Gå til sidens indhold
  1. Del link

Qilaatersorneq optaget på UNESCOs repræsentative liste over immateriel kultuarv

Sendes af: Departement for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke
Tromme

I dag er Qilaatersorneq (Trommedans og sang) blevet indskrevet på UNESCOs repræsentative liste over immateriel kulturarv ved The Intergovernemental Committee’s 16. session i Paris, som grundet den seneste udvikling i Covid19 pandemien blev holdt online. Qilaatersorneq er Grønlands første immaterielle kulturarvselement som optages på listen.

Den repræsentative liste over immateriel kulturarv er en liste med eksempler på immateriel kulturarv i forskellige lande og på tværs af lande med det formål at skabe større synlighed af kulturarvens mangfoldighed og sikre øget bevidsthed om dens betydning. Den repræsentative liste er ikke tænkt hierarkisk, men indeholder gode eksempler på, hvad immateriel kulturarv kan være.

I november blev evalueringen af nomineringen offentliggjort, men først i dag vedtog komiteen anbefalingerne om at indskrive Qilaatersorneq på den repræsentative liste over immateriel kulturarv. Det glæder Naalakkersuisut at nomineringen fik en meget flot bedømmelse af UNESCOs Evaluation Body. Nomineringen opfyldte de 5 kriterier som anvendes ved vurderingen af nomineringerne. Grønland blev yderligere rost for at være inkluderende i sikringen af Qilaatersorneq som levende kulturarv.

Nomineringen er kommet i stand via et godt samarbejde mellem Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke og Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (NKA).
Som forvalter af UNESCOs 2003 konvention til sikring af immateriel kulturarv har NKA stået for udarbejdelsen i samarbejde med udøverne af trommedans. Der skal derfor lyde en særlig tak til NKA og udøverne for det store arbejde med at indsamle materiale og udarbejde den flotte nominering.

”Det er af stor betydning at Grønland har fået et væsentligt element af den grønlandske kulturarv optaget på UNESCOs repræsentative liste. Optagelsen af Qilaatersorneq er en hyldest til den grønlandske kultur og de folk der holder den i live. Naalakkersuisut håber at dette kan inspirere flere til at lære Qilaatersorneq, og dermed medvirke til at sikre det som levende kulturarv.” udtaler Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke Peter Olsen

Nomineringen Qilaatersorneq – Inuit Drum Dancing and Singing, er skrevet således, at den også tager højde for de øvrige oprindelige folk i Arktis, der bruger rammetrommen. Såfremt Canada og Rusland ratificerer 2003 konventionen, vil de også kunne søge om at få Trommedans optaget på listen uafhængigt af Grønlands optagelse.

For yderligere oplysning kontakt Line Hasselriis på telefon +299 34 57 08

Her kan du se Naalakkersuisoq Peter P. Olsens tale ved indskrivningen af qilaatersorneq på UNESCO's repræsentative liste over immateriel kulturarv.