Tjek din e-Boks: Skal du betale eller have penge tilbage i skat?

Skattestyrelsen sender slutopgørelser til 48.804 skatteborgere via e-Boks. På slutopgørelsen kan du se, om du skal have penge tilbage i skat, eller om du skylder i skat.

Fra i dag, den 24. august 2021 kan du se slutopgørelsen i din e-Boks på sullissivik.gl. Slutopgørelsen er en oversigt over din skat for sidste år. Den viser, hvad du har haft af indkomst og fradrag og betalt i skat, og om du skal have penge tilbage eller om du skylder i skat. 

 

I slutopgørelsen for 2020 er der som nyt indført beskæftigelsesfradrag. Fradraget opgøres på baggrund af din indkomst fra beskæftigelse. Beskæftigelsesfradraget optrappes gradvist, således, at personer i lav- og mellemindkomstgruppen i beskæftigelse får en forøgelse af deres rådighedsbeløb på op til 4.321 kr. om året. For yderligere information om beskæftigelsesfradraget og detaljeret beregning kan læses i ”Min Skat” på sullissivik.gl.

 

Udbetaling af overskydende skat og beskæftigelsesfradrag

Den 31. august 2021 udbetaler Skattestyrelsen overskydende skat for skatteåret 2020 på cirka 281,9 mio. kr. til 31.541 borgere. Heraf udgør beskæftigelsesfradrag i alt 68,1 mio. kr. som er medtaget i overskydende skatter.

 

Af de 281,9 mio. kr. er der ved modregning, indtræden og udlæg inddrevet 80,5 mio. kr. (ca. 29% af den samlede udbetaling) til dækning af restancer til det offentlige. 41,6 mio. kr. er inddrevet til dækning af restancer til de grønlandske kommuner, INI A/S og Nukissiorfiit m.fl., og resterende 38,9 mio. kr. går til dækning af restancer til Grønlands Selvstyre.

 

Hvis du skal have penge tilbage, sætter Skattestyrelsen i de fleste tilfælde pengene automatisk ind på din konto. Automatisk udbetaling kan kun ske, hvis du har oplyst en bankkonto på din selvangivelse.

 

For skatteydere, der ikke har oplyst bankkonto, er udbetalingen sat i bero. Bankkonto indsendes til Skattestyrelsen på blanket Bankkonto-til-overskydende-skat som kan hentes i aka.gl. Skattestyrelsen kan først foretage udbetaling, når du har oplyst dine bankoplysninger, hvis borgere indberetter deres bank oplysninger via Sullissivik så vil dette ikke kunne bruges, derfor henviser vi til www.aka.gl til blanketten Bankkonto-til-overskydende-skat.

 

Restskat

Samtidig opkræves restskat for 2020 på cirka 132 mio. kr. hos 3.069 skatteydere. Heraf udgør modregning i beskæftigelsesfradrag i alt 17,7 mio. kr.

 

Udviser din slutopgørelse for 2020 en restskat, kan Skattestyrelsen foretage indregning af den del af restskatten, der ikke overstiger 18.000 kr. inkl. 6 % rentetillæg.

 

Dette betyder, at din restskat for 2020 modregnes i dine skattemæssige fradrag for 2022. Hvis du vil undgå rentetillægget til restskatten på 6 %, har du mulighed for at foretage en frivillig indbetaling (§5–indbetaling) af den indregnede restskat senest den 20. november 2021.

 

Restskat der overstiger 18.000 kr. opkræves i tre rater over tre måneder, disse opkrævninger sendes af Skattestyrelsen pr. brevpost. 

 

Et overblik over din skat og obligatorisk pension for 2020

Udover den ordinære slutopgørelse for 2020, så sender Skattestyrelsen også en særskilt opgørelse vedrørende skat af visse kapitalafkast (KAS) for 2020, samt en årsopgørelse over din obligatoriske pension for 2020. Opgørelse over din obligatoriske pension for 2020 er sendt sammen med den almindelige slutopgørelse.

 

Hvis din pensionsforvalter har indbetalt for meget i kapitalafkastskat, vil det overskydende beløb blive tilbagebetalt til din pensionsordning. Hvis du har indbetalt for lidt, skal du betale restkapitalafkastskat. Beløbet vil fremgå af din opgørelse vedrørende skat af visse kapitalafkast (KAS). Hvis du selv har indbetalt for meget i kapitalafkastskat, vil det overskydende beløb blive indsat på din konto. Som for overskydende skat gælder, at vi har brug for de korrekte bankoplysninger.

 

På opgørelsen over din obligatoriske pension kan du se om du har indfriet din opsparingsforpligtelse. Hvis du modtager besked om at indbetale til din pension for 2020, skal du dokumentere din indbetaling til Skattestyrelsen. Hvis årsopgørelsen ikke giver dig besked om at spare mere op, skal du ikke foretage dig yderligere, da du har indbetalt din pensionsopsparingsforpligtelse for 2020.

 

Gæld til offentlige modregnes på din overskydende skat

Hvis du skal have penge tilbage i skat og samtidig har gæld til det offentlige, så hjælper Skattestyrelsen med at nedbringe din gæld. Det betyder, at overskydende skat først bliver udbetalt, hvis der er noget til overs, efter gælden er betalt. Borgere hvis overskydende skat er anvendt til dækning af restancer til det offentlige vil modtage besked herom.

 

 

 

Breve fra Skattestyrelsen sendes via e-Boks

Den 1. januar 2021 overgik det offentlige til digital post. Det betyder, at alle fremover vil modtage de fleste offentlige henvendelser via Sullissivik.gl og e-Boks. Du skal have et NemID for at kunne bruge e-Boks. Hvis du ikke har NemID, så kan du få et gratis NemID via Kommunens Borgerservice eller din bank.

 

Borgere født før 1950, og andre som er fritaget fra at modtage digital post, vil fortsat få tilsendt deres breve fra Skattestyrelsen via posten.

 

På Sullissivik.gl kan du læse mere om digital post.

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål til ovenstående (fra borgere)

Kontakt Skattestyrelsen, Intaleeqqap Aqqutaa 1, Postboks 1605, 3900 Nuuk, tlf. + 299 34 65 10, mail: tax@nanoq.gl.