med kodenavnet "Raven Skiway", hvor C-130-transportmaskiner, der er beregnet til brug ved antarktiske ekspeditioner, kan øve landing og start på ski. I 1995 blev eksistensen af dette projekt opdaget ved et tilfælde af den videnskabelige forbindelsesofficer ved Dansk Polar Center og rapporteret til admiralen i Kangilinnguit/Grønnedal, som intet havde hørt om den fra amerikansk side.

Det amerikanske militær har fuld bevægelsesfrihed på grønlandsk territori­um, men det er en aftale at de giver besked, såfremt de iværksætter nye, mere permanente tiltag. Det var ikke sket i dette tilfælde.
Hos de danske og grønlandske myndigheder var der en tidslang uvished om, hvorvidt dette nye amerikanske projekt retteligt skulle anses for at være videnskabeligt eller militært, et spørgsmål, der havde betydning for hjem­mestyrets administrative tilgang til sagen.

Ifølge de oplysninger, arbejdsgruppen har fået i sagen, har Udenrigsmini­steriet sidste år (2001) meddelt, at der er tale om en militær aktivitet.

Arbejdsgruppen anbefaler, at alle eventuelle nye permanente amerikan­ske militære installationer og aktiviteter på grønlandsk territorium frem­over kræver fuld information så betids, at der kan indgås en tillægsaftale til 1951-aftalen, inden de iværksættes. Disse aftaler skal også underskrives fra grønlandsk side. Det samme gælder militære aktiviteter udenfor Thule­basen af midlertidig karakter.

 Til toppen

5.2.2 Grønlandsk-dansk-amerikansk samråd

I 1961 etableredes det Dansk-Amerikanske Grønlandsudvalg, der skulle behandle de civil-økonomiske forhold omkring USA's tilstedeværelse i Grøn­land, herunder kontrakterne til Danish Arctic Contractors (DAC), se­nere Greenland Contractors (GC). (Note: Jf. Lovtidende C , 1961.)

I forbindelse med at amerikanerne forlod Kangerlussuaq blev dette forum i 1990 suppleret med et udvalg kaldet Permanent Committee. Dette forum er sammensat af repræsentanter for USA's og Danmarks regeringer samt Grønlands landsstyre, således at Grønland indgår i rigets delegation. Per­manent Committee behandler typisk de mere praktisk betonede aspekter af de spørgsmål, der affødes af den amerikanske tilstedeværelse i landet. Det gælder således ikke mindst miljøspørgsmål i forbindelse med affalds­deponering ved basen og ønsket om en øget turisme i Qaanaaq.

Det Dansk-Amerikanske Grønlandsudvalg mødes årligt. Permanent Com­mittee mødes et par gange om året, og i øvrigt efter behov.

 Til toppen

5.3 Grønlands bidrag til en sikrere verden

Freden i verden sikres bl.a. ved, at folkene oplever et rimeligt mål af fri­hed, velfærd og demokrati, funderet på en bæredygtig livsstil. Grønland kan stå - og står - som et eksempel på et lille folk, der i et udsat område og under vanskelige forhold opretholder en god standard på alle tre områ­der i samarbejde med Danmark, og som - ligesom Danmark - giver høj prioritet til overholdelse af menneskerettighederne.

Eksemplets magt skal ikke undervurderes.

Dertil kommer den udvikling, der har fundet sted fra kolonistatus til et hjemmestyre og videre mod et større selvstyre. I denne sammenhæng er Grønlands og Danmarks bidrag til verdensfreden først og fremmest at vise, at noget sådant kan lade sig gøre i fred og fordragelighed, uden anvendel­se af vold.

I denne sammenhæng giver spørgsmålet om Thulebasens rolle anledning til nogle overvejelser.
(Note: Bhupendra Jasani: Verification of a Comprehensive Test Ban Treaty from Space: A Pre­liminary Study. Research Paper No. 32. United Nations Institute for Disarmament Re­search, Geneva 1994.)

Udover det store problem, som skabes af det uhæmmede og stigende for­brug af jordens ressourcer af en lille del af jordens befolkning, kommer truslen mod jordens befolkninger i disse år fra grupper, som prøver at fremme deres politiske mål gennem international terrorisme.

En af de grundlæggende præmisser for Grønlands sikkerhedspolitik er, at løsning af konflikter ved terroristisk aktivitet er uacceptabelt, og at anven­delse af militær magt i det internationale samfund kun bør ske med FN's samtykke. I kraft af sin historiske udvikling og geografiske placering er Grønland blevet hjemsted for et af de vigtigste centre for satellitbaseret informationsindsamling i verden, nemlig Thule Air Base. Den teknologiske udvikling gør, at informationer der skaffes til veje via dette system i sti­gende grad er anvendelig også når det gælder overvågningen af internati­onale aftaler om f.eks. ikke-spredning af atomvåben, forbud mod atomprø­ve-sprængninger, forbud mod eksperimenter med kemiske og bakteriologi­ske våben m.v.

Afgørende for det følgende er, at Grønland både har en moralsk forpligtelse og en demokratisk ret til at fremkomme med synspunkter, der vedrører de aktiviteter, som foregår på grønlandsk jord.
Det er arbejdsgruppens synspunkt, at det for Grønland er vigtigt at forhol­de sig til formålet med de aktiviteter, der finder sted på Thulebasen.

Samtidig er det naturligt at stille spørgsmålet om, hvorledes også Grøn­lands Landsting og landsstyre kan yde sit - om end beskedne - bidrag til en sikrere verden for alle i de kommende år.

Det er arbejdsgruppens anbefaling, at man som Grønlands officielle poli­tik fremfører et ønske om, at de informationer, der tilvejebringes fra satel­litter m.v. i kraft af installationer på grønlandsk jord, skal virke i fredens tjene­ste gennem internationalt samarbejde.

I praksis betyder dette, at det bør være Grønlands officielle standpunkt, at Thule Air Base over tid udvikles til at være en international varslings- og sa­tel­litsporingsstation.

I medfør af denne politik bør information, som er opnået via installationer­ne på Thulebasen, stilles til rådighed for og bearbejdes af det relevante FN-organ, der har til opgave at overvåge, at internationale nedrustningsaftaler bliver overholdt.

Det er i denne forbindelse relevant at pege på, at der er blevet installeret en dansk seismisk verifikationsstation i Kangerlussuaq i anledning af FN-aftalen af 1996 om et totalt stop for atomprøvesprængninger.
(Note: Jørgen Taagholt og Jens Clausen: Den Nye Sikkerhed. Grønland i et sikkerhedspolitisk perspektiv. Atlantsammenslutningen 1999, s. 57.)

Arbejdsgruppen finder det derfor naturligt, om man fra grønlandsk side er opmærksom på det Internationale Atomenergiagentur i Wien som en in­stans, der bør have adgang til de informationer om eventuelle aktiviteter på jordens overflade, såsom forberedelser til atomprøvesprængninger o.lign., som den moderne satellitteknologi er i stand til at opspore.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at Grønlands landsstyre med fordel både kan og bør gøre sig sine overvejelser om det konstruktive potentiale for verdensfreden, som den Thule-baserede informationsindsamling udgør, og gøre sine synspunkter gældende, hvor det er muligt.

 Til toppen

6 Arbejdsgruppens anbefalinger

  1. Lovændringer er påkrævet. Ifølge hjemmestyreloven ligger alle sikker­hedspolitiske anliggender udenfor de grønlandske myndigheders kompe­tence. I et selvstyrende Grøn­land, derimod, er det en selvfølge at de grøn­landske myndigheders medinddragelse lovfæstes i alle anliggender, der vedrører Grønlands sikkerhed og som har at gøre med forsvarspolitiske dispositioner og benyttelse af grønlandsk territorium til militære anlæg og installationer.
  2. Udadtil må et selvstyrende Grønland forholde sig til sikkerhedspolitik­kens grundlæggende vilkår: Alle praktiske behov vedrørende Grønlands forsvarspolitik styres af NATO og af regeringen i Washington. Grønlands repræsentant ved EU i Bruxelles bør derfor også akkrediteres til NATO-ho­vedkvarteret sammesteds, ligesom repræsentanten i Nordamerika, som for tiden er placeret i Ottawa, med fordel vil kunne placeres i New York (ved FN og Permanent Forum), midtvejs mellem Ottawa (Canada/Nunavut-kon­tak­ten) og Washington.
  3. Indadtil gælder det, at tiden er kommen til at indføre almindelig værne­pligt i Grønland, inklusiv civil samfundspligt. På længere sigt bør såvel flå­destationen i Kangilinnguit som Siriuspatruljen kunne bemandes med grønlandske værnepligtige. En værnepligt i Grønland bør kunne aftjenes enten militært ved et af de tre værn eller i form af en civil samfundspligt. Den unge grønlandske mand og kvinde ønsker ikke kun at modtage, men også at yde noget for sit land. Denne fremvoksende ansvarsbevidst­hed bør imøde­kommes. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at en sådan værnepligt indbefatter en civil samfundspligt, som tilgodeser en række ek­sisterende behov, samtidig med at den grønlandske borger vænnes til selv at løfte de opgaver, der følger.
  4. For Thule Air Base gælder det, at med det voksende antal af sager, der vedrører forholdet til det grønlandske civilsamfund, viser der sig - både af sproglige og af andre kulturbetingede årsager - et behov for at hjemme­styret/selvstyret repræsenteres direkte ved en person, der indgår i samar­bejde med den derværende danske militære forbindelsesofficer.
  5. Arbejdsgruppen anbefaler, at det bør være Grønlands politik, at Thule Air Base i fremtiden også bør virke i fredens tjeneste, således at de infor­mationer der indsamles også stilles til rådighed for overvågningen af inter­nationale aftaler om ikke-spredning af atomvåben, forbud mod atomprøve­sprængninger, forbud mod eksperimenter med kemiske og bakteriologiske våben m.v.
  6. Alle eventuelle nye amerikanske militære installationer og aktiviteter på grønlandsk territorium skal fremover have som en forudsætning, både at der foreligger fuld og dækkende information, og at der indgås en tillægs­aftale til 1951-aftalen med Grønland som medunderskriver. Det samme gælder militære aktiviteter af midlertidig karakter udenfor Thulebasen.

 Til toppen

Bilag 1 I 1997/98 har GLK assisteret den civile sektor som følger:

  • Foretaget 4 MEDEVAC (patientevakuering) om året fra Grønland til Dan­mark med Luft­gruppe Vest.
  • Søopmåling foretaget i grønlandsk kystområde. Områderne aftales mel­lem Farvandsvæsenet og Grønlands Hjemmestyre. Søopmålingen er foretaget af 2 SKA-både. I vinterperioden er SKA-bådene oplagt ved GLK.
  • Assistance til VIP-transporter med skib og helikopter, herunder sejlads med Regentparret, folketingsdelegationer, Forsvarskommissionen af 1997 m.m.
  • Transportassistance til Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) ved ser­vicering af automatiske vejrstationer i område Syd (Kap Farvel til Nuuk) samt i område Nord. (Ilulissat til Qaanaaq).
  • Transportassistance til Farvandsvæsenet i forbindelse med indsamling af oceanografiske data samt servicering af vandstandsmålere.
  • Assistance til ekspedition i forbindelse med eftersøgning af meteor ved fly-rekognoscering samt transport af materiel og personel.
  • Assistance til Iscentralen i Narsarsuaq ved løbende at informere om isob­servationer.
  • Transportassistance til skolevæsenet i forbindelse med erhvervspraktik­ophold både ved GLF og ombord på sejlende enheder.
  • Der er i et enkelt tilfælde ydet transportassistance af levnedsmidler til Narsarsuaq grundet issituationen.
  • Isbryderassistance til enkelte byer og bygder, således at fiskeri og an­den aktivitet kunne genoptages.
  • Assistance til 2 sejlende ekspeditioner i 1997: En vikingeskibssejlads fra Grønland til Canada samt en gummibådsekspedition fra Amerika til England.
  • Deltagelse med underlagte enheder i diverse havnearrangementer og lignende efter anmodning fra lokalsamfundet.
  • Slædepatrulje Sirius, Station Nord og Forsvarets vagt i Mestersvig har ved deres virke i Nordøstgrønland ydet assistance til diverse ekspediti­oner i området.
  • Forbindelsesofficeren ved Thule Air Base har ydet assistance til DMI, Dansk Polar Center, det lokale beboerråd, politiet mv.
  • Assistance i 1997 til britisk TV-selskab vedrørende dokumentar-udsendel­se samt mindeceremoni for slagskibet HMS Hood.
  • Lægeassistance til bygden Arsuk. Besøg 1-2 gange pr. måned.
  • Assistance til politiet i 1998 vedrørende oprydning ved flyvrag i Wiede­manns Fjord (Grønlands østkyst).
  • Transportassistance til amerikansk HAST (Humanitarian Assistance Team) team ved deres besøg i Grønland i 1998.
  • Deltaget i 1998 i arbejdet vedrørende inkorporering af NEVTEX (Natio­nal Telex) i Grønland.

 Til toppen

Bilag 2 Den civile samfundspligt

Hovedelementer i et grønlandsk CSP-program.
Udgangspunktet er værnepligt for alle M/K. I en ungdomsårgang er der ca. 800 personer. Der vil sikkert være nogle få der bliver kasseret, hvortil kommer 25-50, der rekrutteres til det danske forsvar. Løseligt anslås der­for 700 på en årgang til civil samfundspligt (CSP).
Gennemførelse af CSP eller militær værnepligt gøres til en betingelse for at kunne modtage grønlandsk støtte i det videre uddannelsesforløb. Unddra­ger man sig ordningen uden at være fritaget med gyldig (helbredsmæssig) grund, får man ingen uddannelsesstøtte på den videre vej i uddannelses­forløbet.

  • Alle melder sig til værnepligt i/tegner kontrakt med det danske forsvar elleraftjener CSP.
  • CSP afvikles med et forløb på 6 mdr. med ca. 350 samfundspligtige pr. gang. Forløbet opbygges i 3 moduler.
  • De samfundspligtige fordeles med 3 hold 3 steder på kysten med ca. 120 pr. hold (i eksisterende faciliteter).

Den civile samfundspligt indebærer:

  1. Introduktion
  2. Arbejde hos institutioner mv.
  3. Afslutning

ad 1. Introduktion
Internat kursus af 1 1/2 - 2 måneders varighed:
Førstehjælpsuddannelse, brandbekæmpelse, våbenkendskab (jagtprøve), sikkerhed til søs, sikkerhed ved færdsel i det åbne land, naturkendskab, introduktion til arbejde i sociale institutioner. Foredrag mv. om aktuelle grønlandske kulturelle og samfundsmæssige problemer.
ad 2. Arbejde hos institutioner
3 1/3 - 4 måneder i job.
Børnehjem, børnehaver, alderdomshjem, hospitaler mv. CSP er den ekstra arbejdskraft som kan betyde at der bliver mere tid til den enkelte, som måtte have særlige behov for omsorg. Museer, jagtbetjentmedhjælpere, Naturinstituttet, evt. andre uddannelsesinstitutioner. Alle skriver dagbog/-logbog undervejs i udstationeringsperioden.
ad 3. Afslutning
1 til 2 uger.
Opsamling af erfaringer. Studievejledning m.v. Opgave på baggrund af logbog. Kan formidles på mange måder. Skuespil, videofore­drag osv. Job­søgning, opfølgning på kurser fra introduktion.
Økonomi
Personer der aftjener værnepligt i det danske forsvar følger forsvarets regler for aflønning m.v. Dette betales af den danske stat. Personer der udfører CSP i Grønland får under skoleophold (introduktion og afslutning) fuld kost og logi samt lommepenge. Under deres praktikophold forudsættes en aflønning, der kan dække deres udgifter til daglig kost og personlige fornødenheder. Det forudsættes, at der stilles logi til rådighed. Endvidere stilles beklædning til brug i tjenesten til rådighed. CSP planlægges, organi­seres, finansieres og gennemføres af Grønlands Hjemmestyre. 

Til toppen