Forbedring af rutebeflyvning til Qaanaaq

Det amerikanske Department of the Air Force har givet en tilladelse til at anvende Pituffik (Thule Air Base) som planlagt alternativ lufthavn ved flyvninger til Nordgrønland. Det er som følge af aftalepakken vedrørende servicekontrakten på Pituffik, hvor der i forbindelse med den diplomatiske noteudveksling blandt andet blev aftalt, at Air Greenland skal have tilladelse til at bruge Pituffik som planlagt alternativ lufthavn.

Tilladelsen betyder at Air Greenland ved flyvninger til Qaanaaq, hvor man af uforudsete årsager ikke kan lande, i disse tilfælde kan bruge Pituffik som planlagt alternativ landingsbane. Indtil nu har det været nødvendigt at anvende en sydligere lufthavn som alternativ lufthavn ved disse flyvninger, hvilket har medført vægtbegrænsninger, da en sådan situation kræver meget brændstof.

Pituffik ligger geografisk tæt på Qaanaaq, hvilket forbedrer befordringen af Nordgrønland og blandt andet øger regulariteten og gør ruten mere stabil.

Naaja H. Nathanielsen, Naalakkersuisoq for Boliger, Infrastruktur, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling, udtaler:
”Det glæder mig at en løsning nu er faldet på plads. Det betyder, at vi kan forbedre forholdene for rejsende til Qaanaaq på servicekontraktruten og give en mere stabil befordring af hele Nordgrønland.”

Tilladelsen bygger videre på et eksisterende samarbejde mellem Air Greenland og Pituffik. Administrerende Direktør i Air Greenland Jacob Nitter Sørensen siger:
”Vi har gennem alle årene har haft et rigtig godt samarbejde med Thule Air Base og USAF. Så det er glædeligt, at vi nu også kan samarbejde om at benytte Thule Air Base som planlagt alternativ lufthavn. Helt konkret betyder det, at vi kan transportere flere passagerer, post og fragt til Qaanaaq, og samtidigt gør det operationen mindre sårbar i forhold til dårligt vejr.”


Yderligere initiativer til forbedret samarbejde, der blev aftalt sidste år, kan læses her

For yderligere information kontakt Departementet for Boliger, Infrastruktur og Ligestilling på box909@nanoq.gl