Gå til sidens indhold
  1. Del link

Midlertidigt forbud mod salg og udskænkning af alkoholholdige drikke i flere kommuner fra i morgen

Sendes af: Departement for Sundhed
Øl og spiritus

Naalakkersuisut har fået anmodninger fra flere af landets kommuner om at indføre et midlertidig forbud mod salg og udskænkning af alkoholholdige drikke. Anmodningerne imødekommes og er gældende i Kommune Kujalleq, Qeqqata Kommunia og Kommuneqarfik Sermersooq fra midnat. Forbuddet er gældende i Kommune Kujalleq og Kommuneqarfik Sermersooq til og med 9. februar 2022, og i Qeqqata Kommunia er forbuddet gældende til og med 1. februar 2022.

Under den nuværende situation, hvor restauranter og beværtninger er blevet pålagt at holde lukket tidligere, er alkoholforbruget i hjemmene blevet monitoreret tæt fra myndighedernes side og der er set en stigning i antallet af ”hjemmefester”.

Denne negative udvikling i forbruget af alkohol i hjemmet rammer ikke alene børn og familielivet, men medfører også en øget risiko for spredning af Covid-19, idet man er mindre opmærksomme på smittefaren ved sammenkomster, hvor der drikkes alkohol og hvor man kommer hinanden tættere ved.

Til hjemmefesterne er der en høj grad af alkoholindtagelse. Derfor medfører festerne ofte en betydelig ressourcemæssig belastning på Sundhedsvæsenet og politiet, i form af mange forskellige opgaver, som er direkte relaterede til en alt for høj indtagelse af alkohol.

Det drejer sig typisk om:

  • Husspektakler
  • Vold
  • Berusere i gadebilledet
  • Gadeuorden
  • Seksuelle overgreb
  • Spirituskørsel – herunder færdselsuheld med alkoholpåvirket fører

På baggrund af dette og den omfattende smitte med ukendte smittekæder, så har Naalakkersuisut besluttet at imødekomme anmodningen fra kommunerne og indfører et midlertidigt forbud mod salg og udskænkning af alkoholholdige drikke fra midnat på natten mellem den 25. og 26. januar 2022.