Gå til sidens indhold
  1. Del link

2112_vinterjagt

Sendes af: Departement for Fiskeri og Fangst

Hermed meddeles de besluttede fangstperioder og –kvoter i regionerne for rensdyr og moskusokser for Vinter 2022.

Grønlands Naturinstitut har gennem de seneste år gennemført officielle helikoptertællinger af rensdyr og moskusokser i Fangstregion 2 (Sisimiut-Kangerlussuaq) i marts 2018, og på samme måde gennemført officielle helikoptertællinger af rensdyr i Fangstregion 3 (Akia- Maniitsoq) og Fangstregion 4 (Ameralik) i marts 2019. Den første officielle tællerapport, der vedrører Fangstregion 2 er færdiggjort og den anden tællerapport, der vedrører Fangstregion 3 og 4, er bl.a. pga. behovet for særlig specialviden først nu ved at blive færdiggjort.

Rensdyr
Forvaltningsområde Qaanaaq: Erhvervs- og fritidsfangst af rensdyr i Inglefield Land og Prudhoe Land forløber vinter 2022 fra 1. januar til og med 30. april og der er her tale om ikke opfangede kvoter fra sommeren og efteråret 2021. Der bliver ubegrænset vinterfangst af rensdyr med bremser (lus) i Olrik Fjord.
Fangstregion Nuussuaq: Erhvervs- og fritidsfangst af ikke opfangede rensdyrkvoter fra sommeren og efteråret 2021 i perioden fra 31. januar 2022 til og med 20 februar.
Begrundelser: Der har i sommeren og efteråret 2021 været fem måneders ubegrænset erhvervsfangst af rensdyr i Fangstregion 2 (Sisimiut-Kangerlussuaq), Fangstregion 3 (Akia-Maniitsoq) og Fangstregion 4 (Ameralik). Grundlaget for dette var, at der ifølge Grønlands Natursinstitut var blevet for mange rensdyr i de pågældende fangstregioner. Der har i de resterende fangstregioner med færre rensdyr være 2½ måneds ubegrænset erhvervsfangst af rensdyr.

APN følger i tæt samarbejde med kommunerne returnering af licenser og manglende returnering samt dermed manglende fangstmelding vil i de kommende år få konsekvenser for muligheden for ansøgning om licenser for de enkelte fangere. Det understreges, at de kommunale vedtægter skal følges ved anvendelse af snescootere, ATV-er samt andre motoriserede transportmidler og at det er forbudt at anvende disse til forfølgelse og fangst af rensdyr. Motoriserede transportmidler skal holde minimums-afstand på 500 meter til rensdyr.

Moskusokser

  1. Forvaltningsområde Maniitsoq: Begrænset vinterfangst af moskusokser med hundeslæde i Jagtområde 1 starter 14. februar 2022 og forløber til og med 13. marts. Begrænset vinterfangst af moskusokser i Jagtområde 2, Jagtområde 3 og Jagtområde 4 – se Bilag 4 - starter 31. januar 2022 og forløber til og med 20. februar. Fangst af trofætyre, der alle er kvoteret til trofæjagt, og køer med kalve er forbudt. Der er i Jagtområde 1 kvote på 100 moskusokser, Jagtområde 2 kvote på 100 moskusokser, Jagtområde 3 kvote på 600 moskusokser og Jagtområde 4 kvote på 200 moskusokser.
  2. Forvaltningsområde Sisimiut: Moskusoksekvoter i Fangstregion Sisimiut fra sommer og efterår 2021, der ikke er opfanget, flyttes til vinterfangst 2022 i perioden fra 14. februar til og med 13. marts. Qeqqata Kommunia åbner for motoriseret kørsel i en del af området. Der bliver således erhvervs- og fritidsfangst for hundeslæder i hele området samt for motoriserede køretøjer i en del af området. Antallet af ikke opfangede kvoter bestemmes i samarbejde med Qeqqata Kommunia.
  3. Forvaltningsområde Kangaatsiaq: Moskusoksekvoter i Fangstregion Sisimiut fra sommer og efterår 2021, der ikke er opfanget, flyttes til vinterfangst 2022 med hundeslæde i perioden fra 14. februar til og med 13. marts. Antallet af ikke opfangede kvoter bestemmes i samarbejde med Kommune Qeqertalik.
  4. Moskusokseregion Naternaq: Moskusoksekvoter fra sommer og efterår 2021, der ikke er opfanget, flyttes til vinterfangst 2022 i perioden fra 14. februar til og med 13. marts. Antallet af ikke opfangede kvoter bestemmes i samarbejde med Kommune Qeqertalik og Avannaata Kommunia.
  5. Moskusokseregion Ivittuut: Der bliver ingen vinterfangst af moskusokser.
  6. Moskusokseregion Sigguk: Der bliver ingen vinterfangst af moskusokser.
  7. Forvaltningsområde Ittoqqortoormiit: Vinterfangst 2022 af moskusokser for erhvervs- og fritidsfangere forløber i hele marts-måned og kvoten i forvaltningsområdet er på 60 moskusokser.
  8. Forvaltningsområde Qaanaaq: Vinterfangst 2022 af moskusokser for erhvervs- og fritidsfangere forløber i Inglefield Land, Prudhoe Land og Kap Atholl fra 1. januar til og med 15. april og her er tale om fangst af restkvoterne fra sommer og efterår 2021. Der kan desuden arrangeres begrænset jagt i relation til moskusokser, der forstyrrer i landingslinjen ved lufthavnsområdet i Pituffik i samarbejde mellem Borgerrådet i Pituffik, Avannaata kommunea og Qaanaaq fangere.
  9. Moskusokser flyttet til Nanortalik og vandret til Nuuk Fjorden er totalfredet.

Begrundelser: Forvaltningsområde Ivittuut: Med baggrund i de seneste års minimumstællinger af moskusokser er der ingen vinterfangst 2022 af moskusokser. Begrundelsen er, at der ikke længere er for mange moskusokser i Ivittuut.

Forvaltningsområde Sisimiut: Moskusoksekvoter for sommer og efterår bliver erfaringsmæssigt ikke opfanget og derfor overføres disse til vinterfangst med hundeslæde som formål.
Forvaltningsområde Kangaatsiaq: Moskusoksekvoter i Sisimiut-forvaltningsområde for sommer og efterår bliver erfaringsmæssigt ikke opfanget og derfor overføres disse til vinterfangst med hundeslæde som formål.

Forvaltningsområde Maniitsoq: Kvoteret vinterfangst af moskusokser i forvaltningsområdet vinter 2022 har grundlag i biologisk anbefaling. Moskusokserne i forvaltningsområde Maniitsoq blev talt fra helikopter i 2018. Dyrene blev generelt observeret ved større højde over havet end tidligere (gennemsnit>500 m). Dyrene blev primært observeret i to ”hotspots”, som geografisk er længere væk fra Kangerlussuaq end tidligere. Områderne, hvor moskusokserne blev observeret, er vurderet til at være af ringere fødemæssig kvalitet, og for at mindske forstyrrelser af dyrene anbefaler GN derfor, at anvendelse af motoriserede køretøjer i området begrænses.

Det er under minimumstællinger blevet konstateret, at det samme sker i Jagtområde 2. Det tilstræbes forvaltningsmæssigt at mindske de motoriserede køretøjers forstyrrelser af moskusokser for på den måde at øge antallet af kalve.

Det understreges fra APN, at anvendelse af snescootere, ATV’er og andre motoriserede transportmidler skal følge kommunale vedtægter og at det er forbudt at anvende disse til forfølgelse og fangst af moskusokser. Motorisede transportmidler skal holde minimums-afstand på 500 meter til moskusokser.

For nærmere information kontakt Afdelingschef Amalie Jessen, Departementet for Fiskeri og Fangst, tlf.: 34 53 06, e-mail amalie@nanoq.gl

Bilag 1: Jagtperioder og kvoter i de enkelte regioner.
Bilag 2: Region 1-11 for rensdyr i Vestgrønland.
Bilag 3: Moskusoksebestande i Grønland.
Bilag 4: Jagtområde 1, 2, 3 og 4 for moskusokser i Forvaltningsområde Maniitsoq.
Bilag 5: Moskusokseregion Sisimiut.
Bilag 6: Moskusokseregion Naternaq.
Bilag 7: Rensdyrregion Nuussusaq.