Betænkning afgivet af Selvstyrekommissionen

Bilag

  1. Selvstyrekommissionens kommissorium
  2. Kommissionens medlemmer, arbejdsgruppemedlemmer samt sekretariatet
  3. Kommissorium for Arbejdsgruppen vedrørende lovgivningsmæssige spørgsmål
  4. Forslag til Partnerskabstraktat om Grønlands selvbestemmelse
  5. Råstofferne
  6. Økonomi og erhvervsudvikling
  7. De menneskelige ressourcer
  8. Kommissorium for Arbejdsgruppen vedrørende Udenrigs- og sikkerhedspolitik
  9. Generelle udenrigspolitiske spørgsmål
  10. Verdens oprindelige folk
  11. Grønlands sikkerhedspolitiske placering
  12. Organisering af den grønlandske udenrigstjeneste 
     

  

1.1 Selvbestemmelse og ressourcerne

Selvstyrekommissionen har blandt andet fået til opgave at "beskrive de områder, hvor hjemmestyret har overtaget kompetence, de områder, hvor staten fortsat har kompetencen, samt de områder, hvor kompetencen på forskellig vis er delt mellem hjemmestyret og staten.

Endvidere forud­sættes det i kommissoriet, "at kommissionen nedsætter underarbejdsgrup­per, der udarbejder betænkningsbidrag om de behandlede spørgsmål til forelæggelse for kommissionen".

Til nærmere belysning af disse opgaver har Selvstyrekommissionen nedsat arbejdsgruppen vedrørende forfatningsmæssige og folkeretlige spørgsmål.

Arbejdsgruppen består af politisk udpegede repræsentanter, andre med­lemmer med særlig kendskab til samfundsudviklingen i Grønland samt fol­keretlige og forfatningsretlige eksperter.
Det er arbejdsgruppens arbejde, der danner udgangspunkt for dette kapitel.

Arbejdsgruppen har i løbet af sit arbejde afholdt 15 møder og har afholdt et seminar om international identitet. Arbejdsgruppen har endvidere bi­draget med et kapitel til Principbetænkningen, som blev afleveret i august 2002.

Det er med udgangspunkt i disse opgaver og aktiviteter, at arbejdsgrup­pens bidrag behandles med følgende bilag:

  • Udkast til Partnerskabstraktat mellem Grønland og Danmark om Grønlands Selvbestemmelsesret med tilhørende foreløbige bemærk­ninger
  • Ejendomsretten eller rådighedsretten til ressourcerne i og omkring Grønland

Arbejdsgruppens samlede betænkningsbidrag, der i særlig grad fokuserer på partnerskabstraktaten og råstofproblematikken, findes som bilagsnr. 4 og 5.

 Til toppen

1.2 Udgangspunktet for Selvstyrekommissionens anbefalinger

I den aktuelle grønlandske debat tegner der sig følgende billede af de for tiden mest kendte folkeretlige modeller for tilrettelæggelse af forholdet mellem en me­tropolstat og et folk, og som efter Selvstyrekommissionens opfattelse er relevante for det grønlandske folk:

  • Fuld uafhængighed (suverænitet)
  • Personalunion
  • Fri associering
  • Føderation
  • Udvidet selvstyre
  • Hjemmestyre
  • Integration perioden 1953-1979

I denne oversigt ligger modellerne som varianter på en skala, der om­fatter fuld integration (opløsning) af det pågældende folk i metropolstatens kultur i den ne­derste ende, og fuld national suverænitet (selvstændighed) i den øverste. De mellemlig­gende modeller repræsenterer forskellige udvik­lings­trin med en stigende grad af selvstyre ¿ og for de tre øverste model­lers vedkommende ¿ med ultimativ ret efter folkeretten til national uaf­hængig­hed som folk. I kontrast hertil er de fire nederste modeller kun mu­ligheder, der består inden for metropolstatens rammer, altså uden adgang til natio­nal uafhængighed, og disse muligheder er dem, der typisk forelig­ger for oprindelige folk.

 Til toppen

1.3 De seks muligheder ud fra den folkeretlige teori

I for­bindelse med af­kolonisering har FN's generalforsamling identificeret tre muligheder, som et folk kan vælge imellem, nemlig:

  • Uafhængighed,
  • Fri associering
  • Integration

De muligheder, som opstilles nedenfor, er ikke nødvendigvis fuldt dækken­de. Der kan også blive tale om at vælge mellem andre tilsvarende, men lidt anderledes muligheder, så længe det pågældende folk har haft frit valg blandt samtlige mu­ligheder, herunder også uafhængighed.

Diskussionerne i Selvstyrekommissionen har hovedsagligt fokuseret på seks mu­ligheder og kombinationer af disse, som er inspireret af eller di­rekte hentet fra FN's gene­ralforsamlings liste. De seks muligheder er:

  • Uafhængighed
  • Union med et andet land
  • Fri associering
  • Føderation
  • Udvidet selvstyre for et oprindeligt folk
  • Fuldstændig integration

De første tre hører til under overskriften ekstern selvbestemmelse.

I det følgende gives der en kort karakteristik af hver mulighed. En mere udtømmende beskrivelse findes i kommissionens Principbetænkning.

Ved uafhængighed dannes en stat med en selvstændig regering, som er fuld­stændig ansvarlig for interne og eksterne forhold, herunder også muligt medlem­skab af internationale og regionale intergovernmentale organisati­oner. En suve­ræn stat er juridisk kun begrænset i henhold til aftaler under international lov og af internationale organisationer. En union med et andet land betyder også, at en suveræn stat dannes, men at staten deler statsoverhoved og eventuelt visse andre forhold med en anden stat i henhold til en frit forhandlet aftale mellem staterne.

Unio­nen mellem Danmark og Island, som eksisterede mellem 1918 og 1944 er et eksempel på dette. Fri associering betyder, at et folk/territorium frit vælger at forbinde sig til en anden stat uden at opgive og med senere ret til at udøve retten til ekstern selv­bestemmelse. Forholdet mellem Puerto Rico og USA er et ek­sempel på en sådan type aftale, og det samme er forholdet mellem Cook-Islands og New Zealand, som det også blev fremlagt på det internationale seminar i Nuuk i februar 2002. En føderation betyder, at et folk vælger at gå sammen med et an­det/andre folk i en stat, oftest på lige fod i forhold til og garanteret af sta­tens forfatningslov­givning, for eksempel med hensyn til lige repræsentation i et af kamrene i parla­mentet.

Suveræniteten ligger i føderationen, men provinserne tildeles nogle gange begrænsede internationale roller. Brasili­en, Canada, Tyskland, Indien, USA og mange andre lande er i dag føderale stater med forskellige historier og institu­tionelle arrangementer. For et oprindeligt folk er udvidet selvstyre ud over, hvad hjemmestyret garan­terer i dag, selvfølgelig også en mulighed. Det er op til Danmark, som en suve­ræn stat, at beslutte, hvordan institutioner og magten fordeles mellem Danmark og Grønland. Det gælder dog stadig i dag, at oprindelige folk ikke er folk i hen­hold til folkeretten. Oprindelige folk er højst berettige­de til intern selvbestemmel­se.

Fuld integration betyder, at et folk frit vælger permanent at blive del af en an­den stat sammen med et andet eller flere folk. Retten til ekstern selvbestemmelse ophører i princippet med at være en mulig løsning både for nutidige og for frem­tidige generationer.Valget mellem at fokusere på enten de tre øverste eller de fire nederste modeller på skalaen, vil få store juridiske konsekvenser for Grønland i fremtiden. Det er samtidig et valg mellem at fokusere på enten et folks el­ler oprindelige folks ret­tigheder.

Et folk er berettiget til at udøve sin ret til selvbestemmelse; og gennem udøvel­sen af retten til fuld selvbestemmelse kan et folk fastlægge sin in­ternationale juridiske status.

Oprindelige folk derimod defineres som grupper inden for stater, der ad­skiller sig på grund af deres nationale eller etniske sammensætning og deres oprindelige beboelse af jorden og landet.

Deres rettigheder er af samme art som, men noget mere omfattende end de rettigheder, der gæl­der for minoritetsgrupper. Det vil med andre ord sige, at oprindelige folks rettigheder handler om beskyttelse inden for en stat.

 Til toppen

1.4 Det grønlandske folk og afkoloniseringsprocessen

Selvstyrekommissionen mener, at det grønlandske folk opfylder alle de juridiske kriterier, der er blevet fastlagt i løbet af afkoloniseringsprocessen, hvad angår betingelser for udøvelsen af retten til fuld selvbestemmelse:

  • Et klart oversøisk område. Den såkaldte saltvandsteori for afkolonise­ring gælder
  • Tilstedeværelse af en subjektiv og objektiv identitet og kultur med en sær­lig identitet og historie, et selvstændigt sprog og andre nati­onale særpræg
  • Kolonistyre gennem længere tid, hvilket bekræftes af Grønlands medtagel­se på listen over ikke-selvstyrende territorier i FN's char­ter
  • Termen "et særligt folkesamfund" i paragraf i loven om hjemmesty­ret af­spejler folkeretsterminologien, hvad angår fuld selvbestem­melse. I præamblen til samme lov henvises der til særlige nationale, kultu­relle og geografiske forhold
  • Særbehandling i danske love, administrativ praksis og udenrigsfor­hold på væsentlige områder (f.eks. at Grønland ikke er medlem af EU efter eget ønske, medlemskab af underregionale organisationer, udelukkelse eller undtagelse i visse danske traktatratifikationer osv.) samt symbolske for­hold (f.eks. flag, frimærker osv.)

Med henvisning til ovenstående er det Selvstyrekommissionens opfattelse, at det grønlandske folk opfylder alle betingelser for at kunne betragtes som et folk i folkeretlig forstand. Samtidig opfatter det grønlandske folk sig selv som et oprindeligt folk, der er solidarisk med andre oprindelige folk.

Selvstyrekommissionen er under sit arbejde blevet opmærksom på, at den dan­ske stat forud for grundlovsændringen i 1953, hvor Grønland blev en lige­berettiget del af det danske rige, undlod at lade det grønlandske folk få mulighed for at tage stilling til eventuel løsrivelse fra den danske stat. Kommissionen skal på den bag­grund anbefale over for landsstyret at af­dække begivenhedsforløbet omkring grund­lovsændringen i 1953.

De oprindelige folk står med særlige problemer med hensyn til at bevare deres eksistensgrundlag og få beskyttet deres rettigheder. Derfor er en aktiv indsats fra grønlandsk side nødvendig.

I den gældende hjemmestyrelov udgør Grønland "et særligt folkesamfund inden for det danske rige." Det betyder efter Selvstyrekommissionens op­fattelse, at hjemmestyreloven ikke fuldt ud anerkender det grønlandske folk som et folk i FN's forstand, men blot som et "særligt folkesamfund".

På baggrund af ovenfor anførte grunde er det derfor Selvstyrekommissio­nens opfattelse, at oprindelige folks rettigheder for tiden handler om min­dretalsbe­skyttelse inden for en stat, hvilket indebærer at retten til fuld selvbestemmel­se er blokeret.

Adspurgt har det danske udenrigsministerium med henvisning til § 1 i Grundloven svaret, "at Kongeriget Danmark er ét folkeretssubjekt"; men Selvstyrekommissionen skal med henvisning til foranstående argumentati­on fastholde sin opfattelse af, at det grønlandske folk er et folk i folkeretlig forstand.

 Til toppen

1.5 Muligheder for en fremtidig ordning af forholdet mellem Grønland og Danmark

Udgangspunktet for Selvstyrekommissionen er, at der er tale om en proces mel­lem to parter, dvs. Grønland-Danmark.

Selvstyrekommissionen har derfor set på andre fællesskabsformer og Grønlands øvrige muligheder.
Kommissionen er nået frem til et forslag der bygger på en aftale (Partner­skabstraktat) mellem parterne indenfor rigsfællesskabet.

En sådan ordning er i overensstemmelse med den dynamiske proces, som hjemmestyret hidtil har befundet sig i, og som må forventes at fortsætte.

Det er en aftaleform, der gør det muligt at tage højde for de betydelige forandringer, der i disse år sker både indenfor rigsfællesskabet, i EU og i øvrige interna­tionale relationer.

 Til toppen

1.5.1 Partnerskabstraktatens indhold

Den 1. maj 1979 trådte lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands Hjemmestyre i kraft. Hjemmestyret har i den mellemliggende periode ud­viklet sig i takt med, at sagsområder er overtaget af hjemmestyret og samtidig med, at de eksterne forhold, som hjemmestyret virker under, har forandret sig. Danmarks medlemskab af EU, hvortil der i stigende grad overføres kompetence, har medført at Grønlands aftalemæssige relationer til EU får stedse større betydning. Desuden undergår verden i denne tid en globaliseringsproces, som også fordrer, at Grønland selvstændigt kan va­retage sine interesser.

Disse forhold og andre gør, at der er behov for at revidere Grønlands stil­ling inden for rigsfællesskabet.
Selvstyrekommissionen har i tilknytning til betænkningen udarbejdet et udkast til traktat med bemærkninger, som indeholder betænkningens an­befalinger om Grønlands fremtidige stilling inden for rigsfællesskabet.

Selvstyrekommissionen har valgt at kalde udkastet "Partnerskabstraktat om Grønlands selvbestemmelse" for at signalere, at der ønskes et godt forhold mellem rigsfællesskabets parter baseret på gensidig respekt, at der er tale om ligeværdige parter, at Grønland anerkendes som et folke­retssubjekt, der selvstændigt kan indgå forpligtelser i forhold til omverde­nen og at Grønland som folkeretssubjekt til hver en tid har ret til selvbe­stemmelse.

I partnerskabstraktat om Grønlands selvbestemmelse og de tilhørende be­mærkninger anvendes begrebet "selvstyre" om Grønlands demokratiske styreform. At "selvstyre" anvendes som betegnelse for den demokratiske styreform i Grønland, skal ikke forstås som blot en justering af den gælden­de ordning om Grønlands hjemmestyre. Begrebet "selvstyre" er valgt med international begrebsanvendelse for øje. "Self-governing", som er det en­gelske begreb for "selvstyre", refererer direkte til det engelske udtryk "selfdetermination", der som internationalt juridisk begreb anvendes om et folks ret til selvbestemmelse. "Selvstyre" som betegnelse for den demo­kratiske styreform skal derfor ikke forstås som en indskrænkning i Grøn­lands ret til selvbestemmelse.

 Til toppen

1.5.2 Partnerskabstraktat - procedure

Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at anbefalingerne kan udmøntes ved at følge én af de nedenfor nævnte nærmere be­skrevne procedurer.

Selvstyrekommissionen foreslår således, at landsstyret og regeringen i fællesskab

  • Forhandler om forslag til Partnerskabstraktat som deref­ter
  • Videresendes til behandling i Landstinget og Folketinget
  • Godkendes ved en folkeafstemning i Grønland
  • Stadfæstes af Regenten, og endelig
  • Ikraftsættes ved særskilt lovgivning i Landstinget og Folketinget

 Til toppen

1.5.3 Den folkeretlige procedure

Når det gælder spørgsmålet om hvilke fremgangsmåder inden for folke­retten, der står til rådighed for det grønlandske folk i udøvelsen af selvbe­stemmelsesretten, foreligger der to hovedmuligheder: forhandlinger og en­sidige afgørelser.

Forhandlingermed Danmark udgør klart den foretrukne fremgangsmåde. Når grønlænderne på demokratisk vis har taget stilling til, hvilke(n) selvbe­stemmel­sesform(er), de agter at udøve, bør en løsning ud fra sådanne ret­ningslinier søges fremmet gennem frie og retfærdige forhandlinger mellem to ligeværdige partne­re. En overgangsperiode eller en trinvis tilgang kan indgå som en del af sådanne forhandlinger.
Nødvendigheden af ensidige afgørelserfor grønlændernes vedkommende kan op­stå, såfremt de ovennævnte forhandlinger ikke bærer frugt eller bli­ver utilbørligt forhalet.

Uanset hvilken fremgangsmåde, der vælges, før der træffes en endelig af­gørelse, bør de gøres til genstand for godkendelse eller forkastelse hos det grønlandske folk gennem en folkeafstemning.

 Til toppen

1.6 Råstofferne

Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at spørgsmålet om

  1. ejendomsretten til undergrunden og
  2. råderetten eller ejendomsretten til ressourcerne i undergrunden

bør anskues som to forskellige problemstillinger. Det er således kommissi­onens udgangspunkt, at staten har højhedsretten til undergrunden, hvor­imod det er op til Grønland og Danmark at aftale, om Grønland kan opnå samme ret til at regulere råstofudnyttelsen indenfor rigsfællesskabets rammer, jf. Færøernes ordning, som beskrevet i dette kapitel.

Råstofpolitikken har mange aspekter. Eksempelvis kan nævnes følgende forhold: Forundersøgelser, efterforskning, herunder prøveboringer og ud­nyttelse, rådighedsretten, privat ejendomsret eller kollektiv ejendomsret til undergrunden osv., økonomi, samfundsøkonomi, forureningsrisici, trans­portmuligheder/begrænsninger osv.

Oprindeligt lå råstofforvaltningen i statens regi. I dag varetages området af Råstofdirektoratet under Grønlands landsstyre.

Sammenfattende kan det siges, at ved ændringen af råstofloven i 1998, har Grønlands landsstyre i dag som det sidste led i beslutningsprocessen, ret til at meddele tilladelser til forundersøgelser, efterforskning samt ud­nyttelse.

Endvidere gælder det, at det paritetisk sammensatte dansk-grønlandske Fællesråd vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland opretholdes med de samme opgaver som oprindeligt fastsat i råstofloven af 1978. Hermed er beslutningsmekanismerne også fastholdt inklusive vetoretten for begge parter. Formanden for Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland skal fortsat udnævnes af Dronningen.

Det udførende led i aktiviteterne omkring råstofferne i Grønland ligger i dag hos Råstofdirektoratet under Grønlands landsstyre. Hvorimod data, analy­ser og vidensbanken ligger hos Danmarks og Grønlands Geologiske Under­søgelser samt Danmarks Miljøundersøgelser. Således skal Råstofdirektora­tet hente denne viden hos de danske instanser i forbindelse med rådgiv­ning og bistand. Denne bistand omfatter forhold af miljømæssig, teknisk, sikkerhedsmæssig, beredskabsmæssig og ressourcemæssig karakter og vedrører råstofaktiviteter på land, på søterritoriet (indenfor 3-sømilegræn­sen) og udenfor dette.

I udnyttelsestilladelser vedrørende mineralske råstoffer skal der i henhold til råstoflovens § 25, stk. 5 fastsættes vilkår om rettighedshaverens beta­ling af udgifter i forbindelse med det grønlandske råstofdirektorats myn­dighedsbehandling af rettighedshaverens virksomhed, herunder den myn­dighedsbehandling der foretages på grundlag af rådgivning og bistand.

Det skal påpeges, at myndighedsbehandlingen af aktiviteterne omkring mineralske råstoffer bærer præg af en lang beslutningsproces og har en tung administrativ organisation.

 Til toppen

1.6.1 Gældende beslutningsproces og administration

Det er kommissionens vurdering, at den lange beslutningsproces og den tunge administrative organisation i høj grad skyldes dobbeltadministration af råstofområdet, mellem Grønland og Danmark.

Dobbeltadministrationen er meget udbredt på det administrative niveau, hvor både Råstofdirektoratet og Energistyrelsen hver for sig og parallelt behandler samtlige ansøgninger om tilladelse til forundersøgelse, efter­forskning eller udnyttelse. Tilsvarende varetager både Råstofdirektoratet og Energistyrelsen sagsbehandling af alle konkrete sager, som skal be­handles i Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland.

Dobbeltadministrationen eksisterer tilsvarende på det politiske niveau. Dels i form af fællesrådets funktion og beføjelser efter råstoflovens § 4 som medfører, at samtlige konkrete ansøgninger om tilladelse til forundersøgel­se, efterforskning eller udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland skal behandles i fællesrådet, før de forelægges landsstyret og regeringen til godkendelse. Dels i form af ligestillingsprincippet og den fælles beslut­ningskompetence mellem landsstyret og regeringen i alle konkrete tilladel­sessager efter råstoflovens § 3 som medfører, at hver enkelt tilladelse skal behandles og godkendes ligeligt i to administrative og politiske systemer, før den kan gives.

Den omfattende dobbeltadministration på råstofområdet skyldes først og fremmest, at staten siden 1979 har fastholdt en fortolkning af hjemme­styrelovens § 8 om kontrollen med Grønlands undergrund som gør, at en­hver konkret beslutning om en tilladelse på råstofområdet skal sagsbe­handles i centraladministrationen og godkendes politisk af regeringen. Uanset den gradvise opbygning og overførsel af kompetence til Grønlands Hjemmestyre gennem årene, så har det ikke været muligt at gennemføre ændringer, hvor hjemmestyret har fået overdraget kompetence til selv at træffe beslutninger om råstofområdets udvikling i Grønland.

I betragtning af, at råstofområdet rummer et af de væsentligste økonomi­ske udviklingsområder for Grønland samt i betragtning af, at de sociale, miljømæssige og samfundsøkonomiske konsekvenser af råstofaktiviteter først og fremmest berører den grønlandske befolkning, er det kommissio­nens opfattelse, at den udbredte dobbeltadministration på råstofområdet bør bringes til ophør og afløses af en mere normal og entydig forvaltnings- og beslutningskompetence. Det grønlandske samfund har behov for en ef­fektiv forvaltnings- og beslutningsstruktur på råstofområdet, som svarer til vilkår og procedurer i andre lande, ligesom placeringen af forvaltnings- og beslutningskompetencen naturligt bør ligge i det grønlandske samfund.

 Til toppen

1.6.2 Råstofloven og øvrig lovgivning

Selvstyrekommissionen finder, at den specielle status, som råstofloven har i forhold til andre lovgivningsområder, bør tages op til kritisk gennemgang i forbindelse med en ændring af lovgrundlaget.
Dette betyder konkret, at man vil anbefale, at de dele af området, som ikke vedrører de konkrete koncessionsspørgsmål, overføres til den normale lovgivning, der gælder for området. Det gælder f.eks. miljø, arbejdsmiljø, arbejdsmarkedslovgivning mv.

Dette betyder, at Selvstyrekommissionen skal anbefale, at landsstyret iværksætter en konkret udredning med det formål at lægge op til en ænd­ring af råstofloven. Denne ændring skal medføre, at spørgsmål om miljøtil­syn, arbejdsmiljø og arbejdsmarkedsforhold o. lign. overføres til de an­svarsområder, hvor disse forhold behandles i relation til det øvrige sam­fund.

I forhold til råstofforvaltningens internationale virke bør en sådan ændring selvsagt ikke medføre, at de ansøgende firmaer får en ringere betjening, end tilfældet er under den nuværende ordning.

Selvstyrekommissionen forudsætter således, at internationale firmaer fortsat kun skal henvende sig ét sted i Grønland, selvom behandlingen af ansøgningen bliver delt op i en råstofdel, en miljødel, en arbejdsmarkedsdel mv. Selvstyrekommissionen anbefaler endeligt, at en sådan ændring planlægges så betids, at de logi­stiske funktioner i relation til kontorer, laboratorier og boliger er sikrede såfremt man vælger en fremgangsmåde, der medfører en yderligere over­førsel af opgaver til Grønland.

 Til toppen

1.6.3 Seneste politiske overvejelser om ny råstofordning

Senest i 2002/2003 er der politisk fremkommet nye overvejelser og for­slag. Landsstyret har således i 2002/2003 rettet henvendelser til Økonomi- og erhvervsministeren med ønsker om at indlede drøftelser om ny råstof­ordning blandt andet med følgende oplæg:

  • Den politiske og administrative kompetence på råstofområdet over­drages til de grønlandske myndigheder
  • Råstofloven erstattes af en bemyndigelseslov i Folketinget og en landstingsforordning i Landstinget, som det kendes fra hjemmesty­relovens § 5. Bemyndigelsesloven kan rumme Danmarks indflydelse på og rammer for Grønlands forvaltning af råstofområdet

I januar 2003 har to folketingsmedlemmer, valgt i Grønland, fremsat et for­slag til folketingsbeslutning om ejendomsretten til ressourcerne i den grønlandske undergrund.

Derudover er der fremsendt et tilsvarende beslutningsforslag til behandling på Landstingets forårssamling 2003 om, at landsstyret pålægges at optage forhandlinger med den danske regering om ejendomsretten til undergrun­den.

 Til toppen

1.6.4 Nye muligheder for en ordning mellem Grønland og Danmark

Med udgangspunkt i regeringens aftale af 22. december 1992 med Færøer­nes landsstyre om råstoffer i undergrunden, har Selvstyrekommissionen gjort sine overvejelser om Grønland kan indgå en lignende aftale. Selvsty­rekommissionen mener, at der kan være muligheder for at indgå en lig­nende aftale mellem Grønland og Danmark om rådighedsretten eller ejen­domsretten til råstofferne i undergrunden i og omkring Grønland.
Selvstyrekommissionen finder det af afgørende betydning, at erfaringerne med den gældende råstofordning med fællesrådet og udviklingen på områ­det gennem hele hjemmestyrets virke også tages med i betragtning i de kommende forhandlinger.

Endvidere fastslår FN's resolution 1803 (XVII), af 14. december 1962, at "folkene og nationerne har retten til permanent suverænitet over deres naturgivne rigdomme og ressourcer". Den 19. december 1966 blev Inter­national konvention om civile og politiske rettigheder underskrevet, hvori det også slås fast, at "alle folk kan til deres egne formål disponere frit over deres naturgivne rigdomskilder og ressourcer uden derved at gøre indgreb i forpligtelser hidrørende fra internationalt økonomisk samarbejde, der er baseret på princippet om gensidig fordel i folkeretten. Et folk må aldrig berøves sine eksistensmuligheder".

Danmark har som medlem af de Forenede Nationer tiltrådt bl.a. disse og har således forpligtiget sig til at følge disse bestemmelser.

Det er således Selvstyrekommissionens klare opfattelse, at Grønland og det grønlandske folk ifølge en række traktater samt verdenserklæringen om menneskerettighederne og erklæringen om uafhængighed for koloni­lande og folk også har disse rettigheder og dermed har mulighed for at få den fulde ejendomsret over undergrundens ressourcer.

 Til toppen

1.6.5 Alternative muligheder og anbefalinger om råstofferne

Selvstyrekommissionen skal slå fast, at vi har med en lille befolkning at gøre og at denne befolkning bebor et meget stort land. Med denne kends­gerning skal Selvstyrekommissionen erkende, at Grønland på langt sigt generelt vil have stor afhængighed af ekspertise udefra, hvad angår akti­viteter knyttet til mineralske råstoffer.

Afhængigheden af ekspertise, kompetence og kapacitet til at fastholde et aktivitetsniveau svarende til det som kapitlet her har beskrevet, vil kræve, at der fortsat må afsættes forholdsvis store ressourcer.

Der synes at være store potentialer for udnyttelse af mineralske forekom­ster m.v. i Grønlands undergrund. Spørgsmålet er ikke kun at sikre suve­rænitet over disse ressourcer i og omkring Grønland, men også et spørgsmål om mulighederne for at efterforske og udnytte disse ressourcer. Det afgørende spørgsmål er, hvorvidt Grønland kan finde en bedre samar­bejdsform eller andre samarbejdspartnere for bedst muligt at få udnyttet disse ressourcer.

Man må endvidere påpege, at selskaber, der leder efter og udvinder såvel hårde mineraler som kulbrinter, er meget ressourcestærke, hvad angår økonomi, jura og anden faglig ekspertise. De offentlige myndigheder skal således kunne trække på tilsvarende kompetence for ikke at komme til kort over for selskaberne.
Selvstyrekommissionen mener, at det grønlandske folk har ejendomsretten eller rådighedsretten til alle naturgivne ressourcer, der findes i og omkring Grønland.

Grønland kan vælge at fortsætte samarbejdet med Danmark og danske virksomheder. Grønland kan også samtidig vælge at etablere nye samar­bejdsrelationer med andre stater eller andre virksomheder udenfor rigsfællesskabet.

Selvstyrekommissionen anbefaler, at hjemmestyret tager kontakt til an­dre samarbejdspartnere end staten, f.eks. andre landes myndigheder eller private selskaber for at få indsigt i, hvorvidt eksisterende samarbejdsaftaler om efterforskning samt hvorvidt fordelingen af udbytte med staten kan erstattes af en mere fordelagtig aftale.

Herefter fremstår følgende muligheder for forvaltningen af Grønlands rå­stoffer:

  • At nugældende ordning fastholdes
  • At Grønland og det grønlandske folk har ejendomsretten til alle ressour­cer i og omkring Grønland, hvorved Grønland sikres en fort­sat efterforskning og udnyttelse af råstoffer på basis af en ny aftale med statens institutioner og/eller andre samarbejdspartnere
  • At der satses på selvstændighed

Den første mulighed vil ikke føre til forandringer. Derfor kan Selvstyre­kommissionen ikke gå ind for denne løsning. Tilbage står de to øvrige mu­ligheder; men, hvorvidt de to øvrige muligheder skal vælges, afhænger af fremtidige overvejelser og forhandlinger.

For alle overvejelserne gælder det, at der politisk foretages nøje vurderin­ger af eventuelle konsekvenser for valget af en eller flere muligheder for ændringer af den gældende ordning vedrørende mineralske råstoffer i Grønland.

Der er i årenes løb foretaget adskillige socioøkonomiske analyser, som bl.a. indikerer, at Grønlands økonomi ved fund af udnyttelige ressourcer kan ændres radikalt. For ikke at udsætte samfundet for voldsomme og uønske­de konsekvenser anbefaler Selvstyrekommissionen, at landsstyret over­vejer en fondsdannelse. Derudover anbefaler Selvstyrekommissionen, at landsstyret nedsætter en overvågningsgruppe, som skal have til opgave til stadighed at følge de socioøkonomiske aspekter af råstofaktiviteterne.

Selvstyrekommissionen skal anbefale, at landsstyret iværksætter en kon­kret udredning, med det formål at lægge op til en ændring af råstofloven. Denne ændring skal medføre, at spørgsmål om miljøtilladelser og miljøtil­syn, arbejdsmiljø, arbejdsmarkedsforhold o.lign. overføres til de an­svarsområder, hvor disse forhold behandles i relation til det øvrige sam­fund.

 Til toppen

2.0 Økonomi og erhvervsudvikling

Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at selvstyre så vidt muligt bør hvile på en selv­bærende økonomi. En selvbærende økonomi betyder i denne sammenhæng en økonomi, hvor statens bloktilskud til Grønland på sigt kan reduceres væsentligt.

 Til toppen

2.1 Forudsætninger for udvikling

Som et samlet begreb for samarbejdsformen mellem Danmark og Grøn­land an­vendes i dette betænkningsbidrag begrebet afhængigheds­øko­nomi. Be­grebet for­tæller, at den ene part på grund af samarbejdsformen til sta­dig­hed gø­res af­hængig af ikke blot direkte øko­nomiske overførsler fra den an­den part, men også af­hængig af at købe varer og tjenesteydelser hos den anden parts virksomheder.

Begrebet afhængighedsøkonomi refererer til en tilstand, hvor et samfunds økonomi er blevet fanget i en ond cirkel. Udviklingen af samfundet kan bero på en eller nogle få indtægter, og det er vanskeligt og måske umuligt at skabe nye udviklings­betin­gelser, der på sigt kan fjerne denne afhængig­hed. Økonomisk afhængighed behandles ofte som værende "de andres skyld", men i denne sammenhæng er der også interne forhold i Grønland, der har været bestemmende for en fortsat afhæn­gighed af samhandel med Danmark.

Indikatorer for afhængighed kan kort beskri­ves som:

  • En ensidig samhandel med Danmark
  • En virksomhedsstruktur, der via ejerskab og tilhørsforhold er udad­vendt mod samarbejdspartnere og handelsforbindelser uden for landet, især i Danmark
  • En finansiel struktur, hvor en væsentlig del af opsparing placeres uden for lan­det, primært i Danmark
  • En offentlig økonomi, der for størstepartens vedkommende er finan­sie­ret af udefrakommende tilskud, som ikke er tilpasset landets økonomi­ske formåen

For at skabe en økonomisk vækst i Grønland skal vi skabe et fordelagtigt samarbej­de og samhandel med omverdenen. Samhandelen i dag viser, at der trækkes vær­dier ud af Grønland gen­nem den handel og anden udveks­ling af varer og tjenester, der løbende finder sted til og fra omverdenen, især Danmark.

Værdioverførslen sker ikke blot ved indkøb af for­brugsvarer og tjeneste­ydelser samt produktions­midler, men også ved at fisk og rejer eksporteres som simple rå­varer eller halvfa­brikata, som først forædles i ud­landet. Dette er uheldigt, fordi det er i foræd­lingsleddet, at værditilvæk­sten primært sker.

I dag er der stort set ingen begrænsninger i danske virksomheders mulig­heder for at være aktive på det grønlandske marked. Samtidigt er det me­get vanskeligt for grønlandske virksomheder at konkurrere med danske virksomheder på grund af manglende volumen på hjemmemarkedet, men også på grund af manglende ud­dannelse og dermed manglen­de produkti­vitet i virksomhederne.

Selvstyrekommissionen anbefaler, at den eksisterende ulige konkurrence mellem danske og grønlandske virksomheder på det grønlandske marked omdannes til et samar­bejde i form af f.eks. joint-ventures, hvor grønland­ske virksomheder får mulighed for at opbygge deres kompetence og der­med udvikle sig på lige fod med de danske virk­somheder.

Et væsentligt element i afhængighedsøkonomien er for Grønlands ved­kommende selve tilskudspolitikken. Modtagelse af bloktilskud samt anven­delsen af tilskud, især fra Landskas­sen til regioner og erhverv, betegnes her samlet som "til­skudspolitik­ken".

Ud over samhandelen med Danmark fremstår tilskudspolitikken som det mest syn­lige tegn på en tilstand af afhængighedsøkonomi her i landet.

Der er allerede flere initiativer i gang for at fjerne eller mindske tilskudspo­litikkens rolle, men disse initiativer bør følges op af konkrete initiativer til at effektivisere brugen af bloktilskuddet.

Effektiviseringen kan ske ved at mindske forbruget i den offentlige sektor samt til­skud til erhverv og lokalområder, der har vanskelige vilkår, således at dele af blok­tilskuddet i fremtiden kan benyttes til opbygningen af bære­dygtige erhverv, der på sigt kan konkur­rere med danske virksomheder og dermed bringe det grønlandske samfund ud af den onde cirkel, som det befinder sig i på det økonomiske og er­hvervspolitiske område.

Ved Landstingets efterårssamling år 2000 fremlagde det daværende lands­styre redegørelsen "En vision for fremtiden - Oplæg til Strukturpolitisk Handlingsplan". Handlingsplanen beskriver flere initiativer, som Selvstyre­kommissionen har tilslut­tet sig.

Det er dog Selvstyrekommissionens op­fattelse, at disse initiati­ver ikke er nok. I processen omkring strukturpolitisk hand­lingsplan mangler der et bre­dere udvik­lingsperspektiv. Det hele sker oppefra og nedefter, og der mangler forankring af udviklings­processen såvel hos befolkningen som hel­hed som hos de politi­kere, be­folkningen har valgt. Derfor opstår ofte en zig­zag-kurs, når politikerne vil gen­nem­føre konkrete tiltag, fordi befolknin­gen ikke er taget med på råd og der­med ikke forstår, hvorfor dette tiltag er nødvendigt, og derfor selvfølgelig modarbejder det, hvis der sker forringel­se af deres egne livs­betingelser. Dette er et eksempel på, at en succesrig udviklingsproces kræ­ver, at de kulturelle og politiske forhold skal have en fremtræden­de placering i den økonomiske udviklingsproces.

Selvstyrekommissionens grundlæggende opfattelse af arbejdet med en ny strategi for de sam­fundsmæssige aktiviteter kan fastsættes på følgende måde:

Det grundlæggende omdrejningspunkt for økonomi og er­hvervsudvikling må være den selv-centrerede økonomiske ud­vikling, hvor hensynet til samfundets samlede interesser er målet for den samfundsmæssige pro­duktion. Det betyder, at sam­fundsnytte ikke kun kan måles ved den driftsøkonomiske kal­kule, men i sidste ende må måles ved at belyse de mulige konsekvenser.

Selvstyrekommissionens opfattelse af de grundlæggende principper for en ny strategi for Grønlands samhandel og samarbejde med Danmark og ud­landet kan formuleres på føl­gende måde:

Samarbejdsformen mellem Danmark og Grønland har haft nogle uheldi­ge kon­sekvenser for den grønlandske økonomi. Bl.a. bli­ver det somme tider fremført, at samfundet ikke bliver drevet til­strække­ligt omhyg­geligt og effektivt, fordi bloktilskuddet er en sovepu­de. Det fremføres end­videre, at den grønlandske øko­nomi og er­hvervsudvikling lider under den ulige konkurrence fra danske virksomheder. På denne baggrund er der behov for ud­vikling af et nyt partnerskab mellem Danmark og Grønland på det økono­miske og erhvervspolitiske område, hvor der ska­bes erhvervs­politisk samarbejde frem for konkurrence, og hvor der sik­res en effektivisering af anvendelsen af bloktilskuddet.

 Til toppen

2.2 Udenrigsøkonomien

Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at den ensidige fokus fra poli­tisk side på Lands­kassens og kommunekassernes økonomi bør ændres til fokus på den samlede samfundsøkonomi, herunder ikke mindst udenrigs­økonomien.

Udenrigsøkonomien er en afgørende faktor til at fremme et lands vel­standsudvik­ling. Dette gælder ikke mindst for Grønland, der med en meget ensidig økonomi og et lille befolkningsgrundlag, har behov for en meget stor udveksling af varer og tjenesteydelser. En hensigtsmæssig udveksling af varer og tjenester øger mulighederne for at skabe velstand. Derfor er det vigtigt, at den politiske debat sætter yderligere fokus på Grønlands samhandel med omverdenen.

For år 2001 viser beregningerne i dette kapitel, at import og eksport af varer og tjenesteydelser tilnærmelsesvis er lige store. Herudover omfatter de løbende beta­linger for dette år nogle ensidige betalinger ind i landet. Det er betalinger i forbin­delse med statens udgifter i og ved Grønland samt EU's betalinger for fiskerirettig­heder. De ensidige betalinger vil for største­delens vedkommende give Grønland mulighed for f.eks. at købe varer i udlandet. Dette kaldes en fordringserhvervelse.

En fordringserhvervelse betyder, at Grønland råder over midlerne og kan bruge dem til offentlig eller privat forbrug, investeringer o.a. Fælles for de for­skelli­ge må­der at forbruge fordringserhvervelsen på er, at det på et gi­vet tidspunkt vil give anledning til import af varer eller tjenesteydelser for størstedelens vedkommende. Dette sker ikke. Spørgsmålet er så, hvor dette betydelige beløb forsvinder hen.

Den normale antagelse er, at bloktilskuddet efter en kort cirkulation i Grønland går til en betydelig import. Men som nævnt udligner eksporten og importen hinanden.

En forklaring kan være, at pengene akkumuleres i offentlig og privat regi. Da der ikke er opbygget større formuer i hverken hjemmestyret eller kom­muner­ne, må det derfor formodes, at der løbende sker en overførsel af en temmelig stor sum penge via offentligt ejede selskaber og private til om­verdenen.
Der var i år 2001 et overskud på de løbende poster overfor Danmark på ca. 3,0 mia. kr. Der vil være udsving år for år. Det forventes dog, at de fore­gående år har nogenlunde samme resultat på betalingsbalancen. Dette overskud år efter år giver dog ikke anledning til akku­mu­lation af kapital her i landet. Overskuddet giver heller ikke anledning til store inve­steringer her i landet.

Grønlands placering i den globale handel er karakteriseret af følgende for­hold:

  • Eksport af råvarer, hvor værditilvæksten i stor udstrækning sker uden for lan­det i forbindelse med forædling til halvfabrikata eller forbrugs­varer
  • En fortsat forøget afhængighed af forbrugsvarer, luksusvarer og tek­nolo­gi­avancerede produktionsmidler

Det kræver således store forandringer i den eksisterende samhandel, hvis der skal skabes en forbedret handelsbalance mellem Grønland på den ene side og Danmark og den øvrige omverden på den anden side.
En strategi til at forandre samhandlen med omverdenen kunne omfatte oprettelsen af nogle få styrkepositioner, hvor landet har komparative for­dele frem for andre lande. De overordnede kriterier for denne type produk­tioner må om muligt omfatte følgende fire for­hold:

  1. Forholdsvis stor anvendelse af ikke-faglært arbejdskraft, fordi der el­lers vil kunne blive tale om yderligere import af arbejdskraft med faglig kompetence, som Grønland ikke er selvforsynet med
  2. Import af varerne må gerne omfatte relativt store transportomkost­nin­ger i for­bindelse med transport til landet. Det vil give en inden­landsk pro­duktion en fordel frem for konkurrerende varer fra udlan­det
  3. Forholdsvis små investeringer til at igangsætte produktion, fordi der i omstil­lingsprocessen til en selvbærende økonomi vil være behov for in­vestering på en lang række områder
  4. En i forvejen stor indenlandsk efterspørgsel, således at en fremtidig eks­port kan støttes af efterspørgsel internt fra Grønland. Som ek­semp­ler kan næv­nes følgevirksomheder til fiskeri og fiskeindustri. Små pro­duktioner vil her kunne få stor betydning. Dette kunne f.eks. være hundefoder i forbindelse med anvendelse af affald fra fi­skeindustri, plast­dunke, høn­seri, kartoffelavl m.v.

Importbegrænsende produktion skal gennemføres med omtanke: Samtidig med at told og afgifter kan dæmpe import, vil denne form for politiske ind­greb også forøge omkostningsniveauet for de erhvervsgrene, der benytter varen i produktionen. Told og afgifter på forbrugsvarer kan på samme måde få den kon­sekvens, at løn- og prisniveauet stiger.

Anvendelsen af importsubstitutionsstrategi har således en del komplikatio­ner. Der­for må det formodes, at anvendelsen af en sådan strategi bør gen­nemføres på nogle ganske få, specielt udpegede produktioner.
Selvstyrekommissionen finder det vigtigt at vurdere, hvordan Grønlands varebalan­ce i for­hold til Danmark kan forbedres. Det bør undersøges, hvordan der kan ske forøgelse af forarbejdning af fiskeriprodukter i Grøn­land samt forøgelse af følgeindustri- og service.

Samhandelen mellem de to enheder i rigsfællesskabet er den klassiske mellem økonomiske udkantsområ­der og centerområder: Produktionsmidler og andre højt forædlede varer i bytte for råva­rer til industrien.
Denne arbejdsdeling - eller rettere en ændring af den - kan vise sig at være nøglen til i fremtiden at sikre Grønland en selvbærende økonomi, hvis det lykkes at foran­dre om­kostningsstrukturen (f.eks. prisen på løn, trans­port, el og vand) i samfundet, således at f.eks. forædlingsvirksomhed in­den for bearbejd­ning af fisk og skaldyrsprodukter kan ske her i landet. Dette vil også give mulighed for forøget følgevirksomhed.

Selvstyrekommissionens anbefalinger vedrørende udenrigsøkonomien kan sammenfattes til følgende punkter:

  • Den ensidige fokus fra politisk side på Landskassens og kommunekas­sernes økonomi, bør ændres til fokus på den samlede samfundsøko­nomi, herunder ikke mindst udenrigsøkonomien. Et Grønland på vej mod selvstyre og en selvbærende økonomi må i langt højere grad end nu fokusere på mulighe­den for at forbedre betalingsbalancen og der­med de økonomiske bevægelser ind og ud af landet
  • Politikerne skal sikres bedre indsigt og skal have bedre rådgivning om de udenrigsøkonomiske forhold
  • Det statistiske grundlag for vurdering af den samlede samfundsøko­nomi skal forbedres. F.eks. bør der sikres en årlig redegørelse for nati­onalregnskabet og for den samlede betalingsbalance med ud­landet. Selvstyrekommissionens principbetænkning anbefaler, at der ned­sættes et eget grønlandsk rådgivende udvalg vedrø­rende økonomi. Selvstyrekommissionen indstiller, at sekretariatet for det rådgiven­de udvalg får til opgave at udarbejde nationalregnskab samt beta­lingsba­lan­ce og andre økonomiske redskaber til brug for rådgivning af det po­litiske ni­veau i landsstyret og Landstinget
  • Der skal formuleres en konkret handelspolitik. Handelspolitikken skal bl.a. åbne op for, hvordan det grønlandske samfund bedst mu­ligt for­synes med varer af enhver kategori. Samtidig skal det un­dersøges, om eksisterende potentialer for eksport af varer til nabo­landene samt an­det forsyningsmæs­sig samarbejde kan forbedres
  • Selvstyrekommissionen anbefaler, at det undersøges, hvorvidt der kan gennemfø­res konkrete initiativer til at for­bedre den finansielle struktur og lovgivning vedrørende finansforhold her i landet. For­målet er at imødegå de læka­ger, der skabes, når opsparing og ka­pital akku­mulation placeres uden for landet. Nye initiativer på fi­nansområdet kan være ressourcemæssigt kost­bare, men det må ses i lyset af, at penge­strømmene ud af landet er tilsva­rende meget store
  • Selvstyrekommissionen indstiller, at de udenrigsøkonomiske for­hold omkring de of­fentligt ejede selska­ber belyses yderligere. Selv­styre­kommissionen indstiller endvi­dere, at hjemmestyret anmoder selska­berne om i deres regnskaber at præcisere, hvor deres akti­vi­teter fore­går, henholdsvis i Grønland og omver­denen.

 Til toppen

2.3 Strategi til opnåelse af en bæredygtig økonomi

De forandringsprocesser, der skal skabes og gennemføres, skal ske på ba­sis af en så bred forståelse og opbakning fra befolkningen som muligt. Dette har været den grundlæggende målsætning for Selvstyrekommissio­nen helt fra starten af udredningsarbej­det.

Dette stiller krav til både debatform og tidsforbrug til de indledende pro­cesser: Der skal gives tid til, at befolkningen får adgang til information om forandringsproces­serne. Der skal også opstilles planer for, hvordan der kan udveksles erfaringer mellem den enkelte borger, borgernes interesseorga­nisationer og de instanser, som i den sidste ende skal gennemføre for­an­dringsprocesserne.

Kommissionen har af tids- og ressourcemæssige grunde ikke behandlet alle idéer, som kunne få positiv indvirkning på landets økonomi. Som eksempel kan nævnes kapitalisering af boligmarkedet og de muligheder, som dette vil give for finansiering af nye erhvervsaktiviteter. Et andet eksempel er de økonomiske konsekvenser af de fortsatte indenlandske og internationale bestræbelser på at udvikle bæredygtighedsprincippet for anvendelse af ikke-fornyelige ressourcer, som f.eks. fossile brændstoffer, formindskelse af CO2-udslip m.v.

Selvstyrekommissionen har formuleret en strategi, som tager sit udgangs­punkt i nogle overordnede forhold, der vides at være bred opbakning om­kring. Disse emner kaldes strategiens hovedelementer:

1. hovedprincip:
Omlægning af den offentlige sektor: Udgifterne til den of­fentlige sektor skal stå mål med samfundets økonomiske formåen.

2. hovedprincip:
Alle skal bidrage til samfundsøkonomien.

3. hovedprincip:
Der skal udvikles et selvcentreret erhvervsliv.

Forandringerne må ikke skabe nye marginaliserede og udstødte. Derfor må der ikke blive tale om ensidige nedskæringer og lukninger af offentlige in­stitutioner og virk­somheder. Der bliver derimod tale om at konvertere be­skæftigelse fra nuværende arbejdspladser til nye arbejdspladser.
Målet er at få en selvbærende økonomi: Grønland skal blive uafhængig af bloktil­skuddet og af de økonomiske virkninger, som statens tilskud giver ude i samfundet. I dag er bloktilskuddet på 2,9 milliarder kroner.

Dette mål kan umiddelbart virke vanskeligt at opnå. Men netop indholdet i de tre hovedprincipper nævnt ovenfor skjuler nogle ressourcer, som vi al­lerede har, men som vi bare ikke udnytter godt nok i dag. En fuld integra­tion af alle til at bidrage til samfundsøkonomien og en omlægning af den dyre offentlige sektor vil i sig selv kunne erstatte bloktilskuddet. Vel at mærke, hvis vi får en selvcentreret erhvervs­udvikling, hvor overskud ak­kumuleres her i landet og bidrager til finansiering af nye erhvervsaktivite­ter.

 Til toppen

2.4 Omlægningen af den offentlige forvaltning

Den offentlige sektor i Grønland har udvist en betydelig vækst siden ind­førelsen af hjemmestyreordningen. Dette skyldes primært en løbende hjemtagelse af nye sagsområder fra staten. I forbindelse med overførsel af opgaver fra staten til hjem­mestyret og kommunerne, har hjemmestyret og kommunerne samtidigt brugt for­holdsvis flere ressourcer til videreførelsen af disse opgaver.

Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at den offentlige sektor er ble­vet for stor. Især beslaglæggelsen af næsten halvdelen af arbejdsstyrken giver et alvorligt struktur­problem for landets økonomi. Opgørelser fra 1998 fra Grønlands Statistik viser, at der var 14.677 ansatte i den offentlige sektor. Dette betød, at der dette år blev udbetalt ca. 2,2 milliarder kroner i lønsum til ansatte i hjemmestyret og kommu­nerne.
Udover de beskæftigelsesmæssige problemer bliver det også stadigt van­skeligere at finansiere den offentlige sektor. Det er Selvstyrekom­missio­nens opfattelse, at hvis der skal skabes en mere selvbærende øko­nomi, skal der ske en betydelig reduktion af den offentlige sektor.

Selvstyrekommissionen anbefaler, at der gennemføres en omlægning af den of­fentlige sektor. Omlægningen skal sikre spredning af kompetence og ansvar til regioner­ne. Det er samtidigt Selvstyrekommissionens opfattelse, at skal der sikres en reel kompetence­spredning, så skal der medfølge res­sourcer.

Men decentralisering rummer også muligheden for nye problemer. Blandt andet kan de decentrale instanser mangle tilstrækkelig kapacitet og kom­petence til at sikre kvalitet og omkostningseffektivitet i opgaveløs­ningen. Kompetencespredningen øger derfor koordinationsbehovet hos de lands­dækkende myndigheder. Derfor an­befaler Selvstyrekommissionen, at der etableres en rammelovgivning for kommunernes forvaltning, hvor rammer­ne fastsættes fra centralt hold. Rammelovgivningen skal bl.a. sikre det centrale niveau sanktionsmuligheder, hvis ikke kommunerne over­holder rammebetingelserne.

Decentralisering i forbindelse med spredning af kompetence og ansvar kan inde­bære både fordele og ulemper. Decentraliseringen forkorter afstanden mellem myndigheder, politikere og borgere. Dette giver bedre muligheder for et levende demokrati og en lydhør forvaltning.

Derfor anbefaler Selvstyrekommissionen, at der sker sammenlægning af kommuner i regi­onerne, og hvor der er tale om eksisterende kommuner isoleret på kysten og i yderdistrikterne anbefales samarbejdsaftaler mel­lem en større kommune og en til flere små kommuner.

Selvstyrekommissionen finder det afgørende, at princippet om udviklingen af en selvbæ­rende økonomi bliver en hjørnesten for, hvordan den offentlige sektor videreudvik­les. Dette skal ske ved, at hver enkelt kommunalbesty­relse og hver enkelt bygde­bestyrelse føler et medansvar for udviklingen af en selvbærende økonomi.

Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at den centrale og decentrale offentli­ge sektor kan forbedres væsentligt, hvis samarbejdet organiseres på en ny måde.

Selvstyrekommissionen anbefaler, at der tages udgangspunkt i et nær­hedsprincip. Nær­hedsprincippet indebæ­rer, at såfremt en opgave kan ud­føres af kommunerne, så skal det udføres af kommunerne, fordi borgernes indsigt, deltagelse og indflydelse dermed forøges. Nærhedsprincippet sik­rer, at den offentlige myndighed og de of­fentlige udviklings­opgaver udføres så tæt på borgerne som muligt.

Selvstyrekommissionen anbefaler, at de eksisterende planer om spred­ning af kompetence fra centrale myndigheder til regionale myndigheder under hjemmestyret erstattes af forøget delegation af kompetence og an­svar til kommunerne. Der skal være tale om en reel spredning af kompe­tence til kommunerne. Derfor anbefaler Selvstyrekommissionen, at befø­jelser vedrørende delegation af opgaver inden for f.eks. tra­fik, te­lekommu­nikation, energiforsyning m.v. videreføres i kommunalt regi, således at det kommunale selvstyre får fuld beføjelse til at sikre servicering af borgerne.

Men Selvstyrekommissionen indstiller, at denne decentralisering kun gen­nemføres under betingelse af, at de eksisterende kommuner finder sam­men i nyt samarbejde, såle­des at f.eks. antallet af kommuner mindskes betydeligt. Selvstyrekommissionen forventer ikke, at denne nyorganisering af kommunerne vil ske gnidningsløst, hvorfor Selvstyrekommissionen an­befaler, at kommunerne får seks år til denne proces. Herefter fore­slås den nye organisering af kommunerne fastsat ved lov.

Selvstyrekommissionen erkender, at det på flere områder fortsat kan være nødvendigt at bibeholde naturlige monopoler, hvor helt eller delvist offent­ligt ejede selskaber va­retager produktion og service. I den udstrækning disse monopoler bibeholdes, øn­sker Selvstyrekommissionen disse selska­bers aktiviteter begrænset til deres kerneopgaver. I dag fremtræder de som selskaber, der har overta­get en lang række produktions- og service­aktiviteter, som private selskaber i kon­kurrence langt bedre kunne påtage sig.
Endvidere anbefaler Selvstyrekommissionen, at disse selskabers service­kontrakter og lig­nende ikke længere gennemføres med hjemmestyrets centralforvaltning. I forbin­delse med ovennævnte betragtninger og ønske om gennemskuelighed og spredning af kompetence og ansvar, ønsker Selvstyrekommissionen disse kontrakter forhandlet af de nye kommunale samarbejdsorganisationer, som Selvstyrekommissionen anbefaler etable­ret.

Selvstyrekommissionen indstiller, at der etableres en strukturovervåg­ning, således at det politiske niveau kan gennemføre konjunkturregulering. Med en meget åben økono­mi, der bygger på konjunkturfølsomme erhverv som f.eks. fiskeri og turisme, er det vigtigt, at økonomien løbende kan re­guleres ved hjælp af en aktiv finanspolitik. Finanspolitikken skal ikke blot imødekomme udsving i økonomien år for år, men også inden for det en­kelte år være et redskab til at udligne de store sæsonudsving i beskæfti­gelsen inden for hovederhvervene.

Selvstyrekommissionen anbefaler, at de offentlige budgetter i højere grad gøres gennem­skuelige, således at offentligheden får større indsigt i, hvad de offentlige midler bruges til. F.eks. bør der i budgetpraksis sikres fokus på, hvilke typer udgifter, der er produktivitetsfremmende eller som kan opfattes som investeringer i fremtiden. På sigt kan der på denne måde skabes fokus på f.eks. uddannelse og forebyggelse frem for at fokusere på udgifter, der udelukkende, og kun midlertidigt, reparerer på samfunds­mæssige strukturproblemer via f.eks. tilskud.

En mulighed for at nedbringe de offentlige udgifter er at indføre brugerbe­taling eller at gennemføre privatisering. Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at brugerbetaling og privatisering (udover den ovennævnte fo­kus på forvaltningsområdernes kerne­kompetence) inden for de fleste om­råder kun kan finde begræn­set anvendelse. Fuld brugerbetaling til f.eks. børneinstitutioner, alderdomshjem, uddannelse m.v. kan kun bidrage til un­derminering af vel­færdssamfundet.

Selvstyrekommissionen anbefaler imidlertid, at der så vidt muligt skabes forsikringsordnin­ger, således at den enkelte borger efter evne overtager et større an­svar for sit eget liv. Sådanne ordninger kan f.eks. omfatte forsik­ring i for­hold til sygdom, pensionsopspa­ring m.v.

Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at ansvar og finansiering skal følges ad. Derfor foreslår Selvstyrekommissionen, at en kommende nyori­entering af de økonomiske ordnin­ger mellem hjemmestyret og kommuner­ne som hovedprincip lægger det økonomi­ske ansvar og dermed finansie­ringsopgaverne i kommunalt regi, således at kom­munerne så vidt muligt selv skal varetage den fulde opgave i forbindelse med ud­vikling af en selv­bærende økonomi.

Det afgø­rende er, at princippet om gennemførelse af en selvbærende øko­nomi dan­ner basis for alle regioner og enkelt-kommuner. Efter en over­gangsfase skal de økonomiske zoner som hovedprincip være selvbærende. Kun mellemudligninger på grund af en skæv koncentration af centrale in­stitutioner mellem de enkelte zoner bør komme på tale.

Den enkelte kommune skal som hoved­princip selv betale for den service, som borgerne modtager.
Selvstyrekommissionen anbefaler som tidligere nævnt, at det fælleskom­munale samarbej­de videreudvikles til egentlig kommunesammenlægning i regionerne, samt at nye større kommuner gives større kompetence end i dag. Kommunerne skal sikres større ind­flydelse på en række nye områder, f.eks. fordelingspolitik, skat­tepolitik, forsyningspolitik m.v.

Der er således tale om både at omlægge den ek­si­sterende kommunale for­valtning og omlægge denne forvaltnings sammenspil med de cen­trale myndigheder i hjem­mestyret.

Selvstyrekommissionen ønsker en kompetencespredning, der også omfat­ter nogle af de strukturpolitiske opgaver, som i dag varetages af landssty­ret og dets direktorater, således at de nye store kommuner bliver i stand til at gennemføre strategi og koor­dination af deres samlede økonomi. Det øko­nomiske ansvar for, at borgerne i de enkelte bosætninger får den servi­ce, som de ønsker, fra kommunerne og fra den regionale forsyning, skal gives til kommunalbestyrelsen, som bosætningerne hver især vælger re­præsentanter til.

 Til toppen

2.5 Alle skal bidrage til samfundsøkonomien

At sikre arbejde til alle har været en af hjemmestyrets grundforpligtigelser. Under hjemmestyret har vi erfaret, at den indsats, der er gjort, ikke har fungeret, som den skulle. Der har i hele perioden været et jobunderskud, og der har i dag ophobet sig en stor gruppe af personer i arbejdsdygtig al­der, der af forskellige årsager ikke bidrager nok til samfundsøkonomien.

Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at den relativt store marginali­sering og udstø­delse fra arbejdsmarkedet er resultatet af en manglende kobling mellem politik­områderne økonomi, beskæftigelse og social- og ar­bejdsmarked.

Hvem der bidrager med hvad til samfundsøkonomien, er vanskeligt at gøre op. En uddannelsessøgende bidrager ikke for øjeblikket til samfunds­økono­mien. Men ved hjælp af sin uddannelse vil vedkommende senere kunne blive en nøgleperson i en af de vigtige erhvervsaktiviteter, som vi alle gerne skulle bidrage til.
I denne sammenhæng er gruppen af personer, der ikke i tilstrækkelig grad bi­drager til samfundets pengeøkonomi defineret til at være:

  • Ledige
  • Personer på offentlig hjælp
  • Førtidspensionister
  • Personer i tilskudsjobs
  • Personer der primært indgår i en subsistensøkonomi

Det væsentligste bidrag til fuld beskæfti­gelse og økonomisk vækst er en forøget og forbedret ungdoms- og uddannelsesindsats. Der skal sikres en så tidlig indsats som muligt for at give de nye ungdomsårgange den størst mulige menneskelige ballast.

En for­øgelse af det samlede uddannelsesniveau i arbejdsstyrken er afgø­rende, fordi der er et stort behov for at forøge produktiviteten på de eksi­sterende arbejds­plad­ser, og fordi nye arbejdspladser normalt kræver ud­dannet personale. Samtidig er der en klar sammenhæng mellem marginali­sering og mangel på uddannelse. Har en per­son en uddannelse, vil der også normalt være beskæftigelse til personen på ar­bejdsmarkedet. Ikke-faglærte har en betydelig risiko for at blive ramt af ar­bejds­løshed. Denne risiko må forventes at blive forøget i de kommende år, fordi efter­spørgslen efter ikke-faglært arbejdskraft må forventes fortsat at falde i fremti­den.

Det eksisterende uddannelsessystem skal åbnes op for gruppen af margi­naliserede. I dag falder for mange ud af uddannelsessystemet, hvorefter produktionsprisen på de relativt få fuldførte bliver alt for høj.
Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at der samtidigt med en sikring af en forbedret produktionsøkonomi i uddannelsessystemet, skal tilføres uddannelsessystemet be­tydelige beløb til efteruddannelse af marginalise­rede. Dette vil være en af de vigtig­ste investeringer for Grønland i arbejdet for at skabe en selvbærende økonomi.

Marginalisering og udstødning danner en gruppe i arbejdsdygtig alder, der kan be­tegnes som lavindkomstgruppen. Gruppen er kendetegnet ved, at den ofte ikke kan forsørge sig selv. Forsørgelsen sker ved betydelig over­flyt­ning af sam­fundsres­sourcer til offentlig forsørgelse af gruppen eller til sikring af mindstelønnen.

Men ligeså vigtigt er det, at de ikke bidrager til vores fæl­les livsgrundlag i stort nok omfang. Deres skattebetaling er lille eller helt fraværende. På den måde kan det således formuleres, at de ikke bidrager tilstrækkeligt til samfundsøkonomi­en.

I det følgende defineres lavindkomstgruppen til at være skattepligtige per­soner, der har en årlig bruttoindkomst under S.I.K.'s mindsteløn.

(Note: Bruttoindkomsten er summen af A-indkomst og B-indkomst, og er således udtryk for personens samlede indtjening, excl. offentlige ydelser. De offentlige ydelser omfatter takst­mæssig hjælp, offentlig hjælp m.v., boligsikring, boligbørnetilskud (ophævet 2001) og børne­tilskud. De samlede udbetalinger på disse områder er på ca. 0,3 milliarder kroner og gives primært til lavindkomstgruppen. Egen fangst ind­går heller ikke i bruttoindkomsten. For selv­erhvervende fratrækkes vareforbruget omsætningen. I beregningerne i dette afsnit er anvendt tal fra året 1999. Tallene omfatter personer i alderen 25-59 år, i alt 28.346 personer. Kilden til oplysningerne er en særkørsel fra Grønlands Statistik, oktober 2001.)
Hele 40,8 pct. af de 25-59-årige kunne i 1999 på denne baggrund beteg­nes som at tilhøre lavindkomstgruppen.

Lavindkomstgruppen, der som ovenfor beskrevet ikke i tilstrækkelig om­fang bidra­ger til samfundsøkonomien, omfatter i alt 11.556 personer.

Geografisk set kan lavindkomstgruppen ikke siges specielt at tilhøre be­stemte geo­grafiske bosætninger. For bosætningerne som helhed har otte byer og 55 bygder en overgennemsnitlig repræsentation af personer fra lavindkomstgruppen i forhold til landets gennemsnit.

Tre fjerdedele af lavindkomstgruppen er bosiddende i byerne, mens en fjerdedel er bosiddende i bygderne. Dette betyder, at 36 pct. af de 25-59-årige bosid­dende i byerne er i lavindkomstgruppen, mens der i bygderne er en tilsvarende andel på 69 pct.

Visse bygder har en betydelig del i lavindkomstgruppen. F.eks. omfatter lavindkomstgruppen over 4/5 af arbejdsstyrken i 19 byg­der. Disse bygders økonomiske og erhvervsmæssige grundlag synes såle­des ikke at være bæredygtigt.

Lavindkomstgruppen er spredt på alle kommuner. Der er dog en rela­tiv stor spredning på den andel lavindkomstgruppen udgør i de enkelte kom­muner. Største andel forefindes i Avanersuaq kommune med 65 pct. i lav­indkomstgruppen, mens den mindste andel forefindes i Nuuk kommune med 25 pct.
Den eksisterende tilskudspolitik har primært sit grundlag i forsøget på at skabe identiske levevilkår for alle, uanset hvor de lever i Grønland. For at skabe disse identiske levevilkår er det nødvendigt at give tilskud til er­hvervsvirksomheder eller til lokalsamfund.

Tilskudspolitik er et væsentligt fordelingspolitisk redskab. Men det er sam­tidigt for­udsætningen for opretholdelse af både beskæftigelse og bosætning uden et tids­svarende erhvervsgrundlag. Et væsentligt aspekt af tilskudspo­litikken er anvendel­sen af ikke-kostægte priser for f.eks. transport, el og vand. Det er en afgørende forudsætning for udvikling af en selvbærende økonomi, at erhvervsudviklingen gennemføres på de lokaliteter, der er mindst omkostningstunge.

Selvstyrekommissionen anbefaler, at forbrugerne informeres om den kost­ægte pris for den vare eller tjenesteydelse, de modtager, samt hvor­dan prisreduktionen finansieres. Dette vil give større indsigt i og dermed også en forøget debat om rimeligheden i tilskud til såvel lokalområder, en­kelt­personer som til virksomheder.

Selvstyrekommissionen mener, at denne tilskudspolitik eller fordelingspoli­tik danner basis for en økonomisk udvikling, der ikke er dynamisk nok. In­citamentet til at sikre bedst mulig bæredygtig økonomi har en tendens til at blive formind­sket, når virksomhedens økonomi eller lokalsamfundets opretholdelse sik­res af midler udefra.

Selvstyrekommissionen anbefaler, at den eksisterende tilskudspolitik for­andres, således at der i fremtiden primært bliver bevilget tilskud målrettet til to formål:

  1. Tidsbegrænsede tilskud til virksomheder i forandringsprocesser eller un­der ny­etablering.
  2. Tidsbegrænsede tilskud til lokalområder eller samfundsgrupper, der af uforudsee­lige grunde mister deres normale indtægt.

Selvstyrekommissionen indstiller samtidigt, at tilskud til erhvervslivet til­passes til­skud i de lande, som vi handler eller konkurrerer med. Ikke mindst er der be­tyd­ningsfulde tilskudsordninger til fiskeri og fiskeindustri i Danmark og EU. Etable­ring af følgeindustri og forædling her i landet skal konkurrere med regioner og virk­som­heder, som modtager tilskud, hvorfor vi også her i landet muligvis tvinges til at fast­holde et relativt højt niveau af til­skud til samme type virksomheder.

Den eksisterende indsats for reintegration af de marginaliserede på ar­bejdsmarke­det fremstår uoverskuelig. Der er f.eks. ikke skabt overblik over, hvad der reelt kommer ud af den indsats, der for øjeblikket foregår i hjemmestyret og kommu­nernes regi.

Selvstyrekommissionen indstiller, at indsatsen som helhed omlægges. Som angivet i for­rige kapitel bør der også på dette område ske en ansvars- og kompetencespredning fra centralt til regionalt niveau. Det anbefales dog, at uddannelsen på kompetence­gi­vende uddannelser fortsat koordine­res fra centralt niveau.

En altafgørende forandring vil være at få brudt den passive forsørgelse. Dette kan kun ske ved at gribe ind over for problemerne arbejdsløshed og lav økonomisk ak­tivitet i lokalområderne. Her bør kommunerne påtage sig et større ansvar end i dag, hvor ansvar og kompetence flyder uklart mel­lem centralt og decentralt niveau.

Selvstyrekommissionen anbefaler således, at de nye større kommuner varetager opgaver­ne med at skabe fornyet grundlag for beskæftigelsessik­ring og økonomisk vækst, mens hjemmestyret varetager planlægning og gennemførelse af de kompetencegi­vende uddannelser.

 Til toppen

2.6 Udvikling af en selvcentreret erhvervsudvikling

For at kunne opnå en større selvbærende økonomi kræves, at en større andel af de indtæg­ter, som man skal have for at få et godt liv, bliver skabt her i landet og i mindre grad bliver tilført udefra. Dette kan kun gøres ved at øge de indtægter, som vi selv skaber, således at tilførslerne udefra (dvs. bloktilskuddet) får en stadig min­dre betydning.

Der er flere måder, hvorved man kan skabe flere ind­tægter i samfun­det. Man kan eksempelvis forøge værdien af den produktion, der allere­de er i gang, eller der kan startes på nye produktioner. Samtidig har bl.a. uddan­nelsesniveauet, løn­niveauet og prisniveauet stor betydning for, hvilke pro­duktioner der kan lægges i landet.

Det er en stor opgave at skulle øge indkomstskabelsen i økonomien. Derfor er det nød­vendigt at have en samlet plan for, hvorledes dette bør ske.

Planen kan deles op i tre overordnede punkter:

  1. De nuværende basiserhverv skal blive rentable
  2. Følgeerhvervene skal vokse og udvikles
  3. En stadig satsning på at finde og udvikle nye er­hverv, både ba­sis- og følgeerhverv

Finansiering af nye arbejdspladser i en ekspanderende erhvervsudvikling er ikke kun et økonomisk spørgsmål. For et hvilket som helst land er det vig­tigt at skabe grundlag for, at et mindretal af ens egen befolkning udvikler sig til arbejdsgivere.

Den udvikling af det private erhvervsliv, der er sket under hjemmestyret har været præget af stor dansk dominans, som er historisk betinget. Selv­styrekommissionen finder, at det er vigtigt at finde muligheder for, at her­boende i højere grad end nu placeres i rollen som arbejdsgi­vere. En kvali­ficeret finansiering af en virksomhed bør altid omfatte forsøg på at skabe dette lokale engagement på arbejdsgiverside.
Selvstyrekommissionen anbefaler, at der i opstartsprocessen i udvik­lings­projekter for of­fentligt støttede nyetableringer af virk­somheder kræves indgåelse af joint-venture aftaler med virksomhe­der, der allerede er etab­leret i f.eks. udlandet. Herved kan en kom­mende ledelse opsuge den nød­vendige kompetence og erfaring, såle­des at der skabes en stabilitet i op­startsprocessen. Der kan samti­digt sikres den nødvendige teknologiover­førsel til nyetablerede virk­somheder.

Det er afgørende, at det politiske niveau primært be­stræber sig på at sikre de bedst mulige rammer for erhvervsudviklingen. Der skal f.eks. etableres effektive, dynami­ske institu­tionelle rammer for såvel erhvervs- som ar­bejdsmarkedsud­vikling, her­under primært opkvalificering af arbejdskraften.

En mere stringent rollefordeling vil på sigt skabe for­øget troværdighed for Grønland som platform for virksomheder. I det omfang der an­vendes til­skud til igangsæt­telse eller videreførelse af en given virksomhed er det af­gø­rende, at disse tilskud fra starten planlægges for en begræn­set tidsperi­ode.

Det politiske niveau skal bestræbe sig på, at forandringer, der får indflydel­se på erhvervslivets rammebetin­gelser, annonceres i god tid og fastholdes i en længere periode og såle­des ikke ændres fra år til år. Der skabes på denne måde en trovær­dig stabilitet i forbindelse med re­guleringer inden for f.eks. finanspolitik, skatte- og af­giftspolitik, indkomstpolitik m.v.

Dette opfattes af mange som et foruroligende grundlag at påtænke opstart af nye importdæmpende produktioner på. Selvstyrekommissionen finder det dog afgørende til stadighed at finde såvel nye eksport- som importmu­ligheder for at forbedre den samlede udenrigsøkonomi. Med hensyn til im­portdæmpende produktion anbefaler Selvstyrekommissionen, at der gen­nemføres konkrete analyser af muligheden for at dæmpe importen på en lang række områder.

Det væsentligste område synes at være anvendelse af alternative energi­former, så afhængigheden af olie begrænses.

Derimod advarer Selvstyrekommissionen mod en ensidig selvforsynings­strategi, hvor lan­dets erhvervsmæssige kompetence og ressourcer spredes på alt for mange småproduktioner til et i forvejen lille hjemmemarked.

De offentligt ejede selskaber spiller en væsentlig rolle i de udviklingspro­cesser, der skal skabe grundlaget for udviklingen af en selvbærende øko­nomi. De offentligt ejede selskaber har i dag tilsammen en bruttoomsæt­ning på 8-9 milliarder kroner og omfatter dermed den altovervejende del af det samlede erhvervsliv her i landet.

Deres nuværende størrelse og indretning tager sit udgangspunkt i den or­ganisering, der eksisterede, da hjemmestyret blev gennemført. Hjemme­styrets hovedopgave var fra starten at overtage opgaver, som i KGH-regi var blevet etableret i storskala. Dette omfattede både industrielle opgaver (fiskeri- og fiskeindustri) og infrastruk­turopga­ver.

Selvstyrekommissionen finder det nødvendigt med en planlægningsproces på kort, mellem og langt sigt for de offentligt ejede sel­skaber. På kort sigt (3-4 år) skal der gennemføres grundige undersøgelser og evalueringer af selskabernes nu­værende aktiviteter. Formålet med un­dersøgelser er at danne et bedre videns­grundlag hos hjemmestyrets re­præsentanter på så­vel politisk som administrativt niveau. Dette videns­grundlag skal anvendes til dels at finde frem til selskabernes kerneaktivi­teter, dels at give ejerne et grundlag for at fastsætte mere konkrete mål­sætninger for selskabernes servicering inden for disse kerneaktiviteter.
Allerede frigørelsen af de aktiviteter, som ikke opfattes som selskabernes kerne­kompetence, vil betyde en betydelig stimulering af den grønlandske økonomi i form af et gunstigt investeringsgrundlag for nye små og mellem­store selskaber.

På mellemlangt sigt (det kommende årti) må der fastsættes nye mål for, hvilket ejerskab, kompetence og kontrol den offentlige sektor skal bibe­holde over for de opgaver, som selskaberne i dag udfører. I dette arbejde skal der ikke kun være fokus på den mulige kortsigtede gevinst, som en eventuel privatisering kan give for Landskassen. Der skal også være fokus på den samlede nytteværdi for samfundet af en sådan privatisering.

På langt sigt (10-15 år) kan der på basis af de erfaringer, som er indhentet ved omlægning af de offentligt ejede selskaber, gennemføres en mere målrettet overta­gelse af selskaberne af private investorer, der fortsat sikrer selskabernes forankring i den grønlandske økonomi.

Selvstyrekommissionen anbefaler på denne baggrund, at de offentligt ejede selskaber i de kommende år indskrænkes og målrettes til primært at udøve deres kerne­kompetence. Selskabernes virke fremstår i dag for uigennemskuelige, og udgør med deres relative store størrelse i forhold til landets økonomi en alt for stor cen­tral risiko for landets samlede økonomi.

Selvstyrekommissionen anbefaler endvidere, at de nye større kommuner overtager be­myndigelsen til at forhandle servicekontrakter og lignende fra hjem­mestyret med de offentligt ejede selskaber.
Fiskeriet kan fra at have været den bærende økonomiske sektor indirekte komme til at fremstå som skranke for vækst i de nye erhverv inden for servicesektoren. Ser­vicesektoren er det altafgørende vækstområde for er­hvervsudviklingen i de fleste lande og er det også i Grønland.

Servicesektoren må forventes at være den sektor, som både indtje­nings­mæssigt og beskæftigelsesmæssigt forøges mest i Grønland i de kommen­de årtier. Fiskeri­erhvervet kan ødelægge servicesektorens udvik­ling, fordi en om­fattende subsidie­ring af erhvervet fastholder en stor del af befolknin­gen og endog de fleste bosæt­ninger i en beskæftigelse, hvor ind­tjeningen uden tilskud er meget lille.

Den nuværende erhvervspolitik er i stor udstrækning indrettet på at skabe det bedst mulige grundlag for de mange mennesker, der er afhængige af indtægter fra fiskeriet. Det har ikke givet anledning til hverken en succes­fuld udvikling af selve erhvervet, udvikling af de fiskeriafhængige bosæt­ninger eller for landets samlede indtjening. Tværtimod. En større og større del af fiskeriet og fiskeindustrien får problemer med at løbe rundt, og poli­tikerne bruger flere og flere penge til at holde erhvervet i gang. Resulta­terne udebliver.
På denne baggrund kan det virke påfaldende, at Selvstyrekommissionen alli­gevel fortsat øn­sker prioritering af udviklingen af dette erhverv for at sikre landet en selvbærende økonomi. Forklaringen er et ønske om at ud­vikle fiskeriet fra, som nu at fremstå som en skranke for økonomisk udvik­ling, til at være det erhverv, der danner grundlaget for vækst inden for både industrien og servicesektoren. Fiskeriet er jo det er­hverv, der udnyt­ter en national naturressource.

Fiskeriet og fiskeindustrien vil også fremover have en afgørende be­tydning for landets økonomi. Fiskerierhvervet skal sikre økonomisk over­skud, ar­bejdskraft og ressourcer til udviklingen af nye erhverv.
Men selve fiskerierhvervet skal gøres uafhængigt af tilskud, og den omfat­tende subsidiering af fiskeriet skal være med til at danne grundlaget for nye væksterhverv i fiskeriets følgeerhverv og i andre erhverv. Det er dog et væsentligt problem, at Danmark og andre lande vi handler med, be­nyt­ter direkte og indirekte tilskud til netop fiskeriet og fiskeindustrien. Dette betyder, at det kan være nødvendigt, af hensyn til konkurrencemæs­sige årsager, at bibeholde tilskudsordninger for at kon­kurrere med andre landes fiskeri- og fiskeindustrierhverv.

I dag er visse dele af fiskerierhvervet karakteriseret af en omfattende skjult ar­bejdsløshed og en lav arbejdskraftproduktivitet, ikke fordi ar­bejds­kraften ikke er kvalificeret og aktiv, men fordi indretningen af fiskeriet og fiskeindustrien ikke læn­gere er tidssvarende. Derfor kan der overflyttes ar­bejdskraft fra fiskeriet til nye mere produktive erhverv, uden at der sker produktionsnedgang i fiskeriet.

Selvstyrekommissionen finder det afgørende, at det eksisterende kystfi­skeri ikke stimuleres til at indgå i investeringer i nye skibe og landanlæg, som på kort sigt igen vil være urentable i forhold til andre former for fi­skeri og dyrkningskulturer. Omlægningen af fiskeriet skal gennemføres konse­kvent og først og fremmest skal det sikres, at erhvervet ikke rekrut­terer nye generationer til de mindst produktive dele af fiskeri­et.
Det er samtidigt Selvstyrekommissionens opfattelse, at forudsætningen for en yderligere, markant økonomisk vækst er en omlægning af landets frosne produkter af fisk og skaldyr til ferskvarer, idet ferskvarer erfarings­mæssigt afsættes til betydeligt bedre priser end frostvarer. Dette vil forud­sætte højere brug af luftfragt, hvilket igen for­udsætter forlængelse af en­kelte landingsbaner, således at større fragtfly kan be­nytte disse. Væksten kan også ske i form af en markant forøgelse af eksporten og/eller højere grad af forædling af landets eksportprodukter. Dette forudsætter igen en væsentlig reduktion af den offentlige sektor, således at den forholdsvis vel­uddannede arbejdskraft inden for denne sektor kan omskoles til beskæfti­gelse i den produktive, og specielt til den eksportorienterede sektor. Side­løbende med behov for nævnte ændringer vil der fortsat være behov for effektivisering i undervisnings­sektoren samt yderligere kvalificering af ar­bejdskraften.

Ovenstående viser, at fiskerierhvervet står over for meget store forandrin­ger, som får betydning for hele det grønlandske samfund. For at hamle op med disse problemer må fiskerne og de lokalsamfund, som for­andringerne rammer, konstant søge efter alternative indkomstmuligheder.

Selvstyrekommissionen finder, at der er et grundlæggende kollaps i det, der gerne skulle være en fælles forståelse af, hvem der er problemejerne i forbindelse med de for­andringer, der nødvendigvis skal ske. For at skabe en mere smidig proces frem­over, foreslår Selvstyrekommissionen derfor en betydelig begrænsning af det offentlige engagement i fiskeriet og i be­skæftigelsen i følgeerhvervene.

Selvstyrekommissionen anbefaler på denne baggrund, at der sikres et fælles videns­grundlag om fiskeriet. Dette kan ske ved etablering af et vi­denscenter for fiskeri og fangst, samt at dette videnscenter får ressourcer overført til at opbygge en fælles vidensbank om såvel verdensmarkedsfor­hold, naturressourcernes tilstand og udvik­ling som indenlandske produkti­onsforhold.

Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at beslutninger om fiskeriets regulering skal ske så tæt på de enkelte aktører som muligt, på lige fod med regionaliseringsprocessen for den offentlige sektor. På denne bag­grund foreslår Selvstyrekommissionen, at der på basis af en landsdæk­kende regulering af fiskeriet sker en opdeling af selve forvalt­ningen i regio­nale fiskerisektorer. Samtidig foreslås beskatning af fiskerierhvervet ind­rettet således, at det er den enkelte region, der beskatter værdien af fang­sten i deres egen region.

 Til toppen

2.7 Et nyt partnerskab

I Selvstyrekommissionens kommissorium kobles ønsket om forøget selv­styre sam­men med behovet for at udvikle en mere selvbærende økonomi:

"Det er kommissionens opgave at udarbejde en betænkning om mulig­heder­ne for at udvikle Grønlands selvstændighed inden for rigsfælles­skabets rammer, baseret på princippet om, at der skal være overens­stemmelse mel­lem rettigheder og forpligtel­ser."

Overensstemmelse mellem rettigheder og forpligtelser tolker Selvstyre­kommissio­nen således, at forøget selvstyre skal baseres på en mere selv­bærende økonomi. En selvbærende økonomi må grundlæggende forstås som en økonomi, hvor vort samfund gør sig mindre afhængig af statens bloktilskud samt statens øvrige opga­veløsninger i Grønland.

Fra indførelsen af hjemmestyre i 1979 til i dag er statens bloktilskud til Grønland forøget betydeligt i takt med hjemtagelse af flere og flere områ­der. Samtidig steg bloktilskuddets andel af Landskassens samlede indtæg­ter. Blok­tilskuddets andel af Landskassens indtægter top­pede i 1995 med en andel på tre femtedele af de samlede indtægter. Siden er andelen stabi­liseret og ud­gjorde i år 2001 godt halvdelen af indtægter­ne. Bloktilskuddet udgjorde i år 2001 2,8 milliar­der kroner. Statens drifts­udgifter og øvrige tilskud udgjorde samme år ca. 600 mil­lioner kroner.

Tilsammen havde staten således udgifter vedrørende Grønland på i alt 3,4 milliar­der kroner. Den samfundsmæssige værdi er noget større. En del af bloktilskuddet bruges til overførsler til hushold­ninger, lønninger eller vare­køb her i landet, således at der skabes nye pengestrømme ude i samfun­det.

Bruttonationalproduktet (BNP) er populært sagt et mål for værdien af samfundets samlede produktion. I 1998 var landets BNP beregnet til at være 7,7 milliarder kro­ner. Det vil sige, at statens udgifter vedrørende Grønland svarer til mindst halvde­len af værdien af samfundets samlede produktion.

Processen mod selvstyre behøver ikke afvente, at der er etableret en fuld­stændig selvbærende øko­nomi i Grønland. Men ovenstående korte beskri­velse af den øko­nomiske situation viser, at Grøn­lands nye målsætning kræver meget store forand­ringer af det samfund, vi kender i dag.

Selvstyrekommissionens arbejde tager sit udgangspunkt i et ønske om, at Danmark og Grønland i fællesskab finder frem til den bedst mulige samar­bejdsform. En sam­arbejdsform, der tager sit udgangspunkt i Grønlands øko­nomiske og erhvervsmæs­sige betingelser og eget engagement.

  • Samarbejdsformen i årene under hjemmestyret har udviklet Grønland til et moder­ne samfund, hvor befolkningens levestandard er udviklet på lige fod med den leve­standard, der ses i den vestlige verden.
    Der er en klar opfattelse af, at videreudviklingen af rigsfællesskabet og det grønlandske samfund begge må ske på basis af landets egne betin­gelser og engagement. Men det er også opfattelsen, at videreudviklin­gen bør gen­nemføres i et samarbejde mellem staten og hjemmestyret. Dette sam­ar­bejde stiller fælleskrav til de to parter og krav til parterne hver for sig.

En konkretisering af essensen i en ny samarbejdsform i rigsfællesskabet må tage sit ud­gangspunkt i en ny erkendelse af det eksisterende samar­bejdes fordele og ulemper.

I udarbejdelsen af en ny model for partnerskab inden for rigsfællesskabet bør der op­stilles mål for det ansvar, som fællesskabet har, og som de to parter har hver for sig.

Det er i denne sammenhæng afgørende, at begge parter i fællesskabet hver for sig har en opfat­telse af, at ind­hol­det i et nyt partnerskab er rime­ligt. Økonomisk set må der således være enighed om, at indholdet i part­nerska­bet er en investe­ring, der er til fordel for Grønlands økonomiske selvstændiggørelse og dermed til gavn for både Danmark og Grøn­land.

Kan denne målsætning sikres, betyder det, at staten på den ene side over tid kan mind­ske sine ud­gifter til Grønland, og at Grønland på den anden side kan sikre en mere selv­bæren­de økonomi og dermed det afgørende grundlag for selvstyre. Som et tredje ele­ment kan denne målsætning inde­holde tiltag, der via en ny arbejdsde­ling sikrer forhøje­de indtægter til begge parter, i form af et større afkast af eksiste­rende eller nye fælles ak­tiviteter.

Selvstyrekommissionen anbefaler, at der udarbejdes en sam­arbejdsaftale, hvor der for begge parter fastsættes økonomiske og erhvervspolitiske mål for det frem­tidige samarbejde, som følger:

  • Fælles initiativer
  • Hjemmestyrets initiativer
  • Statens initiativer

Formålet med samarbejdsaftalen er at udarbejde en konkret udviklings­plan, der kan sikre stabile økonomiske og politiske rammer for den om­strukturering, der er nødvendig for at sikre en bære­dygtig økonomi i Grønland. Økonomiske rammer, der udadtil vil signa­lere stor stabilitet og dermed sikre et godt investeringsklima for det grønlandske er­hvervsliv.

Samarbejdsaftalen skal sikre fortsat støtte til udvikling af hjemmestyret, en støtte, der har størst mulig virkningsgrad og effektivitet. Eksempelvis bør samarbejdsafta­len være med til at sikre en selvcentreret erhvervsstruktur i Grønland, således at im­porten af varer og tjenesteydelser fra Danmark kan dæmpes, og således at eks­porten af fisk og skaldyr som råvarer på sigt kan erstattes af opbygningen af for­ædlingsvirksomhed her i landet.

Selvstyrekommissionens arbejde med at analysere øko­nomi og erhvervs­udvikling har vist, at der i høj grad mangler et redskab til at få overblik over ikke blot den offentlige økonomi, men også over den samlede sam­funds­økonomi. Den grundlæg­gende fælles viden om lan­dets økonomiske status og udvik­ling er ofte mangelfuld, og såvel landsstyret som Landstin­get må ofte finde denne viden i eksterne forske­res og råds analyser.

Derfor indstiller Selvstyrekommissionen, at de eksisterende rådgivende organer evalueres og even­tuelt mindskes i antal, således at der kan findes økonomiske midler til nedsættelse af et økonomisk råd. Det nye råd skal skabe og udbrede vi­den om den grønlandske samfundsøkonomi. Rådets vi­den skal være med til at hjælpe politikere, offentlige myndigheder og er­hvervslivet til at forbedre deres præ­stationer og dermed forbedre deres servicering af samfundet.

Det økonomiske råd foreslås udpeget af landsstyret, men skal i sit arbej­de sikres uafhængighed af alle offentlige og private instanser. Rådet tilde­les midler til ned­sættelse af et sekretariat og sikres adgang til offentlige data og oplysninger om samfundsforhold.

Selvstyrekommissionen finder det ikke hensigtsmæssigt at gennemføre store sam­fundsmæssige forandringer på grundlag af en yderligere forrin­gelse af det økono­miske grundlag. Forandringerne mod omstilling af den offentlige administration og dermed også det private erhvervsliv må for­ven­tes at give midlertidige nye omkost­ninger, og de menneskelige om­kostninger må ikke forøges ved en hasarderet sænkning af bloktilskuddets størrelse i en overgangsfase. Selvstyrekommissionen ønsker ikke selvsty­reprocessen opstartet på bekostning af det generelle velfærdsni­veau for befolk­ningen.

Ovenstående indstilling giver dog samtidig anledning til at diskutere, hvad Grønland vil og kan kræve af et selvstyre, uden at der sker ændringer i de eksisterende forud­sætninger. F.eks. vil der med rette kunne argumenteres for, at Grønland på det handelspolitiske område allerede på det eksiste­rende samarbejdsgrundlag og forudsætninger med fordel for begge parter kan for­handle sig til for­øget selv­styre.
Selvstyrekommissionen vil på denne baggrund indstille, at der ikke gen­nemføres ændrin­ger i det eksisterende forhandlingsgrundlag for bloktil­skuddet fra staten. Samtidig ønsker Selvstyre­kommissionen følgende be­tingelser opfyldt, før der ind­ledes forhandlinger med staten om en om­læg­ning af de eksi­sterende samar­bejds­aftaler:

  1. at der udarbejdes en økonomisk strategiplan på basis af en forbed­ret struk­turovervåg­ning. Strategiplanen skal beskrive over­skueligt, hvor­dan bloktilskuddet løbende erstattes af alter­native indtægtskil­der, såvel for hele landet som for de enkelte regioner og lokalområ­der. Den øko­nomiske stra­tegiplan skal ikke blot beskrive eksiste­rende og fremtidige styr­kepositioner, men skal også be­skri­ve, hvor­dan man i fremtiden kan undgå offentlig for­sørgelse af en stor del af befolkningen i den arbejds­dygtige alder.
  2. at der udarbejdes og igangsættes en handlingsplan for landets samle­de er­hvervsudvikling. Dvs. en handlingsplan som realistisk be­skri­ver mu­ligheden for forøgede indtægter til dækning af de ind­tægter, der falder bort ved redukti­on af bloktilskuddet. Erhvervsud­viklingsindsat­sen skal både målrettes til forøgelse af de eksisteren­de basis­erhverv, herunder ikke mindst føl­geer­hverve­ne i fiskeriet, samt for­øge den importbegræn­sende produktion, hvor dette kan ske på konkur­rencemæssige vilkår. Handlingsplanen skal samtidig inde­hol­de realistiske overvejelser om, hvordan forvaltningen af naturres­sourcerne kan ske på et bæredygtigt grundlag.
  3. at der udarbejdes og igangsættes en handlingsplan for en betyde­lig om­læg­ning og reduktion af den offentlige forvaltning. Denne hand­lings­plan skal være direkte forbundet til handlingspla­nen for er­hvervsud­vik­lingen, således at frit­stillet arbejdskraft fra den offentli­ge forvaltning kan sikres nye jobs i det private erhvervs­liv.
  4. at der udarbejdes og igangsættes en handlingsplan for en mar­kant for­øgelse af befolknin­gens uddannelsesniveau. Uddannelses­frekven­sen, dvs. antallet af unge af en ungdomsår­gang, der får en kompe­tencegi­vende uddannelse, skal forøges til et niveau, som fin­des i de nordiske lande. Handlingsplanen skal udover konkrete for­andringer i folkeskolen og i eksisterende ungdoms-, erhvervs- og videregående uddannelser også omfatte en handlingsplan, der cen­tralt koordine­rer den samlede efteruddannelse og opkvalificering af den eksiste­rende ar­bejdsstyrke, således at denne kan deltage aktivt i etable­rin­gen af nye erhverv.

For at få et sikkert vidensgrundlag for udarbejdelsen af de nævnte strategi- og handlingsplaner foreslås det analytiske arbejde udført af et sekretariat under Det økonomiske Råd, som Selvstyrekommissio­nen som tidligere nævnt anbefaler ned­sat.

 Til toppen

3.1 De menneskelige ressourcer

Landets væsentligste ressource er de menneskelige. Selvstyre er noget befolkningen vælger, og indretningen af et selvstyrende samfund skal ske på baggrund af de målsætninger, som befolkningen stiller. En arbejdsgrup­pe under Selvstyrekommissionen har beskæftiget sig med arbejdsmarkeds- og uddannelsesforholdene.

Selvstyrekommissionen har i sine overvejelser lagt vægt på følgende ho­vedpunkter:

  • Udviklingen på arbejdsmarkedet må følges nøje af alle i samfundet
  • Hvem er det, der har brug for arbejdskraft?
  • Hvordan bliver arbejdskraften uddannet?
  • Hvad er forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager?
  • Hvordan gennemføres planlægning, administration og service af ar­bejdsmarkedet?
  • Det internationale perspektiv

 Til toppen

3.2 Udviklingen på arbejdsmarkedet

Selvstyrekommissionen mener, at et væsentligt redskab til en forbedret udnyttelse af de menneskelige ressourcer er at sikre, at politikere og andre beslutningstagere har den bedst mulige viden til at vurdere de nuværende og de forventede fremtidige betingelser på arbejdsmarkedet.

Denne viden er her samlet under den fælles betegnelse: Vidensindsamling om udviklingen på arbejdsmarkedet. Den overordnede målsætning for dette kan formuleres på følgende måde:
At identificere udfordringer og problemer som for­ventes at ville få indflydelse på arbejdsmarkedet, og som kræver en eller an­den form for indgreb fra poli­tisk side. Endvidere at kunne komme med forslag til løsninger.

Udviklingen på arbejdsmarkedet må til stadighed følges, således at de poli­tiske beslutningstagere altid har relevant information om arbejdsstyrken, beskæftigelsen, ledigheden, løn- og indkomstforhold samt arbejdskraftens kvalifikationer til rådighed, når der skal træffes beslutninger om disse for­hold. Det er således også vigtigt, at man kan foretage visse konsekvens­vurderinger af planlagte investeringer i ny lovgivning m.v. Endelig er det nødvendigt, at der udvikles metoder til at foretage sammenligninger med de lande, som vi på det internationale marked er i et konkurrenceforhold til.

 Til toppen

3.3 Hvem har brug for arbejdskraft?

Selvstyre byggende på en selvbærende økonomi må nødvendigvis sikre gode rammebetingelser for de enkelte erhverv og virksomheder. Dette skal ske for at give de erhverv, der skal skabe værdier i samfundet, de bedst mulige udviklingsbetingelser. Adgangen til kvalificeret arbejdskraft er en afgørende betingelse for den enkelte virksomhed.

Den nuværende erhvervsstruktur omfatter et kompleks af erhverv og virk­somheder, der er resultatet af flere årtiers udvikling. De enkelte virksom­heder gennemgår en løbende omstilling for fortsat at være konkurrence­dygtige på hjemmemarkedet eller det internationale marked. Nogle virk­somheder og brancher formår at omstille sig i tide og udvikler sig, mens andre virksomheder og brancher dør ud. Det er en afgørende forudsætning for landets økonomi, at arbejdsstyrkens kvalifikationer løbende tilpasser sig denne udvikling i erhvervslivet.

Beskæftigelsen i de primære erhverv (fiskeri, fangst, fåreavl og råstofud­vinding) er i de seneste 25 år mere end halveret, og der er intet, der tyder på, at denne udvikling vender. Selv om erhvervene skulle få forbedret res­sourcegrundlag vil ny og mere effektiv teknologi alligevel formindske be­skæftigelsen i disse erhverv yderligere i de kommende år. Inden for råstof­udvinding er det fortsat uklart, om der i de kommende år vil komme pro­jekter i gang. Der er et stort potentiale, men der er endnu ikke kommet projekter i gang.
Fremstillingsvirksomhed (sekundære erhverv), som for Grønlands ved­kommende stort set kun omfatter fiskeindustri, har også et fald i beskæfti­gelsen i perioden. I 1974 havde fremstillingsvirksomhed 17 pct. af landets beskæftigelse, mens det i 1998 var nede på 13 pct.

Samlet set betyder dette, at fiskeri, fangst og fiskeindustri, fra at have haft ca. en tredjedel af landets beskæftigelse i 1974, nu er nede på en andel på en femtedel. Dermed følger Grønland den internationale udvikling, hvor den primære og sekundære sektor beskæftigelsesmæssigt set spiller en mindre og mindre rolle.

Væksten i beskæftigelsen er de seneste årtier primært sket i servicesekto­ren (den tertiære sektor), herunder især den offentlige sektor. Denne sek­tor er siden indførelsen af hjemmestyre til i dag næsten fordoblet. Hele 47 pct. af landets beskæftigelse findes i Grønlands Hjemmestyre og i kommu­nerne. Endvidere er der tale om en generel vækst i den tertiære sektor omfattende f.eks. handel, service, hotel og restauration m.v.
Den offentlige sektor er en forbrugende og ikke primært en sektor, der skaber værditilvækst i økonomisk sammenhæng. For at skabe en selvbæ­rende økonomi som grundlag for forøget selvstyre bliver det afgørende at flytte det arbejdskraftpotentiale, der ligger i den offentlige sektor fra især den kommunale beskæftigelse, til andre sektorer, der kan være funda­mentet til udviklingen af en selvbærende økonomi.
Internationale sammenligninger viser, at den offentlige sektor her i landet er langt større end i de allerfleste andre lande. Den offentlige sektor om­fatter her ikke de offentligt ejede selskaber, men kun institutioner under hjemmestyret og kommunerne. Hvor den offentlige beskæftigelse her i landet omfatter ca. halvdelen af den samlede beskæftigelse, ligger den i de nordiske lande på ca. en tredjedel. I Grønland er der 26 ansatte i den of­fentlige sektor pr. 100 borgere. I Danmark er det tilsvarende antal 16. Lande med en spredt befolkning på et stort geografisk område har også betydeligt mindre antal ansatte til at servicere borgerne. I Island er der 17 ansatte til at servicere 100 borgere, mens der i Finland kun er 11 ansatte.

Samtidig viser sammenligninger med andre lande, at størrelsen af den centrale del af den offentlige sektor - i form af hjemmestyret centralfor­valtning - sammenlignet med andre landes størrelse af stat, amter eller lignende ligger på samme niveau, som disse lande. Den store overrepræ­sentation af offentligt ansatte her i landet skyldes således primært den kommunale beskæftigelse. 18 små og mellemstore kommuner har i dag opbygget en fuldt udbygget administration, selv om den lokale økonomi ikke i sig selv ville kunne bære en så stor administration.

Selvstyrekommissionen anbefaler, at arbejdsmarkeds- og uddannelsespo­litikken målrettes de forandringer, der skal til for at sikre, at kommende generationer af arbejdskraft uddannes inden for væksterhvervene, og at især den ikke-faglærte arbejdskraft ikke fanges i en fattigdomsfælde i nu­værende erhverv i tilbagegang.
Der er store kønsforskelle i beskæftigelsesfordelingen mellem de enkelte hovedbrancher. Derfor vil det også være nødvendigt at inddrage kønsspe­cifikke problemløsninger i forbindelse med eventuelle fremtidige omfatten­de ændringer af arbejdsgangen i den offentlige og private sektor.

Selvstyrekommissionen anbefaler, at der sker en regionalisering i den of­fentlige sektor, således at f.eks. uddannelsesinstitutioner og andre of­fentli­ge institutioner får et bedre udgangspunkt for at samle kompetencen ét sted. Herved sikres bedre kvalitet og stordriftsfordele. Denne erhvervs­mæssige specialisering af byerne giver samtidig mulighed for, at der kan etableres servicevirksomheder m.v., der som følgeerhverv danner grobund for en reel specialisering af lokalområdet inden for forskellige områder. Specialisering kan f.eks. være samling af social- og sundhedsuddannelser samt specialinstitutioner inden for de to sektorområder.

Den kommunale sektor bør reduceres væsentligt, ikke blot ved effektivise­ring, men også ved regionalisering af så mange opgaver som muligt. Dette bør i videst muligt omfang ske på kommunernes egne initiativer, men er­faringerne viser, at det vil være nødvendigt også at sikre et incitament ved forandring af tildeling af Landskassens bloktilskud til de svage kommuner samt i andre udligningsordninger. Ved tildeling af tilskud bør der således fokuseres på kommunernes evne til at forny sig og imødegå de udfordrin­ger, de står overfor.
Selvstyrekommissionen anbefaler samtidigt, at der gennemføres analyser af det rimelige i at have en offentlig sektor af den nuværende størrelse i vores land, med en så lille og spredt befolkning.

Nedskæring af den offentlige beskæftigelse bør gennemføres som en mål­rettet indsats, hvor prioriteringer sker ud fra de samlede samfundsmæssige konsekvenser og ikke udelukkende som kassetænkning inden for de en­kelte ressortområder o.lign. Selvstyrekommissionen anbefaler, at tilpas­ningen af den offentlige sektor prioriterer følgende målsætning:

a) Fastsættelse af tilpasset administration til det grønlandske sam­fund
b) Forøgede effektiviseringstiltag i hjemmestyret og kom­munerne på basis af den vidensopbygning, der er formuleret i denne be­tænk­ning, når det gælder den måde man skal følge ar­bejdsmar­kedets udvikling på
c) Regionalisering af de kommunale aktiviteter
d) Prioritering af ressortområdernes kerneområder og udlicitering af øvrige aktiviteter
e) Anvendelse af naturlig afgang som redskab til begrænsning af an­tal beskæftigede, suppleret med en bevidst seniorpolitik
f) Konvertering af offentlig beskæftigelse til nye jobs i erhvervsvirk­somheder

En tilpasning af administrationen bør omfatte anvendelse af mål- og resul­tatstyring som effektiviserings- og styringsinstrument, således at admini­strationen får mulighed for at belønne institutioner og medar­bejdere, når effektiviseringer gennemføres, sådan at ressourceforbruget i højere grad end nu bliver underlagt samme rammer som i private virksom­heder. For at sikre et målbart resultat for effektivitet og kvalitet i den of­fentlige sektor bør der løbende gennemføres analyser i forhold til sammen­lignelige lande og regioner.

I forbindelse med nedskæring i det offentlige foreslås, at de enkelte res­sortområder i langt højere grad end nu fokuserer på deres kernekompeten­cer, og i videst muligt omfang udliciterer øvrige sideaktiviteter.
Selvstyrekommissionen finder det vigtigt, at der sikres en fornuftig fremtid for tidligere ansatte i den offentlige sektor. Derfor foreslås gennemført konverteringsprogrammer, således at der via uddannelsesprogrammer og etablering af finansieringsmuligheder sikres, at tidligere offentligt ansatte kan overgå til eksisterende virksomheder eller selv opstarte nye virksom­heder.

Væsentlige forandringer i den offentlige sektor vil umiddelbart slå igennem på den private sektor. Mange virksomheder, som i dag udelukkende er le­vedygtige på grund af leverancer til den offentlige sektor, vil ikke længere være rentable. Der bør derfor til stadighed foreligge klare politiske meldin­ger omkring de fremtidige planer for den offentlige sektors udvikling, såle­des at den samlede erhvervsstruktur i tide kan tilpasse sig nye vilkår.

Arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken må målrettes disse forandrin­ger, for at sikre at kommende generationer af arbejdskraft uddannes inden for væksterhvervene, samt sikre, at især den ikke-faglærte arbejdskraft undgår en fattigdomsfælde i nuværende erhverv i tilbagegang. Derfor skal arbejdsstyrken fortsat tilføres nye kvalifikationer på en sådan måde, at den til hver en tid kan udvise evne til at tage nye opgaver og jobs. Det betyder, at der i større udstrækning end nu skal sikres en fortløbende efteruddan­nelse af arbejdsstyrken, samtidig med at der i højere grad end nu, skal lægges vægt på basiskvalifikationer, som kan anvendes i alle jobfunktio­ner.

Opbygningen af det private erhvervsliv bør i så stor udstrækning ske uden direkte politisk regulering. Den vigtigste opgave for det politiske niveau er at sikre det bedst mulige lovgrundlag m.v. for den samlede erhvervsudvik­ling. I den udstrækning at der gives subsidier til forøgelse af eksisterende virksomheders beskæftigelse eller igangsættelse af nye virksomheder, bør disse subsidier øremærkes til egentlig beskæftigelsesfremme, hvor der fø­res kontrol med, at midlerne anvendes til lønudbetaling. Alle subsidier skal fra starten gøres tidsbegrænsede.

 Til toppen

3.4 Hvordan bliver arbejdskraften uddannet?

Befolkningsudviklingen er det grundlæggende element for etableringen af en selvbærende økonomi. Forholdene på arbejdsmarkedet og i særdeles­hed udbudssiden er i høj grad påvirket af den samlede befolkningsudvik­ling. For det første er arbejdsstyrkens størrelse og sammensætning i sidste ende et resultat af befolkningsudviklingen. For det andet danner befolk­ningsudviklingen basis for den samlede økonomiske udvikling i kraft af ef­terspørgsel efter varer og tjenesteydelser. Befolkningsudviklingens stør­relse og sammensætning har således grundlæggende betydning for såvel, hvem der har brug for arbejdskraft, og hvordan denne arbejdskraft bliver uddannet.

Det grønlandske arbejdsmarked er præget af en stor gruppe af personer i ar­bejds­dygtig alder, der ikke er faglærte. Hvor der er ca. syv ud af ti, der får en kompetencegivende uddannelse i Danmark, er der i dag kun ca. fire ud af ti af den grønlandske fødte del af arbejdsstyrken, der har en kompe­tencegivende uddannelse.
Derfor står samfundet over for en meget stor udfordring på uddannelses­området. For det første skal det sikres, at en langt større andel af de nye ungdomsårgange fuldfører kompetencegivende uddannelser.
Samtidigt er det vigtigt at målrette en stor del af uddannelsesindsat­sen mod opkvalificering af ikke-faglært arbejdskraft. Der er for øjeblikket kun afsat små midler til efteruddannelse af denne arbejdskraft. Rammerne for efteruddannelse af gruppen af ikke-faglærte, der er den gruppe, der oftest er ramt af ledighed og marginalisering, skal forbedres betydeligt i de kom­mende år.

På grund af manglen på arbejdskraft med forskellige kvalifikationer er der fortsat en betydelig anvendelse af udefrakommende arbejdskraft. Det er Selvstyrekommissionens vurdering, at det grønlandske erhvervsliv de kommende år vil have forøget behov for udefrakommende arbejdskraft. Samtidig finder kommissionen det uhensigtsmæssigt at have en restriktiv lovgivning om regulering af arbejdskrafttilgangen på et tidspunkt, hvor et kommende selvstyrende Grønland skal udvikle sig i et til stadighed mere integreret verdenssamfund.
Selvstyrekommissionen anbefaler derfor reguleringen af arbejdskrafttil­gangen i Grønland afskaffet.

For at kunne fastholde den udefrakommende arbejdskraft i længere tid end nu, anbefaler Selvstyrekommissionen udviklet en integrationspolitik. Inte­grationspolitikken skal sikre, at den udefrakommende arbejdskraft, som f.eks. akademisk arbejdskraft og skolelærere, forbliver i jobbet i længere tid end nu. Det er kostbart og på mange andre måder uhensigtsmæssigt, at offentlige og private arbejdsgivere kun råder over den tilkaldte arbejds­kraft i få måneder eller få år.

Integrationspolitikkens formål skal samtidigt være at bidrage til at sikre samfundets kultur, nor­mer og værdier. Integrationspolitikken skal omfatte konkrete tilbud til de udefrakommende til at lære sprog og få kendskab til den grønlandske kul­tur.

Den målrettede opkvalificering af mennesker, der bor i landet, skal både omfatte uddannelsestilbud til de unge, i form af ungdomsuddannelser og kompetencegivende uddannelser, samt efteruddannelse af den øvrige del af gruppen af personer i den arbejdsdygtige alder.

For den samlede ledighedsbekæmpelse og bekæmpelse af marginalisering og udstødelse fra arbejdsmarkedet anbefaler Selvstyrekommissionen, at de ordninger for uddannelse og aktivering, der etableres, på forhånd ind­rettes til at være målrettet på den enkelte persons samlede situation og samtidigt sikre, at indsatsen ikke institutionaliseres til en varig foranstalt­ning, således at det vanskeliggøres at skrue op og ned for indsatsen i for­hold til ledigheden og marginaliseringens omfang.

Den manglende overensstemmelse mellem efterspørgsel og udbud på ar­bejdsmarkedet giver sig - udover behovet for udefrakommende arbejds­kraft - også udtryk i, at dele af den herboende arbejdsstyrke i lange eller korte tidsperioder bliver registreret som ledige, samtidigt med at der andre steder mangler arbejdskraft. Herved tabes ikke blot den værdi, som de le­dige skulle producere på arbejdspladserne, men der er også store direkte og indirekte udgifter forbundet med at brødføde den enkelte ledige og den­nes familie.

Marginalisering og udstødelse af arbejdskraft er for både ledi­ge, førtidspensionerede og andre grupper et udslag af manglende kompe­tenceudvikling. Stort set alle ledige og størstedelen af de øvrige grupper, der har det svært på arbejdsmarkedet, er uden en kompetencegivende ud­dannelse.

Selvstyrekommissionen finder det afgørende at sikre den fremtidige ar­bejdsmarkedskapacitet til erhvervsudviklingen ved at reintegrere margina­liserede grupper i beskæftigelse. Dette skal ikke blot ske for at sikre kapa­citet for erhvervsudviklingen eller for at sikre disse personers egen selv­værd og velfærd, men også for at sikre, at gruppen ikke genererer nye ungdomsårgange af marginaliserede og udstødte. Den sociale arv slår igennem, således at disse grupper (og deres børn) har vanskelige vilkår i opvækst og i arbejdslivet.

Der eksisterer i dag et rigt uddannelsestilbud her i landet, samtidig med at de studerende har adgang til at gennemføre uddannelser i Danmark, Nor­den og i andre lande. Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at formå­let med den samlede uddannelsesindsats skal klarlægges og synliggøres, således at både det politiske og det administrative niveau får et bedre be­slutningsgrundlag.

Det er nødvendigt fortsat at sikre et meget bredt uddannelsestilbud for alle her i landet ved et fortsat tæt samarbejde med uddannelsesinstitutioner i andre lande. Men der må fra politisk side ske en prioritering af, hvilke ud­dannelser, der udbydes her i landet. Her er der tale om at sikre kompeten­cegivende uddannelser, der er målrettet efterspørgslen på arbejdskraft. I forbindelse med prioritering af uddannelser her i landet er der to forhold, der vejer tungt.

For det første må der være en realistisk produktionsøkonomi på den en­kelte uddannelse. Specialiserede uddannelser, med et relativt lille antal stu­derende og med store omkostninger i forbindelse med rekruttering og fast­holdelse af kvalificerede lærerkræfter samt uddannelsesfaciliteter, bør ikke fremmes, hvis de ikke har en stor kulturel, uddannelsesmæssig og identi­tetsskabende samfundsrelevans.

For det andet bør der prioriteres uddannelsestilbud her i landet til de per­soner, der har sprogvanskeligheder (f.eks. ensprogede grønlandske) og i anden henseende ikke kan forventes i længere perioder at kunne bosætte sig i udlandet.

Samlet set foreslås følgende prioritering af uddannelsestyper til gennem­førelse her i landet:

a) Strategisk væsentlige uddannelser (f.eks. inden for fiskerierhver­vet og til udvalgte stillinger i den offentlige forvaltning) (kan del­vis gen­nemføres i udlandet).
b) Økonomisk "rentable" uddannelser, dvs. uddannelser, hvor elevvo­lu­men muliggør en acceptabel kvalitet og økonomi (f.eks. ungdomsud­dannelser, erhvervsuddannelser inden for kontor og handel, bygge og anlæg, jern og metal og lignende).
c) Uddannelser med specielle grønlandske dimensioner (dvs. uddannel­ser, der beskæftiger sig med mennesker (lærerseminari­um, social- og sundhedsuddannelser og uddannelser på højere ni­veau vedrørende sprog og kultur).
d) Uddannelser tilrettelagt til persongrupper, der har vanskeligt ved at gennemføre uddannelse i udlandet, f.eks. ensprogede.

Selvstyrekommissionen anbefaler, at der fastsættes nye aftaler mellem hjemmestyret og staten vedrørende finansiering af uddannelse. Uddannel­ser, der gennemføres i Danmark bør finansieres af Danmark, mens uddan­nelser, der gennemføres i Grønland, bør finansieres af hjemmestyret. Dette vil samtidigt sikre, at grønlandske studerende i Danmark ligestilles med deres danske medstuderende med hensyn til stipendier og lånefinansiering af studierne.

Selvstyrekommissionen ønsker åbnet mulighed for at give speciel, indivi­duel økonomisk støtte til personer, der skal gennemføre vigtige strategiske uddannelser i udlandet, f.eks. uddannelsesforløb for enkeltpersoner, der forventes at skulle besætte nøgleposter i samfundet.

For at undgå, at en investering i en uddannelsessøgende spildes, fordi ved­kommende ikke opnår det endelige kompetencegivende eksamensbevis, foreslås det at gennemføre et diplomsystem på alle uddannelser, således at en uddannelsessøgende kan færdiggøre tidsmæssigt korte moduler, og derved opnå en eller anden form for kompetence, selv om vedkommende kun gennemfører noget af en uddannelse.

De nuværende frafaldsproblemer i uddannelsessystemet er uacceptable. Den manglende produktivitet i form af færdiguddannede i forhold til de samlede omkostninger, gør det vanskeligt for det politiske niveau fortsat at forøge investeringerne i uddannelse. Inden uddannelsesudgifterne forøges skal det sikres, at den enkelte borger kan se fornuften i at placere endnu flere skattemidler i uddannelsestiltag.

Der skal også sikres et system af tilskyndelse hos lærerne samt uddannel­sesinstitutionerne. Det foreslås, at der gennemføres forsøg med nye fi­nan­sieringsformer overfor uddannelsesinstitutionerne, hvor de økonomiske midler i en vis udstrækning følger de studerende. Har uddannelsesinstituti­onen succes og tiltrækker mange studerende, skal dette honoreres, således at både ledelse og medarbejdere ser fordelen i til stadighed at forbedre deres indsats.

Selvstyrekommissionen anbefaler, at der gøres bestræbelser på at fjerne de barrierer, der måtte være for at grønlandske studerende og andre af grønlandsk herkomst i Danmark kan vende tilbage og bosætte sig i Grøn­land. Der skal skabes forbedret information og kommunikation med grøn­lændere i Danmark, og det anbefales, at der indgås aftaler med de dan­ske arbejdsformidlinger med hensyn til udveksling af oplysninger om job­åbninger i Grønland. En afgørende barriere er boligmanglen. Det anbefa­les, at der afsættes boliger til brug for indslusning af grønlændere, der har haft midlertidigt ophold i Danmark i forbindelse med uddannelse og lignen­de. Der skal endvidere sikres tilbud om sprogundervisning af grønlændere, der på grund af længere tids udlandsophold helt eller delvist har mistet deres grønlandske sprogkundskaber.

Samfundsøkonomisk er det omkostningsfuldt at betale til unges uddannel­se i Danmark. For at undgå at for mange unge vælger at fortsætte ar­bejdslivet i Danmark i stedet for Grønland, anbefaler Selvstyrekommissio­nen, at de positive eksempler på, at talentspejdere fra grønlandske virk­somheder motiverer unge mennesker til at tage job i Grønland, udbredes til at omfatte en bredere del af erhvervslivet.

Selvstyrekommissionen anbefaler endvidere at give de studerende en tættere kontakt til Grønland og det grønlandske arbejdsmarked under ud­dannelse i Danmark. Dette kan ske ved f.eks. sommerferiearbejde her­hjemme, ved gennemførelse af praktikophold i Grøn­land eller ved at skrive speciale i samarbejde med det grønlandske er­hvervsliv.

Samtidig finder kommissionen det nødvendigt, at der opbygges et akade­misk miljø i Grøn­land med bedre muligheder for efteruddannelse, således at en stilling i Grøn­land ikke begrænser de højtuddannedes faglige og per­sonlige udvikling.

En afgørende forudsætning for at få grønlandske studerende til at vende tilbage efter afsluttet uddannelse er gode vilkår. Disse vilkår skal kunne konkurrere med de forhold, de færdiguddannede får tilbudt i Danmark.
En del af tilskyndelsen til at tage en uddannelse skal ske ved, at personer med en kompetencegivende uddannelse altid honoreres med en bedre løn, end det ikke-faglærte personale tilbydes. I princippet er det arbejdsmarke­dets parter som forhandler løn, men Selvstyrekommissionen anbefaler, at der i disse forhandlinger anvendes betragtninger om, at forskellen i lønni­veau mellem personer med forskellige uddannelseslængde bør sættes i re­lation til de enkelte gruppers samlede livsløn.

For til stadighed at sikre kvalificerede lærerkræfter, bør de enkelte institu­tioner gives mulighed for at honorere gode lærere. Gennemførelse af efter­uddannelseskurser samt anden certificeret uddannelse bør honoreres med forskellige former for kvalifikationstillæg.

I forbindelse med en forøget uddannelsespolitisk indsats skal der sikres bedre samarbejde og bedre styring af de administrative forhold omkring uddannelse. Der foreslås en sammenlægning af de administrative enheder vedrørende uddannelses- og arbejdsmarkedsaktiviteter i hjemmestyrets centraladmini­stration.
Det eksisterende uddannelsestilbud i Grønland er domineret af uddannelse til den offentlige sektor. I takt med en betydelig beskæftigelsesmæssig re­duktion i denne sektor bør uddannelserne mere og mere målrette sig de private erhverv.

Samfundet skal sikre, at virksomhederne investerer i deres arbejdskraft. Samtidig skal det vurderes om ordningen vedrørende Arbejdsmarkedets Efteruddannelses Bidrag (AEB) er hensigtsmæssigt indrettet.
Anvendelsen af trainee-forløb ("føl-ordning") bør forøges som uddannelses- og efteruddannelsestilbud. Ved hjælp af certificeringsordninger bør trai­nee-forløb og anden virksomhedsrelateret undervisning og opkvalificering give adgang til eksamensbeviser på lige fod med traditionelle kompetence­gi­vende uddannelser. Anvendelsen af fjernundervisning via ny informati­ons­teknologi skal være med til at sikre, at de ansatte kan tilbydes efterud­dan­nelse i arbejdstiden. Dette forudsætter, at fjernundervisningssystemet bli­ver langt bedre end i dag, at teknikken virker, og at internettet bliver langt bedre.

For at sikre en professionel ledelse på arbejdspladserne bør der gennem­føres en intensivering af lederuddannelsen af grønlandske ledere. Uddan­nelsen af ledere skal tilrettelægges således, at også ikke-dobbeltsprogede får mulighed for at deltage i kurser. Der skal sikres kurser, og på nogle områder endvidere erhvervsuddannelser, for de grønlandsksprogede.

Det anbefales, at gruppen af fiskere og fangere får behovsvurderet og målrettet efteruddannelse på lige fod med andre erhvervsgrupper. De ind­dragede uddannelsesinstitutioner, skal samtidigt sikre fysiske rammer for, at erhvervets organisationer i større udstrækning end nu inddrages i den fremtidige udvikling af erhvervet. Erhvervet og dets organisationer skal aktivt skabe muligheder for opkvalificering af deres medlemmer blandt fi­skerne.

 Til toppen

3.5 Relationer mellem arbejdsgiver og arbejdstager

Det eksisterende aftalesystem i Grønland synes at være tidssvarende til både at løse interessekonflikter og retstvister, samtidig med at det er et administrativt og økonomisk billigt system.

Grundlæggende for omkostningsniveauet for de fleste erhvervsaktiviteter er lønomkostningerne. Især i forhold til det danske arbejdsmarked er det vigtigt at skabe en balance mellem, dels fortsat at kunne rekruttere højtud­dannet arbejdskraft ved at løn- og ansættelsesvilkårene er sammenligneli­ge og ligeså attraktive som i Danmark, dels at forsøge at fastholde et løn­omkostningsniveau, som gør, at den herboende arbejdskraft er konkurren­cedygtig med tilsvarende arbejdskraft i Danmark.

Det grønlandske arbejdsmarked har i flere år været præget af relativt sta­bile forhold, og der har kun i begrænset omfang været arbejdsnedlæggel­ser m.v. Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at disse samarbejds­forhold bør styrkes yderligere, idet virk­somhedernes anstrengelser for at fastholde og efteruddanne personalet bør forøges. Samtidig bør der sikres bedre informationer om løn- og ansættel­sesvilkår, herunder lønstatistik, således at alle parter har kendskab til hin­andens handlinger med forøget gensidig tillid til følge.

Lønniveauet i eksportorienterede virksomheder bør generelt fastholdes på et højere niveau end i andre typer virksomheder, således at den bedst kvalifi­cerede arbejdskraft tilskyndes til at flytte til eksportorienterede virk­somhe­der. Dette skal dog ske under hensyn til fortsat at sikre et internati­onalt set konkurrencedygtigt lønomkostningsniveau. Produktivitetsfrem­mende lønaftaler bør anvendes i større omfang end nu.

Arbejdsmiljøområdet er fortsat ikke hjemtaget til hjemmestyret. Så sent som i august måned 2001 fremlagde Grønlands Hjemmestyre, Arbejdsmi­nisteriet og Arbejdstilsynet i fællesskab "Redegørelse om overvejelser om at overdrage arbejdsmiljøområdet til Grønland".

Redegørelsen konkluderer, at der er behov for en øget fokusering på ar­bejdsmiljøproblemer. Bl.a. er det ønsket at etablere et øget engagement fra arbejdsmarkedets parter til løsning af arbejdsmiljøproblemer, både i form af initiativer og en vis medfinansiering. I redegørelsen konkluderedes endvidere, at der på en række områder er behov for en ajourføring af lo­ven, bl.a. for at sikre en tilnærmelsesvis ens sikkerhed på arbejdspladser i Grønland og Danmark.

Selvstyrekommissionen finder det afgørende med en effektiv arbejdsmil­jø­indsats. Kommissionen bakker op om de konklusioner og anbefalinger, som blev indstillet af arbejdsgruppen bag "Redegørelse om overvejelser om at overdrage arbejdsmiljøområdet til Grønland". Men Selvstyrekommissio­nen anbefaler, at landsstyret i den nærmeste fremtid gennemfører for­handling med den danske stat om en forøget indsats de kommende år for at få det eksisterende arbejdstilsyn i Grønland op på samme kvalitetsni­veau som i andre kredse i Danmark.

 Til toppen

3.6 Planlægning, administration og service

Den samlede planlægning og administration af arbejdsmarkeds- og uddan­nelsesområdet må som udgangspunkt fastsætte en målsætning for, hvor­dan den enkelte borger bedst muligt serviceres.
Samtidig påpeges der tidligere i denne betænkning, at den offentlige sektor bør mindskes betydeligt, hvorfor der ligeledes på arbejdsmarkeds- og ud­dannelsesområdet skal sikres en mindre, smidigere og enklere offentlig forvaltning.

I forbindelse med gennemførelse af social-, arbejdsmarkeds- og uddannel­sesreformer er det afgørende, at den enkelte borger får indsigt i, hvad der er den overordnede politiske motivation for, at en given reform gennem­føres. Her spiller det enkelte menneskes forhold til arbejdslivet en betydelig rolle.

Der synes i dag at være en fælles forståelse for, at det vigtigste middel til at skabe forøget velfærd samt sikre en selvbærende økonomi er en for­øgelse af uddannelsesindsatsen. Viden og ikke mindst evnen til at søge vi­den er en afgørende forudsætning for aktivt at kunne være med til at ud­vikle samfundet. Samtidig vil en forøget kompetenceudvikling af befolk­ning og arbejdsstyrke være en afgørende faktor i at forøge den enkeltes er­hvervsproduktivitet. Værditilvæksten i de vidensbaserede erhverv er langt højere end i andre erhverv.

Situationen i dag er den, at uddannelsesniveauet generelt er lavt her i lan­det, og hverken investeringerne i uddannelse eller ungdommens motivation til at tage en kompetencegivende uddannelse er vokset i samme grad, som det sker i andre lande. En række reformer er igangsat på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet, men i praksis er det fortsat vanskeligt at se re­sultaterne af disse reformer.
I disse bestræbelser er kompetenceudvikling og indsatsen inden for social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet altafgørende. Selvstyrekommis­sionen har fastsat følgende fire punkter som bydende nødvendige indsats­områder, for at sikre den forøgede kompetenceudvikling:

a) Forøget samarbejde, partnerskab og samordning.
b) At gøre livslang læring til en realitet.
c) At sikre kulturelle forandringer (indstilling til sit og andres liv, til­tro til egne og andres evner, værdier og adfærd).
d) At sikre handling og mærkbare udviklingsprocesser.

Kompetenceudvikling er en afgørende faktor i bestræbelserne på at udvikle selvstyre. Det drejer sig ikke blot om at forbedre arbejdsstyrkens kompe­tencer, men også via forøget kompetence at sikre et bedre grundlag for en bred folkelig forståelse for den enkeltes rolle i samfundet og hvilke foran­dringer, der skal til. De mål, som har været baggrunden for at igangsætte reformer på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet, er derfor ikke ændret, men måske tværtimod gjort endnu mere håndgribeligt nødvendigt.

Selvstyrekommissionen har tiltro til, at der på baggrund af de seneste års initiativer på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet vil ske en forbedring af den samlede indsats, men det må forventes, at selvstyreplanerne snart vil skærpe kravene til netop disse to sektorers samlede planlægning og administration. For øjeblikket står politikerne overfor en gordisk knude, hvor det kan synes betænkeligt at forøge investeringerne i uddannelse, når udbyttet ikke samtidigt forbedres mærkbart i antal af fuldførte kompeten­cegivende uddannelser.

En afgørende fornyelse af den samlede udvikling på social-, arbejdsmar­keds- og uddannelsesområdet er at sikre, at de eksisterende rådgivende organer udformes og indrettes bedre, og at deres arbejde udnyttes bedre. Hensigten bag eksisterende rådgivende organer som Landsarbejdsrådet og brancheskoleudvalg synes udmærkede, men resultaterne udebliver. Derfor foreslår Selvstyrekommissionen, at der sikres en bedre koordination af ind­satsen, ved at de rådgivende organer samles under ét. Det er alligevel de samme organisationer og ofte de samme personer, der sidder i de for­skel­lige råd. Rådet bør bestå af repræsentanter fra lønmodtagerorganisati­oner­ne og arbejdsgivernes organisationer samt hjemmestyret og kommu­nerne. En sådan forenkling vil sikre rådet en klarere kompetence.

Arbejdsmarkedets parter skal fortsat sikres medindflydelse og dermed være medansvarlige for et arbejdsmarked byggende på medbestemmelse og tillid. Allianceperspektivet bør fortsat udvikles, og det anbefales, at ar­bejdsmarkedets parter får større indflydelse på de offentlige arbejdsmar­kedsinstitutioner. Hvis der indføres en arbejdsløshedsforsikring, er det op­lagt, at de der finansierer forsikringen får en afgørende indflydelse på, hvordan f.eks. efteruddannelse og ledighedsbekæmpelse udvikles.

De kommunale arbejdsmarkedskontorer har i dag mindre betydning, idet de i stor udstrækning kun varetager opgaver i forbindelse med registrering af personer, der skal have understøttelse. Det kan overvejes, at arbejds­markedskontorerne etableres som selvstændige enheder uden for de kommunale forvaltninger. Samtidig er der et behov for, at arbejdsmar­kedsformidlingen fremover bibringes en dynamisk struktur. Finansieringen af jobcentre skal ske i et samarbejde med de tre parter på arbejdsmarke­det: Det offentlige, arbejdsgiverne og lønmodtagerne.

Selvstyrekommissionen foreslår, at der løbende udarbejdes samarbejds­af­taler mellem den enkelte kommune og hjemmestyret om en fælles ar­bejdsmarkeds- og uddannelsespolitisk indsats. Et godt samarbejde mellem kommunerne og hjemmestyret er en forudsætning for en god arbejdsmar­keds- og uddannelsespolitisk indsats, og en løbende justering af samar­bejdsaftalerne vil forøge den fælles indsigt i, hvad de overordnede struk­turproblemer er på arbejdsmarked- og uddannelsesområdet.

Der skal sikres en bedre offentlig information om arbejdsmarkeds- og ud­dannelsesforhold.

Selvstyrekommissionen anbefaler etablering af for­bed­ret oplysningsarbejde. Kampagner omkring social- og sundhedsforhold, f.eks. antirygningskampagner, når i dag relativt store grupper for relativt små omkostninger. Denne form for kampagner bør også gennemføres over for befolkningen og udpegede specialgrupper, således at forståelsen af, at netop deres medvirken til udvikling af samfundet og deres investeringer i dem selv med forskellige former for uddannelse og træning, er af meget stor betydning.
Selvstyrekommissionen anbefaler, at TV-mediet udnyttes til uddannelses­programmer i tæt samarbejde med uddannelsesinstitutioner her i landet og i udlandet.

Vejen mod en kompetencegivende uddannelse og dermed bedre løn for den ikke-faglærte skal gøres mere smidig. F.eks. er modulopbyggede kur­ser, der samlet set til slut giver kompetence som faglært, er et godt alter­nativ til en almindelig 3-4 årig erhvervsuddannelse. Arbejdsgivere, der pri­oriterer uddannelses- og karriereplanlægning for deres medarbejdere bør kunne honoreres ved f.eks. skatteincitamenter.
Der bør skabes et forum for fælles viden om uddannelse og træning samt iværksætterånd. Et sådant forum, i form af videnscenter eller lignende, kan i samarbejde med lignende institutioner i udlandet, blive et nøgleinstru­ment til en fortsat forøgelse af indsatsen for livslang læring blandt såvel de poli­tiske beslutningstagere, virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne. Dette forum kan også være afgørende for de fortsatte bestræbelser for, at visioner om uddannelsens nødvendighed fortsat skærpes i hele befolknin­gen.

En ny proces mod selvstyre og fortsatte bestræbelser for at få alle med til at investere i sig selv, kræver grundlæggende kulturelle forandringer. Der synes at være en udbredt opfattelse af, at det er omgivelserne, som skal forny sig, og som skal komme med løsningen på det enkelte menneskes personlige problemer: "Det er samfundets skyld". "Politikerne forstår ikke noget". "Kommunen må sørge for" osv. er reaktioner, der ofte kommer til overfladen, når problemer skal løses. Denne attitude skal afløses af en "kan selv" rolle, som kan inspirere omgivelserne uden at ødelægge andres muligheder for at få deres visioner ført ud i livet. Der skal grundlæggende sikres en tiltro til egne og andres evner og værdier.

Selvstyrekommissionen anbefaler, at folkeskolen afkræves en langt mere offensiv rolle i udviklingen af barnets syn på sit fremtidige arbejdsliv samt de fantastiske muligheder, der via det personlige initiativ kan sikre et dy­namisk liv. I ungdomsuddannelserne og i erhvervsuddannelserne skal det samtidig sikres, at de unge får afprøvet lederskabserfaringer ved konkrete forløb under uddannelsen.

 Til toppen

3.7 Det internationale perspektiv

Den politiske indsats på social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet skal gøres mere smidigt, og lovgivningen på området skal forenkles.

Det er vigtigt at vurdere andre landes erfaringer. Hvad har andre lande gjort i Grønlands situation? Selvstyrekommissionen foreslår, at landsstyret i tæt samarbejde med Beskæftigelsesministeriet indleder et samarbejde med ILO vedrørende social, arbejds­markeds- og uddannelsesområdet. Formålet skal være at få rådgivning om organisering af arbejdsmarkeds­indsatsen på basis af de ILO-konventioner, som er eller vil blive ratificeret for Grønland.

Selvstyrekommissionen foreslår samtidigt, at landsstyret indleder drøftel­ser med den danske stat og med ILO om muligheden for på sigt at få til­knyttet en diplomat, f.eks. en arbejdsattaché til ILO.

For at drage fordele af erfaringer for regulering af arbejdsmarkedsforhold i andre økonomiske udkantsområder og lavt befolkede hjemmestyreområder og regioner i Arktis, foreslår Selvstyrekommissionen, at landsstyret sna­rest indgår forhandlinger med staten og ILO om etableringen af et vi­densnetværk vedrørende social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold i det arktiske område, meget gerne med udgangspunkt i en ekspertgruppe med hjemsted i Grønland.

I det omfang det lykkes at forhandle sig til en aftale med staten og ILO om ovennævnte tiltag, må det formodes, at driftsudgifterne for det samlede arbejdsmarkedsområde vil blive betydeligt mindre, end de driftsudgifter hjemmestyret og kommunerne i dag har på området, samtidigt med at den enkelte borger opnår en bedre service inden for såvel social-, arbejdsmar­keds- og uddannelsesområdet.

Til toppen

4.1 Udenrigs- og sikkerhedspolitik

Igennem Grønlands nyere historie har udenrigspolitiske problemstillinger påvirket livet i Grønland på vitale områder. Dette gælder tilbage fra 2. ver­denskrig og frem til moderniseringen af det grønlandske samfund, hvor de forskellige opfattelser af EF-medlemskabet i Danmark og i Grønland på af­gørende måde satte hjemmestyretanken på dagsordenen. Sælkampagnen i 70-erne viste hvor stor en effekt begivenheder i andre dele af verden - sælfangsten ved New Foundland - kunne få for dagligdagen i Grønland. Disse historiske erfaringer kom til at afspejle sig i hjemmestyreloven af 1978, hvori det i §16 hedder, at hjemmestyremyndighederne kan få lov til at gøre deres interesser gældende i internationale forhandlinger "af betyd­ning for det grønlandske erhvervsliv".

Den gennemførte analyse i selvstyrekommissionsarbejdet har bekræftet fremstillingen i Anorakrapporten, som påviste at Grønland i praksis har ud­viklet både politik og aktivitet på områder, der ligger udover en snæver fortolkning af begrebet "af betydning for grønlandsk erhvervsliv". Men samtidig er det klart, at de juridiske begrænsninger viser sig tydeligt, når man kommer til spørgsmålet om, hvem der i sidste ende skriver under på og er ansvarlig for gennemførelsen af en international aftale.

På det sikkerhedspolitiske område er der også sket en udvikling i forhold til hjemmestyreloven, hvor man slet ikke nævner grønlandsk deltagelse som en mulighed. De amerikanske baser i Grønland har fremtvunget behovet for en politisk stillingtagen til spørgsmål af sikkerhedspolitisk karakter i det grønlandske politiske system.

Arbejdet har endvidere vist, at det på en lang række områder nu er res­sourcerne, der sætter begrænsninger for den grønlandske deltagelse i det internationale samarbejde.

Kommissoriet fastslår, at spørgsmålene om kompetence, rolle og handle­muligheder spiller en central rolle, når det drejer sig om udenrigs- og sik­kerhedspolitik. Når man beskæftiger sig med disse begreber, kan man kon­statere, at spørgsmålet om kompetence på et væsentligt punkt adskiller sig fra rolle og handlemuligheder. Opbygning af Grønlands kompetence - her forstået som faglig viden, indsigt og erfaring - til at håndtere udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål bestemmer Grønland selv over, medens rammerne for rollen og handlemulighederne både politisk og juridisk er un­der indflydelse af andre, nemlig henholdsvis rigsmyndighederne og det in­ternationale samfund. Disse begrænsninger knytter sig til, at den formelle juridiske kompetence til at indgå internationale aftaler er et rigsmyn­dighedsanliggende.

 Til toppen

4.2 Den generelle udenrigs- og sikkerhedspolitik

4.2.1 Grønlands udgangspunkt

Grønlands geografi, klima, befolkningsstørrelse og ressourcer sætter ram­merne for meget her i landet. Dette gælder også for de udenrigs- og sik­kerhedspolitiske aktiviteter, hvor forholdet til Danmark spiller en særlig rolle. I takt med, at hjemmestyret har overtaget de forskellige ansvars­områder, er der fulgt udenrigspolitiske aspekter af disse områder med i bagagen. Men dette betyder også, at de sikkerhedspolitiske spørgsmål fortsat er rigsanliggender. Alle landsstyreområder har sager, som medfører forbindelser udenfor Grønland. Den fortsatte udvikling af det grønlandske samfund kræver deltagelse i den internationale økonomi.

Derfor er det meget vigtigt at have en udenrigspolitik på områderne fiskeri, fangst, miljø, turisme, transport og handel. Alle disse elementer har berø­ring med begrebet bæredygtig udvikling og globalisering. Det betyder, at det grønlandske folk har muligheder i verden, men samtidigt betyder det også, at verden udenom er opmærksom på Grønland. De krav, som det internationale samfund stiller til andre lande, bliver også stillet til Grønland. Hertil kommer, at debatten i dag om internationale nedrustningsaftaler og missilskjold som tidligere anført har vist, at spørgsmål af sikkerhedspolitisk karakter ikke mere blot er et spørgsmål om forholdet til Thule Air Base. Generelle sikkerhedspolitiske spørgsmål kommer ind i den grønlandske de­bat.

Kulturpolitisk har Grønland gennem sin historie haft et nært forhold til Danmark og de nordiske lande. Især forholdet til Vestnorden er blevet markant de seneste år. Et vigtigt anliggende har været at sikre en gensidig anerkendelse af en række uddannelser på det nordiske arbejdsmarked. På grund af Grønlands geografiske placering nær det nordamerikanske konti­nent og slægtskabet med Inuit i Nordamerika er det naturligt også at lægge stor vægt på kontakter med de nye selvstyreområder i Canada.

Størstedelen af Grønlands befolkning har rod i den arktiske inuitkultur. Dette giver Grønland en særlig forpligtelse og et specielt udgangspunkt for den globale diskussion om, hvorledes oprindelige folks menneskerettighe­der sikres i forhold til de nationalstater, de er omfattet af.

Også på miljø- og naturbeskyttelsesområdet har udviklingen i verden bety­det, at Grønland har været nødt til at føre en udenrigspolitik. Retten til at udnytte den vildtlevende natur er ingen selvfølge for de lande, vi gerne vil samarbejde med. Miljøspørgsmålet er i dag en global sag. Grønlands stemme har lydt i kampen for at få stoppet den forurening af havene, som er til skade for fisk og ikke mindst havpattedyr. Hertil kommer, at også Grønland vil blive påvirket af de klimaændringer, som følger med drivhus­effekten. Internationalt må Grønland arbejde på at blive forstået og aner­kendt for sine holdninger og må i øvrigt gøre sit for at påvirke den gene­relle udvikling.

På det økonomiske område har Grønland et vanskeligt udgangspunkt, fordi de penge, som landet tjener, kun kommer et sted fra, nemlig fiske- og skaldyrseksporten. De øvrige områder, som turisme samt mineralefter­forskning og -udnyttelse, har fortsat kun marginal betydning. Eksportind­tægterne fra disse kilder er i dag ikke tilstrækkelige til at udvikle det grøn­landske samfund. De øvrige økonomiske ressourcer, der kræves for at fastholde et velfærdssamfund efter nordisk model i et arktisk område som Grønland, kommer via bloktilskuddet fra staten i henhold til den aftale, der var grundlaget for hjemmestyreloven af 1978.

 Til toppen

4.2.2 Målsætninger

Set på denne baggrund er Grønland nødt til at deltage i det internationale samkvem. Isolation er ikke en mulighed. Et velfungerende partnerskab med Danmark styrker begge lande. Grønlands udenrigspolitik følger som en kombination af påvirkninger fra udlandet og indenlandske beslutninger. Overordnet gælder det, at jo flere penge Grønland kan tjene selv, jo mere får man mulighed for selv at bestemme, indenfor de begrænsninger, som sættes af den geografiske placering og den rolle Grønland har valgt i rigs­fællesskabet. Et hovedformål med Grønlands udenrigspolitik er kort sagt at styrke landets økonomi.

Som centrale målsætninger kan hertil nævnes:

  • Et godt liv for alle i Grønland i respekt for internationale aftaler om men­nesker og natur
  • International respekt for Grønlands territorium og folk og en ansvar­lig forvaltning af landet med respekt for internationale afta­ler
  • Aktiv deltagelse i forhandlinger omkring sikkerhedspolitiske spørgs­mål, der vedrører Grønland
  • Etablering af de politisk og økonomisk mest bæredygtige fangst-, fi­skeri- og handelsaftaler, herunder særligt at styrke relationerne til EU
  • Påvirke internationale processer - nordisk, arktisk, FN osv. - med grøn­landske værdier, vurderinger og holdninger
  • Tiltrækning af international kapital til udvikling af potentialet inden­for olie- og mineralindustrien, samt udvikling af anden produkti­onsvirk­somhed
  • Størst mulig grønlandsk indflydelse på Kongeriget Danmarks interna­tionale aftaler, som berører Grønland og dets befolkning
  • Størst mulig indflydelse på Kongeriget Danmarks udenrigspolitik i øv­rigt
  • Støtte til anerkendelse af menneskerettighederne generelt og de op­rin­delige folks rettigheder i særdeleshed
  • Opbygning af en forhandlingskompetence m.v. på internationalt ni­veau
  • Fortsat udvikling af Grønlands udenrigspolitik i dialog med det civile samfund
  • Yde et grønlandsk bidrag til udvikling af større international fred og for­ståelse

 Til toppen

4.2.3 Ressourcer

De penge, der i dag anvendes på udenrigspolitiske aktiviteter, kommer dels fra den danske finanslovsbevilling, dels fra Landskassen. Den danske uden­rigstjeneste tager sig af grønlandske sager rundt omkring i verden, når så­danne opstår. Militære anliggender og spørgsmål om USA's tilstedevæ­relse i Grønland varetages også fra Udenrigsministeriets side som et ele­ment i Kongeriget Danmarks samlede sikkerhedspolitik.

Alle direktorater i hjemmestyret har udenrigsrelaterede opgaver. Hertil kommer de generelle opgaver, som varetages af udenrigskontoret. Grøn­lands Hjemmestyre anvender skønsmæssigt 30 årsværk på udenrigspoliti­ske opgaver. Årsværkene fordeler sig med 17 til direktoraterne og 13 til udenrigskontoret inklusive medarbejderne i Bryssel og København. Uden­rigskontorets budget er i 2001 på 14,6 mio. kr. svarende til 0,3% af Lands­kassens samlede budget på ca. 5 mia. kr.

Det har ikke under hjemmestyret været fast praksis at vurdere de økono­miske og administrative konsekvenser af nye internationale aftaler før de indgås. Når det gælder udenrigsrelationer, har de enkelte landsstyremed­lemmer en stor indflydelse på, hvilke udenrigspolitiske opgaver, der skal løses først, og hvilke der har en lavere prioritet. Det svarer til hvad man finder i mange andre lande, hvor fagministerier ofte har vigtige udenrigs­opgaver indenfor deres område.

Erfaringen viser, at den udenrigspolitiske del af et givet arbejdsområde er det, der først bliver fjernet, når pengene mangler. Det er ikke i første om­gang juridiske begrænsninger, der spiller ind, når det skal afgøres, hvorvidt et givet politikområde skal fremmes internationalt. Det afgørende er som oftest manglen på penge og mandskab indenfor det berørte direktorat. Den positive side af dette forhold ligger i, at hver enkelt del af hjemmestyrets administration således kan udøve den økonomiske ansvarlighed, der skal til i al god forvaltning. Det udenrigspolitiske må ikke vælte direktoraternes budgetter. Men på den anden side kan det også indvendes, at denne prak­sis kan komme til at stå i vejen for en samlet, central vurdering af, hvilke elementer i den grønlandske udenrigspolitik, der - set i et helhedssyn - skal nyde fremme, og hvilke der med fordel kan sættes i venteposition.

 Til toppen

4.2.4 Grønlandske NGO'er

De frivillige organisationer spiller i dag en vigtig rolle i den internationale proces. Disse organisationer udgår fra det, der betegnes som civilsamfun­det. Som eksempler kan nævnes idrætsorganisationerne, Røde Kors, Am­nesty International o.lign.

I grønlandsk sammenhæng er Inuit Circumpolar Conference (ICC) den vig­tigste blandt denne type organisationer. 15 grønlandske interesseorganisa­tioner og partier er medlemmer af ICC-Grønland, som finansieres over Landstingets finanslov med en bevilling, der i 1999 udgjorde 4,5 mio. kr. I 1988 modtog ICC den prestigefyldte internationale miljøpris Global 500 Award, som uddeles af FN's miljøagentur UNEP. I 1996 modtog ICC-Grøn­land Nordisk Råds Natur- og Miljøpris. ICC er en af de 6 permanente delta­gere i Arktisk Råd, og deltager desuden i arbejdet i forskellige FN-sam­menhænge. ICC er således i mange internationale fora med til at fremme arktiske synspunkter på kultur, miljø og international handel. Repræsen­tanter fra ICC deltog også i Selvstyrekommissionens midtvejsseminar, hvor man bl.a. redegjorde for ICC's erfaringer med det internationale arbejde.

Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at Grønlands landsstyre og Landsting fremover i højere grad skal være opmærksom på de muligheder, der ligger i et samarbejde med ICC og andre NGO-er. På den udenrigspoli­tiske arena vil Grønland ofte være deltager i Kongeriget Danmarks delega­tioner og således omfattet af det fælles rigsmandat for forhandlingerne, medens ICC bevæger sig i NGO-miljøet og dermed arbejder ud fra sit eget mandat, som kan give arktiske folk en stemme i den internationale debat.

 Til toppen

4.3 Grønland og sikkerhedspolitiske spørgsmål

I kommissoriet lægges særlig vægt på, at Grønlands sikkerhedspolitiske rolle skal vurderes med udgangspunkt i Grønlands geografiske placering. Kommissionen har derfor indsamlet materiale herom bl.a. under besøg på eksisterende forsvarsinstallationer i Grønland og gennem det seminar, som arbejdsgruppen arrangerede i Nuuk i marts 2001 under titlen "Grønland og Sikkerheden". Det ligger klart, at der i dag er 2 elementer, som må indgå i de videre drøftelser. For det første er der den klassiske sikkerhedsdiskus­sion, som vedrører de militære trusler, som måtte forekomme overfor et lands suverænitet. Dette beskrives traditionelt som hård sikkerhedspolitik. For det andet er der de trusler mod et samfund som stammer fra ulykker, ødelæggelse af miljøet, naturressourcers forsvinden osv. Disse problemer beskrives i dag under overskriften blød sikkerhed.

Selvstyrekommissionen anbefaler, at sikkerhedspolitiske spørgsmål frem­over skal udgøre en naturlig del af landsstyrets og Landstingets samlede politik, således at perspektivet bliver bredere end håndteringen af verse­rende enkeltspørgsmål.

 Til toppen

4.3.1 Grønlands geografiske placering i relation til sikkerhedsspørgsmå­let

Det faste udgangspunkt for Selvstyrekommissionens overvejelser om Grønlands sikkerhedspolitiske placering er, dels landets geografiske place­ring i Nordamerika, dels dets historiske, kulturelle, politiske og økonomiske forankring i Norden. Samtidig gælder det, at Grønland er vores land uagtet de rådende politiske indskrænkninger, som under det eksisterende rigs­fællesskab begrænser grønlændernes dispositionsret.

Perioden under 2. verdenskrig demonstrerede i praksis, at Grønlands geo­grafiske beliggenhed ved det nordamerikanske kontinent betyder, at Grønland indgår som et element i USA's sikkerhedspolitik. Det ovenfor nævnte seminar og sagsbehandlingen i Selvstyrekommissionen dokumen­terer, at Grønlands geografiske placering indebærer, at Grønland også fremover vil være genstand for navnlig Nordamerikas strategiske og mili­tære interesse. USA vil altid være interesseret i, at ingen anden magt kan gøre sig gældende i Grønland.

Det må samtidig forventes, at de arktiske egne fortsat vil spille en vigtig rolle i forbindelse med moderne, højteknologisk krigsførelse. For tiden gæl­der det specielt indsamling og formidling af information, og fortsat adgang til militære faciliteter i disse områder vil derfor prioriteres højt i den vestli­ge forsvarsalliance, herunder især USA.

Selvstyrekommissionen konstaterer, at Thuleradaren fortsat vil spille en betydelig rolle for overvågningen af det arktiske luftrum og de transpolare missilbaner mellem Europa/Asien og Nordamerika, og det samme gælder satellitkommunikationsstationen på Thule Air Base, der er en af de bedst placerede stationer i verden for nedhentning af billeder fra alle slags polar­kredsende satellitter, herunder også overvågningssatellitter. Hertil kom­mer, at Grønland fortsat vil spille en rolle i tilknytning til den militære overvågning af Grønlandshavet, Danmarksstrædet samt farvandene syd for Kap Farvel, og selvom satellitteknologi stadig udvikles, må man forvente, at de faste vejrstationer fortsat vil være af afgørende betydning for den nordatlantiske vejrtjeneste, som er afgørende for både fly- og skibstrafik.

Der hersker således for Selvstyrekommissionen ingen tvivl om Grønlands grundlæggende betydning for den geopolitiske magtbalance i Nordatlanten og i Arktis. I forholdet til rigsmyndighederne eksisterer der på dette punkt det afgørende problem, at denne betydning ikke i den nuværende hjemme­styrelov afspejles i en tilsvarende lovfæstet ret for det grønlandske lands­styre og Landsting, til at blive inddraget i udformningen af den sikkerheds- og forsvarspolitik, som er af direkte eller indirekte betydning for Grønland.

Selvstyrekommissionen har noteret sig, at de årlige udenrigspolitiske rede­gørelser fra landsstyret til Landstinget viser, at der har udviklet sig en praksis med en form for konsultationer, som bygger på den velvillighed, som man på et hvert givet tidspunkt kan mobilisere fra den danske rege­rings side. Dette anser man ikke for at være passende i en fremtidig selv­styreordning. En nyordning må efter Selvstyrekommissionens opfattelse indebære en lovfæstelse af Grønlands formelle deltagelse på dette område.

 Til toppen

4.3.2 Grønlands interesser og den militære trussel

Grundlæggende er det i Grønlands interesse, at befolkningen kan forblive tryg i så vidt muligt enhver henseende. Derfor skal der til hver en tid være et beredskab mod en række trusler, som kunne tænkes at opstå. Det dre­jer sig her i første række om:

  • Befolkningens personlige sikkerhed
  • Landets politiske institutioner
  • Folkets kulturelle egenart
  • Den økonomiske velfærd
  • Energiforsyningen, herunder brændstoflagrene
  • Infrastruktur, herunder transportsystemer og telekommunikation såvel internt som i relation til omverdenen
  • Naturressourcerne

Det er i Grønlands interesse, at Danmark er beskyttet. Det følger af den omstændighed, at Grønland er i rigsfællesskab med Danmark, og at der eksisterer stærke økonomiske, politiske og personlige forbindelser mellem Danmark og Grønland. Hertil kommer at også USA's sikkerhed er vigtig for Grønland. Det er således i Grønlands interesse at indgå som partner i de­mokratiske landes samarbejde om bevarelse af fred og sikkerhed og imø­degåelse af trusler herimod, bl.a. i form af international terrorisme.

Suverænitetshævdelsen omkring Grønland foregår i det daglige ved hjælp af Grønlands Kommando (GLK), som med hovedkvarter i Grønnedal foreta­ger såvel suverænitetshævdelse som en række opgaver af mere civil ka­rakter, herunder fiskeriinspektion, søredning og miljøovervågning. GLK har endvidere ansvaret for Siriuspatruljen, Station Nord, Luftgruppe Vest i Kangerlussuaq samt forsvarets vagt i Mestersvig. Chefen for GLK er repræ­senteret ved Thule Air Base i kraft af forbindelsesofficeren ved basen.

Selvstyrekommissionen har også noteret sig, at området nord for Qaanaaq ikke afpatruljeres militært. Kommissionen anbefaler, at spørgsmålet om suverænitetshævdelsen på denne strækning tages op til drøftelse med de relevante myndigheder, eventuelt under medinddragelse af de lokale fan­gere.
Det materiale, som Selvstyrekommissionen har haft til sin rådighed - jvf. bl.a. den ovenfor nævnte konference - siger samstemmende, at der i dag ikke er nogen aktuelle trusler mod Grønland i klassisk militær forstand.

Det grønlandske samfunds sikkerhed og stabilitet varetages fra to sider: Fra rigsfællesskabets side og fra hjemmestyrets side. I fredstid tager stats­lige myndigheder sig af både den hårde og den bløde sikkerhedspolitik: Det militære forsvar af Grønland, hævdelse af suveræniteten, fiskeriinspektio­nen, eftersøgnings- og redningstjenesten, opretholdelse af lov og orden, bekæmpelse af kriminalitet, overvågning, forureningsbekæmpelse ved større ulykker til havs og terrorbekæmpelse. I en eventuel krigssituation kan Grønlands forsvar på et givet tidspunkt blive en del af det nordameri­kanske forsvar. Hjemmestyret og kommunerne tager sig af lokale bered­skabsforanstaltninger ved katastrofer, brandbekæmpelse og forurenings­bekæmpelse.

 Til toppen

4.3.3 Den bløde sikkerhed og betydningen for det grønlandske samfund

Der foregår for tiden et udredningsarbejde mellem danske og grønlandske myndigheder med henblik på at gøre status over det civile beredskab. Den grundlæggende lovgivning på området stammer fra 1962, og udrednings­arbejdet har foreløbig dokumenteret, at der er en række uklarheder og mangler, når det gælder reglerne, ligesom der ikke i alle tilfælde er afsat de ressourcer, der skal til, for at det kan siges, at beredskabet er tidssva­rende. Hertil kommer, at det forekommer uhensigtsmæssigt, at en del af det praktiske ansvar fortsat ligger i København. Det er Selvstyrekommissi­onens forventning, at dette arbejde vil føre til etablering af opdaterede regler og samarbejdsformer mellem Grønland og Danmark på dette områ­de, samt at situationen med de manglende ressourcer vil blive taget op af de relevante myndigheder.

Der foregår for tiden et udredningsarbejde mellem danske og grønlandske myndigheder med henblik på at gøre status over det civile beredskab. Den grundlæggende lovgivning på området stammer fra 1962, og udrednings­arbejdet har foreløbig dokumenteret, at der er en række uklarheder og mangler, når det gælder reglerne, ligesom der ikke i alle tilfælde er afsat de ressourcer, der skal til, for at det kan siges, at beredskabet er tidssva­rende. Hertil kommer, at det forekommer uhensigtsmæssigt, at en del af det praktiske ansvar fortsat ligger i København. Det er Selvstyrekommissi­onens forventning, at dette arbejde vil føre til etablering af opdaterede regler og samarbejdsformer mellem Grønland og Danmark på dette områ­de, samt at situationen med de manglende ressourcer vil blive taget op af de relevante myndigheder.

 Til toppen

4.3.4 Grønlands bidrag og krav til løsning af forsvarsopgaven

Der har ikke været tradition for sikkerhedspolitiske diskussioner i den grønlandske befolkning, men Selvstyrekommissionen har fået mandat til at undersøge og overveje mulighederne for grønlandsk deltagelse i suveræ­nitetshævdelsen og fiskeriinspektionen. Disse spørgsmål er efter Selvstyre­kommissionens opfattelse en integreret del af hele det sikkerhedspolitiske spørgsmål. Interessen for de to nævnte spørgsmål knytter sig dels til mu­ligheden for at markere sig som et eget folk i forhold til omverdenen, dels fiskeriinspektionens karakter af forsvar for de ressourcer, som man har an­svar for i det daglige. Hertil kommer flere yderligere forhold, som gør em­net aktuelt i disse år:

  • det voksende ønske om større selvstyre
  • den stigende betydning, som i disse år bliver tillagt det civile bered­skab
  • en grønlandsk mulighed for at bidrage til rigsfællesskabets samlede in­teresser i et nyt partnerskab

Alene det voksende ønske om konkret indflydelse på egne anliggender gi­ver anledning til at spørge efter det grønlandske folks vilje til at bidrage med mandskab, såvel til søværnets kystbevogtnings- og fiskeriinspektions­fartøjer som til Siriuspatruljens hundeslæder. Gennem årene har et antal unge grønlandske mænd frivilligt meldt sig i GLK i Kangilinnguit, ligesom der er registreret to eksempler på grønlændere, som har gjort tjeneste i Siriuspatruljen. Dette er alle tilfælde, der er udslag af en personlig interes­se hos de pågældende.

Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at i et selvstyrende Grønland må man påregne, at der vil eksistere en interesse for at værne om sit land, og vælgerne vil formentlig begynde at kræve af de respektive politiske partier, at de fremlægger et program for rekruttering, i alt fald til GLK. Selvstyrekommissionen mener derfor at tanken må være, at flere og flere af funktionerne i og under GLK på sigt skal kunne bemandes af grønlæn­dere. Tanken om værnepligt og militærtjeneste har til dato været fuld­stændigt fremmed for grønlænderne. Denne afstand til et selvstændigt folks grundlæggende ansvar gav sig selv i kolonitiden. I hjemmestyreperi­oden, som Grønland nu er ved at lægge bag sig, var der heller ingen grund til at anfægte en sådan tingenes tilstand. Bliver talen derimod om et selv­styrende Grønland, er det Selvstyrekommissionens opfattelse, at man ikke kan komme udenom spørgsmålet om værnepligt.

Ganske vist står "selvstyre" i den foreliggende sammenhæng ikke for nati­onal selvstændighed, og der bliver selvsagt ikke tale om, at Grønland skal til at opbygge eget militært værn. Men på den anden side gælder det, at den politiske udvikling hen imod et større selvstyre sender et signal til om­verdenen om en større vilje og evne til selvhjulpenhed.

Ønsker det nye Grønland - som et minimum - at være med til at vogte over sit territorium, er værnepligt en praktisk nødvendighed. I det partner­skab med Danmark, som er den politiske overskrift over denne udvikling, ligger det lige for, at den grønlandske ungdom i alt fald går med ind i den del af de danske værn, som opererer i Grønland. I den nuværende situati­on kan Grønland sikkerhedspolitisk set bedst beskrives som et protektorat med hjemmestyre. Skal selvstyredynamikken hæve samfundet ud af så­danne rammer, skal begge parter yde bidrag til fælles anliggender. Sikker­hed er en fælles sag, hvor hver part yder sit.

Siriuspatruljens operationer er i dag underlagt Kangilinnguit. Patruljens rolle som kontrollant af fremmed indtrængen i territoriet er i dag stærkt reduceret, idet informationer om sådanne aktiviteter fås gennem fly og satellitovervågning samt patruljering til søs. Hovedopgaven må i dag be­tragtes som værende af civil karakter, i form af nationalparkovervågning og praktisk støtte til forskning i området.

Selvstyrekommissionen finder på denne baggrund, at Siriuspatruljen umid­delbart er egnet til at overgå til grønlandsk administration. Hovedopgaven vil fortsat være nationalparkovervågning og støtte til forskningsaktiviteter i området. Selvstyrekommissionen forudsætter, at der indgås passende af­taler med politimesterembedet om udførelsen af politimæssige opgaver, li­gesom man forudsætter, at militærovervågning til søs og fra luften fortsat hører under Grønlands Kommando. Overtagelse af Siriuspatruljen vil kunne danne grundlag for opbygningen af en nationalparkforvaltning, bl.a. i sam­arbejde med Ittoqqortoormiit kommune. Hermed har man muligheden for at udvikle området som et forsknings- og turistområde.

 Til toppen

4.3.5 Værnepligten og den civile samfundspligt

Indbyggerne i Grønland er borgere i et samfund, hvor borgerskab manife­steres på forskellig måde, og hvor man normalt fokuserer på de rettighe­der, man som borger føler man har krav på. Men den grundlæggende ide i denne sammenhæng er at manifestere et borgerskab af den slags, som ikke blot indebærer nogle garantier til alle, men som også kræver en ind­sats af hver enkelt. Denne indsats kan være af enten militær eller civil ka­rakter, og enhver ung mand og kvinde i samfundet bør yde sit.

Det er derfor Selvstyrekommissionens principielle opfattelse, at der bør indføres en kombination af en værnepligt og en civil samfundspligt (CSP) for den grønlandske ungdom. Der er i ungdommen et voksende ønske om at være med til at tage et personligt ansvar for samfundets fremtid og få anvist nogle konkrete muligheder for at gøre noget for sit land og nedbrin­ge behovet for udefra tilkaldt arbejdskraft.

Ordningen skal indføres i et samarbejde med rigsmyndighederne, således at de militære værnepligtige udfører deres tjeneste indenfor rigsfællesska­bets væbnede styrker, og de civile værnepligtige aftjener den civile sam­fundspligt i selvstyrets regi.

Almindelig værnepligt vil betyde, at ca. 800 unge mennesker stiller tid og kræfter til samfundets rådighed hvert år. Hvis en del af dem bliver indkaldt til tjeneste i Kangilinnguit, og en del gennemgår den militære grunduddan­nelse, som skal til for at kunne gøre tjeneste i Siriuspatruljen, vil resten være til rådighed for en CSP. Der er mange opgaver, der vil kunne løses gennem en civil samfundspligt. Naturinstituttet vil kunne få hjælp til sit til­bagevendende feltarbejde. Børneinstitutionerne mangler konstant ar­bejds­kraft. Hospitaler, alderdomshjem og plejehjem kan altid bruge nogle ekstra hænder. Museer og arkiver har meget liggende, som de aldrig har tid til at få gennemregistreret. Jagtbetjentene vil kunne få nytte af noget ekstra hjælp på de vidtstrakte områder, som de ofte skal dække og er an­svarlige for. Mange steder er der et stort behov for oprydning og forbedret miljøbe­vidsthed. Dertil kommer, at en lovpligtig samfundspligt vil åbne mulighed for, at enhver kommer til at gennemgå kurser i førstehjælp, brandøvelser, livredning, våbenlære og overlevelse i fjeldet under fangst og jagt. En kombineret værnepligt og CSP bør være for begge køn, og i princippet ri­meligt, men ikke højt lønnet. Grundtanken er at yde, ikke blot at nyde. Samtidig vil en sådan ordning være en vej frem mod det mål, som implicit ligger i opdraget til Selvstyrekommissionen, når det gælder suve­rænitets­håndhævelse og fiskeriinspektion.

Selvstyrekommissionen vil således anbefale, at landsstyret iværksætter en udredning, der kan afklare de praktiske og økonomiske konsekvenser af værnepligt, herunder en obligatorisk 6 måneders civil samfundspligt for de personer, der ikke udtages til militær værnepligt.

 Til toppen

4.3.6 Den fremtidige sikkerhedspolitik

Samtidig med at vi påtager os et medansvar for rigets fælles sikkerhed som ovenfor skitseret, vil det også fremover være naturligt, at vi deltager i den internationale sikkerhedspolitiske debat, med udgangspunkt i bidrag fra vort område. Freden i verden sikres bl.a. ved, at folkene oplever et ri­meligt mål af frihed, velfærd og demokrati, funderet på en bæredygtig livs­stil. Grønland kan stå - og står - som et eksempel på et lille folk, der i et udsat område og under vanskelige forhold, opretholder en god standard på alle tre områder i samarbejde med Danmark, og som - ligesom Danmark - giver høj prioritet til overholdelse af menneskerettighederne. Dertil kom­mer den udvikling, der har fundet sted fra kolonistatus til et hjemmestyre og videre mod et udvidet selvstyre. I denne sammenhæng er vort fælles bidrag til verdensfreden først og fremmest at vise, at noget sådant kan lade sig gøre i fred og fordragelighed, uden anvendelse af vold. Eksemplets magt skal ikke undervurderes.

Samtidig med at vi påtager os et medansvar for rigets fælles sikkerhed som ovenfor skitseret, vil det også fremover være naturligt, at vi deltager i den internationale sikkerhedspolitiske debat, med udgangspunkt i bidrag fra vort område. Freden i verden sikres bl.a. ved, at folkene oplever et ri­meligt mål af frihed, velfærd og demokrati, funderet på en bæredygtig livs­stil. Grønland kan stå - og står - som et eksempel på et lille folk, der i et udsat område og under vanskelige forhold, opretholder en god standard på alle tre områder i samarbejde med Danmark, og som - ligesom Danmark - giver høj prioritet til overholdelse af menneskerettighederne. Dertil kom­mer den udvikling, der har fundet sted fra kolonistatus til et hjemmestyre og videre mod et udvidet selvstyre. I denne sammenhæng er vort fælles bidrag til verdensfreden først og fremmest at vise, at noget sådant kan lade sig gøre i fred og fordragelighed, uden anvendelse af vold. Eksemplets magt skal ikke undervurderes.

Det er en grundlæggende præmis, at løsning af konflikter ved terroristisk aktivitet er uacceptabel, og at anvendelse af militær magt i det internatio­nale samfund kun bør ske med FN's samtykke. I kraft af sin historiske ud­vikling og geografiske placering er Grønland blevet hjemsted for et af de vigtigste centre for satellitbaseret informationsindsamling i verden, nemlig Thule Air Base. Den teknologiske udvikling gør, at informationer, der skaf­fes til veje via dette system i stigende grad er anvendelig, også når det gælder overvågningen af internationale aftaler om f.eks. ikke-spredning af atomvåben, forbud mod atomprøvesprængninger, forbud mod eksperi­menter med kemiske og bakteriologiske våben m.v.
Det vil være naturligt for et selvstyrende Grønland at forholde sig til de ak­tiviteter, der foregår i landet, herunder også på Thule Air Base. Selvsty­re­kommissionen ser det derfor som en oplagt mulighed for et bidrag til en fredeligere verden, at landsstyret og Landstinget fremfører, at man ønsker, at Thule Air Base over tid udvikles til at blive en international - og altså ikke blot amerikansk - varslings- og satellitsporingsstation. I medfør af denne politik bør information, som er opnået via installationerne på Thule­basen, på sigt stilles til rådighed for og bearbejdes af det relevante FN-or­gan, der har til opgave at overvåge, at internationale nedrustningsaftaler bliver overholdt. 

 Til toppen

4.4 Opsummering af de sikkerhedspolitiske anbefalinger

Selvstyrekommissionen anser det for tvingende nødvendigt, at der foreta­ges ændringer i lovgrundlaget for, at et selvstyrende Grønland kan få ad­gang til at øve indflydelse på de relevante dele af Kongeriget Danmarks sikkerhedspolitik. Et selvstyrende Grønland må have medindflydelse på den førte politik.

Selvstyrekommissionen konstaterer, at Grønland i kraft af rigsfællesskabet er en del af NATO, og at regeringen i Washington har et afgørende ord i alle centrale spørgsmål. Samtidig betyder dette forhold til NATO, at Grøn­land fremover må sikre sig førstehåndsinformation om arbejdet i NATO. Dette finder Selvstyrekommissionen kan ske ved, at hjemmestyrets repræ­sentant ved EU i Bruxelles også akkrediteres til NATO-hovedkvarteret sammesteds. Når det gælder Nordamerika bør Grønlands repræsentation fremover kunne placeres i New York (ved FN og Permanent Forum), midt­vejs mellem Ottawa (Canada/Nunavut-kontakten) og Washington.

Når det gælder de indre forhold finder Selvstyrekommissionen, at tiden er kommet til at indføre almindelig værnepligt i Grønland, herunder civil samfundspligt. På længere sigt bør såvel flådestationen i Kangilinnguit som Siriuspatruljen kunne bemandes med grønlandske værnepligtige. En vær­nepligt i Grønland bør kunne aftjenes enten militært ved et af de tre værn, eller i form af en civil samfundspligt.

Selvstyrekommissionen finder, at den fremvoksende ansvarsbevidsthed og vilje til at yde noget for et fremtidigt selvstyrende Grønland bør tages al­vorligt. Selvstyrekommissionen anbefaler derfor, at en sådan værnepligt indbefatter en civil samfundspligt, som tilgodeser en række eksisterende behov, samtidig med at den grønlandske borger vænnes til selv at løfte de opgaver, der følger.

Selvstyrekommissionen finder også, at det voksende antal af sager på Thule Air Base, der vedrører forholdet til det grønlandske civilsamfund, vi­ser, at der - både af sproglige og af andre årsager - er et behov for at grønlandske myndigheder repræsenteres direkte ved en person, der på lige fod indgår i samarbejde med den derværende danske militære forbindel­sesofficer.

Når det gælder de generelle sikkerhedspolitiske spørgsmål anbefaler Selv­styrekommissionen, at de informationer, som indsamles på Thule Air Base, i fremtiden også stilles til rådighed for det internationale samfund med henblik på at styrke kontrollen med internationale aftaler om ikke-spred­ning af atomvåben, forbud mod atomprøvesprængninger, forbud mod eks­perimenter med kemiske og bakteriologiske våben m.v.

Endelig finder Selvstyrekommissionen, at alle nye amerikanske militære in­stallationer og aktiviteter på grønlandsk territorium fremover skal have som en forudsætning, at der foreligger fuld og dækkende information, og at der indgås en aftale med Grønland som medunderskriver. Det samme gælder militære aktiviteter af midlertidig karakter udenfor Thulebasen. For­svarsaftalen af 1951, samt senere indgåede tillægsaftaler skal derfor gen­forhandles med Grønlands fulde deltagelse og medvirken og ikke kun ju­steres ved tillægs­aftaler.

 Til toppen

4.5 Kultur og det internationale samarbejde generelt

4.5.1 Det generelle udgangspunkt

Grønlands kultur bygger på den historiske arv. Heri indgår også normerne for social adfærd. I international praksis udvikles disse normer som men­neskerettigheder og folkeret. Befolkningen i Grønland har altid været et folk i sin egen ret. Den kompetence, Grønland i dag har på det kulturelle område, giver sig udtryk gennem sproget og den grønlandske samfunds­opfattelse, således som den har udviklet sig under påvirkning fra kristen­dommen og den danske tilstedeværelse op gennem kolonitiden.

 Til toppen

4.5.2 De internationale relationer generelt

Grønlands rolle i internationale spørgsmål er vokset betydeligt i takt med, at hjemmestyret på en række områder har overtaget den politiske kom­petence. Både arbejdet, der gik forud for nedsættelse af Selvstyrekommis­sionen, og det arbejde, der er foretaget undervejs dokumenterer, at hjemmestyrelovens meget begrænsede muligheder for Grønlands interna­tionale arbejde ikke i praksis er dækkende for virkeligheden i dag. Dette betyder, at den eksisterende hjemmestyrelov i spørgsmål vedrørende udenrigsrelationer må revideres, således at den gældende praksis i det mindste afspejles i lovgivningen med mulighed for en videre udvikling. Selvstyrekommissionen lægger vægt på, at dette for rigsmyndighederne indebærer en lovfæstet pligt til forhandling med de grønlandske myndighe­der, førend internationale initiativer igangsættes på områder, der har be­tydning for Grønland. Principielle mandater til at indgå i internationale for­handlinger skal forelægges ikke blot Folketinget, men også Grønlands landsstyre og Landsting til forhandling. Dette skal ses i modsætning til den praksis, der findes i dag, hvor internationale aftaler kun bliver forelagt de grønlandske myndigheder til godkendelse. På dette sene tidspunkt i pro­cessen er det ikke muligt at få indført ændringer i de internationale tekster.

Der er en uklarhed forbundet med udtrykkene "Danmark" og "Kongeriget Danmark" eller "Danmarks Rige". I internationale relationer optræder Danmark nogle gange på alle rigsdeles vegne, og i andre tilfælde bliver Danmark forstået som EU-medlemslandet. Selvstyrekommissionen finder, at ingen bør kunne være i tvivl om, hvornår Danmark optræder udadtil i henholdsvis den ene eller den anden egenskab. Når der er tale om Konge­riget Danmark, vil man således kunne forudsætte, at der har fundet de nødvendige forhandlinger sted med Grønland indenfor de områder, hvor der er markeret en grønlandsk interesse. Selvstyrekommissionen forud­sætter, at man også fremover vil være i stand til, med udgangspunkt i den ændrede lovgivning, at finde faste procedurer for løsninger på de eventu­elle problemer, der måtte opstå, når Danmark som EU-medlemsland er forpligtet af den fælles EU-politik, medens andre dele af Kongeriget Dan­mark kan have andre interesser. Samtidig er det vigtigt for Grønland, at Rigets fælles lovgivning bliver opdateret i de tilfælde, hvor Danmark må ændre sin lovgivning som følge af nogle nye EU-bestemmelser.

Endelig finder Selvstyrekommissionen det vigtigt, at hjemmestyret over­for regeringen, i forlængelse af punktet ovenfor, rejser spørgsmålet om, hvorle­des landsstyrets repræsentanter indgår i Kongerigets delegationer i de tilfælde, hvor den internationale forhandling for Danmarks vedkommen­de forudsætter en EU-koordination.

 Til toppen

4.5.3 Arktiske folk og oprindelige folk

Grønland har en rolle på den internationale scene som et eksempel for an­dre arktiske folk og oprindelige folk i andre verdensdele. Grønlands politik i spørgsmålet om oprindelige folk har udviklet sig, efterhånden som bevidst­heden om dette område udviklede sig. En milepæl i dette område var dan­nelsen af ICC i Nuuk 1980.
Under opbygningen af hjemmestyret har der udviklet sig konkrete politiske initiativer på forskellige områder. Grønland har spillet en særlig rolle og har reelt haft afgørende indflydelse på hele Kongeriget Danmarks internatio­nale profil. Grønlandske politikere har ved flere lejligheder repræsenteret hele rigsfællesskabet ved sagsfremstilling og forhandlinger i FN. Som et særligt markant initiativ skal fremhæves forslaget om et permanent forum for oprindelige folk i FN. Dette forslag blev fremlagt i 1993. Gennem et sy­stematisk arbejde fra dansk side med aktiv deltagelse af Grønland blev dette forslag vedtaget i ECOSOC år 2000. "Det Permanente Forum" samle­des for første gang i 2002. Grønland har også haft afgørende indflydelse på Kongeriget Danmarks ratifikation af ILO-konvention 169 om oprindelige folk, idet Grønland har lagt afgørende vægt på at få fastslået de oprindelige folks kollektive ret til land og ressourcer i deres områder.
På en række andre internationale områder griber spørgsmålet om oprinde­lige folk ind i Grønlands internationale politiske optræden. Grønlands delta­gelse og handlemuligheder - sammen med Færøernes - i Kongeriget Dan­marks delegation ved møder i IWC er gennem årene blevet lagt i faste rammer. Som hvalfangernation har Grønland længe haft verdens største internationalt anerkendte kvote af storhvaler. Dette sker i kraft af det grønlandske folks stilling som et oprindeligt folk i lyset af IWC's regler. I kraft af rigsfællesskabet er Kongeriget Danmark således en hvalfangernati­on. Dette har en positiv effekt på rigsfællesskabets optræden generelt, når det gælder holdningen til udnyttelsen af de levende ressourcer i havet på et bæredygtigt grundlag. Selvstyrekommissionen lægger vægt på, at den positive udvikling på hvalfangstområdet fastholdes, og man mener, at et skridt på vejen til dette kunne være, at rigets hvalkommissær på sigt kommer til at arbejde ud fra Grønland.

Grønland har en rolle på den internationale scene som et eksempel for an­dre arktiske folk og oprindelige folk i andre verdensdele. Grønlands politik i spørgsmålet om oprindelige folk har udviklet sig, efterhånden som bevidst­heden om dette område udviklede sig. En milepæl i dette område var dan­nelsen af ICC i Nuuk 1980. Under opbygningen af hjemmestyret har der udviklet sig konkrete politiske initiativer på forskellige områder. Grønland har spillet en særlig rolle og har reelt haft afgørende indflydelse på hele Kongeriget Danmarks internatio­nale profil. Grønlandske politikere har ved flere lejligheder repræsenteret hele rigsfællesskabet ved sagsfremstilling og forhandlinger i FN. Som et særligt markant initiativ skal fremhæves forslaget om et permanent forum for oprindelige folk i FN. Dette forslag blev fremlagt i 1993. Gennem et sy­stematisk arbejde fra dansk side med aktiv deltagelse af Grønland blev dette forslag vedtaget i ECOSOC år 2000. "Det Permanente Forum" samle­des for første gang i 2002. Grønland har også haft afgørende indflydelse på Kongeriget Danmarks ratifikation af ILO-konvention 169 om oprindelige folk, idet Grønland har lagt afgørende vægt på at få fastslået de oprindelige folks kollektive ret til land og ressourcer i deres områder. På en række andre internationale områder griber spørgsmålet om oprinde­lige folk ind i Grønlands internationale politiske optræden. Grønlands delta­gelse og handlemuligheder - sammen med Færøernes - i Kongeriget Dan­marks delegation ved møder i IWC er gennem årene blevet lagt i faste rammer. Som hvalfangernation har Grønland længe haft verdens største internationalt anerkendte kvote af storhvaler. Dette sker i kraft af det grønlandske folks stilling som et oprindeligt folk i lyset af IWC's regler. I kraft af rigsfællesskabet er Kongeriget Danmark således en hvalfangernati­on. Dette har en positiv effekt på rigsfællesskabets optræden generelt, når det gælder holdningen til udnyttelsen af de levende ressourcer i havet på et bæredygtigt grundlag. Selvstyrekommissionen lægger vægt på, at den positive udvikling på hvalfangstområdet fastholdes, og man mener, at et skridt på vejen til dette kunne være, at rigets hvalkommissær på sigt kommer til at arbejde ud fra Grønland.

Siden 80erne har Grønland, gennem Verdensnaturunionen (IUCN) og i samarbejde med ligesindede NGO'er i Norge og Canada, arbejdet for retten til at udnytte de levende ressourcer på et bæredygtigt grundlag og handle på det internationale marked med produkter herfra. Arbejdet resulterede bl.a. i et positivt resultat i Verdensnaturstrategien af 1991.

Arbejdet er blevet ført videre i regi af Biodiversitetskonventionen, der blev et af resultaterne fra Topmødet om Miljø og Udvikling i Rio de Janeiro i 1992. I denne konvention er de oprindelige folks rettigheder igen slået fast i artikel 8 (j), og det er i lyset heraf, at Grønland har prioriteret sin indsats i den danske delegation ved møderne i konventionen.

Grønland har haft en rolle som en drivende kraft i arbejdet med at få for­muleret en fælles politik i rigsfællesskabet i spørgsmålet om oprindelige folk. Dette er således kommet konkret til udtryk i form af den danske strategi for oprindelige folk fra 1994, og denne strategi har f.eks. gennem DANIDA været grundlaget for den danske støtte til udviklingslan­dene på dette område.

Grønland har altid undgået etniske kriterier. Hjemmestyret afskaffede fø­destedskriteriet, men har bevaret sprog og kultur som bærende elementer i samfundet. Også når det gælder området traditionel viden, har Grønland en særlig mulighed for at samstemme videnskabelige traditioner og fan­gernes og fiskernes erfaringer fra den daglige omgang med naturen. Dette kan i praksis ske ved, at Grønlands Naturinstitut fremover styrkes i sine muligheder for at forholde sig til begge videnssystemer i forbindelse med afgivelse af biologisk rådgivning til de grønlandske myndigheder.

Sammenfattende er det Selvstyrekommissionens opfattelse, at det grøn­landske folk både er et folk i folkeretlig forstand og et oprindeligt folk, som er solidarisk med andre oprindelige folk i verden. Mange steder i verden har de oprindelige folk særlige problemer med at bevare deres eksistens­grundlag og få beskyttet deres rettigheder. Derfor er en aktiv indsats nød­vendig. Indsat­sen for at sikre verdens oprindelige folk, og dermed den kulturelle mangfol­dighed, foregår på alle niveauer med FN som øverste globale organ. Grøn­land vil fortsat have en central rolle indenfor rammerne af Permanent Fo­rum, hvor man kan være med til at sætte dagsordenen for dette vigtige arbejde.

Selvstyrekommissionen er endvidere af den opfattelse, at arbejdet for op­rindelige folks rettigheder ikke er og ikke må udvikle sig til diskriminati­on mellem racer/etniske grupperinger, undtagen hvor specielle forholds­regler kan være nødvendige og er tilladte i henhold til internationale kon­ventio­ner.

 Til toppen

4.5.4 Europarådet

Som led i Selvstyrekommissionens arbejde er der foretaget en vur­dering af mulighederne og behovet for grønlandsk deltagelse i Europarådet.

Europarådet blev oprettet af 10 lande i 1949 som en opfølgning af FN's Verdenserklæring om menneskerettigheder. Baggrunden for dette var et ønske om at skabe et system af institutioner og procedurer, der på et fol­keretligt grundlag skulle sørge for, at menneskerettighederne faktisk over­holdes i forhold til den enkelte borger, og at der om nødvendigt foretages den fornødne tilpasning af lovgivning og praksis i medlemslandene. Med­lemskab kan kun opnås af suveræne stater, og Kongeriget Danmark var med fra Europarådets start.

For at opnå medlemskab kræves det, at man i det pågældende ansøger­land har en acceptabel grundlov, har afholdt frie valg til en parlamentarisk forsamling, accepterer principperne for retsstaten og håndhæver menne­skerettighederne. Hertil kommer, at landet skal forpligte sig til at samar­bejde oprigtigt og effektivt.

Den omstændighed, at Europarådet er en sammenslutning af suveræne stater betyder, at Grønland ikke kan deltage selvstændigt i Europarådets arbejde. Af en opgørelse fra Europarådets juridiske tjeneste fra september 1998 fremgår det, at der siden Europarådets oprettelse er indgået 170 traktater, som er åbne for ratifikation for Europarådets medlemmer. Grøn­land er omfattet af Europarådets traktater mv. i den udstrækning disse er ratificeret af Kongeriget Danmark. I Europarådets parlamentariske forsam­ling har Kongeriget Danmark 5 pladser og 5 suppleanter, som udpeges af Folketinget blandt dets medlemmer. Dette betyder, at også folketings­medlemmer valgt i Grønland har mulighed for at blive delegeret i Europa­rådets parlamentariske forsamling.

Selvstyrekommissionen har således noteret sig, at en direkte grønlandsk repræsentation i Europarådet ikke er mulig. Dog finder man, at det ville være relevant for de grønlandske folketingsmedlemmer at undersøge, hvorledes deltagelse i arbejdet indenfor de givne rammer eventuelt frem­over ville kunne blive en del af en grønlandsk udenrigspolitik.

 Til toppen

4.6 Vare- og servicefrembringende aktiviteter

4.6.1 Fiskeri og fangst

Som allerede anført stammer erhvervs- og eksportmulighederne i hoved­sagen fra havets levende ressourcer, med fisk og skaldyr som de varer, der står for over 90% af eksportindtægten.

På fiskeriområdet har hjemmestyret fra starten ønsket at opbygge den kompetence, der skal til for selv at varetage de internationale forhandlinger på dette område. I en række af disse forhandlinger fungerer den danske udenrigstjeneste som rådgiver for de grønlandske forhandlere i de konkrete forhandlingssituationer. Når det gælder storhvalerne, er fangsten af disse reguleret af den internationale hvalfangstkommission IWC, som blev stiftet så langt tilbage som i 1946. Her deltager Grønland som nævnt ovenfor. Den internationale diskussion om udnyttelsen af bestemte havpattedyr set i forhold til bæredygtig udvikling er ofte voldsom. Grønland har længe i sine internationale relationer forholdt sig til denne udvikling og manifeste­ret en politik på området, både i forhold til andre lande og internt på hjemmefronten.

Allerede i 1970'erne blev Grønland tvunget til at udvikle en kompetence i sin omgang med det internationale samfund, med henblik på at få sine synspunkter hørt, og formå andre folk og lande til fortsat at købe produkter fra Grønland. Grønlands rolle på dette område har først og fremmest be­stået i at sikre, at den danske og den nordiske politik på området fasthol­der bæredygtighedsprincippet også i international sammenhæng. Dette betyder, at man har kunnet komme langt i retning af en international for­ståelse for, at man f.eks. godt kan udnytte en havpattedyrbestand som et led i landets økonomiske aktivitet, når bestanden ikke er truet biologisk. På hjemmefronten betyder det omvendt, at man er forpligtet til at undgå overudnyttelse af fangstdyrene. Der skal også være dyr til vore børn og børnebørn.

Grønlands handlemuligheder vedrørende havets levende ressourcer er både bestemt af de internationale konventioner, og af holdningen til spørgsmålet om en bæredygtig udnyttelse af havpattedyr i andre lande. Det er værd at notere, at det er på dette punkt - fisk og havpattedyr - at Grønland har den største selvstændige internationale forhandlingskapa­ci­tet.

 Til toppen

4.6.2 Turisme

Hjemmestyret har på forskellig måde arbejdet med udviklingen af turismen som et erhverv, der på sigt kan få en afgørende betydning for landets øko­nomi. Dels har der været tale om offentlige initiativer i form af tilskud, f.eks. til Greenland Tourism, dels sker der en stor satsning på infrastruktur­området. Grønland har hentet inspiration fra sine naboer, både i Vestnorden og i Canada. Der satses både økonomisk og uddannelses­mæssigt på områ­det, og for de mest populære rejsemål i Grønland har tu­ristindtægterne i dag stor økonomisk betydning. Dog er det fortsat et problem, at det stadig er for dyrt at rejse både til og internt i Grønland. En anden begrænsning er vanskeligheden med at skaffe lokal arbejdskraft med den fornødne ser­viceuddannelse og kendskab til internationale sprog.

Hjemmestyret har på forskellig måde arbejdet med udviklingen af turismen som et erhverv, der på sigt kan få en afgørende betydning for landets øko­nomi. Dels har der været tale om offentlige initiativer i form af tilskud, f.eks. til Greenland Tourism, dels sker der en stor satsning på infrastruktur­området. Grønland har hentet inspiration fra sine naboer, både i Vestnorden og i Canada. Der satses både økonomisk og uddannelses­mæssigt på områ­det, og for de mest populære rejsemål i Grønland har tu­ristindtægterne i dag stor økonomisk betydning. Dog er det fortsat et problem, at det stadig er for dyrt at rejse både til og internt i Grønland. En anden begrænsning er vanskeligheden med at skaffe lokal arbejdskraft med den fornødne ser­viceuddannelse og kendskab til internationale sprog.

I forbindelse med udviklingen af turismen spiller sikkerheden for landets gæster også en stor rolle. Specielt i relation til fremmede krydstogtskibe i grønlandske farvande mener Selvstyrekommissionen, at der umiddelbart er behov for at indføre lodspligt indenfor 3 sømil for udenlandske fartøjer over en nærmere angiven størrelse.

 Til toppen

4.6.3 Råstoffer

For så vidt angår de mineralske råstoffer, er dette område reguleret i hen­hold til råstofloven. Hovedopgaven er udstedelse af tilladelser til mineral­efterforskning og -udvinding. Herudover varetages international informati­onsvirksomhed om mineralpotentialet i Grønland. Arbejdet udføres i dag af Råstofdirektoratet, som er en del af hjemmestyrets forvaltning. Selvstyre­kommissionen noterer med tilfredshed, at råstofforvaltningen er aktiv i det internationale arbejde, med det formål at tiltrække potentielle investorer til Grønland i forbindelse med mineralefterforskning og -udvinding.

 Til toppen

4.6.4 Øvrige områder

Når det gælder internationalt samarbejde har der på nogle områder udvik­let sig en praksis, hvorefter Grønland deltager i bestyrelsesarbejdet i insti­tutioner, som har Grønland som et vigtigt arbejdsfelt. Derved er Grøn­land med til at tegne også den internationale profil for en af Kongeriget Dan­marks institutioner. Dette gælder f.eks. institutioner som Dansk Polar Center (DPC) og Grønlands og Danmarks Geologiske Undersøgelser (GEUS). Selvstyrekommissionen finder, at dette umiddelbart også burde gælde for Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), i betragtning af Grøn­lands betydning for DMI's internationale virke

 Til toppen 

4.7 Bæredygtighed

Bæredygtighedsbegrebet er nyt for alle samfund i verden. Det er udviklet gennem de sidste 30 år og er især kendt fra Brundtland-kommissionens betænkning. På topmødet om miljø- og udvikling, som fandt sted i Rio de Janeiro i 1992, fik bæredygtighedsprincippet global støtte. Også Grønland deltog i dette møde. Tanken bag princippet er at skabe grundlaget for en international accepteret fælles holdning overalt til brugen af jordens res­sourcer.

Industrialiseringen verden rundt har fremvist talrige eksempler på de ska­devirkninger, der kan komme af en forfejlet politik. Realiteten er imidlertid også, at selvom alle officielt slutter op om bæredygtighedsprincippet, bliver det alligevel kun sjældent fulgt op med den nødvendige handling. Mange lande foretrækker i praksis kortsigtede fordele, frem for en langsigtet be­varelse af værdierne. For Grønland er særlig problemet med hav- og luft­forurening fra de store industriområder i Europa, Rusland og det nordame­rikanske kontinent en trussel mod samfundet. Hvis forureningen antager et sådant omfang, at Grønland ikke kan udnytte havets levende ressourcer til egen brug og eksport, forsvinder grundlaget for det samfund vi kender i dag. Hertil kommer drivhuseffektens virkning for hele det arktiske område.

På denne baggrund er det Selvstyrekommissionens opfattelse, at også Grønland må gøre sig gældende i de internationale fora, hvor man arbejder på at forhindre udledningerne af farlige stoffer i luft og hav.

 Til toppen

4.7.1 Regionalt

Det fremgår af de årlige udenrigspolitiske redegørelser fra landsstyret til Landstinget, at dette allerede sker på flere områder. I Nordisk Ministerråd deltager Grønland i arbejdet for at skabe en fælles nordisk holdning til for­ureningsbekæmpelsen. Grønland deltager i de danske delegationer i Arktisk Råd. Fra den grønlandske del af Arktis indgår målingerne af miljøets til­stand i den generelle arktiske miljøovervågning. For så vidt angår arbejdet i de regionale konventioner, der sætter grænser for udledningen af farlige stoffer i havet, har Selvstyrekommissionen noteret sig, at hjemmestyret foreløbig har valgt at lade rigsmyndighederne varetage de grønlandske in­teresser på området. Det skyldes først og fremmest den om­stændighed, at der her er enighed indenfor rigsfællesskabet, men det spil­ler også en rolle, at omkostningerne ved en aktiv deltagelse kan vise sig at blive ganske store. Selvstyrekommissionen har noteret sig dette, men skal dog påpege, at man til stadighed bør sikre sig, at de danske myndigheder vedbliver at holde en høj profil i dette livsvigtige anliggende.

Den bæredygtige udnyttelse af de levende ressourcer spiller en central rolle. Både i Nordisk Ministerråd og i Arktisk Råd koncentrerer man sig særligt om de arter, der ikke i forvejen samarbejdes om på havpattedyr­området. Dette gælder først og fremmest fuglebestandene, men der er også samarbejde om f.eks. udnyttelse af den arktiske vegetation.

 Til toppen

4.7.2 Internationalt

Ud over den indsats, som Grønland har ydet i forbindelse med bæredygtig udvikling og oprindelige folks placering i forhold hertil, har Grønland været aktiv i globale sammenhænge ved en række lejligheder.

Landsstyret var som nævnt repræsenteret ved Topmødet om Miljø og Ud­vikling i Rio de Ja­neiro i 1992. Her havde man især en aktiv rolle på to områder. For det før­ste i formuleringen af princip 22 i Rio-deklarationen om Oprindelige Folk. For det andet i arbejdet med formuleringen af kapital 17 om beskyttelse af havene og udnyttelsen af deres ressourcer. Forud for selve mødet i Rio havde grønlandske embedsmænd, som en del af Kongeri­get Danmarks de­legation, deltaget i de forberedende møder i FN-regi. Som en opfølgning på Rio-mødet har Grønland også ved flere lejligheder delta­get i arbejdet med Biodiversitetskonventionen. Dette har haft karakter af såvel hjemlig kort­lægning af flora og fauna som af deltagelse i internatio­nale forhandlinger. På klimaområdet har Grønland ved et par lejligheder deltaget i de interna­tionale forhandlinger om begrænsning af udslippene af bestemte klimagas­ser. Det internationale samarbejde resulterede i Kyoto-protokollen, som fastlægger mål for nedbringelse af udslippene af bl.a. CO2. Landsstyret og Landstinget har tiltrådt, at denne internationale aftale kan ratificeres af Kongeriget Dammark, også med virkning for Grønland. Dette er sket gen­nem en særlig aftale med rigsmyndighederne.

Sammenfattende kan Selvstyrekommissionen konstatere, at når det drejer sig om det internationale arbejde, har Grønland kun haft begrænsede res­sourcer at sætte ind i arbejdet. Denne situation bør ændres. Det er afgø­rende for den økonomiske udvikling, at havet og dets ressourcer ikke ud­sættes for forurening.

Grønlands eksistens står og falder med, at grundbe­tingelserne for fiskerieksporten fortsat er tilstede. Forurening hol­der ikke op af sig selv, men kræver indgreb fra det internationale samfund. Men vi kan kun forvente at finde støtte for vore synspunkter i den ud­strækning, vi også selv gør noget ved problemerne.

 Til toppen

4.8 Organisation og ressourcer

En grønlandsk udenrigstjeneste kræver udvikling og opbygning af en orga­nisation, som er i stand til at løfte de internationale opgaver, der følger af de politiske beslutninger som landsstyret og Landstinget træffer. En høj international aktivitet på mange områder kræver en større organisation og flere ressourcer end en politik, der ønsker den udenrigspolitiske aktivitet begrænset til et minimum.

Efter 1979 og frem til slutningen af 2002 har den organisatoriske del af de grønlandske udenrigsrelationer udviklet sig som en del af landsstyrefor­mandens ressort. Som udenrigspolitiske milepæle af særlig betydning for det organisatoriske kan nævnes Grønlands optagelse i det nordiske samar­bejde i 1984 og udtræden af EF i 1985. Udover medarbejderne i Køben­havn fik Grønland en fast repræsentant i Bryssel i 1992, og i 1994 blev der oprettet et udenrigskontor i landsstyreformandens sekretariat.

Der er 2 hovedbegrundelser for, at en udenrigstjeneste udstationerer med­arbejdere i andre lande. For det første skal man have informationer til rå­dighed indenfor sit eget system, således at man ikke kun baserer sig på oplysninger fra de almindelige nyhedskilder eller den danske udenrigstje­neste. For det andet kan det være vigtigt for Grønland at have sin egen re­præsentant, som både kan udsendes med budskaber, og som kan melde personligt tilbage. Dele af denne funktion svarer til, hvad man i anden sammenhæng beskriver som lobbyvirksomhed.

Grønlands administration skal med andre ord være i besiddelse af medar­bejdere, der har kompetence til at fremskaffe og bearbejde informationer til brug for landets egen politiske beslutningsproces, således at man ikke udeluk­kende er afhængig af informationer fra andre deltagere i de interna­tionale forhandlinger.

 Til toppen

4.8.1 Status for udenrigsarbejdet i 2002

En gennemgang af Grønlands udenrigspolitiske relationer viser, at selvom udenrigskontoret spiller en central rolle, overstiger direktoraternes samlede engagement i udenrigsopgaver alligevel udenrigskontorets, når indsatsen måles i årsværk. Dette afspejler den kendsgerning, at udenrigsrelationer på vigtige erhvervsområder - fiskeri, fangst og råstofudvinding - har høj prioritet, og at også det internationale miljøsamarbejde har stigende be­tydning.

På udenrigskontorets område har det traditionelt været nordisk og arktisk arbejde samt spørgsmål i relation til oprindelige folk, der har haft prioritet; men på det seneste har de generelle aftaler med EU, samt overførslen af WTO til udenrigskontoret, også fået stor betydning for udenrigskontorets virke. De sikkerhedspolitiske spørgsmål har på det organisatoriske plan ikke været fremtrædende. Medarbejderne i udenrigskontoret og direktora­terne arbejder ud fra de politiske instrukser, som landsstyret og landssty­remedlemmerne giver i deres daglige arbejde. Den juridiske ramme for det udenrigspolitiske råderum, som sættes af hjemmestyreloven, betyder, at den grønlandske udenrigsorganisation opererer med to forskellige tilgange til sit arbejde: Man skal enten indgå i Kongeriget Danmarks delegationer, eller man skal optræde som en selvstændig forhandlingspart.

Selvstyrekommissionen har noteret sig de konklusioner vedrørende de manglende ressourcer i forhold til opgavernes omfang, som er fremkom­met i arbejdspapiret om de generelle udenrigspolitiske spørgsmål.
Hertil kommer, at man finder, at der på en lang række praktiske områder er mulighed for umiddelbare forbedringer. Dette gælder f.eks. et udbygget samarbejde mellem landsstyret og de grønlandske folketingsmedlemmer samt en opstramning af interne procedurer og arbejdsgange, der skal sikre, at de politiske instrukser indhentes og følges. Hvortil kommer Selv­styrekommissionens anbefaling, at landsstyret i sit internationale arbejde mere målrettet betjener sig af Tusagassiiviik, hjemmestyrets informations­afdeling.

 Til toppen

4.8.2 Grønlands udenrigsorganisation i en ny tid

Udenrigskontoret og direktoraterne skal være i stand til at sikre, at Grøn­land gør sin indflydelse gældende der, hvor der er truffet politisk beslutning herom. En konkret model for udenrigsorganisation fremgår af betænknin­gens bilag. Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at der er behov for at styrke Grønlands deltagelse i det internationale miljø- og handelssamar­bejde. Dette skal ske for at un­derstøtte muligheden for at fastholde ud­nyttelsen af havets levende res­sourcer som en nationaløkonomisk grund­vold.

De gældende juridiske begrænsninger tilsiger os, at Grønlands egen hand­lekraft på det udenrigspolitiske område vil være tæt knyttet til den faglige viden, indsigt og de ressourcer man kan mobilisere. Dette skal kombineres med den rolle man har, hvad enten det er som selvstændig forhandler eller som en del af en rigsfællesskabsdelegation. Et selvstyrende Grønland må have udvidet sin internationale juridiske kompetence, og i den situation vil der blive stillet endnu større krav til de organisatoriske strukturer i Grøn­lands udenrigstjeneste.

Selvstyrekommissionen har peget på, at også i en fornyet model indenfor rigsfællesskabets og grundlovens rammer, vil der være områder eller situa­tioner, hvor en udenrigspolitisk juridisk kompetence ikke kan overføres til selvstyremyndighederne. Her vil det bl.a. være afgørende, om man kan finde en politisk/organisatorisk samarbejdsmodel, der på den ene side til­godeser legitime grønlandske udenrigspolitiske interesser, og som på den anden side sikrer, at de formelle juridiske spilleregler ikke overtrædes. Hvor den juridiske kompetence måtte forblive et rigsanliggende, må man forvente, at den praktiske udførelse forbliver varetaget af Kongeriget Dan­marks udenrigstjeneste. Selvstyrekommissionen skal i denne forbindelse pege på muligheden af en fælles ledelse af den grønlandske enhed i uden­rigsministeriet som en løsning, man bør arbejde hen imod.

I forlængelse heraf bør man også overveje initiativer til styrkelse og udvik­ling af den faglige kompetence i den grønlandske udenrigstjeneste. Dette kunne f.eks. ske gennem ordninger med udveksling af personale i nærmere angivne perioder eller i forbindelse med nærmere angivne opgaver.

Internationale forhandlinger om nye aftaler eller revision af eksisterende indledes normalt med, at regeringen indhenter et forhandlingsmandat i Folketinget - i praksis i det relevante folketingsudvalg. Grønland vil nor­malt først høre om dette, når den nye internationale aftale fremsendes til landsstyre eller Landsting til ratifikation. På dette tidspunkt kan man nor­malt ikke påvirke aftalens indhold, men kun sige ja eller nej. Det er Selv­styrekommissionens opfattelse, at denne praksis må ændres, således at også landsstyre og Landsting får mulighed for at udtale sig om forhand­lingsmandatet. På samme tidspunkt kan landsstyret også tage stilling til, om man vil lade sig repræsentere i forhandlingsdelegationen og på den måde følge den videre proces på første hånd. Selvstyrekommissionen er opmærksom på, at ændringer i proceduren indenfor rigsfællesskabet også vil kræve ændringer i den måde Landstinget arbejder på, idet de relevante landstingsudvalg skal have kompetence til at afgive udtalelse på Landstin­gets vegne, på samme måde som udvalgene gør i Folketinget.

Når det gælder vor egen udenrigsorganisation er det Selvstyrekommissio­nens anbefaling, at udenrigskontoret omdannes til et direktorat for uden­rigsanliggender, og at der vedtages en plan for den organisatoriske og res­sourcemæssige udbygning de kommende år, som afspejler vores uden­rigs­politiske ambitioner. Videre anbefaler Selvstyrekommissionen, at den sik­kerhedspolitiske sagsbehandlingskapacitet i udenrigsorganisationen styr­kes, og at de internationale miljøpolitiske og handelspolitiske initiativer føl­ges op med de nødvendige ressourcer. Dette forudsætter, at også de rele­vante fagdirektorater, der har ansvaret for vigtige udenrigsopgaver, styrker deres indsats. Direktoratet for udenrigsanliggender bør satse sær­ligt på de områder, der har at gøre med sikkerhed, handel og bæredygtig­hed. Denne organisatoriske markering af udenrigsområdet betyder, at det nye direk­torat for udenrigsanliggender skal udstyres med beføjelser til at sikre, at landsstyrets beslutninger i tværgående udenrigspolitiske spørgs­mål følges op i praksis. Til styrkelse af dette direktorats faglige virke an­befaler Selv­styrekommissionen, at den grønlandske forvaltning får mulig­hed for at "låne" erfarne sagsbehandlere fra den danske administration og andre nor­diske lande, m.h.p. oplæring af grønlandske kolleger.

Som anført andet steds er det vigtigt, at der tages skridt til at udforme for­slag til sådanne ændringer i lovgivningen, som kan virkeliggøre ønsket om udvidelsen af den udenrigs- og sikkerhedspolitiske kompetence.

I den udenrigspolitiske debat har Selvstyrekommissionen noteret sig, at der lægges vægt på, at Grønland er synlig ude i verden. Man skal i den forbindelse pege på, at rigsmyndighederne bør gøres opmærksomme på det formålstjenlige i, at der ved udnævnelse af honorære konsuler for Kon­geriget Danmark også tages hensyn til, om de pågældende personer kunne gøre en særlig indsats for vores land.

Endelig finder Selvstyrekommissionen anledning til at nævne en særlig problemstilling, som altid vil være gældende for den grønlandske forvalt­ning som helhed, på grund af dennes beskedne størrelse i forhold til opga­vernes omfang. Megen lovgivning, som historisk har været gældende for hele rigsfællesskabet, bliver i dag integreret i EU-samarbejdet med den konsekvens, at den lovgivning, der gælder i Danmark som medlemsland, kommer til at afvige fra resten af rigsfællesskabet. Der kan være områder som f.eks. erhvervslovgivning m.v., hvor dette ikke er hensigts­mæssigt. På den baggrund skal Selvstyrekommissionen foreslå, at lands­styret overfor de danske myndigheder fremsætter det ønske, at der i et­hvert ministerium udpeges en person på passende niveau, der har til opga­ve at gøre op­mærksom på kommende lovændringer, som risikerer at skabe en utilsigtet afstand mellem parterne i rigsfællesskabet.

 Til toppen

5.1 Grønlands centrale indre styrelse

Diskussionen af styreformen i et hvilket som helst samfund bør tage ud­gangspunkt i samfundets opgaver. Endvidere er det lige så selvfølgeligt at beskrive de principper, der ligger til grund for styrelsesordningen. Endelig bør man inddrage sammenhængen mellem kompetence og ansvar.

Forudsætningen for, at de, der styrer et samfund, kan optræde med auto­ritet og bliver respekteret af samfundet, er, at de er udstyret med magt. I et samfund som det grønlandske er magten som regel tredelt, nemlig den lovgivende magt hos parlamentet, den udøvende magt hos regeringen og den dømmende myndighed hos domstolene.

Selvstyrekommissionen har ifølge sit kommissorium til opgave også at be­skæftige sig med retsvæsenet; men da Retsvæsenskommissionen først af­sluttede sit arbejde på et sent tidspunkt, har det ikke været muligt for Selvstyrekommissionen at beskæftige sig med denne del af opgaven. I den følgende analyse af landets styrelsesordning vil der derfor hovedsagelig blive fokuseret på forhold i relation til den lovgivende og udøvende myn­dighed.

Ikke desto mindre finder Selvstyrekommissionen princippet om magtens tredeling som et så væsentligt element i et retssamfund og i en demokra­tisk styreform, at muligheden for overførsel af en del af retsvæsenet til det kommende selvstyre bør underkastes en grundig undersøgelse.

Til toppen 

5.2 Hvorfor løses visse opgaver af det offentlige?

Det er ikke alle opgaver i samfundet, der løses af det offentlige. Nogle me­ner, at det er bedst for samfundet, hvis enkeltpersoner eller private firmaer løser opgaverne med mindst mulig indblanding fra det offentliges side. An­dre er af den mening, at det er bedst, at så mange opgaver som muligt lø­ses af det offentlige, idet medlemmer af samfundet, hvad enten de er en­keltpersoner eller virksomheder, ikke er i besiddelse af lige mange res­sour­cer eller evner for at kunne løse opgaverne.

Det er et emne, der ofte diskuteres i stort set alle lande, også i Grønland, og helt givet vil blive ved med at være et diskussionsemne.

I de fleste samfund har enkeltpersoner, virksomheder og sammenslutnin­ger så mange berøringsflader, at det er nødvendigt med visse fælles spil­leregler. Ellers risikerer man kaos.

Det er altid en vurderingssag, om enkeltpersoner, grupper af få menne­sker, virksomheder, lokalsamfund, regionale virksomheder eller repræ­sentanter for det samlede samfund kan løse samfundets opgaver mest hensigtsmæssigt.

Til toppen 

5.3 Demokratiet og dets vilkår

Styreformerne kan variere meget fra samfund til samfund. Da den an­vendte styreform i Grønland er demokrati, skal der i det følgende fokuseres mest på denne styreform. Den forholdsvis grundige omtale af demokratiet hænger også sammen med, at styreformen har ganske få år bag sig og ifølge kommissionens mening stadig må tilpasses forholdene her i landet. Et levende demokrati må jo hele tiden tilpasse sig efter de ydre vilkår.

I en vurdering af, hvorvidt styreformen i et samfund er demokratisk, må man tage udgangspunkt i, at medlemmerne af det pågældende samfund deltager i og har medindflydelse på de beslutninger, der gælder for sam­fundet. Hvorledes medlemmerne af et samfund inddrages og gives med­indflydelse, er en væsentlig del af analysen af demokratibegrebet.

Der findes mange forskellige definitioner af, hvad demokrati egentlig er for noget, ligesom der somme tider er forsøg på at misbruge begrebet. Visse styreformer betegner sig selv som værende demokratiske, selv om indeha­verne af magten bruger snart sagt alle undertrykkelsesmetoder for at be­holde magten.

I daglig tale bruges begrebet folkestyre synonymt med demokrati; og det må ret beset betegnes at dække kernen i begrebet.

De mest almindelige forekommende demokratiformer i daglig tale er bl.a. det repræsentative demokrati, direkte demokrati og nærdemokrati.

Ved repræsentativt demokrati forstås, at den del af et lands befolkning, som opfylder kravene til en passende valgretsalder (p.t. 18 år her i landet), og som ikke opholder sig rent midlertidigt i landet ved almindelige, lige og hemmelige valg vælger et bestemt antal personer; og valget gælder for en på forhånd fastsat periode. De valgte har så kompetence til på vegne af vælgerne at fastsætte autoritative regler gældende for samfundet.

I visse lande, eksempelvis i Schweiz, praktiseres udover repræsentativt demokrati det direkte demokrati. Det sker ved, at landets eller en regi­ons vælgerbefolkning ved folkeafstemninger træffer autoritative beslutnin­ger om på forhånd definerede emner; og afstemningens udfald bliver så afgø­rende for, hvad der bliver gældende regler for de pågældende emner.

I de senere år er begrebet nærdemokrati også blevet mere og mere al­min­deligt. Det sker ved, at eksempelvis en bydels vælgere eller forældrene til skolebørn har ret til eller inddrages i afgørelsen om en række opgaver, der vedrører bydelen eller skolen.

I relation til omtalen af, hvilken styreform der anvendes i et samfund, er det relevant at inddrage, hvorledes styreformen er indført, idet en styre­form, der er indført efter krav fra en større del af samfundet, som regel har bedre chancer for at virke sammenlignet med en styreform indført fra oven.

Udover nævnte demokratiformer opereres der i politologien med en række teorier om visse krav, der skal være opfyldt, for at der kan være tale om ægte demokrati. Den amerikanske politolog Robert A. Dahl har udviklet følgende fem principper for en demokratisk proces:

  1. Kontrol over dagsordenen: Samfundets medlemmer må selv fastsæt­te den politiske dagsorden.
  2. Oplyst forståelse: Demokratiet bygger på fri meningsdannelse og på eksi­stensen af en offentlig samtale mellem samfundets medlemmer.
  3. Effektiv deltagelse: Gennem hele beslutningsprocessen må alle sam­fun­dets borgere have lige muligheder for at give udtryk for de­res præfe­rencer og påvirke den endelige beslutning.
  4. Lighed i beslutningssituationen: Alle samfundsmedlemmers stemme skal veje lige meget, når den endelige og bindende beslutning ta­ges.
  5. Medlemmer af samfundet: Alle samfundets medlemmer er bundet af be­slutningen.

Det er for det første vigtigt at understrege, at det ikke er tilstrækkeligt, at alle indbyggere har ret til at deltage i offentlige valg, hvis de rent faktisk ikke har mulighederne. For det andet er det heller ikke tilstrækkeligt, at der i princippet eksisterer en fri presse, hvis nogle af samfundets medlem­mer er udelukket fra at deltage i den offentlige samtale, eller hvis de ikke er i besiddelse af den nødvendige viden eller de nødvendige ressourcer for at blive inddraget i den. Endeligt er det også vigtigt, at alle medlemmer af samfundet er bundet af beslutningerne.

I vores sammenhæng er det tankevækkende, at der er personer, som ikke har mulighed for at deltage ved valg til Landstinget, selv om de har fast bopæl her i landet i en længere årrække, fordi de ikke opfylder en af valg­retsbetingelserne for at kunne deltage ved valg til Folketinget, nemlig dansk statsborgerskab.

Endvidere kan vi bl.a. sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt alle har mulig­hed for at deltage i den offentlige debat. Der er ganske vist både elektro­nisk og skreven presse; men p.g.a. af det lille befolkningsunderlag og det spredte bosætningsmønster er det dyrt at fremstille og distribuere den skrevne presse, ligesom det er kostbart at binde landet sammen, hvil­ket i sig selv ikke ligefrem er fremmende for den offentlige debat.

I vores sammenhæng bør man endvidere pege på et par andre forhold. Medierne er som regel små enheder med forholdsvis få medarbejdere, som har svært ved at drive god research og dermed skrive tilbundsgående bag­grundsartikler. Endelig bør man pege på, at journalistuddannelsen er en meget lille enhed. På den baggrund er muligheden for at skabe et frugtbart miljø meget lille.

Man må endvidere formode, at visse befolkningsgrupper rent faktisk ikke orker at deltage i den offentlige debat, fordi det at skaffe føde til dagen og vejen optager stort set hele deres daglige tid og ressourcer. En undersø­gelse om levevilkårene i Arktis foretaget i 1999 afslører, at levevilkårene er meget forskellige, samt at visse befolkningsgrupper har ret strenge le­vevil­kår. Andre kan af sproglige grunde være udelukket fra at indhente den nødvendige viden for at kunne tage del i den offentlige debat, fordi en hel del oplysninger om samfundet kun er tilgængelige på sprog, som er frem­mede for dem.

Samtidig må man pege på, at de oprindelige grønlandske samfund var me­get små, isolerede enheder, samt at de oprindelige produktionsenheder stort set bestod af enkelte hushold, hvor arbejdsdelingen var ganske enkel og dermed overskuelig. Konsekvensen heraf var bl.a., at den almindeligste kommunikationsform om arbejdsdelingen ikke foregik via samtale, men ved eksemplets magt. Der var med andre ord ikke brug for skriftlig kom­munikation. Dette har ganske givet bidraget til den manglende, offentlige debat.

Endelig må man ikke glemme, at Grønland havde kolonistatus helt frem til 1953. I kolonitiden styrede Grønlands Styrelse landet via to landsfogeder og kolonibestyrere med en minimal inddragelse af den lokale befolkning, selv om inddragelsen steg gradvist hen imod slutningen af koloniperioden. Privat initiativ blev holdt indenfor, hvad folk fik lov til eller besked på.

De ganske få nævnte forhold, som ikke altid trækker i samme retning, fø­rer os tilbage til kernen i diskussionen om demokratiets vilkår, som vi er nødt til at være opmærksomme på; nemlig hvilken demokratiform vi øn­sker at have i det grønlandske samfund, hvis vi skal have et reelt demo­krati - ikke bare af navn, men også af gavn.

 Til toppen

5.4 Folkeafstemninger

I styrelsen af ethvert samfund dukker der af og til væsentlige spørgsmål op. Medlemmerne af samfundet kan ikke blot have afvigende meninger om disse, men kan også være splittede. Set i lyset af den tillidskrise, der i de senere år somme tider er opstået mellem de valgte og vælgerne, er det vist en overvejelse værd at supplere det repræsentative demokrati med det direkte demokrati.

Ifølge Grundloven er det få spørgsmål, der kan underkastes folkeafstem­ning med bindende virkning. Eksempelvis drejer det sig om suverænitets­afgivelse til et mellemfolkeligt organ, eksempelvis EU, ændring af valgrets­alderen, traktatforpligtelser og grundlovsændringer.

Folkeafstemninger kan endvidere være vejledende; men det antages, at der kræves lovhjemmel herfor. Man kan på linie med den mindretalsbe­skyttelse, der har hjemmel i § 42 i Grundloven, tænke sig en tilsvarende bestemmelse i landstingsloven om Landstinget og landsstyret, således at en 1/3 af Landstingets medlemmer indenfor en frist af 3 søgnedage fra for­sla­gets endelige vedtagelse kan begære folkeafstemning om lovforslaget overfor Landstingets formand. Begæringen skal være skriftligt og under­skrevet af de deltagende medlemmer.

Når der er begæret folkeafstemning om et lovforslag, kan Landstinget in­denfor en frist af 5 søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse beslutte, at forslaget skal bortfalde. Hvis Landstinget ikke træffer beslutning om bort­fald af forslaget skal lovforslaget snarest prøves ved en folkeafstem­ning.

Endelig skal det nævnes, at en række spørgsmål ifølge Grundloven ikke er omfattet af folkeafstemninger; thi det er ikke alle spørgsmål, der anses at være egnet til at blive forelagt vælgerne ved folkeafstemninger. Det drejer sig bl.a. om forslag til bevillingslove, skattelove, lov om statsborgerskab, ekspropriationslove m.v.

 Til toppen

5.5 Landsdækkende politiske og administrative myndigheder

Ifølge den gældende styreform her til lands varetages visse opgaver af staten. Det drejer sig bl.a. om udenrigs- og sikkerhedsanliggender, rets­væsenet, kriminalforsorgen, politiet, valuta, arbejdsmiljø, familieret m.v.

Heroverfor varetages mange andre opgaver af hjemmestyret, herunder fi­skeri, fangst, landbrug, erhvervslovgivning samt konkurrenceforhold, so­ci­alvæsenet, undervisning, uddannelse, kirken, told og skat, arbejdsanvis­ning, fredning, landsplanlægning, boliger, trafik, landets indre styrelses­ordning m.v.
Ifølge den gældende hjemmestyrelov er der en lovgivende forsamling, kal­det Landstinget, og en forvaltning, der ledes af et landsstyre.

 Til toppen

5.6 Den lovgivende myndighed

Ligesom i andre demokratiske lande er den lovgivende myndighed, Landstinget, den primære myndighed. Medlemmer af Landstinget vælges for en begrænset årrække. Det skyldes, at Landstinget lovgiver med gyldighed for samfundet i kraft af vælgernes mandat. Det bør tilføjes, at vælgerskaren ændrer sig over tid. Nogle forsvinder, mens andre kommer til, samtidig med at en del skifter mening.

Ifølge den gældende lovgivning er der 31 medlemmer af Landstinget. Antallet af den lovgivende forsamlings medlemmer fastsættes ud fra befolkningstallet, befolkningens bosætningsmønster, den lovgivende forsamlings opgaver og karakter m.v.

Landstinget fastsætter selv sin forretningsorden, herunder regler om formandskabet, formkrav og frister i tilknytning til dagsordenspunkter, behandlingsform m.v.

Ligesom i andre nordiske lande konstituerer Landstinget sig hvert år i starten af et landstingsår, nemlig ved valg af formand og formandskab i øvrigt; men reglerne ved valg af formandskab adskiller sig fra eksempelvis ved valg af Folketingets præsidium, at medlemmer af formandskabet kan udskiftes i løbet af landstingsåret, hvis et flertal af Landstinget fremsætter et mistillidsvotum til formanden for Landstinget eller det samlede formandskab. Dette kan skabe manglende kontinuitet i formandskabets virke med afbræk i lovgivningsarbejdet til følge, idet nye medlemmer som regel lige skal vænne sig til deres nye roller.

Medlemmer af Landstinget vælges for en 4-årig periode; men parlamentarismen har været gældende siden 1984. En landsstyreformand, der indkasserer et mistillidsvotum, har således pligt til at træde tilbage, og give et andet medlem lejlighed til at danne et andet landsstyre eller at udskrive nyvalg til Landstinget i utide.

En anden alternativ måde hertil kunne være, at man efter landsstyreformandens tilbagetræden overlod opgaven med at undersøge nye muligheder til Landstingets formand. Dette ville så betyde, at Landstingets formand får pligt til at undersøge, om der kan tilvejebringes et grundlag for et nyt landsstyre.

Såfremt dette ikke viser sig muligt, skal det herefter være en pligt for den fungerende landsstyreformand at udskrive nyvalg til Landstinget.

Andre grundlæggende regler i forbindelse med valg til Landstinget er, at valg finder sted ved almindelige, direkte og hemmelige valg, jf. Landstingslov nr. 9 af 31. oktober 1996 om valg til Landstinget i Grønland. Valgmetoden er det såkaldte forholdstalsvalg.

De eksisterende regler om valg til Landstinget er i det store og hele i overensstemmelse med de velkendte regler vedrørende det repræsentative demokrati. På den baggrund er der ingen belæg for radikale ændringer af regler om valg til Landstinget; men man kan tale om at diskutere antallet af medlemmer. Kommissionen finder det dog vigtigere at sikre, at forskellige egne af landet har en passende repræsentation, samt at man tager udgangspunkt i den lovgivende myndigheds opgaver.

Oprindelig var en del af vestkysten inddelt i 3 valgkredse fra Kap Farvel i syd og til Nuussuaq i nord, det vil sige i Syd-, Midt- og Diskokredsene, mens Uummannaq, Upernavik, Avanersuaq, Ittoqqortoormiit og Ammassalik hver for sig var enkeltmandskredse. I den gældende valglov udgør Grønland én stor valgkreds.
Intentionen med ændringen er helt givet at tilskynde politikerne i Landstinget til at tænke i landspolitiske og mindre i lokalpolitiske baner. Specielt i landsrådstiden, da valgkredsinddelingen stort set fulgte kommunegrænserne, blev der rejst kritik af, at landsrådets talerstol i alt for høj grad blev brugt til at tale om lokalpolitiske emner. Det er næppe for meget sagt, at tingene ikke har ændret sig synderligt meget, selv om valgkredsinddelingen er ophørt.

Udfra en demokratisk tankegang er det ønskeligt, at forskellige regioner af landet så vidt muligt er repræsenteret i den lovgivende forsamling. Befolkningerne i landets yderdistrikter har som følge af deres ringe antal kun mulighed for at blive repræsenteret ved tilfældighedernes spil. Selvfølgelig kan der argumenteres for, at landstingsmedlemmerne har pligt til at betjene hele landet; men landets enorme udstrækning, det meget spredte bosætningsmønster og de meget høje omkostninger med at berejse landet, gør det meget besværligt for et landstingsmedlem at skulle repræsentere hele landet.

Valgkredsinddelingen har endvidere den fordel, at det vil være lettere for det enkelte landstingsmedlem at have en tæt kontakt med sine vælgere. Kommissionen finder det på den baggrund nødvendigt at overveje genindførsel af valgkredsinddelingen.

Det skal påpeges, hvorvidt medlemmerne af Landstinget er tilstrækkeligt bevidste om deres rolle som lovgivere, samtidig med at de er sikret passende arbejdsbetingelser.

Landstingsmedlemmerne er delvis selv skyldige i ringe arbejdsbetingelser, idet alt for mange dagsordenspunkter ret beset ligger uden for eller i udkanten af Landstingets kerneopgaver, samtidig med at medlemmerne af Landstinget går med til længden af samlinger, der ikke står i et rimeligt forhold til mængden samt kompleksiteten af opgaverne.

I andre sammenhænge er landstingsmedlemmerne ikke selv skyld i deres utilfredsstillende arbejdsbetingelser, idet de på grund af mangel på oversættere selv må forfatte deres indlæg fra Landstingets talerstol, både på grønlandsk og dansk. Dette primært af hensyn til eksempelvis vælgere, der ikke kan grønlandsk. På den måde påføres visse medlemmer et ikke ubetydeligt merarbejde.

En af valgretsbetingelserne er, at vælgeren er fyldt et bestemt antal år, som ifølge Grundloven skal være godkendt ved en folkeafstemning. I øjeblikket er valgretsalderen 18 år.

For en forholdsvis lav valgretsalder taler for, at så mange medlemmer af samfundet dermed får mulighed for at deltage ved valg af medlemmer til Landstinget. Der kan dog også argumenteres for en ikke alt for lav valgretsalder, idet det kræver en vis modenhed for at kunne være medbestemmende ved sammensætning af medlemmer af Landstinget. For den nuværende valgretsalder taler, at den falder sammen med myndighedsalderen.

Valgbarhedsbetingelserne følger de almindelige regler; og det er, at valgbare er dem, der har valgret, medmindre man er frataget valgbarhed på grund af uværdighed.

Der har siden landsrådstiden dannet sig den praksis, at en del af de offentligt ansatte, der stiller op som kandidater ved valg til Landstinget og til en vis grad også ved valg til kommunalbestyrelserne, kan få tjenestefrihed med løn i 3 uger op til valget. En sådan praksis favoriserer offentligt ansatte i forhold til både ansatte hos private arbejdsgivere og selvstændige. Ud fra betragtninger om at give kandidater så lige vilkår som muligt, synes denne praksis at være uheldig, hvorfor kommissionen skal henstille til de offentlige arbejdsgivere om at opgive nævnte praksis med at give deres ansatte tjenestefrihed med løn, når de er kandidater ved landstingsvalg og andre valg.

 Til toppen

5.7 Den udøvende myndighed

Det fremgår af hjemmestyrelovens § 3, at Landstinget vælger landsstyrets formand og de øvrige medlemmer af landsstyret, samt at landsstyrets formand fordeler forretningerne mellem landsstyrets medlemmer.
De nærmere regler om valg af landsstyre fremgår af landstingsloven om Landstinget og landsstyret, nu Landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og landsstyret med senere ændringer.

Ifølge de oprindelige bestemmelser skete valg af landsstyret ved, at Landstinget udover valg af landsstyreformand valgte hvert eneste medlem af landsstyret enkeltvis ved særskilte afstemninger. Reglerne blev senere ændret, således at Landstinget ifølge de nugældende regler først vælger formanden for landsstyret, som samtidig skal være medlem af Landstinget. Herefter fremlægger denne et forslag til ressortfordeling mellem resten af landsstyret og dets sammensætning, som så vælges en block. For at opnå valg til såvel landsstyreformand som resten af landsstyret kræves absolut flertal.

Samme fremgangsmåde, som ved dannelse af landsstyre efter et nyvalg til Landstinget, anvendes ved ændring af landsstyrets sammensætning midt i Landstingets valgperiode. Valg af et nyt landsstyremedlem forudsætter med andre ord, at Landstinget er samlet. Landsstyreformanden kan altså ikke afsætte et landsstyremedlem, eksempelvis af politiske grunde, når Landstinget ikke er samlet, med mindre medlemmet selv anmoder om at træde tilbage.

Man må sætte spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt at regulære bestemmelser om valg af landsstyre via lovgivningen og så detaljeret, som det er tilfældet i øjeblikket.

På den ene side er det naturligvis vigtigt at sikre ved valg af landsstyre, at det tiltrædende landsstyre har sit parlamentariske grundlag i orden. På det anden side bør man også have for øje, at politik har meget med tillid at gøre, herunder specielt mellem landsstyreformanden og de enkelte landsstyremedlemmer. I en situation, hvor et eller flere landsstyremedlemmer er blevet til en politisk belastning, og ikke desto mindre fortsat er medlem(mer) af landsstyret, kan landsstyret blive mere eller mindre handlingslammet.

Endvidere bør man tillige have for øje, at landsstyreformanden ved sin fordeling af forretningerne mellem enkelte landsstyremedlemmer bør sikres en så tilpas stor grad af frihed, at han kan finde frem til en så hensigtsmæssig fordeling af opgaverne mellem landsstyremedlemmerne som overhovedet muligt. Det rejser spørgsmålet om, hvor hensigtsmæssigt det er at regulere det minimale og maksimale antal af landsstyremedlemmer via bestemmelser i en landstingslov. Hensynet til, at der er bevillingsmæssig dækning for udgifterne til landsstyret og det tilknyttede administrative apparat, kan udmærket klares via den eksisterende bevillingslovgivning.

 Til toppen

5.8 Landsstyremedlemmernes ansvarlighed

I de første 14 år i hjemmestyrets eksistens var der ingen mere detaljeret lovgivning om landsstyremedlemmers ansvarlighed, selv om der aldrig har været tvivl om, at landsstyremedlemmerne kunne pådrage sig dels et juridisk og dels et politisk ansvar. Først i 1993 blev der med et helt klart forbillede i den tilsvarende ministeransvarlighedslov i Danmark indført en selvstændig lovgivning herom, nemlig Landstingslov nr. 6 af 13. maj 1993.

I perioden fra 1979 til starten af 1990'erne var landsstyret organiseret efter det såkaldte ministerstyre med vidtgående beføjelser til det enkelte landsstyremedlem. Fra dannelsen af et nyt landsstyre i foråret 1991 indtraf der et helt klart skift, idet landsstyret fra da af blev organiseret som et mere kollektivt organ. Baggrunden herfor var det nydannede landsstyres ønske om at stramme op for koordinationen af landsstyrets virksomhed, efter at Landskassen i slutningen af 1980'erne var faretruende tæt på "afgrundens rand".

Den tidligere nævnte landstingslov om landsstyremedlemmers ansvarlighed fastslår i § 1 det helt selvfølgelige i, at landsstyremedlemmers ansvar kun gælder i forbindelse med deres embedsførelse, og ikke som privatpersoner.

I andre paragrafer beskrives, i hvilke sammenhænge det enkelte landsstyremedlem er ansvarlig dels individuelt og dels kollektivt. Loven indeholder endelig bestemmelser om det enkelte landsstyremedlems ansvar, når der er begået lovovertrædelse af en underordnet, samt i hvilke tilfælde landsstyremedlemmet er ansvarlig over for parlamentet.

Det har efterfølgende vist sig at være noget problematisk med at kunne bruge landstingsloven mere operationelt, idet grænsen mellem det individuelle og det kollektive ansvar kan være mere eller mindre flydende. Med til at komplicere tingene yderligere er det tidligere nævnte forhold om, at landsstyremedlemmerne udover et juridisk ansvar også har et politisk ansvar, samt at der ofte sker en sammenblanding af de to former for ansvar.

Der synes med andre ord at være behov for at overveje muligheden for at revidere den eksisterende lovgivning om landsstyremedlemmers ansvarlighed, med henblik på at gøre den mere operationel.

 Til toppen

5.9 Indstillinger om ændrede regler

Ganske vist har kommissionen af tidsmæssige grunde ikke haft mulighed for at realitetsdrøfte muligheden for overførsel af dele af den dømmende myndighed fra stat til selvstyre. Ikke desto mindre anser kommissionen den dømmende myndighed som en så integreret del af en retsstat og de­mokratisk styreform, at kommissionen anbefaler en sådan overførsel un­dersøgt nøje.

Med henvisning til beskrivelsen foran om folkeafstemninger skal det ind­stilles, at muligheden for et begrænset brug af folkeafstemningsinstituttet undersøges nøje.

Kommissionen finder det betænkeligt, at landet er omdannet til én valg­kreds ved valg til Landstinget. Selv om kommissionen meget vel forstår intentionerne med et sådant system, finder kommissionen ud fra en demo­kratisk tankegang det ikke desto mindre vigtigt, at samtlige regioner af landet så vidt muligt er repræsenteret i den lovgivende forsamling. Der tænkes specielt på landets yderdistrikter med et meget lille befolkningsun­derlag. På den baggrund skal kommissionen indstille at genindføre ord­ningen med at lade Avanersuaq og Ittoqqortoormiit være enkeltmands­kredse, mens resten af landet opretholdes som én valgkreds.

Vedrørende valgretsalder skal kommissionen indstille, at spørgsmålet gøres til genstand for offentlig diskussion ud fra princippet om, at kompe­tence og ansvar følges ad.

Ud fra lighedsbetragtninger skal kommissionen indstille over for offentlige arbejdsgivere at opgive den i længere tid oparbejdede praksis med at give offentligt ansatte, der stiller op som kandidater ved valg til Landstinget, tjenestefrihed med løn.

Det indstilles endvidere, at reglerne om valg af Landstingets formandskab underkastes en nøjere undersøgelse med henblik på at sikre større konti­nuitet end nu. Her tænkes på at afskaffe reglerne om afsættelse af for­manden for Landstinget samt det samlede formandskab midt i et landstingsår. Der tænkes endvidere på, at der bruges alt for megen tid på valg af Landstingets formand og formandskab i forbindelse med starten af et nyt landstingsår. Det kunne tænkes, at valg finder sted på grundlag af skriftlige indstillinger fra partierne og lignende grupperinger.

Når det gælder den parlamentariske praksis, skal kommissionen gøre op­mærksom på, at der kan være to muligheder, når landsstyreformanden må konstatere, at der ikke længere er et flertal i Landstinget for det siddende landsstyre.

Den ene mulighed er at fastholde det eksisterende system, hvorefter landsstyreformanden kan vælge at udskrive valg til Landstinget i utide, så­fremt han/hun ikke kan skaffe et flertal bag et nyt landsstyre.

Den anden mulighed er at indføre ændrede regler, hvorefter landstingsfor­manden, når en landsstyreformand må træde tilbage som følge af et mis­tillidsvotum, overtager forpligtelsen til at undersøge, om et andet medlem af Landstinget kan danne et nyt landsstyre med et flertal bag sig for den resterende landstingsvalgperiode. Såfremt dette ikke lykkes skal den fun­gerende lands­sty­re­formand herefter udskrive nyvalg til Landstinget.

Der bør være mulighed for at udskifte landsstyremedlemmer eller ændre ressortfordelingen mellem landsstyremedlemmerne, selv om Landstinget ikke er samlet. Derfor skal det indstilles, at den til enhver tid siddende landsstyreformand kan anmelde over for Landstingets formand, at hun/han med virkning fra et bestemt tidspunkt udskifter et landsstyremedlem eller ommøblerer det samlede landsstyre. Det vil da være muligt ved Landstin­gets førstkommende sammentræden at konstatere, hvorvidt der fortsat er parlamentarisk opbakning til den ændrede landsstyresammensætning.

Som allerede nævnt oven for skal det tillige indstilles, at det minimale og maksimale antal af landsstyremedlemmer, der kan vælges, ikke længere fastsættes i en landstingslov, idet udgifterne til landsstyret - som allerede nævnt - kan reguleres via de til enhver tid gældende bevillingslove.

Med henvisning til foranstående skal det indstilles, at landstingsloven om landsstyremedlemmers ansvarlighed ændres, således at den bliver mere operationel. Ændringen kan udformes således, at bemyndigelsen kommer til at ligge hos det samlede landsstyre, når det drejer sig om tværgående, principielle spørgsmål og større enkeltbeslutninger, mens bemyndigelsen tillægges det enkelte landsstyremedlem i alle andre spørgsmål.

Som allerede nævnt foran er det ikke ligetil at lave klare retningslinjer eller lovgivning om landsstyremedlemmers ansvarlighed. En eventuel ændring af lovgivningen forudsætter derfor nøje overvejelser og en ordentlig for­beredelse.

 Til toppen

6 Sprog

Kommissionen har i overensstemmelse med sit kommissorium overvejet følgende to forhold vedrørende sprog: a) den nuværende bestemmelse i hjemmestyrelovens § 9, hvorefter grønlandsk er hovedsproget, mens der skal undervises grundigt i det dan­ske sprog, samt at begge sprog skal kunne anvendes i offentlige forhold, b) hvilket eller hvilke sprog, der tales fra Landstingets talerstol.

Kommissionens generelle overvejelser om sprog har taget udgangspunkt i, at sprog udover at være et væsentligt aspekt af folks kulturelle identitet også er kommunikationsmidler mennesker imellem.
Endvidere finder kommissionen det væsentligt at understrege, at sprogsi­tuationen i Grønland med to talte sprog langt fra er en unik situation, idet flersprogede samfund snarere er en regel end en undtagelse andre steder i verden.

 Til toppen

6.2 Sprogpolitik

Udgangspunktet her i landet er, at to sprog, nemlig grønlandsk og dansk, har en ganske dominerende placering i det grønlandske samfund.

I sidste halvdel af 1900-tallet er der sket et markant skift i sprogpolitikken, idet undervisningen i det danske sprog i den første halve del af perioden havde en meget høj prioritet på bekostning af undervisningen i det grøn­landske sprog. I slutningen af 1970'erne skete der et markant skift, idet undervisningen i det grønlandske sprog blev intensiveret kraftigt, mens undervisningen i det danske sprog blev nedprioriteret.
Der mangler ganske vist eksakte og aktuelle oplysninger om henholdsvis det grønlandske og det danske sprogs udbredelse i landets samlede be­folkning. Der foreligger dog en publikation om sprog fra Grønlands Stati­stik, nemlig "Rapport om den sproglige udvikling i Grønland - 1984-1994". Undersøgelsen bygger på folks egne udsagn om, hvilke sprog de benytter sig af. Efterfølgende har Grønlands Statistik udstrakt perioden til år 1999.

(Note: Indlæg af Thomas Andersen om statistik og sprogpolitik i Sprogkonferencen i Kanger­lussuaq i januar 2001).

Af ovennævnte indlæg fremgår, at ca. 30 pct. af den samlede befolkning i 1999 udelukkende var grønlandsksprogede, mens ca. 40 pct. havde grøn­landsk som hovedsprog, samtidig med at de talte godt dansk. Ca. 15 pct. var dobbeltsprogede. Andelen af udelukkende dansksprogede, der kunne lidt grønlandsk, samt dansksprogede, der talte godt grønlandsk, udgjorde tilsammen ca. 15 pct. af befolkningen.

Som følge af ovennævnte skift i sprogpolitikken udgjorde andelen af ude­lukkende grønlandsksprogede i folkeskolen, som samtidig kun talte lidt dansk, ved udgangen af 1900-tallet knap 45 pct., mens andelen af to-sprogede i denne aldersklasse er faldet markant.

Det nævnte skift i sprogpolitikken betyder, at en temmelig stor del af grønlændere i mellemgenerationen, som er født før skiftet, hovedsageligt taler dansk og kun lidt grønlandsk. Samtidig viste en undersøgelse af ud­dannelsessøgende grønlændere i Danmark, som blev fremlagt på foran­nævnte Sprogkonference, at langt den overvejende del af de uddannelses­søgende grønlændere i Danmark enten slet ikke behersker grønlandsk eller kun ganske lidt, og at de af den grund somme tider føler sig mere eller mindre chikaneret af deres landsmænd.

(Note: Indlæg af Naja Lund & Naaja Natha­nielsen på Sprogkonferencen i Kangerlussuaq i ja­nuar 2001).

Da det grønlandske samfund på mange områder har en meget stor mangel på uddannet arbejdskraft, skal kommissionen indstille, at der iværksættes tiltag, herunder undervisning i grønlandsk, for at gøre det attraktivt for nævnte grupper af grønlændere, at de motiveres til at søge beskæftigelse i samt fastholdes på det grønlandske arbejdsmarked. Endelig skal Selvstyre­kommissionen appellere til befolkningen om at udvise større sproglig tole­rance.

Som allerede nævnt taler opimod halvdelen af den helt unge generation hovedsageligt grønlandsk.

Hovedparten af de videregående uddannelser kan ikke gennemføres på grønlandsk, idet en eventuel produktion af grøn­landsksproget undervisningsmateriale, der dækker hovedparten af de ud­dan­nelser, der finder sted i Grønland, ville være enormt ressourcekræven­de både mandskabsmæssigt og økonomisk.

Manglende kundskaber i dansk eller andre fremmedsprog vil, med mindre der gribes ind, være medvirken­de til at forlænge det allerede nævnte uddannelsesefterslæb. Kommissio­nen skal på den baggrund indstille, at man i fastlæggelsen af sprogpolitik­ken også har dette aspekt for øje.

Helt overordnet er det kommissionens holdning, at sprog ikke bør være en hindring for at kunne gennemføre uddannelser, specielt i et samfund som det grønlandske, der - som nævnt - har en meget stor mangel på uddan­net arbejdskraft.

Kommissionen finder det indiskutabelt, at det grønlandske sprog ikke blot er landets hovedsprog, men er og bør være landets officielle sprog. Kom­missionen indstiller, at denne holdning afspejles i en konkret bestemmel­se i udkast til partnerskabstraktat, som er vedlagt som bilag 4.

Endvidere er kommissionen opmærksom på, at litteratur skrevet oprinde­ligt på grønlandsk udgør en ganske unik kulturel rigdom og arv. Det er nemlig sådan, at andre folkeslag, der taler inuit-sprog, ikke blot tilnærmel­sesvist har nogen tilsvarende litteratur. Det forpligter at være i besiddelse af en sådan kulturel rigdom og arv.

Selvstyrekommissionen mener ikke, at det er nødvendigt at have en be­stemmelse i partnerskabstraktaten, som angår det danske sprogs anven­delse i offentlige forhold samt i undervisningen, idet hold­ningen er, at det er mest hensigtsmæssigt at placere den slags bestem­melser i relevante, særskilte love, eksempelvis sagsbehandlingsloven, fol­keskoleloven m.v.

 Til toppen

6.3 Sprog anvendt fra Landstingets talerstol

Kommissionens drøftelser af de sprog, som tales fra Landstingets talerstol, har taget udgangspunkt i bestemmelsen i § 53 i Landstingets forretnings­orden, hvorefter Landstingets forhandlinger foregår på grønlandsk, men skal kunne følges på dansk, samt at hvis medlemmet kun taler dansk, så skal mødet kunne følges på grønlandsk.

Det er kommissionens opfattelse, at hvilket eller hvilke sprog, der tales fra Landstingets talerstol, hænger nøje sammen med spørgsmålet om valgret og valgbarhed til Landstinget. Ud fra princippet om, at rettigheder og plig­ter bør følges ad, findes det betænkeligt at udelukke en person, der har valg­ret og dermed er valgbar til Landstinget, at kunne benytte det sprog, der er mest naturligt for vedkommende. På den baggrund indstiller kom­missionen, at den nuværende bestemmelse i § 53 i Landstingets forret­ningsorden bibeholdes.

Selvstyrekommissionen er af den opfattelse, at en evt. indførsel af en be­stemmelse om, at der kun må tales grønlandsk fra Landstingets talerstol, bl.a. bør ses i sammenhæng med en indførsel af en integrationslov. En mere omfattende integrationslov betyder en række betydelige følgeudgif­ter. Dette indbefatter nemlig, at ikke grønlandsksprogede tilbydes en reel chance for at lære grønlandsk for derved at kunne udtrykke sig på det grønlandske sprog. Dette kræver bl.a. udarbejdelse af et effektivt under­visningsmateriale om det grønland­ske sprog som fremmedsprog.

 Til toppen

6.4 Varedeklarationstekster på grønlandsk

Selvstyrekommissionen har drøftet det uheldige i, at der kun undtagelses­vist er varedeklarationstekster på grønlandsk, hvad angår varer og pro­dukter i detailhandelen, og specielt varer, der skal omgås med forsigtighed.

Kommissionen skal på den baggrund indstille, at der generelt tilstræbes størst mulig grad af varedeklarationstekster på grønlandsk, og at dette må være et krav, når det drejer sig om produkter, der skal omgås med forsig­tighed.

Til toppen