Bilag
- Selvstyrekommissionens kommissorium
- Kommissionens medlemmer, arbejdsgruppemedlemmer samt sekretariatet
- Kommissorium for Arbejdsgruppen vedrørende lovgivningsmæssige spørgsmål
- Forslag til Partnerskabstraktat om Grønlands selvbestemmelse
- Råstofferne
- Økonomi og erhvervsudvikling
- De menneskelige ressourcer
- Kommissorium for Arbejdsgruppen vedrørende Udenrigs- og sikkerhedspolitik
- Generelle udenrigspolitiske spørgsmål
- Verdens oprindelige folk
- Grønlands sikkerhedspolitiske placering
- Organisering af den grønlandske udenrigstjeneste
Selvstyrekommissionen har blandt andet fået til opgave at "beskrive de områder, hvor hjemmestyret har overtaget kompetence, de områder, hvor staten fortsat har kompetencen, samt de områder, hvor kompetencen på forskellig vis er delt mellem hjemmestyret og staten.
Endvidere forudsættes det i kommissoriet, "at kommissionen nedsætter underarbejdsgrupper, der udarbejder betænkningsbidrag om de behandlede spørgsmål til forelæggelse for kommissionen".
Til nærmere belysning af disse opgaver har Selvstyrekommissionen nedsat arbejdsgruppen vedrørende forfatningsmæssige og folkeretlige spørgsmål.
Arbejdsgruppen består af politisk udpegede repræsentanter, andre medlemmer med særlig kendskab til samfundsudviklingen i Grønland samt folkeretlige og forfatningsretlige eksperter.
Det er arbejdsgruppens arbejde, der danner udgangspunkt for dette kapitel.
Arbejdsgruppen har i løbet af sit arbejde afholdt 15 møder og har afholdt et seminar om international identitet. Arbejdsgruppen har endvidere bidraget med et kapitel til Principbetænkningen, som blev afleveret i august 2002.
Det er med udgangspunkt i disse opgaver og aktiviteter, at arbejdsgruppens bidrag behandles med følgende bilag:
- Udkast til Partnerskabstraktat mellem Grønland og Danmark om Grønlands Selvbestemmelsesret med tilhørende foreløbige bemærkninger
- Ejendomsretten eller rådighedsretten til ressourcerne i og omkring Grønland
Arbejdsgruppens samlede betænkningsbidrag, der i særlig grad fokuserer på partnerskabstraktaten og råstofproblematikken, findes som bilagsnr. 4 og 5.
Til toppen
I den aktuelle grønlandske debat tegner der sig følgende billede af de for tiden mest kendte folkeretlige modeller for tilrettelæggelse af forholdet mellem en metropolstat og et folk, og som efter Selvstyrekommissionens opfattelse er relevante for det grønlandske folk:
- Fuld uafhængighed (suverænitet)
- Personalunion
- Fri associering
- Føderation
- Udvidet selvstyre
- Hjemmestyre
- Integration perioden 1953-1979
I denne oversigt ligger modellerne som varianter på en skala, der omfatter fuld integration (opløsning) af det pågældende folk i metropolstatens kultur i den nederste ende, og fuld national suverænitet (selvstændighed) i den øverste. De mellemliggende modeller repræsenterer forskellige udviklingstrin med en stigende grad af selvstyre ¿ og for de tre øverste modellers vedkommende ¿ med ultimativ ret efter folkeretten til national uafhængighed som folk. I kontrast hertil er de fire nederste modeller kun muligheder, der består inden for metropolstatens rammer, altså uden adgang til national uafhængighed, og disse muligheder er dem, der typisk foreligger for oprindelige folk.
Til toppen
I forbindelse med afkolonisering har FN's generalforsamling identificeret tre muligheder, som et folk kan vælge imellem, nemlig:
- Uafhængighed,
- Fri associering
- Integration
De muligheder, som opstilles nedenfor, er ikke nødvendigvis fuldt dækkende. Der kan også blive tale om at vælge mellem andre tilsvarende, men lidt anderledes muligheder, så længe det pågældende folk har haft frit valg blandt samtlige muligheder, herunder også uafhængighed.
Diskussionerne i Selvstyrekommissionen har hovedsagligt fokuseret på seks muligheder og kombinationer af disse, som er inspireret af eller direkte hentet fra FN's generalforsamlings liste. De seks muligheder er:
- Uafhængighed
- Union med et andet land
- Fri associering
- Føderation
- Udvidet selvstyre for et oprindeligt folk
- Fuldstændig integration
De første tre hører til under overskriften ekstern selvbestemmelse.
I det følgende gives der en kort karakteristik af hver mulighed. En mere udtømmende beskrivelse findes i kommissionens Principbetænkning.
Ved uafhængighed dannes en stat med en selvstændig regering, som er fuldstændig ansvarlig for interne og eksterne forhold, herunder også muligt medlemskab af internationale og regionale intergovernmentale organisationer. En suveræn stat er juridisk kun begrænset i henhold til aftaler under international lov og af internationale organisationer. En union med et andet land betyder også, at en suveræn stat dannes, men at staten deler statsoverhoved og eventuelt visse andre forhold med en anden stat i henhold til en frit forhandlet aftale mellem staterne.
Unionen mellem Danmark og Island, som eksisterede mellem 1918 og 1944 er et eksempel på dette. Fri associering betyder, at et folk/territorium frit vælger at forbinde sig til en anden stat uden at opgive og med senere ret til at udøve retten til ekstern selvbestemmelse. Forholdet mellem Puerto Rico og USA er et eksempel på en sådan type aftale, og det samme er forholdet mellem Cook-Islands og New Zealand, som det også blev fremlagt på det internationale seminar i Nuuk i februar 2002. En føderation betyder, at et folk vælger at gå sammen med et andet/andre folk i en stat, oftest på lige fod i forhold til og garanteret af statens forfatningslovgivning, for eksempel med hensyn til lige repræsentation i et af kamrene i parlamentet.
Suveræniteten ligger i føderationen, men provinserne tildeles nogle gange begrænsede internationale roller. Brasilien, Canada, Tyskland, Indien, USA og mange andre lande er i dag føderale stater med forskellige historier og institutionelle arrangementer. For et oprindeligt folk er udvidet selvstyre ud over, hvad hjemmestyret garanterer i dag, selvfølgelig også en mulighed. Det er op til Danmark, som en suveræn stat, at beslutte, hvordan institutioner og magten fordeles mellem Danmark og Grønland. Det gælder dog stadig i dag, at oprindelige folk ikke er folk i henhold til folkeretten. Oprindelige folk er højst berettigede til intern selvbestemmelse.
Fuld integration betyder, at et folk frit vælger permanent at blive del af en anden stat sammen med et andet eller flere folk. Retten til ekstern selvbestemmelse ophører i princippet med at være en mulig løsning både for nutidige og for fremtidige generationer.Valget mellem at fokusere på enten de tre øverste eller de fire nederste modeller på skalaen, vil få store juridiske konsekvenser for Grønland i fremtiden. Det er samtidig et valg mellem at fokusere på enten et folks eller oprindelige folks rettigheder.
Et folk er berettiget til at udøve sin ret til selvbestemmelse; og gennem udøvelsen af retten til fuld selvbestemmelse kan et folk fastlægge sin internationale juridiske status.
Oprindelige folk derimod defineres som grupper inden for stater, der adskiller sig på grund af deres nationale eller etniske sammensætning og deres oprindelige beboelse af jorden og landet.
Deres rettigheder er af samme art som, men noget mere omfattende end de rettigheder, der gælder for minoritetsgrupper. Det vil med andre ord sige, at oprindelige folks rettigheder handler om beskyttelse inden for en stat.
Til toppen
Selvstyrekommissionen mener, at det grønlandske folk opfylder alle de juridiske kriterier, der er blevet fastlagt i løbet af afkoloniseringsprocessen, hvad angår betingelser for udøvelsen af retten til fuld selvbestemmelse:
- Et klart oversøisk område. Den såkaldte saltvandsteori for afkolonisering gælder
- Tilstedeværelse af en subjektiv og objektiv identitet og kultur med en særlig identitet og historie, et selvstændigt sprog og andre nationale særpræg
- Kolonistyre gennem længere tid, hvilket bekræftes af Grønlands medtagelse på listen over ikke-selvstyrende territorier i FN's charter
- Termen "et særligt folkesamfund" i paragraf i loven om hjemmestyret afspejler folkeretsterminologien, hvad angår fuld selvbestemmelse. I præamblen til samme lov henvises der til særlige nationale, kulturelle og geografiske forhold
- Særbehandling i danske love, administrativ praksis og udenrigsforhold på væsentlige områder (f.eks. at Grønland ikke er medlem af EU efter eget ønske, medlemskab af underregionale organisationer, udelukkelse eller undtagelse i visse danske traktatratifikationer osv.) samt symbolske forhold (f.eks. flag, frimærker osv.)
Med henvisning til ovenstående er det Selvstyrekommissionens opfattelse, at det grønlandske folk opfylder alle betingelser for at kunne betragtes som et folk i folkeretlig forstand. Samtidig opfatter det grønlandske folk sig selv som et oprindeligt folk, der er solidarisk med andre oprindelige folk.
Selvstyrekommissionen er under sit arbejde blevet opmærksom på, at den danske stat forud for grundlovsændringen i 1953, hvor Grønland blev en ligeberettiget del af det danske rige, undlod at lade det grønlandske folk få mulighed for at tage stilling til eventuel løsrivelse fra den danske stat. Kommissionen skal på den baggrund anbefale over for landsstyret at afdække begivenhedsforløbet omkring grundlovsændringen i 1953.
De oprindelige folk står med særlige problemer med hensyn til at bevare deres eksistensgrundlag og få beskyttet deres rettigheder. Derfor er en aktiv indsats fra grønlandsk side nødvendig.
I den gældende hjemmestyrelov udgør Grønland "et særligt folkesamfund inden for det danske rige." Det betyder efter Selvstyrekommissionens opfattelse, at hjemmestyreloven ikke fuldt ud anerkender det grønlandske folk som et folk i FN's forstand, men blot som et "særligt folkesamfund".
På baggrund af ovenfor anførte grunde er det derfor Selvstyrekommissionens opfattelse, at oprindelige folks rettigheder for tiden handler om mindretalsbeskyttelse inden for en stat, hvilket indebærer at retten til fuld selvbestemmelse er blokeret.
Adspurgt har det danske udenrigsministerium med henvisning til § 1 i Grundloven svaret, "at Kongeriget Danmark er ét folkeretssubjekt"; men Selvstyrekommissionen skal med henvisning til foranstående argumentation fastholde sin opfattelse af, at det grønlandske folk er et folk i folkeretlig forstand.
Til toppen
1.5 Muligheder for en fremtidig ordning af forholdet mellem Grønland og Danmark
Udgangspunktet for Selvstyrekommissionen er, at der er tale om en proces mellem to parter, dvs. Grønland-Danmark.
Selvstyrekommissionen har derfor set på andre fællesskabsformer og Grønlands øvrige muligheder.
Kommissionen er nået frem til et forslag der bygger på en aftale (Partnerskabstraktat) mellem parterne indenfor rigsfællesskabet.
En sådan ordning er i overensstemmelse med den dynamiske proces, som hjemmestyret hidtil har befundet sig i, og som må forventes at fortsætte.
Det er en aftaleform, der gør det muligt at tage højde for de betydelige forandringer, der i disse år sker både indenfor rigsfællesskabet, i EU og i øvrige internationale relationer.
Til toppen
Den 1. maj 1979 trådte lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands Hjemmestyre i kraft. Hjemmestyret har i den mellemliggende periode udviklet sig i takt med, at sagsområder er overtaget af hjemmestyret og samtidig med, at de eksterne forhold, som hjemmestyret virker under, har forandret sig. Danmarks medlemskab af EU, hvortil der i stigende grad overføres kompetence, har medført at Grønlands aftalemæssige relationer til EU får stedse større betydning. Desuden undergår verden i denne tid en globaliseringsproces, som også fordrer, at Grønland selvstændigt kan varetage sine interesser.
Disse forhold og andre gør, at der er behov for at revidere Grønlands stilling inden for rigsfællesskabet.
Selvstyrekommissionen har i tilknytning til betænkningen udarbejdet et udkast til traktat med bemærkninger, som indeholder betænkningens anbefalinger om Grønlands fremtidige stilling inden for rigsfællesskabet.
Selvstyrekommissionen har valgt at kalde udkastet "Partnerskabstraktat om Grønlands selvbestemmelse" for at signalere, at der ønskes et godt forhold mellem rigsfællesskabets parter baseret på gensidig respekt, at der er tale om ligeværdige parter, at Grønland anerkendes som et folkeretssubjekt, der selvstændigt kan indgå forpligtelser i forhold til omverdenen og at Grønland som folkeretssubjekt til hver en tid har ret til selvbestemmelse.
I partnerskabstraktat om Grønlands selvbestemmelse og de tilhørende bemærkninger anvendes begrebet "selvstyre" om Grønlands demokratiske styreform. At "selvstyre" anvendes som betegnelse for den demokratiske styreform i Grønland, skal ikke forstås som blot en justering af den gældende ordning om Grønlands hjemmestyre. Begrebet "selvstyre" er valgt med international begrebsanvendelse for øje. "Self-governing", som er det engelske begreb for "selvstyre", refererer direkte til det engelske udtryk "selfdetermination", der som internationalt juridisk begreb anvendes om et folks ret til selvbestemmelse. "Selvstyre" som betegnelse for den demokratiske styreform skal derfor ikke forstås som en indskrænkning i Grønlands ret til selvbestemmelse.
Til toppen
Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at anbefalingerne kan udmøntes ved at følge én af de nedenfor nævnte nærmere beskrevne procedurer.
Selvstyrekommissionen foreslår således, at landsstyret og regeringen i fællesskab
- Forhandler om forslag til Partnerskabstraktat som derefter
- Videresendes til behandling i Landstinget og Folketinget
- Godkendes ved en folkeafstemning i Grønland
- Stadfæstes af Regenten, og endelig
- Ikraftsættes ved særskilt lovgivning i Landstinget og Folketinget
Til toppen
1.5.3 Den folkeretlige procedure
Når det gælder spørgsmålet om hvilke fremgangsmåder inden for folkeretten, der står til rådighed for det grønlandske folk i udøvelsen af selvbestemmelsesretten, foreligger der to hovedmuligheder: forhandlinger og ensidige afgørelser.
Forhandlingermed Danmark udgør klart den foretrukne fremgangsmåde. Når grønlænderne på demokratisk vis har taget stilling til, hvilke(n) selvbestemmelsesform(er), de agter at udøve, bør en løsning ud fra sådanne retningslinier søges fremmet gennem frie og retfærdige forhandlinger mellem to ligeværdige partnere. En overgangsperiode eller en trinvis tilgang kan indgå som en del af sådanne forhandlinger.
Nødvendigheden af ensidige afgørelserfor grønlændernes vedkommende kan opstå, såfremt de ovennævnte forhandlinger ikke bærer frugt eller bliver utilbørligt forhalet.
Uanset hvilken fremgangsmåde, der vælges, før der træffes en endelig afgørelse, bør de gøres til genstand for godkendelse eller forkastelse hos det grønlandske folk gennem en folkeafstemning.
Til toppen
Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at spørgsmålet om
- ejendomsretten til undergrunden og
- råderetten eller ejendomsretten til ressourcerne i undergrunden
bør anskues som to forskellige problemstillinger. Det er således kommissionens udgangspunkt, at staten har højhedsretten til undergrunden, hvorimod det er op til Grønland og Danmark at aftale, om Grønland kan opnå samme ret til at regulere råstofudnyttelsen indenfor rigsfællesskabets rammer, jf. Færøernes ordning, som beskrevet i dette kapitel.
Råstofpolitikken har mange aspekter. Eksempelvis kan nævnes følgende forhold: Forundersøgelser, efterforskning, herunder prøveboringer og udnyttelse, rådighedsretten, privat ejendomsret eller kollektiv ejendomsret til undergrunden osv., økonomi, samfundsøkonomi, forureningsrisici, transportmuligheder/begrænsninger osv.
Oprindeligt lå råstofforvaltningen i statens regi. I dag varetages området af Råstofdirektoratet under Grønlands landsstyre.
Sammenfattende kan det siges, at ved ændringen af råstofloven i 1998, har Grønlands landsstyre i dag som det sidste led i beslutningsprocessen, ret til at meddele tilladelser til forundersøgelser, efterforskning samt udnyttelse.
Endvidere gælder det, at det paritetisk sammensatte dansk-grønlandske Fællesråd vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland opretholdes med de samme opgaver som oprindeligt fastsat i råstofloven af 1978. Hermed er beslutningsmekanismerne også fastholdt inklusive vetoretten for begge parter. Formanden for Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland skal fortsat udnævnes af Dronningen.
Det udførende led i aktiviteterne omkring råstofferne i Grønland ligger i dag hos Råstofdirektoratet under Grønlands landsstyre. Hvorimod data, analyser og vidensbanken ligger hos Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser samt Danmarks Miljøundersøgelser. Således skal Råstofdirektoratet hente denne viden hos de danske instanser i forbindelse med rådgivning og bistand. Denne bistand omfatter forhold af miljømæssig, teknisk, sikkerhedsmæssig, beredskabsmæssig og ressourcemæssig karakter og vedrører råstofaktiviteter på land, på søterritoriet (indenfor 3-sømilegrænsen) og udenfor dette.
I udnyttelsestilladelser vedrørende mineralske råstoffer skal der i henhold til råstoflovens § 25, stk. 5 fastsættes vilkår om rettighedshaverens betaling af udgifter i forbindelse med det grønlandske råstofdirektorats myndighedsbehandling af rettighedshaverens virksomhed, herunder den myndighedsbehandling der foretages på grundlag af rådgivning og bistand.
Det skal påpeges, at myndighedsbehandlingen af aktiviteterne omkring mineralske råstoffer bærer præg af en lang beslutningsproces og har en tung administrativ organisation.
Til toppen
Det er kommissionens vurdering, at den lange beslutningsproces og den tunge administrative organisation i høj grad skyldes dobbeltadministration af råstofområdet, mellem Grønland og Danmark.
Dobbeltadministrationen er meget udbredt på det administrative niveau, hvor både Råstofdirektoratet og Energistyrelsen hver for sig og parallelt behandler samtlige ansøgninger om tilladelse til forundersøgelse, efterforskning eller udnyttelse. Tilsvarende varetager både Råstofdirektoratet og Energistyrelsen sagsbehandling af alle konkrete sager, som skal behandles i Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland.
Dobbeltadministrationen eksisterer tilsvarende på det politiske niveau. Dels i form af fællesrådets funktion og beføjelser efter råstoflovens § 4 som medfører, at samtlige konkrete ansøgninger om tilladelse til forundersøgelse, efterforskning eller udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland skal behandles i fællesrådet, før de forelægges landsstyret og regeringen til godkendelse. Dels i form af ligestillingsprincippet og den fælles beslutningskompetence mellem landsstyret og regeringen i alle konkrete tilladelsessager efter råstoflovens § 3 som medfører, at hver enkelt tilladelse skal behandles og godkendes ligeligt i to administrative og politiske systemer, før den kan gives.
Den omfattende dobbeltadministration på råstofområdet skyldes først og fremmest, at staten siden 1979 har fastholdt en fortolkning af hjemmestyrelovens § 8 om kontrollen med Grønlands undergrund som gør, at enhver konkret beslutning om en tilladelse på råstofområdet skal sagsbehandles i centraladministrationen og godkendes politisk af regeringen. Uanset den gradvise opbygning og overførsel af kompetence til Grønlands Hjemmestyre gennem årene, så har det ikke været muligt at gennemføre ændringer, hvor hjemmestyret har fået overdraget kompetence til selv at træffe beslutninger om råstofområdets udvikling i Grønland.
I betragtning af, at råstofområdet rummer et af de væsentligste økonomiske udviklingsområder for Grønland samt i betragtning af, at de sociale, miljømæssige og samfundsøkonomiske konsekvenser af råstofaktiviteter først og fremmest berører den grønlandske befolkning, er det kommissionens opfattelse, at den udbredte dobbeltadministration på råstofområdet bør bringes til ophør og afløses af en mere normal og entydig forvaltnings- og beslutningskompetence. Det grønlandske samfund har behov for en effektiv forvaltnings- og beslutningsstruktur på råstofområdet, som svarer til vilkår og procedurer i andre lande, ligesom placeringen af forvaltnings- og beslutningskompetencen naturligt bør ligge i det grønlandske samfund.
Til toppen
Selvstyrekommissionen finder, at den specielle status, som råstofloven har i forhold til andre lovgivningsområder, bør tages op til kritisk gennemgang i forbindelse med en ændring af lovgrundlaget.
Dette betyder konkret, at man vil anbefale, at de dele af området, som ikke vedrører de konkrete koncessionsspørgsmål, overføres til den normale lovgivning, der gælder for området. Det gælder f.eks. miljø, arbejdsmiljø, arbejdsmarkedslovgivning mv.
Dette betyder, at Selvstyrekommissionen skal anbefale, at landsstyret iværksætter en konkret udredning med det formål at lægge op til en ændring af råstofloven. Denne ændring skal medføre, at spørgsmål om miljøtilsyn, arbejdsmiljø og arbejdsmarkedsforhold o. lign. overføres til de ansvarsområder, hvor disse forhold behandles i relation til det øvrige samfund.
I forhold til råstofforvaltningens internationale virke bør en sådan ændring selvsagt ikke medføre, at de ansøgende firmaer får en ringere betjening, end tilfældet er under den nuværende ordning.
Selvstyrekommissionen forudsætter således, at internationale firmaer fortsat kun skal henvende sig ét sted i Grønland, selvom behandlingen af ansøgningen bliver delt op i en råstofdel, en miljødel, en arbejdsmarkedsdel mv. Selvstyrekommissionen anbefaler endeligt, at en sådan ændring planlægges så betids, at de logistiske funktioner i relation til kontorer, laboratorier og boliger er sikrede såfremt man vælger en fremgangsmåde, der medfører en yderligere overførsel af opgaver til Grønland.
Til toppen
Senest i 2002/2003 er der politisk fremkommet nye overvejelser og forslag. Landsstyret har således i 2002/2003 rettet henvendelser til Økonomi- og erhvervsministeren med ønsker om at indlede drøftelser om ny råstofordning blandt andet med følgende oplæg:
- Den politiske og administrative kompetence på råstofområdet overdrages til de grønlandske myndigheder
- Råstofloven erstattes af en bemyndigelseslov i Folketinget og en landstingsforordning i Landstinget, som det kendes fra hjemmestyrelovens § 5. Bemyndigelsesloven kan rumme Danmarks indflydelse på og rammer for Grønlands forvaltning af råstofområdet
I januar 2003 har to folketingsmedlemmer, valgt i Grønland, fremsat et forslag til folketingsbeslutning om ejendomsretten til ressourcerne i den grønlandske undergrund.
Derudover er der fremsendt et tilsvarende beslutningsforslag til behandling på Landstingets forårssamling 2003 om, at landsstyret pålægges at optage forhandlinger med den danske regering om ejendomsretten til undergrunden.
Til toppen
Med udgangspunkt i regeringens aftale af 22. december 1992 med Færøernes landsstyre om råstoffer i undergrunden, har Selvstyrekommissionen gjort sine overvejelser om Grønland kan indgå en lignende aftale. Selvstyrekommissionen mener, at der kan være muligheder for at indgå en lignende aftale mellem Grønland og Danmark om rådighedsretten eller ejendomsretten til råstofferne i undergrunden i og omkring Grønland.
Selvstyrekommissionen finder det af afgørende betydning, at erfaringerne med den gældende råstofordning med fællesrådet og udviklingen på området gennem hele hjemmestyrets virke også tages med i betragtning i de kommende forhandlinger.
Endvidere fastslår FN's resolution 1803 (XVII), af 14. december 1962, at "folkene og nationerne har retten til permanent suverænitet over deres naturgivne rigdomme og ressourcer". Den 19. december 1966 blev International konvention om civile og politiske rettigheder underskrevet, hvori det også slås fast, at "alle folk kan til deres egne formål disponere frit over deres naturgivne rigdomskilder og ressourcer uden derved at gøre indgreb i forpligtelser hidrørende fra internationalt økonomisk samarbejde, der er baseret på princippet om gensidig fordel i folkeretten. Et folk må aldrig berøves sine eksistensmuligheder".
Danmark har som medlem af de Forenede Nationer tiltrådt bl.a. disse og har således forpligtiget sig til at følge disse bestemmelser.
Det er således Selvstyrekommissionens klare opfattelse, at Grønland og det grønlandske folk ifølge en række traktater samt verdenserklæringen om menneskerettighederne og erklæringen om uafhængighed for kolonilande og folk også har disse rettigheder og dermed har mulighed for at få den fulde ejendomsret over undergrundens ressourcer.
Til toppen
Selvstyrekommissionen skal slå fast, at vi har med en lille befolkning at gøre og at denne befolkning bebor et meget stort land. Med denne kendsgerning skal Selvstyrekommissionen erkende, at Grønland på langt sigt generelt vil have stor afhængighed af ekspertise udefra, hvad angår aktiviteter knyttet til mineralske råstoffer.
Afhængigheden af ekspertise, kompetence og kapacitet til at fastholde et aktivitetsniveau svarende til det som kapitlet her har beskrevet, vil kræve, at der fortsat må afsættes forholdsvis store ressourcer.
Der synes at være store potentialer for udnyttelse af mineralske forekomster m.v. i Grønlands undergrund. Spørgsmålet er ikke kun at sikre suverænitet over disse ressourcer i og omkring Grønland, men også et spørgsmål om mulighederne for at efterforske og udnytte disse ressourcer. Det afgørende spørgsmål er, hvorvidt Grønland kan finde en bedre samarbejdsform eller andre samarbejdspartnere for bedst muligt at få udnyttet disse ressourcer.
Man må endvidere påpege, at selskaber, der leder efter og udvinder såvel hårde mineraler som kulbrinter, er meget ressourcestærke, hvad angår økonomi, jura og anden faglig ekspertise. De offentlige myndigheder skal således kunne trække på tilsvarende kompetence for ikke at komme til kort over for selskaberne.
Selvstyrekommissionen mener, at det grønlandske folk har ejendomsretten eller rådighedsretten til alle naturgivne ressourcer, der findes i og omkring Grønland.
Grønland kan vælge at fortsætte samarbejdet med Danmark og danske virksomheder. Grønland kan også samtidig vælge at etablere nye samarbejdsrelationer med andre stater eller andre virksomheder udenfor rigsfællesskabet.
Selvstyrekommissionen anbefaler, at hjemmestyret tager kontakt til andre samarbejdspartnere end staten, f.eks. andre landes myndigheder eller private selskaber for at få indsigt i, hvorvidt eksisterende samarbejdsaftaler om efterforskning samt hvorvidt fordelingen af udbytte med staten kan erstattes af en mere fordelagtig aftale.
Herefter fremstår følgende muligheder for forvaltningen af Grønlands råstoffer:
- At nugældende ordning fastholdes
- At Grønland og det grønlandske folk har ejendomsretten til alle ressourcer i og omkring Grønland, hvorved Grønland sikres en fortsat efterforskning og udnyttelse af råstoffer på basis af en ny aftale med statens institutioner og/eller andre samarbejdspartnere
- At der satses på selvstændighed
Den første mulighed vil ikke føre til forandringer. Derfor kan Selvstyrekommissionen ikke gå ind for denne løsning. Tilbage står de to øvrige muligheder; men, hvorvidt de to øvrige muligheder skal vælges, afhænger af fremtidige overvejelser og forhandlinger.
For alle overvejelserne gælder det, at der politisk foretages nøje vurderinger af eventuelle konsekvenser for valget af en eller flere muligheder for ændringer af den gældende ordning vedrørende mineralske råstoffer i Grønland.
Der er i årenes løb foretaget adskillige socioøkonomiske analyser, som bl.a. indikerer, at Grønlands økonomi ved fund af udnyttelige ressourcer kan ændres radikalt. For ikke at udsætte samfundet for voldsomme og uønskede konsekvenser anbefaler Selvstyrekommissionen, at landsstyret overvejer en fondsdannelse. Derudover anbefaler Selvstyrekommissionen, at landsstyret nedsætter en overvågningsgruppe, som skal have til opgave til stadighed at følge de socioøkonomiske aspekter af råstofaktiviteterne.
Selvstyrekommissionen skal anbefale, at landsstyret iværksætter en konkret udredning, med det formål at lægge op til en ændring af råstofloven. Denne ændring skal medføre, at spørgsmål om miljøtilladelser og miljøtilsyn, arbejdsmiljø, arbejdsmarkedsforhold o.lign. overføres til de ansvarsområder, hvor disse forhold behandles i relation til det øvrige samfund.
Til toppen
Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at selvstyre så vidt muligt bør hvile på en selvbærende økonomi. En selvbærende økonomi betyder i denne sammenhæng en økonomi, hvor statens bloktilskud til Grønland på sigt kan reduceres væsentligt.
Til toppen
Som et samlet begreb for samarbejdsformen mellem Danmark og Grønland anvendes i dette betænkningsbidrag begrebet afhængighedsøkonomi. Begrebet fortæller, at den ene part på grund af samarbejdsformen til stadighed gøres afhængig af ikke blot direkte økonomiske overførsler fra den anden part, men også afhængig af at købe varer og tjenesteydelser hos den anden parts virksomheder.
Begrebet afhængighedsøkonomi refererer til en tilstand, hvor et samfunds økonomi er blevet fanget i en ond cirkel. Udviklingen af samfundet kan bero på en eller nogle få indtægter, og det er vanskeligt og måske umuligt at skabe nye udviklingsbetingelser, der på sigt kan fjerne denne afhængighed. Økonomisk afhængighed behandles ofte som værende "de andres skyld", men i denne sammenhæng er der også interne forhold i Grønland, der har været bestemmende for en fortsat afhængighed af samhandel med Danmark.
Indikatorer for afhængighed kan kort beskrives som:
- En ensidig samhandel med Danmark
- En virksomhedsstruktur, der via ejerskab og tilhørsforhold er udadvendt mod samarbejdspartnere og handelsforbindelser uden for landet, især i Danmark
- En finansiel struktur, hvor en væsentlig del af opsparing placeres uden for landet, primært i Danmark
- En offentlig økonomi, der for størstepartens vedkommende er finansieret af udefrakommende tilskud, som ikke er tilpasset landets økonomiske formåen
For at skabe en økonomisk vækst i Grønland skal vi skabe et fordelagtigt samarbejde og samhandel med omverdenen. Samhandelen i dag viser, at der trækkes værdier ud af Grønland gennem den handel og anden udveksling af varer og tjenester, der løbende finder sted til og fra omverdenen, især Danmark.
Værdioverførslen sker ikke blot ved indkøb af forbrugsvarer og tjenesteydelser samt produktionsmidler, men også ved at fisk og rejer eksporteres som simple råvarer eller halvfabrikata, som først forædles i udlandet. Dette er uheldigt, fordi det er i forædlingsleddet, at værditilvæksten primært sker.
I dag er der stort set ingen begrænsninger i danske virksomheders muligheder for at være aktive på det grønlandske marked. Samtidigt er det meget vanskeligt for grønlandske virksomheder at konkurrere med danske virksomheder på grund af manglende volumen på hjemmemarkedet, men også på grund af manglende uddannelse og dermed manglende produktivitet i virksomhederne.
Selvstyrekommissionen anbefaler, at den eksisterende ulige konkurrence mellem danske og grønlandske virksomheder på det grønlandske marked omdannes til et samarbejde i form af f.eks. joint-ventures, hvor grønlandske virksomheder får mulighed for at opbygge deres kompetence og dermed udvikle sig på lige fod med de danske virksomheder.
Et væsentligt element i afhængighedsøkonomien er for Grønlands vedkommende selve tilskudspolitikken. Modtagelse af bloktilskud samt anvendelsen af tilskud, især fra Landskassen til regioner og erhverv, betegnes her samlet som "tilskudspolitikken".
Ud over samhandelen med Danmark fremstår tilskudspolitikken som det mest synlige tegn på en tilstand af afhængighedsøkonomi her i landet.
Der er allerede flere initiativer i gang for at fjerne eller mindske tilskudspolitikkens rolle, men disse initiativer bør følges op af konkrete initiativer til at effektivisere brugen af bloktilskuddet.
Effektiviseringen kan ske ved at mindske forbruget i den offentlige sektor samt tilskud til erhverv og lokalområder, der har vanskelige vilkår, således at dele af bloktilskuddet i fremtiden kan benyttes til opbygningen af bæredygtige erhverv, der på sigt kan konkurrere med danske virksomheder og dermed bringe det grønlandske samfund ud af den onde cirkel, som det befinder sig i på det økonomiske og erhvervspolitiske område.
Ved Landstingets efterårssamling år 2000 fremlagde det daværende landsstyre redegørelsen "En vision for fremtiden - Oplæg til Strukturpolitisk Handlingsplan". Handlingsplanen beskriver flere initiativer, som Selvstyrekommissionen har tilsluttet sig.
Det er dog Selvstyrekommissionens opfattelse, at disse initiativer ikke er nok. I processen omkring strukturpolitisk handlingsplan mangler der et bredere udviklingsperspektiv. Det hele sker oppefra og nedefter, og der mangler forankring af udviklingsprocessen såvel hos befolkningen som helhed som hos de politikere, befolkningen har valgt. Derfor opstår ofte en zigzag-kurs, når politikerne vil gennemføre konkrete tiltag, fordi befolkningen ikke er taget med på råd og dermed ikke forstår, hvorfor dette tiltag er nødvendigt, og derfor selvfølgelig modarbejder det, hvis der sker forringelse af deres egne livsbetingelser. Dette er et eksempel på, at en succesrig udviklingsproces kræver, at de kulturelle og politiske forhold skal have en fremtrædende placering i den økonomiske udviklingsproces.
Selvstyrekommissionens grundlæggende opfattelse af arbejdet med en ny strategi for de samfundsmæssige aktiviteter kan fastsættes på følgende måde:
Det grundlæggende omdrejningspunkt for økonomi og erhvervsudvikling må være den selv-centrerede økonomiske udvikling, hvor hensynet til samfundets samlede interesser er målet for den samfundsmæssige produktion. Det betyder, at samfundsnytte ikke kun kan måles ved den driftsøkonomiske kalkule, men i sidste ende må måles ved at belyse de mulige konsekvenser.
Selvstyrekommissionens opfattelse af de grundlæggende principper for en ny strategi for Grønlands samhandel og samarbejde med Danmark og udlandet kan formuleres på følgende måde:
Samarbejdsformen mellem Danmark og Grønland har haft nogle uheldige konsekvenser for den grønlandske økonomi. Bl.a. bliver det somme tider fremført, at samfundet ikke bliver drevet tilstrækkeligt omhyggeligt og effektivt, fordi bloktilskuddet er en sovepude. Det fremføres endvidere, at den grønlandske økonomi og erhvervsudvikling lider under den ulige konkurrence fra danske virksomheder. På denne baggrund er der behov for udvikling af et nyt partnerskab mellem Danmark og Grønland på det økonomiske og erhvervspolitiske område, hvor der skabes erhvervspolitisk samarbejde frem for konkurrence, og hvor der sikres en effektivisering af anvendelsen af bloktilskuddet.
Til toppen
Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at den ensidige fokus fra politisk side på Landskassens og kommunekassernes økonomi bør ændres til fokus på den samlede samfundsøkonomi, herunder ikke mindst udenrigsøkonomien.
Udenrigsøkonomien er en afgørende faktor til at fremme et lands velstandsudvikling. Dette gælder ikke mindst for Grønland, der med en meget ensidig økonomi og et lille befolkningsgrundlag, har behov for en meget stor udveksling af varer og tjenesteydelser. En hensigtsmæssig udveksling af varer og tjenester øger mulighederne for at skabe velstand. Derfor er det vigtigt, at den politiske debat sætter yderligere fokus på Grønlands samhandel med omverdenen.
For år 2001 viser beregningerne i dette kapitel, at import og eksport af varer og tjenesteydelser tilnærmelsesvis er lige store. Herudover omfatter de løbende betalinger for dette år nogle ensidige betalinger ind i landet. Det er betalinger i forbindelse med statens udgifter i og ved Grønland samt EU's betalinger for fiskerirettigheder. De ensidige betalinger vil for størstedelens vedkommende give Grønland mulighed for f.eks. at købe varer i udlandet. Dette kaldes en fordringserhvervelse.
En fordringserhvervelse betyder, at Grønland råder over midlerne og kan bruge dem til offentlig eller privat forbrug, investeringer o.a. Fælles for de forskellige måder at forbruge fordringserhvervelsen på er, at det på et givet tidspunkt vil give anledning til import af varer eller tjenesteydelser for størstedelens vedkommende. Dette sker ikke. Spørgsmålet er så, hvor dette betydelige beløb forsvinder hen.
Den normale antagelse er, at bloktilskuddet efter en kort cirkulation i Grønland går til en betydelig import. Men som nævnt udligner eksporten og importen hinanden.
En forklaring kan være, at pengene akkumuleres i offentlig og privat regi. Da der ikke er opbygget større formuer i hverken hjemmestyret eller kommunerne, må det derfor formodes, at der løbende sker en overførsel af en temmelig stor sum penge via offentligt ejede selskaber og private til omverdenen.
Der var i år 2001 et overskud på de løbende poster overfor Danmark på ca. 3,0 mia. kr. Der vil være udsving år for år. Det forventes dog, at de foregående år har nogenlunde samme resultat på betalingsbalancen. Dette overskud år efter år giver dog ikke anledning til akkumulation af kapital her i landet. Overskuddet giver heller ikke anledning til store investeringer her i landet.
Grønlands placering i den globale handel er karakteriseret af følgende forhold:
- Eksport af råvarer, hvor værditilvæksten i stor udstrækning sker uden for landet i forbindelse med forædling til halvfabrikata eller forbrugsvarer
- En fortsat forøget afhængighed af forbrugsvarer, luksusvarer og teknologiavancerede produktionsmidler
Det kræver således store forandringer i den eksisterende samhandel, hvis der skal skabes en forbedret handelsbalance mellem Grønland på den ene side og Danmark og den øvrige omverden på den anden side.
En strategi til at forandre samhandlen med omverdenen kunne omfatte oprettelsen af nogle få styrkepositioner, hvor landet har komparative fordele frem for andre lande. De overordnede kriterier for denne type produktioner må om muligt omfatte følgende fire forhold:
- Forholdsvis stor anvendelse af ikke-faglært arbejdskraft, fordi der ellers vil kunne blive tale om yderligere import af arbejdskraft med faglig kompetence, som Grønland ikke er selvforsynet med
- Import af varerne må gerne omfatte relativt store transportomkostninger i forbindelse med transport til landet. Det vil give en indenlandsk produktion en fordel frem for konkurrerende varer fra udlandet
- Forholdsvis små investeringer til at igangsætte produktion, fordi der i omstillingsprocessen til en selvbærende økonomi vil være behov for investering på en lang række områder
- En i forvejen stor indenlandsk efterspørgsel, således at en fremtidig eksport kan støttes af efterspørgsel internt fra Grønland. Som eksempler kan nævnes følgevirksomheder til fiskeri og fiskeindustri. Små produktioner vil her kunne få stor betydning. Dette kunne f.eks. være hundefoder i forbindelse med anvendelse af affald fra fiskeindustri, plastdunke, hønseri, kartoffelavl m.v.
Importbegrænsende produktion skal gennemføres med omtanke: Samtidig med at told og afgifter kan dæmpe import, vil denne form for politiske indgreb også forøge omkostningsniveauet for de erhvervsgrene, der benytter varen i produktionen. Told og afgifter på forbrugsvarer kan på samme måde få den konsekvens, at løn- og prisniveauet stiger.
Anvendelsen af importsubstitutionsstrategi har således en del komplikationer. Derfor må det formodes, at anvendelsen af en sådan strategi bør gennemføres på nogle ganske få, specielt udpegede produktioner.
Selvstyrekommissionen finder det vigtigt at vurdere, hvordan Grønlands varebalance i forhold til Danmark kan forbedres. Det bør undersøges, hvordan der kan ske forøgelse af forarbejdning af fiskeriprodukter i Grønland samt forøgelse af følgeindustri- og service.
Samhandelen mellem de to enheder i rigsfællesskabet er den klassiske mellem økonomiske udkantsområder og centerområder: Produktionsmidler og andre højt forædlede varer i bytte for råvarer til industrien.
Denne arbejdsdeling - eller rettere en ændring af den - kan vise sig at være nøglen til i fremtiden at sikre Grønland en selvbærende økonomi, hvis det lykkes at forandre omkostningsstrukturen (f.eks. prisen på løn, transport, el og vand) i samfundet, således at f.eks. forædlingsvirksomhed inden for bearbejdning af fisk og skaldyrsprodukter kan ske her i landet. Dette vil også give mulighed for forøget følgevirksomhed.
Selvstyrekommissionens anbefalinger vedrørende udenrigsøkonomien kan sammenfattes til følgende punkter:
- Den ensidige fokus fra politisk side på Landskassens og kommunekassernes økonomi, bør ændres til fokus på den samlede samfundsøkonomi, herunder ikke mindst udenrigsøkonomien. Et Grønland på vej mod selvstyre og en selvbærende økonomi må i langt højere grad end nu fokusere på muligheden for at forbedre betalingsbalancen og dermed de økonomiske bevægelser ind og ud af landet
- Politikerne skal sikres bedre indsigt og skal have bedre rådgivning om de udenrigsøkonomiske forhold
- Det statistiske grundlag for vurdering af den samlede samfundsøkonomi skal forbedres. F.eks. bør der sikres en årlig redegørelse for nationalregnskabet og for den samlede betalingsbalance med udlandet. Selvstyrekommissionens principbetænkning anbefaler, at der nedsættes et eget grønlandsk rådgivende udvalg vedrørende økonomi. Selvstyrekommissionen indstiller, at sekretariatet for det rådgivende udvalg får til opgave at udarbejde nationalregnskab samt betalingsbalance og andre økonomiske redskaber til brug for rådgivning af det politiske niveau i landsstyret og Landstinget
- Der skal formuleres en konkret handelspolitik. Handelspolitikken skal bl.a. åbne op for, hvordan det grønlandske samfund bedst muligt forsynes med varer af enhver kategori. Samtidig skal det undersøges, om eksisterende potentialer for eksport af varer til nabolandene samt andet forsyningsmæssig samarbejde kan forbedres
- Selvstyrekommissionen anbefaler, at det undersøges, hvorvidt der kan gennemføres konkrete initiativer til at forbedre den finansielle struktur og lovgivning vedrørende finansforhold her i landet. Formålet er at imødegå de lækager, der skabes, når opsparing og kapital akkumulation placeres uden for landet. Nye initiativer på finansområdet kan være ressourcemæssigt kostbare, men det må ses i lyset af, at pengestrømmene ud af landet er tilsvarende meget store
- Selvstyrekommissionen indstiller, at de udenrigsøkonomiske forhold omkring de offentligt ejede selskaber belyses yderligere. Selvstyrekommissionen indstiller endvidere, at hjemmestyret anmoder selskaberne om i deres regnskaber at præcisere, hvor deres aktiviteter foregår, henholdsvis i Grønland og omverdenen.
Til toppen
De forandringsprocesser, der skal skabes og gennemføres, skal ske på basis af en så bred forståelse og opbakning fra befolkningen som muligt. Dette har været den grundlæggende målsætning for Selvstyrekommissionen helt fra starten af udredningsarbejdet.
Dette stiller krav til både debatform og tidsforbrug til de indledende processer: Der skal gives tid til, at befolkningen får adgang til information om forandringsprocesserne. Der skal også opstilles planer for, hvordan der kan udveksles erfaringer mellem den enkelte borger, borgernes interesseorganisationer og de instanser, som i den sidste ende skal gennemføre forandringsprocesserne.
Kommissionen har af tids- og ressourcemæssige grunde ikke behandlet alle idéer, som kunne få positiv indvirkning på landets økonomi. Som eksempel kan nævnes kapitalisering af boligmarkedet og de muligheder, som dette vil give for finansiering af nye erhvervsaktiviteter. Et andet eksempel er de økonomiske konsekvenser af de fortsatte indenlandske og internationale bestræbelser på at udvikle bæredygtighedsprincippet for anvendelse af ikke-fornyelige ressourcer, som f.eks. fossile brændstoffer, formindskelse af CO2-udslip m.v.
Selvstyrekommissionen har formuleret en strategi, som tager sit udgangspunkt i nogle overordnede forhold, der vides at være bred opbakning omkring. Disse emner kaldes strategiens hovedelementer:
1. hovedprincip:
Omlægning af den offentlige sektor: Udgifterne til den offentlige sektor skal stå mål med samfundets økonomiske formåen.
2. hovedprincip:
Alle skal bidrage til samfundsøkonomien.
3. hovedprincip:
Der skal udvikles et selvcentreret erhvervsliv.
Forandringerne må ikke skabe nye marginaliserede og udstødte. Derfor må der ikke blive tale om ensidige nedskæringer og lukninger af offentlige institutioner og virksomheder. Der bliver derimod tale om at konvertere beskæftigelse fra nuværende arbejdspladser til nye arbejdspladser.
Målet er at få en selvbærende økonomi: Grønland skal blive uafhængig af bloktilskuddet og af de økonomiske virkninger, som statens tilskud giver ude i samfundet. I dag er bloktilskuddet på 2,9 milliarder kroner.
Dette mål kan umiddelbart virke vanskeligt at opnå. Men netop indholdet i de tre hovedprincipper nævnt ovenfor skjuler nogle ressourcer, som vi allerede har, men som vi bare ikke udnytter godt nok i dag. En fuld integration af alle til at bidrage til samfundsøkonomien og en omlægning af den dyre offentlige sektor vil i sig selv kunne erstatte bloktilskuddet. Vel at mærke, hvis vi får en selvcentreret erhvervsudvikling, hvor overskud akkumuleres her i landet og bidrager til finansiering af nye erhvervsaktiviteter.
Til toppen
Den offentlige sektor i Grønland har udvist en betydelig vækst siden indførelsen af hjemmestyreordningen. Dette skyldes primært en løbende hjemtagelse af nye sagsområder fra staten. I forbindelse med overførsel af opgaver fra staten til hjemmestyret og kommunerne, har hjemmestyret og kommunerne samtidigt brugt forholdsvis flere ressourcer til videreførelsen af disse opgaver.
Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at den offentlige sektor er blevet for stor. Især beslaglæggelsen af næsten halvdelen af arbejdsstyrken giver et alvorligt strukturproblem for landets økonomi. Opgørelser fra 1998 fra Grønlands Statistik viser, at der var 14.677 ansatte i den offentlige sektor. Dette betød, at der dette år blev udbetalt ca. 2,2 milliarder kroner i lønsum til ansatte i hjemmestyret og kommunerne.
Udover de beskæftigelsesmæssige problemer bliver det også stadigt vanskeligere at finansiere den offentlige sektor. Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at hvis der skal skabes en mere selvbærende økonomi, skal der ske en betydelig reduktion af den offentlige sektor.
Selvstyrekommissionen anbefaler, at der gennemføres en omlægning af den offentlige sektor. Omlægningen skal sikre spredning af kompetence og ansvar til regionerne. Det er samtidigt Selvstyrekommissionens opfattelse, at skal der sikres en reel kompetencespredning, så skal der medfølge ressourcer.
Men decentralisering rummer også muligheden for nye problemer. Blandt andet kan de decentrale instanser mangle tilstrækkelig kapacitet og kompetence til at sikre kvalitet og omkostningseffektivitet i opgaveløsningen. Kompetencespredningen øger derfor koordinationsbehovet hos de landsdækkende myndigheder. Derfor anbefaler Selvstyrekommissionen, at der etableres en rammelovgivning for kommunernes forvaltning, hvor rammerne fastsættes fra centralt hold. Rammelovgivningen skal bl.a. sikre det centrale niveau sanktionsmuligheder, hvis ikke kommunerne overholder rammebetingelserne.
Decentralisering i forbindelse med spredning af kompetence og ansvar kan indebære både fordele og ulemper. Decentraliseringen forkorter afstanden mellem myndigheder, politikere og borgere. Dette giver bedre muligheder for et levende demokrati og en lydhør forvaltning.
Derfor anbefaler Selvstyrekommissionen, at der sker sammenlægning af kommuner i regionerne, og hvor der er tale om eksisterende kommuner isoleret på kysten og i yderdistrikterne anbefales samarbejdsaftaler mellem en større kommune og en til flere små kommuner.
Selvstyrekommissionen finder det afgørende, at princippet om udviklingen af en selvbærende økonomi bliver en hjørnesten for, hvordan den offentlige sektor videreudvikles. Dette skal ske ved, at hver enkelt kommunalbestyrelse og hver enkelt bygdebestyrelse føler et medansvar for udviklingen af en selvbærende økonomi.
Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at den centrale og decentrale offentlige sektor kan forbedres væsentligt, hvis samarbejdet organiseres på en ny måde.
Selvstyrekommissionen anbefaler, at der tages udgangspunkt i et nærhedsprincip. Nærhedsprincippet indebærer, at såfremt en opgave kan udføres af kommunerne, så skal det udføres af kommunerne, fordi borgernes indsigt, deltagelse og indflydelse dermed forøges. Nærhedsprincippet sikrer, at den offentlige myndighed og de offentlige udviklingsopgaver udføres så tæt på borgerne som muligt.
Selvstyrekommissionen anbefaler, at de eksisterende planer om spredning af kompetence fra centrale myndigheder til regionale myndigheder under hjemmestyret erstattes af forøget delegation af kompetence og ansvar til kommunerne. Der skal være tale om en reel spredning af kompetence til kommunerne. Derfor anbefaler Selvstyrekommissionen, at beføjelser vedrørende delegation af opgaver inden for f.eks. trafik, telekommunikation, energiforsyning m.v. videreføres i kommunalt regi, således at det kommunale selvstyre får fuld beføjelse til at sikre servicering af borgerne.
Men Selvstyrekommissionen indstiller, at denne decentralisering kun gennemføres under betingelse af, at de eksisterende kommuner finder sammen i nyt samarbejde, således at f.eks. antallet af kommuner mindskes betydeligt. Selvstyrekommissionen forventer ikke, at denne nyorganisering af kommunerne vil ske gnidningsløst, hvorfor Selvstyrekommissionen anbefaler, at kommunerne får seks år til denne proces. Herefter foreslås den nye organisering af kommunerne fastsat ved lov.
Selvstyrekommissionen erkender, at det på flere områder fortsat kan være nødvendigt at bibeholde naturlige monopoler, hvor helt eller delvist offentligt ejede selskaber varetager produktion og service. I den udstrækning disse monopoler bibeholdes, ønsker Selvstyrekommissionen disse selskabers aktiviteter begrænset til deres kerneopgaver. I dag fremtræder de som selskaber, der har overtaget en lang række produktions- og serviceaktiviteter, som private selskaber i konkurrence langt bedre kunne påtage sig.
Endvidere anbefaler Selvstyrekommissionen, at disse selskabers servicekontrakter og lignende ikke længere gennemføres med hjemmestyrets centralforvaltning. I forbindelse med ovennævnte betragtninger og ønske om gennemskuelighed og spredning af kompetence og ansvar, ønsker Selvstyrekommissionen disse kontrakter forhandlet af de nye kommunale samarbejdsorganisationer, som Selvstyrekommissionen anbefaler etableret.
Selvstyrekommissionen indstiller, at der etableres en strukturovervågning, således at det politiske niveau kan gennemføre konjunkturregulering. Med en meget åben økonomi, der bygger på konjunkturfølsomme erhverv som f.eks. fiskeri og turisme, er det vigtigt, at økonomien løbende kan reguleres ved hjælp af en aktiv finanspolitik. Finanspolitikken skal ikke blot imødekomme udsving i økonomien år for år, men også inden for det enkelte år være et redskab til at udligne de store sæsonudsving i beskæftigelsen inden for hovederhvervene.
Selvstyrekommissionen anbefaler, at de offentlige budgetter i højere grad gøres gennemskuelige, således at offentligheden får større indsigt i, hvad de offentlige midler bruges til. F.eks. bør der i budgetpraksis sikres fokus på, hvilke typer udgifter, der er produktivitetsfremmende eller som kan opfattes som investeringer i fremtiden. På sigt kan der på denne måde skabes fokus på f.eks. uddannelse og forebyggelse frem for at fokusere på udgifter, der udelukkende, og kun midlertidigt, reparerer på samfundsmæssige strukturproblemer via f.eks. tilskud.
En mulighed for at nedbringe de offentlige udgifter er at indføre brugerbetaling eller at gennemføre privatisering. Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at brugerbetaling og privatisering (udover den ovennævnte fokus på forvaltningsområdernes kernekompetence) inden for de fleste områder kun kan finde begrænset anvendelse. Fuld brugerbetaling til f.eks. børneinstitutioner, alderdomshjem, uddannelse m.v. kan kun bidrage til underminering af velfærdssamfundet.
Selvstyrekommissionen anbefaler imidlertid, at der så vidt muligt skabes forsikringsordninger, således at den enkelte borger efter evne overtager et større ansvar for sit eget liv. Sådanne ordninger kan f.eks. omfatte forsikring i forhold til sygdom, pensionsopsparing m.v.
Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at ansvar og finansiering skal følges ad. Derfor foreslår Selvstyrekommissionen, at en kommende nyorientering af de økonomiske ordninger mellem hjemmestyret og kommunerne som hovedprincip lægger det økonomiske ansvar og dermed finansieringsopgaverne i kommunalt regi, således at kommunerne så vidt muligt selv skal varetage den fulde opgave i forbindelse med udvikling af en selvbærende økonomi.
Det afgørende er, at princippet om gennemførelse af en selvbærende økonomi danner basis for alle regioner og enkelt-kommuner. Efter en overgangsfase skal de økonomiske zoner som hovedprincip være selvbærende. Kun mellemudligninger på grund af en skæv koncentration af centrale institutioner mellem de enkelte zoner bør komme på tale.
Den enkelte kommune skal som hovedprincip selv betale for den service, som borgerne modtager.
Selvstyrekommissionen anbefaler som tidligere nævnt, at det fælleskommunale samarbejde videreudvikles til egentlig kommunesammenlægning i regionerne, samt at nye større kommuner gives større kompetence end i dag. Kommunerne skal sikres større indflydelse på en række nye områder, f.eks. fordelingspolitik, skattepolitik, forsyningspolitik m.v.
Der er således tale om både at omlægge den eksisterende kommunale forvaltning og omlægge denne forvaltnings sammenspil med de centrale myndigheder i hjemmestyret.
Selvstyrekommissionen ønsker en kompetencespredning, der også omfatter nogle af de strukturpolitiske opgaver, som i dag varetages af landsstyret og dets direktorater, således at de nye store kommuner bliver i stand til at gennemføre strategi og koordination af deres samlede økonomi. Det økonomiske ansvar for, at borgerne i de enkelte bosætninger får den service, som de ønsker, fra kommunerne og fra den regionale forsyning, skal gives til kommunalbestyrelsen, som bosætningerne hver især vælger repræsentanter til.
Til toppen
At sikre arbejde til alle har været en af hjemmestyrets grundforpligtigelser. Under hjemmestyret har vi erfaret, at den indsats, der er gjort, ikke har fungeret, som den skulle. Der har i hele perioden været et jobunderskud, og der har i dag ophobet sig en stor gruppe af personer i arbejdsdygtig alder, der af forskellige årsager ikke bidrager nok til samfundsøkonomien.
Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at den relativt store marginalisering og udstødelse fra arbejdsmarkedet er resultatet af en manglende kobling mellem politikområderne økonomi, beskæftigelse og social- og arbejdsmarked.
Hvem der bidrager med hvad til samfundsøkonomien, er vanskeligt at gøre op. En uddannelsessøgende bidrager ikke for øjeblikket til samfundsøkonomien. Men ved hjælp af sin uddannelse vil vedkommende senere kunne blive en nøgleperson i en af de vigtige erhvervsaktiviteter, som vi alle gerne skulle bidrage til.
I denne sammenhæng er gruppen af personer, der ikke i tilstrækkelig grad bidrager til samfundets pengeøkonomi defineret til at være:
- Ledige
- Personer på offentlig hjælp
- Førtidspensionister
- Personer i tilskudsjobs
- Personer der primært indgår i en subsistensøkonomi
Det væsentligste bidrag til fuld beskæftigelse og økonomisk vækst er en forøget og forbedret ungdoms- og uddannelsesindsats. Der skal sikres en så tidlig indsats som muligt for at give de nye ungdomsårgange den størst mulige menneskelige ballast.
En forøgelse af det samlede uddannelsesniveau i arbejdsstyrken er afgørende, fordi der er et stort behov for at forøge produktiviteten på de eksisterende arbejdspladser, og fordi nye arbejdspladser normalt kræver uddannet personale. Samtidig er der en klar sammenhæng mellem marginalisering og mangel på uddannelse. Har en person en uddannelse, vil der også normalt være beskæftigelse til personen på arbejdsmarkedet. Ikke-faglærte har en betydelig risiko for at blive ramt af arbejdsløshed. Denne risiko må forventes at blive forøget i de kommende år, fordi efterspørgslen efter ikke-faglært arbejdskraft må forventes fortsat at falde i fremtiden.
Det eksisterende uddannelsessystem skal åbnes op for gruppen af marginaliserede. I dag falder for mange ud af uddannelsessystemet, hvorefter produktionsprisen på de relativt få fuldførte bliver alt for høj.
Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at der samtidigt med en sikring af en forbedret produktionsøkonomi i uddannelsessystemet, skal tilføres uddannelsessystemet betydelige beløb til efteruddannelse af marginaliserede. Dette vil være en af de vigtigste investeringer for Grønland i arbejdet for at skabe en selvbærende økonomi.
Marginalisering og udstødning danner en gruppe i arbejdsdygtig alder, der kan betegnes som lavindkomstgruppen. Gruppen er kendetegnet ved, at den ofte ikke kan forsørge sig selv. Forsørgelsen sker ved betydelig overflytning af samfundsressourcer til offentlig forsørgelse af gruppen eller til sikring af mindstelønnen.
Men ligeså vigtigt er det, at de ikke bidrager til vores fælles livsgrundlag i stort nok omfang. Deres skattebetaling er lille eller helt fraværende. På den måde kan det således formuleres, at de ikke bidrager tilstrækkeligt til samfundsøkonomien.
I det følgende defineres lavindkomstgruppen til at være skattepligtige personer, der har en årlig bruttoindkomst under S.I.K.'s mindsteløn.
(Note: Bruttoindkomsten er summen af A-indkomst og B-indkomst, og er således udtryk for personens samlede indtjening, excl. offentlige ydelser. De offentlige ydelser omfatter takstmæssig hjælp, offentlig hjælp m.v., boligsikring, boligbørnetilskud (ophævet 2001) og børnetilskud. De samlede udbetalinger på disse områder er på ca. 0,3 milliarder kroner og gives primært til lavindkomstgruppen. Egen fangst indgår heller ikke i bruttoindkomsten. For selverhvervende fratrækkes vareforbruget omsætningen. I beregningerne i dette afsnit er anvendt tal fra året 1999. Tallene omfatter personer i alderen 25-59 år, i alt 28.346 personer. Kilden til oplysningerne er en særkørsel fra Grønlands Statistik, oktober 2001.)
Hele 40,8 pct. af de 25-59-årige kunne i 1999 på denne baggrund betegnes som at tilhøre lavindkomstgruppen.
Lavindkomstgruppen, der som ovenfor beskrevet ikke i tilstrækkelig omfang bidrager til samfundsøkonomien, omfatter i alt 11.556 personer.
Geografisk set kan lavindkomstgruppen ikke siges specielt at tilhøre bestemte geografiske bosætninger. For bosætningerne som helhed har otte byer og 55 bygder en overgennemsnitlig repræsentation af personer fra lavindkomstgruppen i forhold til landets gennemsnit.
Tre fjerdedele af lavindkomstgruppen er bosiddende i byerne, mens en fjerdedel er bosiddende i bygderne. Dette betyder, at 36 pct. af de 25-59-årige bosiddende i byerne er i lavindkomstgruppen, mens der i bygderne er en tilsvarende andel på 69 pct.
Visse bygder har en betydelig del i lavindkomstgruppen. F.eks. omfatter lavindkomstgruppen over 4/5 af arbejdsstyrken i 19 bygder. Disse bygders økonomiske og erhvervsmæssige grundlag synes således ikke at være bæredygtigt.
Lavindkomstgruppen er spredt på alle kommuner. Der er dog en relativ stor spredning på den andel lavindkomstgruppen udgør i de enkelte kommuner. Største andel forefindes i Avanersuaq kommune med 65 pct. i lavindkomstgruppen, mens den mindste andel forefindes i Nuuk kommune med 25 pct.
Den eksisterende tilskudspolitik har primært sit grundlag i forsøget på at skabe identiske levevilkår for alle, uanset hvor de lever i Grønland. For at skabe disse identiske levevilkår er det nødvendigt at give tilskud til erhvervsvirksomheder eller til lokalsamfund.
Tilskudspolitik er et væsentligt fordelingspolitisk redskab. Men det er samtidigt forudsætningen for opretholdelse af både beskæftigelse og bosætning uden et tidssvarende erhvervsgrundlag. Et væsentligt aspekt af tilskudspolitikken er anvendelsen af ikke-kostægte priser for f.eks. transport, el og vand. Det er en afgørende forudsætning for udvikling af en selvbærende økonomi, at erhvervsudviklingen gennemføres på de lokaliteter, der er mindst omkostningstunge.
Selvstyrekommissionen anbefaler, at forbrugerne informeres om den kostægte pris for den vare eller tjenesteydelse, de modtager, samt hvordan prisreduktionen finansieres. Dette vil give større indsigt i og dermed også en forøget debat om rimeligheden i tilskud til såvel lokalområder, enkeltpersoner som til virksomheder.
Selvstyrekommissionen mener, at denne tilskudspolitik eller fordelingspolitik danner basis for en økonomisk udvikling, der ikke er dynamisk nok. Incitamentet til at sikre bedst mulig bæredygtig økonomi har en tendens til at blive formindsket, når virksomhedens økonomi eller lokalsamfundets opretholdelse sikres af midler udefra.
Selvstyrekommissionen anbefaler, at den eksisterende tilskudspolitik forandres, således at der i fremtiden primært bliver bevilget tilskud målrettet til to formål:
- Tidsbegrænsede tilskud til virksomheder i forandringsprocesser eller under nyetablering.
- Tidsbegrænsede tilskud til lokalområder eller samfundsgrupper, der af uforudseelige grunde mister deres normale indtægt.
Selvstyrekommissionen indstiller samtidigt, at tilskud til erhvervslivet tilpasses tilskud i de lande, som vi handler eller konkurrerer med. Ikke mindst er der betydningsfulde tilskudsordninger til fiskeri og fiskeindustri i Danmark og EU. Etablering af følgeindustri og forædling her i landet skal konkurrere med regioner og virksomheder, som modtager tilskud, hvorfor vi også her i landet muligvis tvinges til at fastholde et relativt højt niveau af tilskud til samme type virksomheder.
Den eksisterende indsats for reintegration af de marginaliserede på arbejdsmarkedet fremstår uoverskuelig. Der er f.eks. ikke skabt overblik over, hvad der reelt kommer ud af den indsats, der for øjeblikket foregår i hjemmestyret og kommunernes regi.
Selvstyrekommissionen indstiller, at indsatsen som helhed omlægges. Som angivet i forrige kapitel bør der også på dette område ske en ansvars- og kompetencespredning fra centralt til regionalt niveau. Det anbefales dog, at uddannelsen på kompetencegivende uddannelser fortsat koordineres fra centralt niveau.
En altafgørende forandring vil være at få brudt den passive forsørgelse. Dette kan kun ske ved at gribe ind over for problemerne arbejdsløshed og lav økonomisk aktivitet i lokalområderne. Her bør kommunerne påtage sig et større ansvar end i dag, hvor ansvar og kompetence flyder uklart mellem centralt og decentralt niveau.
Selvstyrekommissionen anbefaler således, at de nye større kommuner varetager opgaverne med at skabe fornyet grundlag for beskæftigelsessikring og økonomisk vækst, mens hjemmestyret varetager planlægning og gennemførelse af de kompetencegivende uddannelser.
Til toppen
For at kunne opnå en større selvbærende økonomi kræves, at en større andel af de indtægter, som man skal have for at få et godt liv, bliver skabt her i landet og i mindre grad bliver tilført udefra. Dette kan kun gøres ved at øge de indtægter, som vi selv skaber, således at tilførslerne udefra (dvs. bloktilskuddet) får en stadig mindre betydning.
Der er flere måder, hvorved man kan skabe flere indtægter i samfundet. Man kan eksempelvis forøge værdien af den produktion, der allerede er i gang, eller der kan startes på nye produktioner. Samtidig har bl.a. uddannelsesniveauet, lønniveauet og prisniveauet stor betydning for, hvilke produktioner der kan lægges i landet.
Det er en stor opgave at skulle øge indkomstskabelsen i økonomien. Derfor er det nødvendigt at have en samlet plan for, hvorledes dette bør ske.
Planen kan deles op i tre overordnede punkter:
- De nuværende basiserhverv skal blive rentable
- Følgeerhvervene skal vokse og udvikles
- En stadig satsning på at finde og udvikle nye erhverv, både basis- og følgeerhverv
Finansiering af nye arbejdspladser i en ekspanderende erhvervsudvikling er ikke kun et økonomisk spørgsmål. For et hvilket som helst land er det vigtigt at skabe grundlag for, at et mindretal af ens egen befolkning udvikler sig til arbejdsgivere.
Den udvikling af det private erhvervsliv, der er sket under hjemmestyret har været præget af stor dansk dominans, som er historisk betinget. Selvstyrekommissionen finder, at det er vigtigt at finde muligheder for, at herboende i højere grad end nu placeres i rollen som arbejdsgivere. En kvalificeret finansiering af en virksomhed bør altid omfatte forsøg på at skabe dette lokale engagement på arbejdsgiverside.
Selvstyrekommissionen anbefaler, at der i opstartsprocessen i udviklingsprojekter for offentligt støttede nyetableringer af virksomheder kræves indgåelse af joint-venture aftaler med virksomheder, der allerede er etableret i f.eks. udlandet. Herved kan en kommende ledelse opsuge den nødvendige kompetence og erfaring, således at der skabes en stabilitet i opstartsprocessen. Der kan samtidigt sikres den nødvendige teknologioverførsel til nyetablerede virksomheder.
Det er afgørende, at det politiske niveau primært bestræber sig på at sikre de bedst mulige rammer for erhvervsudviklingen. Der skal f.eks. etableres effektive, dynamiske institutionelle rammer for såvel erhvervs- som arbejdsmarkedsudvikling, herunder primært opkvalificering af arbejdskraften.
En mere stringent rollefordeling vil på sigt skabe forøget troværdighed for Grønland som platform for virksomheder. I det omfang der anvendes tilskud til igangsættelse eller videreførelse af en given virksomhed er det afgørende, at disse tilskud fra starten planlægges for en begrænset tidsperiode.
Det politiske niveau skal bestræbe sig på, at forandringer, der får indflydelse på erhvervslivets rammebetingelser, annonceres i god tid og fastholdes i en længere periode og således ikke ændres fra år til år. Der skabes på denne måde en troværdig stabilitet i forbindelse med reguleringer inden for f.eks. finanspolitik, skatte- og afgiftspolitik, indkomstpolitik m.v.
Dette opfattes af mange som et foruroligende grundlag at påtænke opstart af nye importdæmpende produktioner på. Selvstyrekommissionen finder det dog afgørende til stadighed at finde såvel nye eksport- som importmuligheder for at forbedre den samlede udenrigsøkonomi. Med hensyn til importdæmpende produktion anbefaler Selvstyrekommissionen, at der gennemføres konkrete analyser af muligheden for at dæmpe importen på en lang række områder.
Det væsentligste område synes at være anvendelse af alternative energiformer, så afhængigheden af olie begrænses.
Derimod advarer Selvstyrekommissionen mod en ensidig selvforsyningsstrategi, hvor landets erhvervsmæssige kompetence og ressourcer spredes på alt for mange småproduktioner til et i forvejen lille hjemmemarked.
De offentligt ejede selskaber spiller en væsentlig rolle i de udviklingsprocesser, der skal skabe grundlaget for udviklingen af en selvbærende økonomi. De offentligt ejede selskaber har i dag tilsammen en bruttoomsætning på 8-9 milliarder kroner og omfatter dermed den altovervejende del af det samlede erhvervsliv her i landet.
Deres nuværende størrelse og indretning tager sit udgangspunkt i den organisering, der eksisterede, da hjemmestyret blev gennemført. Hjemmestyrets hovedopgave var fra starten at overtage opgaver, som i KGH-regi var blevet etableret i storskala. Dette omfattede både industrielle opgaver (fiskeri- og fiskeindustri) og infrastrukturopgaver.
Selvstyrekommissionen finder det nødvendigt med en planlægningsproces på kort, mellem og langt sigt for de offentligt ejede selskaber. På kort sigt (3-4 år) skal der gennemføres grundige undersøgelser og evalueringer af selskabernes nuværende aktiviteter. Formålet med undersøgelser er at danne et bedre vidensgrundlag hos hjemmestyrets repræsentanter på såvel politisk som administrativt niveau. Dette vidensgrundlag skal anvendes til dels at finde frem til selskabernes kerneaktiviteter, dels at give ejerne et grundlag for at fastsætte mere konkrete målsætninger for selskabernes servicering inden for disse kerneaktiviteter.
Allerede frigørelsen af de aktiviteter, som ikke opfattes som selskabernes kernekompetence, vil betyde en betydelig stimulering af den grønlandske økonomi i form af et gunstigt investeringsgrundlag for nye små og mellemstore selskaber.
På mellemlangt sigt (det kommende årti) må der fastsættes nye mål for, hvilket ejerskab, kompetence og kontrol den offentlige sektor skal bibeholde over for de opgaver, som selskaberne i dag udfører. I dette arbejde skal der ikke kun være fokus på den mulige kortsigtede gevinst, som en eventuel privatisering kan give for Landskassen. Der skal også være fokus på den samlede nytteværdi for samfundet af en sådan privatisering.
På langt sigt (10-15 år) kan der på basis af de erfaringer, som er indhentet ved omlægning af de offentligt ejede selskaber, gennemføres en mere målrettet overtagelse af selskaberne af private investorer, der fortsat sikrer selskabernes forankring i den grønlandske økonomi.
Selvstyrekommissionen anbefaler på denne baggrund, at de offentligt ejede selskaber i de kommende år indskrænkes og målrettes til primært at udøve deres kernekompetence. Selskabernes virke fremstår i dag for uigennemskuelige, og udgør med deres relative store størrelse i forhold til landets økonomi en alt for stor central risiko for landets samlede økonomi.
Selvstyrekommissionen anbefaler endvidere, at de nye større kommuner overtager bemyndigelsen til at forhandle servicekontrakter og lignende fra hjemmestyret med de offentligt ejede selskaber.
Fiskeriet kan fra at have været den bærende økonomiske sektor indirekte komme til at fremstå som skranke for vækst i de nye erhverv inden for servicesektoren. Servicesektoren er det altafgørende vækstområde for erhvervsudviklingen i de fleste lande og er det også i Grønland.
Servicesektoren må forventes at være den sektor, som både indtjeningsmæssigt og beskæftigelsesmæssigt forøges mest i Grønland i de kommende årtier. Fiskerierhvervet kan ødelægge servicesektorens udvikling, fordi en omfattende subsidiering af erhvervet fastholder en stor del af befolkningen og endog de fleste bosætninger i en beskæftigelse, hvor indtjeningen uden tilskud er meget lille.
Den nuværende erhvervspolitik er i stor udstrækning indrettet på at skabe det bedst mulige grundlag for de mange mennesker, der er afhængige af indtægter fra fiskeriet. Det har ikke givet anledning til hverken en succesfuld udvikling af selve erhvervet, udvikling af de fiskeriafhængige bosætninger eller for landets samlede indtjening. Tværtimod. En større og større del af fiskeriet og fiskeindustrien får problemer med at løbe rundt, og politikerne bruger flere og flere penge til at holde erhvervet i gang. Resultaterne udebliver.
På denne baggrund kan det virke påfaldende, at Selvstyrekommissionen alligevel fortsat ønsker prioritering af udviklingen af dette erhverv for at sikre landet en selvbærende økonomi. Forklaringen er et ønske om at udvikle fiskeriet fra, som nu at fremstå som en skranke for økonomisk udvikling, til at være det erhverv, der danner grundlaget for vækst inden for både industrien og servicesektoren. Fiskeriet er jo det erhverv, der udnytter en national naturressource.
Fiskeriet og fiskeindustrien vil også fremover have en afgørende betydning for landets økonomi. Fiskerierhvervet skal sikre økonomisk overskud, arbejdskraft og ressourcer til udviklingen af nye erhverv.
Men selve fiskerierhvervet skal gøres uafhængigt af tilskud, og den omfattende subsidiering af fiskeriet skal være med til at danne grundlaget for nye væksterhverv i fiskeriets følgeerhverv og i andre erhverv. Det er dog et væsentligt problem, at Danmark og andre lande vi handler med, benytter direkte og indirekte tilskud til netop fiskeriet og fiskeindustrien. Dette betyder, at det kan være nødvendigt, af hensyn til konkurrencemæssige årsager, at bibeholde tilskudsordninger for at konkurrere med andre landes fiskeri- og fiskeindustrierhverv.
I dag er visse dele af fiskerierhvervet karakteriseret af en omfattende skjult arbejdsløshed og en lav arbejdskraftproduktivitet, ikke fordi arbejdskraften ikke er kvalificeret og aktiv, men fordi indretningen af fiskeriet og fiskeindustrien ikke længere er tidssvarende. Derfor kan der overflyttes arbejdskraft fra fiskeriet til nye mere produktive erhverv, uden at der sker produktionsnedgang i fiskeriet.
Selvstyrekommissionen finder det afgørende, at det eksisterende kystfiskeri ikke stimuleres til at indgå i investeringer i nye skibe og landanlæg, som på kort sigt igen vil være urentable i forhold til andre former for fiskeri og dyrkningskulturer. Omlægningen af fiskeriet skal gennemføres konsekvent og først og fremmest skal det sikres, at erhvervet ikke rekrutterer nye generationer til de mindst produktive dele af fiskeriet.
Det er samtidigt Selvstyrekommissionens opfattelse, at forudsætningen for en yderligere, markant økonomisk vækst er en omlægning af landets frosne produkter af fisk og skaldyr til ferskvarer, idet ferskvarer erfaringsmæssigt afsættes til betydeligt bedre priser end frostvarer. Dette vil forudsætte højere brug af luftfragt, hvilket igen forudsætter forlængelse af enkelte landingsbaner, således at større fragtfly kan benytte disse. Væksten kan også ske i form af en markant forøgelse af eksporten og/eller højere grad af forædling af landets eksportprodukter. Dette forudsætter igen en væsentlig reduktion af den offentlige sektor, således at den forholdsvis veluddannede arbejdskraft inden for denne sektor kan omskoles til beskæftigelse i den produktive, og specielt til den eksportorienterede sektor. Sideløbende med behov for nævnte ændringer vil der fortsat være behov for effektivisering i undervisningssektoren samt yderligere kvalificering af arbejdskraften.
Ovenstående viser, at fiskerierhvervet står over for meget store forandringer, som får betydning for hele det grønlandske samfund. For at hamle op med disse problemer må fiskerne og de lokalsamfund, som forandringerne rammer, konstant søge efter alternative indkomstmuligheder.
Selvstyrekommissionen finder, at der er et grundlæggende kollaps i det, der gerne skulle være en fælles forståelse af, hvem der er problemejerne i forbindelse med de forandringer, der nødvendigvis skal ske. For at skabe en mere smidig proces fremover, foreslår Selvstyrekommissionen derfor en betydelig begrænsning af det offentlige engagement i fiskeriet og i beskæftigelsen i følgeerhvervene.
Selvstyrekommissionen anbefaler på denne baggrund, at der sikres et fælles vidensgrundlag om fiskeriet. Dette kan ske ved etablering af et videnscenter for fiskeri og fangst, samt at dette videnscenter får ressourcer overført til at opbygge en fælles vidensbank om såvel verdensmarkedsforhold, naturressourcernes tilstand og udvikling som indenlandske produktionsforhold.
Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at beslutninger om fiskeriets regulering skal ske så tæt på de enkelte aktører som muligt, på lige fod med regionaliseringsprocessen for den offentlige sektor. På denne baggrund foreslår Selvstyrekommissionen, at der på basis af en landsdækkende regulering af fiskeriet sker en opdeling af selve forvaltningen i regionale fiskerisektorer. Samtidig foreslås beskatning af fiskerierhvervet indrettet således, at det er den enkelte region, der beskatter værdien af fangsten i deres egen region.
Til toppen
I Selvstyrekommissionens kommissorium kobles ønsket om forøget selvstyre sammen med behovet for at udvikle en mere selvbærende økonomi:
"Det er kommissionens opgave at udarbejde en betænkning om mulighederne for at udvikle Grønlands selvstændighed inden for rigsfællesskabets rammer, baseret på princippet om, at der skal være overensstemmelse mellem rettigheder og forpligtelser."
Overensstemmelse mellem rettigheder og forpligtelser tolker Selvstyrekommissionen således, at forøget selvstyre skal baseres på en mere selvbærende økonomi. En selvbærende økonomi må grundlæggende forstås som en økonomi, hvor vort samfund gør sig mindre afhængig af statens bloktilskud samt statens øvrige opgaveløsninger i Grønland.
Fra indførelsen af hjemmestyre i 1979 til i dag er statens bloktilskud til Grønland forøget betydeligt i takt med hjemtagelse af flere og flere områder. Samtidig steg bloktilskuddets andel af Landskassens samlede indtægter. Bloktilskuddets andel af Landskassens indtægter toppede i 1995 med en andel på tre femtedele af de samlede indtægter. Siden er andelen stabiliseret og udgjorde i år 2001 godt halvdelen af indtægterne. Bloktilskuddet udgjorde i år 2001 2,8 milliarder kroner. Statens driftsudgifter og øvrige tilskud udgjorde samme år ca. 600 millioner kroner.
Tilsammen havde staten således udgifter vedrørende Grønland på i alt 3,4 milliarder kroner. Den samfundsmæssige værdi er noget større. En del af bloktilskuddet bruges til overførsler til husholdninger, lønninger eller varekøb her i landet, således at der skabes nye pengestrømme ude i samfundet.
Bruttonationalproduktet (BNP) er populært sagt et mål for værdien af samfundets samlede produktion. I 1998 var landets BNP beregnet til at være 7,7 milliarder kroner. Det vil sige, at statens udgifter vedrørende Grønland svarer til mindst halvdelen af værdien af samfundets samlede produktion.
Processen mod selvstyre behøver ikke afvente, at der er etableret en fuldstændig selvbærende økonomi i Grønland. Men ovenstående korte beskrivelse af den økonomiske situation viser, at Grønlands nye målsætning kræver meget store forandringer af det samfund, vi kender i dag.
Selvstyrekommissionens arbejde tager sit udgangspunkt i et ønske om, at Danmark og Grønland i fællesskab finder frem til den bedst mulige samarbejdsform. En samarbejdsform, der tager sit udgangspunkt i Grønlands økonomiske og erhvervsmæssige betingelser og eget engagement.
- Samarbejdsformen i årene under hjemmestyret har udviklet Grønland til et moderne samfund, hvor befolkningens levestandard er udviklet på lige fod med den levestandard, der ses i den vestlige verden.
Der er en klar opfattelse af, at videreudviklingen af rigsfællesskabet og det grønlandske samfund begge må ske på basis af landets egne betingelser og engagement. Men det er også opfattelsen, at videreudviklingen bør gennemføres i et samarbejde mellem staten og hjemmestyret. Dette samarbejde stiller fælleskrav til de to parter og krav til parterne hver for sig.
En konkretisering af essensen i en ny samarbejdsform i rigsfællesskabet må tage sit udgangspunkt i en ny erkendelse af det eksisterende samarbejdes fordele og ulemper.
I udarbejdelsen af en ny model for partnerskab inden for rigsfællesskabet bør der opstilles mål for det ansvar, som fællesskabet har, og som de to parter har hver for sig.
Det er i denne sammenhæng afgørende, at begge parter i fællesskabet hver for sig har en opfattelse af, at indholdet i et nyt partnerskab er rimeligt. Økonomisk set må der således være enighed om, at indholdet i partnerskabet er en investering, der er til fordel for Grønlands økonomiske selvstændiggørelse og dermed til gavn for både Danmark og Grønland.
Kan denne målsætning sikres, betyder det, at staten på den ene side over tid kan mindske sine udgifter til Grønland, og at Grønland på den anden side kan sikre en mere selvbærende økonomi og dermed det afgørende grundlag for selvstyre. Som et tredje element kan denne målsætning indeholde tiltag, der via en ny arbejdsdeling sikrer forhøjede indtægter til begge parter, i form af et større afkast af eksisterende eller nye fælles aktiviteter.
Selvstyrekommissionen anbefaler, at der udarbejdes en samarbejdsaftale, hvor der for begge parter fastsættes økonomiske og erhvervspolitiske mål for det fremtidige samarbejde, som følger:
- Fælles initiativer
- Hjemmestyrets initiativer
- Statens initiativer
Formålet med samarbejdsaftalen er at udarbejde en konkret udviklingsplan, der kan sikre stabile økonomiske og politiske rammer for den omstrukturering, der er nødvendig for at sikre en bæredygtig økonomi i Grønland. Økonomiske rammer, der udadtil vil signalere stor stabilitet og dermed sikre et godt investeringsklima for det grønlandske erhvervsliv.
Samarbejdsaftalen skal sikre fortsat støtte til udvikling af hjemmestyret, en støtte, der har størst mulig virkningsgrad og effektivitet. Eksempelvis bør samarbejdsaftalen være med til at sikre en selvcentreret erhvervsstruktur i Grønland, således at importen af varer og tjenesteydelser fra Danmark kan dæmpes, og således at eksporten af fisk og skaldyr som råvarer på sigt kan erstattes af opbygningen af forædlingsvirksomhed her i landet.
Selvstyrekommissionens arbejde med at analysere økonomi og erhvervsudvikling har vist, at der i høj grad mangler et redskab til at få overblik over ikke blot den offentlige økonomi, men også over den samlede samfundsøkonomi. Den grundlæggende fælles viden om landets økonomiske status og udvikling er ofte mangelfuld, og såvel landsstyret som Landstinget må ofte finde denne viden i eksterne forskeres og råds analyser.
Derfor indstiller Selvstyrekommissionen, at de eksisterende rådgivende organer evalueres og eventuelt mindskes i antal, således at der kan findes økonomiske midler til nedsættelse af et økonomisk råd. Det nye råd skal skabe og udbrede viden om den grønlandske samfundsøkonomi. Rådets viden skal være med til at hjælpe politikere, offentlige myndigheder og erhvervslivet til at forbedre deres præstationer og dermed forbedre deres servicering af samfundet.
Det økonomiske råd foreslås udpeget af landsstyret, men skal i sit arbejde sikres uafhængighed af alle offentlige og private instanser. Rådet tildeles midler til nedsættelse af et sekretariat og sikres adgang til offentlige data og oplysninger om samfundsforhold.
Selvstyrekommissionen finder det ikke hensigtsmæssigt at gennemføre store samfundsmæssige forandringer på grundlag af en yderligere forringelse af det økonomiske grundlag. Forandringerne mod omstilling af den offentlige administration og dermed også det private erhvervsliv må forventes at give midlertidige nye omkostninger, og de menneskelige omkostninger må ikke forøges ved en hasarderet sænkning af bloktilskuddets størrelse i en overgangsfase. Selvstyrekommissionen ønsker ikke selvstyreprocessen opstartet på bekostning af det generelle velfærdsniveau for befolkningen.
Ovenstående indstilling giver dog samtidig anledning til at diskutere, hvad Grønland vil og kan kræve af et selvstyre, uden at der sker ændringer i de eksisterende forudsætninger. F.eks. vil der med rette kunne argumenteres for, at Grønland på det handelspolitiske område allerede på det eksisterende samarbejdsgrundlag og forudsætninger med fordel for begge parter kan forhandle sig til forøget selvstyre.
Selvstyrekommissionen vil på denne baggrund indstille, at der ikke gennemføres ændringer i det eksisterende forhandlingsgrundlag for bloktilskuddet fra staten. Samtidig ønsker Selvstyrekommissionen følgende betingelser opfyldt, før der indledes forhandlinger med staten om en omlægning af de eksisterende samarbejdsaftaler:
- at der udarbejdes en økonomisk strategiplan på basis af en forbedret strukturovervågning. Strategiplanen skal beskrive overskueligt, hvordan bloktilskuddet løbende erstattes af alternative indtægtskilder, såvel for hele landet som for de enkelte regioner og lokalområder. Den økonomiske strategiplan skal ikke blot beskrive eksisterende og fremtidige styrkepositioner, men skal også beskrive, hvordan man i fremtiden kan undgå offentlig forsørgelse af en stor del af befolkningen i den arbejdsdygtige alder.
- at der udarbejdes og igangsættes en handlingsplan for landets samlede erhvervsudvikling. Dvs. en handlingsplan som realistisk beskriver muligheden for forøgede indtægter til dækning af de indtægter, der falder bort ved reduktion af bloktilskuddet. Erhvervsudviklingsindsatsen skal både målrettes til forøgelse af de eksisterende basiserhverv, herunder ikke mindst følgeerhvervene i fiskeriet, samt forøge den importbegrænsende produktion, hvor dette kan ske på konkurrencemæssige vilkår. Handlingsplanen skal samtidig indeholde realistiske overvejelser om, hvordan forvaltningen af naturressourcerne kan ske på et bæredygtigt grundlag.
- at der udarbejdes og igangsættes en handlingsplan for en betydelig omlægning og reduktion af den offentlige forvaltning. Denne handlingsplan skal være direkte forbundet til handlingsplanen for erhvervsudviklingen, således at fritstillet arbejdskraft fra den offentlige forvaltning kan sikres nye jobs i det private erhvervsliv.
- at der udarbejdes og igangsættes en handlingsplan for en markant forøgelse af befolkningens uddannelsesniveau. Uddannelsesfrekvensen, dvs. antallet af unge af en ungdomsårgang, der får en kompetencegivende uddannelse, skal forøges til et niveau, som findes i de nordiske lande. Handlingsplanen skal udover konkrete forandringer i folkeskolen og i eksisterende ungdoms-, erhvervs- og videregående uddannelser også omfatte en handlingsplan, der centralt koordinerer den samlede efteruddannelse og opkvalificering af den eksisterende arbejdsstyrke, således at denne kan deltage aktivt i etableringen af nye erhverv.
For at få et sikkert vidensgrundlag for udarbejdelsen af de nævnte strategi- og handlingsplaner foreslås det analytiske arbejde udført af et sekretariat under Det økonomiske Råd, som Selvstyrekommissionen som tidligere nævnt anbefaler nedsat.
Til toppen
Landets væsentligste ressource er de menneskelige. Selvstyre er noget befolkningen vælger, og indretningen af et selvstyrende samfund skal ske på baggrund af de målsætninger, som befolkningen stiller. En arbejdsgruppe under Selvstyrekommissionen har beskæftiget sig med arbejdsmarkeds- og uddannelsesforholdene.
Selvstyrekommissionen har i sine overvejelser lagt vægt på følgende hovedpunkter:
- Udviklingen på arbejdsmarkedet må følges nøje af alle i samfundet
- Hvem er det, der har brug for arbejdskraft?
- Hvordan bliver arbejdskraften uddannet?
- Hvad er forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager?
- Hvordan gennemføres planlægning, administration og service af arbejdsmarkedet?
- Det internationale perspektiv
Til toppen
Selvstyrekommissionen mener, at et væsentligt redskab til en forbedret udnyttelse af de menneskelige ressourcer er at sikre, at politikere og andre beslutningstagere har den bedst mulige viden til at vurdere de nuværende og de forventede fremtidige betingelser på arbejdsmarkedet.
Denne viden er her samlet under den fælles betegnelse: Vidensindsamling om udviklingen på arbejdsmarkedet. Den overordnede målsætning for dette kan formuleres på følgende måde:
At identificere udfordringer og problemer som forventes at ville få indflydelse på arbejdsmarkedet, og som kræver en eller anden form for indgreb fra politisk side. Endvidere at kunne komme med forslag til løsninger.
Udviklingen på arbejdsmarkedet må til stadighed følges, således at de politiske beslutningstagere altid har relevant information om arbejdsstyrken, beskæftigelsen, ledigheden, løn- og indkomstforhold samt arbejdskraftens kvalifikationer til rådighed, når der skal træffes beslutninger om disse forhold. Det er således også vigtigt, at man kan foretage visse konsekvensvurderinger af planlagte investeringer i ny lovgivning m.v. Endelig er det nødvendigt, at der udvikles metoder til at foretage sammenligninger med de lande, som vi på det internationale marked er i et konkurrenceforhold til.
Til toppen
Selvstyre byggende på en selvbærende økonomi må nødvendigvis sikre gode rammebetingelser for de enkelte erhverv og virksomheder. Dette skal ske for at give de erhverv, der skal skabe værdier i samfundet, de bedst mulige udviklingsbetingelser. Adgangen til kvalificeret arbejdskraft er en afgørende betingelse for den enkelte virksomhed.
Den nuværende erhvervsstruktur omfatter et kompleks af erhverv og virksomheder, der er resultatet af flere årtiers udvikling. De enkelte virksomheder gennemgår en løbende omstilling for fortsat at være konkurrencedygtige på hjemmemarkedet eller det internationale marked. Nogle virksomheder og brancher formår at omstille sig i tide og udvikler sig, mens andre virksomheder og brancher dør ud. Det er en afgørende forudsætning for landets økonomi, at arbejdsstyrkens kvalifikationer løbende tilpasser sig denne udvikling i erhvervslivet.
Beskæftigelsen i de primære erhverv (fiskeri, fangst, fåreavl og råstofudvinding) er i de seneste 25 år mere end halveret, og der er intet, der tyder på, at denne udvikling vender. Selv om erhvervene skulle få forbedret ressourcegrundlag vil ny og mere effektiv teknologi alligevel formindske beskæftigelsen i disse erhverv yderligere i de kommende år. Inden for råstofudvinding er det fortsat uklart, om der i de kommende år vil komme projekter i gang. Der er et stort potentiale, men der er endnu ikke kommet projekter i gang.
Fremstillingsvirksomhed (sekundære erhverv), som for Grønlands vedkommende stort set kun omfatter fiskeindustri, har også et fald i beskæftigelsen i perioden. I 1974 havde fremstillingsvirksomhed 17 pct. af landets beskæftigelse, mens det i 1998 var nede på 13 pct.
Samlet set betyder dette, at fiskeri, fangst og fiskeindustri, fra at have haft ca. en tredjedel af landets beskæftigelse i 1974, nu er nede på en andel på en femtedel. Dermed følger Grønland den internationale udvikling, hvor den primære og sekundære sektor beskæftigelsesmæssigt set spiller en mindre og mindre rolle.
Væksten i beskæftigelsen er de seneste årtier primært sket i servicesektoren (den tertiære sektor), herunder især den offentlige sektor. Denne sektor er siden indførelsen af hjemmestyre til i dag næsten fordoblet. Hele 47 pct. af landets beskæftigelse findes i Grønlands Hjemmestyre og i kommunerne. Endvidere er der tale om en generel vækst i den tertiære sektor omfattende f.eks. handel, service, hotel og restauration m.v.
Den offentlige sektor er en forbrugende og ikke primært en sektor, der skaber værditilvækst i økonomisk sammenhæng. For at skabe en selvbærende økonomi som grundlag for forøget selvstyre bliver det afgørende at flytte det arbejdskraftpotentiale, der ligger i den offentlige sektor fra især den kommunale beskæftigelse, til andre sektorer, der kan være fundamentet til udviklingen af en selvbærende økonomi.
Internationale sammenligninger viser, at den offentlige sektor her i landet er langt større end i de allerfleste andre lande. Den offentlige sektor omfatter her ikke de offentligt ejede selskaber, men kun institutioner under hjemmestyret og kommunerne. Hvor den offentlige beskæftigelse her i landet omfatter ca. halvdelen af den samlede beskæftigelse, ligger den i de nordiske lande på ca. en tredjedel. I Grønland er der 26 ansatte i den offentlige sektor pr. 100 borgere. I Danmark er det tilsvarende antal 16. Lande med en spredt befolkning på et stort geografisk område har også betydeligt mindre antal ansatte til at servicere borgerne. I Island er der 17 ansatte til at servicere 100 borgere, mens der i Finland kun er 11 ansatte.
Samtidig viser sammenligninger med andre lande, at størrelsen af den centrale del af den offentlige sektor - i form af hjemmestyret centralforvaltning - sammenlignet med andre landes størrelse af stat, amter eller lignende ligger på samme niveau, som disse lande. Den store overrepræsentation af offentligt ansatte her i landet skyldes således primært den kommunale beskæftigelse. 18 små og mellemstore kommuner har i dag opbygget en fuldt udbygget administration, selv om den lokale økonomi ikke i sig selv ville kunne bære en så stor administration.
Selvstyrekommissionen anbefaler, at arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken målrettes de forandringer, der skal til for at sikre, at kommende generationer af arbejdskraft uddannes inden for væksterhvervene, og at især den ikke-faglærte arbejdskraft ikke fanges i en fattigdomsfælde i nuværende erhverv i tilbagegang.
Der er store kønsforskelle i beskæftigelsesfordelingen mellem de enkelte hovedbrancher. Derfor vil det også være nødvendigt at inddrage kønsspecifikke problemløsninger i forbindelse med eventuelle fremtidige omfattende ændringer af arbejdsgangen i den offentlige og private sektor.
Selvstyrekommissionen anbefaler, at der sker en regionalisering i den offentlige sektor, således at f.eks. uddannelsesinstitutioner og andre offentlige institutioner får et bedre udgangspunkt for at samle kompetencen ét sted. Herved sikres bedre kvalitet og stordriftsfordele. Denne erhvervsmæssige specialisering af byerne giver samtidig mulighed for, at der kan etableres servicevirksomheder m.v., der som følgeerhverv danner grobund for en reel specialisering af lokalområdet inden for forskellige områder. Specialisering kan f.eks. være samling af social- og sundhedsuddannelser samt specialinstitutioner inden for de to sektorområder.
Den kommunale sektor bør reduceres væsentligt, ikke blot ved effektivisering, men også ved regionalisering af så mange opgaver som muligt. Dette bør i videst muligt omfang ske på kommunernes egne initiativer, men erfaringerne viser, at det vil være nødvendigt også at sikre et incitament ved forandring af tildeling af Landskassens bloktilskud til de svage kommuner samt i andre udligningsordninger. Ved tildeling af tilskud bør der således fokuseres på kommunernes evne til at forny sig og imødegå de udfordringer, de står overfor.
Selvstyrekommissionen anbefaler samtidigt, at der gennemføres analyser af det rimelige i at have en offentlig sektor af den nuværende størrelse i vores land, med en så lille og spredt befolkning.
Nedskæring af den offentlige beskæftigelse bør gennemføres som en målrettet indsats, hvor prioriteringer sker ud fra de samlede samfundsmæssige konsekvenser og ikke udelukkende som kassetænkning inden for de enkelte ressortområder o.lign. Selvstyrekommissionen anbefaler, at tilpasningen af den offentlige sektor prioriterer følgende målsætning:
a) Fastsættelse af tilpasset administration til det grønlandske samfund
b) Forøgede effektiviseringstiltag i hjemmestyret og kommunerne på basis af den vidensopbygning, der er formuleret i denne betænkning, når det gælder den måde man skal følge arbejdsmarkedets udvikling på
c) Regionalisering af de kommunale aktiviteter
d) Prioritering af ressortområdernes kerneområder og udlicitering af øvrige aktiviteter
e) Anvendelse af naturlig afgang som redskab til begrænsning af antal beskæftigede, suppleret med en bevidst seniorpolitik
f) Konvertering af offentlig beskæftigelse til nye jobs i erhvervsvirksomheder
En tilpasning af administrationen bør omfatte anvendelse af mål- og resultatstyring som effektiviserings- og styringsinstrument, således at administrationen får mulighed for at belønne institutioner og medarbejdere, når effektiviseringer gennemføres, sådan at ressourceforbruget i højere grad end nu bliver underlagt samme rammer som i private virksomheder. For at sikre et målbart resultat for effektivitet og kvalitet i den offentlige sektor bør der løbende gennemføres analyser i forhold til sammenlignelige lande og regioner.
I forbindelse med nedskæring i det offentlige foreslås, at de enkelte ressortområder i langt højere grad end nu fokuserer på deres kernekompetencer, og i videst muligt omfang udliciterer øvrige sideaktiviteter.
Selvstyrekommissionen finder det vigtigt, at der sikres en fornuftig fremtid for tidligere ansatte i den offentlige sektor. Derfor foreslås gennemført konverteringsprogrammer, således at der via uddannelsesprogrammer og etablering af finansieringsmuligheder sikres, at tidligere offentligt ansatte kan overgå til eksisterende virksomheder eller selv opstarte nye virksomheder.
Væsentlige forandringer i den offentlige sektor vil umiddelbart slå igennem på den private sektor. Mange virksomheder, som i dag udelukkende er levedygtige på grund af leverancer til den offentlige sektor, vil ikke længere være rentable. Der bør derfor til stadighed foreligge klare politiske meldinger omkring de fremtidige planer for den offentlige sektors udvikling, således at den samlede erhvervsstruktur i tide kan tilpasse sig nye vilkår.
Arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken må målrettes disse forandringer, for at sikre at kommende generationer af arbejdskraft uddannes inden for væksterhvervene, samt sikre, at især den ikke-faglærte arbejdskraft undgår en fattigdomsfælde i nuværende erhverv i tilbagegang. Derfor skal arbejdsstyrken fortsat tilføres nye kvalifikationer på en sådan måde, at den til hver en tid kan udvise evne til at tage nye opgaver og jobs. Det betyder, at der i større udstrækning end nu skal sikres en fortløbende efteruddannelse af arbejdsstyrken, samtidig med at der i højere grad end nu, skal lægges vægt på basiskvalifikationer, som kan anvendes i alle jobfunktioner.
Opbygningen af det private erhvervsliv bør i så stor udstrækning ske uden direkte politisk regulering. Den vigtigste opgave for det politiske niveau er at sikre det bedst mulige lovgrundlag m.v. for den samlede erhvervsudvikling. I den udstrækning at der gives subsidier til forøgelse af eksisterende virksomheders beskæftigelse eller igangsættelse af nye virksomheder, bør disse subsidier øremærkes til egentlig beskæftigelsesfremme, hvor der føres kontrol med, at midlerne anvendes til lønudbetaling. Alle subsidier skal fra starten gøres tidsbegrænsede.
Til toppen
Befolkningsudviklingen er det grundlæggende element for etableringen af en selvbærende økonomi. Forholdene på arbejdsmarkedet og i særdeleshed udbudssiden er i høj grad påvirket af den samlede befolkningsudvikling. For det første er arbejdsstyrkens størrelse og sammensætning i sidste ende et resultat af befolkningsudviklingen. For det andet danner befolkningsudviklingen basis for den samlede økonomiske udvikling i kraft af efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser. Befolkningsudviklingens størrelse og sammensætning har således grundlæggende betydning for såvel, hvem der har brug for arbejdskraft, og hvordan denne arbejdskraft bliver uddannet.
Det grønlandske arbejdsmarked er præget af en stor gruppe af personer i arbejdsdygtig alder, der ikke er faglærte. Hvor der er ca. syv ud af ti, der får en kompetencegivende uddannelse i Danmark, er der i dag kun ca. fire ud af ti af den grønlandske fødte del af arbejdsstyrken, der har en kompetencegivende uddannelse.
Derfor står samfundet over for en meget stor udfordring på uddannelsesområdet. For det første skal det sikres, at en langt større andel af de nye ungdomsårgange fuldfører kompetencegivende uddannelser.
Samtidigt er det vigtigt at målrette en stor del af uddannelsesindsatsen mod opkvalificering af ikke-faglært arbejdskraft. Der er for øjeblikket kun afsat små midler til efteruddannelse af denne arbejdskraft. Rammerne for efteruddannelse af gruppen af ikke-faglærte, der er den gruppe, der oftest er ramt af ledighed og marginalisering, skal forbedres betydeligt i de kommende år.
På grund af manglen på arbejdskraft med forskellige kvalifikationer er der fortsat en betydelig anvendelse af udefrakommende arbejdskraft. Det er Selvstyrekommissionens vurdering, at det grønlandske erhvervsliv de kommende år vil have forøget behov for udefrakommende arbejdskraft. Samtidig finder kommissionen det uhensigtsmæssigt at have en restriktiv lovgivning om regulering af arbejdskrafttilgangen på et tidspunkt, hvor et kommende selvstyrende Grønland skal udvikle sig i et til stadighed mere integreret verdenssamfund.
Selvstyrekommissionen anbefaler derfor reguleringen af arbejdskrafttilgangen i Grønland afskaffet.
For at kunne fastholde den udefrakommende arbejdskraft i længere tid end nu, anbefaler Selvstyrekommissionen udviklet en integrationspolitik. Integrationspolitikken skal sikre, at den udefrakommende arbejdskraft, som f.eks. akademisk arbejdskraft og skolelærere, forbliver i jobbet i længere tid end nu. Det er kostbart og på mange andre måder uhensigtsmæssigt, at offentlige og private arbejdsgivere kun råder over den tilkaldte arbejdskraft i få måneder eller få år.
Integrationspolitikkens formål skal samtidigt være at bidrage til at sikre samfundets kultur, normer og værdier. Integrationspolitikken skal omfatte konkrete tilbud til de udefrakommende til at lære sprog og få kendskab til den grønlandske kultur.
Den målrettede opkvalificering af mennesker, der bor i landet, skal både omfatte uddannelsestilbud til de unge, i form af ungdomsuddannelser og kompetencegivende uddannelser, samt efteruddannelse af den øvrige del af gruppen af personer i den arbejdsdygtige alder.
For den samlede ledighedsbekæmpelse og bekæmpelse af marginalisering og udstødelse fra arbejdsmarkedet anbefaler Selvstyrekommissionen, at de ordninger for uddannelse og aktivering, der etableres, på forhånd indrettes til at være målrettet på den enkelte persons samlede situation og samtidigt sikre, at indsatsen ikke institutionaliseres til en varig foranstaltning, således at det vanskeliggøres at skrue op og ned for indsatsen i forhold til ledigheden og marginaliseringens omfang.
Den manglende overensstemmelse mellem efterspørgsel og udbud på arbejdsmarkedet giver sig - udover behovet for udefrakommende arbejdskraft - også udtryk i, at dele af den herboende arbejdsstyrke i lange eller korte tidsperioder bliver registreret som ledige, samtidigt med at der andre steder mangler arbejdskraft. Herved tabes ikke blot den værdi, som de ledige skulle producere på arbejdspladserne, men der er også store direkte og indirekte udgifter forbundet med at brødføde den enkelte ledige og dennes familie.
Marginalisering og udstødelse af arbejdskraft er for både ledige, førtidspensionerede og andre grupper et udslag af manglende kompetenceudvikling. Stort set alle ledige og størstedelen af de øvrige grupper, der har det svært på arbejdsmarkedet, er uden en kompetencegivende uddannelse.
Selvstyrekommissionen finder det afgørende at sikre den fremtidige arbejdsmarkedskapacitet til erhvervsudviklingen ved at reintegrere marginaliserede grupper i beskæftigelse. Dette skal ikke blot ske for at sikre kapacitet for erhvervsudviklingen eller for at sikre disse personers egen selvværd og velfærd, men også for at sikre, at gruppen ikke genererer nye ungdomsårgange af marginaliserede og udstødte. Den sociale arv slår igennem, således at disse grupper (og deres børn) har vanskelige vilkår i opvækst og i arbejdslivet.
Der eksisterer i dag et rigt uddannelsestilbud her i landet, samtidig med at de studerende har adgang til at gennemføre uddannelser i Danmark, Norden og i andre lande. Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at formålet med den samlede uddannelsesindsats skal klarlægges og synliggøres, således at både det politiske og det administrative niveau får et bedre beslutningsgrundlag.
Det er nødvendigt fortsat at sikre et meget bredt uddannelsestilbud for alle her i landet ved et fortsat tæt samarbejde med uddannelsesinstitutioner i andre lande. Men der må fra politisk side ske en prioritering af, hvilke uddannelser, der udbydes her i landet. Her er der tale om at sikre kompetencegivende uddannelser, der er målrettet efterspørgslen på arbejdskraft. I forbindelse med prioritering af uddannelser her i landet er der to forhold, der vejer tungt.
For det første må der være en realistisk produktionsøkonomi på den enkelte uddannelse. Specialiserede uddannelser, med et relativt lille antal studerende og med store omkostninger i forbindelse med rekruttering og fastholdelse af kvalificerede lærerkræfter samt uddannelsesfaciliteter, bør ikke fremmes, hvis de ikke har en stor kulturel, uddannelsesmæssig og identitetsskabende samfundsrelevans.
For det andet bør der prioriteres uddannelsestilbud her i landet til de personer, der har sprogvanskeligheder (f.eks. ensprogede grønlandske) og i anden henseende ikke kan forventes i længere perioder at kunne bosætte sig i udlandet.
Samlet set foreslås følgende prioritering af uddannelsestyper til gennemførelse her i landet:
a) Strategisk væsentlige uddannelser (f.eks. inden for fiskerierhvervet og til udvalgte stillinger i den offentlige forvaltning) (kan delvis gennemføres i udlandet).
b) Økonomisk "rentable" uddannelser, dvs. uddannelser, hvor elevvolumen muliggør en acceptabel kvalitet og økonomi (f.eks. ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser inden for kontor og handel, bygge og anlæg, jern og metal og lignende).
c) Uddannelser med specielle grønlandske dimensioner (dvs. uddannelser, der beskæftiger sig med mennesker (lærerseminarium, social- og sundhedsuddannelser og uddannelser på højere niveau vedrørende sprog og kultur).
d) Uddannelser tilrettelagt til persongrupper, der har vanskeligt ved at gennemføre uddannelse i udlandet, f.eks. ensprogede.
Selvstyrekommissionen anbefaler, at der fastsættes nye aftaler mellem hjemmestyret og staten vedrørende finansiering af uddannelse. Uddannelser, der gennemføres i Danmark bør finansieres af Danmark, mens uddannelser, der gennemføres i Grønland, bør finansieres af hjemmestyret. Dette vil samtidigt sikre, at grønlandske studerende i Danmark ligestilles med deres danske medstuderende med hensyn til stipendier og lånefinansiering af studierne.
Selvstyrekommissionen ønsker åbnet mulighed for at give speciel, individuel økonomisk støtte til personer, der skal gennemføre vigtige strategiske uddannelser i udlandet, f.eks. uddannelsesforløb for enkeltpersoner, der forventes at skulle besætte nøgleposter i samfundet.
For at undgå, at en investering i en uddannelsessøgende spildes, fordi vedkommende ikke opnår det endelige kompetencegivende eksamensbevis, foreslås det at gennemføre et diplomsystem på alle uddannelser, således at en uddannelsessøgende kan færdiggøre tidsmæssigt korte moduler, og derved opnå en eller anden form for kompetence, selv om vedkommende kun gennemfører noget af en uddannelse.
De nuværende frafaldsproblemer i uddannelsessystemet er uacceptable. Den manglende produktivitet i form af færdiguddannede i forhold til de samlede omkostninger, gør det vanskeligt for det politiske niveau fortsat at forøge investeringerne i uddannelse. Inden uddannelsesudgifterne forøges skal det sikres, at den enkelte borger kan se fornuften i at placere endnu flere skattemidler i uddannelsestiltag.
Der skal også sikres et system af tilskyndelse hos lærerne samt uddannelsesinstitutionerne. Det foreslås, at der gennemføres forsøg med nye finansieringsformer overfor uddannelsesinstitutionerne, hvor de økonomiske midler i en vis udstrækning følger de studerende. Har uddannelsesinstitutionen succes og tiltrækker mange studerende, skal dette honoreres, således at både ledelse og medarbejdere ser fordelen i til stadighed at forbedre deres indsats.
Selvstyrekommissionen anbefaler, at der gøres bestræbelser på at fjerne de barrierer, der måtte være for at grønlandske studerende og andre af grønlandsk herkomst i Danmark kan vende tilbage og bosætte sig i Grønland. Der skal skabes forbedret information og kommunikation med grønlændere i Danmark, og det anbefales, at der indgås aftaler med de danske arbejdsformidlinger med hensyn til udveksling af oplysninger om jobåbninger i Grønland. En afgørende barriere er boligmanglen. Det anbefales, at der afsættes boliger til brug for indslusning af grønlændere, der har haft midlertidigt ophold i Danmark i forbindelse med uddannelse og lignende. Der skal endvidere sikres tilbud om sprogundervisning af grønlændere, der på grund af længere tids udlandsophold helt eller delvist har mistet deres grønlandske sprogkundskaber.
Samfundsøkonomisk er det omkostningsfuldt at betale til unges uddannelse i Danmark. For at undgå at for mange unge vælger at fortsætte arbejdslivet i Danmark i stedet for Grønland, anbefaler Selvstyrekommissionen, at de positive eksempler på, at talentspejdere fra grønlandske virksomheder motiverer unge mennesker til at tage job i Grønland, udbredes til at omfatte en bredere del af erhvervslivet.
Selvstyrekommissionen anbefaler endvidere at give de studerende en tættere kontakt til Grønland og det grønlandske arbejdsmarked under uddannelse i Danmark. Dette kan ske ved f.eks. sommerferiearbejde herhjemme, ved gennemførelse af praktikophold i Grønland eller ved at skrive speciale i samarbejde med det grønlandske erhvervsliv.
Samtidig finder kommissionen det nødvendigt, at der opbygges et akademisk miljø i Grønland med bedre muligheder for efteruddannelse, således at en stilling i Grønland ikke begrænser de højtuddannedes faglige og personlige udvikling.
En afgørende forudsætning for at få grønlandske studerende til at vende tilbage efter afsluttet uddannelse er gode vilkår. Disse vilkår skal kunne konkurrere med de forhold, de færdiguddannede får tilbudt i Danmark.
En del af tilskyndelsen til at tage en uddannelse skal ske ved, at personer med en kompetencegivende uddannelse altid honoreres med en bedre løn, end det ikke-faglærte personale tilbydes. I princippet er det arbejdsmarkedets parter som forhandler løn, men Selvstyrekommissionen anbefaler, at der i disse forhandlinger anvendes betragtninger om, at forskellen i lønniveau mellem personer med forskellige uddannelseslængde bør sættes i relation til de enkelte gruppers samlede livsløn.
For til stadighed at sikre kvalificerede lærerkræfter, bør de enkelte institutioner gives mulighed for at honorere gode lærere. Gennemførelse af efteruddannelseskurser samt anden certificeret uddannelse bør honoreres med forskellige former for kvalifikationstillæg.
I forbindelse med en forøget uddannelsespolitisk indsats skal der sikres bedre samarbejde og bedre styring af de administrative forhold omkring uddannelse. Der foreslås en sammenlægning af de administrative enheder vedrørende uddannelses- og arbejdsmarkedsaktiviteter i hjemmestyrets centraladministration.
Det eksisterende uddannelsestilbud i Grønland er domineret af uddannelse til den offentlige sektor. I takt med en betydelig beskæftigelsesmæssig reduktion i denne sektor bør uddannelserne mere og mere målrette sig de private erhverv.
Samfundet skal sikre, at virksomhederne investerer i deres arbejdskraft. Samtidig skal det vurderes om ordningen vedrørende Arbejdsmarkedets Efteruddannelses Bidrag (AEB) er hensigtsmæssigt indrettet.
Anvendelsen af trainee-forløb ("føl-ordning") bør forøges som uddannelses- og efteruddannelsestilbud. Ved hjælp af certificeringsordninger bør trainee-forløb og anden virksomhedsrelateret undervisning og opkvalificering give adgang til eksamensbeviser på lige fod med traditionelle kompetencegivende uddannelser. Anvendelsen af fjernundervisning via ny informationsteknologi skal være med til at sikre, at de ansatte kan tilbydes efteruddannelse i arbejdstiden. Dette forudsætter, at fjernundervisningssystemet bliver langt bedre end i dag, at teknikken virker, og at internettet bliver langt bedre.
For at sikre en professionel ledelse på arbejdspladserne bør der gennemføres en intensivering af lederuddannelsen af grønlandske ledere. Uddannelsen af ledere skal tilrettelægges således, at også ikke-dobbeltsprogede får mulighed for at deltage i kurser. Der skal sikres kurser, og på nogle områder endvidere erhvervsuddannelser, for de grønlandsksprogede.
Det anbefales, at gruppen af fiskere og fangere får behovsvurderet og målrettet efteruddannelse på lige fod med andre erhvervsgrupper. De inddragede uddannelsesinstitutioner, skal samtidigt sikre fysiske rammer for, at erhvervets organisationer i større udstrækning end nu inddrages i den fremtidige udvikling af erhvervet. Erhvervet og dets organisationer skal aktivt skabe muligheder for opkvalificering af deres medlemmer blandt fiskerne.
Til toppen
Det eksisterende aftalesystem i Grønland synes at være tidssvarende til både at løse interessekonflikter og retstvister, samtidig med at det er et administrativt og økonomisk billigt system.
Grundlæggende for omkostningsniveauet for de fleste erhvervsaktiviteter er lønomkostningerne. Især i forhold til det danske arbejdsmarked er det vigtigt at skabe en balance mellem, dels fortsat at kunne rekruttere højtuddannet arbejdskraft ved at løn- og ansættelsesvilkårene er sammenlignelige og ligeså attraktive som i Danmark, dels at forsøge at fastholde et lønomkostningsniveau, som gør, at den herboende arbejdskraft er konkurrencedygtig med tilsvarende arbejdskraft i Danmark.
Det grønlandske arbejdsmarked har i flere år været præget af relativt stabile forhold, og der har kun i begrænset omfang været arbejdsnedlæggelser m.v. Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at disse samarbejdsforhold bør styrkes yderligere, idet virksomhedernes anstrengelser for at fastholde og efteruddanne personalet bør forøges. Samtidig bør der sikres bedre informationer om løn- og ansættelsesvilkår, herunder lønstatistik, således at alle parter har kendskab til hinandens handlinger med forøget gensidig tillid til følge.
Lønniveauet i eksportorienterede virksomheder bør generelt fastholdes på et højere niveau end i andre typer virksomheder, således at den bedst kvalificerede arbejdskraft tilskyndes til at flytte til eksportorienterede virksomheder. Dette skal dog ske under hensyn til fortsat at sikre et internationalt set konkurrencedygtigt lønomkostningsniveau. Produktivitetsfremmende lønaftaler bør anvendes i større omfang end nu.
Arbejdsmiljøområdet er fortsat ikke hjemtaget til hjemmestyret. Så sent som i august måned 2001 fremlagde Grønlands Hjemmestyre, Arbejdsministeriet og Arbejdstilsynet i fællesskab "Redegørelse om overvejelser om at overdrage arbejdsmiljøområdet til Grønland".
Redegørelsen konkluderer, at der er behov for en øget fokusering på arbejdsmiljøproblemer. Bl.a. er det ønsket at etablere et øget engagement fra arbejdsmarkedets parter til løsning af arbejdsmiljøproblemer, både i form af initiativer og en vis medfinansiering. I redegørelsen konkluderedes endvidere, at der på en række områder er behov for en ajourføring af loven, bl.a. for at sikre en tilnærmelsesvis ens sikkerhed på arbejdspladser i Grønland og Danmark.
Selvstyrekommissionen finder det afgørende med en effektiv arbejdsmiljøindsats. Kommissionen bakker op om de konklusioner og anbefalinger, som blev indstillet af arbejdsgruppen bag "Redegørelse om overvejelser om at overdrage arbejdsmiljøområdet til Grønland". Men Selvstyrekommissionen anbefaler, at landsstyret i den nærmeste fremtid gennemfører forhandling med den danske stat om en forøget indsats de kommende år for at få det eksisterende arbejdstilsyn i Grønland op på samme kvalitetsniveau som i andre kredse i Danmark.
Til toppen
Den samlede planlægning og administration af arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet må som udgangspunkt fastsætte en målsætning for, hvordan den enkelte borger bedst muligt serviceres.
Samtidig påpeges der tidligere i denne betænkning, at den offentlige sektor bør mindskes betydeligt, hvorfor der ligeledes på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet skal sikres en mindre, smidigere og enklere offentlig forvaltning.
I forbindelse med gennemførelse af social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesreformer er det afgørende, at den enkelte borger får indsigt i, hvad der er den overordnede politiske motivation for, at en given reform gennemføres. Her spiller det enkelte menneskes forhold til arbejdslivet en betydelig rolle.
Der synes i dag at være en fælles forståelse for, at det vigtigste middel til at skabe forøget velfærd samt sikre en selvbærende økonomi er en forøgelse af uddannelsesindsatsen. Viden og ikke mindst evnen til at søge viden er en afgørende forudsætning for aktivt at kunne være med til at udvikle samfundet. Samtidig vil en forøget kompetenceudvikling af befolkning og arbejdsstyrke være en afgørende faktor i at forøge den enkeltes erhvervsproduktivitet. Værditilvæksten i de vidensbaserede erhverv er langt højere end i andre erhverv.
Situationen i dag er den, at uddannelsesniveauet generelt er lavt her i landet, og hverken investeringerne i uddannelse eller ungdommens motivation til at tage en kompetencegivende uddannelse er vokset i samme grad, som det sker i andre lande. En række reformer er igangsat på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet, men i praksis er det fortsat vanskeligt at se resultaterne af disse reformer.
I disse bestræbelser er kompetenceudvikling og indsatsen inden for social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet altafgørende. Selvstyrekommissionen har fastsat følgende fire punkter som bydende nødvendige indsatsområder, for at sikre den forøgede kompetenceudvikling:
a) Forøget samarbejde, partnerskab og samordning.
b) At gøre livslang læring til en realitet.
c) At sikre kulturelle forandringer (indstilling til sit og andres liv, tiltro til egne og andres evner, værdier og adfærd).
d) At sikre handling og mærkbare udviklingsprocesser.
Kompetenceudvikling er en afgørende faktor i bestræbelserne på at udvikle selvstyre. Det drejer sig ikke blot om at forbedre arbejdsstyrkens kompetencer, men også via forøget kompetence at sikre et bedre grundlag for en bred folkelig forståelse for den enkeltes rolle i samfundet og hvilke forandringer, der skal til. De mål, som har været baggrunden for at igangsætte reformer på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet, er derfor ikke ændret, men måske tværtimod gjort endnu mere håndgribeligt nødvendigt.
Selvstyrekommissionen har tiltro til, at der på baggrund af de seneste års initiativer på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet vil ske en forbedring af den samlede indsats, men det må forventes, at selvstyreplanerne snart vil skærpe kravene til netop disse to sektorers samlede planlægning og administration. For øjeblikket står politikerne overfor en gordisk knude, hvor det kan synes betænkeligt at forøge investeringerne i uddannelse, når udbyttet ikke samtidigt forbedres mærkbart i antal af fuldførte kompetencegivende uddannelser.
En afgørende fornyelse af den samlede udvikling på social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet er at sikre, at de eksisterende rådgivende organer udformes og indrettes bedre, og at deres arbejde udnyttes bedre. Hensigten bag eksisterende rådgivende organer som Landsarbejdsrådet og brancheskoleudvalg synes udmærkede, men resultaterne udebliver. Derfor foreslår Selvstyrekommissionen, at der sikres en bedre koordination af indsatsen, ved at de rådgivende organer samles under ét. Det er alligevel de samme organisationer og ofte de samme personer, der sidder i de forskellige råd. Rådet bør bestå af repræsentanter fra lønmodtagerorganisationerne og arbejdsgivernes organisationer samt hjemmestyret og kommunerne. En sådan forenkling vil sikre rådet en klarere kompetence.
Arbejdsmarkedets parter skal fortsat sikres medindflydelse og dermed være medansvarlige for et arbejdsmarked byggende på medbestemmelse og tillid. Allianceperspektivet bør fortsat udvikles, og det anbefales, at arbejdsmarkedets parter får større indflydelse på de offentlige arbejdsmarkedsinstitutioner. Hvis der indføres en arbejdsløshedsforsikring, er det oplagt, at de der finansierer forsikringen får en afgørende indflydelse på, hvordan f.eks. efteruddannelse og ledighedsbekæmpelse udvikles.
De kommunale arbejdsmarkedskontorer har i dag mindre betydning, idet de i stor udstrækning kun varetager opgaver i forbindelse med registrering af personer, der skal have understøttelse. Det kan overvejes, at arbejdsmarkedskontorerne etableres som selvstændige enheder uden for de kommunale forvaltninger. Samtidig er der et behov for, at arbejdsmarkedsformidlingen fremover bibringes en dynamisk struktur. Finansieringen af jobcentre skal ske i et samarbejde med de tre parter på arbejdsmarkedet: Det offentlige, arbejdsgiverne og lønmodtagerne.
Selvstyrekommissionen foreslår, at der løbende udarbejdes samarbejdsaftaler mellem den enkelte kommune og hjemmestyret om en fælles arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitisk indsats. Et godt samarbejde mellem kommunerne og hjemmestyret er en forudsætning for en god arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitisk indsats, og en løbende justering af samarbejdsaftalerne vil forøge den fælles indsigt i, hvad de overordnede strukturproblemer er på arbejdsmarked- og uddannelsesområdet.
Der skal sikres en bedre offentlig information om arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold.
Selvstyrekommissionen anbefaler etablering af forbedret oplysningsarbejde. Kampagner omkring social- og sundhedsforhold, f.eks. antirygningskampagner, når i dag relativt store grupper for relativt små omkostninger. Denne form for kampagner bør også gennemføres over for befolkningen og udpegede specialgrupper, således at forståelsen af, at netop deres medvirken til udvikling af samfundet og deres investeringer i dem selv med forskellige former for uddannelse og træning, er af meget stor betydning.
Selvstyrekommissionen anbefaler, at TV-mediet udnyttes til uddannelsesprogrammer i tæt samarbejde med uddannelsesinstitutioner her i landet og i udlandet.
Vejen mod en kompetencegivende uddannelse og dermed bedre løn for den ikke-faglærte skal gøres mere smidig. F.eks. er modulopbyggede kurser, der samlet set til slut giver kompetence som faglært, er et godt alternativ til en almindelig 3-4 årig erhvervsuddannelse. Arbejdsgivere, der prioriterer uddannelses- og karriereplanlægning for deres medarbejdere bør kunne honoreres ved f.eks. skatteincitamenter.
Der bør skabes et forum for fælles viden om uddannelse og træning samt iværksætterånd. Et sådant forum, i form af videnscenter eller lignende, kan i samarbejde med lignende institutioner i udlandet, blive et nøgleinstrument til en fortsat forøgelse af indsatsen for livslang læring blandt såvel de politiske beslutningstagere, virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne. Dette forum kan også være afgørende for de fortsatte bestræbelser for, at visioner om uddannelsens nødvendighed fortsat skærpes i hele befolkningen.
En ny proces mod selvstyre og fortsatte bestræbelser for at få alle med til at investere i sig selv, kræver grundlæggende kulturelle forandringer. Der synes at være en udbredt opfattelse af, at det er omgivelserne, som skal forny sig, og som skal komme med løsningen på det enkelte menneskes personlige problemer: "Det er samfundets skyld". "Politikerne forstår ikke noget". "Kommunen må sørge for" osv. er reaktioner, der ofte kommer til overfladen, når problemer skal løses. Denne attitude skal afløses af en "kan selv" rolle, som kan inspirere omgivelserne uden at ødelægge andres muligheder for at få deres visioner ført ud i livet. Der skal grundlæggende sikres en tiltro til egne og andres evner og værdier.
Selvstyrekommissionen anbefaler, at folkeskolen afkræves en langt mere offensiv rolle i udviklingen af barnets syn på sit fremtidige arbejdsliv samt de fantastiske muligheder, der via det personlige initiativ kan sikre et dynamisk liv. I ungdomsuddannelserne og i erhvervsuddannelserne skal det samtidig sikres, at de unge får afprøvet lederskabserfaringer ved konkrete forløb under uddannelsen.
Til toppen
Den politiske indsats på social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet skal gøres mere smidigt, og lovgivningen på området skal forenkles.
Det er vigtigt at vurdere andre landes erfaringer. Hvad har andre lande gjort i Grønlands situation? Selvstyrekommissionen foreslår, at landsstyret i tæt samarbejde med Beskæftigelsesministeriet indleder et samarbejde med ILO vedrørende social, arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet. Formålet skal være at få rådgivning om organisering af arbejdsmarkedsindsatsen på basis af de ILO-konventioner, som er eller vil blive ratificeret for Grønland.
Selvstyrekommissionen foreslår samtidigt, at landsstyret indleder drøftelser med den danske stat og med ILO om muligheden for på sigt at få tilknyttet en diplomat, f.eks. en arbejdsattaché til ILO.
For at drage fordele af erfaringer for regulering af arbejdsmarkedsforhold i andre økonomiske udkantsområder og lavt befolkede hjemmestyreområder og regioner i Arktis, foreslår Selvstyrekommissionen, at landsstyret snarest indgår forhandlinger med staten og ILO om etableringen af et vidensnetværk vedrørende social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold i det arktiske område, meget gerne med udgangspunkt i en ekspertgruppe med hjemsted i Grønland.
I det omfang det lykkes at forhandle sig til en aftale med staten og ILO om ovennævnte tiltag, må det formodes, at driftsudgifterne for det samlede arbejdsmarkedsområde vil blive betydeligt mindre, end de driftsudgifter hjemmestyret og kommunerne i dag har på området, samtidigt med at den enkelte borger opnår en bedre service inden for såvel social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet.
Til toppen
Igennem Grønlands nyere historie har udenrigspolitiske problemstillinger påvirket livet i Grønland på vitale områder. Dette gælder tilbage fra 2. verdenskrig og frem til moderniseringen af det grønlandske samfund, hvor de forskellige opfattelser af EF-medlemskabet i Danmark og i Grønland på afgørende måde satte hjemmestyretanken på dagsordenen. Sælkampagnen i 70-erne viste hvor stor en effekt begivenheder i andre dele af verden - sælfangsten ved New Foundland - kunne få for dagligdagen i Grønland. Disse historiske erfaringer kom til at afspejle sig i hjemmestyreloven af 1978, hvori det i §16 hedder, at hjemmestyremyndighederne kan få lov til at gøre deres interesser gældende i internationale forhandlinger "af betydning for det grønlandske erhvervsliv".
Den gennemførte analyse i selvstyrekommissionsarbejdet har bekræftet fremstillingen i Anorakrapporten, som påviste at Grønland i praksis har udviklet både politik og aktivitet på områder, der ligger udover en snæver fortolkning af begrebet "af betydning for grønlandsk erhvervsliv". Men samtidig er det klart, at de juridiske begrænsninger viser sig tydeligt, når man kommer til spørgsmålet om, hvem der i sidste ende skriver under på og er ansvarlig for gennemførelsen af en international aftale.
På det sikkerhedspolitiske område er der også sket en udvikling i forhold til hjemmestyreloven, hvor man slet ikke nævner grønlandsk deltagelse som en mulighed. De amerikanske baser i Grønland har fremtvunget behovet for en politisk stillingtagen til spørgsmål af sikkerhedspolitisk karakter i det grønlandske politiske system.
Arbejdet har endvidere vist, at det på en lang række områder nu er ressourcerne, der sætter begrænsninger for den grønlandske deltagelse i det internationale samarbejde.
Kommissoriet fastslår, at spørgsmålene om kompetence, rolle og handlemuligheder spiller en central rolle, når det drejer sig om udenrigs- og sikkerhedspolitik. Når man beskæftiger sig med disse begreber, kan man konstatere, at spørgsmålet om kompetence på et væsentligt punkt adskiller sig fra rolle og handlemuligheder. Opbygning af Grønlands kompetence - her forstået som faglig viden, indsigt og erfaring - til at håndtere udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål bestemmer Grønland selv over, medens rammerne for rollen og handlemulighederne både politisk og juridisk er under indflydelse af andre, nemlig henholdsvis rigsmyndighederne og det internationale samfund. Disse begrænsninger knytter sig til, at den formelle juridiske kompetence til at indgå internationale aftaler er et rigsmyndighedsanliggende.
Til toppen
Grønlands geografi, klima, befolkningsstørrelse og ressourcer sætter rammerne for meget her i landet. Dette gælder også for de udenrigs- og sikkerhedspolitiske aktiviteter, hvor forholdet til Danmark spiller en særlig rolle. I takt med, at hjemmestyret har overtaget de forskellige ansvarsområder, er der fulgt udenrigspolitiske aspekter af disse områder med i bagagen. Men dette betyder også, at de sikkerhedspolitiske spørgsmål fortsat er rigsanliggender. Alle landsstyreområder har sager, som medfører forbindelser udenfor Grønland. Den fortsatte udvikling af det grønlandske samfund kræver deltagelse i den internationale økonomi.
Derfor er det meget vigtigt at have en udenrigspolitik på områderne fiskeri, fangst, miljø, turisme, transport og handel. Alle disse elementer har berøring med begrebet bæredygtig udvikling og globalisering. Det betyder, at det grønlandske folk har muligheder i verden, men samtidigt betyder det også, at verden udenom er opmærksom på Grønland. De krav, som det internationale samfund stiller til andre lande, bliver også stillet til Grønland. Hertil kommer, at debatten i dag om internationale nedrustningsaftaler og missilskjold som tidligere anført har vist, at spørgsmål af sikkerhedspolitisk karakter ikke mere blot er et spørgsmål om forholdet til Thule Air Base. Generelle sikkerhedspolitiske spørgsmål kommer ind i den grønlandske debat.
Kulturpolitisk har Grønland gennem sin historie haft et nært forhold til Danmark og de nordiske lande. Især forholdet til Vestnorden er blevet markant de seneste år. Et vigtigt anliggende har været at sikre en gensidig anerkendelse af en række uddannelser på det nordiske arbejdsmarked. På grund af Grønlands geografiske placering nær det nordamerikanske kontinent og slægtskabet med Inuit i Nordamerika er det naturligt også at lægge stor vægt på kontakter med de nye selvstyreområder i Canada.
Størstedelen af Grønlands befolkning har rod i den arktiske inuitkultur. Dette giver Grønland en særlig forpligtelse og et specielt udgangspunkt for den globale diskussion om, hvorledes oprindelige folks menneskerettigheder sikres i forhold til de nationalstater, de er omfattet af.
Også på miljø- og naturbeskyttelsesområdet har udviklingen i verden betydet, at Grønland har været nødt til at føre en udenrigspolitik. Retten til at udnytte den vildtlevende natur er ingen selvfølge for de lande, vi gerne vil samarbejde med. Miljøspørgsmålet er i dag en global sag. Grønlands stemme har lydt i kampen for at få stoppet den forurening af havene, som er til skade for fisk og ikke mindst havpattedyr. Hertil kommer, at også Grønland vil blive påvirket af de klimaændringer, som følger med drivhuseffekten. Internationalt må Grønland arbejde på at blive forstået og anerkendt for sine holdninger og må i øvrigt gøre sit for at påvirke den generelle udvikling.
På det økonomiske område har Grønland et vanskeligt udgangspunkt, fordi de penge, som landet tjener, kun kommer et sted fra, nemlig fiske- og skaldyrseksporten. De øvrige områder, som turisme samt mineralefterforskning og -udnyttelse, har fortsat kun marginal betydning. Eksportindtægterne fra disse kilder er i dag ikke tilstrækkelige til at udvikle det grønlandske samfund. De øvrige økonomiske ressourcer, der kræves for at fastholde et velfærdssamfund efter nordisk model i et arktisk område som Grønland, kommer via bloktilskuddet fra staten i henhold til den aftale, der var grundlaget for hjemmestyreloven af 1978.
Til toppen
Set på denne baggrund er Grønland nødt til at deltage i det internationale samkvem. Isolation er ikke en mulighed. Et velfungerende partnerskab med Danmark styrker begge lande. Grønlands udenrigspolitik følger som en kombination af påvirkninger fra udlandet og indenlandske beslutninger. Overordnet gælder det, at jo flere penge Grønland kan tjene selv, jo mere får man mulighed for selv at bestemme, indenfor de begrænsninger, som sættes af den geografiske placering og den rolle Grønland har valgt i rigsfællesskabet. Et hovedformål med Grønlands udenrigspolitik er kort sagt at styrke landets økonomi.
Som centrale målsætninger kan hertil nævnes:
- Et godt liv for alle i Grønland i respekt for internationale aftaler om mennesker og natur
- International respekt for Grønlands territorium og folk og en ansvarlig forvaltning af landet med respekt for internationale aftaler
- Aktiv deltagelse i forhandlinger omkring sikkerhedspolitiske spørgsmål, der vedrører Grønland
- Etablering af de politisk og økonomisk mest bæredygtige fangst-, fiskeri- og handelsaftaler, herunder særligt at styrke relationerne til EU
- Påvirke internationale processer - nordisk, arktisk, FN osv. - med grønlandske værdier, vurderinger og holdninger
- Tiltrækning af international kapital til udvikling af potentialet indenfor olie- og mineralindustrien, samt udvikling af anden produktionsvirksomhed
- Størst mulig grønlandsk indflydelse på Kongeriget Danmarks internationale aftaler, som berører Grønland og dets befolkning
- Størst mulig indflydelse på Kongeriget Danmarks udenrigspolitik i øvrigt
- Støtte til anerkendelse af menneskerettighederne generelt og de oprindelige folks rettigheder i særdeleshed
- Opbygning af en forhandlingskompetence m.v. på internationalt niveau
- Fortsat udvikling af Grønlands udenrigspolitik i dialog med det civile samfund
- Yde et grønlandsk bidrag til udvikling af større international fred og forståelse
Til toppen
De penge, der i dag anvendes på udenrigspolitiske aktiviteter, kommer dels fra den danske finanslovsbevilling, dels fra Landskassen. Den danske udenrigstjeneste tager sig af grønlandske sager rundt omkring i verden, når sådanne opstår. Militære anliggender og spørgsmål om USA's tilstedeværelse i Grønland varetages også fra Udenrigsministeriets side som et element i Kongeriget Danmarks samlede sikkerhedspolitik.
Alle direktorater i hjemmestyret har udenrigsrelaterede opgaver. Hertil kommer de generelle opgaver, som varetages af udenrigskontoret. Grønlands Hjemmestyre anvender skønsmæssigt 30 årsværk på udenrigspolitiske opgaver. Årsværkene fordeler sig med 17 til direktoraterne og 13 til udenrigskontoret inklusive medarbejderne i Bryssel og København. Udenrigskontorets budget er i 2001 på 14,6 mio. kr. svarende til 0,3% af Landskassens samlede budget på ca. 5 mia. kr.
Det har ikke under hjemmestyret været fast praksis at vurdere de økonomiske og administrative konsekvenser af nye internationale aftaler før de indgås. Når det gælder udenrigsrelationer, har de enkelte landsstyremedlemmer en stor indflydelse på, hvilke udenrigspolitiske opgaver, der skal løses først, og hvilke der har en lavere prioritet. Det svarer til hvad man finder i mange andre lande, hvor fagministerier ofte har vigtige udenrigsopgaver indenfor deres område.
Erfaringen viser, at den udenrigspolitiske del af et givet arbejdsområde er det, der først bliver fjernet, når pengene mangler. Det er ikke i første omgang juridiske begrænsninger, der spiller ind, når det skal afgøres, hvorvidt et givet politikområde skal fremmes internationalt. Det afgørende er som oftest manglen på penge og mandskab indenfor det berørte direktorat. Den positive side af dette forhold ligger i, at hver enkelt del af hjemmestyrets administration således kan udøve den økonomiske ansvarlighed, der skal til i al god forvaltning. Det udenrigspolitiske må ikke vælte direktoraternes budgetter. Men på den anden side kan det også indvendes, at denne praksis kan komme til at stå i vejen for en samlet, central vurdering af, hvilke elementer i den grønlandske udenrigspolitik, der - set i et helhedssyn - skal nyde fremme, og hvilke der med fordel kan sættes i venteposition.
Til toppen
De frivillige organisationer spiller i dag en vigtig rolle i den internationale proces. Disse organisationer udgår fra det, der betegnes som civilsamfundet. Som eksempler kan nævnes idrætsorganisationerne, Røde Kors, Amnesty International o.lign.
I grønlandsk sammenhæng er Inuit Circumpolar Conference (ICC) den vigtigste blandt denne type organisationer. 15 grønlandske interesseorganisationer og partier er medlemmer af ICC-Grønland, som finansieres over Landstingets finanslov med en bevilling, der i 1999 udgjorde 4,5 mio. kr. I 1988 modtog ICC den prestigefyldte internationale miljøpris Global 500 Award, som uddeles af FN's miljøagentur UNEP. I 1996 modtog ICC-Grønland Nordisk Råds Natur- og Miljøpris. ICC er en af de 6 permanente deltagere i Arktisk Råd, og deltager desuden i arbejdet i forskellige FN-sammenhænge. ICC er således i mange internationale fora med til at fremme arktiske synspunkter på kultur, miljø og international handel. Repræsentanter fra ICC deltog også i Selvstyrekommissionens midtvejsseminar, hvor man bl.a. redegjorde for ICC's erfaringer med det internationale arbejde.
Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at Grønlands landsstyre og Landsting fremover i højere grad skal være opmærksom på de muligheder, der ligger i et samarbejde med ICC og andre NGO-er. På den udenrigspolitiske arena vil Grønland ofte være deltager i Kongeriget Danmarks delegationer og således omfattet af det fælles rigsmandat for forhandlingerne, medens ICC bevæger sig i NGO-miljøet og dermed arbejder ud fra sit eget mandat, som kan give arktiske folk en stemme i den internationale debat.
Til toppen
I kommissoriet lægges særlig vægt på, at Grønlands sikkerhedspolitiske rolle skal vurderes med udgangspunkt i Grønlands geografiske placering. Kommissionen har derfor indsamlet materiale herom bl.a. under besøg på eksisterende forsvarsinstallationer i Grønland og gennem det seminar, som arbejdsgruppen arrangerede i Nuuk i marts 2001 under titlen "Grønland og Sikkerheden". Det ligger klart, at der i dag er 2 elementer, som må indgå i de videre drøftelser. For det første er der den klassiske sikkerhedsdiskussion, som vedrører de militære trusler, som måtte forekomme overfor et lands suverænitet. Dette beskrives traditionelt som hård sikkerhedspolitik. For det andet er der de trusler mod et samfund som stammer fra ulykker, ødelæggelse af miljøet, naturressourcers forsvinden osv. Disse problemer beskrives i dag under overskriften blød sikkerhed.
Selvstyrekommissionen anbefaler, at sikkerhedspolitiske spørgsmål fremover skal udgøre en naturlig del af landsstyrets og Landstingets samlede politik, således at perspektivet bliver bredere end håndteringen af verserende enkeltspørgsmål.
Til toppen
Det faste udgangspunkt for Selvstyrekommissionens overvejelser om Grønlands sikkerhedspolitiske placering er, dels landets geografiske placering i Nordamerika, dels dets historiske, kulturelle, politiske og økonomiske forankring i Norden. Samtidig gælder det, at Grønland er vores land uagtet de rådende politiske indskrænkninger, som under det eksisterende rigsfællesskab begrænser grønlændernes dispositionsret.
Perioden under 2. verdenskrig demonstrerede i praksis, at Grønlands geografiske beliggenhed ved det nordamerikanske kontinent betyder, at Grønland indgår som et element i USA's sikkerhedspolitik. Det ovenfor nævnte seminar og sagsbehandlingen i Selvstyrekommissionen dokumenterer, at Grønlands geografiske placering indebærer, at Grønland også fremover vil være genstand for navnlig Nordamerikas strategiske og militære interesse. USA vil altid være interesseret i, at ingen anden magt kan gøre sig gældende i Grønland.
Det må samtidig forventes, at de arktiske egne fortsat vil spille en vigtig rolle i forbindelse med moderne, højteknologisk krigsførelse. For tiden gælder det specielt indsamling og formidling af information, og fortsat adgang til militære faciliteter i disse områder vil derfor prioriteres højt i den vestlige forsvarsalliance, herunder især USA.
Selvstyrekommissionen konstaterer, at Thuleradaren fortsat vil spille en betydelig rolle for overvågningen af det arktiske luftrum og de transpolare missilbaner mellem Europa/Asien og Nordamerika, og det samme gælder satellitkommunikationsstationen på Thule Air Base, der er en af de bedst placerede stationer i verden for nedhentning af billeder fra alle slags polarkredsende satellitter, herunder også overvågningssatellitter. Hertil kommer, at Grønland fortsat vil spille en rolle i tilknytning til den militære overvågning af Grønlandshavet, Danmarksstrædet samt farvandene syd for Kap Farvel, og selvom satellitteknologi stadig udvikles, må man forvente, at de faste vejrstationer fortsat vil være af afgørende betydning for den nordatlantiske vejrtjeneste, som er afgørende for både fly- og skibstrafik.
Der hersker således for Selvstyrekommissionen ingen tvivl om Grønlands grundlæggende betydning for den geopolitiske magtbalance i Nordatlanten og i Arktis. I forholdet til rigsmyndighederne eksisterer der på dette punkt det afgørende problem, at denne betydning ikke i den nuværende hjemmestyrelov afspejles i en tilsvarende lovfæstet ret for det grønlandske landsstyre og Landsting, til at blive inddraget i udformningen af den sikkerheds- og forsvarspolitik, som er af direkte eller indirekte betydning for Grønland.
Selvstyrekommissionen har noteret sig, at de årlige udenrigspolitiske redegørelser fra landsstyret til Landstinget viser, at der har udviklet sig en praksis med en form for konsultationer, som bygger på den velvillighed, som man på et hvert givet tidspunkt kan mobilisere fra den danske regerings side. Dette anser man ikke for at være passende i en fremtidig selvstyreordning. En nyordning må efter Selvstyrekommissionens opfattelse indebære en lovfæstelse af Grønlands formelle deltagelse på dette område.
Til toppen
Grundlæggende er det i Grønlands interesse, at befolkningen kan forblive tryg i så vidt muligt enhver henseende. Derfor skal der til hver en tid være et beredskab mod en række trusler, som kunne tænkes at opstå. Det drejer sig her i første række om:
- Befolkningens personlige sikkerhed
- Landets politiske institutioner
- Folkets kulturelle egenart
- Den økonomiske velfærd
- Energiforsyningen, herunder brændstoflagrene
- Infrastruktur, herunder transportsystemer og telekommunikation såvel internt som i relation til omverdenen
- Naturressourcerne
Det er i Grønlands interesse, at Danmark er beskyttet. Det følger af den omstændighed, at Grønland er i rigsfællesskab med Danmark, og at der eksisterer stærke økonomiske, politiske og personlige forbindelser mellem Danmark og Grønland. Hertil kommer at også USA's sikkerhed er vigtig for Grønland. Det er således i Grønlands interesse at indgå som partner i demokratiske landes samarbejde om bevarelse af fred og sikkerhed og imødegåelse af trusler herimod, bl.a. i form af international terrorisme.
Suverænitetshævdelsen omkring Grønland foregår i det daglige ved hjælp af Grønlands Kommando (GLK), som med hovedkvarter i Grønnedal foretager såvel suverænitetshævdelse som en række opgaver af mere civil karakter, herunder fiskeriinspektion, søredning og miljøovervågning. GLK har endvidere ansvaret for Siriuspatruljen, Station Nord, Luftgruppe Vest i Kangerlussuaq samt forsvarets vagt i Mestersvig. Chefen for GLK er repræsenteret ved Thule Air Base i kraft af forbindelsesofficeren ved basen.
Selvstyrekommissionen har også noteret sig, at området nord for Qaanaaq ikke afpatruljeres militært. Kommissionen anbefaler, at spørgsmålet om suverænitetshævdelsen på denne strækning tages op til drøftelse med de relevante myndigheder, eventuelt under medinddragelse af de lokale fangere.
Det materiale, som Selvstyrekommissionen har haft til sin rådighed - jvf. bl.a. den ovenfor nævnte konference - siger samstemmende, at der i dag ikke er nogen aktuelle trusler mod Grønland i klassisk militær forstand.
Det grønlandske samfunds sikkerhed og stabilitet varetages fra to sider: Fra rigsfællesskabets side og fra hjemmestyrets side. I fredstid tager statslige myndigheder sig af både den hårde og den bløde sikkerhedspolitik: Det militære forsvar af Grønland, hævdelse af suveræniteten, fiskeriinspektionen, eftersøgnings- og redningstjenesten, opretholdelse af lov og orden, bekæmpelse af kriminalitet, overvågning, forureningsbekæmpelse ved større ulykker til havs og terrorbekæmpelse. I en eventuel krigssituation kan Grønlands forsvar på et givet tidspunkt blive en del af det nordamerikanske forsvar. Hjemmestyret og kommunerne tager sig af lokale beredskabsforanstaltninger ved katastrofer, brandbekæmpelse og forureningsbekæmpelse.
Til toppen
4.3.3 Den bløde sikkerhed og betydningen for det grønlandske samfund
Der foregår for tiden et udredningsarbejde mellem danske og grønlandske myndigheder med henblik på at gøre status over det civile beredskab. Den grundlæggende lovgivning på området stammer fra 1962, og udredningsarbejdet har foreløbig dokumenteret, at der er en række uklarheder og mangler, når det gælder reglerne, ligesom der ikke i alle tilfælde er afsat de ressourcer, der skal til, for at det kan siges, at beredskabet er tidssvarende. Hertil kommer, at det forekommer uhensigtsmæssigt, at en del af det praktiske ansvar fortsat ligger i København. Det er Selvstyrekommissionens forventning, at dette arbejde vil føre til etablering af opdaterede regler og samarbejdsformer mellem Grønland og Danmark på dette område, samt at situationen med de manglende ressourcer vil blive taget op af de relevante myndigheder.
Der foregår for tiden et udredningsarbejde mellem danske og grønlandske myndigheder med henblik på at gøre status over det civile beredskab. Den grundlæggende lovgivning på området stammer fra 1962, og udredningsarbejdet har foreløbig dokumenteret, at der er en række uklarheder og mangler, når det gælder reglerne, ligesom der ikke i alle tilfælde er afsat de ressourcer, der skal til, for at det kan siges, at beredskabet er tidssvarende. Hertil kommer, at det forekommer uhensigtsmæssigt, at en del af det praktiske ansvar fortsat ligger i København. Det er Selvstyrekommissionens forventning, at dette arbejde vil føre til etablering af opdaterede regler og samarbejdsformer mellem Grønland og Danmark på dette område, samt at situationen med de manglende ressourcer vil blive taget op af de relevante myndigheder.
Til toppen
Der har ikke været tradition for sikkerhedspolitiske diskussioner i den grønlandske befolkning, men Selvstyrekommissionen har fået mandat til at undersøge og overveje mulighederne for grønlandsk deltagelse i suverænitetshævdelsen og fiskeriinspektionen. Disse spørgsmål er efter Selvstyrekommissionens opfattelse en integreret del af hele det sikkerhedspolitiske spørgsmål. Interessen for de to nævnte spørgsmål knytter sig dels til muligheden for at markere sig som et eget folk i forhold til omverdenen, dels fiskeriinspektionens karakter af forsvar for de ressourcer, som man har ansvar for i det daglige. Hertil kommer flere yderligere forhold, som gør emnet aktuelt i disse år:
- det voksende ønske om større selvstyre
- den stigende betydning, som i disse år bliver tillagt det civile beredskab
- en grønlandsk mulighed for at bidrage til rigsfællesskabets samlede interesser i et nyt partnerskab
Alene det voksende ønske om konkret indflydelse på egne anliggender giver anledning til at spørge efter det grønlandske folks vilje til at bidrage med mandskab, såvel til søværnets kystbevogtnings- og fiskeriinspektionsfartøjer som til Siriuspatruljens hundeslæder. Gennem årene har et antal unge grønlandske mænd frivilligt meldt sig i GLK i Kangilinnguit, ligesom der er registreret to eksempler på grønlændere, som har gjort tjeneste i Siriuspatruljen. Dette er alle tilfælde, der er udslag af en personlig interesse hos de pågældende.
Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at i et selvstyrende Grønland må man påregne, at der vil eksistere en interesse for at værne om sit land, og vælgerne vil formentlig begynde at kræve af de respektive politiske partier, at de fremlægger et program for rekruttering, i alt fald til GLK. Selvstyrekommissionen mener derfor at tanken må være, at flere og flere af funktionerne i og under GLK på sigt skal kunne bemandes af grønlændere. Tanken om værnepligt og militærtjeneste har til dato været fuldstændigt fremmed for grønlænderne. Denne afstand til et selvstændigt folks grundlæggende ansvar gav sig selv i kolonitiden. I hjemmestyreperioden, som Grønland nu er ved at lægge bag sig, var der heller ingen grund til at anfægte en sådan tingenes tilstand. Bliver talen derimod om et selvstyrende Grønland, er det Selvstyrekommissionens opfattelse, at man ikke kan komme udenom spørgsmålet om værnepligt.
Ganske vist står "selvstyre" i den foreliggende sammenhæng ikke for national selvstændighed, og der bliver selvsagt ikke tale om, at Grønland skal til at opbygge eget militært værn. Men på den anden side gælder det, at den politiske udvikling hen imod et større selvstyre sender et signal til omverdenen om en større vilje og evne til selvhjulpenhed.
Ønsker det nye Grønland - som et minimum - at være med til at vogte over sit territorium, er værnepligt en praktisk nødvendighed. I det partnerskab med Danmark, som er den politiske overskrift over denne udvikling, ligger det lige for, at den grønlandske ungdom i alt fald går med ind i den del af de danske værn, som opererer i Grønland. I den nuværende situation kan Grønland sikkerhedspolitisk set bedst beskrives som et protektorat med hjemmestyre. Skal selvstyredynamikken hæve samfundet ud af sådanne rammer, skal begge parter yde bidrag til fælles anliggender. Sikkerhed er en fælles sag, hvor hver part yder sit.
Siriuspatruljens operationer er i dag underlagt Kangilinnguit. Patruljens rolle som kontrollant af fremmed indtrængen i territoriet er i dag stærkt reduceret, idet informationer om sådanne aktiviteter fås gennem fly og satellitovervågning samt patruljering til søs. Hovedopgaven må i dag betragtes som værende af civil karakter, i form af nationalparkovervågning og praktisk støtte til forskning i området.
Selvstyrekommissionen finder på denne baggrund, at Siriuspatruljen umiddelbart er egnet til at overgå til grønlandsk administration. Hovedopgaven vil fortsat være nationalparkovervågning og støtte til forskningsaktiviteter i området. Selvstyrekommissionen forudsætter, at der indgås passende aftaler med politimesterembedet om udførelsen af politimæssige opgaver, ligesom man forudsætter, at militærovervågning til søs og fra luften fortsat hører under Grønlands Kommando. Overtagelse af Siriuspatruljen vil kunne danne grundlag for opbygningen af en nationalparkforvaltning, bl.a. i samarbejde med Ittoqqortoormiit kommune. Hermed har man muligheden for at udvikle området som et forsknings- og turistområde.
Til toppen
Indbyggerne i Grønland er borgere i et samfund, hvor borgerskab manifesteres på forskellig måde, og hvor man normalt fokuserer på de rettigheder, man som borger føler man har krav på. Men den grundlæggende ide i denne sammenhæng er at manifestere et borgerskab af den slags, som ikke blot indebærer nogle garantier til alle, men som også kræver en indsats af hver enkelt. Denne indsats kan være af enten militær eller civil karakter, og enhver ung mand og kvinde i samfundet bør yde sit.
Det er derfor Selvstyrekommissionens principielle opfattelse, at der bør indføres en kombination af en værnepligt og en civil samfundspligt (CSP) for den grønlandske ungdom. Der er i ungdommen et voksende ønske om at være med til at tage et personligt ansvar for samfundets fremtid og få anvist nogle konkrete muligheder for at gøre noget for sit land og nedbringe behovet for udefra tilkaldt arbejdskraft.
Ordningen skal indføres i et samarbejde med rigsmyndighederne, således at de militære værnepligtige udfører deres tjeneste indenfor rigsfællesskabets væbnede styrker, og de civile værnepligtige aftjener den civile samfundspligt i selvstyrets regi.
Almindelig værnepligt vil betyde, at ca. 800 unge mennesker stiller tid og kræfter til samfundets rådighed hvert år. Hvis en del af dem bliver indkaldt til tjeneste i Kangilinnguit, og en del gennemgår den militære grunduddannelse, som skal til for at kunne gøre tjeneste i Siriuspatruljen, vil resten være til rådighed for en CSP. Der er mange opgaver, der vil kunne løses gennem en civil samfundspligt. Naturinstituttet vil kunne få hjælp til sit tilbagevendende feltarbejde. Børneinstitutionerne mangler konstant arbejdskraft. Hospitaler, alderdomshjem og plejehjem kan altid bruge nogle ekstra hænder. Museer og arkiver har meget liggende, som de aldrig har tid til at få gennemregistreret. Jagtbetjentene vil kunne få nytte af noget ekstra hjælp på de vidtstrakte områder, som de ofte skal dække og er ansvarlige for. Mange steder er der et stort behov for oprydning og forbedret miljøbevidsthed. Dertil kommer, at en lovpligtig samfundspligt vil åbne mulighed for, at enhver kommer til at gennemgå kurser i førstehjælp, brandøvelser, livredning, våbenlære og overlevelse i fjeldet under fangst og jagt. En kombineret værnepligt og CSP bør være for begge køn, og i princippet rimeligt, men ikke højt lønnet. Grundtanken er at yde, ikke blot at nyde. Samtidig vil en sådan ordning være en vej frem mod det mål, som implicit ligger i opdraget til Selvstyrekommissionen, når det gælder suverænitetshåndhævelse og fiskeriinspektion.
Selvstyrekommissionen vil således anbefale, at landsstyret iværksætter en udredning, der kan afklare de praktiske og økonomiske konsekvenser af værnepligt, herunder en obligatorisk 6 måneders civil samfundspligt for de personer, der ikke udtages til militær værnepligt.
Til toppen
4.3.6 Den fremtidige sikkerhedspolitik
Samtidig med at vi påtager os et medansvar for rigets fælles sikkerhed som ovenfor skitseret, vil det også fremover være naturligt, at vi deltager i den internationale sikkerhedspolitiske debat, med udgangspunkt i bidrag fra vort område. Freden i verden sikres bl.a. ved, at folkene oplever et rimeligt mål af frihed, velfærd og demokrati, funderet på en bæredygtig livsstil. Grønland kan stå - og står - som et eksempel på et lille folk, der i et udsat område og under vanskelige forhold, opretholder en god standard på alle tre områder i samarbejde med Danmark, og som - ligesom Danmark - giver høj prioritet til overholdelse af menneskerettighederne. Dertil kommer den udvikling, der har fundet sted fra kolonistatus til et hjemmestyre og videre mod et udvidet selvstyre. I denne sammenhæng er vort fælles bidrag til verdensfreden først og fremmest at vise, at noget sådant kan lade sig gøre i fred og fordragelighed, uden anvendelse af vold. Eksemplets magt skal ikke undervurderes.
Samtidig med at vi påtager os et medansvar for rigets fælles sikkerhed som ovenfor skitseret, vil det også fremover være naturligt, at vi deltager i den internationale sikkerhedspolitiske debat, med udgangspunkt i bidrag fra vort område. Freden i verden sikres bl.a. ved, at folkene oplever et rimeligt mål af frihed, velfærd og demokrati, funderet på en bæredygtig livsstil. Grønland kan stå - og står - som et eksempel på et lille folk, der i et udsat område og under vanskelige forhold, opretholder en god standard på alle tre områder i samarbejde med Danmark, og som - ligesom Danmark - giver høj prioritet til overholdelse af menneskerettighederne. Dertil kommer den udvikling, der har fundet sted fra kolonistatus til et hjemmestyre og videre mod et udvidet selvstyre. I denne sammenhæng er vort fælles bidrag til verdensfreden først og fremmest at vise, at noget sådant kan lade sig gøre i fred og fordragelighed, uden anvendelse af vold. Eksemplets magt skal ikke undervurderes.
Det er en grundlæggende præmis, at løsning af konflikter ved terroristisk aktivitet er uacceptabel, og at anvendelse af militær magt i det internationale samfund kun bør ske med FN's samtykke. I kraft af sin historiske udvikling og geografiske placering er Grønland blevet hjemsted for et af de vigtigste centre for satellitbaseret informationsindsamling i verden, nemlig Thule Air Base. Den teknologiske udvikling gør, at informationer, der skaffes til veje via dette system i stigende grad er anvendelig, også når det gælder overvågningen af internationale aftaler om f.eks. ikke-spredning af atomvåben, forbud mod atomprøvesprængninger, forbud mod eksperimenter med kemiske og bakteriologiske våben m.v.
Det vil være naturligt for et selvstyrende Grønland at forholde sig til de aktiviteter, der foregår i landet, herunder også på Thule Air Base. Selvstyrekommissionen ser det derfor som en oplagt mulighed for et bidrag til en fredeligere verden, at landsstyret og Landstinget fremfører, at man ønsker, at Thule Air Base over tid udvikles til at blive en international - og altså ikke blot amerikansk - varslings- og satellitsporingsstation. I medfør af denne politik bør information, som er opnået via installationerne på Thulebasen, på sigt stilles til rådighed for og bearbejdes af det relevante FN-organ, der har til opgave at overvåge, at internationale nedrustningsaftaler bliver overholdt.
Til toppen
Selvstyrekommissionen anser det for tvingende nødvendigt, at der foretages ændringer i lovgrundlaget for, at et selvstyrende Grønland kan få adgang til at øve indflydelse på de relevante dele af Kongeriget Danmarks sikkerhedspolitik. Et selvstyrende Grønland må have medindflydelse på den førte politik.
Selvstyrekommissionen konstaterer, at Grønland i kraft af rigsfællesskabet er en del af NATO, og at regeringen i Washington har et afgørende ord i alle centrale spørgsmål. Samtidig betyder dette forhold til NATO, at Grønland fremover må sikre sig førstehåndsinformation om arbejdet i NATO. Dette finder Selvstyrekommissionen kan ske ved, at hjemmestyrets repræsentant ved EU i Bruxelles også akkrediteres til NATO-hovedkvarteret sammesteds. Når det gælder Nordamerika bør Grønlands repræsentation fremover kunne placeres i New York (ved FN og Permanent Forum), midtvejs mellem Ottawa (Canada/Nunavut-kontakten) og Washington.
Når det gælder de indre forhold finder Selvstyrekommissionen, at tiden er kommet til at indføre almindelig værnepligt i Grønland, herunder civil samfundspligt. På længere sigt bør såvel flådestationen i Kangilinnguit som Siriuspatruljen kunne bemandes med grønlandske værnepligtige. En værnepligt i Grønland bør kunne aftjenes enten militært ved et af de tre værn, eller i form af en civil samfundspligt.
Selvstyrekommissionen finder, at den fremvoksende ansvarsbevidsthed og vilje til at yde noget for et fremtidigt selvstyrende Grønland bør tages alvorligt. Selvstyrekommissionen anbefaler derfor, at en sådan værnepligt indbefatter en civil samfundspligt, som tilgodeser en række eksisterende behov, samtidig med at den grønlandske borger vænnes til selv at løfte de opgaver, der følger.
Selvstyrekommissionen finder også, at det voksende antal af sager på Thule Air Base, der vedrører forholdet til det grønlandske civilsamfund, viser, at der - både af sproglige og af andre årsager - er et behov for at grønlandske myndigheder repræsenteres direkte ved en person, der på lige fod indgår i samarbejde med den derværende danske militære forbindelsesofficer.
Når det gælder de generelle sikkerhedspolitiske spørgsmål anbefaler Selvstyrekommissionen, at de informationer, som indsamles på Thule Air Base, i fremtiden også stilles til rådighed for det internationale samfund med henblik på at styrke kontrollen med internationale aftaler om ikke-spredning af atomvåben, forbud mod atomprøvesprængninger, forbud mod eksperimenter med kemiske og bakteriologiske våben m.v.
Endelig finder Selvstyrekommissionen, at alle nye amerikanske militære installationer og aktiviteter på grønlandsk territorium fremover skal have som en forudsætning, at der foreligger fuld og dækkende information, og at der indgås en aftale med Grønland som medunderskriver. Det samme gælder militære aktiviteter af midlertidig karakter udenfor Thulebasen. Forsvarsaftalen af 1951, samt senere indgåede tillægsaftaler skal derfor genforhandles med Grønlands fulde deltagelse og medvirken og ikke kun justeres ved tillægsaftaler.
Til toppen
Grønlands kultur bygger på den historiske arv. Heri indgår også normerne for social adfærd. I international praksis udvikles disse normer som menneskerettigheder og folkeret. Befolkningen i Grønland har altid været et folk i sin egen ret. Den kompetence, Grønland i dag har på det kulturelle område, giver sig udtryk gennem sproget og den grønlandske samfundsopfattelse, således som den har udviklet sig under påvirkning fra kristendommen og den danske tilstedeværelse op gennem kolonitiden.
Til toppen
Grønlands rolle i internationale spørgsmål er vokset betydeligt i takt med, at hjemmestyret på en række områder har overtaget den politiske kompetence. Både arbejdet, der gik forud for nedsættelse af Selvstyrekommissionen, og det arbejde, der er foretaget undervejs dokumenterer, at hjemmestyrelovens meget begrænsede muligheder for Grønlands internationale arbejde ikke i praksis er dækkende for virkeligheden i dag. Dette betyder, at den eksisterende hjemmestyrelov i spørgsmål vedrørende udenrigsrelationer må revideres, således at den gældende praksis i det mindste afspejles i lovgivningen med mulighed for en videre udvikling. Selvstyrekommissionen lægger vægt på, at dette for rigsmyndighederne indebærer en lovfæstet pligt til forhandling med de grønlandske myndigheder, førend internationale initiativer igangsættes på områder, der har betydning for Grønland. Principielle mandater til at indgå i internationale forhandlinger skal forelægges ikke blot Folketinget, men også Grønlands landsstyre og Landsting til forhandling. Dette skal ses i modsætning til den praksis, der findes i dag, hvor internationale aftaler kun bliver forelagt de grønlandske myndigheder til godkendelse. På dette sene tidspunkt i processen er det ikke muligt at få indført ændringer i de internationale tekster.
Der er en uklarhed forbundet med udtrykkene "Danmark" og "Kongeriget Danmark" eller "Danmarks Rige". I internationale relationer optræder Danmark nogle gange på alle rigsdeles vegne, og i andre tilfælde bliver Danmark forstået som EU-medlemslandet. Selvstyrekommissionen finder, at ingen bør kunne være i tvivl om, hvornår Danmark optræder udadtil i henholdsvis den ene eller den anden egenskab. Når der er tale om Kongeriget Danmark, vil man således kunne forudsætte, at der har fundet de nødvendige forhandlinger sted med Grønland indenfor de områder, hvor der er markeret en grønlandsk interesse. Selvstyrekommissionen forudsætter, at man også fremover vil være i stand til, med udgangspunkt i den ændrede lovgivning, at finde faste procedurer for løsninger på de eventuelle problemer, der måtte opstå, når Danmark som EU-medlemsland er forpligtet af den fælles EU-politik, medens andre dele af Kongeriget Danmark kan have andre interesser. Samtidig er det vigtigt for Grønland, at Rigets fælles lovgivning bliver opdateret i de tilfælde, hvor Danmark må ændre sin lovgivning som følge af nogle nye EU-bestemmelser.
Endelig finder Selvstyrekommissionen det vigtigt, at hjemmestyret overfor regeringen, i forlængelse af punktet ovenfor, rejser spørgsmålet om, hvorledes landsstyrets repræsentanter indgår i Kongerigets delegationer i de tilfælde, hvor den internationale forhandling for Danmarks vedkommende forudsætter en EU-koordination.
Til toppen
4.5.3 Arktiske folk og oprindelige folk
Grønland har en rolle på den internationale scene som et eksempel for andre arktiske folk og oprindelige folk i andre verdensdele. Grønlands politik i spørgsmålet om oprindelige folk har udviklet sig, efterhånden som bevidstheden om dette område udviklede sig. En milepæl i dette område var dannelsen af ICC i Nuuk 1980.
Under opbygningen af hjemmestyret har der udviklet sig konkrete politiske initiativer på forskellige områder. Grønland har spillet en særlig rolle og har reelt haft afgørende indflydelse på hele Kongeriget Danmarks internationale profil. Grønlandske politikere har ved flere lejligheder repræsenteret hele rigsfællesskabet ved sagsfremstilling og forhandlinger i FN. Som et særligt markant initiativ skal fremhæves forslaget om et permanent forum for oprindelige folk i FN. Dette forslag blev fremlagt i 1993. Gennem et systematisk arbejde fra dansk side med aktiv deltagelse af Grønland blev dette forslag vedtaget i ECOSOC år 2000. "Det Permanente Forum" samledes for første gang i 2002. Grønland har også haft afgørende indflydelse på Kongeriget Danmarks ratifikation af ILO-konvention 169 om oprindelige folk, idet Grønland har lagt afgørende vægt på at få fastslået de oprindelige folks kollektive ret til land og ressourcer i deres områder.
På en række andre internationale områder griber spørgsmålet om oprindelige folk ind i Grønlands internationale politiske optræden. Grønlands deltagelse og handlemuligheder - sammen med Færøernes - i Kongeriget Danmarks delegation ved møder i IWC er gennem årene blevet lagt i faste rammer. Som hvalfangernation har Grønland længe haft verdens største internationalt anerkendte kvote af storhvaler. Dette sker i kraft af det grønlandske folks stilling som et oprindeligt folk i lyset af IWC's regler. I kraft af rigsfællesskabet er Kongeriget Danmark således en hvalfangernation. Dette har en positiv effekt på rigsfællesskabets optræden generelt, når det gælder holdningen til udnyttelsen af de levende ressourcer i havet på et bæredygtigt grundlag. Selvstyrekommissionen lægger vægt på, at den positive udvikling på hvalfangstområdet fastholdes, og man mener, at et skridt på vejen til dette kunne være, at rigets hvalkommissær på sigt kommer til at arbejde ud fra Grønland.
Grønland har en rolle på den internationale scene som et eksempel for andre arktiske folk og oprindelige folk i andre verdensdele. Grønlands politik i spørgsmålet om oprindelige folk har udviklet sig, efterhånden som bevidstheden om dette område udviklede sig. En milepæl i dette område var dannelsen af ICC i Nuuk 1980. Under opbygningen af hjemmestyret har der udviklet sig konkrete politiske initiativer på forskellige områder. Grønland har spillet en særlig rolle og har reelt haft afgørende indflydelse på hele Kongeriget Danmarks internationale profil. Grønlandske politikere har ved flere lejligheder repræsenteret hele rigsfællesskabet ved sagsfremstilling og forhandlinger i FN. Som et særligt markant initiativ skal fremhæves forslaget om et permanent forum for oprindelige folk i FN. Dette forslag blev fremlagt i 1993. Gennem et systematisk arbejde fra dansk side med aktiv deltagelse af Grønland blev dette forslag vedtaget i ECOSOC år 2000. "Det Permanente Forum" samledes for første gang i 2002. Grønland har også haft afgørende indflydelse på Kongeriget Danmarks ratifikation af ILO-konvention 169 om oprindelige folk, idet Grønland har lagt afgørende vægt på at få fastslået de oprindelige folks kollektive ret til land og ressourcer i deres områder. På en række andre internationale områder griber spørgsmålet om oprindelige folk ind i Grønlands internationale politiske optræden. Grønlands deltagelse og handlemuligheder - sammen med Færøernes - i Kongeriget Danmarks delegation ved møder i IWC er gennem årene blevet lagt i faste rammer. Som hvalfangernation har Grønland længe haft verdens største internationalt anerkendte kvote af storhvaler. Dette sker i kraft af det grønlandske folks stilling som et oprindeligt folk i lyset af IWC's regler. I kraft af rigsfællesskabet er Kongeriget Danmark således en hvalfangernation. Dette har en positiv effekt på rigsfællesskabets optræden generelt, når det gælder holdningen til udnyttelsen af de levende ressourcer i havet på et bæredygtigt grundlag. Selvstyrekommissionen lægger vægt på, at den positive udvikling på hvalfangstområdet fastholdes, og man mener, at et skridt på vejen til dette kunne være, at rigets hvalkommissær på sigt kommer til at arbejde ud fra Grønland.
Siden 80erne har Grønland, gennem Verdensnaturunionen (IUCN) og i samarbejde med ligesindede NGO'er i Norge og Canada, arbejdet for retten til at udnytte de levende ressourcer på et bæredygtigt grundlag og handle på det internationale marked med produkter herfra. Arbejdet resulterede bl.a. i et positivt resultat i Verdensnaturstrategien af 1991.
Arbejdet er blevet ført videre i regi af Biodiversitetskonventionen, der blev et af resultaterne fra Topmødet om Miljø og Udvikling i Rio de Janeiro i 1992. I denne konvention er de oprindelige folks rettigheder igen slået fast i artikel 8 (j), og det er i lyset heraf, at Grønland har prioriteret sin indsats i den danske delegation ved møderne i konventionen.
Grønland har haft en rolle som en drivende kraft i arbejdet med at få formuleret en fælles politik i rigsfællesskabet i spørgsmålet om oprindelige folk. Dette er således kommet konkret til udtryk i form af den danske strategi for oprindelige folk fra 1994, og denne strategi har f.eks. gennem DANIDA været grundlaget for den danske støtte til udviklingslandene på dette område.
Grønland har altid undgået etniske kriterier. Hjemmestyret afskaffede fødestedskriteriet, men har bevaret sprog og kultur som bærende elementer i samfundet. Også når det gælder området traditionel viden, har Grønland en særlig mulighed for at samstemme videnskabelige traditioner og fangernes og fiskernes erfaringer fra den daglige omgang med naturen. Dette kan i praksis ske ved, at Grønlands Naturinstitut fremover styrkes i sine muligheder for at forholde sig til begge videnssystemer i forbindelse med afgivelse af biologisk rådgivning til de grønlandske myndigheder.
Sammenfattende er det Selvstyrekommissionens opfattelse, at det grønlandske folk både er et folk i folkeretlig forstand og et oprindeligt folk, som er solidarisk med andre oprindelige folk i verden. Mange steder i verden har de oprindelige folk særlige problemer med at bevare deres eksistensgrundlag og få beskyttet deres rettigheder. Derfor er en aktiv indsats nødvendig. Indsatsen for at sikre verdens oprindelige folk, og dermed den kulturelle mangfoldighed, foregår på alle niveauer med FN som øverste globale organ. Grønland vil fortsat have en central rolle indenfor rammerne af Permanent Forum, hvor man kan være med til at sætte dagsordenen for dette vigtige arbejde.
Selvstyrekommissionen er endvidere af den opfattelse, at arbejdet for oprindelige folks rettigheder ikke er og ikke må udvikle sig til diskrimination mellem racer/etniske grupperinger, undtagen hvor specielle forholdsregler kan være nødvendige og er tilladte i henhold til internationale konventioner.
Til toppen
4.5.4 Europarådet
Som led i Selvstyrekommissionens arbejde er der foretaget en vurdering af mulighederne og behovet for grønlandsk deltagelse i Europarådet.
Europarådet blev oprettet af 10 lande i 1949 som en opfølgning af FN's Verdenserklæring om menneskerettigheder. Baggrunden for dette var et ønske om at skabe et system af institutioner og procedurer, der på et folkeretligt grundlag skulle sørge for, at menneskerettighederne faktisk overholdes i forhold til den enkelte borger, og at der om nødvendigt foretages den fornødne tilpasning af lovgivning og praksis i medlemslandene. Medlemskab kan kun opnås af suveræne stater, og Kongeriget Danmark var med fra Europarådets start.
For at opnå medlemskab kræves det, at man i det pågældende ansøgerland har en acceptabel grundlov, har afholdt frie valg til en parlamentarisk forsamling, accepterer principperne for retsstaten og håndhæver menneskerettighederne. Hertil kommer, at landet skal forpligte sig til at samarbejde oprigtigt og effektivt.
Den omstændighed, at Europarådet er en sammenslutning af suveræne stater betyder, at Grønland ikke kan deltage selvstændigt i Europarådets arbejde. Af en opgørelse fra Europarådets juridiske tjeneste fra september 1998 fremgår det, at der siden Europarådets oprettelse er indgået 170 traktater, som er åbne for ratifikation for Europarådets medlemmer. Grønland er omfattet af Europarådets traktater mv. i den udstrækning disse er ratificeret af Kongeriget Danmark. I Europarådets parlamentariske forsamling har Kongeriget Danmark 5 pladser og 5 suppleanter, som udpeges af Folketinget blandt dets medlemmer. Dette betyder, at også folketingsmedlemmer valgt i Grønland har mulighed for at blive delegeret i Europarådets parlamentariske forsamling.
Selvstyrekommissionen har således noteret sig, at en direkte grønlandsk repræsentation i Europarådet ikke er mulig. Dog finder man, at det ville være relevant for de grønlandske folketingsmedlemmer at undersøge, hvorledes deltagelse i arbejdet indenfor de givne rammer eventuelt fremover ville kunne blive en del af en grønlandsk udenrigspolitik.
Til toppen
Som allerede anført stammer erhvervs- og eksportmulighederne i hovedsagen fra havets levende ressourcer, med fisk og skaldyr som de varer, der står for over 90% af eksportindtægten.
På fiskeriområdet har hjemmestyret fra starten ønsket at opbygge den kompetence, der skal til for selv at varetage de internationale forhandlinger på dette område. I en række af disse forhandlinger fungerer den danske udenrigstjeneste som rådgiver for de grønlandske forhandlere i de konkrete forhandlingssituationer. Når det gælder storhvalerne, er fangsten af disse reguleret af den internationale hvalfangstkommission IWC, som blev stiftet så langt tilbage som i 1946. Her deltager Grønland som nævnt ovenfor. Den internationale diskussion om udnyttelsen af bestemte havpattedyr set i forhold til bæredygtig udvikling er ofte voldsom. Grønland har længe i sine internationale relationer forholdt sig til denne udvikling og manifesteret en politik på området, både i forhold til andre lande og internt på hjemmefronten.
Allerede i 1970'erne blev Grønland tvunget til at udvikle en kompetence i sin omgang med det internationale samfund, med henblik på at få sine synspunkter hørt, og formå andre folk og lande til fortsat at købe produkter fra Grønland. Grønlands rolle på dette område har først og fremmest bestået i at sikre, at den danske og den nordiske politik på området fastholder bæredygtighedsprincippet også i international sammenhæng. Dette betyder, at man har kunnet komme langt i retning af en international forståelse for, at man f.eks. godt kan udnytte en havpattedyrbestand som et led i landets økonomiske aktivitet, når bestanden ikke er truet biologisk. På hjemmefronten betyder det omvendt, at man er forpligtet til at undgå overudnyttelse af fangstdyrene. Der skal også være dyr til vore børn og børnebørn.
Grønlands handlemuligheder vedrørende havets levende ressourcer er både bestemt af de internationale konventioner, og af holdningen til spørgsmålet om en bæredygtig udnyttelse af havpattedyr i andre lande. Det er værd at notere, at det er på dette punkt - fisk og havpattedyr - at Grønland har den største selvstændige internationale forhandlingskapacitet.
Til toppen
4.6.2 Turisme
Hjemmestyret har på forskellig måde arbejdet med udviklingen af turismen som et erhverv, der på sigt kan få en afgørende betydning for landets økonomi. Dels har der været tale om offentlige initiativer i form af tilskud, f.eks. til Greenland Tourism, dels sker der en stor satsning på infrastrukturområdet. Grønland har hentet inspiration fra sine naboer, både i Vestnorden og i Canada. Der satses både økonomisk og uddannelsesmæssigt på området, og for de mest populære rejsemål i Grønland har turistindtægterne i dag stor økonomisk betydning. Dog er det fortsat et problem, at det stadig er for dyrt at rejse både til og internt i Grønland. En anden begrænsning er vanskeligheden med at skaffe lokal arbejdskraft med den fornødne serviceuddannelse og kendskab til internationale sprog.
Hjemmestyret har på forskellig måde arbejdet med udviklingen af turismen som et erhverv, der på sigt kan få en afgørende betydning for landets økonomi. Dels har der været tale om offentlige initiativer i form af tilskud, f.eks. til Greenland Tourism, dels sker der en stor satsning på infrastrukturområdet. Grønland har hentet inspiration fra sine naboer, både i Vestnorden og i Canada. Der satses både økonomisk og uddannelsesmæssigt på området, og for de mest populære rejsemål i Grønland har turistindtægterne i dag stor økonomisk betydning. Dog er det fortsat et problem, at det stadig er for dyrt at rejse både til og internt i Grønland. En anden begrænsning er vanskeligheden med at skaffe lokal arbejdskraft med den fornødne serviceuddannelse og kendskab til internationale sprog.
I forbindelse med udviklingen af turismen spiller sikkerheden for landets gæster også en stor rolle. Specielt i relation til fremmede krydstogtskibe i grønlandske farvande mener Selvstyrekommissionen, at der umiddelbart er behov for at indføre lodspligt indenfor 3 sømil for udenlandske fartøjer over en nærmere angiven størrelse.
Til toppen
For så vidt angår de mineralske råstoffer, er dette område reguleret i henhold til råstofloven. Hovedopgaven er udstedelse af tilladelser til mineralefterforskning og -udvinding. Herudover varetages international informationsvirksomhed om mineralpotentialet i Grønland. Arbejdet udføres i dag af Råstofdirektoratet, som er en del af hjemmestyrets forvaltning. Selvstyrekommissionen noterer med tilfredshed, at råstofforvaltningen er aktiv i det internationale arbejde, med det formål at tiltrække potentielle investorer til Grønland i forbindelse med mineralefterforskning og -udvinding.
Til toppen
4.6.4 Øvrige områder
Når det gælder internationalt samarbejde har der på nogle områder udviklet sig en praksis, hvorefter Grønland deltager i bestyrelsesarbejdet i institutioner, som har Grønland som et vigtigt arbejdsfelt. Derved er Grønland med til at tegne også den internationale profil for en af Kongeriget Danmarks institutioner. Dette gælder f.eks. institutioner som Dansk Polar Center (DPC) og Grønlands og Danmarks Geologiske Undersøgelser (GEUS). Selvstyrekommissionen finder, at dette umiddelbart også burde gælde for Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), i betragtning af Grønlands betydning for DMI's internationale virke
Til toppen
Bæredygtighedsbegrebet er nyt for alle samfund i verden. Det er udviklet gennem de sidste 30 år og er især kendt fra Brundtland-kommissionens betænkning. På topmødet om miljø- og udvikling, som fandt sted i Rio de Janeiro i 1992, fik bæredygtighedsprincippet global støtte. Også Grønland deltog i dette møde. Tanken bag princippet er at skabe grundlaget for en international accepteret fælles holdning overalt til brugen af jordens ressourcer.
Industrialiseringen verden rundt har fremvist talrige eksempler på de skadevirkninger, der kan komme af en forfejlet politik. Realiteten er imidlertid også, at selvom alle officielt slutter op om bæredygtighedsprincippet, bliver det alligevel kun sjældent fulgt op med den nødvendige handling. Mange lande foretrækker i praksis kortsigtede fordele, frem for en langsigtet bevarelse af værdierne. For Grønland er særlig problemet med hav- og luftforurening fra de store industriområder i Europa, Rusland og det nordamerikanske kontinent en trussel mod samfundet. Hvis forureningen antager et sådant omfang, at Grønland ikke kan udnytte havets levende ressourcer til egen brug og eksport, forsvinder grundlaget for det samfund vi kender i dag. Hertil kommer drivhuseffektens virkning for hele det arktiske område.
På denne baggrund er det Selvstyrekommissionens opfattelse, at også Grønland må gøre sig gældende i de internationale fora, hvor man arbejder på at forhindre udledningerne af farlige stoffer i luft og hav.
Til toppen
Det fremgår af de årlige udenrigspolitiske redegørelser fra landsstyret til Landstinget, at dette allerede sker på flere områder. I Nordisk Ministerråd deltager Grønland i arbejdet for at skabe en fælles nordisk holdning til forureningsbekæmpelsen. Grønland deltager i de danske delegationer i Arktisk Råd. Fra den grønlandske del af Arktis indgår målingerne af miljøets tilstand i den generelle arktiske miljøovervågning. For så vidt angår arbejdet i de regionale konventioner, der sætter grænser for udledningen af farlige stoffer i havet, har Selvstyrekommissionen noteret sig, at hjemmestyret foreløbig har valgt at lade rigsmyndighederne varetage de grønlandske interesser på området. Det skyldes først og fremmest den omstændighed, at der her er enighed indenfor rigsfællesskabet, men det spiller også en rolle, at omkostningerne ved en aktiv deltagelse kan vise sig at blive ganske store. Selvstyrekommissionen har noteret sig dette, men skal dog påpege, at man til stadighed bør sikre sig, at de danske myndigheder vedbliver at holde en høj profil i dette livsvigtige anliggende.
Den bæredygtige udnyttelse af de levende ressourcer spiller en central rolle. Både i Nordisk Ministerråd og i Arktisk Råd koncentrerer man sig særligt om de arter, der ikke i forvejen samarbejdes om på havpattedyrområdet. Dette gælder først og fremmest fuglebestandene, men der er også samarbejde om f.eks. udnyttelse af den arktiske vegetation.
Til toppen
4.7.2 Internationalt
Ud over den indsats, som Grønland har ydet i forbindelse med bæredygtig udvikling og oprindelige folks placering i forhold hertil, har Grønland været aktiv i globale sammenhænge ved en række lejligheder.
Landsstyret var som nævnt repræsenteret ved Topmødet om Miljø og Udvikling i Rio de Janeiro i 1992. Her havde man især en aktiv rolle på to områder. For det første i formuleringen af princip 22 i Rio-deklarationen om Oprindelige Folk. For det andet i arbejdet med formuleringen af kapital 17 om beskyttelse af havene og udnyttelsen af deres ressourcer. Forud for selve mødet i Rio havde grønlandske embedsmænd, som en del af Kongeriget Danmarks delegation, deltaget i de forberedende møder i FN-regi. Som en opfølgning på Rio-mødet har Grønland også ved flere lejligheder deltaget i arbejdet med Biodiversitetskonventionen. Dette har haft karakter af såvel hjemlig kortlægning af flora og fauna som af deltagelse i internationale forhandlinger. På klimaområdet har Grønland ved et par lejligheder deltaget i de internationale forhandlinger om begrænsning af udslippene af bestemte klimagasser. Det internationale samarbejde resulterede i Kyoto-protokollen, som fastlægger mål for nedbringelse af udslippene af bl.a. CO2. Landsstyret og Landstinget har tiltrådt, at denne internationale aftale kan ratificeres af Kongeriget Dammark, også med virkning for Grønland. Dette er sket gennem en særlig aftale med rigsmyndighederne.
Sammenfattende kan Selvstyrekommissionen konstatere, at når det drejer sig om det internationale arbejde, har Grønland kun haft begrænsede ressourcer at sætte ind i arbejdet. Denne situation bør ændres. Det er afgørende for den økonomiske udvikling, at havet og dets ressourcer ikke udsættes for forurening.
Grønlands eksistens står og falder med, at grundbetingelserne for fiskerieksporten fortsat er tilstede. Forurening holder ikke op af sig selv, men kræver indgreb fra det internationale samfund. Men vi kan kun forvente at finde støtte for vore synspunkter i den udstrækning, vi også selv gør noget ved problemerne.
Til toppen
En grønlandsk udenrigstjeneste kræver udvikling og opbygning af en organisation, som er i stand til at løfte de internationale opgaver, der følger af de politiske beslutninger som landsstyret og Landstinget træffer. En høj international aktivitet på mange områder kræver en større organisation og flere ressourcer end en politik, der ønsker den udenrigspolitiske aktivitet begrænset til et minimum.
Efter 1979 og frem til slutningen af 2002 har den organisatoriske del af de grønlandske udenrigsrelationer udviklet sig som en del af landsstyreformandens ressort. Som udenrigspolitiske milepæle af særlig betydning for det organisatoriske kan nævnes Grønlands optagelse i det nordiske samarbejde i 1984 og udtræden af EF i 1985. Udover medarbejderne i København fik Grønland en fast repræsentant i Bryssel i 1992, og i 1994 blev der oprettet et udenrigskontor i landsstyreformandens sekretariat.
Der er 2 hovedbegrundelser for, at en udenrigstjeneste udstationerer medarbejdere i andre lande. For det første skal man have informationer til rådighed indenfor sit eget system, således at man ikke kun baserer sig på oplysninger fra de almindelige nyhedskilder eller den danske udenrigstjeneste. For det andet kan det være vigtigt for Grønland at have sin egen repræsentant, som både kan udsendes med budskaber, og som kan melde personligt tilbage. Dele af denne funktion svarer til, hvad man i anden sammenhæng beskriver som lobbyvirksomhed.
Grønlands administration skal med andre ord være i besiddelse af medarbejdere, der har kompetence til at fremskaffe og bearbejde informationer til brug for landets egen politiske beslutningsproces, således at man ikke udelukkende er afhængig af informationer fra andre deltagere i de internationale forhandlinger.
Til toppen
4.8.1 Status for udenrigsarbejdet i 2002
En gennemgang af Grønlands udenrigspolitiske relationer viser, at selvom udenrigskontoret spiller en central rolle, overstiger direktoraternes samlede engagement i udenrigsopgaver alligevel udenrigskontorets, når indsatsen måles i årsværk. Dette afspejler den kendsgerning, at udenrigsrelationer på vigtige erhvervsområder - fiskeri, fangst og råstofudvinding - har høj prioritet, og at også det internationale miljøsamarbejde har stigende betydning.
På udenrigskontorets område har det traditionelt været nordisk og arktisk arbejde samt spørgsmål i relation til oprindelige folk, der har haft prioritet; men på det seneste har de generelle aftaler med EU, samt overførslen af WTO til udenrigskontoret, også fået stor betydning for udenrigskontorets virke. De sikkerhedspolitiske spørgsmål har på det organisatoriske plan ikke været fremtrædende. Medarbejderne i udenrigskontoret og direktoraterne arbejder ud fra de politiske instrukser, som landsstyret og landsstyremedlemmerne giver i deres daglige arbejde. Den juridiske ramme for det udenrigspolitiske råderum, som sættes af hjemmestyreloven, betyder, at den grønlandske udenrigsorganisation opererer med to forskellige tilgange til sit arbejde: Man skal enten indgå i Kongeriget Danmarks delegationer, eller man skal optræde som en selvstændig forhandlingspart.
Selvstyrekommissionen har noteret sig de konklusioner vedrørende de manglende ressourcer i forhold til opgavernes omfang, som er fremkommet i arbejdspapiret om de generelle udenrigspolitiske spørgsmål.
Hertil kommer, at man finder, at der på en lang række praktiske områder er mulighed for umiddelbare forbedringer. Dette gælder f.eks. et udbygget samarbejde mellem landsstyret og de grønlandske folketingsmedlemmer samt en opstramning af interne procedurer og arbejdsgange, der skal sikre, at de politiske instrukser indhentes og følges. Hvortil kommer Selvstyrekommissionens anbefaling, at landsstyret i sit internationale arbejde mere målrettet betjener sig af Tusagassiiviik, hjemmestyrets informationsafdeling.
Til toppen
4.8.2 Grønlands udenrigsorganisation i en ny tid
Udenrigskontoret og direktoraterne skal være i stand til at sikre, at Grønland gør sin indflydelse gældende der, hvor der er truffet politisk beslutning herom. En konkret model for udenrigsorganisation fremgår af betænkningens bilag. Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at der er behov for at styrke Grønlands deltagelse i det internationale miljø- og handelssamarbejde. Dette skal ske for at understøtte muligheden for at fastholde udnyttelsen af havets levende ressourcer som en nationaløkonomisk grundvold.
De gældende juridiske begrænsninger tilsiger os, at Grønlands egen handlekraft på det udenrigspolitiske område vil være tæt knyttet til den faglige viden, indsigt og de ressourcer man kan mobilisere. Dette skal kombineres med den rolle man har, hvad enten det er som selvstændig forhandler eller som en del af en rigsfællesskabsdelegation. Et selvstyrende Grønland må have udvidet sin internationale juridiske kompetence, og i den situation vil der blive stillet endnu større krav til de organisatoriske strukturer i Grønlands udenrigstjeneste.
Selvstyrekommissionen har peget på, at også i en fornyet model indenfor rigsfællesskabets og grundlovens rammer, vil der være områder eller situationer, hvor en udenrigspolitisk juridisk kompetence ikke kan overføres til selvstyremyndighederne. Her vil det bl.a. være afgørende, om man kan finde en politisk/organisatorisk samarbejdsmodel, der på den ene side tilgodeser legitime grønlandske udenrigspolitiske interesser, og som på den anden side sikrer, at de formelle juridiske spilleregler ikke overtrædes. Hvor den juridiske kompetence måtte forblive et rigsanliggende, må man forvente, at den praktiske udførelse forbliver varetaget af Kongeriget Danmarks udenrigstjeneste. Selvstyrekommissionen skal i denne forbindelse pege på muligheden af en fælles ledelse af den grønlandske enhed i udenrigsministeriet som en løsning, man bør arbejde hen imod.
I forlængelse heraf bør man også overveje initiativer til styrkelse og udvikling af den faglige kompetence i den grønlandske udenrigstjeneste. Dette kunne f.eks. ske gennem ordninger med udveksling af personale i nærmere angivne perioder eller i forbindelse med nærmere angivne opgaver.
Internationale forhandlinger om nye aftaler eller revision af eksisterende indledes normalt med, at regeringen indhenter et forhandlingsmandat i Folketinget - i praksis i det relevante folketingsudvalg. Grønland vil normalt først høre om dette, når den nye internationale aftale fremsendes til landsstyre eller Landsting til ratifikation. På dette tidspunkt kan man normalt ikke påvirke aftalens indhold, men kun sige ja eller nej. Det er Selvstyrekommissionens opfattelse, at denne praksis må ændres, således at også landsstyre og Landsting får mulighed for at udtale sig om forhandlingsmandatet. På samme tidspunkt kan landsstyret også tage stilling til, om man vil lade sig repræsentere i forhandlingsdelegationen og på den måde følge den videre proces på første hånd. Selvstyrekommissionen er opmærksom på, at ændringer i proceduren indenfor rigsfællesskabet også vil kræve ændringer i den måde Landstinget arbejder på, idet de relevante landstingsudvalg skal have kompetence til at afgive udtalelse på Landstingets vegne, på samme måde som udvalgene gør i Folketinget.
Når det gælder vor egen udenrigsorganisation er det Selvstyrekommissionens anbefaling, at udenrigskontoret omdannes til et direktorat for udenrigsanliggender, og at der vedtages en plan for den organisatoriske og ressourcemæssige udbygning de kommende år, som afspejler vores udenrigspolitiske ambitioner. Videre anbefaler Selvstyrekommissionen, at den sikkerhedspolitiske sagsbehandlingskapacitet i udenrigsorganisationen styrkes, og at de internationale miljøpolitiske og handelspolitiske initiativer følges op med de nødvendige ressourcer. Dette forudsætter, at også de relevante fagdirektorater, der har ansvaret for vigtige udenrigsopgaver, styrker deres indsats. Direktoratet for udenrigsanliggender bør satse særligt på de områder, der har at gøre med sikkerhed, handel og bæredygtighed. Denne organisatoriske markering af udenrigsområdet betyder, at det nye direktorat for udenrigsanliggender skal udstyres med beføjelser til at sikre, at landsstyrets beslutninger i tværgående udenrigspolitiske spørgsmål følges op i praksis. Til styrkelse af dette direktorats faglige virke anbefaler Selvstyrekommissionen, at den grønlandske forvaltning får mulighed for at "låne" erfarne sagsbehandlere fra den danske administration og andre nordiske lande, m.h.p. oplæring af grønlandske kolleger.
Som anført andet steds er det vigtigt, at der tages skridt til at udforme forslag til sådanne ændringer i lovgivningen, som kan virkeliggøre ønsket om udvidelsen af den udenrigs- og sikkerhedspolitiske kompetence.
I den udenrigspolitiske debat har Selvstyrekommissionen noteret sig, at der lægges vægt på, at Grønland er synlig ude i verden. Man skal i den forbindelse pege på, at rigsmyndighederne bør gøres opmærksomme på det formålstjenlige i, at der ved udnævnelse af honorære konsuler for Kongeriget Danmark også tages hensyn til, om de pågældende personer kunne gøre en særlig indsats for vores land.
Endelig finder Selvstyrekommissionen anledning til at nævne en særlig problemstilling, som altid vil være gældende for den grønlandske forvaltning som helhed, på grund af dennes beskedne størrelse i forhold til opgavernes omfang. Megen lovgivning, som historisk har været gældende for hele rigsfællesskabet, bliver i dag integreret i EU-samarbejdet med den konsekvens, at den lovgivning, der gælder i Danmark som medlemsland, kommer til at afvige fra resten af rigsfællesskabet. Der kan være områder som f.eks. erhvervslovgivning m.v., hvor dette ikke er hensigtsmæssigt. På den baggrund skal Selvstyrekommissionen foreslå, at landsstyret overfor de danske myndigheder fremsætter det ønske, at der i ethvert ministerium udpeges en person på passende niveau, der har til opgave at gøre opmærksom på kommende lovændringer, som risikerer at skabe en utilsigtet afstand mellem parterne i rigsfællesskabet.
Til toppen
Diskussionen af styreformen i et hvilket som helst samfund bør tage udgangspunkt i samfundets opgaver. Endvidere er det lige så selvfølgeligt at beskrive de principper, der ligger til grund for styrelsesordningen. Endelig bør man inddrage sammenhængen mellem kompetence og ansvar.
Forudsætningen for, at de, der styrer et samfund, kan optræde med autoritet og bliver respekteret af samfundet, er, at de er udstyret med magt. I et samfund som det grønlandske er magten som regel tredelt, nemlig den lovgivende magt hos parlamentet, den udøvende magt hos regeringen og den dømmende myndighed hos domstolene.
Selvstyrekommissionen har ifølge sit kommissorium til opgave også at beskæftige sig med retsvæsenet; men da Retsvæsenskommissionen først afsluttede sit arbejde på et sent tidspunkt, har det ikke været muligt for Selvstyrekommissionen at beskæftige sig med denne del af opgaven. I den følgende analyse af landets styrelsesordning vil der derfor hovedsagelig blive fokuseret på forhold i relation til den lovgivende og udøvende myndighed.
Ikke desto mindre finder Selvstyrekommissionen princippet om magtens tredeling som et så væsentligt element i et retssamfund og i en demokratisk styreform, at muligheden for overførsel af en del af retsvæsenet til det kommende selvstyre bør underkastes en grundig undersøgelse.
Til toppen
Det er ikke alle opgaver i samfundet, der løses af det offentlige. Nogle mener, at det er bedst for samfundet, hvis enkeltpersoner eller private firmaer løser opgaverne med mindst mulig indblanding fra det offentliges side. Andre er af den mening, at det er bedst, at så mange opgaver som muligt løses af det offentlige, idet medlemmer af samfundet, hvad enten de er enkeltpersoner eller virksomheder, ikke er i besiddelse af lige mange ressourcer eller evner for at kunne løse opgaverne.
Det er et emne, der ofte diskuteres i stort set alle lande, også i Grønland, og helt givet vil blive ved med at være et diskussionsemne.
I de fleste samfund har enkeltpersoner, virksomheder og sammenslutninger så mange berøringsflader, at det er nødvendigt med visse fælles spilleregler. Ellers risikerer man kaos.
Det er altid en vurderingssag, om enkeltpersoner, grupper af få mennesker, virksomheder, lokalsamfund, regionale virksomheder eller repræsentanter for det samlede samfund kan løse samfundets opgaver mest hensigtsmæssigt.
Til toppen
Styreformerne kan variere meget fra samfund til samfund. Da den anvendte styreform i Grønland er demokrati, skal der i det følgende fokuseres mest på denne styreform. Den forholdsvis grundige omtale af demokratiet hænger også sammen med, at styreformen har ganske få år bag sig og ifølge kommissionens mening stadig må tilpasses forholdene her i landet. Et levende demokrati må jo hele tiden tilpasse sig efter de ydre vilkår.
I en vurdering af, hvorvidt styreformen i et samfund er demokratisk, må man tage udgangspunkt i, at medlemmerne af det pågældende samfund deltager i og har medindflydelse på de beslutninger, der gælder for samfundet. Hvorledes medlemmerne af et samfund inddrages og gives medindflydelse, er en væsentlig del af analysen af demokratibegrebet.
Der findes mange forskellige definitioner af, hvad demokrati egentlig er for noget, ligesom der somme tider er forsøg på at misbruge begrebet. Visse styreformer betegner sig selv som værende demokratiske, selv om indehaverne af magten bruger snart sagt alle undertrykkelsesmetoder for at beholde magten.
I daglig tale bruges begrebet folkestyre synonymt med demokrati; og det må ret beset betegnes at dække kernen i begrebet.
De mest almindelige forekommende demokratiformer i daglig tale er bl.a. det repræsentative demokrati, direkte demokrati og nærdemokrati.
Ved repræsentativt demokrati forstås, at den del af et lands befolkning, som opfylder kravene til en passende valgretsalder (p.t. 18 år her i landet), og som ikke opholder sig rent midlertidigt i landet ved almindelige, lige og hemmelige valg vælger et bestemt antal personer; og valget gælder for en på forhånd fastsat periode. De valgte har så kompetence til på vegne af vælgerne at fastsætte autoritative regler gældende for samfundet.
I visse lande, eksempelvis i Schweiz, praktiseres udover repræsentativt demokrati det direkte demokrati. Det sker ved, at landets eller en regions vælgerbefolkning ved folkeafstemninger træffer autoritative beslutninger om på forhånd definerede emner; og afstemningens udfald bliver så afgørende for, hvad der bliver gældende regler for de pågældende emner.
I de senere år er begrebet nærdemokrati også blevet mere og mere almindeligt. Det sker ved, at eksempelvis en bydels vælgere eller forældrene til skolebørn har ret til eller inddrages i afgørelsen om en række opgaver, der vedrører bydelen eller skolen.
I relation til omtalen af, hvilken styreform der anvendes i et samfund, er det relevant at inddrage, hvorledes styreformen er indført, idet en styreform, der er indført efter krav fra en større del af samfundet, som regel har bedre chancer for at virke sammenlignet med en styreform indført fra oven.
Udover nævnte demokratiformer opereres der i politologien med en række teorier om visse krav, der skal være opfyldt, for at der kan være tale om ægte demokrati. Den amerikanske politolog Robert A. Dahl har udviklet følgende fem principper for en demokratisk proces:
- Kontrol over dagsordenen: Samfundets medlemmer må selv fastsætte den politiske dagsorden.
- Oplyst forståelse: Demokratiet bygger på fri meningsdannelse og på eksistensen af en offentlig samtale mellem samfundets medlemmer.
- Effektiv deltagelse: Gennem hele beslutningsprocessen må alle samfundets borgere have lige muligheder for at give udtryk for deres præferencer og påvirke den endelige beslutning.
- Lighed i beslutningssituationen: Alle samfundsmedlemmers stemme skal veje lige meget, når den endelige og bindende beslutning tages.
- Medlemmer af samfundet: Alle samfundets medlemmer er bundet af beslutningen.
Det er for det første vigtigt at understrege, at det ikke er tilstrækkeligt, at alle indbyggere har ret til at deltage i offentlige valg, hvis de rent faktisk ikke har mulighederne. For det andet er det heller ikke tilstrækkeligt, at der i princippet eksisterer en fri presse, hvis nogle af samfundets medlemmer er udelukket fra at deltage i den offentlige samtale, eller hvis de ikke er i besiddelse af den nødvendige viden eller de nødvendige ressourcer for at blive inddraget i den. Endeligt er det også vigtigt, at alle medlemmer af samfundet er bundet af beslutningerne.
I vores sammenhæng er det tankevækkende, at der er personer, som ikke har mulighed for at deltage ved valg til Landstinget, selv om de har fast bopæl her i landet i en længere årrække, fordi de ikke opfylder en af valgretsbetingelserne for at kunne deltage ved valg til Folketinget, nemlig dansk statsborgerskab.
Endvidere kan vi bl.a. sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt alle har mulighed for at deltage i den offentlige debat. Der er ganske vist både elektronisk og skreven presse; men p.g.a. af det lille befolkningsunderlag og det spredte bosætningsmønster er det dyrt at fremstille og distribuere den skrevne presse, ligesom det er kostbart at binde landet sammen, hvilket i sig selv ikke ligefrem er fremmende for den offentlige debat.
I vores sammenhæng bør man endvidere pege på et par andre forhold. Medierne er som regel små enheder med forholdsvis få medarbejdere, som har svært ved at drive god research og dermed skrive tilbundsgående baggrundsartikler. Endelig bør man pege på, at journalistuddannelsen er en meget lille enhed. På den baggrund er muligheden for at skabe et frugtbart miljø meget lille.
Man må endvidere formode, at visse befolkningsgrupper rent faktisk ikke orker at deltage i den offentlige debat, fordi det at skaffe føde til dagen og vejen optager stort set hele deres daglige tid og ressourcer. En undersøgelse om levevilkårene i Arktis foretaget i 1999 afslører, at levevilkårene er meget forskellige, samt at visse befolkningsgrupper har ret strenge levevilkår. Andre kan af sproglige grunde være udelukket fra at indhente den nødvendige viden for at kunne tage del i den offentlige debat, fordi en hel del oplysninger om samfundet kun er tilgængelige på sprog, som er fremmede for dem.
Samtidig må man pege på, at de oprindelige grønlandske samfund var meget små, isolerede enheder, samt at de oprindelige produktionsenheder stort set bestod af enkelte hushold, hvor arbejdsdelingen var ganske enkel og dermed overskuelig. Konsekvensen heraf var bl.a., at den almindeligste kommunikationsform om arbejdsdelingen ikke foregik via samtale, men ved eksemplets magt. Der var med andre ord ikke brug for skriftlig kommunikation. Dette har ganske givet bidraget til den manglende, offentlige debat.
Endelig må man ikke glemme, at Grønland havde kolonistatus helt frem til 1953. I kolonitiden styrede Grønlands Styrelse landet via to landsfogeder og kolonibestyrere med en minimal inddragelse af den lokale befolkning, selv om inddragelsen steg gradvist hen imod slutningen af koloniperioden. Privat initiativ blev holdt indenfor, hvad folk fik lov til eller besked på.
De ganske få nævnte forhold, som ikke altid trækker i samme retning, fører os tilbage til kernen i diskussionen om demokratiets vilkår, som vi er nødt til at være opmærksomme på; nemlig hvilken demokratiform vi ønsker at have i det grønlandske samfund, hvis vi skal have et reelt demokrati - ikke bare af navn, men også af gavn.
Til toppen
I styrelsen af ethvert samfund dukker der af og til væsentlige spørgsmål op. Medlemmerne af samfundet kan ikke blot have afvigende meninger om disse, men kan også være splittede. Set i lyset af den tillidskrise, der i de senere år somme tider er opstået mellem de valgte og vælgerne, er det vist en overvejelse værd at supplere det repræsentative demokrati med det direkte demokrati.
Ifølge Grundloven er det få spørgsmål, der kan underkastes folkeafstemning med bindende virkning. Eksempelvis drejer det sig om suverænitetsafgivelse til et mellemfolkeligt organ, eksempelvis EU, ændring af valgretsalderen, traktatforpligtelser og grundlovsændringer.
Folkeafstemninger kan endvidere være vejledende; men det antages, at der kræves lovhjemmel herfor. Man kan på linie med den mindretalsbeskyttelse, der har hjemmel i § 42 i Grundloven, tænke sig en tilsvarende bestemmelse i landstingsloven om Landstinget og landsstyret, således at en 1/3 af Landstingets medlemmer indenfor en frist af 3 søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kan begære folkeafstemning om lovforslaget overfor Landstingets formand. Begæringen skal være skriftligt og underskrevet af de deltagende medlemmer.
Når der er begæret folkeafstemning om et lovforslag, kan Landstinget indenfor en frist af 5 søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse beslutte, at forslaget skal bortfalde. Hvis Landstinget ikke træffer beslutning om bortfald af forslaget skal lovforslaget snarest prøves ved en folkeafstemning.
Endelig skal det nævnes, at en række spørgsmål ifølge Grundloven ikke er omfattet af folkeafstemninger; thi det er ikke alle spørgsmål, der anses at være egnet til at blive forelagt vælgerne ved folkeafstemninger. Det drejer sig bl.a. om forslag til bevillingslove, skattelove, lov om statsborgerskab, ekspropriationslove m.v.
Til toppen
Ifølge den gældende styreform her til lands varetages visse opgaver af staten. Det drejer sig bl.a. om udenrigs- og sikkerhedsanliggender, retsvæsenet, kriminalforsorgen, politiet, valuta, arbejdsmiljø, familieret m.v.
Heroverfor varetages mange andre opgaver af hjemmestyret, herunder fiskeri, fangst, landbrug, erhvervslovgivning samt konkurrenceforhold, socialvæsenet, undervisning, uddannelse, kirken, told og skat, arbejdsanvisning, fredning, landsplanlægning, boliger, trafik, landets indre styrelsesordning m.v.
Ifølge den gældende hjemmestyrelov er der en lovgivende forsamling, kaldet Landstinget, og en forvaltning, der ledes af et landsstyre.
Til toppen
Ligesom i andre demokratiske lande er den lovgivende myndighed, Landstinget, den primære myndighed. Medlemmer af Landstinget vælges for en begrænset årrække. Det skyldes, at Landstinget lovgiver med gyldighed for samfundet i kraft af vælgernes mandat. Det bør tilføjes, at vælgerskaren ændrer sig over tid. Nogle forsvinder, mens andre kommer til, samtidig med at en del skifter mening.
Ifølge den gældende lovgivning er der 31 medlemmer af Landstinget. Antallet af den lovgivende forsamlings medlemmer fastsættes ud fra befolkningstallet, befolkningens bosætningsmønster, den lovgivende forsamlings opgaver og karakter m.v.
Landstinget fastsætter selv sin forretningsorden, herunder regler om formandskabet, formkrav og frister i tilknytning til dagsordenspunkter, behandlingsform m.v.
Ligesom i andre nordiske lande konstituerer Landstinget sig hvert år i starten af et landstingsår, nemlig ved valg af formand og formandskab i øvrigt; men reglerne ved valg af formandskab adskiller sig fra eksempelvis ved valg af Folketingets præsidium, at medlemmer af formandskabet kan udskiftes i løbet af landstingsåret, hvis et flertal af Landstinget fremsætter et mistillidsvotum til formanden for Landstinget eller det samlede formandskab. Dette kan skabe manglende kontinuitet i formandskabets virke med afbræk i lovgivningsarbejdet til følge, idet nye medlemmer som regel lige skal vænne sig til deres nye roller.
Medlemmer af Landstinget vælges for en 4-årig periode; men parlamentarismen har været gældende siden 1984. En landsstyreformand, der indkasserer et mistillidsvotum, har således pligt til at træde tilbage, og give et andet medlem lejlighed til at danne et andet landsstyre eller at udskrive nyvalg til Landstinget i utide.
En anden alternativ måde hertil kunne være, at man efter landsstyreformandens tilbagetræden overlod opgaven med at undersøge nye muligheder til Landstingets formand. Dette ville så betyde, at Landstingets formand får pligt til at undersøge, om der kan tilvejebringes et grundlag for et nyt landsstyre.
Såfremt dette ikke viser sig muligt, skal det herefter være en pligt for den fungerende landsstyreformand at udskrive nyvalg til Landstinget.
Andre grundlæggende regler i forbindelse med valg til Landstinget er, at valg finder sted ved almindelige, direkte og hemmelige valg, jf. Landstingslov nr. 9 af 31. oktober 1996 om valg til Landstinget i Grønland. Valgmetoden er det såkaldte forholdstalsvalg.
De eksisterende regler om valg til Landstinget er i det store og hele i overensstemmelse med de velkendte regler vedrørende det repræsentative demokrati. På den baggrund er der ingen belæg for radikale ændringer af regler om valg til Landstinget; men man kan tale om at diskutere antallet af medlemmer. Kommissionen finder det dog vigtigere at sikre, at forskellige egne af landet har en passende repræsentation, samt at man tager udgangspunkt i den lovgivende myndigheds opgaver.
Oprindelig var en del af vestkysten inddelt i 3 valgkredse fra Kap Farvel i syd og til Nuussuaq i nord, det vil sige i Syd-, Midt- og Diskokredsene, mens Uummannaq, Upernavik, Avanersuaq, Ittoqqortoormiit og Ammassalik hver for sig var enkeltmandskredse. I den gældende valglov udgør Grønland én stor valgkreds.
Intentionen med ændringen er helt givet at tilskynde politikerne i Landstinget til at tænke i landspolitiske og mindre i lokalpolitiske baner. Specielt i landsrådstiden, da valgkredsinddelingen stort set fulgte kommunegrænserne, blev der rejst kritik af, at landsrådets talerstol i alt for høj grad blev brugt til at tale om lokalpolitiske emner. Det er næppe for meget sagt, at tingene ikke har ændret sig synderligt meget, selv om valgkredsinddelingen er ophørt.
Udfra en demokratisk tankegang er det ønskeligt, at forskellige regioner af landet så vidt muligt er repræsenteret i den lovgivende forsamling. Befolkningerne i landets yderdistrikter har som følge af deres ringe antal kun mulighed for at blive repræsenteret ved tilfældighedernes spil. Selvfølgelig kan der argumenteres for, at landstingsmedlemmerne har pligt til at betjene hele landet; men landets enorme udstrækning, det meget spredte bosætningsmønster og de meget høje omkostninger med at berejse landet, gør det meget besværligt for et landstingsmedlem at skulle repræsentere hele landet.
Valgkredsinddelingen har endvidere den fordel, at det vil være lettere for det enkelte landstingsmedlem at have en tæt kontakt med sine vælgere. Kommissionen finder det på den baggrund nødvendigt at overveje genindførsel af valgkredsinddelingen.
Det skal påpeges, hvorvidt medlemmerne af Landstinget er tilstrækkeligt bevidste om deres rolle som lovgivere, samtidig med at de er sikret passende arbejdsbetingelser.
Landstingsmedlemmerne er delvis selv skyldige i ringe arbejdsbetingelser, idet alt for mange dagsordenspunkter ret beset ligger uden for eller i udkanten af Landstingets kerneopgaver, samtidig med at medlemmerne af Landstinget går med til længden af samlinger, der ikke står i et rimeligt forhold til mængden samt kompleksiteten af opgaverne.
I andre sammenhænge er landstingsmedlemmerne ikke selv skyld i deres utilfredsstillende arbejdsbetingelser, idet de på grund af mangel på oversættere selv må forfatte deres indlæg fra Landstingets talerstol, både på grønlandsk og dansk. Dette primært af hensyn til eksempelvis vælgere, der ikke kan grønlandsk. På den måde påføres visse medlemmer et ikke ubetydeligt merarbejde.
En af valgretsbetingelserne er, at vælgeren er fyldt et bestemt antal år, som ifølge Grundloven skal være godkendt ved en folkeafstemning. I øjeblikket er valgretsalderen 18 år.
For en forholdsvis lav valgretsalder taler for, at så mange medlemmer af samfundet dermed får mulighed for at deltage ved valg af medlemmer til Landstinget. Der kan dog også argumenteres for en ikke alt for lav valgretsalder, idet det kræver en vis modenhed for at kunne være medbestemmende ved sammensætning af medlemmer af Landstinget. For den nuværende valgretsalder taler, at den falder sammen med myndighedsalderen.
Valgbarhedsbetingelserne følger de almindelige regler; og det er, at valgbare er dem, der har valgret, medmindre man er frataget valgbarhed på grund af uværdighed.
Der har siden landsrådstiden dannet sig den praksis, at en del af de offentligt ansatte, der stiller op som kandidater ved valg til Landstinget og til en vis grad også ved valg til kommunalbestyrelserne, kan få tjenestefrihed med løn i 3 uger op til valget. En sådan praksis favoriserer offentligt ansatte i forhold til både ansatte hos private arbejdsgivere og selvstændige. Ud fra betragtninger om at give kandidater så lige vilkår som muligt, synes denne praksis at være uheldig, hvorfor kommissionen skal henstille til de offentlige arbejdsgivere om at opgive nævnte praksis med at give deres ansatte tjenestefrihed med løn, når de er kandidater ved landstingsvalg og andre valg.
Til toppen
Det fremgår af hjemmestyrelovens § 3, at Landstinget vælger landsstyrets formand og de øvrige medlemmer af landsstyret, samt at landsstyrets formand fordeler forretningerne mellem landsstyrets medlemmer.
De nærmere regler om valg af landsstyre fremgår af landstingsloven om Landstinget og landsstyret, nu Landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og landsstyret med senere ændringer.
Ifølge de oprindelige bestemmelser skete valg af landsstyret ved, at Landstinget udover valg af landsstyreformand valgte hvert eneste medlem af landsstyret enkeltvis ved særskilte afstemninger. Reglerne blev senere ændret, således at Landstinget ifølge de nugældende regler først vælger formanden for landsstyret, som samtidig skal være medlem af Landstinget. Herefter fremlægger denne et forslag til ressortfordeling mellem resten af landsstyret og dets sammensætning, som så vælges en block. For at opnå valg til såvel landsstyreformand som resten af landsstyret kræves absolut flertal.
Samme fremgangsmåde, som ved dannelse af landsstyre efter et nyvalg til Landstinget, anvendes ved ændring af landsstyrets sammensætning midt i Landstingets valgperiode. Valg af et nyt landsstyremedlem forudsætter med andre ord, at Landstinget er samlet. Landsstyreformanden kan altså ikke afsætte et landsstyremedlem, eksempelvis af politiske grunde, når Landstinget ikke er samlet, med mindre medlemmet selv anmoder om at træde tilbage.
Man må sætte spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt at regulære bestemmelser om valg af landsstyre via lovgivningen og så detaljeret, som det er tilfældet i øjeblikket.
På den ene side er det naturligvis vigtigt at sikre ved valg af landsstyre, at det tiltrædende landsstyre har sit parlamentariske grundlag i orden. På det anden side bør man også have for øje, at politik har meget med tillid at gøre, herunder specielt mellem landsstyreformanden og de enkelte landsstyremedlemmer. I en situation, hvor et eller flere landsstyremedlemmer er blevet til en politisk belastning, og ikke desto mindre fortsat er medlem(mer) af landsstyret, kan landsstyret blive mere eller mindre handlingslammet.
Endvidere bør man tillige have for øje, at landsstyreformanden ved sin fordeling af forretningerne mellem enkelte landsstyremedlemmer bør sikres en så tilpas stor grad af frihed, at han kan finde frem til en så hensigtsmæssig fordeling af opgaverne mellem landsstyremedlemmerne som overhovedet muligt. Det rejser spørgsmålet om, hvor hensigtsmæssigt det er at regulere det minimale og maksimale antal af landsstyremedlemmer via bestemmelser i en landstingslov. Hensynet til, at der er bevillingsmæssig dækning for udgifterne til landsstyret og det tilknyttede administrative apparat, kan udmærket klares via den eksisterende bevillingslovgivning.
Til toppen
I de første 14 år i hjemmestyrets eksistens var der ingen mere detaljeret lovgivning om landsstyremedlemmers ansvarlighed, selv om der aldrig har været tvivl om, at landsstyremedlemmerne kunne pådrage sig dels et juridisk og dels et politisk ansvar. Først i 1993 blev der med et helt klart forbillede i den tilsvarende ministeransvarlighedslov i Danmark indført en selvstændig lovgivning herom, nemlig Landstingslov nr. 6 af 13. maj 1993.
I perioden fra 1979 til starten af 1990'erne var landsstyret organiseret efter det såkaldte ministerstyre med vidtgående beføjelser til det enkelte landsstyremedlem. Fra dannelsen af et nyt landsstyre i foråret 1991 indtraf der et helt klart skift, idet landsstyret fra da af blev organiseret som et mere kollektivt organ. Baggrunden herfor var det nydannede landsstyres ønske om at stramme op for koordinationen af landsstyrets virksomhed, efter at Landskassen i slutningen af 1980'erne var faretruende tæt på "afgrundens rand".
Den tidligere nævnte landstingslov om landsstyremedlemmers ansvarlighed fastslår i § 1 det helt selvfølgelige i, at landsstyremedlemmers ansvar kun gælder i forbindelse med deres embedsførelse, og ikke som privatpersoner.
I andre paragrafer beskrives, i hvilke sammenhænge det enkelte landsstyremedlem er ansvarlig dels individuelt og dels kollektivt. Loven indeholder endelig bestemmelser om det enkelte landsstyremedlems ansvar, når der er begået lovovertrædelse af en underordnet, samt i hvilke tilfælde landsstyremedlemmet er ansvarlig over for parlamentet.
Det har efterfølgende vist sig at være noget problematisk med at kunne bruge landstingsloven mere operationelt, idet grænsen mellem det individuelle og det kollektive ansvar kan være mere eller mindre flydende. Med til at komplicere tingene yderligere er det tidligere nævnte forhold om, at landsstyremedlemmerne udover et juridisk ansvar også har et politisk ansvar, samt at der ofte sker en sammenblanding af de to former for ansvar.
Der synes med andre ord at være behov for at overveje muligheden for at revidere den eksisterende lovgivning om landsstyremedlemmers ansvarlighed, med henblik på at gøre den mere operationel.
Til toppen
Ganske vist har kommissionen af tidsmæssige grunde ikke haft mulighed for at realitetsdrøfte muligheden for overførsel af dele af den dømmende myndighed fra stat til selvstyre. Ikke desto mindre anser kommissionen den dømmende myndighed som en så integreret del af en retsstat og demokratisk styreform, at kommissionen anbefaler en sådan overførsel undersøgt nøje.
Med henvisning til beskrivelsen foran om folkeafstemninger skal det indstilles, at muligheden for et begrænset brug af folkeafstemningsinstituttet undersøges nøje.
Kommissionen finder det betænkeligt, at landet er omdannet til én valgkreds ved valg til Landstinget. Selv om kommissionen meget vel forstår intentionerne med et sådant system, finder kommissionen ud fra en demokratisk tankegang det ikke desto mindre vigtigt, at samtlige regioner af landet så vidt muligt er repræsenteret i den lovgivende forsamling. Der tænkes specielt på landets yderdistrikter med et meget lille befolkningsunderlag. På den baggrund skal kommissionen indstille at genindføre ordningen med at lade Avanersuaq og Ittoqqortoormiit være enkeltmandskredse, mens resten af landet opretholdes som én valgkreds.
Vedrørende valgretsalder skal kommissionen indstille, at spørgsmålet gøres til genstand for offentlig diskussion ud fra princippet om, at kompetence og ansvar følges ad.
Ud fra lighedsbetragtninger skal kommissionen indstille over for offentlige arbejdsgivere at opgive den i længere tid oparbejdede praksis med at give offentligt ansatte, der stiller op som kandidater ved valg til Landstinget, tjenestefrihed med løn.
Det indstilles endvidere, at reglerne om valg af Landstingets formandskab underkastes en nøjere undersøgelse med henblik på at sikre større kontinuitet end nu. Her tænkes på at afskaffe reglerne om afsættelse af formanden for Landstinget samt det samlede formandskab midt i et landstingsår. Der tænkes endvidere på, at der bruges alt for megen tid på valg af Landstingets formand og formandskab i forbindelse med starten af et nyt landstingsår. Det kunne tænkes, at valg finder sted på grundlag af skriftlige indstillinger fra partierne og lignende grupperinger.
Når det gælder den parlamentariske praksis, skal kommissionen gøre opmærksom på, at der kan være to muligheder, når landsstyreformanden må konstatere, at der ikke længere er et flertal i Landstinget for det siddende landsstyre.
Den ene mulighed er at fastholde det eksisterende system, hvorefter landsstyreformanden kan vælge at udskrive valg til Landstinget i utide, såfremt han/hun ikke kan skaffe et flertal bag et nyt landsstyre.
Den anden mulighed er at indføre ændrede regler, hvorefter landstingsformanden, når en landsstyreformand må træde tilbage som følge af et mistillidsvotum, overtager forpligtelsen til at undersøge, om et andet medlem af Landstinget kan danne et nyt landsstyre med et flertal bag sig for den resterende landstingsvalgperiode. Såfremt dette ikke lykkes skal den fungerende landsstyreformand herefter udskrive nyvalg til Landstinget.
Der bør være mulighed for at udskifte landsstyremedlemmer eller ændre ressortfordelingen mellem landsstyremedlemmerne, selv om Landstinget ikke er samlet. Derfor skal det indstilles, at den til enhver tid siddende landsstyreformand kan anmelde over for Landstingets formand, at hun/han med virkning fra et bestemt tidspunkt udskifter et landsstyremedlem eller ommøblerer det samlede landsstyre. Det vil da være muligt ved Landstingets førstkommende sammentræden at konstatere, hvorvidt der fortsat er parlamentarisk opbakning til den ændrede landsstyresammensætning.
Som allerede nævnt oven for skal det tillige indstilles, at det minimale og maksimale antal af landsstyremedlemmer, der kan vælges, ikke længere fastsættes i en landstingslov, idet udgifterne til landsstyret - som allerede nævnt - kan reguleres via de til enhver tid gældende bevillingslove.
Med henvisning til foranstående skal det indstilles, at landstingsloven om landsstyremedlemmers ansvarlighed ændres, således at den bliver mere operationel. Ændringen kan udformes således, at bemyndigelsen kommer til at ligge hos det samlede landsstyre, når det drejer sig om tværgående, principielle spørgsmål og større enkeltbeslutninger, mens bemyndigelsen tillægges det enkelte landsstyremedlem i alle andre spørgsmål.
Som allerede nævnt foran er det ikke ligetil at lave klare retningslinjer eller lovgivning om landsstyremedlemmers ansvarlighed. En eventuel ændring af lovgivningen forudsætter derfor nøje overvejelser og en ordentlig forberedelse.
Til toppen
Kommissionen har i overensstemmelse med sit kommissorium overvejet følgende to forhold vedrørende sprog: a) den nuværende bestemmelse i hjemmestyrelovens § 9, hvorefter grønlandsk er hovedsproget, mens der skal undervises grundigt i det danske sprog, samt at begge sprog skal kunne anvendes i offentlige forhold, b) hvilket eller hvilke sprog, der tales fra Landstingets talerstol.
Kommissionens generelle overvejelser om sprog har taget udgangspunkt i, at sprog udover at være et væsentligt aspekt af folks kulturelle identitet også er kommunikationsmidler mennesker imellem.
Endvidere finder kommissionen det væsentligt at understrege, at sprogsituationen i Grønland med to talte sprog langt fra er en unik situation, idet flersprogede samfund snarere er en regel end en undtagelse andre steder i verden.
Til toppen
Udgangspunktet her i landet er, at to sprog, nemlig grønlandsk og dansk, har en ganske dominerende placering i det grønlandske samfund.
I sidste halvdel af 1900-tallet er der sket et markant skift i sprogpolitikken, idet undervisningen i det danske sprog i den første halve del af perioden havde en meget høj prioritet på bekostning af undervisningen i det grønlandske sprog. I slutningen af 1970'erne skete der et markant skift, idet undervisningen i det grønlandske sprog blev intensiveret kraftigt, mens undervisningen i det danske sprog blev nedprioriteret.
Der mangler ganske vist eksakte og aktuelle oplysninger om henholdsvis det grønlandske og det danske sprogs udbredelse i landets samlede befolkning. Der foreligger dog en publikation om sprog fra Grønlands Statistik, nemlig "Rapport om den sproglige udvikling i Grønland - 1984-1994". Undersøgelsen bygger på folks egne udsagn om, hvilke sprog de benytter sig af. Efterfølgende har Grønlands Statistik udstrakt perioden til år 1999.
(Note: Indlæg af Thomas Andersen om statistik og sprogpolitik i Sprogkonferencen i Kangerlussuaq i januar 2001).
Af ovennævnte indlæg fremgår, at ca. 30 pct. af den samlede befolkning i 1999 udelukkende var grønlandsksprogede, mens ca. 40 pct. havde grønlandsk som hovedsprog, samtidig med at de talte godt dansk. Ca. 15 pct. var dobbeltsprogede. Andelen af udelukkende dansksprogede, der kunne lidt grønlandsk, samt dansksprogede, der talte godt grønlandsk, udgjorde tilsammen ca. 15 pct. af befolkningen.
Som følge af ovennævnte skift i sprogpolitikken udgjorde andelen af udelukkende grønlandsksprogede i folkeskolen, som samtidig kun talte lidt dansk, ved udgangen af 1900-tallet knap 45 pct., mens andelen af to-sprogede i denne aldersklasse er faldet markant.
Det nævnte skift i sprogpolitikken betyder, at en temmelig stor del af grønlændere i mellemgenerationen, som er født før skiftet, hovedsageligt taler dansk og kun lidt grønlandsk. Samtidig viste en undersøgelse af uddannelsessøgende grønlændere i Danmark, som blev fremlagt på forannævnte Sprogkonference, at langt den overvejende del af de uddannelsessøgende grønlændere i Danmark enten slet ikke behersker grønlandsk eller kun ganske lidt, og at de af den grund somme tider føler sig mere eller mindre chikaneret af deres landsmænd.
(Note: Indlæg af Naja Lund & Naaja Nathanielsen på Sprogkonferencen i Kangerlussuaq i januar 2001).
Da det grønlandske samfund på mange områder har en meget stor mangel på uddannet arbejdskraft, skal kommissionen indstille, at der iværksættes tiltag, herunder undervisning i grønlandsk, for at gøre det attraktivt for nævnte grupper af grønlændere, at de motiveres til at søge beskæftigelse i samt fastholdes på det grønlandske arbejdsmarked. Endelig skal Selvstyrekommissionen appellere til befolkningen om at udvise større sproglig tolerance.
Som allerede nævnt taler opimod halvdelen af den helt unge generation hovedsageligt grønlandsk.
Hovedparten af de videregående uddannelser kan ikke gennemføres på grønlandsk, idet en eventuel produktion af grønlandsksproget undervisningsmateriale, der dækker hovedparten af de uddannelser, der finder sted i Grønland, ville være enormt ressourcekrævende både mandskabsmæssigt og økonomisk.
Manglende kundskaber i dansk eller andre fremmedsprog vil, med mindre der gribes ind, være medvirkende til at forlænge det allerede nævnte uddannelsesefterslæb. Kommissionen skal på den baggrund indstille, at man i fastlæggelsen af sprogpolitikken også har dette aspekt for øje.
Helt overordnet er det kommissionens holdning, at sprog ikke bør være en hindring for at kunne gennemføre uddannelser, specielt i et samfund som det grønlandske, der - som nævnt - har en meget stor mangel på uddannet arbejdskraft.
Kommissionen finder det indiskutabelt, at det grønlandske sprog ikke blot er landets hovedsprog, men er og bør være landets officielle sprog. Kommissionen indstiller, at denne holdning afspejles i en konkret bestemmelse i udkast til partnerskabstraktat, som er vedlagt som bilag 4.
Endvidere er kommissionen opmærksom på, at litteratur skrevet oprindeligt på grønlandsk udgør en ganske unik kulturel rigdom og arv. Det er nemlig sådan, at andre folkeslag, der taler inuit-sprog, ikke blot tilnærmelsesvist har nogen tilsvarende litteratur. Det forpligter at være i besiddelse af en sådan kulturel rigdom og arv.
Selvstyrekommissionen mener ikke, at det er nødvendigt at have en bestemmelse i partnerskabstraktaten, som angår det danske sprogs anvendelse i offentlige forhold samt i undervisningen, idet holdningen er, at det er mest hensigtsmæssigt at placere den slags bestemmelser i relevante, særskilte love, eksempelvis sagsbehandlingsloven, folkeskoleloven m.v.
Til toppen
Kommissionens drøftelser af de sprog, som tales fra Landstingets talerstol, har taget udgangspunkt i bestemmelsen i § 53 i Landstingets forretningsorden, hvorefter Landstingets forhandlinger foregår på grønlandsk, men skal kunne følges på dansk, samt at hvis medlemmet kun taler dansk, så skal mødet kunne følges på grønlandsk.
Det er kommissionens opfattelse, at hvilket eller hvilke sprog, der tales fra Landstingets talerstol, hænger nøje sammen med spørgsmålet om valgret og valgbarhed til Landstinget. Ud fra princippet om, at rettigheder og pligter bør følges ad, findes det betænkeligt at udelukke en person, der har valgret og dermed er valgbar til Landstinget, at kunne benytte det sprog, der er mest naturligt for vedkommende. På den baggrund indstiller kommissionen, at den nuværende bestemmelse i § 53 i Landstingets forretningsorden bibeholdes.
Selvstyrekommissionen er af den opfattelse, at en evt. indførsel af en bestemmelse om, at der kun må tales grønlandsk fra Landstingets talerstol, bl.a. bør ses i sammenhæng med en indførsel af en integrationslov. En mere omfattende integrationslov betyder en række betydelige følgeudgifter. Dette indbefatter nemlig, at ikke grønlandsksprogede tilbydes en reel chance for at lære grønlandsk for derved at kunne udtrykke sig på det grønlandske sprog. Dette kræver bl.a. udarbejdelse af et effektivt undervisningsmateriale om det grønlandske sprog som fremmedsprog.
Til toppen
Selvstyrekommissionen har drøftet det uheldige i, at der kun undtagelsesvist er varedeklarationstekster på grønlandsk, hvad angår varer og produkter i detailhandelen, og specielt varer, der skal omgås med forsigtighed.
Kommissionen skal på den baggrund indstille, at der generelt tilstræbes størst mulig grad af varedeklarationstekster på grønlandsk, og at dette må være et krav, når det drejer sig om produkter, der skal omgås med forsigtighed.
Til toppen